En kold søndag aften i 1957 står Sarah Dewhurst sammen med sin far foran en tankstation og venter på den drage, han har hyret til at hjælpe på gården. Sådan lyder præmissen for Patrick Ness nye roman, Burn, og du kan læse det første kapitel af den lige her.
Burn af Patrick Ness
Verden ender i flammer, og det begynder med en drage, en profeti og en helt almindelig pige.
Sarah Dewhurst og hendes far lever en fattig tilværelse som outsidere i den lille by Frome. Tilværelsen tvinger dem til at hyre en drage til at hjælpe til på gården, noget som kun de allerfattigste gør.
Da Kazimir lander på gården, vækker hans Sarahs nysgerrighed. Drager bør ikke have en sjæl, men den insisterer på at beskytte hende. Kazimir ved noget, Sarah ikke ved. Han er ankommet til gården med viden om en profeti. En profeti, der involverer en snigmorder, en dragetilbedende kult, to FBI-agenter og Sarah selv.
En kold søndag aften i begyndelsen af 1957 – den selvsamme dag, faktisk, hvor Dwight David Eisenhower for anden gang aflagde ed som USA’s præsident – stod Sarah Dewhurst sammen med sin far på parkeringspladsen foran Chevron-tanken og ventede på den drage, han havde hyret som medhjælper på farmen.
“Han er forsinket,” sagde Sarah stille.
“Den,” sagde hendes far og sendte en spytklat ned mod den olierede jord og ramte en af de frosne vandpytter. “Du skal ikke kalde den ved navn. Du skal ikke sige din til den. Den hedder den. Ikke han.”
Han kom ikke ind på det, hun havde sagt om, at dragen var forsinket. Eller måske gjorde han i kraft af sit bryske tonefald og spytklatten.
“Det er iskoldt,” sagde hun.
“Det er vinter.”
“Må jeg vente i bilen?”
“Det var dig, der var så ivrig efter at tage med.”
“Jeg vidste ikke, at han ville være forsinket. Den ville være forsinket.”
“Man kan ikke regne med dem.”
Hvorfor hyrer du så en? tænkte Sarah, men var klog nok til ikke at spørge. Hun kendte også svaret: De havde ikke råd til at betale nogle mænd for at rydde de to skove mod syd. Markerne skulle beplantes, og hvis de blev det, så var der en chance – den var lille, men den var der – for at banken ikke overtog farmen.
Hvis en drage brugte en måned eller deromkring på at brænde træerne ned og rydde stedet for aske og stumper, så ville Gareth Dewhurst måske, hen mod slutningen af februar, kunne hyre nogle heste billigt og få vendt den forkullede jord med den tredive år gamle, forældede plov. Og hen mod april ville de nye marker så, måske, være klar til at blive beplantet. Og det ville, måske, være nok til at holde kreditorerne væk indtil høsten.
Det var disse overvældende og udmattende tanker, der, i takt med at farmen blev mere og mere umulig for to mennesker at drive og mere og mere forgældet, havde pint Sarah og hendes far, siden hendes mors død for to år siden. Bekymringerne fyldte så meget, at de havde fordrevet sorgen og nu optog alle hendes fars vågne timer og alle de timer, hvor Sarah ikke var i skole.
Sarah hørte sin far puste langsomt ud gennem næsen. Det var altid et tegn på, at han var ved at bløde op.
“Du må gerne køre, når vi skal hjem,” sagde han stille hen over skulderen.
“Hvad med vicesherif Kelby?” spurgte hun og mærkede den sædvanlige knude i maven ved tanken om vicesherif Kelby.
“Tror du virkelig, at jeg ville mødes med en hyret klo, hvis jeg ikke var sikker på, at Kelby havde fri i aften? Kør du bare.”
Hun stod halvanden meter bag ham, men skjulte alligevel sit smil. “Tak, far,” sagde hun. Hun var næsten seksten og var først om nogle måneder gammel nok til at få kørekort i staten Washington, men der blev set igennem fingre med en del i landbrugets navn. Medmindre at den, der så, var vicesherif Kelby.
Og medmindre at den, han så på, var Sarah Dewhurst, hvis hud var meget mørkere end hendes fars og meget lysere end hendes kære, afdøde mors. Det var et emne, der lå vicesherif Kelby på sinde. Intet ville glæde Kelby mere end at gribe Sarah Dewhurst i at sidde ulovligt bag rattet i en ladvogn, og hvad kunne han så finde på?
Sarah strammede frakken omkring sig og bandt bæltet. Det var hendes mors frakke, og hun var allerede ved at vokse fra den, men ikke nok til at der skulle ofres penge på en ny. Den strammede hen over skuldrene, men hun kunne i det mindste holde varmen i den. Næsten.
Da Sarah stak hænderne i lommerne igen, hørte hun vingeslag.
Der var en time til midnat. Chevron-tanken var lukket, kun sikkerhedsbelysningen var tændt, og himlen var bitterlig kold og pløret til med stjerner og et udslip af Mælkevejen hen over midten. Denne del af landet var berømt for sin regn, eller mere præcist for sine endeløse, grå dage. Men denne aften, den 20. januar 1957, var klar. Månen var trekvartfuld og hang lavt på himlen som en lysende medspiller til de hvide prikker.
Hvide prikker, der nu gled en skygge hen over. “Den hypnotiserer dig ikke,” sagde hendes far. “Det er en gammel skrøne. Den er bare et dyr. Stor og farlig, men et dyr.”
“Et dyr, der kan tale,” sagde hun.
“Et dyr uden sjæl er stadig et dyr, uanset hvor mange ord det har lært at lyve med.”
Mennesker stolede ikke på drager, selvom der havde hersket fred mellem parterne i mange hundrede år. Hendes fars fordomme var ikke ualmindelige blandt folk på hans alder, men Sarah spekulerede på, hvor meget der udsprang af, at de veltalende, mystiske væsner så demonstrativt ignorerede menneskene for tiden, bortset fra de få, der var villige til at lade sig hyre som arbejdskraft. I Sarahs generation var det derimod svært at finde en teenager, der ikke gerne ville være en.
Denne specifikke drage kom flyvende ind fra nord, hvilket Sarah helst ville tro betød, at den kom fra den store drageødemark i det vestlige Canada, som var et af verdens få sidste naturområder, hvor der stadig fløj drager omkring, og hvor de stadig havde deres egne samfund og deres egne hemmeligheder.
Hun vidste, at det var en lige lovlig fantasifuld tanke. Canada lå lidt over tre hundrede kilometer væk, og ødemarken lå yderligere knap tre hundrede kilometer væk. Desuden ophørte de canadiske drager officielt med at kommunikere med mennesker, et årti inden Sarahs far blev født. Hvem vidste, hvad de havde haft gang i ude i ødemarken i de seneste halvtreds år?
De af dem, der lejede sig selv ud som arbejdskraft, gav ingen svar, hvis de havde nogen. Og denne her kom sikkert bare fra en anden farm og et andet sted med en ussel og elendig hyre.
Den fløj hen over dem.
Han, tænkte Sarah, han fløj hen over dem. Den eneste grund til, at hun ikke tænkte hun, var, at hendes far havde talt over sig, første gang han nævnte ansættelsen. “Det er ikke ulovligt,” havde han sagt, hvilket Sara godt vidste, “men der bliver ballade uanset hvad. Vi holder mund med det, indtil han er i gang med arbejdet, og ingen kan standse ham.”
Sarah var ikke helt klar over, hvad der var sket i den mellemliggende uge, som så ufravigeligt havde ændret han til den. I tankstationens skær var dragen blot en silhuet, der kredsede over dem, men Sarah var alligevel forbløffet over dens størrelse.Femten meter, måske atten, fra vingespids til vingespids.
Det var en lille drage.
“Far?” sagde hun.
“Shh, ikke nu.”
De betragtede den, mens den kredsede over dem en gang til og derefter fløj op mod himlen. Hverken mødested eller mødetidspunkt var særlig overraskende. Med tanke på det, hendes far med rette havde sagt om potentielle problemer, så var herlys og civilisation nok til, at et menneske kunne føle sig tryg, og tilstrækkeligt med mørke og fravær af andre mennesker til, at det samme gjaldt for dragen. Alligevel var denne drage tydeligvis mere forsigtig end flertallet af sin art.
Da den omsider landede, så hun hvorfor. Hun så også, hvorfor den var så lille.
“Han er blå,” sagde hun og brød flere af de regler, hendes far havde fastlagt.
“Jeg vil ikke være nødt til at tysse på dig igen,” sagde han uden at vende sig om, for hans blik var kun rettet mod dragen nu.
Dragen var blå. Eller en blå, rettede Sarah sig selv, og selvfølgelig ikke rigtig blå, men den blå nuance som heste og katte har, en mørk, sølvagtig grå, som får et blåt skær i det rette lys.
Han havde ikke den brændte, sortrøde farve, som kendetegnede de canadiske drager, hun nu og da havde set arbejde på farmene eller flyve hen over bjergene i det fjerne med kurs mod guderne måtte vide hvorhen og hvorfor.
Men en blå. En blå var russisk, i hvert fald oprindeligt, af slægt. De var meget sjældne. Sarah havde kun set dem i bøger og var mere end almindeligt overrasket over, at hun ikke havde hørt lokale rygter om denne her. En russisk drage var også af andre grunde bekymrende, ikke mindst på grund af Khrushchev, Sovjetunionens ministerpræsident, som på stort set ugentlig basis truede med at udrydde dem. Drager blandede
sig ikke i menneskepolitik, men Sarah og hendes far fik næppe nye venner af at have den her drage på farmen.
Den var landet lige uden for kransen af lys fra tankstationens skilt, den krans, som Sarah og hendes far stod lige midt i.
Jorden rystede ikke, da dragen forsigtigt satte en fod ned på den og bremsede sin glidende flugt gennem luften. Men den rystede nu, hvor dragen bevægede sig fremad med lang, fremstrakt hals og sænket hoved, og for hvert skridt, den tog, borede kløerne for enden af dens vinger, de der kæmpevinger, som strittede ud til begge sider, sig ned i jorden for at virke større og mere truende.
Da den omsider trådte ind i lyset, så hun, at den kun havde ét øje. Det andet var dækket af arvæv og så ud til at være syet sammen med reb for at holde sig lukket. Det raske øje førte resten af dragens krop hen imod dem, indtil den standsede og tog to dybe indåndinger. Det vidste Sarah, den ville gøre. Deres lugtesans var skarpere end blodhundes. Der gik rygter om, at de kunne lugte mere end blot almindelige lugte, at de også kunne lugte ens frygt, eller om man løj, men det var sandsynligvis samme gamle skrøne som den om, at de kunne hypnotisere en.
Sandsynligvis.
“Er du manden?” spurgte den. Ordene kom buldrende fra et sted så dybt inde i dens bryst, at Sarah snarere mærkede end hørte dem.
“Hvem skulle jeg ellers være?” svarede hendes far, og Sarah hørte til sin overraskelse en underliggende frygt i hans stemme.
Dragen kneb mistroisk sit ene øje sammen. Den forstod tydeligvis ikke hendes fars svar, hvilket også gik op for ham. “Jeg er manden,” sagde han.
Dragen kiggede op og ned ad ham og rettede derefter blikket mod Sarah.
“Hende skal du ikke tale til,” sagde hendes far. “Jeg tog hende kun med som vidne, eftersom det er jeres krav.”
Det var nyt for Sarah. Et vidne? Hendes far havde fået det til at lyde, som om det havde været hendes egen irriterende idé, det med at tage med.
Dragen holdt hovedet sænket, men krummede halsen og lignede på alle måder en slange, der skulle til at angribe. Den førte næsen helt hen til hendes far, så tæt på, at den kunne have ædt ham i én enkelt mundfuld.
Men den slags forekom sjældent nu.
“Betaling,” buldrede den. Et ord, ikke et spørgsmål.
“Bagefter,” sagde hendes far.
“Nu,” sagde dragen og bredte vingerne ud.
“Ellers hvad? Lader du mig så gå op i flammer?”
Der kom endnu en dæmpet buldren fra dragens bryst, og Sarah panikkede et øjeblik og spekulerede over, om hendes far var gået for langt. Denne drage havde mistet et øje, måske følte den sig ikke forpligtet af …
Så opdagede hun, at den lo.
“Hvorfor dræber dragen ikke længere mennesket?” spurgte dragen med et skævt smil.
Nu var det hendes fars tur til at være forvirret. “Hvad?”
Men dragen besvarede selv sit spørgsmål. “Samfundet,” sagde den, og trods dens ikke-menneskelige (og for den sags skyld ikke-russiske) accent, trods dens manglende sjæl, kunne Sarah høre den muntre bitterhed, med hvilken den udtalte det ene ord. “Halvdelen,” sagde dragen og gik nu i forhandling.
“Bagefter,” sagde hendes far.
“Halvdelen nu.”
“En fjerdedel nu. Tre fjerdedele bagefter.”
Dragen overvejede det, og et kort øjeblik rettede den atter øjet mod Sarah. Den kan ikke hypnotisere dig, mindede hun sig selv om. Det kan han ikke.
“Acceptabelt,” buldrede dragen og satte sig ned på bagdelen for at afvente sin fjerdedel af betalingen. Gareth Dewhurst vendte sig om mod sin datter og nikkede kort. De havde forudset dette, og Sarah gik hen til ladvognen, åbnede døren til passagersædet og stak hånden ind i handskerummet. Så tog hun en lille, blank guldsplint op, som hendes far havde formet ved at omsmelte sin billigt fremstillede vielsesring. Det var alt, hvad de ejede. De havde intet tilovers at betale dragen med, når han havde gjort sit arbejde, men hendes far havde afvist samtlige Sarahs forsøg på at løse det problem.
“Det ordner sig,” sagde han bare. Hun gik ud fra, at det var ensbetydende med en omsmeltning af hendes mors nedarvede sølvstel, i håb om at dragen ville acceptere et mindre værdifuldt metal, og vel vidende at det næppe var tilfældet.
Men hvad hvis den nægtede? Hvad hvis den reagerede dårligt på at blive snydt? Men på den anden side, hvad kunne den så i sidste ende stille op? Ikke engang vicesheriffer, der ikke var Kelby, ville bekymre sig synderligt om, at en drage blev underbetalt. Alligevel gav det Sarah en dårlig fornemmelse i maven. Og der skulle ellers meget til.
Det var der, hun opbevarede alle sine bekymringer. Og dem var der mange af for tiden. Hun gik hen til sin far med den lille guldsplint. Han nikkede til hende, da han tog imod den, sikkert på grund af hendes mod, tænkte hun. Han rakte den op til dragen, så den kunne snuse til den, hvilket den retteligt gjorde ved at suge luften så voldsomt ind, at det virkede, som om den forsøgte at trække guldet ud mellem hendes fars udstrakte fingre.
“Pauvert,” sagde dragen.
“Det var aftalen,” sagde hendes far.
“Aftalen var pauver.” Men dragen rakte en åben klo frem, og hendes far lagde guldet i den.
“Vores handel er bevidnet,” sagde hendes far så. “En fjerdedel er udbetalt. Aftalen er forseglet.”
Et øjeblik efter nikkede dragen.
“Ved du, hvor farmen er?”
Dragen nikkede igen.
“Du sover i de marker, du rydder,” sagde hendes far. “Du påbegynder arbejdet i morgen.”
Det nikkede dragen ikke til, den smilede blot igen, som om den reflekterede over, at den sådan lod sig kommandere med.
“Hvad?” sagde hendes far. “Hvad er der?”
Der kom igen en leende buldren fra dragens bryst, hvorefter den, igen, sagde: “Samfundet.” Og så lettede den så pludseligt fra jorden, at Sarah og hendes far næsten blev fejet omkuld. Og med et var den bare en skygge på himlen igen.
“Ved den, hvor farmen er?” spurgte hun.
“Den var nødt til at danne sig et overblik over arbejdet,” sagde hendes far og gik hen mod ladvognen.
“Hvor var jeg?” spurgte hun og fulgte efter ham. “Du sagde, at du fik den gennem mr. Inagawas’ mellemmand …”
“Du behøver ikke at vide alt.” Han satte sig ind bag rattet og smækkede døren i. Sarah åbnede døren til passagersædet, men satte sig ikke ind. “Du sagde, at jeg måtte køre.”
Han udstødte det der lange suk ud gennem næsen igen.
“Det er også rigtigt.”
Et øjeblik senere var de ude på vejen. Sarah skiftede uden problemer gear på trods af den notorisk besværlige kobling og de stejle bakker og sving, som kendetegnede dette område af landet. Hun undgik hullerne i vejen og viste af, selvom det var flere kilometer siden, de havde mødt en bil, og hun undgik at trampe på speederen på den måde, hun vidste drev hendes far til vanvid. Han havde absolut intet at brokke sig over. Alligevel brokkede han sig.
“Ikke så stærkt,” sagde han, da de trillede væk fra den sidste strækning med asfalteret vej i Frome, Washington, den lille landsby, som deres farm lå i den fjerne udkant af. “Man ved aldrig, hvornår der kommer en hjort springende.”
“Der er en drage på himlen,” sagde hun og kiggede ud ad forruden og op på stjernerne. “Hjortene gemmer sig.”
“Hvis de ved, hvad der tjener dem bedst,” sagde hendes far og holdt i det mindste op med at tale om hendes kørsel. Vejen var sort, bortset fra bilens forlygter. Ingen gadelys, ingen lys fra nærliggende huse, fordi der ingen var, kun tæt skov, der lukkede sammen om dem som selve natten. De kørte et par minutter i tavshed, mens Sarah tænkte på, at der kun var knap seks timer til, at hun skulle op og fodre hønsene og svinene, inden hun tog i skole.
Så kom hun i tanke om det. “Hvad var det der med et vidne? Hvad var jeg vidne til?”
“Drager tror, at mennesker lyver,” sagde hendes far som forklaring, men ikke som undskyldning. “Og kræver mindst ét vidne til hver lovformelig aftale.”
“Vidnet kan vel også bare lyve?”
“Det er klart, og det sker selvfølgelig også, men så bliver skylden i det mindste fordelt. Så er to mennesker vanærede i stedet for kun ét.” Han trak på skuldrene. “Dragefilosofi.”
“Vi løj.”
Han skævede til hende.
“Det gjorde vi,” sagde hun. “Vi har ikke noget guld at betale den med, når den er færdig.”
“Jeg har sagt, at du ikke skal bekymre dig om det.”
“Hvordan skulle jeg lade være? Drager er farlige. Vi løj over for den. Vi bærer begge skylden.”
“Du bærer ingen skyld, Sarah.” Hans tonefald indikerede, at der ikke var plads til flere spørgsmål, og slet ikke om, hvor meget skyld han bar.
Desuden handler det mere om, at de bliver vanærede. Deres fornemmelse for et ords betydning. At de overholder det, de opfatter som principper.”
Hun kunne ikke lade være: “Det lyder ret meget som det, væsner med en sjæl gør.”
“Sarah,” sagde hendes far advarende.
Ladvognen forsvandt fra vejen.
Først troede Sarah, at hun på en eller anden måde var drejet ned i en grøft, fordi bilens kølerparti vendte nedad, så hun var hamret ind i rattet, og hendes far gled hele vejen ned fra sædet og ind i instrumentbrættet. Han råbte op, men mere af overraskelse end af smerte, og tog fra med hånden.
Sarah trådte hårdt på bremsen, men der skete ikke noget. De fortsatte med at vippe forover, som om de skulle til at slå en kolbøtte …
Indtil de blev vippet bagover og kastet hjælpeløst tilbage i deres sæder, da bilens bagende nu vendte nedad.
“Hvad fanden?” sagde hendes far opskræmt. Ladvognen tippede fremad igen, og Sarah kiggede ud på vejen.
Som var ved at forsvinde under dem.
“Han løftede os op,” sagde hendes far og strakte sig for at se ud ad bagruden. Sarah kiggede sig også tilbage, men turde ikke slippe rattet for at kaste et længere blik. Dragen havde sat bagkløerne i hver side af ladvognen, ligesom en ørn, der lige havde fanget en laks.
Sarah kiggede lige frem for sig igen, på vejen og træerne, der for forbi under dem, mens dragen baskede med sine store vinger og fløj dem, håbede hun, hjem til farmen.
“Han løftede os op,” sagde hendes far igen, uden selv at bemærke ændringen til han, og kunne næsten ikke styre sin vrede.
“Mon han slipper os?” spurgte Sarah.
Hun kunne se, at hendes far ikke kendte svaret. De befandt sig i dragens kløer. De havde absolut intet at skulle have sagt om næste skridt.
Se bogtraileren til Burn
Andre bøger af Patrick Ness
Chaos Walking (1) – Knivens stemme
Hvordan kan du flygte, når dine alle kan høre dine tanker?
Prentisstown er en usædvanlig by, for her er der ingen hemmeligheder. Alle kan nemlig høre hinandens tanker i en overvældende strøm af Støj.
Kort før sin fødselsdag, opdager Todd sammen med sin hun, Manchee, et område med total stilhed.
Til deres store overraskelse, opdager de også, at byen, hvor privatliv er en umulighed, gemmer på en mørk hemmelighed. En hemmelighed så grusom, at Todd og Manchee må flygte, hvis de vil gøre sig håb om at overleve.
Fjendens ansigt er en intens, chokerende og meget bevægende roman om at yde modstand under et ekstremt pres.
Todd og Viola har været på farten med en farlig hær af mænd fra Todds hjemby lige i hælene. Det har betydet, at de er røget direkte i armene på deres værste fjende: Borgmester Prentiss.
Han adskiller Todd og Viola fra hinanden, og Todd ved ikke, hvor hun er, eller om hun overhovedet er i live. Todd bliver tvunget til at underkaste sig Borgmester Prentiss’ magt og vilje, men så en dag begynder bomberne at falde fra himlen … Hvilke hemmeligheder gemmer der sig uden for byen?
Krigens monstre er en intens, voldsom og tankevækkende afslutning på den dybt originale YA-trilogi Chaos Walking.
Himlen trækker sig sammen over Todd og Viola. Foran dem står tre hære i krig, der kun har ét mål: at udslette hinanden. Midt i orkanens øje står Todd og Viola, og de har svært ved at vælge side. Krig virker uundgåeligt, og håbet om fred er begyndt at forsvinde. Men så melder en tredje stemme sig, som vender op og ned på alt.
Denne stemme tørster efter hævn, og nu er Todd og Viola for alvor nødt til at tage del i kampen, men hvad er der tilbage at kæmpe for, når krig forvandler mennesker til monstre?
Langt under havets overflade kæmper Batseba og de andre hvaler kæmper en endeløs kamp mod mennesket. Men en dag – da de angriber et af menneskenes skibe – finder de ikke blot det sædvanlige bytte.
De finder et menneske, som bærer på den største hemmelighed af alle, og for første gang kommer hvalerne på sporet af ham – monsteret, myten, djævelen selv …
Nu påbegynder den ultimative jagt på det onde, og når den er forbi, vil verden være forandret for altid.
En kold søndag aften i 1957 står Sarah Dewhurst sammen med sin far foran en tankstation og venter på den drage, han har hyret til at hjælpe på gården. Sådan lyder præmissen for Patrick Ness nye roman, Burn, og du kan læse det første kapitel af den lige her.
Burn af Patrick Ness
Verden ender i flammer, og det begynder med en drage, en profeti og en helt almindelig pige.
Sarah Dewhurst og hendes far lever en fattig tilværelse som outsidere i den lille by Frome. Tilværelsen tvinger dem til at hyre en drage til at hjælpe til på gården, noget som kun de allerfattigste gør.
Da Kazimir lander på gården, vækker hans Sarahs nysgerrighed. Drager bør ikke have en sjæl, men den insisterer på at beskytte hende. Kazimir ved noget, Sarah ikke ved. Han er ankommet til gården med viden om en profeti. En profeti, der involverer en snigmorder, en dragetilbedende kult, to FBI-agenter og Sarah selv.
Du kan købe Burn online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Burn
af Patrick Ness
Oversat af
Elisabeth Kiertzner
1
En kold søndag aften i begyndelsen af 1957 – den selvsamme dag, faktisk, hvor Dwight David Eisenhower for anden gang aflagde ed som USA’s præsident – stod Sarah Dewhurst sammen med sin far på parkeringspladsen foran Chevron-tanken og ventede på den drage, han havde hyret som medhjælper på farmen.
“Han er forsinket,” sagde Sarah stille.
“Den,” sagde hendes far og sendte en spytklat ned mod den olierede jord og ramte en af de frosne vandpytter. “Du skal ikke kalde den ved navn. Du skal ikke sige din til den. Den hedder den. Ikke han.”
Han kom ikke ind på det, hun havde sagt om, at dragen var forsinket. Eller måske gjorde han i kraft af sit bryske tonefald og spytklatten.
“Det er iskoldt,” sagde hun.
“Det er vinter.”
“Må jeg vente i bilen?”
“Det var dig, der var så ivrig efter at tage med.”
“Man kan ikke regne med dem.”
Hvorfor hyrer du så en? tænkte Sarah, men var klog nok til ikke at spørge. Hun kendte også svaret: De havde ikke råd til at betale nogle mænd for at rydde de to skove mod syd. Markerne skulle beplantes, og hvis de blev det, så var der en chance – den var lille, men den var der – for at banken ikke overtog farmen.
Hvis en drage brugte en måned eller deromkring på at brænde træerne ned og rydde stedet for aske og stumper, så ville Gareth Dewhurst måske, hen mod slutningen af februar, kunne hyre nogle heste billigt og få vendt den forkullede jord med den tredive år gamle, forældede plov. Og hen mod april ville de nye marker så, måske, være klar til at blive beplantet. Og det ville, måske, være nok til at holde kreditorerne væk indtil høsten.
Det var disse overvældende og udmattende tanker, der, i takt med at farmen blev mere og mere umulig for to mennesker at drive og mere og mere forgældet, havde pint Sarah og hendes far, siden hendes mors død for to år siden. Bekymringerne fyldte så meget, at de havde fordrevet sorgen og nu optog alle hendes fars vågne timer og alle de timer, hvor Sarah ikke var i skole.
Sarah hørte sin far puste langsomt ud gennem næsen. Det var altid et tegn på, at han var ved at bløde op.
“Du må gerne køre, når vi skal hjem,” sagde han stille hen over skulderen.
“Hvad med vicesherif Kelby?” spurgte hun og mærkede den sædvanlige knude i maven ved tanken om vicesherif Kelby.
“Tror du virkelig, at jeg ville mødes med en hyret klo, hvis jeg ikke var sikker på, at Kelby havde fri i aften? Kør du bare.”
Hun stod halvanden meter bag ham, men skjulte alligevel sit smil. “Tak, far,” sagde hun. Hun var næsten seksten og var først om nogle måneder gammel nok til at få kørekort i staten Washington, men der blev set igennem fingre med en del i landbrugets navn. Medmindre at den, der så, var vicesherif Kelby.
Og medmindre at den, han så på, var Sarah Dewhurst, hvis hud var meget mørkere end hendes fars og meget lysere end hendes kære, afdøde mors. Det var et emne, der lå vicesherif Kelby på sinde. Intet ville glæde Kelby mere end at gribe Sarah Dewhurst i at sidde ulovligt bag rattet i en ladvogn, og hvad kunne han så finde på?
Sarah strammede frakken omkring sig og bandt bæltet. Det var hendes mors frakke, og hun var allerede ved at vokse fra den, men ikke nok til at der skulle ofres penge på en ny. Den strammede hen over skuldrene, men hun kunne i det mindste holde varmen i den. Næsten.
Der var en time til midnat. Chevron-tanken var lukket, kun sikkerhedsbelysningen var tændt, og himlen var bitterlig kold og pløret til med stjerner og et udslip af Mælkevejen hen over midten. Denne del af landet var berømt for sin regn, eller mere præcist for sine endeløse, grå dage. Men denne aften, den 20. januar 1957, var klar. Månen var trekvartfuld og hang lavt på himlen som en lysende medspiller til de hvide prikker.
Hvide prikker, der nu gled en skygge hen over. “Den hypnotiserer dig ikke,” sagde hendes far. “Det er en gammel skrøne. Den er bare et dyr. Stor og farlig, men et dyr.”
“Et dyr, der kan tale,” sagde hun.
“Et dyr uden sjæl er stadig et dyr, uanset hvor mange ord det har lært at lyve med.”
Mennesker stolede ikke på drager, selvom der havde hersket fred mellem parterne i mange hundrede år. Hendes fars fordomme var ikke ualmindelige blandt folk på hans alder, men Sarah spekulerede på, hvor meget der udsprang af, at de veltalende, mystiske væsner så demonstrativt ignorerede menneskene for tiden, bortset fra de få, der var villige til at lade sig hyre som arbejdskraft. I Sarahs generation var det derimod svært at finde en teenager, der ikke gerne ville være en.
Denne specifikke drage kom flyvende ind fra nord, hvilket Sarah helst ville tro betød, at den kom fra den store drageødemark i det vestlige Canada, som var et af verdens få sidste naturområder, hvor der stadig fløj drager omkring, og hvor de stadig havde deres egne samfund og deres egne hemmeligheder.
Hun vidste, at det var en lige lovlig fantasifuld tanke. Canada lå lidt over tre hundrede kilometer væk, og ødemarken lå yderligere knap tre hundrede kilometer væk. Desuden ophørte de canadiske drager officielt med at kommunikere med mennesker, et årti inden Sarahs far blev født. Hvem vidste, hvad de havde haft gang i ude i ødemarken i de seneste halvtreds år?
De af dem, der lejede sig selv ud som arbejdskraft, gav ingen svar, hvis de havde nogen. Og denne her kom sikkert bare fra en anden farm og et andet sted med en ussel og elendig hyre.
Den fløj hen over dem.
Han, tænkte Sarah, han fløj hen over dem. Den eneste grund til, at hun ikke tænkte hun, var, at hendes far havde talt over sig, første gang han nævnte ansættelsen. “Det er ikke ulovligt,” havde han sagt, hvilket Sara godt vidste, “men der bliver ballade uanset hvad. Vi holder mund med det, indtil han er i gang med arbejdet, og ingen kan standse ham.”
Sarah var ikke helt klar over, hvad der var sket i den mellemliggende uge, som så ufravigeligt havde ændret han til den. I tankstationens skær var dragen blot en silhuet, der kredsede over dem, men Sarah var alligevel forbløffet over dens størrelse.Femten meter, måske atten, fra vingespids til vingespids.
“Far?” sagde hun.
“Shh, ikke nu.”
De betragtede den, mens den kredsede over dem en gang til og derefter fløj op mod himlen. Hverken mødested eller mødetidspunkt var særlig overraskende. Med tanke på det, hendes far med rette havde sagt om potentielle problemer, så var herlys og civilisation nok til, at et menneske kunne føle sig tryg, og tilstrækkeligt med mørke og fravær af andre mennesker til, at det samme gjaldt for dragen. Alligevel var denne drage tydeligvis mere forsigtig end flertallet af sin art.
Da den omsider landede, så hun hvorfor. Hun så også, hvorfor den var så lille.
“Han er blå,” sagde hun og brød flere af de regler, hendes far havde fastlagt.
“Jeg vil ikke være nødt til at tysse på dig igen,” sagde han uden at vende sig om, for hans blik var kun rettet mod dragen nu.
Han havde ikke den brændte, sortrøde farve, som kendetegnede de canadiske drager, hun nu og da havde set arbejde på farmene eller flyve hen over bjergene i det fjerne med kurs mod guderne måtte vide hvorhen og hvorfor.
Men en blå. En blå var russisk, i hvert fald oprindeligt, af slægt. De var meget sjældne. Sarah havde kun set dem i bøger og var mere end almindeligt overrasket over, at hun ikke havde hørt lokale rygter om denne her. En russisk drage var også af andre grunde bekymrende, ikke mindst på grund af Khrushchev, Sovjetunionens ministerpræsident, som på stort set ugentlig basis truede med at udrydde dem. Drager blandede
sig ikke i menneskepolitik, men Sarah og hendes far fik næppe nye venner af at have den her drage på farmen.
Den var landet lige uden for kransen af lys fra tankstationens skilt, den krans, som Sarah og hendes far stod lige midt i.
Jorden rystede ikke, da dragen forsigtigt satte en fod ned på den og bremsede sin glidende flugt gennem luften. Men den rystede nu, hvor dragen bevægede sig fremad med lang, fremstrakt hals og sænket hoved, og for hvert skridt, den tog, borede kløerne for enden af dens vinger, de der kæmpevinger, som strittede ud til begge sider, sig ned i jorden for at virke større og mere truende.
Da den omsider trådte ind i lyset, så hun, at den kun havde ét øje. Det andet var dækket af arvæv og så ud til at være syet sammen med reb for at holde sig lukket. Det raske øje førte resten af dragens krop hen imod dem, indtil den standsede og tog to dybe indåndinger. Det vidste Sarah, den ville gøre. Deres lugtesans var skarpere end blodhundes. Der gik rygter om, at de kunne lugte mere end blot almindelige lugte, at de også kunne lugte ens frygt, eller om man løj, men det var sandsynligvis samme gamle skrøne som den om, at de kunne hypnotisere en.
Sandsynligvis.
“Er du manden?” spurgte den. Ordene kom buldrende fra et sted så dybt inde i dens bryst, at Sarah snarere mærkede end hørte dem.
“Hvem skulle jeg ellers være?” svarede hendes far, og Sarah hørte til sin overraskelse en underliggende frygt i hans stemme.
Dragen kneb mistroisk sit ene øje sammen. Den forstod tydeligvis ikke hendes fars svar, hvilket også gik op for ham. “Jeg er manden,” sagde han.
Dragen kiggede op og ned ad ham og rettede derefter blikket mod Sarah.
“Hende skal du ikke tale til,” sagde hendes far. “Jeg tog hende kun med som vidne, eftersom det er jeres krav.”
Det var nyt for Sarah. Et vidne? Hendes far havde fået det til at lyde, som om det havde været hendes egen irriterende idé, det med at tage med.
Dragen holdt hovedet sænket, men krummede halsen og lignede på alle måder en slange, der skulle til at angribe. Den førte næsen helt hen til hendes far, så tæt på, at den kunne have ædt ham i én enkelt mundfuld.
Men den slags forekom sjældent nu.
“Betaling,” buldrede den. Et ord, ikke et spørgsmål.
“Bagefter,” sagde hendes far.
“Nu,” sagde dragen og bredte vingerne ud.
“Ellers hvad? Lader du mig så gå op i flammer?”
Der kom endnu en dæmpet buldren fra dragens bryst, og Sarah panikkede et øjeblik og spekulerede over, om hendes far var gået for langt. Denne drage havde mistet et øje, måske følte den sig ikke forpligtet af …
Så opdagede hun, at den lo.
Nu var det hendes fars tur til at være forvirret. “Hvad?”
Men dragen besvarede selv sit spørgsmål. “Samfundet,” sagde den, og trods dens ikke-menneskelige (og for den sags skyld ikke-russiske) accent, trods dens manglende sjæl, kunne Sarah høre den muntre bitterhed, med hvilken den udtalte det ene ord. “Halvdelen,” sagde dragen og gik nu i forhandling.
“Bagefter,” sagde hendes far.
“Halvdelen nu.”
“En fjerdedel nu. Tre fjerdedele bagefter.”
Dragen overvejede det, og et kort øjeblik rettede den atter øjet mod Sarah. Den kan ikke hypnotisere dig, mindede hun sig selv om. Det kan han ikke.
“Acceptabelt,” buldrede dragen og satte sig ned på bagdelen for at afvente sin fjerdedel af betalingen. Gareth Dewhurst vendte sig om mod sin datter og nikkede kort. De havde forudset dette, og Sarah gik hen til ladvognen, åbnede døren til passagersædet og stak hånden ind i handskerummet. Så tog hun en lille, blank guldsplint op, som hendes far havde formet ved at omsmelte sin billigt fremstillede vielsesring. Det var alt, hvad de ejede. De havde intet tilovers at betale dragen med, når han havde gjort sit arbejde, men hendes far havde afvist samtlige Sarahs forsøg på at løse det problem.
“Det ordner sig,” sagde han bare. Hun gik ud fra, at det var ensbetydende med en omsmeltning af hendes mors nedarvede sølvstel, i håb om at dragen ville acceptere et mindre værdifuldt metal, og vel vidende at det næppe var tilfældet.
Men hvad hvis den nægtede? Hvad hvis den reagerede dårligt på at blive snydt? Men på den anden side, hvad kunne den så i sidste ende stille op? Ikke engang vicesheriffer, der ikke var Kelby, ville bekymre sig synderligt om, at en drage blev underbetalt. Alligevel gav det Sarah en dårlig fornemmelse i maven. Og der skulle ellers meget til.
Det var der, hun opbevarede alle sine bekymringer. Og dem var der mange af for tiden. Hun gik hen til sin far med den lille guldsplint. Han nikkede til hende, da han tog imod den, sikkert på grund af hendes mod, tænkte hun. Han rakte den op til dragen, så den kunne snuse til den, hvilket den retteligt gjorde ved at suge luften så voldsomt ind, at det virkede, som om den forsøgte at trække guldet ud mellem hendes fars udstrakte fingre.
“Pauvert,” sagde dragen.
“Det var aftalen,” sagde hendes far.
“Aftalen var pauver.” Men dragen rakte en åben klo frem, og hendes far lagde guldet i den.
“Vores handel er bevidnet,” sagde hendes far så. “En fjerdedel er udbetalt. Aftalen er forseglet.”
Et øjeblik efter nikkede dragen.
“Ved du, hvor farmen er?”
Dragen nikkede igen.
“Du sover i de marker, du rydder,” sagde hendes far. “Du påbegynder arbejdet i morgen.”
Det nikkede dragen ikke til, den smilede blot igen, som om den reflekterede over, at den sådan lod sig kommandere med.
“Hvad?” sagde hendes far. “Hvad er der?”
Der kom igen en leende buldren fra dragens bryst, hvorefter den, igen, sagde: “Samfundet.” Og så lettede den så pludseligt fra jorden, at Sarah og hendes far næsten blev fejet omkuld. Og med et var den bare en skygge på himlen igen.
“Ved den, hvor farmen er?” spurgte hun.
“Den var nødt til at danne sig et overblik over arbejdet,” sagde hendes far og gik hen mod ladvognen.
“Hvor var jeg?” spurgte hun og fulgte efter ham. “Du sagde, at du fik den gennem mr. Inagawas’ mellemmand …”
“Du behøver ikke at vide alt.” Han satte sig ind bag rattet og smækkede døren i. Sarah åbnede døren til passagersædet, men satte sig ikke ind. “Du sagde, at jeg måtte køre.”
Han udstødte det der lange suk ud gennem næsen igen.
“Det er også rigtigt.”
Et øjeblik senere var de ude på vejen. Sarah skiftede uden problemer gear på trods af den notorisk besværlige kobling og de stejle bakker og sving, som kendetegnede dette område af landet. Hun undgik hullerne i vejen og viste af, selvom det var flere kilometer siden, de havde mødt en bil, og hun undgik at trampe på speederen på den måde, hun vidste drev hendes far til vanvid. Han havde absolut intet at brokke sig over. Alligevel brokkede han sig.
“Ikke så stærkt,” sagde han, da de trillede væk fra den sidste strækning med asfalteret vej i Frome, Washington, den lille landsby, som deres farm lå i den fjerne udkant af. “Man ved aldrig, hvornår der kommer en hjort springende.”
“Der er en drage på himlen,” sagde hun og kiggede ud ad forruden og op på stjernerne. “Hjortene gemmer sig.”
“Hvis de ved, hvad der tjener dem bedst,” sagde hendes far og holdt i det mindste op med at tale om hendes kørsel. Vejen var sort, bortset fra bilens forlygter. Ingen gadelys, ingen lys fra nærliggende huse, fordi der ingen var, kun tæt skov, der lukkede sammen om dem som selve natten. De kørte et par minutter i tavshed, mens Sarah tænkte på, at der kun var knap seks timer til, at hun skulle op og fodre hønsene og svinene, inden hun tog i skole.
Så kom hun i tanke om det. “Hvad var det der med et vidne? Hvad var jeg vidne til?”
“Drager tror, at mennesker lyver,” sagde hendes far som forklaring, men ikke som undskyldning. “Og kræver mindst ét vidne til hver lovformelig aftale.”
“Vidnet kan vel også bare lyve?”
“Det er klart, og det sker selvfølgelig også, men så bliver skylden i det mindste fordelt. Så er to mennesker vanærede i stedet for kun ét.” Han trak på skuldrene. “Dragefilosofi.”
Han skævede til hende.
“Det gjorde vi,” sagde hun. “Vi har ikke noget guld at betale den med, når den er færdig.”
“Jeg har sagt, at du ikke skal bekymre dig om det.”
“Hvordan skulle jeg lade være? Drager er farlige. Vi løj over for den. Vi bærer begge skylden.”
“Du bærer ingen skyld, Sarah.” Hans tonefald indikerede, at der ikke var plads til flere spørgsmål, og slet ikke om, hvor meget skyld han bar.
Desuden handler det mere om, at de bliver vanærede. Deres fornemmelse for et ords betydning. At de overholder det, de opfatter som principper.”
Hun kunne ikke lade være: “Det lyder ret meget som det, væsner med en sjæl gør.”
“Sarah,” sagde hendes far advarende.
Ladvognen forsvandt fra vejen.
Først troede Sarah, at hun på en eller anden måde var drejet ned i en grøft, fordi bilens kølerparti vendte nedad, så hun var hamret ind i rattet, og hendes far gled hele vejen ned fra sædet og ind i instrumentbrættet. Han råbte op, men mere af overraskelse end af smerte, og tog fra med hånden.
Sarah trådte hårdt på bremsen, men der skete ikke noget. De fortsatte med at vippe forover, som om de skulle til at slå en kolbøtte …
Indtil de blev vippet bagover og kastet hjælpeløst tilbage i deres sæder, da bilens bagende nu vendte nedad.
“Hvad fanden?” sagde hendes far opskræmt. Ladvognen tippede fremad igen, og Sarah kiggede ud på vejen.
Som var ved at forsvinde under dem.
“Han løftede os op,” sagde hendes far og strakte sig for at se ud ad bagruden. Sarah kiggede sig også tilbage, men turde ikke slippe rattet for at kaste et længere blik. Dragen havde sat bagkløerne i hver side af ladvognen, ligesom en ørn, der lige havde fanget en laks.
Sarah kiggede lige frem for sig igen, på vejen og træerne, der for forbi under dem, mens dragen baskede med sine store vinger og fløj dem, håbede hun, hjem til farmen.
“Han løftede os op,” sagde hendes far igen, uden selv at bemærke ændringen til han, og kunne næsten ikke styre sin vrede.
“Mon han slipper os?” spurgte Sarah.
Hun kunne se, at hendes far ikke kendte svaret. De befandt sig i dragens kløer. De havde absolut intet at skulle have sagt om næste skridt.
Se bogtraileren til Burn
Andre bøger af Patrick Ness
Chaos Walking (1) – Knivens stemme
Hvordan kan du flygte, når dine alle kan høre dine tanker?
Prentisstown er en usædvanlig by, for her er der ingen hemmeligheder. Alle kan nemlig høre hinandens tanker i en overvældende strøm af Støj.
Kort før sin fødselsdag, opdager Todd sammen med sin hun, Manchee, et område med total stilhed.
Til deres store overraskelse, opdager de også, at byen, hvor privatliv er en umulighed, gemmer på en mørk hemmelighed. En hemmelighed så grusom, at Todd og Manchee må flygte, hvis de vil gøre sig håb om at overleve.
Du kan købe Knivens stemme online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Du kan også læse et uddrag af Knivens stemme online her.
LÆS OGSÅ: Bag om Chaos Walking – Eksklusiv Q&A med Patrick Ness
Chaos Walking (2) – Fjenden ansigt
Fjendens ansigt er en intens, chokerende og meget bevægende roman om at yde modstand under et ekstremt pres.
Todd og Viola har været på farten med en farlig hær af mænd fra Todds hjemby lige i hælene. Det har betydet, at de er røget direkte i armene på deres værste fjende: Borgmester Prentiss.
Han adskiller Todd og Viola fra hinanden, og Todd ved ikke, hvor hun er, eller om hun overhovedet er i live. Todd bliver tvunget til at underkaste sig Borgmester Prentiss’ magt og vilje, men så en dag begynder bomberne at falde fra himlen … Hvilke hemmeligheder gemmer der sig uden for byen?
Du kan købe Fjendens ansigt online, fx hos Saxo.com, eller hos din nærmeste boghandel.
Du kan også læse et uddrag af Fjendens ansigt online her.
Chaos Walking (3) – Krigens monstre
Krigens monstre er en intens, voldsom og tankevækkende afslutning på den dybt originale YA-trilogi Chaos Walking.
Himlen trækker sig sammen over Todd og Viola. Foran dem står tre hære i krig, der kun har ét mål: at udslette hinanden. Midt i orkanens øje står Todd og Viola, og de har svært ved at vælge side. Krig virker uundgåeligt, og håbet om fred er begyndt at forsvinde. Men så melder en tredje stemme sig, som vender op og ned på alt.
Denne stemme tørster efter hævn, og nu er Todd og Viola for alvor nødt til at tage del i kampen, men hvad er der tilbage at kæmpe for, når krig forvandler mennesker til monstre?
Du kan købe Krigens monstre online, fx hos Saxo.com, eller hos din nærmeste boghandel.
Du kan også læse et uddrag af Krigens monstre online her.
Se bogtraileren
Og havet var vores himmel
Langt under havets overflade kæmper Batseba og de andre hvaler kæmper en endeløs kamp mod mennesket. Men en dag – da de angriber et af menneskenes skibe – finder de ikke blot det sædvanlige bytte.
De finder et menneske, som bærer på den største hemmelighed af alle, og for første gang kommer hvalerne på sporet af ham – monsteret, myten, djævelen selv …
Nu påbegynder den ultimative jagt på det onde, og når den er forbi, vil verden være forandret for altid.
Du kan købe Og havet var vores himmel online, fx hos Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Du kan også læse et uddrag af Og havet var vores himmel.
LÆS OGSÅ: 34 illustrationer, 21 blyanter – der er et nyt monster i byen
Se bogtraileren
Andre læste også: