Børnebøger Børnebøger 6-9 år Carlsen Manu Sareen Sjove børnebøger

Manu Sareen: Iqbal Farooq er mit bud på Olsen-Banden

manu sareen, iqbal, iqbal farooq

INTERVIEW | Iqbal Farooq er umulig at slippe af med. Heldigvis. Både for læserne, der har savnet ham og for forfatteren Manu Sareen, som holder fast i sin barnlige nysgerrighed, når han skriver om Iqbal. Der er dømt hæsblæsende hundedrama og dårlig onkel-indflydelse i Iqbal Farooq vender tilbage – bog nr. 11 i serien.


Den 10. Iqbal Farooq-bog skulle egentlig være den sidste. Men så let slipper man ikke af med Nørrebros mest usandsynlige helt. Både læserne, illustratoren Lars-Ole Nejstgaard og forfatteren Manu Sareen har savnet Iqbal, så Manu har brugt corona-nedlukningen på at rode Iqbal ud i nye problemer i 11. bog i serien: Iqbal Farooq vender tilbage.

LÆS OGSÅ: Iqbal Farooq vender tilbage er 11. bog i den populære serie af Manu Sareen. Smuglæs i bogen her

”Under corona-nedlukningen var der mange, der henvendte sig og sagde: ‘Kommer der ikke snart en ny?’ Især dem, der havde læst hele serien. Så jeg kunne mærke, at der var et savn. Jeg har også selv savnet universet. Jeg må indrømme, at det er VIRKELIGT svært at slippe Iqbal.”

manu sareen, iqbal
Iqbal bliver ufrivillig “hundepasser” af dronningens hund Tilia i Iqbal Farooq vender tilbage. Illustration: Lars-Ole Nejstgaard

Lytter selv til Iqbal-bøgerne på lydbog

”Når man igennem så mange år har skrevet om samme karakter, så kommer man så meget ind under huden på ham, at det bliver en del af mig. Iqbal er jo også mig, dengang jeg gik i 7. Så vi er blevet en del af hinanden,” fortæller Manu, der under den første corona-nedlukning havde alt for meget tid. Den blev blandt andet brugt på at lytte til Iqbal Farooq-bøgerne på lydbog.

Mest fordi oplæseren Lars Le Dous, ifølge Manu, er:

”Vildt god til at læse op. Han læser dem bedre op, end jeg gør! Men så kom jeg jo bare til at savne Iqbal endnu mere.”

Same old Iqbal

I Iqbal Farooq vender tilbage vil Iqbal bare tjene lidt penge, så han kan give sin far en god fødselsdagsgave.

Onkel står til at hjælpe Iqbal på vanlig kriminel vis, de skal bare lige hapse en hund fra dronningen, fordi Somalier Joes kæreste Conny Duskebusk gerne vil have en hund magen til Dronning Margrethes, og onkel skylder Somalier Joe penge.

LÆS OGSÅ: Iqbal Farooq – fra provokation til prisvinder

Det ender med en kidnapning af dronningens hund, alt går galt for Iqbal, og det bliver ikke lettere, da det viser sig, at hans gamle ærkefjender Svinet og Æselmand arbejder for dronningen.

Manu Sareen: Iqbal Farooq er mit bud på Olsen-Banden
Iqbal på briksen hos skolepsykologen. Illustration: Lars-Ole Nejstgaard

Kan vi som læsere forvente, at det er en helt ny og mere moden Iqbal, der er på spil i Iqbal Farooq vender tilbage?

”Nej. Alt er, som det plejer. Det er det, folk kan lide. Det er ligesom med Olsen Banden-filmene, der er jo ikke forskel på dem, rammen er altid den samme:

Egon (Ove Sprogø) kommer ud af fængslet, Iqbal starter hos skolepsykologen. Egon kommer i fængsel igen, Iqbal slutter hos skolepsykologen.

Som Egon har Iqbal altid en plan. Men det går aldrig ‘skidegodt’ med den plan. Hverken for Egon eller Iqbal.”

Lokket med tegninger

Hvis nu Manu skulle gå hen og glemme Iqbal, så bliver han hurtigt mindet om bogserien, for seriens illustrator Lars-Ole Nejstgaard har ikke kunne dy sig for løbende at sende tegninger til Manu, når han fik en god idé, selvom sidste bog i serien officielt var skrevet med nr. 10.

”Han blev fyr og flamme, da jeg sagde, nu skriver jeg sgu alligevel en bog til. Jeg synes, der er sket meget med illustrationerne undervejs i serien, de er blevet meget mere detaljerede. Lars-Ole er blevet så stor en del af universet.”

Manu Sareen: Iqbal Farooq er mit bud på Olsen-Banden
Manu Sareen om forsiden på den nye Iqbal-bog: “Den er typisk, den er lige, som den skal være: der er en Iqbal, der er en hund, der er en ged, der er en Mohammed, der er en onkel Rafiq. Og der er fuld knald på.” Illustration: Lars-Ole Nejstgaard.

Barnlig på den gode måde

I Iqbal Farooq vender tilbage, har Iqbal besluttet sig for, at nu skal han være en god dreng, der passer skolen og laver lektier. Så vil han bare lige sørge for en rigtig god fødselsdagsgave til sin far. Og så går det hele galt igen, igen.

Men kan vi lære noget af Iqbal, selvom han hele tiden roder sig ud i problemer?

”Jeg har beholdt min nysgerrighed, umodenhed og barnlighed i lang tid. Og med barnlighed og umodenhed, så mener jeg det som noget positivt. Iqbal hjælper mig med at blive i det univers. Det kan jeg godt lide.”

LÆS OGSÅ: De bedste børnebøger til både store og små

Manu har lært af Iqbal, men han har dog også et godt råd til Iqbal:

Træk lige vejret, inden du kaster dig impulsivt ud i noget! Det er også et godt råd til mig selv, haha. For det er SÅ meget mig, det der med at være totalt impulsiv,” indrømmer Manu, der også har kastet sig ud i mange ting og har prøvet kræfter med meget andet end forfatterskabet. Han er uddannet socialpædagog, tidligere radikal politiker og minister og er nu også uddannet sexolog.

Det bedste ved at skrive bøger til børn

Manu Sareen og bøgerne om Iqbal Farooq har modtaget mange priser. BMF-børnebogspris (2007), Orlaprisen (2008) og Danmarks Skolebibliotekarers Børnebogspris (2010). I 2015 modtog Manu Sareen Læringscentrenes Forfatterpris for Iqbal-serien blandt andet med den begrundelse, at der er: “idérigdom og humor ud over det sædvanlige”.

Hvad kan du bedst lide ved at skrive børnebøger?

”Det er helt klart det at kunne lukke sig ind i et børneunivers. Det er også derfor, jeg ELSKER at komme herinde på Carlsen, hvor der er børnebøger lige meget, hvor jeg kigger hen. Jeg misunder virkelig min redaktør Jesper Roos, som er i det her børneunivers hver dag.

“Jeg kan også rigtigt godt lide at være ude og læse højt for børnene. De er det sjoveste publikum.”

Verdens dårligste godnatlæsning

Manu skylder mange forældre en undskyldning! Det er nemlig ikke så let at få børn til at sove, når man først er gået i gang med at læse Iqbal-bøgerne højt.

”Det er rigtigt, haha. Det eneste negative, jeg har hørt fra forældrene om mine bøger er, at det er verdens dårligste godnatlæsning. Børnene skraldgriner i stedet for at sove.

Men det betyder meget for mig, at Iqbal-bøgerne er så oplagte til højtlæsning. Så det både er børnene og forældrene, der kan hygge sig med bøgerne. Jeg ved, at børnene elsker, når deres forældre læser op og skal sige alle de her pinlige ting, der er i dialogen. Så griner de sammen.”

LÆS OGSÅ: Se de nye børnebøger, der er på vej

Det betyder også meget for Manu, at det er blevet en generationsting af læse Iqbal-serien.

“Nu møder jeg voksne mennesker, som fortæller, at de læste Iqbal, da de var små. Og nu vil de læse bøgerne for deres børn. Det bliver jeg så glad for at høre. Så bliver det ikke større, synes jeg.”

3 ting Manu Sareen gør for at holde sig skarp på sproget

“Jeg researcher på, hvad der er sket med sproget.”
“Jeg har en notesbog, som jeg skriver ned i, hvis jeg hører gode vendinger.”
“Mine tre store børn på 17, 22 og 24) er evig inspiration til sproget i Iqbal-bøgerne. De plejer også at læse bøgerne igennem inden udgivelse, men de to store har ikke læst de sidste par bøger, så dem må jeg se at gøre arveløse …”


Iqbal Farooq vender tilbage

Manu Sareen: Iqbal Farooq er mit bud på Olsen-Banden

Iqbal Farooq vender tilbage er bog nummer 11 i serien, og der er i den grad brug for ham.

Somalier Joe har kidnappet dronning Margrethes hund, som har et diamantbesat halsbånd på. Problemet er bare, at politiet, pressen, Svinet og Æselmand er efter Somalier Joe, som spørger til Iqbals hjælp. Kan Iqbal redde hund, dronning og fædreland?

Fra 8 år.

Du kan købe Iqbal Farooq vender tilbage online, eller i din lokale boghandel.


Hele serien om Iqbal Farooq

Iqbal Farooq vender tilbage er 11. bog i Manu Sareens serie om drengen Iqbal og hans familie fra Nørrebro. Tre af bøgerne er blevet filmatiseret. Herunder er oversigt over de forrige bøger.

Iqbal Farooq og den sorte Pjerrot (2006)
Iqbal Farooq og kronjuvelerne (2007)
Iqbal Farooq og den indiske superchip (2009)
Iqbal Farooq og julesvineriet (2009)
Iqbal Farooq på Bornholm (2011)
Iqbal Farooq og den jyske forbandelse (2012)
Iqbal Farooq og jagten på den lille havfrue (2013)
Iqbal Farooq i Indien (2015)
Iqbal Farooq og den hemmelige ismaskine (2016)
Iqbal Farooq i krise (2018)



Ser det som min fornemmeste opgave at sprede læseglæde og dele stærke læseoplevelser med andre læseheste. Det gør jeg som en del af presseteamet hos Lindhardt og Ringhof og i min fritid, hvor bogstakken på mit natbord er faretruende høj. Har en fortid som bogopsætter, journalist, kulturredaktør og kommunikations- og pressekonsulent og har altid valgt arbejdspladsen nøje efter, om jeg kunne dele min store kærlighed til bøger og kultur.