Jeffrey Archer Amerikanske romaner Fiktion Historiske romaner Læseprøve og uddrag Romaner om 2. verdenskrig

En af Jeffrey Archers bedst sælgende bøger. Smuglæs i Den store drøm.

Læs første kapitel i den storslåede fortælling om Charlie Trumper i Jeffrey Archers selvstændige bestseller Den store drøm.


I Jeffrey Archers forfatterskab har den ene bestseller afløst den anden, og Den store drøm er ingen undtagelse. Bogen ligger højt på flere lister som en af Jeffrey Archers allerbedste bøger.

Historien om Charlie Trumper, den unge frugt- og grøntsælger, der arver bedstefaderens trækvogn og kæmper sig op fra 1900-tallets slumkvarterer i London til at blive en succesfuld forretningsmand, har taget læsere med storm overalt i verden.

LÆS OGSÅ: Jeffrey Archer er klar med Warwick-serien – en ny storslået skæbnefortælling

Læs første kapitel i den fantastiske familiefortælling, der spænder over tre generationer, tre kontinenter og en verdenskrig.

Du kan købe Den store drøm online, fx. på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.



Jeffrey Archer

Den store drøm

Oversat af Søren H. Madsen


CHARLIE

1900-1919

Kapitel 1

”Du får dem ikke for en rød reje,” som min farfar ville have sagt, mens han holdt et kålhoved frem i begge hænder. ”Du får dem ikke engang for en styver. Men du skal få dem for en jante.”

Det er nogle af de første ord, jeg kan huske. Jeg havde endnu ikke lært at gå, og min ældste søster anbragte mig gerne i en appelsinkasse på fortovet ved siden af farfars trækvogn, så jeg kunne blive fuldt udlært i gadesælgerfaget så tidligt som muligt.

”Han skal vist til at gå mig i bedene,” sagde farfar til kunderne, mens han pegede ned på mig i appelsinkassen. Det første ord, jeg lærte, var faktisk ’farfar’. Det næste ord, jeg lærte, var ’jante’. Inden min treårsfødselsdag kunne jeg lire de fleste af hans sælgersvadaer af. Ingen i familien var nu helt sikker på min fødselsdato, for min far havde tilbragt den pågældende nat i kachotten, og min mor var død, inden jeg drog mit første åndedrag.

Farfar mente, at jeg var kommet til verden en lørdag, og han var helt sikker på, at måneden var januar, og at året var 1900, og datoen blev fastsat til lørdag den 20. januar 1900.

Jeg har aldrig kendt min mor, for hun døde som sagt samme dag, jeg blev født. Sognepræsten sagde, at hun var ’død i barselseng’.

Der gik en del år, før jeg forstod, hvad han mente. Fader O’Malley fortalte mig igen og igen, at hun allerede i levende live havde været en ren engel. Den betegnelse kunne man bestemt ikke klæbe på min far.

Om dagen arbejdede han på havnen, og aftenen tilbragte han på værtshuset. Han kom hjem tidligt om morgenen, fordi det var det eneste sted, han kunne falde i søvn uden at blive forstyrret.

Mine tre søstre udgjorde den øvrige familie. Sal var den ældste. Hun var fem år, og hun vidste helt præcis, hvornår hun var født. Fødslen var nemlig foregået midt om natten, og alt hurlumhejet havde holdt den gamle vågen. Grace var tre år og forstyrrede aldrig en levende sjæl. Og rødtoppen Kitty var halvandet år og vrælede i ét væk.

Familiens overhoved var farfar. Han hed Charlie, og jeg blev opkaldt efter ham. Han havde sit eget værelse i stueetagen i vores hus på Whitechapel Road. Det skyldtes ikke kun, at han var gammel, men også at han altid var meget omhyggelig med at betale sin husleje.

Vi andre blev stuvet sammen i værelset ovenpå. Der var yderligere to rum i stueetagen: en slags køkken og noget, der bedst kunne betegnes som et stort kosteskab, men som Grace foretrak at kalde ’dagligstuen’.

Der var et das – eller et ’nødtørftshus’ – ude i haven, hvor der til gengæld ikke var noget græs. Dasset delte vi med en irsk familie, der logerede på anden sal, og som fortrinsvis benyttede det klokken tre om morgenen.

Farfar havde sit stade på hjørnet af Whitechapel Road. Da jeg omsider fik taget mig sammen til at forlade appelsinkassen og stavrede rundt mellem de andre trækvogne, fandt jeg hurtigt ud af, at hans kolleger betragtede ham som den prægtigste gade- sælger i East End.

Min far, der som sagt var havnearbejder, interesserede sig ikke synderlig meget for os børn. Undertiden lykkedes det ham at tjene et helt pund i løbet af en uge, men alle pengene blev som regel sat over styr henne på værtshuset ’Den Sorte Tyr’. Han både drak og spillede dem op i selskab med vores nabo, Bert Shorrocks, der aldrig sagde et ord, men nøjedes med at brumme.

Det var faktisk farfars skyld, at jeg overhovedet kom i den lokale kommuneskole i Jubilee Street. Jeg var ikke ligefrem nogen duksetype. Jeg fordrev skoletiden med at klappe med låget på min pult og trække ’Trunte’ i rottehalerne. ’Trunte’ sad lige foran mig, og hendes rigtige navn var Rebecca Salmon.

Hun var datter af Dan Salmon, der havde bageriet henne på hjørnet af Brick Lane. ’Trunte’ vidste helt præcis, hvornår hun var født, og hun benyttede enhver lejlighed til at minde os om, at hun var næsten et år yngre end alle os andre i klassen.

Lige så snart det ringede ud efter sidste time, knaldede jeg låget i for sidste gang og skyndte mig hen til hjørnet af Whitechapel Road for at hjælpe til ved trækvognen.

Om lørdagen fik jeg lov til at tage med farfar hen til grønttorvet i Covent Garden, hvor han udvalgte sig de frugter og grøntsager, som han senere skulle sælge fra sin trækvogn – lige over for mr. Salmons bagerbutik og Dunkleys grillbar.

Jeg var nødt til at holde pinen ud henne i skolen, for hvis farfar greb mig i at pjække fra så meget som en time derovre, ville han ikke tage mig med til West Hams hjemmekampe lørdag eftermiddag. Og endnu værre: jeg ville heller ikke få lov til at hjælpe ham ved trækvognen om morgenen.

”Jeg havde håbet, du ville blive ligesom Rebecca Salmon,” sagde han tit. ”Det pigebarn vil drive det vidt …”

”Jeg er også god til at drive,” sagde jeg. Men han lo ikke. Han gjorde mig bare endnu en gang opmærksom på, at hun fik topkarakter i alle fagene.

”Ikke i matematik,” indvendte jeg. ”Dér kan hun ikke være med.” Jeg var god til at lægge tal sammen i hovedet, hvorimod Rebecca Salmon som regel var nødt til at skrive dem ned på et stykke papir. Det irriterede hende ad Pommern til.

Far satte aldrig sine ben på skolen i Jubilee Street i al den tid, jeg gik der. Men farfar troppede op mindst et par gange om året og talte med min klasselærer, mr. Cartwright. Farfar fik at vide, at med mit talent for tal kunne jeg sikkert blive en dygtig bogholder eller kontorist. Ja, mr. Cartwright antydede endda, at han måske kunne hjælpe mig i gang inden for bankverdenen. Men jeg havde kun lyst til at hjælpe farfar med at sælge frugt fra trækvognen.

På siden af den selv samme trækvogn stod der: ”Charlie Trumper – den ærlige grønthandler. Grundlagt 1823.” Jeg var syv år, før det gik op for mig, at navnet var det samme som mit. Far hed George til fornavn, og han havde gentagne gange slået fast, at han ikke agtede at overtage forretningen, når farfar engang gik på pension.

Jeg syntes, det var en glimrende beslutning, og jeg gjorde farfar opmærksom på, at når jeg til sin tid overtog trækvognen, behøvede vi ikke engang ændre navnet.

Farfar brummede og sagde: ”Du skal ikke ende som gadesælger i East End, knægt. Der er stof i dig til noget større.” Det var trist at høre ham sige sådan noget. Han var åbenbart ikke klar over, at jeg ikke havde noget højere ønske her i livet end at blive gadesælger.

Hvert år ved skoleafslutningen blev Rebecca Salmon kaldt op til inspektøren for at modtage en gudsvelsignelse af flidspræmier. Det værste var, at hun også skulle stå oppe på podiet og fremsige et skriftsted – iført hvid kjole, hvide strømper og sorte sko. Hun havde oven i købet en hvid sløjfe i sit lange, sorte hår.

”Hun skifter sikkert også underbukser hver dag,” hviskede lille Kitty i mit øre.

”Og jeg tør vædde med, at hun stadig er jomfru,” sagde Sal.

Jeg slog en høj latter op, for sådan gjorde alle frugthandlerne, når de hørte det ord blive brugt. Men jeg må indrømme, at jeg på det tidspunkt ikke havde den fjerneste anelse om, hvad betegnelsen ’jomfru’ dækkede.

Farfar tyssede på mig, og hans ansigt lyste først op i et smil, da jeg blev kaldt op for at modtage flidspræmien i matematik: en æske med farveblyanter, som jeg ikke anede, hvad jeg skulle stille op med. Men de var trods alt bedre end en bog.

Farfar klappede begejstret i hænderne, og flere af de fremmødte mødre vendte sig om imod ham og smilede. Det overbeviste ham bare endnu mere om, at jeg i hvert fald ikke skulle tages ud af skolen, før jeg var fyldt fjorten år.

Da jeg var omkring ti år, gav farfar mig lov til at lægge varerne frem på trækvognen om morgenen, inden jeg begav mig af sted til skolen. Kartoflerne forrest, bladgrøntsagerne i midten og de bløde frugter bagest. Det var en gylden regel.

”Du må aldrig lade kunderne røre ved frugterne, før de har afleveret pengene,” sagde han. ”Det er svært at kvase en kartoffel, men det er endnu sværere at sælge en klase vindruer, der har været på jorden et par gange.”

Da jeg var fyldt elleve, tog jeg imod kundernes penge og gav dem de byttepenge, som de havde krav på. Det var på det tidspunkt, jeg stiftede bekendtskab med fænomenet ’flad hånd’.

Når jeg havde givet kunderne deres byttepenge, kunne de undertiden finde på at stikke deres tomme håndflade frem for at vise, at de ikke havde fået deres retmæssige tilbagebetaling. Og så var jeg nødt til at give dem nogle flere mønter.

Det var ikke så få penge, jeg unddrog farfar på denne måde, indtil han lærte mig et godt fif. Jeg skulle for eksempel sige: ”To pence baglæns, mrs. Smith.” Og inden jeg rakte kunden mønterne, skulle jeg holde dem frem, så alle kunne se dem.

I en alder af tolv år havde jeg lært at købslå med grossisterne i Covent Garden uden så meget som at fortrække en mine. Og lidt senere solgte jeg så de samme varer til kunderne i Whitechapel med et mægtigt smil om munden. Jeg noterede mig også, at farfar skiftede leverandør med jævne mellemrum, for – som han sagde: ”Ingen skal vide sig sikker på mig.”

Da jeg var tretten år, var jeg blevet hans øjne og ører. Jeg kendte navnet på hver eneste leverandør i Covent Garden. Jeg fandt hurtigt ud af, hvem der lagde de gode frugter oven på de dårlige, og hvem der forsøgte at lave numre. Og jeg fandt ud af, hvem af kunderne der aldrig betalte, hvad de skyldte.

Jeg kan stadig huske, hvordan jeg var ved at revne af stolthed, da mrs. Smelley, der havde et pensionat på Commercial Road, fortalte mig, at jeg nok en skønne dag ville blive en endnu bedre frugthandler end min farfar.

Jeg glemmer aldrig den lørdag morgen, da farfar for første gang gav mig lov til at passe forretningen på egen hånd. I fem timer undlod han at komme med gode råd til mig. Da han gjorde kassen op om aftenen, viste det sig, at overskuddet ikke var lige så stort, som det plejede at være om lørdagen. Men han gav mig alligevel de seks pence, som jeg plejede at få ved udgangen af hver uge.

Farfar så gerne, at jeg fortsatte min skolegang så længe som muligt. Men ved skoleårets slutning i december måned 1913 forlod jeg med min fars velsignelse kommuneskolen i Jubilee Street. Han havde aldrig lagt skjul på, at skolegang efter hans opfattelse var det rene tidsspilde. Jeg var tilbøjelig til at give ham ret – selv om ’Trunte’ havde fået et legat, så hun kunne fortsætte i en fin skole et eller andet sted langt pokker i vold i Hammersmith.

Det var åbenbart mrs. Salmon, der ville have det sådan, for hun fortalte Gud og hvermand om sin datters enestående begavelse.

”Hun er en uforbederlig snob,” hviskede farfar i mit øre.

Jeg havde nogenlunde den samme opfattelse af Trunte, som farfar havde af mrs. Salmon. Men mr. Salmon var god nok. Han havde selv engang været frugthandler – før han blev gift med bager Roachs datter.

Hver lørdag morgen når jeg var i færd med at arrangere varerne på trækvognen, smuttede mr. Salmon ud af bagerbutikken og satte kursen mod synagogen. Trunte havde vist lidt svært ved at finde ud af, om hun skulle følge med ham hen i synagogen, eller om hun skulle blive hjemme hos sin mor i butikken.

”Blandede ægteskaber,” sagde farfar og rystede på hovedet. ”De giver altid problemer.”

Da jeg havde forladt skolen, gav farfar mig frie hænder til at købslå med grossisterne på torvet. Jeg fandt hurtigt frem til én, der indvilligede i at levere mig et dusin æbler for tre pence, hvis jeg kunne garantere ham den samme ordre hver eneste dag i den næste måned.

Farfar og jeg spiste altid et æble hver til frokost, så aftalen betød, at vi fik stillet vores sult, og at jeg fik lejlighed til at prøvesmage nogle af de varer, som jeg solgte fra trækvognen.

Fra det øjeblik var hver eneste dag en lørdag, og det lykkedes os undertiden at få en ugentlig fortjeneste på hele fjorten shillings. Derefter fik jeg en fast ugeløn på fem shillings – en fyrstelig sum. Og hver uge lagde jeg fire shillings ned i en aflåst blikæskeunder farfars seng.

Om aftenen drog den gamle af sted til værtshuset, og det kedede mig gudsjammerligt at sidde og høre mine søstre fortælle om, hvad de havde foretaget sig i løbet af dagen.

Men det var der råd for. Jeg meldte mig ind i Whitechapel Sportsklub og spillede bordtennis hver mandag, onsdag og fredag. Tirsdag og torsdag og lørdag boksede jeg. Jeg blev aldrig nogen ørn til at spille bordtennis, men jeg blev efterhånden en ganske habil bantamvægter, og en enkelt gang repræsenterede jeg klubben i en kamp mod Bethnal Green.

I modsætning til den gamle gik jeg sjældent på værtshus og til hundevæddeløb. Men jeg så stadig de fleste af West Hams kampe. En gang imellem vovede jeg mig oven i købet ind i West End for at se en varieté, som havde fået ros af anmelderne.

Da farfar spurgte mig, hvad jeg ønskede mig til min femtenårsfødselsdag, svarede jeg uden betænkning: ”Min egen trækvogn.” Og jeg tilføjede, at jeg næsten havde sparet penge nok sammen til selv at købe én. Han lo bare og sagde, at hans gamle trækvogn nok skulle holde, indtil jeg engang overtog den. Man skulle ikke investere i noget nyt – især ikke når der var krig.

Mr. Salmon havde for længst fortalt mig, at England havde erklæret Tyskland krig for sådan cirka et år siden. Men alvoren gik først rigtig op for os, da nogle af de unge fyre fra torvet forsvandt, fordi de skulle ’af sted til fronten’. De blev så erstattet af deres yngre brødre – og i visse tilfælde af deres søstre. En almindelig lørdag morgen så man faktisk flere unge mænd i uniform end i civil ude i East End-kvarteret.

Fra den periode har jeg også en tydelig erindring om mr. Schultz. Han var pølsemager, og en gang imellem sendte han os et tandløst smil og pakkede en ekstra pølse ind, som vi ikke skulle betale for. Jeg lagde mærke til, at vinduesruden ind til hans butik tit var baldret om morgenen, og en skønne dag blev der slået brædder for døren. Vi så aldrig mr. Schultz siden. ”Interneret,” mumlede farfar kryptisk.

Far troppede somme tider op lørdag morgen – men kun for at lænse farfar for nogle stakater, så han kunne smutte hen på ’Den Sorte Tyr’ og fordrive tiden med sin kammesjuk Bert Shorrocks.

Det gentog sig uge efter uge, og det var måske fortsat i al evighed, hvis ikke en lidt højrumpet dame i lang, sort kjole og med en parasol i den ene hånd en lørdag var spankuleret hen til vores trækvogn og havde anbragt en hvid fjer i knaphullet på fars jakkerevers.

Far blev stiktosset og fægtede i luften med knyttede næver. Men hun ikke så meget som blinkede. Hun kaldte ham oven i købet ’kujon’ op i hans åbne ansigt. Så snuppede han alle fjerene ud af hånden på hende og kylede dem ned i rendestenen, og i næste øjeblik fór han af sted i retning af ’Den Sorte Tyr’.

Han kom ikke hjem til frokost, da Sal diskede op med et måltid bestående af stegte fiskefileter og pomfritter. Jeg tillod mig at indtage den portion pomfritter, der ellers var tiltænkt ham, hvorefter jeg begav mig af sted for at overvære West Hams hjemmebanekamp.

Han var stadig ikke dukket op, da jeg kom hjem om aftenen. Og da jeg vågnede næste morgen, var hans del af sengen helt urørt. Farfar tog os med i kirke, og da vi kom tilbage, var der stadig ingen spor af far, og endnu en nat havde jeg den store dobbeltseng helt for mig selv.

”Han har såmænd nok overnattet i spjældet,” sagde farfar næste morgen, mens jeg manøvrerede trækvognen ud og ind mellem de mange hestepærer, der lå på kørebanen. Busdriften blev holdt i gang ved hjælp af ægte hestekræfter.

Da vi passerede nummer 110, lagde jeg mærke til, at mrs. Shorrocks stod inde bag vinduet og kiggede ud på mig. Hun havde som sædvanlig et blåt øje og en masse buler og skrammer, som Bert havde udstyret hende med i løbet af den forgangne lørdag aften og nat.

”Du kan smutte hen og få ham løsladt mod kaution ved middagstid,” sagde farfar. ”Til den tid er han sikkert blevet nogenlunde ædru.”

Jeg skumlede ved tanken om, at jeg skulle hoste op med mine egne penge for at betale bøden for ham.

Et par minutter over tolv indfandt jeg mig på politistationen. Den vagthavende betjent fortalte mig, at Bert Shorrocks stadig opholdt sig i detentionen, men derimod havde politiet overhovedet ikke observeret min far i hele weekenden.

”Du kan æde din gamle hat på, at han dukker op igen,” sagde farfar og klukkede.

Men der skulle gå mere end en måned, før far dukkede op igen. Jeg havde svært ved at tro mine egne øjne, da jeg så ham. Han havde en flot uniform på. Han havde meldt sig til et af infanteriregimenterne, og han regnede med, at han ville blive sendt af sted til fronten i løbet af det næste par uger. Men han ville helt bestemt være hjemme igen til jul. En officer havde fortalt ham, at til den tid ville de allierede for længst have bukket begge ender sammen på de rådne pølseædere.

Farfar rystede på hovedet og rynkede brynene. Men jeg var så stolt af min far, at jeg ikke bestilte andet resten af dagen end at spankulere rundt på torvet sammen med ham. Selv damen, der havde stukket den hvide fjer i knaphullet på ham, nikkede anerkendende til ham. Jeg lovede far, at hvis tyskerne ikke var blevet tværet ud inden jul, så skulle jeg personlig møde op og hjælpe ham med at gøre arbejdet færdigt.

Næste morgen var han taget af sted, før farfar og jeg satte kursen mod torvet.

Far sendte os ikke nogen breve. Det var der ikke noget mærkeligt i, for han kunne ikke skrive. Men alle og enhver vidste, at hvis man ikke fik en af de der brune konvolutter, som blev skubbet ind under hoveddøren, var der ikke noget at være nervøs for.

En gang imellem læste mr. Salmon højt for mig af sin morgenavis, men der stod aldrig noget i den om fars regiment. Jeg bad bare til, at den gamle ikke var blevet sendt over til et sted, der hed Ypres, for ifølge avisen skulle der være meget alvorlige tab lige netop dér.

Vi holdt en temmelig stille jul det år, for den gamle var ikke vendt tilbage fra fronten, sådan som officeren ellers havde forudsagt.

Sal, der var ansat i en snask på Commercial Road, genoptog arbejdet allerede anden juledag, og Grace havde vagt på London Hospital i hele den såkaldte ferie. Og Kitty bestilte som sædvanlig ikke rigtig noget. Hun havde sjældent fast arbejde ud over en uges tid ad gangen, men ikke desto mindre gik hun bedre klædt end alle os andre.

Det skyldtes sikkert, at en masse unge fyre hellere end gerne ville spendere deres sidste håndører på hende, inden de drog af sted til fronten. Jeg havde svært ved at forestille mig, hvad hun ville gøre, hvis de alle som én vendte tilbage den samme dag.

En gang imellem kunne Kitty godt finde på at tilbringe et par timer med at ekspedere ved trækvognen. Men lige så snart hun havde spist sig mæt i frugterne, forsvandt hun igen. ”Det her arbejde er hverken til at leve eller dø af,” sagde farfar. Men jeg klagede ikke. Jeg var seksten år, og jeg havde kun én ting i hovedet: at få min egen trækvogn så hurtigt som muligt.

Mr. Salmon fortalte mig, at man efter sigende kunne erhverve sig de bedste trækvogne ovre i Old Kent Road. Det kom sig af, at en masse unge mænd havde fulgt lord Kitcheners opfordring og meldt sig som frivillige.

Den følgende lørdag morgen spurgte jeg farfar, om jeg måtte få fri et par timer.

”Nå, har du fundet dig et pigebarn? For det er vel ikke værtshuset, der trækker?”

”Det er ingen af delene,” svarede jeg med et stort smil om munden. ”Men jeg lover dig, at du bliver den første, der får det at vide.”

Jeg løftede hånden op til kasketten og begav mig af sted i retning af Old Kent Road.

Jeg gik over Tower Bridge og fortsatte længere sydpå, end jeg nogen sinde tidligere havde været, og da jeg nåede frem til det konkurrerende torv, havde jeg svært ved at tro mine egne øjne. Jeg havde aldrig set så mange trækvogne. De var stillet op på række og geled. Der var både korte typer og aflange typer, og de var malet i alle regnbuens farver. Og på flere af dem stod der navne, som var kendt af Gud og hvermand i East End.

Jeg gik rundt i en times tid og undersøgte de vogne, der var til salg. Men jeg blev ved med at vende tilbage til én med blå og gyldne bogstaver. ”Verdens største trækvogn”, stod der på den.

Damen, der solgte den, fortalte mig, at den kun var en måned gammel. Hendes mand var blevet dræbt af pølseæderne, og han havde i sin tid givet tre pund for den. Og det skulle hun i hvert fald også have for den.

Jeg fortalte hende, at jeg kun havde et par pund, men at jeg var parat til at afbetale resten af beløbet inden for det næste halve år. ”Måske er vi alle sammen døde og borte om et halvt år,” bemærkede hun og rystede på hovedet, som om hun havde hørt den slags historier før.


”Så kan du få to pund og seks pence,” sagde jeg. ”Og du kan få min farfars trækvogn med.”
”Hvem er din farfar?” spurgte hun.
”Charlie Trumper,” svarede jeg.
”Så kan du godt nøjes med de to pund og seks pence nu,” sagde hun. ”Hvis du sørger for at betale restbeløbet inden jul.”

Jeg gav hende såvel pengene som hånden, og jeg spankulerede af sted med min nyerhvervelse. Da Sal og Kitty fik øje på mig, begyndte de at hoppe og danse af begejstring. De hjalp mig oven i købet med at male bogstaverne på siden af den: ”Charlie Trumper – den ærlige grønthandler. Grundlagt 1823.” Jeg var sikker på, at farfar ville blive stolt af mig.

Endnu før malingen var tør, trillede jeg trækvognen af sted med kurs mod torvet. Jeg var lykkelig.

”Dér kommer lille Charlie,” råbte en mand. Der havde samlet sig et helt lille opløb henne ved farfars stadeplads. Jeg havde på fornemmelsen, at der var noget galt, og jeg slap håndtagene på min nye trækvogn og løb hen imod den lille flok mennesker. Flere af dem trådte til side og gjorde plads for mig, og jeg fik øje på farfar, der lå nede på brostenene med en kasse æbler anbragt under nakken. Han var askegrå i ansigtet.

Jeg lagde mig ned på knæ ved siden af ham. ”Det er mig, farfar!” råbte jeg. ”Det er Charlie! Hvad skal jeg gøre? Hvordan kan jeg hjælpe dig?”

Han hev efter vejret. ”Hør godt efter, min dreng,” sagde han. ”Trækvognen er din nu, og du skal sørge for at holde et vågent øje med den.”

”Jamen, farfar … det er jo din trækvogn. Hvordan skal du klare dig uden en trækvogn …?”

Men han hørte ikke længere, hvad jeg sagde.



Jeffrey Archer: Den store drøm

En storslået familiefortælling over tre generationer og tre kontinenter.

Charlie Trumper sælger frugt og grønt fra en trækvogn med sin farfar i et af Londons slumkvarterer i starten af 1900-tallet.

LÆS MERE: Få overblik over bøger og serier af Jeffrey Archer

Da bedstefaren pludselig dør overlader han trækvognen til den unge Charlie, der kæmper sig til fremgang sammen med den initiativrige Becky Salmon.

1. verdenskrig sender Charlie til vestfronten, og krigen sætter sine spor på Charlies og hans familie.

Du kan købe Den store drøm online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


Jeg startede i sin tid en bogklub med to af mine gymnasiekammerater og opdagede først for alvor, hvor givende det er at læse noget, andre har valgt. Nu læser jeg med en umættelig følelse af altid at forsømme en anden god bog og forsøger derfor ihærdigt at læse så mange klassikere og så meget forskelligt litteratur som muligt. Som studentermedhjælper på Lindhardt og Ringhof kan du her på Bog.dk finde mit navn på både artikler, lister og læseprøver.