I bogen Faxe fortæller John ‘Faxe’ Jensen om sin lange og vilde karriere i dansk topfodbold. Fra sejren i EM ’92 og 10 år på landsholdet til det legendariske samarbejde med Michael Laudrup – tyvstart på Faxes spændende historier herunder.
Faxe er en bog med ren fodboldnostalgi, som tager dig med tilbage til en tid, hvor selv de professionelle fodboldspillere kunne drikke en øl efter kampene, hvor der var mere plads til sjov og spas end i dag – og hvor alle spillerne rejste sig og kæmpede videre efter en hård tackling.
LÆS OGSÅ: Vild med fodbold? De bedste fodboldbøger til hele familien
I bogen får du en masse vilde historier fra John ‘Faxe’ Jensen, et forord skrevet af Peter Schmeichel, en række interviews med blandt andre Michael Laudrup og Steve Bould og meget, meget mere.
Læs et uddrag af Faxe herunder.
Faxe
John ‘Faxe’ Jensen
TONYS LUSSING OG VINNIES UNDERBUKSER
Der var få minutter til min første kamp i Premier League, og jeg mærkede nervøsiteten krybe ind under den nye, røde Arsenal-trøje.
Godt nok havde jeg lige vundet EM med Danmark og følte mig i god form både selvtillidsmæssigt og fysisk. Men nu skulle jeg vise mig frem på den allerøverste scene, international klubfodbold havde at byde på: den bedste engelske række. På det tidspunkt var ligaen stadig lukket land for de fleste udenlandske spillere, fordi der kun måtte være to ikke-britiske statsborgere på banen for hvert hold, og derfor var det en ære i sig selv bare at blive hentet til engelsk fodbold.
Og jeg skulle endda starte inde i sæsonåbningen mod Norwich på hjemmebane på Highbury. The Home of Football, som vores fans havde døbt stadion. Arsenal var blevet engelske mestre både i 1989 og 1991, og selv om holdet var sluttet på en skuffende fjerdeplads, før jeg kom til, var der stadig store forventninger til klubben forud for denne sæson, der var den første, hvor ligaen havde navnet Premier League. Trods fjerdepladsen havde Arsenal leveret en imponerende stime på 17 kampe uden nederlag undervejs, og der var forhåbninger om, at vi igen kunne spille med om mesterskabet.
Engelsk fodbold var berygtet for sit høje tempo, og jeg var spændt på, om jeg kunne følge med på midtbanen, når det gik stærkt.
Jeg sad i mine egne tanker i omklædningsrummet og prøve- de at fokusere, kilet ind mellem Ian Wright, der havde været topscorer i England året før, og vores anfører Tony Adams, den høje dirigent i vores centrale forsvar. The Skipper, som han kun blev kaldt, var en levende klublegende og havde allerede spillet over 300 kampe for Arsenal, selv om han var 25 år gammel og næsten to år yngre end mig. Samtidig blev han ofte brugt som anfører for det engelske landshold.
Adams havde ikke sagt et eneste ord til mig i timerne op til kampen. Og han havde heller ikke lige sendt mig et smil eller givet mig et beroligende klap på skulderen forud for min debut. Han havde dog grinet sammen med holdkammeraterne, da jeg mødte op i et hasteindkøbt dobbeltradet jakkesæt med lilla skjorte og spraglet slips. Hjemme i Brøndby mødte vi sgu ikke ind i fint tøj, men det gjorde man i Arsenal, viste det sig, og mit lidt for store, ikke særlig kønne jakkesæt vakte opsigt blandt de velklædte engelske spillere i lidt mere moderigtige klæder.
Jeg kendte endnu ikke rytmen omkring en Arsenal-kamp, men jeg syntes, det var underligt med Adams. Da vi andre løb ud til opvarmning, sad han stadig i jakkesættet med benene over kors og drak sin te og spiste en småkage. Det blev ikke kommenteret af nogen, heller ikke manager George Graham.
Tony kom først ud på banen 10 minutter efter os andre, løb et par gange på tværs af banen i langsomt tempo og stoppede så i midtercirklen. Her lavede han et par buk i ryggen for lige at få lidt varme i lænden og vinkede så ud til publikum, før han luntede tilbage til omklædningsrummet. Sidst ude og først færdig. Da vi andre kom tilbage, sad han igen med benene over kors og slappede af.
Da jeg satte mig for at gøre mig klar og trække i kamptrøjen, gav vi lige hinanden et kort nik, og ellers passede jeg bare mig selv.
Først da alle vi andre for længst var klar, rejste Tony Adams sig op, tog sin opvarmningstrøje af og trak kamptrøjen over hovedet.
Han bankede tre gange på klublogoet med kanonen på højre bryst. Så kiggede han for første gang rigtigt på mig og tog fat i kraven på min trøje.
”Come on, JJ,” sagde han.
Og så stangede han mig en ordentlig lussing med højre hånd. Jeg var fuldstændig overrumplet.
Det var ikke bare et venligt tjat på kinden, men en vaskeægte lussing, der sved og efterlod et gedigent rødt mærke.
Hvad fanden skete der lige, tænkte jeg? Men Adams gjorde ikke mere, han fortsatte bare rundt til de andre spillere. De fik et klap på skulderen eller et dask i nakken. Jeg var den eneste, der modtog en syngende lussing.
Og det virkede. Nervøsiteten forsvandt, den blev rent ud sagt banket ud af mig, og jeg var fuldt fokuseret, da vi lidt efter stod i spillertunnelen og ventede på signal til at gå ind. Min venstre kind sved stadig.
Det brøl, der fulgte, da vi trådte ind på grønsværen, var ubeskriveligt. Jeg havde mærket stemningen gennem tv-skærmen, når jeg så engelsk fodbold med min morfar. Det virkede intenst hjemme i sofaen, men det var ingenting i forhold til den virkelighed, der mødte mig i min egen personlige udgave af Tipslørdag med hårde dueller, mudrede baner, højt tempo og skøre personligheder i de kommende måneder og år.
Mange af mine modspillere elskede jo, at det gik hårdt og vildt for sig. En type som Roy Keane fra Manchester United, som jeg havde en del drabelige dueller med i de år, kunne finde på at rejse sig fra en herretackling og rose mig.
”Fucking great tackle, JJ,” sagde han og løb videre med et anerkendende nik.
Det samme gjaldt en fyr som David Batty, der først spillede for Leeds og siden tørnede ud for Blackburn. Når man duellerede med ham på midtbanen, slog det gnister. Han var mindre end mig, men god med bolden og en rigtig lille terrier, så tacklingerne fløj til højre og venstre. Men det var aldrig med onde intentioner, man rejste sig op lige bagefter, gav hinanden hånden og løb videre.
Faktisk blev det George Graham, vores manager, der lærte mig at tackle korrekt i engelsk fodbold. Han havde selv spillet i bl.a. Arsenal og Manchester United og vidste, at det gjaldt om at passe på sig selv. Jeg var vant til at lave glidende tacklinger, hvor jeg kom langs jorden og krogede bolden væk fra modstanderne. Men i England var duelspillet vildere.
”Husk altid at strække benene, når du tackler,” påpegede Graham.
Han havde bemærket, at jeg forsøgte at tackle bolden rent med indersiden. Men han ville have mig til at knalde ind i folk med sålen og dermed med knopperne.
”Og sørg for at ramme den øverste del af bolden,” tilføjede han.
”Den øverste del?”
”Så kører du din kraft hen over bolden og videre op på skinnebenet af modstanderen. På den måde er det ham, der kan komme til skade, og ikke dig.”
Det var vigtig viden at tage med ind i min første sæson, men det tog noget tid at lære det og gøre det til en naturlig del af mit spil. I den periode fik jeg virkelig mange skrub over skinnebenet, fordi modstanderen brugte samme taktik mod mig.
Det var også der, jeg lærte, hvorfor alle engelske hold havde store bøtter med vaseline med ud til kampene. I Danmark var jeg vant til vandflasker på sidelinjen, men her blev de suppleret med vaseline. Det brugte vi til at smøre på øjenbrynene, ligesom boksere gør, for at undgå flækkede øjenbryn, når duellerne blev lidt for vilde inde på banen.
Vi endte med at tabe premieren mod Norwich med 4-2. Tempoet var højere, end jeg nogensinde havde prøvet i en fodboldkamp, men jeg følte, at jeg godt kunne være med, og jeg fik slået et par fede diagonalbolde til Lee Dixon. De sad lige i skoene på ham, og publikum elskede det. Vi kom faktisk foran 2-0, men tabte pusten og lukkede dem ind i kampen. Alligevel kørte jeg hjem med en fed følelse i kroppen den dag. Wauw! Tænk, at EM og de falske støvler havde været med til at give mig den mulighed.
I øvrigt viste Tony Adams sig at være en helt fantastisk fyr – og en sand kriger på vegne af holdet og sine medspillere. Han var en fyr, der godt kunne lide at gå ud og drikke – og endte jo også senere i karrieren i behandling for alkoholisme. Men inden han gjorde det, gik det helt galt op til en kamp, vi skulle spille mod Ipswich i kvartfinalen i FA Cup-turneringen, som betød rigtig meget for de engelske spillere.
”Faxe var fra begyndelsen en fighter, en arbejdsmand, der gik forrest for holdet. Han kunne mere end bare at være en knokler, og når han kom inden for kridtstregerne, kunne han virkelig sætte gang i holdet. Han levede af sin energi, var god til at få fat i bolden og spille den godt videre, og han blev en mere og mere vigtig spiller for Brøndby.”
John Frandsen, holdkammerat i Brøndby IF
Tony røg i byen, helt vissen, og endte med at falde ned ad nogle trapper på en natklub, så han måtte syes med 20 sting over det ene øje. Vi så ham slet ikke i ugen op til kampen, og da han på kampdagen mødte op med et ordentligt plaster ved øjet, troede vi, han kun var med for at heppe. Men som den virkelige anfører, han var, startede han selvfølgelig inde – og endte også med at score et mål på hovedstød, da han udlignede til 1-1.
I stedet for at juble styrede han direkte ud mod bænken, rev plastret af og smurte såret med vaseline.
”Wake up, lads,” skreg han. ”Do you wanna win this fucking thing?”
Den dedikation fra Tony Adams mærkede jeg selv allerede tre dage efter åbningskampen mod Norwich, hvor vi skulle møde oprykkerne fra Blackburn på udebane.
Der stod 0-0 med et kvarter igen, og vi pressede på for en scoring, da vi fik et hjørnespark. Bolden kom indover, blev headet væk og endte ude hos mig, der nemt kunne heade den videre til Paul Merson.
Tim Sherwood, deres unge midtbanespiller, kom busende ud mod mig. Han havde ingen jordisk chance for at nå bolden, men alligevel kastede han sig ind i siden på mig og hævede sin albue op mod mit hoved.
Smak!
Jeg knaldede hovedet ind i den albue og ramte fortumlet jorden.
Da jeg satte mig op igen, opdagede jeg, at blodet fossede ud af munden på mig. Det dryppede ikke bare, men løb som fra en vandhane. Fysioterapeuten kom stormende ind, og jeg måtte skiftes ud med en flækket læbe, der efterlod et ar, som stadig er tydeligt.
Dommeren havde åbenbart ikke opdaget svinestregen, og Tim Sherwood kunne spille videre, mens Blackburn endte med at vinde 1-0 på en sen scoring af Alan Shearer. I omklædningsrum- met kom en af Blackburns læger ilende til oppe fra logerne. Han havde tydeligvis ikke forventet at blive en del af kampen, for han stank godt og grundigt af whisky og bajere ud ad munden. Men han fik klaret en bedøvelse og syede mig bagefter med seks-syv sting.
Kun en måned efter skulle vi spille det omvendte opgør mod Blackburn hjemme i London.
Allerede i spillertunnelen var stemningen intens. Man stod meget tæt på for at komme ind på Highbury, skulder ved skulder med modstanderne, og det var nærmest umuligt at presse sig igennem, når først spillerne stod klar på to rækker. Vi var allerede stillet op, da Tony Adams møvede sig igennem som den sidste.
Da han havde placeret sig foran David Seaman, vores målmand, vendte han sig om og kiggede ondt på Tim Sherwood, mens hans pegede på mig.
”You know … You fucking know,” hvæsede han koldt.
Så drejede han sig om igen og gjorde klar til at gå ind. ”Come on, lads,” råbte han.
”Hvad skete der lige der,” tænkte jeg.
Ville han have hævn? Det var overhovedet ikke noget, vi havde talt om, og jeg havde ikke selv tænkt mig at dumme mig med en hævnaktion mod Sherwood. Jeg var stadig alt for ny i klubben i forhold til at rage en tåbelig udvisning til mig.
Da Tony havde været oppe at trække lod ved midterlinjen, kom han hen til mig, inden dommeren fløjtede kampen i gang. ”Jeg skal nok ordne det her,” sagde han bare. ”Du skal ikke selv forsøge på noget.”
Han havde tydeligvis Sherwood i sin sorte bog.
Til sidst i kampen, da der kun manglede et par minutter, fik Tim Sherwood bolden næsten helt ude ved sidelinjen. Han tæmmede den, og det var tydeligt, at Tony øjnede muligheden. Nu skulle det være.
Han kom glidende i en tofods-tackling og ramte Sherwood helt oppe i knæhøjde. En helt vild tackling, der kørte både Sherwood og bolden helt ud til banden, hvor tilskuerne sad. I dag ville det med 100 procents sikkerhed have været et direkte rødt kort. Men ikke dengang.
Tony Adams rejste sig og stillede sig truende over Tim Sherwood, der stadig lå ned.
”This one is from JJ,” sagde han.
Sherwood sagde ingenting.
”Get up,” tilføjede Adams.
Og så rejste Blackburn-spilleren sig pænt og haltede ind på banen igen – uden at klage til dommeren og uden i øvrigt at ømme sig for meget – mens Tony Adams luntede hen forbi dommeren og fik et gult kort. Så var der betalt tilbage, og stor respekt til Tim Sherwood for bare at æde den hævnakt uden at kny.
Sådan var Tony Adams hele vejen igennem. Hvis vi spillede dårligt eller bare var umotiverede i en kamp, kunne han finde på at sprinte nede fra forsvaret, passere alle os på midtbanen og løbe op og flække en af deres midtbanespillere til et klart gult kort.
Når han så løb tilbage, var det med vilde fagter og bandeord. ”Come on, lads. You wanna fucking win this game or what?”
På den måde satte han kursen på holdet på en helt vild måde.
Han var virkelig The Skipper.
En anden skør personlighed i engelsk fodbold på det tidspunkt var Vinnie Jones fra Wimbledon. Han var en del af det hold, der blev døbt The Crazy Gang, fordi de opførte sig tosset og udisciplineret både på og uden for banen. De var vilde med at lave practical jokes på hinanden og kunne finde på at brænde hinandens tøj eller endda spænde en spiller fast på taget af en bil og drøne ned ad vejen ved træningsanlægget. Og på banen var de berømte for at være ekstremt aggressive og ligeglade med reglerne. Det skabte dem både mange tilhængere og fjender.
Jones selv var en hård negl, der elskede at smadre folk ned på banen for at vinde respekt. Han fik 12 røde kort i sin karriere og pralede med, at han havde taget hooliganismen med ind på banen, og gjorde en dyd ud af at intimidere modstanderne. Derfor havde han et princip om, at han i hver kamp valgte en modstander ud, som han ville jorde.
På et tidspunkt tilfaldt den ære mig.
Vi skulle spille mod Wimbledon på Selhurst Park, Crystal Palaces hjemmebane, hvor de hørte til, fordi de på det tidspunkt ikke selv havde et stadion. Da vi ankom, skulle vi ned ad en lang gang og forbi Wimbledons omklædningsrum, før vi kom til vores eget. Allerede på afstand kunne vi høre vild musik fra en ghettoblaster, og da vi passerede deres omklædningsrum, stod Vinnie Jones og poserede truende og veltrænet, kun iført meget små underbukser.
Han kiggede direkte på mig, fremsagde en dyb, aggressiv lyd som et rovdyr, og trak en finger hen over halsen på sig selv. Det var min tur til at dø på banen.
Jeg havde aldrig mødt manden før, så vi havde ikke noget udestående, men jeg var en af de få udlændinge i Premier League, så mon ikke han bare ønskede at vise, hvem der bestemte på engelsk jord?
Det fik han så sat en streg under ganske hurtigt i kampen også. Efter et par minutter var der målspark til Wimbledon, og bolden blev sparket i en høj bue op mod midten. Jeg stod med hovedet vendt mod bolden og gjorde klar til at gå op at heade til den, da jeg spottede Vinnie Jones ud af øjenkrogen. Han anede ikke, hvor bolden var henne, for han havde ryggen til den, men han havde fuld fokus på mig og satte af, da jeg gjorde.
Da han gik op, svingede han albuen på fuld hammer og ramte mig på halsen, så jeg røg i jorden med et gigantisk brag.
Jones var over mig med det samme.
”Get up, you fucking cheating bastard,” sagde han.
Jeg lå bare og tog imod som en groggy bokser.
”You fucking foreign wanker,” fortsatte han.
Jeg fik stablet mig selv på benene, mens Jones bare nedstirrede mig.
Jeg var vant til hårde tacklinger og hårdt spil. Men det var aldrig af en ond mening, kun for at vinde. Sådan var det ikke med Vinnie Jones. Man kunne se i hans øjne, at han var ondskabsfuld, at han gik efter at skade folk – og det var første og eneste gang, at jeg virkelig blev bange for nogen i en fodboldkamp. Jeg var simpelthen nervøs for, at han ville knalde til mig, så jeg blev alvorligt skadet.
Lige der var der sgu ikke meget drøm over at spille i den bedste engelske række. Mest af alt bare frygt.
”Welcome to English football, stranger,” grinede han, inden han løb videre.
John ‘Faxe’ Jensen: Faxe
Faxe – Den ramte jeg sgu lige i røven … er en fortælling om John “Faxe” Jensen, der bragede sig ind i dansk fodboldhistorie med et kraftfuldt højrebensskud til 1-0 mod Tyskland i EM-finalen i 1992.
Men hans karriere bød på meget, meget mere end det. 30 år i professionel fodbold, ni danske mesterskaber med Brøndby IF, Årets Spiller i Danmark i 1987 og meget, meget mere er en del af Faxes vilde historie.
Bogen er rigt illustreret med forord af Peter Schmeichel, interviews med bl.a. Michael Laudrup og Steve Bould – og en helt særlig hilsen fra forsvarslegenden Tony Adams.
I bogen Faxe fortæller John ‘Faxe’ Jensen om sin lange og vilde karriere i dansk topfodbold. Fra sejren i EM ’92 og 10 år på landsholdet til det legendariske samarbejde med Michael Laudrup – tyvstart på Faxes spændende historier herunder.
Faxe er en bog med ren fodboldnostalgi, som tager dig med tilbage til en tid, hvor selv de professionelle fodboldspillere kunne drikke en øl efter kampene, hvor der var mere plads til sjov og spas end i dag – og hvor alle spillerne rejste sig og kæmpede videre efter en hård tackling.
LÆS OGSÅ: Vild med fodbold? De bedste fodboldbøger til hele familien
I bogen får du en masse vilde historier fra John ‘Faxe’ Jensen, et forord skrevet af Peter Schmeichel, en række interviews med blandt andre Michael Laudrup og Steve Bould og meget, meget mere.
Læs et uddrag af Faxe herunder.
Du kan købe Faxe online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 23 juni.
Faxe
John ‘Faxe’ Jensen
TONYS LUSSING OG VINNIES UNDERBUKSER
Der var få minutter til min første kamp i Premier League, og jeg mærkede nervøsiteten krybe ind under den nye, røde Arsenal-trøje.
Godt nok havde jeg lige vundet EM med Danmark og følte mig i god form både selvtillidsmæssigt og fysisk. Men nu skulle jeg vise mig frem på den allerøverste scene, international klubfodbold havde at byde på: den bedste engelske række. På det tidspunkt var ligaen stadig lukket land for de fleste udenlandske spillere, fordi der kun måtte være to ikke-britiske statsborgere på banen for hvert hold, og derfor var det en ære i sig selv bare at blive hentet til engelsk fodbold.
Og jeg skulle endda starte inde i sæsonåbningen mod Norwich på hjemmebane på Highbury. The Home of Football, som vores fans havde døbt stadion. Arsenal var blevet engelske mestre både i 1989 og 1991, og selv om holdet var sluttet på en skuffende fjerdeplads, før jeg kom til, var der stadig store forventninger til klubben forud for denne sæson, der var den første, hvor ligaen havde navnet Premier League. Trods fjerdepladsen havde Arsenal leveret en imponerende stime på 17 kampe uden nederlag undervejs, og der var forhåbninger om, at vi igen kunne spille med om mesterskabet.
Engelsk fodbold var berygtet for sit høje tempo, og jeg var spændt på, om jeg kunne følge med på midtbanen, når det gik stærkt.
Jeg sad i mine egne tanker i omklædningsrummet og prøve- de at fokusere, kilet ind mellem Ian Wright, der havde været topscorer i England året før, og vores anfører Tony Adams, den høje dirigent i vores centrale forsvar. The Skipper, som han kun blev kaldt, var en levende klublegende og havde allerede spillet over 300 kampe for Arsenal, selv om han var 25 år gammel og næsten to år yngre end mig. Samtidig blev han ofte brugt som anfører for det engelske landshold.
Adams havde ikke sagt et eneste ord til mig i timerne op til kampen. Og han havde heller ikke lige sendt mig et smil eller givet mig et beroligende klap på skulderen forud for min debut. Han havde dog grinet sammen med holdkammeraterne, da jeg mødte op i et hasteindkøbt dobbeltradet jakkesæt med lilla skjorte og spraglet slips. Hjemme i Brøndby mødte vi sgu ikke ind i fint tøj, men det gjorde man i Arsenal, viste det sig, og mit lidt for store, ikke særlig kønne jakkesæt vakte opsigt blandt de velklædte engelske spillere i lidt mere moderigtige klæder.
Jeg kendte endnu ikke rytmen omkring en Arsenal-kamp, men jeg syntes, det var underligt med Adams. Da vi andre løb ud til opvarmning, sad han stadig i jakkesættet med benene over kors og drak sin te og spiste en småkage. Det blev ikke kommenteret af nogen, heller ikke manager George Graham.
Tony kom først ud på banen 10 minutter efter os andre, løb et par gange på tværs af banen i langsomt tempo og stoppede så i midtercirklen. Her lavede han et par buk i ryggen for lige at få lidt varme i lænden og vinkede så ud til publikum, før han luntede tilbage til omklædningsrummet. Sidst ude og først færdig. Da vi andre kom tilbage, sad han igen med benene over kors og slappede af.
Da jeg satte mig for at gøre mig klar og trække i kamptrøjen, gav vi lige hinanden et kort nik, og ellers passede jeg bare mig selv.
Først da alle vi andre for længst var klar, rejste Tony Adams sig op, tog sin opvarmningstrøje af og trak kamptrøjen over hovedet.
Han bankede tre gange på klublogoet med kanonen på højre bryst. Så kiggede han for første gang rigtigt på mig og tog fat i kraven på min trøje.
”Come on, JJ,” sagde han.
Og så stangede han mig en ordentlig lussing med højre hånd. Jeg var fuldstændig overrumplet.
Det var ikke bare et venligt tjat på kinden, men en vaskeægte lussing, der sved og efterlod et gedigent rødt mærke.
Hvad fanden skete der lige, tænkte jeg? Men Adams gjorde ikke mere, han fortsatte bare rundt til de andre spillere. De fik et klap på skulderen eller et dask i nakken. Jeg var den eneste, der modtog en syngende lussing.
Og det virkede. Nervøsiteten forsvandt, den blev rent ud sagt banket ud af mig, og jeg var fuldt fokuseret, da vi lidt efter stod i spillertunnelen og ventede på signal til at gå ind. Min venstre kind sved stadig.
Det brøl, der fulgte, da vi trådte ind på grønsværen, var ubeskriveligt. Jeg havde mærket stemningen gennem tv-skærmen, når jeg så engelsk fodbold med min morfar. Det virkede intenst hjemme i sofaen, men det var ingenting i forhold til den virkelighed, der mødte mig i min egen personlige udgave af Tipslørdag med hårde dueller, mudrede baner, højt tempo og skøre personligheder i de kommende måneder og år.
Mange af mine modspillere elskede jo, at det gik hårdt og vildt for sig. En type som Roy Keane fra Manchester United, som jeg havde en del drabelige dueller med i de år, kunne finde på at rejse sig fra en herretackling og rose mig.
”Fucking great tackle, JJ,” sagde han og løb videre med et anerkendende nik.
Det samme gjaldt en fyr som David Batty, der først spillede for Leeds og siden tørnede ud for Blackburn. Når man duellerede med ham på midtbanen, slog det gnister. Han var mindre end mig, men god med bolden og en rigtig lille terrier, så tacklingerne fløj til højre og venstre. Men det var aldrig med onde intentioner, man rejste sig op lige bagefter, gav hinanden hånden og løb videre.
Faktisk blev det George Graham, vores manager, der lærte mig at tackle korrekt i engelsk fodbold. Han havde selv spillet i bl.a. Arsenal og Manchester United og vidste, at det gjaldt om at passe på sig selv. Jeg var vant til at lave glidende tacklinger, hvor jeg kom langs jorden og krogede bolden væk fra modstanderne. Men i England var duelspillet vildere.
”Husk altid at strække benene, når du tackler,” påpegede Graham.
Han havde bemærket, at jeg forsøgte at tackle bolden rent med indersiden. Men han ville have mig til at knalde ind i folk med sålen og dermed med knopperne.
”Og sørg for at ramme den øverste del af bolden,” tilføjede han.
”Den øverste del?”
”Så kører du din kraft hen over bolden og videre op på skinnebenet af modstanderen. På den måde er det ham, der kan komme til skade, og ikke dig.”
Det var vigtig viden at tage med ind i min første sæson, men det tog noget tid at lære det og gøre det til en naturlig del af mit spil. I den periode fik jeg virkelig mange skrub over skinnebenet, fordi modstanderen brugte samme taktik mod mig.
Det var også der, jeg lærte, hvorfor alle engelske hold havde store bøtter med vaseline med ud til kampene. I Danmark var jeg vant til vandflasker på sidelinjen, men her blev de suppleret med vaseline. Det brugte vi til at smøre på øjenbrynene, ligesom boksere gør, for at undgå flækkede øjenbryn, når duellerne blev lidt for vilde inde på banen.
Vi endte med at tabe premieren mod Norwich med 4-2. Tempoet var højere, end jeg nogensinde havde prøvet i en fodboldkamp, men jeg følte, at jeg godt kunne være med, og jeg fik slået et par fede diagonalbolde til Lee Dixon. De sad lige i skoene på ham, og publikum elskede det. Vi kom faktisk foran 2-0, men tabte pusten og lukkede dem ind i kampen. Alligevel kørte jeg hjem med en fed følelse i kroppen den dag. Wauw! Tænk, at EM og de falske støvler havde været med til at give mig den mulighed.
I øvrigt viste Tony Adams sig at være en helt fantastisk fyr – og en sand kriger på vegne af holdet og sine medspillere. Han var en fyr, der godt kunne lide at gå ud og drikke – og endte jo også senere i karrieren i behandling for alkoholisme. Men inden han gjorde det, gik det helt galt op til en kamp, vi skulle spille mod Ipswich i kvartfinalen i FA Cup-turneringen, som betød rigtig meget for de engelske spillere.
Tony røg i byen, helt vissen, og endte med at falde ned ad nogle trapper på en natklub, så han måtte syes med 20 sting over det ene øje. Vi så ham slet ikke i ugen op til kampen, og da han på kampdagen mødte op med et ordentligt plaster ved øjet, troede vi, han kun var med for at heppe. Men som den virkelige anfører, han var, startede han selvfølgelig inde – og endte også med at score et mål på hovedstød, da han udlignede til 1-1.
I stedet for at juble styrede han direkte ud mod bænken, rev plastret af og smurte såret med vaseline.
”Wake up, lads,” skreg han. ”Do you wanna win this fucking thing?”
Den dedikation fra Tony Adams mærkede jeg selv allerede tre dage efter åbningskampen mod Norwich, hvor vi skulle møde oprykkerne fra Blackburn på udebane.
Der stod 0-0 med et kvarter igen, og vi pressede på for en scoring, da vi fik et hjørnespark. Bolden kom indover, blev headet væk og endte ude hos mig, der nemt kunne heade den videre til Paul Merson.
Tim Sherwood, deres unge midtbanespiller, kom busende ud mod mig. Han havde ingen jordisk chance for at nå bolden, men alligevel kastede han sig ind i siden på mig og hævede sin albue op mod mit hoved.
Smak!
Jeg knaldede hovedet ind i den albue og ramte fortumlet jorden.
Da jeg satte mig op igen, opdagede jeg, at blodet fossede ud af munden på mig. Det dryppede ikke bare, men løb som fra en vandhane. Fysioterapeuten kom stormende ind, og jeg måtte skiftes ud med en flækket læbe, der efterlod et ar, som stadig er tydeligt.
Dommeren havde åbenbart ikke opdaget svinestregen, og Tim Sherwood kunne spille videre, mens Blackburn endte med at vinde 1-0 på en sen scoring af Alan Shearer. I omklædningsrum- met kom en af Blackburns læger ilende til oppe fra logerne. Han havde tydeligvis ikke forventet at blive en del af kampen, for han stank godt og grundigt af whisky og bajere ud ad munden. Men han fik klaret en bedøvelse og syede mig bagefter med seks-syv sting.
Kun en måned efter skulle vi spille det omvendte opgør mod Blackburn hjemme i London.
Allerede i spillertunnelen var stemningen intens. Man stod meget tæt på for at komme ind på Highbury, skulder ved skulder med modstanderne, og det var nærmest umuligt at presse sig igennem, når først spillerne stod klar på to rækker. Vi var allerede stillet op, da Tony Adams møvede sig igennem som den sidste.
Da han havde placeret sig foran David Seaman, vores målmand, vendte han sig om og kiggede ondt på Tim Sherwood, mens hans pegede på mig.
”You know … You fucking know,” hvæsede han koldt.
Så drejede han sig om igen og gjorde klar til at gå ind. ”Come on, lads,” råbte han.
”Hvad skete der lige der,” tænkte jeg.
Ville han have hævn? Det var overhovedet ikke noget, vi havde talt om, og jeg havde ikke selv tænkt mig at dumme mig med en hævnaktion mod Sherwood. Jeg var stadig alt for ny i klubben i forhold til at rage en tåbelig udvisning til mig.
Da Tony havde været oppe at trække lod ved midterlinjen, kom han hen til mig, inden dommeren fløjtede kampen i gang. ”Jeg skal nok ordne det her,” sagde han bare. ”Du skal ikke selv forsøge på noget.”
Han havde tydeligvis Sherwood i sin sorte bog.
Til sidst i kampen, da der kun manglede et par minutter, fik Tim Sherwood bolden næsten helt ude ved sidelinjen. Han tæmmede den, og det var tydeligt, at Tony øjnede muligheden. Nu skulle det være.
Han kom glidende i en tofods-tackling og ramte Sherwood helt oppe i knæhøjde. En helt vild tackling, der kørte både Sherwood og bolden helt ud til banden, hvor tilskuerne sad. I dag ville det med 100 procents sikkerhed have været et direkte rødt kort. Men ikke dengang.
Tony Adams rejste sig og stillede sig truende over Tim Sherwood, der stadig lå ned.
”This one is from JJ,” sagde han.
Sherwood sagde ingenting.
”Get up,” tilføjede Adams.
Og så rejste Blackburn-spilleren sig pænt og haltede ind på banen igen – uden at klage til dommeren og uden i øvrigt at ømme sig for meget – mens Tony Adams luntede hen forbi dommeren og fik et gult kort. Så var der betalt tilbage, og stor respekt til Tim Sherwood for bare at æde den hævnakt uden at kny.
Sådan var Tony Adams hele vejen igennem. Hvis vi spillede dårligt eller bare var umotiverede i en kamp, kunne han finde på at sprinte nede fra forsvaret, passere alle os på midtbanen og løbe op og flække en af deres midtbanespillere til et klart gult kort.
Når han så løb tilbage, var det med vilde fagter og bandeord. ”Come on, lads. You wanna fucking win this game or what?”
På den måde satte han kursen på holdet på en helt vild måde.
Han var virkelig The Skipper.
En anden skør personlighed i engelsk fodbold på det tidspunkt var Vinnie Jones fra Wimbledon. Han var en del af det hold, der blev døbt The Crazy Gang, fordi de opførte sig tosset og udisciplineret både på og uden for banen. De var vilde med at lave practical jokes på hinanden og kunne finde på at brænde hinandens tøj eller endda spænde en spiller fast på taget af en bil og drøne ned ad vejen ved træningsanlægget. Og på banen var de berømte for at være ekstremt aggressive og ligeglade med reglerne. Det skabte dem både mange tilhængere og fjender.
Jones selv var en hård negl, der elskede at smadre folk ned på banen for at vinde respekt. Han fik 12 røde kort i sin karriere og pralede med, at han havde taget hooliganismen med ind på banen, og gjorde en dyd ud af at intimidere modstanderne. Derfor havde han et princip om, at han i hver kamp valgte en modstander ud, som han ville jorde.
På et tidspunkt tilfaldt den ære mig.
Vi skulle spille mod Wimbledon på Selhurst Park, Crystal Palaces hjemmebane, hvor de hørte til, fordi de på det tidspunkt ikke selv havde et stadion. Da vi ankom, skulle vi ned ad en lang gang og forbi Wimbledons omklædningsrum, før vi kom til vores eget. Allerede på afstand kunne vi høre vild musik fra en ghettoblaster, og da vi passerede deres omklædningsrum, stod Vinnie Jones og poserede truende og veltrænet, kun iført meget små underbukser.
Han kiggede direkte på mig, fremsagde en dyb, aggressiv lyd som et rovdyr, og trak en finger hen over halsen på sig selv. Det var min tur til at dø på banen.
Jeg havde aldrig mødt manden før, så vi havde ikke noget udestående, men jeg var en af de få udlændinge i Premier League, så mon ikke han bare ønskede at vise, hvem der bestemte på engelsk jord?
Det fik han så sat en streg under ganske hurtigt i kampen også. Efter et par minutter var der målspark til Wimbledon, og bolden blev sparket i en høj bue op mod midten. Jeg stod med hovedet vendt mod bolden og gjorde klar til at gå op at heade til den, da jeg spottede Vinnie Jones ud af øjenkrogen. Han anede ikke, hvor bolden var henne, for han havde ryggen til den, men han havde fuld fokus på mig og satte af, da jeg gjorde.
Da han gik op, svingede han albuen på fuld hammer og ramte mig på halsen, så jeg røg i jorden med et gigantisk brag.
Jones var over mig med det samme.
”Get up, you fucking cheating bastard,” sagde han.
Jeg lå bare og tog imod som en groggy bokser.
”You fucking foreign wanker,” fortsatte han.
Jeg fik stablet mig selv på benene, mens Jones bare nedstirrede mig.
Jeg var vant til hårde tacklinger og hårdt spil. Men det var aldrig af en ond mening, kun for at vinde. Sådan var det ikke med Vinnie Jones. Man kunne se i hans øjne, at han var ondskabsfuld, at han gik efter at skade folk – og det var første og eneste gang, at jeg virkelig blev bange for nogen i en fodboldkamp. Jeg var simpelthen nervøs for, at han ville knalde til mig, så jeg blev alvorligt skadet.
Lige der var der sgu ikke meget drøm over at spille i den bedste engelske række. Mest af alt bare frygt.
”Welcome to English football, stranger,” grinede han, inden han løb videre.
John ‘Faxe’ Jensen: Faxe
Faxe – Den ramte jeg sgu lige i røven … er en fortælling om John “Faxe” Jensen, der bragede sig ind i dansk fodboldhistorie med et kraftfuldt højrebensskud til 1-0 mod Tyskland i EM-finalen i 1992.
Men hans karriere bød på meget, meget mere end det. 30 år i professionel fodbold, ni danske mesterskaber med Brøndby IF, Årets Spiller i Danmark i 1987 og meget, meget mere er en del af Faxes vilde historie.
Bogen er rigt illustreret med forord af Peter Schmeichel, interviews med bl.a. Michael Laudrup og Steve Bould – og en helt særlig hilsen fra forsvarslegenden Tony Adams.
Du kan købe Faxe online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: