Sindet har en større effekt på sygdom og helbredelse, end man tror. Måske i en sådan grad at det er gennem sindet, man skal kurere sygdom.
Thomas Breinholts bog Kan man tænke sig rask? handler om årtiers forskning i kroppens selvhelbredende kræfter. Han interviewer førende forskere og kortlægger videnskaben om sammenhængen mellem kroppen og sindet.
I Kan man tænke sig rask? hører vi om den mærkværdige og forundelige placeboeffekt, der kan gøre kroppen rask, og vi hører om den modsatte noceboeffekt, der kan volde kroppen ondt. Vi hører om traumers betydning for både fysiske og psykiske sygdomme, og så hører vi om overraskende helbredelser og behandlingsformer.
LÆS OGSÅ: Niels Hausgaard: ”Det er mit liv at optræde og at underholde. Fortælle historier. Hvis jeg skulle vælge det fra, ville jeg også vælge mit liv fra”
Igennem beretninger om sygdomsforløb og menneskelige historier, sætter Thomas Breinholt spørgsmålstegn ved, om vi har indrettet vores samfund og sundhedssystem hensigtsmæssigt.
Han undersøger syge menneskers livshistorier og følger den græske læge Hippokrates’ tanke om, at det er langt vigtigere at kende mennesket bag sygdommen, end at vide hvilken sygdom mennesket har. Og så underholder han tanken, om man kan tænke sig rask.
Læs første kapitel af Kan man tænke sig rask? herunder:
Kan man tænke sig rask?
Thomas Breinholt
MR. WRIGHT OG SKØJTEPRINSESSEN
Den 26. marts 1951 er der indkaldt til møde om en revolutionerende medicinsk nyhed på det fornemme Drake Hotel i Chicago.
Til stede er toppen inden for den amerikanske lægeverden, borgmesteren i Chicago, to senatorer og andre markante skikkelser i stiveste puds. I centrum sidder en velklædt, nobel herre med intense øjne flankeret af nogle kvinder i fine kjoler og med prydelige hatte på. Kvinderne er alle kræftpatienter, og denne herre kan vise sig at være deres redningsmand.
Vi befinder os i en tid, hvor der ikke er meget at stille op over for kræft. I kræftbehandlingen havde man hidtil mest brugt stråling og kirurgisk fjernelse af tumorer.
I 1940’erne var man dog begyndt at eksperimentere lidt. Nogle forskere var begyndt at fokusere på den kemiske sennepsgas, der ellers mest var forbundet med slagmarken.
Gassen, der var blevet brugt flittigt i 1. verdenskrig, har bl.a. den effekt på sine ofre, at den kan få deres hvide blodlegemer til at stoppe med at dele sig. Når en person får lymfekræft, deler de hvide blodlegemer sig helt ustyrligt. Derfor var det naturligt at stille spørgsmålet:
Kunne man måske bruge stoffet til bekæmpelse af kræft?
Da et par opvakte forskere bytter lidt om på sennepsgasmolekylet, opfinder de verdens første kemoterapi, der i 1949 bliver godkendt af FDA, den amerikanske lægemiddelstyrelse. Hermed er jagten på nye stoffer sat i gang. Og det er ikke gået Stevan Durovic’ næse forbi.
Han er en jugoslavisk forsker, som under 2. verdenskrig er flygtet til Argentina. Her har han i årevis eksperimenteret med at isolere stoffer fra hesteblod, som han mener må kunne bruges medicinsk.
I 1949 ankommer han til Chicago og bekendtgør, at han har fundet et fabelagtigt kræftmiddel, som han kalder Substans X, men som snart får et mere prosaisk og medicinsk navn, Krebiozen. Durovic vil ikke afsløre, hvad der er i vidundermidlet.
Trods hemmelighedskræmmeriet er forskere fra Northwestern University i Illinois begejstrede. De tror på både manden og stoffet og vil gerne samarbejde med Durovic, og under ledelse af universitetets vicepræsident, dr. Andrew Ivy, begynder de at afprøve midlet.
I en gennemgang af historien beskriver Ron Grossman i Chicago Tribune forestillingen på Drake Hotel:
”På første række sidder fem kvinder fra Chicago, menneskelige ’forsøgskaniner’, hvis kræft er blevet behandlet med Krebiozen. Dr. Stevan Durovic bliver introduceret som medikamentets opdager. Men det er vicepræsidenten for universitetet, dr. Ivy, som er en berømt medicinsk forsker, der taler til forsamlingen og demonstrerer resultaterne på en skærm for publikum.”
Ivy har testet midlet på 22 patienter med kræft, og 14 af patienterne er stadig i live, fortæller han.
”Stille og roligt bringer dr. Ivy kvinderne tilbage fra den næsten sikre død.”
Avisen tilføjer, at de tilstedeværende læger klapper begejstret, da de positive resultater bliver fremlagt.
Pressekonferencen går ikke upåagtet hen i en tid, hvor der er lidet håb for mange kræftpatienter. Er det her mirakelkuren? Er det det nye kræftmiddel, alle har ventet på?
Efterfølgende bliver både University of Illinois og det amerikanske Cancer Society ifølge Chicago Tribune ”oversvømmet af telefonopringninger fra kræftpatienter og deres venner og familier, som gerne vil vide, hvornår de kan få fat i Krebiozen”.
Ti hospitaler forskellige steder i USA tilbyder nu at teste det nye middel. En af de læger, der får tilbudt midlet, er dr. Philip West fra Veterans Administration Hospital i Long Beach, Californien.
I en artikel i tidsskriftet Journal of Projective Techniques fra 1957, seks år efter mødet på Drake Hotel, beskriver klinisk professor i psykologi på UCLA Bruno Klopfer forløbet for en af de kræftpatienter, der prøver det nye angivelige vidundermiddel.
Den udførlige beskrivelse har han modtaget fra sin kollega dr. West. Manden hedder mr. Wright. Han har en meget fremskreden kræft i lymfekirtlerne. Han har store tumorer i både halsen, armhulerne og skridtet, på brystet og i maven.
Både hans milt og lever er forstørrede. Hans lymfekanal i brystet er blokeret, og lægerne er nødt til at dræne 1 til 2 liter mælket væske fra hans brystkasse hver anden dag. Han ånder gennem en iltmaske og er i sit terminale stadie.
På trods af situationen har mr. Wright dog – i modsætning til lægerne – ikke mistet håbet. Han har nemlig læst i aviserne om dette nye fantastiske stof, der er på vej til kræftpatienter. Og på en eller anden måde har han opsnappet, at dr. West er udvalgt til at teste det.
På klinikken har dr. West fået udleveret Krebiozen til i alt 12 patienter, og mr. Wrights navn er ikke på listen. En af betingelserne er nemlig, at patienten skal have en forventet levetid på mindst tre måneder – faktisk helst seks. Lægerne gav ikke mr. Wright meget mere end et par uger tilbage at leve i.
Da det nye stof ankommer til klinikken, trygler mr. Wright igen og igen om at få denne ”gyldne mulighed”. Dr. West forbarmer sig over ham. En fredag får mr. Wright sin første injektion med stoffet.
På dette tidspunkt ligger han febril, bundet til sin seng og gisper efter luft. Dr. West holder weekend, og da han kommer tilbage på kontoret, regner han med at se sygeplejerskerne pakke mr. Wrights ting ned i papkasser og skifte lagener på hans seng, så andre patienter kan overtage den.
Men det er slet ikke tilfældet. I stedet ser han mr. Wright gå rundt på afdelingen. Han er i fantastisk humør og snakker løs med alle, der gider høre på ham. Dr. West skynder sig rundt for at se, hvordan de andre Krebiozen-patienter har det.
Ingen som helst forbedring at spore hos nogen af dem. Kun mr. Wright udviser forbløffende bedring i sin tilstand.
Hans tumorer begynder at skrumpe, og det sker hurtigt. I løbet af weekenden svinder de ind til halv størrelse – en reduktion, som end ikke den kraftigste strålebehandling ville kunne medføre. Og mr. Wright har ikke fået anden behandling end én indsprøjtning.
I den følgende uge får han to indsprøjtninger til. Efter kun 10 dage kan han udskrives, og praktisk taget alle tegn på kræft er forsvundet. Hvor uvirkeligt det end lyder, kan manden, der næsten har gispet sit sidste åndedrag i en iltmaske, nu ånde fuldstændigt normalt.
Som pilot styrer han kort tid efter sit privatfly op i 4000 meters højde og trækker også her vejret helt uden problemer.
Denne forbløffende udvikling sker i begyndelsen af Krebiozen-forsøgene. Men inden for to måneder begynder aviserne igen at skrive om forsøget, og her er begejstringen kølnet noget. Helt overordnet kan ingen af forsøgsklinikkerne melde om positive resultater.
Mr. Wright undrer sig. Han begynder at tvivle på sin behandling og stoffets effekt. I takt med at resultaterne fra de andre klinikker udebliver, mister han efterhånden helt håbet, og efter to måneder med nærmest perfekt helbred oplever han et tilbagefald.
Dr. West er både forbavset over sygdommens forsvinden og dens hastige genkomst. Så hurtigt plejer det ikke at gå med kræft.
”Men her ser jeg muligheden for at lave et dobbelt tjek af præparatet,” fortæller dr. West. ”Måske kunne jeg finde ud af, hvordan kvaksalvere opnår de resultater, de påstår (for nogle af deres behandlinger virker tilsyneladende),” beretter han til Bruno Klopfer.
Dr. West har oplevet den ukuelige optimisme hos mr. Wright. Han beslutter sig nu for at lave sit eget lille videnskabelige eksperiment, som måske vil kunne give svar på nogle spørgsmål.
Det kræver dog, at dr. West må lyve for sin patient. Noget, han ikke virker til at have de store kvababbelser over.
”Der var ikke andre mulige behandlinger, og det kunne ikke gøre ham nogen skade.”
Først siger han til mr. Wright, at han ikke skal tro på, hvad han læser i aviserne.
”Krebiozen er faktisk meget lovende,” forsikrer han patienten, der nu igen ligger døende i sengen med flere tumorer.
”Jamen, hvorfor vendte sygdommen så tilbage?” vil mr. Wright vide.
”Fordi stoffet bliver uvirksomt af at stå på hylderne efter noget tid,” svarer dr. West. Han fortsætter:
”Netop derfor får vi et nyt superraf- fineret og dobbelt så virksomt produkt i morgen, som helt sikkert vil have lige så gavnlig virkning på dig som de forrige indsprøjtninger, vi gav dig.”
Mr. Wright er lettet. Hans gamle optimistiske jeg viser sig igen, og han opfører sig ikke længere som en døende mand. Han glæder sig til den nye behandling. For at forstærke spændingen lader dr. West, som om forsendelsen er et par dage forsinket.
Da han endelig fortæller, at medicinen nu er klar, er mr. Wright fuldstændigt eksalteret og virker stærkere i troen end nogensinde.
Da mr. Wright skal have den første indsprøjtning, giver dr. West den fuld gas og laver et større show. Men i sprøjten er der kun vand. Selvom lægerne forventer at se en eller anden effekt af behandlingen, er det dog intet imod, hvad der venter dem de næste par dage.
Sygdommen forsvinder – om muligt med endnu større hast end forrige gang. Tumorerne skrumper ind, brystvæsken forsvinder, mr. Wright kan igen rejse sig og endda begynde at genoptage sin flyvning. Han er frisk som en havørn.
Indsprøjtningerne har vist sig særdeles virkningsfulde, og derfor lader dr. West behandlingen fortsætte. I mere end to måneder er der ingen symptomer på sygdommen.
Men så kommer den endelige vurdering af Krebiozen fra American Medical Association. Den gengives utvetydigt i aviserne:
”Nationale forsøg med Krebiozen viser, at stoffet er virkningsløst til behandling af cancer.”
Efter at mr. Wright læser disse linjer, går der ikke mere end et par dage, før han igen ryger ind på hospitalet. Hans sidste håb er blevet slukket, og han har nu helt mistet troen på sin egen helbredelse. To dage senere dør han.
Det skal senere vise sig, at Durovic havde en god grund til at ville holde indholdet i Krebiozen hemmeligt. Først da FDA i 1963 kræver en prøve af medikamentet for at undersøge, hvad der egentlig er i det, konstaterer de, at det mystiske stof blot består af kreatin blandet op i mineralsk olie.
Kreatin er et stof, vi selv producerer i kroppen, og som man også får i rødt kød og fisk. Året efter lavede FDA flere analyser af Krebiozen, og denne gang fandt de kun mineralsk olie – ikke engang kreatin. Det fabelagtige kræftmiddel viste sig at være en papand.
Men det rejser jo så et interessant spørgsmål: Hvordan kunne det rene fupmiddel i sprøjterne have disse angivelige forunderlige effekter på mr. Wrights kræftsygdom?
*
Nogenlunde samme spørgsmål kan man stille til historien om en hjerneoperation i Denver, Colorado.
Samme år som Krebiozen dukker op i USA, fødes en lille pige i Pennsylvania. Hun hedder Judy Hazlett og vokser op med en enorm eventyrlyst. Som ung er hun udvekslingsstudent i både Argentina og Sverige. Hun uddanner sig til lærer og møder som 27-årig sit livs store kærlighed, Roger.
Begge tager flyvecertifikat og elsker eventyr og vandreture. Judy elsker også kunstskøjteløb, ballet, moderne dans og teater. Hun har en glubende appetit på livet.
Men som kun 29-årig bliver hun ramt af katastrofen: Hun får Parkinsons sygdom. En lidelse, der langsomt men sikkert ødelægger de neuroner i hjernen, der styrer vores bevægelser.
Trods sygdommen fortsætter Judy dog med at dyrke sine interesser og undervise. Med tiden bliver handicappet dog så stort, at hun ikke kan ret meget længere.
Da jeg møder hende i hendes hjem lige uden for Toronto i Canada, sidder hun i sin store læselænestol, og skrøbeligheden stråler ud af hendes lille skikkelse. Hun er nu 61 år, og hendes krop er præget af de mange år med muskelkramper, ukontrollable arm- og benbevægelser og dårlig søvn.
Hun sidder underligt fordrejet, og det er tydeligt, at hun er dybt berørt af at snakke om sin sygdom, da den var værst. Jeg besøger hende, fordi hun 15 år tidligere har fået en meget usædvanlig operation.
”Jeg var i midten af fyrrerne, så jeg var stadigvæk ung, men jeg var ved at være så dårlig, at jeg ikke kunne arbejde. Jeg kunne ikke længere dyrke kunstskøjteløb. Ikke danse. Ikke vandre op på et bjerg. Jeg kunne ikke længere styre et fly. Eller stå på langrendsski. Jeg var nervøs og ville gerne blive ved med at leve og bevæge mig og ledte med lys og lygte efter en drastisk løsning, så jeg kunne undgå kørestolen. Jeg var villig til at tage en chance,” fortæller hun mig.
Den dårlige motorik gør på det tidspunkt, at hendes arme fægter ukontrollabelt. Hun har stærke kramper i benene og kan ofte slet ikke bevæge sig. Hun sover højst en time ad gangen. Hun har ikke skøjtet i fem år og har ikke kunnet vandre i seks år. Lærerjobbet har hun måttet kvitte.
Hun får tårer i øjnene ved minderne:
”Jeg er ved at miste hele mit liv, jeg er ved at blive invalid, bundet til mit hjem. Jeg er rædselsslagen, uden håb,” fortæller hun.
Men så hører hun om en mand 2500 km væk, der hedder Curt.
I Denver har neurokirurgen Curt Freed haft succes med at implantere fosterceller i hjernen på Parkinsons-patienter. Sygdommen skyldes, at en del af hjernen bliver nedbrudt og holder op med at producere stoffet dopamin.
Dette stof er helt nødvendigt, for at vi kan styre vores bevægelser. Uden det begynder vi at ryste, få kramper og balancebesvær.
Freed har taget dopaminproducerende celler ud af aborterede fostres hjerner og dyrket dem i reagensglas. Teorien er, at disse fosterceller kan sætte sig fast i den del af hjernen, der styrer vores bevægelser og her producere det dopamin, der mangler.
Freed er optimistisk: To ud af tre af hans patienter oplever store forbedringer i deres symptomer. Han ved, det virker. Men andre læger er skeptiske: Er det fostercellerne eller en psykologisk effekt?
”Vi har levet med den skepsis i fem år. Én ting er, at vi er overbe- viste om effekten, noget andet er vores kollegaer,” siger han til New York Times.
Sammen med to andre læger beslutter Curt sig derfor for at bevise, at det virker. Og han vil gøre det på en måde, der på det tidspunkt er både kontroversiel og usædvanlig – men som faktisk er den eneste rigtige måde, man kan bevise, at en behandling virker på.
Han vil lave et såkaldt placebokontrolleret forsøg. Det er i sig selv ikke usædvanligt – tværtimod er det standarden, når man skal teste ny medicin, f.eks. en ny pille. Man deler patienterne op i to helt tilfældige grupper, som udvælges ved lodtrækning.
Den ene gruppe får den rigtige medicinske behandling, mens den anden får en såkaldt placebopille, der fuldstændigt ligner den rigtige pille, men kun indeholder noget helt uvirksomt som f.eks. kalk. Hverken patienterne eller lægerne må vide, hvem der har fået hvilken pille.
Derfor kaldes det et dobbeltblindet forsøg. Hele fidusen ved dette komplicerede setup er, at man på den måde kan adskille psykologiske effekter fra medicinske.
Men Freeds behandling er en operation – ikke en pille. Og det betyder, at han er nødt til at lave en snydeoperation, der er så overbevisende, at patienten ikke kan gætte, om han eller hun har fået den rigtige eller placebooperationen.
Halvdelen af patienterne skal altså være med i et teaterstykke, hvor der bliver boret huller i deres kranium og stukket kanyler ind – men uden at der indføres fosterceller. Til gengæld ved kirurgen godt, hvilken operation han eller hun udfører på patienten. Så helt dobbeltblindet er det altså ikke.
Freeds forsøg er måske den drastiske løsning, Judy har ledt efter. Hun ansøger, bliver godkendt og får lov at deltage i forsøget. Men hvorfor overhovedet behøve at lave en snydeoperation, når nu Curt Freed ved, at operationen virker? For det fortæller hans patienter ham jo.
Det kan umuligt være en psykologisk effekt, at Parkinsons-patienter angiveligt oplever forbedrede symptomer, da de ansvarlige celler i hjernen jo er ødelagte. Det må være de nye indopererede cellers skyld. Tanker kan trods alt ikke trylle med biokemien i hjernen. Eller kan de?
Tilbage på operationsstuen går lægerne i gang med Judys hjerne. Det er en meget besværlig og dyr operation, der kræver ekstremt præcist medicinsk udstyr. Først monteres en såkaldt stereotaktisk ramme på kraniet, så lægerne kan ramme præcist.
Derefter scannes hjernen, så man nøjagtigt kan finde kanyle-vejene. Så borer lægerne fire huller i kraniet på Judy og indfører lange kanyler igennem hullerne ind til et sted midt i hjernen. Patienterne er lokalbedøvede, men fuldt bevidste under operationen og kan kommunikere undervejs.
Judy synes, hun kan mærke, at kanylerne går igennem hendes hjernehinde, og hun kan mærke presset fra dem.
”Dér vidste jeg, at jeg fik den rigtige operation,” siger hun.
Hun bliver helt ekstatisk. Efter operationen er hun lykkelig og fejrer sit store held. Da Judy bliver udskrevet, begynder der kort tid efter at ske voldsomme forandringer.
”Jeg begyndte at kunne gå med rimeligt sikre skridt. Og kort tid efter begyndte jeg at skøjte igen. Jeg skøjtede så godt, og jeg tænkte, åhhh, hvor er det dejligt at være tilbage på isen. Jeg begyndte igen at kunne gøre alt det, der gav mig glæde. Jeg kunne hoppe, jeg begyndte at spise normalt, jeg kunne sove igennem om natten. Roger og jeg tog på vandretur. Det var fantastisk,” fortæller hun.
Hun oplever også, at omgivelserne støtter hendes store fremskridt. For første gang i mange år begynder hun at tænke fremad, at lægge planer igen. Og så kommer sexlivet også tilbage igen, siger hun med et smil.
Operationen er i april, og i slutningen af august kan Judy løbe kunstskøjteløb. Roger viser mig Judy på isen, for han optog det hele på video. Hun løber fuldkommen stilsikkert, laver små piruetter, spreder armene, har perfekt koordinering og flyver som Fugl Føniks hen over isen.
Hun går jævnligt til undersøgelser, hvor sygeplejersker tester hendes førlighed og evner. Der skal gå 13 måneder, før lægerne mener, at fostercellerne er i fuld funktion. Grenene vokser frem på træet igen – og bladene er forårsgrønne.
På det tidspunkt, hvor Judy mærker forandringen, ved hun ikke, at hun fik placebooperationen. De gennemborede hendes kranie, de stak kanyler ind i hullerne, men der var ikke noget i kanylerne. Faktisk trængte kanylerne ikke engang igennem laget lige under kranieskallen.
Hendes hjerne er fuldkommen den samme efter operationen som før. Den eneste forskel er hendes fuldkomne overbevisning om, at hun har fået den rigtige operation. Nogle måneder efter operationen redder hun sig en omgang influenza og får det dårligt.
Det viser sig, at hun også skal have fjernet sin livmoder. Hun taler med sin neurolog, og han siger til hende, at han ikke mener, at hun fik den rigtige operation. Efterhånden mister hun også selv troen på det:
”Jeg så forfærdelig ud, jeg var blevet helt grå i hovedet. Jeg havde det rigtigt dårligt.”
Alle hendes symptomer vender nu tilbage igen, og hun bliver overbevist om, at hun fik snydeoperationen. Hun kan ikke længere de ting, hun ellers lige var begyndt at nyde. Da hun 13 måneder efter operationen får at vide, at hun var i placebogruppen, bliver hun ikke overrasket.
Freeds team regner på alle tallene. Det viser sig, at der er en lille gavnlig effekt af operationen på de yngre deltagere – men ikke på de ældre. Til gengæld viser der sig også at være nogle alvorlige bi- virkninger på nogle af de transplanterede patienter. Operationen er altså tilsyneladende ikke det mirakel, Freed troede.
Men da forskeren Cynthia McRae på University of Colorado, der var en del af forsøget, kigger tallene efter i dybden, opdager hun noget opsigtsvækkende.
Lige efter operationen spørger de nemlig folk, om de tror, de har fået den rigtige eller forkerte operation. Hun kigger herefter på målingerne af patienternes livskvalitet i en periode på 12 måneder efter operationen.
Her opdager hun, at de, der – ligesom Judy – tror, at de har fået den rigtige operation, får det markant bedre end dem, der ikke tror, de har fået operationen.
Uanset om de rent faktisk fik den eller ej. Og det, at de får det bedre, er ikke bare noget, patienterne selv forestiller sig. Som en del af forsøget bliver de løbende undersøgt meget grundigt og skal gennem alle mulige tests, som udføres af sygeplejersker og læger, der heller ikke ved, hvilken gruppe patienterne tilhører. Og de ser de samme forbedringer.
”Det var utroligt slående og fantastisk, det var ligesom … wow! Her ser vi forbindelsen mellem psyke og krop baseret på, hvad folk troede, de fik,” fortæller Cynthia McRae på sit kontor på universitetet. ”Der er en helt utrolig placeboeffekt på spil her!”
Nogle af de andre patienter, der oplever store forbedringer, bliver fuldkommen forbløffede, da de 13 måneder senere får at vide, at de er i placebogruppen, fortæller Cynthia.
”Der er noget meget kraftfuldt i det her. Hvordan vi skal udnytte det i fremtiden, ved jeg ikke. Det er noget, der skal udforskes.”
Fordi Judy har fået fupoperationen, bliver hun efterfølgende tilbudt den rigtige operation. Det tilbud tager hun imod, og hun får det igen bedre. Denne effekt har varet, siden hun fik operationen, og hun har det i dag bedre, end da hun var mest syg.
Hun ønsker ikke at spekulere på, om det også kan være en placeboeffekt. Hendes tro på, at det virker, skal ikke rystes. Hun er bare glad for, at hun har fået det bedre.
Var Judys operation og mr. Wrights mærkværdige sygdomsforløb enlige svaler? Eller er denne mærkelige forventningseffekt noget, der foregår på vores hospitalsgange og operationsstuer hver eneste dag?
Sker der i virkeligheden mange overraskende helbredelser i vores hospitalssystem, som ikke har noget at gøre med den medicinske virkning af de piller, vi får, og de operationer, der udføres? Er der skjulte kræfter i sindet, som kan aktiveres?
Thomas Breinholt: Kan man tænke sig rask?
Vores sind har en langt større effekt på både sygdom og helbredelse, end de fleste går og forestiller sig. Denne bog fremlægger mange års forskning i, hvad vi selv kan gøre for at aktivere de selvhelbredende kræfter inden i os. Vi hører om placeboens forunderlige effekter og dens onde tvilling nocebo, som kan gøre os syge. Om traumers betydning for fysiske og psykiske sygdomme og diagnoser. Og om tilsyneladende mirakuløse helbredelser, som måske kan forklares, når man dykker ned i patienternes forhistorier.
Thomas Breinholt har interviewet mere end 40 af de mest fremtrædende internationale forskere, ligesom han har fordybet sig i videnskabelige artikler og studier for at se, hvad vi egentlig kan vide med nogenlunde sikkerhed. I bogen stiller Thomas Breinholt spørgsmålet, om vi har indrettet vores sundhedssystem rigtigt – og hvordan vi gør op med en magtfuld medicinalindustri, der primært behandler symptomer og ikke har nogen interesse i forskning i kroppens egen forunderlige evne til at helbrede sig selv.
Sindet har en større effekt på sygdom og helbredelse, end man tror. Måske i en sådan grad at det er gennem sindet, man skal kurere sygdom.
Thomas Breinholts bog Kan man tænke sig rask? handler om årtiers forskning i kroppens selvhelbredende kræfter. Han interviewer førende forskere og kortlægger videnskaben om sammenhængen mellem kroppen og sindet.
I Kan man tænke sig rask? hører vi om den mærkværdige og forundelige placeboeffekt, der kan gøre kroppen rask, og vi hører om den modsatte noceboeffekt, der kan volde kroppen ondt. Vi hører om traumers betydning for både fysiske og psykiske sygdomme, og så hører vi om overraskende helbredelser og behandlingsformer.
LÆS OGSÅ: Niels Hausgaard: ”Det er mit liv at optræde og at underholde. Fortælle historier. Hvis jeg skulle vælge det fra, ville jeg også vælge mit liv fra”
Igennem beretninger om sygdomsforløb og menneskelige historier, sætter Thomas Breinholt spørgsmålstegn ved, om vi har indrettet vores samfund og sundhedssystem hensigtsmæssigt.
Han undersøger syge menneskers livshistorier og følger den græske læge Hippokrates’ tanke om, at det er langt vigtigere at kende mennesket bag sygdommen, end at vide hvilken sygdom mennesket har. Og så underholder han tanken, om man kan tænke sig rask.
Læs første kapitel af Kan man tænke sig rask? herunder:
Kan man tænke sig rask?
Thomas Breinholt
MR. WRIGHT OG SKØJTEPRINSESSEN
Den 26. marts 1951 er der indkaldt til møde om en revolutionerende medicinsk nyhed på det fornemme Drake Hotel i Chicago.
Til stede er toppen inden for den amerikanske lægeverden, borgmesteren i Chicago, to senatorer og andre markante skikkelser i stiveste puds. I centrum sidder en velklædt, nobel herre med intense øjne flankeret af nogle kvinder i fine kjoler og med prydelige hatte på. Kvinderne er alle kræftpatienter, og denne herre kan vise sig at være deres redningsmand.
Vi befinder os i en tid, hvor der ikke er meget at stille op over for kræft. I kræftbehandlingen havde man hidtil mest brugt stråling og kirurgisk fjernelse af tumorer.
I 1940’erne var man dog begyndt at eksperimentere lidt. Nogle forskere var begyndt at fokusere på den kemiske sennepsgas, der ellers mest var forbundet med slagmarken.
Gassen, der var blevet brugt flittigt i 1. verdenskrig, har bl.a. den effekt på sine ofre, at den kan få deres hvide blodlegemer til at stoppe med at dele sig. Når en person får lymfekræft, deler de hvide blodlegemer sig helt ustyrligt. Derfor var det naturligt at stille spørgsmålet:
Kunne man måske bruge stoffet til bekæmpelse af kræft?
Da et par opvakte forskere bytter lidt om på sennepsgasmolekylet, opfinder de verdens første kemoterapi, der i 1949 bliver godkendt af FDA, den amerikanske lægemiddelstyrelse. Hermed er jagten på nye stoffer sat i gang. Og det er ikke gået Stevan Durovic’ næse forbi.
Han er en jugoslavisk forsker, som under 2. verdenskrig er flygtet til Argentina. Her har han i årevis eksperimenteret med at isolere stoffer fra hesteblod, som han mener må kunne bruges medicinsk.
I 1949 ankommer han til Chicago og bekendtgør, at han har fundet et fabelagtigt kræftmiddel, som han kalder Substans X, men som snart får et mere prosaisk og medicinsk navn, Krebiozen. Durovic vil ikke afsløre, hvad der er i vidundermidlet.
Trods hemmelighedskræmmeriet er forskere fra Northwestern University i Illinois begejstrede. De tror på både manden og stoffet og vil gerne samarbejde med Durovic, og under ledelse af universitetets vicepræsident, dr. Andrew Ivy, begynder de at afprøve midlet.
I en gennemgang af historien beskriver Ron Grossman i Chicago Tribune forestillingen på Drake Hotel:
”På første række sidder fem kvinder fra Chicago, menneskelige ’forsøgskaniner’, hvis kræft er blevet behandlet med Krebiozen. Dr. Stevan Durovic bliver introduceret som medikamentets opdager. Men det er vicepræsidenten for universitetet, dr. Ivy, som er en berømt medicinsk forsker, der taler til forsamlingen og demonstrerer resultaterne på en skærm for publikum.”
Ivy har testet midlet på 22 patienter med kræft, og 14 af patienterne er stadig i live, fortæller han.
”Stille og roligt bringer dr. Ivy kvinderne tilbage fra den næsten sikre død.”
Avisen tilføjer, at de tilstedeværende læger klapper begejstret, da de positive resultater bliver fremlagt.
Pressekonferencen går ikke upåagtet hen i en tid, hvor der er lidet håb for mange kræftpatienter. Er det her mirakelkuren? Er det det nye kræftmiddel, alle har ventet på?
Efterfølgende bliver både University of Illinois og det amerikanske Cancer Society ifølge Chicago Tribune ”oversvømmet af telefonopringninger fra kræftpatienter og deres venner og familier, som gerne vil vide, hvornår de kan få fat i Krebiozen”.
Ti hospitaler forskellige steder i USA tilbyder nu at teste det nye middel. En af de læger, der får tilbudt midlet, er dr. Philip West fra Veterans Administration Hospital i Long Beach, Californien.
I en artikel i tidsskriftet Journal of Projective Techniques fra 1957, seks år efter mødet på Drake Hotel, beskriver klinisk professor i psykologi på UCLA Bruno Klopfer forløbet for en af de kræftpatienter, der prøver det nye angivelige vidundermiddel.
Den udførlige beskrivelse har han modtaget fra sin kollega dr. West. Manden hedder mr. Wright. Han har en meget fremskreden kræft i lymfekirtlerne. Han har store tumorer i både halsen, armhulerne og skridtet, på brystet og i maven.
Både hans milt og lever er forstørrede. Hans lymfekanal i brystet er blokeret, og lægerne er nødt til at dræne 1 til 2 liter mælket væske fra hans brystkasse hver anden dag. Han ånder gennem en iltmaske og er i sit terminale stadie.
På trods af situationen har mr. Wright dog – i modsætning til lægerne – ikke mistet håbet. Han har nemlig læst i aviserne om dette nye fantastiske stof, der er på vej til kræftpatienter. Og på en eller anden måde har han opsnappet, at dr. West er udvalgt til at teste det.
På klinikken har dr. West fået udleveret Krebiozen til i alt 12 patienter, og mr. Wrights navn er ikke på listen. En af betingelserne er nemlig, at patienten skal have en forventet levetid på mindst tre måneder – faktisk helst seks. Lægerne gav ikke mr. Wright meget mere end et par uger tilbage at leve i.
Da det nye stof ankommer til klinikken, trygler mr. Wright igen og igen om at få denne ”gyldne mulighed”. Dr. West forbarmer sig over ham. En fredag får mr. Wright sin første injektion med stoffet.
På dette tidspunkt ligger han febril, bundet til sin seng og gisper efter luft. Dr. West holder weekend, og da han kommer tilbage på kontoret, regner han med at se sygeplejerskerne pakke mr. Wrights ting ned i papkasser og skifte lagener på hans seng, så andre patienter kan overtage den.
Men det er slet ikke tilfældet. I stedet ser han mr. Wright gå rundt på afdelingen. Han er i fantastisk humør og snakker løs med alle, der gider høre på ham. Dr. West skynder sig rundt for at se, hvordan de andre Krebiozen-patienter har det.
Ingen som helst forbedring at spore hos nogen af dem. Kun mr. Wright udviser forbløffende bedring i sin tilstand.
Hans tumorer begynder at skrumpe, og det sker hurtigt. I løbet af weekenden svinder de ind til halv størrelse – en reduktion, som end ikke den kraftigste strålebehandling ville kunne medføre. Og mr. Wright har ikke fået anden behandling end én indsprøjtning.
I den følgende uge får han to indsprøjtninger til. Efter kun 10 dage kan han udskrives, og praktisk taget alle tegn på kræft er forsvundet. Hvor uvirkeligt det end lyder, kan manden, der næsten har gispet sit sidste åndedrag i en iltmaske, nu ånde fuldstændigt normalt.
Som pilot styrer han kort tid efter sit privatfly op i 4000 meters højde og trækker også her vejret helt uden problemer.
Denne forbløffende udvikling sker i begyndelsen af Krebiozen-forsøgene. Men inden for to måneder begynder aviserne igen at skrive om forsøget, og her er begejstringen kølnet noget. Helt overordnet kan ingen af forsøgsklinikkerne melde om positive resultater.
Mr. Wright undrer sig. Han begynder at tvivle på sin behandling og stoffets effekt. I takt med at resultaterne fra de andre klinikker udebliver, mister han efterhånden helt håbet, og efter to måneder med nærmest perfekt helbred oplever han et tilbagefald.
Dr. West er både forbavset over sygdommens forsvinden og dens hastige genkomst. Så hurtigt plejer det ikke at gå med kræft.
”Men her ser jeg muligheden for at lave et dobbelt tjek af præparatet,” fortæller dr. West. ”Måske kunne jeg finde ud af, hvordan kvaksalvere opnår de resultater, de påstår (for nogle af deres behandlinger virker tilsyneladende),” beretter han til Bruno Klopfer.
Dr. West har oplevet den ukuelige optimisme hos mr. Wright. Han beslutter sig nu for at lave sit eget lille videnskabelige eksperiment, som måske vil kunne give svar på nogle spørgsmål.
Det kræver dog, at dr. West må lyve for sin patient. Noget, han ikke virker til at have de store kvababbelser over.
”Der var ikke andre mulige behandlinger, og det kunne ikke gøre ham nogen skade.”
Først siger han til mr. Wright, at han ikke skal tro på, hvad han læser i aviserne.
”Krebiozen er faktisk meget lovende,” forsikrer han patienten, der nu igen ligger døende i sengen med flere tumorer.
”Jamen, hvorfor vendte sygdommen så tilbage?” vil mr. Wright vide.
”Fordi stoffet bliver uvirksomt af at stå på hylderne efter noget tid,” svarer dr. West. Han fortsætter:
”Netop derfor får vi et nyt superraf- fineret og dobbelt så virksomt produkt i morgen, som helt sikkert vil have lige så gavnlig virkning på dig som de forrige indsprøjtninger, vi gav dig.”
Mr. Wright er lettet. Hans gamle optimistiske jeg viser sig igen, og han opfører sig ikke længere som en døende mand. Han glæder sig til den nye behandling. For at forstærke spændingen lader dr. West, som om forsendelsen er et par dage forsinket.
Da han endelig fortæller, at medicinen nu er klar, er mr. Wright fuldstændigt eksalteret og virker stærkere i troen end nogensinde.
Da mr. Wright skal have den første indsprøjtning, giver dr. West den fuld gas og laver et større show. Men i sprøjten er der kun vand. Selvom lægerne forventer at se en eller anden effekt af behandlingen, er det dog intet imod, hvad der venter dem de næste par dage.
Sygdommen forsvinder – om muligt med endnu større hast end forrige gang. Tumorerne skrumper ind, brystvæsken forsvinder, mr. Wright kan igen rejse sig og endda begynde at genoptage sin flyvning. Han er frisk som en havørn.
Indsprøjtningerne har vist sig særdeles virkningsfulde, og derfor lader dr. West behandlingen fortsætte. I mere end to måneder er der ingen symptomer på sygdommen.
Men så kommer den endelige vurdering af Krebiozen fra American Medical Association. Den gengives utvetydigt i aviserne:
”Nationale forsøg med Krebiozen viser, at stoffet er virkningsløst til behandling af cancer.”
Efter at mr. Wright læser disse linjer, går der ikke mere end et par dage, før han igen ryger ind på hospitalet. Hans sidste håb er blevet slukket, og han har nu helt mistet troen på sin egen helbredelse. To dage senere dør han.
Det skal senere vise sig, at Durovic havde en god grund til at ville holde indholdet i Krebiozen hemmeligt. Først da FDA i 1963 kræver en prøve af medikamentet for at undersøge, hvad der egentlig er i det, konstaterer de, at det mystiske stof blot består af kreatin blandet op i mineralsk olie.
Kreatin er et stof, vi selv producerer i kroppen, og som man også får i rødt kød og fisk. Året efter lavede FDA flere analyser af Krebiozen, og denne gang fandt de kun mineralsk olie – ikke engang kreatin. Det fabelagtige kræftmiddel viste sig at være en papand.
Men det rejser jo så et interessant spørgsmål: Hvordan kunne det rene fupmiddel i sprøjterne have disse angivelige forunderlige effekter på mr. Wrights kræftsygdom?
*
Nogenlunde samme spørgsmål kan man stille til historien om en hjerneoperation i Denver, Colorado.
Samme år som Krebiozen dukker op i USA, fødes en lille pige i Pennsylvania. Hun hedder Judy Hazlett og vokser op med en enorm eventyrlyst. Som ung er hun udvekslingsstudent i både Argentina og Sverige. Hun uddanner sig til lærer og møder som 27-årig sit livs store kærlighed, Roger.
Begge tager flyvecertifikat og elsker eventyr og vandreture. Judy elsker også kunstskøjteløb, ballet, moderne dans og teater. Hun har en glubende appetit på livet.
Men som kun 29-årig bliver hun ramt af katastrofen: Hun får Parkinsons sygdom. En lidelse, der langsomt men sikkert ødelægger de neuroner i hjernen, der styrer vores bevægelser.
Trods sygdommen fortsætter Judy dog med at dyrke sine interesser og undervise. Med tiden bliver handicappet dog så stort, at hun ikke kan ret meget længere.
Da jeg møder hende i hendes hjem lige uden for Toronto i Canada, sidder hun i sin store læselænestol, og skrøbeligheden stråler ud af hendes lille skikkelse. Hun er nu 61 år, og hendes krop er præget af de mange år med muskelkramper, ukontrollable arm- og benbevægelser og dårlig søvn.
Hun sidder underligt fordrejet, og det er tydeligt, at hun er dybt berørt af at snakke om sin sygdom, da den var værst. Jeg besøger hende, fordi hun 15 år tidligere har fået en meget usædvanlig operation.
”Jeg var i midten af fyrrerne, så jeg var stadigvæk ung, men jeg var ved at være så dårlig, at jeg ikke kunne arbejde. Jeg kunne ikke længere dyrke kunstskøjteløb. Ikke danse. Ikke vandre op på et bjerg. Jeg kunne ikke længere styre et fly. Eller stå på langrendsski. Jeg var nervøs og ville gerne blive ved med at leve og bevæge mig og ledte med lys og lygte efter en drastisk løsning, så jeg kunne undgå kørestolen. Jeg var villig til at tage en chance,” fortæller hun mig.
Den dårlige motorik gør på det tidspunkt, at hendes arme fægter ukontrollabelt. Hun har stærke kramper i benene og kan ofte slet ikke bevæge sig. Hun sover højst en time ad gangen. Hun har ikke skøjtet i fem år og har ikke kunnet vandre i seks år. Lærerjobbet har hun måttet kvitte.
Hun får tårer i øjnene ved minderne:
”Jeg er ved at miste hele mit liv, jeg er ved at blive invalid, bundet til mit hjem. Jeg er rædselsslagen, uden håb,” fortæller hun.
Men så hører hun om en mand 2500 km væk, der hedder Curt.
I Denver har neurokirurgen Curt Freed haft succes med at implantere fosterceller i hjernen på Parkinsons-patienter. Sygdommen skyldes, at en del af hjernen bliver nedbrudt og holder op med at producere stoffet dopamin.
Dette stof er helt nødvendigt, for at vi kan styre vores bevægelser. Uden det begynder vi at ryste, få kramper og balancebesvær.
Freed har taget dopaminproducerende celler ud af aborterede fostres hjerner og dyrket dem i reagensglas. Teorien er, at disse fosterceller kan sætte sig fast i den del af hjernen, der styrer vores bevægelser og her producere det dopamin, der mangler.
Freed er optimistisk: To ud af tre af hans patienter oplever store forbedringer i deres symptomer. Han ved, det virker. Men andre læger er skeptiske: Er det fostercellerne eller en psykologisk effekt?
”Vi har levet med den skepsis i fem år. Én ting er, at vi er overbe- viste om effekten, noget andet er vores kollegaer,” siger han til New York Times.
Sammen med to andre læger beslutter Curt sig derfor for at bevise, at det virker. Og han vil gøre det på en måde, der på det tidspunkt er både kontroversiel og usædvanlig – men som faktisk er den eneste rigtige måde, man kan bevise, at en behandling virker på.
Han vil lave et såkaldt placebokontrolleret forsøg. Det er i sig selv ikke usædvanligt – tværtimod er det standarden, når man skal teste ny medicin, f.eks. en ny pille. Man deler patienterne op i to helt tilfældige grupper, som udvælges ved lodtrækning.
Den ene gruppe får den rigtige medicinske behandling, mens den anden får en såkaldt placebopille, der fuldstændigt ligner den rigtige pille, men kun indeholder noget helt uvirksomt som f.eks. kalk. Hverken patienterne eller lægerne må vide, hvem der har fået hvilken pille.
Derfor kaldes det et dobbeltblindet forsøg. Hele fidusen ved dette komplicerede setup er, at man på den måde kan adskille psykologiske effekter fra medicinske.
Men Freeds behandling er en operation – ikke en pille. Og det betyder, at han er nødt til at lave en snydeoperation, der er så overbevisende, at patienten ikke kan gætte, om han eller hun har fået den rigtige eller placebooperationen.
Halvdelen af patienterne skal altså være med i et teaterstykke, hvor der bliver boret huller i deres kranium og stukket kanyler ind – men uden at der indføres fosterceller. Til gengæld ved kirurgen godt, hvilken operation han eller hun udfører på patienten. Så helt dobbeltblindet er det altså ikke.
Freeds forsøg er måske den drastiske løsning, Judy har ledt efter. Hun ansøger, bliver godkendt og får lov at deltage i forsøget. Men hvorfor overhovedet behøve at lave en snydeoperation, når nu Curt Freed ved, at operationen virker? For det fortæller hans patienter ham jo.
Det kan umuligt være en psykologisk effekt, at Parkinsons-patienter angiveligt oplever forbedrede symptomer, da de ansvarlige celler i hjernen jo er ødelagte. Det må være de nye indopererede cellers skyld. Tanker kan trods alt ikke trylle med biokemien i hjernen. Eller kan de?
Tilbage på operationsstuen går lægerne i gang med Judys hjerne. Det er en meget besværlig og dyr operation, der kræver ekstremt præcist medicinsk udstyr. Først monteres en såkaldt stereotaktisk ramme på kraniet, så lægerne kan ramme præcist.
Derefter scannes hjernen, så man nøjagtigt kan finde kanyle-vejene. Så borer lægerne fire huller i kraniet på Judy og indfører lange kanyler igennem hullerne ind til et sted midt i hjernen. Patienterne er lokalbedøvede, men fuldt bevidste under operationen og kan kommunikere undervejs.
Judy synes, hun kan mærke, at kanylerne går igennem hendes hjernehinde, og hun kan mærke presset fra dem.
”Dér vidste jeg, at jeg fik den rigtige operation,” siger hun.
Hun bliver helt ekstatisk. Efter operationen er hun lykkelig og fejrer sit store held. Da Judy bliver udskrevet, begynder der kort tid efter at ske voldsomme forandringer.
”Jeg begyndte at kunne gå med rimeligt sikre skridt. Og kort tid efter begyndte jeg at skøjte igen. Jeg skøjtede så godt, og jeg tænkte, åhhh, hvor er det dejligt at være tilbage på isen. Jeg begyndte igen at kunne gøre alt det, der gav mig glæde. Jeg kunne hoppe, jeg begyndte at spise normalt, jeg kunne sove igennem om natten. Roger og jeg tog på vandretur. Det var fantastisk,” fortæller hun.
Hun oplever også, at omgivelserne støtter hendes store fremskridt. For første gang i mange år begynder hun at tænke fremad, at lægge planer igen. Og så kommer sexlivet også tilbage igen, siger hun med et smil.
Operationen er i april, og i slutningen af august kan Judy løbe kunstskøjteløb. Roger viser mig Judy på isen, for han optog det hele på video. Hun løber fuldkommen stilsikkert, laver små piruetter, spreder armene, har perfekt koordinering og flyver som Fugl Føniks hen over isen.
Hun går jævnligt til undersøgelser, hvor sygeplejersker tester hendes førlighed og evner. Der skal gå 13 måneder, før lægerne mener, at fostercellerne er i fuld funktion. Grenene vokser frem på træet igen – og bladene er forårsgrønne.
På det tidspunkt, hvor Judy mærker forandringen, ved hun ikke, at hun fik placebooperationen. De gennemborede hendes kranie, de stak kanyler ind i hullerne, men der var ikke noget i kanylerne. Faktisk trængte kanylerne ikke engang igennem laget lige under kranieskallen.
Hendes hjerne er fuldkommen den samme efter operationen som før. Den eneste forskel er hendes fuldkomne overbevisning om, at hun har fået den rigtige operation. Nogle måneder efter operationen redder hun sig en omgang influenza og får det dårligt.
Det viser sig, at hun også skal have fjernet sin livmoder. Hun taler med sin neurolog, og han siger til hende, at han ikke mener, at hun fik den rigtige operation. Efterhånden mister hun også selv troen på det:
”Jeg så forfærdelig ud, jeg var blevet helt grå i hovedet. Jeg havde det rigtigt dårligt.”
Alle hendes symptomer vender nu tilbage igen, og hun bliver overbevist om, at hun fik snydeoperationen. Hun kan ikke længere de ting, hun ellers lige var begyndt at nyde. Da hun 13 måneder efter operationen får at vide, at hun var i placebogruppen, bliver hun ikke overrasket.
Freeds team regner på alle tallene. Det viser sig, at der er en lille gavnlig effekt af operationen på de yngre deltagere – men ikke på de ældre. Til gengæld viser der sig også at være nogle alvorlige bi- virkninger på nogle af de transplanterede patienter. Operationen er altså tilsyneladende ikke det mirakel, Freed troede.
Men da forskeren Cynthia McRae på University of Colorado, der var en del af forsøget, kigger tallene efter i dybden, opdager hun noget opsigtsvækkende.
Lige efter operationen spørger de nemlig folk, om de tror, de har fået den rigtige eller forkerte operation. Hun kigger herefter på målingerne af patienternes livskvalitet i en periode på 12 måneder efter operationen.
Her opdager hun, at de, der – ligesom Judy – tror, at de har fået den rigtige operation, får det markant bedre end dem, der ikke tror, de har fået operationen.
Uanset om de rent faktisk fik den eller ej. Og det, at de får det bedre, er ikke bare noget, patienterne selv forestiller sig. Som en del af forsøget bliver de løbende undersøgt meget grundigt og skal gennem alle mulige tests, som udføres af sygeplejersker og læger, der heller ikke ved, hvilken gruppe patienterne tilhører. Og de ser de samme forbedringer.
”Det var utroligt slående og fantastisk, det var ligesom … wow! Her ser vi forbindelsen mellem psyke og krop baseret på, hvad folk troede, de fik,” fortæller Cynthia McRae på sit kontor på universitetet. ”Der er en helt utrolig placeboeffekt på spil her!”
Nogle af de andre patienter, der oplever store forbedringer, bliver fuldkommen forbløffede, da de 13 måneder senere får at vide, at de er i placebogruppen, fortæller Cynthia.
”Der er noget meget kraftfuldt i det her. Hvordan vi skal udnytte det i fremtiden, ved jeg ikke. Det er noget, der skal udforskes.”
Fordi Judy har fået fupoperationen, bliver hun efterfølgende tilbudt den rigtige operation. Det tilbud tager hun imod, og hun får det igen bedre. Denne effekt har varet, siden hun fik operationen, og hun har det i dag bedre, end da hun var mest syg.
Hun ønsker ikke at spekulere på, om det også kan være en placeboeffekt. Hendes tro på, at det virker, skal ikke rystes. Hun er bare glad for, at hun har fået det bedre.
Var Judys operation og mr. Wrights mærkværdige sygdomsforløb enlige svaler? Eller er denne mærkelige forventningseffekt noget, der foregår på vores hospitalsgange og operationsstuer hver eneste dag?
Sker der i virkeligheden mange overraskende helbredelser i vores hospitalssystem, som ikke har noget at gøre med den medicinske virkning af de piller, vi får, og de operationer, der udføres? Er der skjulte kræfter i sindet, som kan aktiveres?
Thomas Breinholt: Kan man tænke sig rask?
Vores sind har en langt større effekt på både sygdom og helbredelse, end de fleste går og forestiller sig. Denne bog fremlægger mange års forskning i, hvad vi selv kan gøre for at aktivere de selvhelbredende kræfter inden i os. Vi hører om placeboens forunderlige effekter og dens onde tvilling nocebo, som kan gøre os syge. Om traumers betydning for fysiske og psykiske sygdomme og diagnoser. Og om tilsyneladende mirakuløse helbredelser, som måske kan forklares, når man dykker ned i patienternes forhistorier.
Thomas Breinholt har interviewet mere end 40 af de mest fremtrædende internationale forskere, ligesom han har fordybet sig i videnskabelige artikler og studier for at se, hvad vi egentlig kan vide med nogenlunde sikkerhed. I bogen stiller Thomas Breinholt spørgsmålet, om vi har indrettet vores sundhedssystem rigtigt – og hvordan vi gør op med en magtfuld medicinalindustri, der primært behandler symptomer og ikke har nogen interesse i forskning i kroppens egen forunderlige evne til at helbrede sig selv.
Du kan købe Kan man tænke sig rask online fx hos Bog&idé eller den nærmeste boghandel.
Andre læste også: