CarlsenPuls Læseprøve og uddrag Young Adult-romaner

Til dig, der forelskede dig i Hvis det er os: Kun for os er endnu et møde med Arthur og Ben. Tyvstart din læsning her

kun for os

Becky Albertalli og Adam Silvera genforenes i Kun for os, hvor historien om Arthur og Ben fortsætter. Du kan smuglæse i bestseller YA-romanen lige herunder.


I Kun for os møder du igen Arthur og Ben. Denne gang er deres situation dog anderledes. Ben har overlevet sit første år på college med hjælp fra skrivemakkeren Mario. Ben har fået masser af spanskundervisning og en helt masse kys fra Mario, men alligevel kan han ikke stoppe med at tænke på Arthur.

LÆS OGSÅ: 8 referencer du (måske) ikke fangede i Hvis det er os af Becky Albertalli og Adam Silvera

Arthur er i New York City for første gang i to år. Han er klar til at indtage teaterverdenen med storm som verdens bedste … praktikant hos assistenten for en Off-Broadway forestilling.

Selvom det er trist at tilbringe hele sommeren langt væk fra kæresten Mikey, ved Arthur, at deres forhold kan klare alt. Derfor er det heller ikke noget problem, at eks-kæresten Ben pludselig er inde i billedet igen. Vel?

Men tanken om at prøve igen, er ikke lige til at slippe for hverken Arthur eller Ben.

Læs et uddrag af Kun for os herunder.

Du kan købe Kun for os online, eller i din nærmeste boghandel fra d. 23 juni.



Kun for os

Becky Albertalli og Adam Silvera 



KAPITEL 1

Ben: Lørdag den 16. maj

Hvad nu, hvis vi gør?

Spørgsmålet rumsterer i mit hoved, hver gang jeg tænker på ham.

I lang tid har jeg følt mig fortabt, som en pakke, hvis adresselabel er røget af undervejs. Men jeg tror endelig, at der er én, der har fundet mig.

Han har prikket hul på pakkens kraftige forsegling og har åbnet den.

Der er lys og luft.

Godmorgenbeskeder og overnatninger.

Og spansk og kys.

Mario Colón.

Lige inden jeg nåede togstationen, sendte Mario et billede, hvor han sidder i tandlægestolen. Han har en hvid T-shirt på og denim overalls. Den ene strop hænger løst, og han er i sandhed den puertoricanske reboot af Super Mario, som verden fortjener. Hans olivenfarvede hud er helt glat, fordi han tilsyneladende ikke har nogen former for kropsbehåring. Det er han nogle gange ret ked af, for han mener selv, at han ville se fantastisk ud med Lin-Manuel Mirandas skæg.

Hans mørke hår er krøllet, og det skarpe kontorlys fanger virkelig gløden i hans nøddebrune øjne. Tungen stikker lidt ud i den ene side, og selv når han fjoller, får jeg lyst til at kysse ham, ligesom jeg gjorde, den allerførste gang vi arbejdede sammen om en opgave til vores creative writing-forløb.

Og ligesom de halvtreds andre gange siden da.

Jeg kigger usikkert på det billede, jeg sendte tilbage. Jeg tager som regel en hel række selfies, inden jeg synes, at der er ét, der er godt nok til Mario, for han er tydeligvis en over-scoring, men jeg blev nødt til at skynde mig, fordi toget kørte ind på perronen. Jeg vinklede telefonen over mig for at sikre, at man kunne se den T-shirt, han har lavet til mig.

Da Mario blev student, gav hans forældre ham en T-shirt-printer, fordi han gerne ville spice sit tøj lidt op. I sidste uge overraskede han mig med nogle trøjer, hvor der står The Wicked Wizard War på, med samme font som på den forside, Samantha har lavet til mig til Wattpad. T-shirten var en virkelig betænksom gave. Den har endda gjort, at jeg ikke dømmer mig selv og mine billeder lige så hårdt, som jeg plejer.

Mario og jeg mødte hinanden i begyndelsen af skoleåret på vores creative writing-hold, og i starten var jeg sikker på, at han ville vise sig at være en meget seriøs forfatter eller en fantastisk poetry slammer. Men nej. Mario er manuskriptforfatter og har skrevet manuskripter, siden han var elleve år gammel, hvor han ofte fik problemer i skolen, fordi han layoutede sine lektier som manuskripter til en tv-serie.

Han var den første, der fangede min opmærksomhed siden Arthur, min eks. Jeg lagde mærke til det, når han ikke kom til undervisning, jeg beundrede måden, han bar sine overalls på, og jeg kunne rigtig godt lide de rullekravebluser, han havde på i vinter. Når det kom til hans arbejde, var han selvsikker på en måde, som jeg ikke helt kunne lure – altid stolt, men aldrig kæphøj.

Dengang havde jeg stadig for mange hvad-nu-hvis’er om Arthur i hovedet til at turde nærme mig ham.

Nu handler hvad-nu-hvis’erne om Mario.

Hvad nu, hvis vi blev rigtige kærester i stedet for bare at være venner, der kysser og hænger ud?

Jeg er på vej til Central Park for at mødes med min bedste ven, Dylan, og hans kæreste, Samantha. Det er første gang, jeg skal se dem siden jul, eftersom de ikke var hjemme i foråret. Det var meningen, at vi skulle hænge ud i går, men Dylan hævder, at han havde utrolig meget jetlag, selvom der kun er en times tidsforskel mellem Chicago og New York. Jeg ignorerer det, fordi Dylan altid har været temmelig dramatisk.

Jeg bruger resten af togturen på at skrive idéer til det næste kapitel af min fantasyroman, The Wicked WizardWar, ned i min lille notesbog. Jeg blev færdig med første udkast af bogen for længe siden, men det blev tydeligt for mig, at historien stikker i for mange forskellige retninger.

Der var alt for mange spændende øjeblikke, der blev reserveret til fortsættelser, som måske aldrig bliver til noget, og alle karaktererne, der er inspireret af mine venner og ekskærester, skulle udvikles noget mere og gøres tilgængelige for folk, der ikke er en del af min omgangskreds.

Min evige tilstand: Det er svært at skrive.

Mario spurgte mig engang, om jeg nogensinde har villet lave andet end at skrive. Det er det eneste, jeg er god til. Selv hvis jeg følte mig kaldet af en anden drøm, ved jeg ikke, hvad jeg ville gøre uden al den kærlighed, som min familie og en masse fremmede har udvist over for mine onde troldmænd.

Arthur plejede at tale om karaktererne, som om de var vores fælles venner. Og Dylan elsker den verden så meget, at han har fantaseret om en ægte drag-bar, hvor drag-dronninger skulle optræde som forskellige fantasy-racer som elvere og trolde, hvilket er noget, jeg aldrig har været den mindste smule interesseret i.

Jeg elsker at skabe en forbindelse til andre gennem ord.

Og jeg elsker at skabe en forbindelse til Mario gennem både engelske og spanske ord.

Han er ligesom mig en puertoricaner, der i andres øjne ser fuldstændig hvid ud, men hans forældre har modsat mine opdraget ham med begge sprog. Han flettede en masse spanske ord ind i sit filmmanuskript og sagde, at han ikke håbede, at noget produktionsselskab ville tvinge ham til at oversætte det; han ville gerne have, at andre skulle gøre samme indsats, som hans forældre havde været nødt til, da de voksede op.

Det inspirerede mig til selv at gøre den forbandede indsats – og jeg nærmest skreg “¡Sí, por favor!” da han tilbød at blive min personlige tutor.

Jeg glæder mig ret meget til at se ham.

Jeg kommer til at skulle holde tungen lige i munden, når jeg mødes med Dylan og Samantha, fordi Mario også støder til. Han er ikke min kæreste, men han er mere end en ven. Det kan godt blive lidt kompliceret på den måde.

Lidt ligesom når jeg vågner om morgenen og tænker på ham og gerne vil sige godmorgen bare sådan fordi, men hvor selv det nogle gange kan føles for intimt. Eller når jeg spekulerer over, hvordan jeg bedst kan introducere ham for mine venner, selvom de godt kender til vores forhold. Eller over, hvordan ordet “forhold” føles for stærkt, lidt ufortjent, når man sammenligner med rigtige forhold.

Jeg ved ikke. Det er fremtids-Bens problem.

Men jeg er nødt til at slå Marios smukke ansigt ud af hovedet, for jeg er ved at køre for langt. Jeg springer op af sædet og ud på perronen, i samme øjeblik dørene begynder at lukke. Jeg må ikke komme for sent. Jeg forsøger at lægge den tid bag mig. I creative writing ville mrs. García kalde det “karakterudvikling”.

Jeg forlader stationen og går ned mod den vestlige indgang til Central Park på 72nd Street. Jeg får hurtigt øje på Dylan og Samantha. De sidder på en bænk og leger den der leg, hvor man skal se hinanden i øjnene og slå til den andens hånd, inden de når at trække den til sig.

Samantha rammer Dylans hænder. “Ha! Fire-et. Hvor er du dårlig.”

“Hey,” siger jeg og går rundt om bænken. “Er der plads til en mere?”

Dylan smiler. “Der er altid plads til dig i vores seng.”

“Jeg sagde ikke noget om jeres seng. Jeg …”

Dylan tysser på mig, da han rejser sig og giver mig et knus, mens han klapper mig på håret. “Jeg har savnet dig, min ven.”

“Jeg har også savnet dig. Og er allerede udmattet over dig.”

Dylans hår er vokset så meget, at han endelig har fået den man bun, han har arbejdet på, og det klæder ham virkelig – og hvis man spørger ham selv, er han den eneste, der kan bære det. Han har en ny T-shirt fra Kool Koffee og jeans på. “Der ligger en fin, lille café inde i parken. Forbered dig på at drikke mange espressoshots, min lille kaffebønne. Kaffe-Ben? Bønne-Ben?”

“Jeg stemmer nej til dem alle sammen,” siger Samantha. Hendes blågrønne øjne imponerer mig lige så meget i dag, som da jeg mødte hende første gang bag disken hos Kool Koffee. Hendes mørke hår er flettet i en Pinterest-værdig krone, som jeg burde inkludere i min bog. Hun har en marineblå bluse på, der er stoppet ned i et par hvide shorts, og der hænger en nøgle af sølv om hendes hals. “Hej, Ben,” siger hun, da hun giver mig et knus.

Jeg er lettet over, at Dylan ikke har fået omvendt hende til konstant at give mig en masse kælenavne.

“Velkommen hjem, I to.”

Samantha gør store øjne, da hun ser min T-shirt. “Du godeste græske gudinde, jeg er vild med den!”

Dylan griner, da han får øje på den. “De onde troldmænd kommer til at troldmande for vildt en dag.”

Der er lavet en del ændringer, siden Dylan læste bogen sidste sommer, inden vi begyndte på universitetet, men hans støtte er aldrig forsvundet. Indimellem får jeg en besked fra ham, hvor han spørger, hvordan det går med Duke Dill, som er den karakter, jeg har baseret på ham. Dylan har allerede opmuntret mig til at finde en litterær agent, men jeg er blevet lidt af en perfektionist på det seneste.

Jeg har ikke lyst til at skuffe nogen.

Den kærlighed er den slags pres, der slår mig ud.

“Jeg vil også have en T-shirt,” siger Samantha og rører ved mit ærme. “Har du selv lavet den?”

“Det har Mario,” siger jeg.

“Super Mario!” siger Dylan.“ Jeg håber ikke, at han er træt af at blive kaldt det, for du ved godt, at jeg er nødt til det.”

“Han elsker det faktisk.”

Det er sådan noget, jeg selv ville synes var irriterende efter et stykke tid, men det gør Mario ikke. Det tætteste, jeg har set ham komme på at være oprevet, var, da en af de andre på holdet, Spikey, gav Mario hård kritik for hans manuskript. I sidste ende ignorerede Mario det dog, for Spikey var bare ude efter blod, fordi mrs. García havde kaldt hans novelle om borgerkrigen for “historisk umulig”, og alle havde grinet.

“Hvornår kommer Super Mario så op af et rør?” spørger Dylan.

“Snart-agtigt. Han kommer direkte fra tandlægen. I hænger på mig så længe.”

“Fantastisk,” siger Samantha og stikker sin arm ind under min, og vi begynder at slentre gennem Central Park. “Det går altså godt med ham?”

“Det tror jeg?” Jeg føler mig lidt åndssvag, når jeg taler med Samantha og Dylan om Mario. Der er ingen forvirring med hensyn til deres forhold. Mario og jeg er derimod et spørgsmålstegn kombineret med et udråbstegn – uvished og spænding.

“Vi er nødt til at finde et parnavn til jer,”siger Dylan.“ Jeg synes, ‘Bario’ lyder godt, men ‘Men’ er nærmest perfekt. For I er begge to mænd og …”

“Hvordan gik middagen?” afbryder jeg og ser på Samantha.

“Godt reddet,” svarer hun. “Det var sjovt. Tak, fordi du spørger. Jeg tror, vi fik rettet op på skaderne fra julen.”

Samanthas forældre kan virkelig godt lide Dylan, men da de i juleferien fandt ud af, at deres datter delte værelse med ham i Chicago, var fanden løs.

“Dylan opførte sig rigtig … altså, bedre, end han plejer,” siger Samantha. “Og igen, beklager, at vi måtte aflyse det escape room.”

“Det er helt fint. Vi har jo hele sommeren.”

Dylan lægger armen om mine skuldre. “Big Ben, vi ved jo godt, at det escape room bare er en undskyldning for at blive låst inde sammen med mig i en hel time. Du behøver ikke finde på påskud, okay?”

“Seriøst, din kæreste er lige der.”

“Åh, please, giv mig en times pause fra ham,” siger hun. Dylan blinker til mig. “Se selv, fruen er cool.”

Jeg standser foran en pretzel-vogn, for jeg har ikke fået andet til morgenmad end en bid af en ristet bagel med marmelade, som mor lavede til mig, da jeg var på vej ud ad døren. På vaskeægte Ben Alejo-manér tabte jeg den ned på togskinnerne, da jeg skulle tage den der selfie til Mario, og så var der en rotte, der stak af med den. Hvis jeg overhovedet gik op i TikTok, kunne jeg sikkert være gået viralt.

“Vil I have en?” spørger jeg.

“Jeg har spist mig mæt i frugt,” svarer Samantha. “Dylan fik anderester til morgenmad.”

“Shhh,” siger Dylan. “Der er ænder i parken.”

“Tror du, at ænderne vil angribe?”

“Et godt, gammeldags andeangreb, ja.”

Samantha ryster på hovedet. “Hvorfor … hvorfor gør jeg overhovedet noget med dig?”

“Fordi Big D er totalt uimodståelig.”

“Klamt,” siger jeg.

“Jamen D står jo bare for Dylan. Jeg kalder min ven længere nede for …”

Samantha lægger hånden over hans mund. En sand helt i vor tid.

“Øh, vil du have noget kaffe, Dylan?”

Dylan ser sig omkring.“Hvorfra?”
Jeg gør tegn mod pretzel-vognen.

“Sødt, Ben. Du ved godt, at jeg ikke drikker bastard-kaffe.”

Dylan vender sig mod sælgeren. “Det er ikke personligt ment, min gode mand, blot målrettet de klovne, der har læsset din fine vogn med det skidt.”

Sælgeren stirrer på Dylan, som om han taler et fremmed sprog.

“Du er sådan set også rigeligt oppe at køre i forvejen,” siger jeg.

“Vi varmede op med en dobbelt espresso hos Dream & Bean.”

“And og kaffe til morgenmad. Det giver mening.”

“Lad være med at opføre dig, som om du først har mødt mig i dag.”

Det har jeg helt klart ikke. Vi har været bedste venner siden de små klasser, selvom afstanden har påvirket os, siden Dylan tog afsted på college.

“Du kan lige vove på at få koffein-nedtur inden vores frokost med Patrick,” siger Samantha.

“Patrick,” siger Dylan og spytter på jorden.“Få nogle bedre bedstevenner, skatter. Har du nogensinde set Ben blive ved og ved og ved og ved og ved og ved med at fortælle om, hvordan han svømmer med delfiner og krammer aber?”

“Jeg gør ingen af delene,” siger jeg.

“Og det gør Patrick heller ikke,” siger Samantha og sender ham et irriteret blik ud af øjenkrogen. “Patrick har holdt et sabbatår sammen med sin fætter.”

Et sabbatår lyder fedt. Flere sabbatår lyder endnu bedre.

“Tag med til frokost, Ben. Så kan du selv se, hvor for meget han er.”

“Kalder du virkelig andre for for meget, D?”

“Det burde give dig en idé om, hvor meget for meget den fyr er!”

“Det kan jeg ikke. Jeg skal på arbejde om et par timer.” “Sig til din chef, at der er vigtigt besøg.”

“Det ved du godt, at jeg ikke kan.”

Min chef er min far. Far blev forfremmet til butikschef hos apotekskæden Duane Reade i julen. I april hyrede han mig til at stå bag kassen og hjælpe til med at fylde varer op. Det gjorde ikke tingene nemmere at begynde at arbejde lige inden de afsluttende eksamener, men jeg fik ikke særlig meget sympati fra mine forældre, der begge arbejdede fuldtid, mens de læste.

“Du må møde Patrick en anden gang,” siger Samantha. “Han er hjemme de næste to måneder.Vi kan måske alle sammen tage i escape room.”

“Du låser ikke mig inde i et rum med Patrick i en hel time,” siger Dylan.

“Det kan måske give dig lidt incitament til at løse gåderne hurtigere.” Samantha giver mig en albue i siden. “Vi kan også sagtens invitere Mario.”

“Måske.” Min telefon brummer. “Apropos Mario.” Jeg læser hans besked, hvor der står, at han går fra tandlægen nu. “Han er på vej. Skal vi blive her, så vi er lettere at finde?”

Dylan stirrer frem for sig og peger hen mod Belvedere Castle. Det sted føles altid, som om det er taget lige ud af en fantasyroman og smidt ned midt i Central Park. “Sig til din fyr, at vi venter derovre.”

“Han er ikke min fyr.”

“Endnu.”

Det er sjovt, for sidste gang Dylan og jeg var ved Belvedere, var kort efter, at jeg havde mødt Arthur på posthuset. Vi havde ikke nået at få hinandens navne, inden en flash mob skilte os ad, men jeg kunne ikke holde op med at tænke på ham. Derfor forsøgte Samantha ud fra detaljer fra min samtale med Arthur på bedste Nancy Drew-vis at finde frem til ham.

Hun opdagede et intromøde for kommende Yale-studerende på Belvedere Castle, og fordi Arthur havde nævnt, at han gerne ville gå der, gav jeg det en chance. Dylan besluttede sig for, at vi havde brug for prætentiøse dæknavne for at deltage i begivenheden, og han valgte Digby Whitaker til sig selv, hvilket jeg kun kan huske, fordi jeg opkaldte en videnskabsmand efter ham i TWWW.

For to år siden var jeg her for at lede efter en dreng, og nu beder jeg en anden om at finde mig her.

Uden at se op finder Dylans hånd Samanthas, og de går op ad trappen sammen.

Det er en ganske simpel handling at holde hinanden i hånden, det ved jeg godt, men det er rigtig dejligt at se et par, der har været sammen i to år, og som stadigvæk kan lide hinanden – som elsker hinanden. Det har jeg aldrig selv oplevet. Det giver mig håb om, at nogen også vil føle sådan for mig en dag.

Vi når op til pladsen foran slottet og standser brat op. Normalt er der ret roligt heroppe, bare nogle få mennesker, der poserer med parken i baggrunden. Men i dag er der et bryllup i gang. Det er intimt, kun omkring ti gæster udover brudeparret. De er afslappet klædt, og et band spiller en instrumental udgave af “Marry You” af Bruno Mars. Jeg skal lige til at hale Dylan og Samantha væk, så vi ikke fotobomber begivenheden, da bruden begynder at gå op gennem midtergangen.

Så stivner jeg.

Jeg tror, jeg kender bruden …

Dengang jeg mødte Arthur på posthuset, var flash mob’en faktisk et frieri til den ekspedient, som hjalp mig med at sende en papkasse fuld af ting til min første ekskæreste, Hudson. Det var alt for dyrt, og kvinden var ikke særlig venlig over for mig. Men nu stråler hun med et sort sjal om skuldrene over sin hvide, enkle kjole og smiler med en stor læbering.

Først Belvedere Castle og nu denne kvinde. Det er, som om universet får Arthur Seuss’ navn til at blinke i neon ligesom på Broadway.

Jeg har ikke talt med Arthur i flere måneder, men jeg er nødt til at fortælle ham det her.

Jeg filmer hurtigt bruden, der går ned mod sin brudgom, med min telefon. Dylan og Samantha putter sig ind til hinanden, mens de ser på. Jeg åbner min beskedtråd med Arthur – den sidste, jeg fik fra ham, er fra min fødselsdag den 7. april. Jeg svarede ikke, fordi altså … ja. Jeg kunne bare ikke på det tidspunkt, for alting gik så godt for ham med hans nye kæreste, og jeg gad ikke prøve at lade, som om min fødselsdag var en lykkelig en af slagsen. Men jeg burde have sagt noget, for nu føles det underligt at gøre det.

Det er, som om vi ikke kender hinanden længere.

Jeg åbner Instagram, hvor jeg har haft slukket hans profil for min egen forstands skyld. Det gjorde alt for ondt at åbne appen og se billeder af Glade Arthur og Glade Mikey, der var Glade Arthur-og-Mikey. Jeg havde brug for lidt plads til mig selv; livet var stressende nok med skolen og med at føle mig indeklemt derhjemme og ensom uden Dylan og min egen kæreste.

At gå ind på Arthurs profil er som at rive et plaster af.

Hans blå øjne på det lille runde profilbillede er lige så gennemborende, som de plejer at være. De nyeste billeder inkluderer en papkasse på hans kollegieværelse, så et citat af Stacey Abrams (“Ligegyldigt hvor vi ender, er vi vokset, siden vi begyndte”), et gammelt billede af Arthur og hans mor og et af Arthur og Mikey, der fremviser et teaterprogram i teatersalen på deres college – hvilket får blodet til at løbe op til hovedet.

Så mærker jeg et sug i brystet, da jeg ser en selfie af Arthur, der holder det postkort af Central Park op, som jeg gav ham, da vi sagde farvel for to år siden. Bagpå har jeg skrevet en privat, sexet scene mellem vores karakterer fra The Wicked Wizard War, Ben-Jamin og King Arturo.

Hvorfor tager han et billede af det?

Jeg læser opslaget:

Næste stop på Arthur Seuss’ kommende turné – New York City! 17. maj

Han kommer tilbage.

I morgen.

Han brugte et postkort fra vores fortid til at bekendtgøre sin fremtid.

Der er en masse kærlighed i kommentarerne fra Mikey og hans bedste veninde, Jessie, og hans tidligere kollega Namrata. Jeg er det eneste røvhul i New York, der ikke har udvist nogen form for begejstring. Nu føles det bare underligt at like det.

Men hvad nu, hvis det er det bedste første skridt i retning af at genoptage kontakten? Når man kender til vores erfaring med held, så ved man også, at vi nok skal støde ind i hinanden på et tidspunkt. Den eneste gang, New York har holdt os adskilt, var, da jeg var her, og han ikke var.

Jeg liker opslaget. Og selvom jeg står stille, hamrer mit hjerte, som om jeg løber.

Inden jeg kan nå at kommentere, hiver Dylan min telefon ud af hånden på mig. “Kærligheden udfolder sig lige foran øjnene af os, Ben!”

“Vi kan ikke engang høre dem …”

Mærk kærligheden, Ben, mærk kærligheden.”

“Jeg så faktisk selve frieriet.”

“Gjorde du?” spørger Samantha.

“Den dag jeg mødte Arthur. Kan I huske den flash mob, jeg fortalte jer om? Det var for de to.”

Midt i det kaos, der udspillede sig dengang, gik jeg min vej. Mit brud med Hudson var stadig nyt, og selvom jeg havde haft en sjov snak med Arthur om universet, forventede jeg ikke, at det skulle blive til noget. Jeg forventede ikke på noget tidspunkt, at jeg ville blive forelsket i drengen med hotdog-slipset.

“Rimelig heldigt også at falde over deres bryllup,” siger Samantha.

Det er nok nærmere universet, der er på spil.

“De er så unge,” siger jeg. “Hvad er de, i begyndelsen af tyverne?”

“Forlovede i to år,” hvisker Samantha, som om hun prøver at høre deres ægteskabsløfter.“ Det må være ægte.”

“Mine forældre var unge, da de blev gift,” siger Dylan. “Det gik fint.”

“Din mor hader din far,” siger Samantha.

“Hun hader, at han tygger maden med åben mund, aldrig sætter en ny toiletrulle på, lyver om sine skatteoplysninger og vækker hende om natten for at tale om sine drømme, inden han glemmer dem. Men hun hader ikke ham.”

Jeg kender hans forældre – der er helt klart en lille smule had til stede.

Jeg fatter ikke, at jeg er vidne til kvinden fra posthusets bryllup. Da de kysser hinanden for første gang som ægtefolk, hujer vi, som om vi er gamle venner, selvom hun var virkelig flabet over for mig. Jeg havde aldrig troet, at det her ville være det første bryllup, jeg var med til. Måske kan jeg bruge det i en bog en dag.

Så bliver det pludselig mørkt, da et par hænder lægger sig over mine øjne, og en velkendt stemme siger: “Gæt hvem, Ben Hugo Alejo.”

“Én, der er virkelig super,” siger jeg.

Mario fjerner hænderne. “Glem det nu ikke.”
Jeg vender mig om og ser på ham. Det er en af de dage, hvor jeg bliver helt forpustet over, hvor ubesværet smuk han er. Han er ikke bare fotogen, han er også smuk IRL. Hans nøddebrune øjne er virkelig flotte, også selvom de ikke fangede min opmærksomhed med det samme, som Arthurs blå øjne gjorde. Men jo tættere Mario og jeg er kommet på hinanden den sidste måneds tid, jo mere rammer de mig. Nogle gange tager det lidt tid, før en tiltrækning vokser sig stærk, og den er ikke mindre værd af den grund.

“Mario til Bens Luigi,” siger Dylan.

“Duke Dill til Bens Ben-Jamin,” siger Mario og giver Dylan et knus, som om de allerede kender hinanden. Vi har talt om, hvordan vores puertoricanske forældre har opdraget os til at være meget kærlige, selv over for fremmede, og at det er noget, vi prøver at være opmærksomme på for at respektere andre menneskers personlige grænser. Men de to lader til at være magnetisk tiltrukket af hinanden. Mario vender sig mod Samantha. “Og du er den verdensberømte forsidedesigner?”

Samantha smiler. “Præcis.”

Dylan stirrer. “Du rødmer heldigvis ikke. Men alligevel, min kære, hvor vover du? Se på den smukke mand. Rødm for ham! Forbigå ikke denne skønhed uden rødmen.”

Mario vender sig mod mig. “Han er fuldstændig, som du har beskrevet.”

“Jeg er god med ord.”

“Det er du.”

Hvordan kan han få mig til at rødme med tre små ord? Jeg vil være helt tæt på ham lige nu. Tæt på den måde, som ikke er tilladt i en offentlig park. Det eneste, jeg nu kan tænke på, er, at jeg ikke fik et kys af Mario, da han kom. Eller et knus. Det er en lille påmindelse om, at vi ikke er kærester, hvor den slags sker helt af sig selv.

Jeg vil gerne være sammen med en, der ikke kan holde læberne fra mig, eller hvis hånd altid finder min, som om det aldrig var meningen, at de skulle undvære hinanden. Men med Mario kan jeg ikke altid finde ud af, om han har lyst til at kysse mig og holde mig i hånden. Nogle gange udpeger han søde fyre på gaden, som om han opfordrer mig til at gå efter dem. Som om det ikke ville gå ham på. Jeg ville føle mig totalt dårligt tilpas, hvis han flirtede med en anden foran mig.

Og så er der de gange, hvor energien ændrer sig mellem os. Øjeblikke, hvor vi kan glemme, at vi ikke behøver at være kærester for at nyde hinanden.

“Hvad sker der for brylluppet?” spørger Mario. “Er det nogen, I kender?”

“Ben kender dem,” svarer Dylan.

“Gør du?”

“Lang historie,” siger jeg. “Fortæller du den senere?”

“Jeg fortæller den senere.”

“Perfekt!” Mario klapper. “Jeg har gaver med. Men ikke til brudeparret.” Han stikker hånden ned i tasken og trækker to The Wicked Wizard War-T-shirts op.

Samantha taber kæben. “Du er den bedste!” Hun tager sin T-shirt på uden på sin egen.

“Jeg var nødt til at give dig en, så du ikke sagsøger mig.” Mario vender sig mod Dylan. “Og jeg ville ikke have, at du skulle tro, jeg ikke tænkte på dig.” Han blinker til ham, men det er en smule kluntet. Mere som om han har noget i øjet. Og på en måde er det endnu mere charmerende end et perfekt blink.

Dylan tager sin T-shirt på. “Åh nej, jeg rødmer. Se!” Han er rød i kinderne, da han begynder at grine. “Mario, der er noget helt særligt ved, at en person, der ser ud som dig, laver tøj, når du burde være nøgen hver dag.”

“Nu får du mig til at rødme!” siger Mario.

“Åh gud,” siger Samantha.“Jeg tror, vi har tabt dem, Ben.”

“Ja.”

Mario finder sin telefon frem.“Jeg er nødt til at tage et billede af jer med T-shirtsene på.”

“Kun hvis du også er med,” siger Dylan.

“Ja!” siger Samantha.

“Helt sikkert,” siger Mario.

Jeg lægger armen om livet på ham, mens Dylan og Samantha putter sig ind til os. Jeg kan virkelig godt lide at holde om ham, og selv efter at han har taget selfien, holder jeg fast i ham lidt længere. Vi ser alle på billedet sammen, og solskinnet gør noget godt for os alle fire, som om det er verdens mest generøse filter.

Alle ser så glade ud, og jeg håber, at det er det første af mange dokumenterede minder fra denne sommer. Jo mere jeg deler min verden med ham, jo mere vil han måske få lyst til at være en del af den og lukke mig ind i sin.

Sådan er det med alle forhold. Man begynder med ingenting og ender måske med alting.



Becky Albertalli og Adam Silvera: Kun for os

vi er uundgåelige, gamle forman

Ben synes at college er hårdt, at hans studiejob hos hans far stinker og er ked af at hans bedste ven opfører sig sært. Det eneste lyspunkt er Mario, som både giver ham spanskundervisning og kys. Men han kan ikke lade være med at tænke på en helt særlig dreng fra sin fortid…

Arthur er tilbage i New York City for første gang i to år. Det er selvfølgelig trist at tilbringe hele sommeren langt væk fra kæresten Mikey, men han ved, at deres forhold kan klare alt.

Derfor er det heller ikke noget problem, at eks-kæresten Ben pludselig er inde i billedet igen. Vel?

Du kan købe Kun for os online, eller i din nærmeste boghandel fra d. 23 juni.


Læs også den første bog

hvis det er os, adam silvera, becky albertalli, ya, young adult

Da to drenge støder sammen på et posthus i New York er det måske skæbnen. Eller måske er det ikke …

Ben er ved at sende sin ekskæreste ejendele retur efter et break up, da han støder ind i Arthur, der kun er i New York sommeren ud for at arbejde. Her kæmper han for at føle sig hjemme. Deres møde er kort, men de finder hinanden igen ved hjælp af Craigslist.

Måske er det skæbnen, men efter en række katastrofale første dates, er de måske nødt til at indse, at det slet ikke var meningen, at de skulle finde sammen. Men hvad nu hvis det er?

Du kan købe Hvis det er os online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.

Se bogtraileren