Som publicister bliver vi nødt til at øve os i at få tæsk uden at blive håndsky. Ellers kan vi godt pakke sammen.
Af Lars Boesgaard, Adm. direktør for Lindhardt og Ringhof
Det er nye tider. Statuer rundt om i verden overmales og væltes, veje og pladser kræves omdøbt, en populær is ændrer navn, rim slettes fra klassiske børnebøger, Google fjerner en app fra DR, fordi en børnevært sidder med en lakridspibe i munden, berømte satireprogrammer fjernes fra streamingtjenester, og en museumsudstilling om sømænd beskyldes for at være sexistisk.
Vi har efterhånden vænnet os til, at ytringsfriheden trues af radikale kræfter fra religiøse eller politiske miljøer. Men nu står vi med en ny udfordring, og hver uge kommer stribevis af nye eksempler til. Sociale mediers voldsomt effektive distributionsmuligheder giver pludselig stemme til alle, der mener eller føler noget om noget.
Det begrænser allerede forlag, aviser og andre mediehuse. New York Times har besluttet at nedlægge dagens satiretegning af frygt for kritik, og store forlag har opgivet at udgive Woody Allens erindringer. Som udgiver er det næsten umuligt ikke at komme til at træde nogen over tæerne. Men på Lindhardt og Ringhof er vi publicister, og vi er klar til at udgive bøger, der sikkert sagtens vil kunne anfægtes. Ikke fordi vi har ambitioner om at såre nogen, men fordi vi faktisk mener, at vi står på mål for noget vigtigt. Hvis vi af frygt begynder at begrænse os, så har vi lige pludselig mistet vores rolle i forhold til at turde sætte dagsordener, provokere og give stof til eftertanke.
Churchill og Knud Rasmussen
Heldigvis er der i samfundet en stærkt øget bevidsthed om uretfærdighed i forhold til køn, race, repræsentation og social status. Vi bliver hele tiden klogere, og det giver os et større ansvar, som vi som forlag altid gør os umage for at efterleve. I et stort forlagshus med 300 ansatte går bølgerne ofte højt på gangene, om hvorvidt en udgivelse er vigtig og forsvarlig. Det er en sund og vigtig diskussion, som skal fortsætte.
I den kommende efterårssæson udgiver vi eksempelvis store værker om bl.a. Churchill og Knud Rasmussen. Personer, som der har været voldsom offentlig debat om for nylig. Vores fælles fortid er ikke altid pæn, og begge kan givet opfattes som imperialister, sexister og racister i handling og sprogbrug efter nutidens målestok. Men deres historiske betydning er uomtvistelig. Og vi insisterer på at udgive bøger om væsentlige historiske personer – uanset at deres meritter ikke altid er entydigt sympatiske.
Historiske dokumenter
Vi har de sidste fem år digitaliseret 30.000 bøger, hvis indhold og sprogbrug kan forekomme særdeles provokerende målt med nutidens øjne. Flere bøger har vi forsynet med en lille tekst om, at det er et historisk dokument med datidens sprogbrug, men som udgangspunkt er vi altid tro mod den originale udgave. Det ville være forkert og historieforvanskende at redigere den nu mange år senere ift. køn, race eller politik. Gjorde vi det, ville vi sløre datidens syn på tingene, og vi ville krænke forfatterens værk. Hvad skal ændres, hvad skal ikke, hvor går grænsen, hvad er stødende, hvad er ikke, og hvem sætter de objektive kriterier herfor?
Vi mener, det er væsentligt at give danskerne fuld og nem adgang til hele den litterære kulturarv, og ikke kun den vi selv sympatiserer med. Nye generationer af forskere, studerende og andre interesserede skal også have mulighed for at danne sig egne indtryk af, hvordan man tænkte for ti, halvtreds og hundrede år siden.
Fiktion er fiktion
Med det øgede fokus på identitetspolitik, møder vi nu også en række spørgsmål i forhold til ny litteratur: Må en hvid, midaldrende, mandlig forfatter skrive en roman om en ung, sort, lesbisk kvinde? Bør en skuespiller trække sig fra en opgave som f.eks. at læse en lydbog op, hvis vedkommende ikke har samme kønsidentitet som bogens hovedkarakter? Det er formentlig den største forandring for forlagene i årevis – og det er sundt!
Vi står dog fast på, at fiktion er fiktion, at kunst er kunst, og at fantasien skal have frie rammer, hvis blot det er kvalitet. I yderste konsekvens er der jo heller ingen af vores krimiforfattere, som er mordere eller voldsmænd. Men vi kan sagtens risikere at blive hængt til tørre på de sociale medier for denne tilgang. Og vi kommer givet til at begå fejl. Men det er ikke synd for os, og vi glæder os til diskussionen. Vi tænker, at der kan komme noget frugtbart ud af den.
Ingen klar facitliste
For hvad man kan og må som forfatter og udgiver er ikke altid en diskussion med en klar facitliste. Som forlæggere kommer vi dog til at insistere på, at debatten om, hvad man kan og ikke kan, skal være nuanceret.
Og vi bliver nødt til at øve os i at få tæsk uden at blive håndsky. Ellers kan vi godt pakke sammen.
Ovenstående debatindlæg har været bragt i Berlingske Tidende.
Som publicister bliver vi nødt til at øve os i at få tæsk uden at blive håndsky. Ellers kan vi godt pakke sammen.
Af Lars Boesgaard, Adm. direktør for Lindhardt og Ringhof
Det er nye tider. Statuer rundt om i verden overmales og væltes, veje og pladser kræves omdøbt, en populær is ændrer navn, rim slettes fra klassiske børnebøger, Google fjerner en app fra DR, fordi en børnevært sidder med en lakridspibe i munden, berømte satireprogrammer fjernes fra streamingtjenester, og en museumsudstilling om sømænd beskyldes for at være sexistisk.
Vi har efterhånden vænnet os til, at ytringsfriheden trues af radikale kræfter fra religiøse eller politiske miljøer. Men nu står vi med en ny udfordring, og hver uge kommer stribevis af nye eksempler til. Sociale mediers voldsomt effektive distributionsmuligheder giver pludselig stemme til alle, der mener eller føler noget om noget.
Det begrænser allerede forlag, aviser og andre mediehuse. New York Times har besluttet at nedlægge dagens satiretegning af frygt for kritik, og store forlag har opgivet at udgive Woody Allens erindringer. Som udgiver er det næsten umuligt ikke at komme til at træde nogen over tæerne. Men på Lindhardt og Ringhof er vi publicister, og vi er klar til at udgive bøger, der sikkert sagtens vil kunne anfægtes. Ikke fordi vi har ambitioner om at såre nogen, men fordi vi faktisk mener, at vi står på mål for noget vigtigt. Hvis vi af frygt begynder at begrænse os, så har vi lige pludselig mistet vores rolle i forhold til at turde sætte dagsordener, provokere og give stof til eftertanke.
Churchill og Knud Rasmussen
Heldigvis er der i samfundet en stærkt øget bevidsthed om uretfærdighed i forhold til køn, race, repræsentation og social status. Vi bliver hele tiden klogere, og det giver os et større ansvar, som vi som forlag altid gør os umage for at efterleve. I et stort forlagshus med 300 ansatte går bølgerne ofte højt på gangene, om hvorvidt en udgivelse er vigtig og forsvarlig. Det er en sund og vigtig diskussion, som skal fortsætte.
I den kommende efterårssæson udgiver vi eksempelvis store værker om bl.a. Churchill og Knud Rasmussen. Personer, som der har været voldsom offentlig debat om for nylig. Vores fælles fortid er ikke altid pæn, og begge kan givet opfattes som imperialister, sexister og racister i handling og sprogbrug efter nutidens målestok. Men deres historiske betydning er uomtvistelig. Og vi insisterer på at udgive bøger om væsentlige historiske personer – uanset at deres meritter ikke altid er entydigt sympatiske.
Historiske dokumenter
Vi har de sidste fem år digitaliseret 30.000 bøger, hvis indhold og sprogbrug kan forekomme særdeles provokerende målt med nutidens øjne. Flere bøger har vi forsynet med en lille tekst om, at det er et historisk dokument med datidens sprogbrug, men som udgangspunkt er vi altid tro mod den originale udgave. Det ville være forkert og historieforvanskende at redigere den nu mange år senere ift. køn, race eller politik. Gjorde vi det, ville vi sløre datidens syn på tingene, og vi ville krænke forfatterens værk. Hvad skal ændres, hvad skal ikke, hvor går grænsen, hvad er stødende, hvad er ikke, og hvem sætter de objektive kriterier herfor?
Vi mener, det er væsentligt at give danskerne fuld og nem adgang til hele den litterære kulturarv, og ikke kun den vi selv sympatiserer med. Nye generationer af forskere, studerende og andre interesserede skal også have mulighed for at danne sig egne indtryk af, hvordan man tænkte for ti, halvtreds og hundrede år siden.
Fiktion er fiktion
Med det øgede fokus på identitetspolitik, møder vi nu også en række spørgsmål i forhold til ny litteratur: Må en hvid, midaldrende, mandlig forfatter skrive en roman om en ung, sort, lesbisk kvinde? Bør en skuespiller trække sig fra en opgave som f.eks. at læse en lydbog op, hvis vedkommende ikke har samme kønsidentitet som bogens hovedkarakter? Det er formentlig den største forandring for forlagene i årevis – og det er sundt!
Vi står dog fast på, at fiktion er fiktion, at kunst er kunst, og at fantasien skal have frie rammer, hvis blot det er kvalitet. I yderste konsekvens er der jo heller ingen af vores krimiforfattere, som er mordere eller voldsmænd. Men vi kan sagtens risikere at blive hængt til tørre på de sociale medier for denne tilgang. Og vi kommer givet til at begå fejl. Men det er ikke synd for os, og vi glæder os til diskussionen. Vi tænker, at der kan komme noget frugtbart ud af den.
Ingen klar facitliste
For hvad man kan og må som forfatter og udgiver er ikke altid en diskussion med en klar facitliste. Som forlæggere kommer vi dog til at insistere på, at debatten om, hvad man kan og ikke kan, skal være nuanceret.
Og vi bliver nødt til at øve os i at få tæsk uden at blive håndsky. Ellers kan vi godt pakke sammen.
Ovenstående debatindlæg har været bragt i Berlingske Tidende.
Andre læste også: