Kim Fupz er en af Danmarks største og mest populære børnebogsforfattere. Vi har mødt ham til en snak om at fortælle store fortællinger i børnehøjde.
“Om Helvede ved vi at der er helvedes varmt. Der er ingen der har tøj på, hverken Fanden selv eller Fandens Oldemor eller nogen af alle de andre små og mellemstore djævle, de sveder og slås og skændes og hiver hinanden i håret og prøver at finde på nye måder at være ondskabsfulde på. Og så er de vildt misundelige. På Gud.”
Sådan starter Kim Fupz sin alternative skabelsesberetning, Men størst af alt; en bog om alt det gode – og alt det knap så gode – men først og fremmest om det, som er størst af alt.
Her bider Fupz skeer med en af de klassiske bibelske fortællinger – men i en version, hvor Fanden og Fandens Oldemor spiller centrale roller.
Det er langt fra første gang, Kim Fupz har kastet sig over de klassiske fortællinger fra Biblen; både fortællingerne om Adam og Eva, Noahs Ark og nogle af Jesu lignelser har tidligere fået nyt liv igennem hans pen.
Men hvad er det egentlig, de her store fortællinger kan?
“I filmbranchen har vi tre steder, vi går hen, når vi skal redegøre for hovedstolen i et filmprojekt: Shakespeare, H C Andersen og Biblen. Vi siger: ‘Det er en Romeo & Julie-historie’ og alle er med; ‘vi siger Den Grimme Ælling‘, og alle er med,” forklarer Kim Fupz.
“Biblen kan det samme: Kain og Abel, så ved vi hvad vi snakker om. De store fortællinger lever endnu, fordi de beskæftiger sig med eksistentielle spørgsmål, der stadig giver mening for os. Det er derfor, de er store, de fortællinger, hvis ikke de kunne noget i dag, ville det bare være bøger fra meget gamle dage.”
Et sted i Men størst af alt, efter at Fanden og hans Oldemor har lavet en helvedes masse ballade, vækker ærkeenglen Gud og fortæller ham, at den er helt gal nede på Jorden. Så siger Gud: “Okay, jeg brænder det hele ned og starter forfra.” Hvad er det for en Gud, der taler?
Kim Fupz forklarer:
“Der er jo to udgaver af den kristne gud. I det Gamle Testamente er Gud nådesløs, straffende, fordømmende. Han oversvømmer Jorden, han brænder byer ned, der er bare ingen nåde, når vi træder ved siden af.
Nåde er der så til gengæld masser af i Det Ny Testamente, her er Gud den forstående forælder: tilgivende, overbærende og kærlig med en stor forståelse for, at vi kun er mennesker.”
Du har genfortalt historier fra både et Nye og det Gamle Testamente – for børn. Kan fortællingerne noget særligt, når det er børn, de fortælles til?
“Børn tumler med alt, hvad de hører og suger til sig. Vi har deres opmærksomhed – bedst som vi tror, vi ikke har den. Derfor er verdens grusomheder og mørke akkurat ligeså præsent som sol og kærlighed og Lalandia.
Vi må ikke være håndsky overfor alt det, der er svært, og der kan de store fortællinger være et godt afsæt til en samtale. Jalousi, raseri, grådighed – intet menneskeligt er os fremmed.”
Kim Fupz Aakeson og Cato Thau-Jensen: Men størst af alt
Gud har skabt hele Jorden på sølle syv dage: bjergene, havene, alle dyrene. Og Gud har skabt mennesket. Fanden har kun lavet småting, tidsler, hvepse, slagregn, og han er misundelig på Gud, især over det med menneskene, fandens misundelig. Men Fandens Oldemor har en god ide …
Kim Fupz Aakesons fortælling er illustreret af Cato Thau-Jensen.
Kim Fupz er en af Danmarks største og mest populære børnebogsforfattere. Vi har mødt ham til en snak om at fortælle store fortællinger i børnehøjde.
“Om Helvede ved vi at der er helvedes varmt. Der er ingen der har tøj på, hverken Fanden selv eller Fandens Oldemor eller nogen af alle de andre små og mellemstore djævle, de sveder og slås og skændes og hiver hinanden i håret og prøver at finde på nye måder at være ondskabsfulde på. Og så er de vildt misundelige. På Gud.”
Sådan starter Kim Fupz sin alternative skabelsesberetning, Men størst af alt; en bog om alt det gode – og alt det knap så gode – men først og fremmest om det, som er størst af alt.
Her bider Fupz skeer med en af de klassiske bibelske fortællinger – men i en version, hvor Fanden og Fandens Oldemor spiller centrale roller.
Det er langt fra første gang, Kim Fupz har kastet sig over de klassiske fortællinger fra Biblen; både fortællingerne om Adam og Eva, Noahs Ark og nogle af Jesu lignelser har tidligere fået nyt liv igennem hans pen.
Men hvad er det egentlig, de her store fortællinger kan?
“I filmbranchen har vi tre steder, vi går hen, når vi skal redegøre for hovedstolen i et filmprojekt: Shakespeare, H C Andersen og Biblen. Vi siger: ‘Det er en Romeo & Julie-historie’ og alle er med; ‘vi siger Den Grimme Ælling‘, og alle er med,” forklarer Kim Fupz.
“Biblen kan det samme: Kain og Abel, så ved vi hvad vi snakker om. De store fortællinger lever endnu, fordi de beskæftiger sig med eksistentielle spørgsmål, der stadig giver mening for os. Det er derfor, de er store, de fortællinger, hvis ikke de kunne noget i dag, ville det bare være bøger fra meget gamle dage.”
Et sted i Men størst af alt, efter at Fanden og hans Oldemor har lavet en helvedes masse ballade, vækker ærkeenglen Gud og fortæller ham, at den er helt gal nede på Jorden. Så siger Gud: “Okay, jeg brænder det hele ned og starter forfra.” Hvad er det for en Gud, der taler?
Kim Fupz forklarer:
“Der er jo to udgaver af den kristne gud. I det Gamle Testamente er Gud nådesløs, straffende, fordømmende. Han oversvømmer Jorden, han brænder byer ned, der er bare ingen nåde, når vi træder ved siden af.
Nåde er der så til gengæld masser af i Det Ny Testamente, her er Gud den forstående forælder: tilgivende, overbærende og kærlig med en stor forståelse for, at vi kun er mennesker.”
Du har genfortalt historier fra både et Nye og det Gamle Testamente – for børn. Kan fortællingerne noget særligt, når det er børn, de fortælles til?
“Børn tumler med alt, hvad de hører og suger til sig. Vi har deres opmærksomhed – bedst som vi tror, vi ikke har den. Derfor er verdens grusomheder og mørke akkurat ligeså præsent som sol og kærlighed og Lalandia.
Vi må ikke være håndsky overfor alt det, der er svært, og der kan de store fortællinger være et godt afsæt til en samtale. Jalousi, raseri, grådighed – intet menneskeligt er os fremmed.”
Kim Fupz Aakeson og Cato Thau-Jensen: Men størst af alt
Gud har skabt hele Jorden på sølle syv dage: bjergene, havene, alle dyrene. Og Gud har skabt mennesket. Fanden har kun lavet småting, tidsler, hvepse, slagregn, og han er misundelig på Gud, især over det med menneskene, fandens misundelig. Men Fandens Oldemor har en god ide …
Kim Fupz Aakesons fortælling er illustreret af Cato Thau-Jensen.
Du kan købe Men størst af alt online, fx på Saxo.com, eller i din lokale boghandel.
Andre læste også: