Vi dykker ned i Måske i morgen, Inez Gavilanes’ debutroman til unge, og kommer helt tæt på bogens hovedperson, forfatterens egne skriveråd og arbejdsproces.
Måske i morgen er fiktion, men bogen er inspireret af Inez Gavilanes’ arbejde med socialt udsatte unge og voksne. Al ansvaret for sin mor og hverdagen hviler nu på Lulu, der samtidig må udstå morens kritik.
Til sidst bliver det for meget, og Lulu flygter ud af lejligheden og direkte i armene på en gruppe piger, der griber hende. Tilhørsforholdet kommet dog med en pris, og Lulu må træffe svære valg, der kan ende med at blive katastrofale. Her kan du komme helt tæt på forfatteren.
Hvad har været det mest udfordrende ved at skrive Måske i morgen?
At finde sammenhængende tid til, at skrive bogen. Mens jeg har arbejdet på den, har jeg fået hus og barn, været alvorligt syg og er blevet skilt fra barnets far. Der har været fart på, så det er helt utrolig dejligt, at bogen er blevet en realitet.
Jeg har aldrig overvejet at slippe den undervejs, men den har ind imellem haft lidt trange kår.
Hvis du kunne sige noget til bogens hovedperson, hvad ville du så sige?
Jeg ville sige til hende, at hun har ret til sit eget liv. At selvom hendes mor kræver hende og også ser ud som om, hun har brug for hendes hjælp til overhovedet at holde sig i live, så er det ikke sådan, det er.
Ingen børn skal være forældre for deres egen mor eller far, og ingen forældre har ret til, at berøve deres børn en barndom eller spænde ben for, at de kan skabe sig en identitet og et liv op gennem deres ungdom. Det er det sværeste i hele verden at skulle sætte en grænse for en mor, der på alle måder har lært dig, at du ingen grænser må have.
Men den eneste udvej er at gøre dig fri. Du skal ikke have dårlig samvittighed, din mor er et voksent menneske, der må tage ansvar for sig selv. Hun kan ikke tillade sig at kræve din hjælp i stedet for den hjælp hun bliver tilbudt fra det offentlige. Især ikke når det spænder ben for dit liv.
Du har ikke pligt til at passe på hende, hun har pligt til at passe på dig. Og det gør hun allerbedst ved at tage imod hjælp fra der, hvor man reelt kan hjælpe hende, og give dig muligheden for at finde dine egne ben. Og du er ikke alene, Lulu. Heller ikke selvom det føles sådan. Du er elsket, og du har ret til et godt og glædesfyldt liv.
Hvad håber du på, at læserne får ud af at læse din bog?
Jeg håber læserne får en forståelse for piger som Lulu og de andre karakterer i bogen. Der er gode grunde til, at mennesker som Lulu trækker sig fra fællesskabet i klassen, undlader at indgå venskaber og i det hele taget holder sig for sig selv.
De vogter over de hemmeligheder, der findes i familien, om det er psykisk sygdom, misbrug, overgreb, kriminalitet eller noget andet, der er tabubelagt, og som let bliver fordømt af andre.
Jeg håber inderligt, at vi kan blive bedre til at møde hinanden med forståelse og uden fordomme og forudindtagede forestillinger om, hvad der rør sig i dem, der har svært ved at få en hverdag til at hænge sammen. For med forståelse og åbenhed kan vi skabe rum og plads til, at en pige som Lulu betror sig til nogen og bliver hjulpet, før det går galt.
Ja, og så håber jeg, at hvis der er læsere, der selv sidder i en situation som Lulus, Kits, Missys eller Babys, at de så vil føle sig set og hørt og måske endda få en oplevelse af, at de ikke er alene. For det er de ikke. Slet ikke. Så det gælder om at finde modet til at at turde at række ud til nogen.
Hvilke råd ville du give andre, der drømmer om at blive forfatter?
Skriv om noget du brænder for og gerne om noget, du kender. Lad være at vente på inspirationen, den kommer – eller også gør den ikke. Det er lige meget, du skal skrive alligevel. Lad være at skrive hvis du kan lade være. Det er ikke særlig eksotisk at skrive en bog, og det tager en helvedes tid. Så hvis du heller vil lue ukrudt eller tage til fest, så gør det.
Men hvis du har noget på hjerte, der skal ned på skrift, så skriv til du segner. Skriv om og lad være med at holde fast i noget, bare fordi det er skrevet ned. Hvis ikke det svinger, så smid det ud, lav det om.
Hvis du keder dig, når du læser din egen tekst, keder andre sig dobbelt op. Slet, forfin, ret til. Bliv ved til du kaster op. Og så forfra igen. Og send så dit manus ind. Lad være at sidde og putte med det og lade hele familien læse det. Det er lige meget, hvad din bedste veninde eller mor synes. De elsker dig.
Det er redaktøren, der bestemmer. Og hun skal tænde på din tekst ikke på dig. Så lad være med at tøve. Kom i gang! Og så ses vi til forlagsfesterne! DE er fede. God skrivelyst.
Inez Gavilanes: Måske i morgen
Lulu bor med sin psykisk ustabile mor i en forstad til København. Men hun kæmper med en sort ensomhed, der synes at gribe mere og mere om sig, og da det en dag slår klik for hendes mor, flygter Lulu ud af lejligheden. Hun skal bare lige have en pause. Væk fra sin mor og kritikken, der hagler ned over hende.
Men så møder Lulu en flok piger, der ser hende, og som giver hende en opmærksomhed, hun er uvant med. Lulu føler sig som et menneske igen, og hun bliver snart en del af gruppen. Men tilhørsforholdet kommer med en pris, og da spillereglerne viser sig at være svære, ender Lulu snar som en brik i et spil, der kan få fatale konsekvenser.
Inez Gavilanes (f. 1977) har i en årrække arbejdet med udsatte unge, der har haft stoffer, kriminalitet og psykisk sygdom tæt inde på livet.
Inez er uddannet gruppeterapeut og har en bachelor i jura fra Københavns universitet. Ud over sit etablerede forfatterskab har Inez også skrevet og spillet musik, bl.a. som medlem af popgruppen Sukkerchok. Inez bor i dag uden for Roskilde med sin datter.
Vi dykker ned i Måske i morgen, Inez Gavilanes’ debutroman til unge, og kommer helt tæt på bogens hovedperson, forfatterens egne skriveråd og arbejdsproces.
Måske i morgen er fiktion, men bogen er inspireret af Inez Gavilanes’ arbejde med socialt udsatte unge og voksne. Al ansvaret for sin mor og hverdagen hviler nu på Lulu, der samtidig må udstå morens kritik.
Til sidst bliver det for meget, og Lulu flygter ud af lejligheden og direkte i armene på en gruppe piger, der griber hende. Tilhørsforholdet kommet dog med en pris, og Lulu må træffe svære valg, der kan ende med at blive katastrofale. Her kan du komme helt tæt på forfatteren.
Hvad har været det mest udfordrende ved at skrive Måske i morgen?
At finde sammenhængende tid til, at skrive bogen. Mens jeg har arbejdet på den, har jeg fået hus og barn, været alvorligt syg og er blevet skilt fra barnets far. Der har været fart på, så det er helt utrolig dejligt, at bogen er blevet en realitet.
Hvis du kunne sige noget til bogens hovedperson, hvad ville du så sige?
Jeg ville sige til hende, at hun har ret til sit eget liv. At selvom hendes mor kræver hende og også ser ud som om, hun har brug for hendes hjælp til overhovedet at holde sig i live, så er det ikke sådan, det er.
Ingen børn skal være forældre for deres egen mor eller far, og ingen forældre har ret til, at berøve deres børn en barndom eller spænde ben for, at de kan skabe sig en identitet og et liv op gennem deres ungdom. Det er det sværeste i hele verden at skulle sætte en grænse for en mor, der på alle måder har lært dig, at du ingen grænser må have.
LÆS OGSÅ: Inez Gavilanes: Vi mennesker er meget ens. Det er det, vi bliver udsat for, som gør forskellen
Men den eneste udvej er at gøre dig fri. Du skal ikke have dårlig samvittighed, din mor er et voksent menneske, der må tage ansvar for sig selv. Hun kan ikke tillade sig at kræve din hjælp i stedet for den hjælp hun bliver tilbudt fra det offentlige. Især ikke når det spænder ben for dit liv.
Du har ikke pligt til at passe på hende, hun har pligt til at passe på dig. Og det gør hun allerbedst ved at tage imod hjælp fra der, hvor man reelt kan hjælpe hende, og give dig muligheden for at finde dine egne ben. Og du er ikke alene, Lulu. Heller ikke selvom det føles sådan. Du er elsket, og du har ret til et godt og glædesfyldt liv.
Hvad håber du på, at læserne får ud af at læse din bog?
Jeg håber læserne får en forståelse for piger som Lulu og de andre karakterer i bogen. Der er gode grunde til, at mennesker som Lulu trækker sig fra fællesskabet i klassen, undlader at indgå venskaber og i det hele taget holder sig for sig selv.
Jeg håber inderligt, at vi kan blive bedre til at møde hinanden med forståelse og uden fordomme og forudindtagede forestillinger om, hvad der rør sig i dem, der har svært ved at få en hverdag til at hænge sammen. For med forståelse og åbenhed kan vi skabe rum og plads til, at en pige som Lulu betror sig til nogen og bliver hjulpet, før det går galt.
LÆS OGSÅ: Måske i morgen af Inez Gavilanes åbner døren til en anden side af virkeligheden
Ja, og så håber jeg, at hvis der er læsere, der selv sidder i en situation som Lulus, Kits, Missys eller Babys, at de så vil føle sig set og hørt og måske endda få en oplevelse af, at de ikke er alene. For det er de ikke. Slet ikke. Så det gælder om at finde modet til at at turde at række ud til nogen.
Hvilke råd ville du give andre, der drømmer om at blive forfatter?
Skriv om noget du brænder for og gerne om noget, du kender. Lad være at vente på inspirationen, den kommer – eller også gør den ikke. Det er lige meget, du skal skrive alligevel. Lad være at skrive hvis du kan lade være. Det er ikke særlig eksotisk at skrive en bog, og det tager en helvedes tid. Så hvis du heller vil lue ukrudt eller tage til fest, så gør det.
Hvis du keder dig, når du læser din egen tekst, keder andre sig dobbelt op. Slet, forfin, ret til. Bliv ved til du kaster op. Og så forfra igen. Og send så dit manus ind. Lad være at sidde og putte med det og lade hele familien læse det. Det er lige meget, hvad din bedste veninde eller mor synes. De elsker dig.
Det er redaktøren, der bestemmer. Og hun skal tænde på din tekst ikke på dig. Så lad være med at tøve. Kom i gang! Og så ses vi til forlagsfesterne! DE er fede. God skrivelyst.
Inez Gavilanes: Måske i morgen
Lulu bor med sin psykisk ustabile mor i en forstad til København. Men hun kæmper med en sort ensomhed, der synes at gribe mere og mere om sig, og da det en dag slår klik for hendes mor, flygter Lulu ud af lejligheden. Hun skal bare lige have en pause. Væk fra sin mor og kritikken, der hagler ned over hende.
Men så møder Lulu en flok piger, der ser hende, og som giver hende en opmærksomhed, hun er uvant med. Lulu føler sig som et menneske igen, og hun bliver snart en del af gruppen. Men tilhørsforholdet kommer med en pris, og da spillereglerne viser sig at være svære, ender Lulu snar som en brik i et spil, der kan få fatale konsekvenser.
Du kan købe Måske i morgen online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Se bogtraileren
Om forfatteren
Inez Gavilanes (f. 1977) har i en årrække arbejdet med udsatte unge, der har haft stoffer, kriminalitet og psykisk sygdom tæt inde på livet.
Inez er uddannet gruppeterapeut og har en bachelor i jura fra Københavns universitet. Ud over sit etablerede forfatterskab har Inez også skrevet og spillet musik, bl.a. som medlem af popgruppen Sukkerchok. Inez bor i dag uden for Roskilde med sin datter.
Inez Gavilanes medvirker også i novelleantologien På den anden side. Se bogen her.
Andre læste også: