Carlsen Bøger til teens Børnebøger

Det kan du gøre, når dit barn siger: Jeg er den ENESTE, der ikke kan læse

To skridt frem og et skridt tilbage. For nogle børn er læsning let som en leg, mens andre børn kæmper med at få de drilske bogstaver til at give mening.

Vi er alle forskellige, men heldigvis er der flere ting, vi som forældre kan sige og gøre for at hjælpe en ny læser godt igang.

At blive en god læser kræver lige så meget træning som at løbe et maraton

“Øvelse gør mester.” Vi voksne ved godt, at det kræver hårdt arbejde at nå sine mål, hvad enten man drømmer om at blive den nye Ronaldo eller at vinde X-factor. Dermed er det også med læsning som med alt andet: Det kræver tålmodighed, udholdenhed og masser af træning.

Faktisk kan det at lære at læse sammenlignes med at træne op til et maraton. Hvis man aldrig har løbet mere end 5 km, er det jo også helt urealistisk at forvente, at man uden videre vil være i stand til at gennemføre et maraton.

LÆS OGSÅ: Klar, parat, læs! Sådan får dit barn den bedste læsestart

På samme måde tager det tid at lære at læse. Derfor er det vigtigt som forælder at forklare sit barn, at alle – selv klassens superlæsere – også har lagt tid og kræfter i at lære at læse.

Og når ens barn synes, at læsning er helt håbløst, så skal man som forælder minde sit barn om alle de andre ting, som barnet i stedet er god til.

Den rigtige bog kan være nøglen til det hele

Selv når man har fået styr på bogstaver, ord og sætninger, så er læsning for mange børn en pligtaktivitet pålagt af forældre og lærere. Og det er ærgerligt, for læseoplevelsen er nemlig en ganske anden, hvis man læser for sin egen fornøjelses skyld frem for af pligt.

Desværre er det sjældent ligetil at knække koden til ens barns læselyst. Tit og ofte hænger det dog sammen med, hvad børnene læser. Nogle gange bliver de pålagt at læse særlige bøger i forbindelse med undervisningen, mens der andre gange er frit slag. Og så skal man sørge for at vælge noget, børnene synes er fængende.

Mange børn er fx vilde med Dav Pilkeys ultrapopulære serie om Hundemand, som er fyldt med sjove illustrationer. Også fagbøger om fx fodboldlandsholdet eller dyr er et hit blandt mange børn. 

Også letlæsningsbøgerne i serien Carlsens Læsestart er oplagt læsestof til de nye læsere – få overblik over dem allesammen her. 

7 råd til at styrke dit barns læseselvtillid

  • Læs sammen med dit barn dagligt. Det kan enten være højtlæsning eller selvlæsning, hvor du støtter barnet. Det vigtigste er, at barnet får øvet sig på at læse.

  • Tag udgangspunkt i bøger om emner, der interesserer dit barn.

  • Ros dit barn løbende i læseprocessen. Følelsen af succes er med til at holde gejsten og læselysten oppe.

  • Opstil nogle målbare og opnåelige mål, og hjælp dit barn med at se, hvordan han/hun kommer tættere på at nå disse mål. Et mål kunne eksempelvis være læse en bestemt bog færdig i sommerferien.

  • Fremhæv dit barns styrker, både i forhold til læsning og andre ting. Du kan eksempelvis påpege ting, som dit barn lærte i en tidlig alder (fx at cykle) eller gør noget bedre end de fleste andre (fx at tegne eller spille håndbold). Selvom de fleste på et eller andet tidspunkt lærer at cykle, så kræver det meget øvelse for mange, ligesom læsning kræver det for dit barn.

  • Fortæl dit barn om noget, der har voldt dig problemer, og din løsning på disse. På den måde viser du dit barn, at det er helt normalt at have svært ved nogle ting.

  • Snak med dit barns lærer og hør, om han eller hun har specifikke råd, der kunne gavne netop dit barn. Når et barn skal lære at læse, er det nemlig vigtigt, at både lærere og forældre er involverede i processen.

Jeg blev bogafhængig i en ung alder, hvor jeg var blandt det lokale biblioteks top tre mest lånende brugere. Siden har jeg tygget mig igennem krimier, kærlighedsbøger, tykke murstensromaner og alt derimellem – og jeg har ingen planer om at stoppe lige foreløbigt! På Bog.dk skriver jeg artikler samt laver lister og læseprøver for at give den gode historie videre til andre bogorme.