Fagbøger

Kit Couture – når Langeland er en sweater

Kit Couture – når Langeland er en sweater

Kit Couture har gjort det let at strikke med garnkits nøje tilpasset deres strikkeopskrifter. I Kit Couture – et univers af strik og design er der 21 strikkeopskrifter med skandinavisk twist – for eksempel en sweater inspireret af Langeland.


Hvad har Fanø, Rømø, Anholt, Gotland og Langeland til fælles? Du kan strikke de skandinaviske øer som en flot sweater. Kit Couture har opkaldt deres designs efter skandinaviske øer, og de er blevet et hit. I bogen er der blandt andet opskrifter på Disko-bluse med ‘takkede isbjerge’ opkaldt efter den grønlandske ø Disko og en ny version af den stribede Langeland Sweater. 

Kit Couture - når Langeland er en sweater
Her ses Langeland-sweateren i den opdaterede version, der er i strikkebogen Kit Couture – et univers af strik og design. Der er 21 opskrifter i bogen. Foto: Katrine Møbius

10 år med dansk design uden dikkedarer

“Vores designtilgang tager udgangspunkt i den danske designtradition. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at vi anvender naturmaterialer, har stort fokus på kvalitet, og at designet er rent uden for mange dikkedarer, mens farverne er afstemte i grafiske kompositioner,” siger Line Rix, der er idémageren bag Kit Couture.

Kit Couture - når Langeland er en sweater
Line Rix fandt på ideen med Kit Couture, da hun på en rejse savnede et smart rejsekit med strikkeopskrift og garn. Foto: Katrine Møbius

LÆS OGSÅ: Mens vi strikker. Kom godt i gang med din strikning – få opskriften på Newbie-sweateren her

Det hele startede med, at Line Rix savnede et strikkekit at tage med på en rejse. Ideen blev til onlineuniverset Kit Couture, hvor man kan bestille strikkekits med opskrifter og garn. Line fandt sammen med strikkeguruen Rachel Søgaard, og i år kan de fejre, at det er 10 år siden, ideen blev skabt, og de første masker strikket.

Siden har de samarbejdet med flere danske designere om at udvikle opskrifter til Kit Couture. Bestseller-sweateren Langeland, som er med i bogen i en udgave med nye farver og med en hæklet taske til, blev udviklet sammen med den danske designduo Hvass&Hannibal, som også står bag andre Kit Couture-bestsellere såsom Hirsholm, Gotland og Rømø.

Opskrifter som bog for første gang

For første gang nogensinde udgiver Kit Couture 21 opskrifter i strikkebogen Kit Couture – et univers af strik og design. Nogle af opskrifterne er opdaterede udgaver af Kit Coutures mest populære designs, men langt de fleste er helt nye. Alle med iøjnefaldende farvesammensætninger og spændende teknikker. 

Der er alt fra strikkede sweatre, bluser, t-shirts, huer, vanter og puder til hæklede og broderede clutches, mobiletuier og tasker. Bogen er fuld af fotos af teknikker, mønstre og lækkert garn, som inspirerer til at sætte gang i strikkepindene. 

Du kan købe færdige kits med garn i de rette mængder og farver, så de passer til opskrifterne i bogen. De nye opskrifter fra bogen ligger ikke tilgængelige online hos Kit Couture. 

Kit Couture - når Langeland er en sweater
Rachel Søgaard er lidt af en strikkeguru, og hun sørger for, at opskrifterne i Kit Couture – et univers af strik og design er nøje gennemtestede. Foto: Katrine Møbius

Rachel har testet og trævlet op for dig

Line Rix er idémageren bag Kit Couture-konceptet, men det er Rachel Søgaard, der sidder klar med strikkepinde og sørger for, at opskrifterne er nøje gennemtestede. Når grunddesignet med teknik, farver og modelskitsen er på plads, er det typisk Rachel, der strikker den første model op. Det kan tage alt fra 20 til 80 timer, så det er vigtigt, at alt er tænkt godt igennem, da det er meget tidskrævende at skulle strikke om igen, forklarer Line Rix:

“Uanset, hvor meget vi tegner og regner, kan vi ikke altid tænke os frem til det endelige design. Ofte skal Rachel trævle op igen og igen for at få den helt rigtige struktur eller pasform. Så er det godt, at hendes motto er: ‘En rigtig strikker trævler altid op!’”


Om strikkebogen Kit Couture – et univers af strik og design

Kit Couture - når Langeland er en sweater

Mangler du inspiration til dit næste strikkeprojekt?

Kit Coutures strik er elegant, moderne og tidløst. Alle designs er gennemarbejdede og kombinerer et hav af farver med smukke detaljer.
Du får 21 opskrifter på alt fra strikkede sweatre, bluser, t-shirts, huer, vanter og puder – til en håndfuld hæklede og broderede clutches, mobiletuier og tasker.
Bogen er fuld af smukke fotos af teknikker, mønstre og lækkert garn, som vil inspirere dig til at sætte gang i strikkepindene, hvad enten du er en let øvet eller mere erfaren strikker.

Til hver opskrift kan man købe færdige garnpakker i de rigtige farver og mængder i Kit Coutures webshop.

Du kan købe Kit Couture online hos fx Bog&Idé eller i din nærmeste boghandel.