Hvis du havde svært ved at lægge Knivens stemme fra dig, så vil du med stor sandsynlighed opleve det samme med Fjendens ansigt, andet bind i den populære Chaos Walking-trilogi, som også bliver filmaktuel næste år. Indtil bogen udkommer d. 25/10, kan du smuglæse i den lige her.
„Din støj afslører dig, Todd Hewitt.“
En stemme …
I mørket …
Jeg blinker øjnene op. Alt er mørkt og sløret og det føles som om verden snurrer rundt og mit blod er for varmt og min hjerne er tilstoppet og jeg ka ikke tænke og det er mørkt.
Jeg blinker igen.
Vent …
Nej, vent …
Vi har lige, vi har lige stået på torvet …
Hun har lige ligget i mine arme …
Hun lå døende i mine arme …
„Hvor er hun?“ Jeg spytter ud i mørket, smager blod, min stemme er kvækkende, min Støj stiger som en pludselig orkan, larmende og rød og rasende. „HVOR ER HUN?“
„Det er mig, der stiller spørgsmålene her, Todd.“
Den stemme.
Hans stemme.
Et sted i mørket.
Et sted bagved mig, et uset sted.
Borgmester Prentiss.
Jeg blinker igen og mørket forvandler sig til et stort værelse med lys fra kun et enkelt vindue, en stor cirkel højt oppe og langt væk med glas der ikke er gennemsigtigt, men derimod har farvede billeder af New World og dens to kredsende måner. Lyset fra det falder ned på mig og intet andet.
„Hva har du gjort ved hende?“ spørger jeg højt og blinker med øjnene da der løber frisk blod ned i dem. Jeg prøver at tørre det væk med hånden, men opdager at mine hænder er bundet bag min ryg og blir grebet af panik og jeg kæmper mod rebene og jeg trækker vejret hurtigere og jeg råber igen: „HVOR ER HUN?“
Der kommer en knytnæve ud af det blå og rammer mig i maven.
Jeg bøjer mig forover ved slaget og ser at jeg er bundet til en træstol med fødderne ind til stolebenene, min bluse er forsvundet et sted på en støvet skrænt og mens jeg kaster op på tom mave opdager jeg at der er et tæppe under mig med samme motiv af New World og dens måner, om og om igen, i en uendelighed.
Og så husker jeg at vi stod på torvet, det torv jeg var løbet hen til med hende i armene, bærende på hende, mens jeg sagde at hun sku holde sig i live indtil vi var i sikkerhed, indtil vi nåede Haven, så jeg ku redde hende …
Men der var ingen sikkerhed, ingen sikkerhed overhovedet, der var kun ham og hans mænd, og de tog hende fra mig, de tog hende ud af mine arme.
„Bemærk, at hans første ord ikke er: Hvor er jeg?“ lyder Borgmesterens stemme som bevæger sig rundt derude et sted. „Hans første ord er: Hvor er hun? Og hans Støj siger det samme. Interessant.“
Mit hoved dunker i takt med min mave, og jeg vågner lidt mere og husker at jeg kæmpede imod dem, jeg kæmpede da de tog hende, indtil en geværkolbe knaldede ind i min tinding og sendte mig ud i mørket …
Jeg synker en klump, synker panikken og frygten og …
For det her er afslutningen, ikke?
Altings afslutning.
Borgmesteren har mig.
Borgmesteren har hende.
„Hvis du gør hende noget …“ siger jeg og har stadig ondt i maven oven på slaget. Mr. Collins står foran mig, halvt i skygge, mr. Collins som dyrkede majs og blomkål og passede Borgmesterens heste og som tårner sig op over mig nu med en pistol i sit hylster og et gevær på ryggen og en næve der er på vej op for at ramme mig igen.
„Hun virkede tilredt nok i forvejen, Todd,“ siger Borgmesteren og standser mr. Collins. „Det lille skarn.“
Jeg knytter mine sammenbundne hænder. Min Støj føles klumpet og halvforslået, men den stiger alligevel da jeg mindes Davy Prentiss’ gevær rettet imod os og hende der faldt blødende og gispende ind i min favn …
Og så gør jeg den endnu mere rød da jeg mærker fornemmelsen af min egen knytnæve i Davy Prentiss’ ansigt og Davy Prentiss der falder af sin hest og hans fod der hænger fast i stigbøjlen så han bliver slæbt hen ad jorden som et stykke affald.
„Nå,“ siger Borgmesteren. „Det forklarer jo min søns mystiske skæbne.“
Og hvis jeg ikke vidste bedre ville jeg sige at han nærmest lyder som om han morer sig.
Men det går op for mig, at jeg kun ka høre det på lyden af hans stemme der er skarpere og kvikkere end den gamle Prentisstown-stemme han må ha haft engang, og at det ingenting som jeg hørte komme ud af ham da jeg løb ind i Haven stadig er et stort ingenting her, i hva end det her er for et rum, og passer til et lige så stort ingenting fra mr. Collins.
De har ingen Støj.
Ingen af dem.
Den eneste Støj her er min og den brøler som en såret kalv.
Jeg drejer halsen for at se Borgmesteren, men det gør for ondt til at jeg ka dreje den særlig meget og jeg ka ikke se andet end at jeg sidder i den eneste støvede stråle af farvet sollys midt i et rum der er så stort at jeg næsten ikke ka se væggene.
Men så får jeg alligevel øje på et lille bord i mørket der står lige præcist så langt væk at jeg ikke ka se hva der står på det.
Bare noget metallisk der lyser og glimter med et løfte om noget, jeg ikke har lyst til at tænke på.
„Han opfatter mig stadig som Borgmester,“ siger hans stemme og lyder let og munter igen.
„Det er Præsident Prentiss nu, knægt,“ grynter mr. Collins. „Det gør du klogt i at huske.“
„Hva har du gjort ved hende?“ spørger jeg og prøver at dreje mig igen, frem og tilbage, og det gør så ondt i nakken at det gibber i mig. „Hvis du rører hende, så …“
„Du er lige ankommet til min by her i morges,“ afbryder Borgmesteren, „uden noget som helst, ikke så meget som en bluse på overkroppen, men bærende på en pige som har været ude for en frygtelig ulykke …“
Min Støj stiger. „Det var ikke en ulykke …“
„En virkelig slem ulykke,“ fortsætter Borgmesteren og afslører den første antydning af den utålmodighed jeg hørte, da vi mødtes på torvet. „Så slem at hun er døden nær, og her kommer så drengen som vi har brugt så megen tid og så megen energi på at finde, drengen, som har været en stor belastning for os, og overgiver sig frivilligt til os, tilbyder os hvad som helst, hvis bare vi redder pigen, men når vi så gør lige netop det …“
„Er hun okay? Er hun i sikkerhed?“
Borgmesteren går i stå og mr. Collins træder et skridt frem og gir mig en lussing i ansigtet. Der følger et langt øjeblik hvor smerten breder sig hen over mit ansigt og jeg sidder og gisper.
Så træder Borgmesteren ind i lyset lige foran mig.
Han har stadig sit fine tøj på og er ren og nystrøget som altid, som om der slet ikke er noget menneske nedenunder, men bare et talende isbjerg. Selv mr. Collins er fuld af svedstriber og skidt og lugter som man må forvente, men ikke Borgmesteren, nej.
I sammenligning med Borgmesteren ligner man noget skidt, der ska fejes væk.
Han vender sig imod mig og bøjer sig ned så han ser mig i øjnene.
„Hvad hedder hun, Todd?“
Jeg blinker overrasket. „Hva?“
„Hvad hedder hun?“ gentar han.
Han må da kende hendes navn. Det må da ligge i min Støj …
„Du ved hva hun hedder,“ siger jeg.
„Jeg vil gerne have dig til at fortælle mig det.“
Jeg ser fra ham til mr. Collins som står der med armene over kors og en stilhed der ikke gør noget for at skjule et ansigtsudtryk som afslører at han med glæde ville slå mig i jorden.
„En gang til, Todd,“ siger Borgmesteren roligt. „Og jeg ser meget gerne at du svarer. Hvad hedder hun? Pigen fra den anden side af verden.“
„Hvis du ved at hun er fra den anden side af verden,“ siger jeg, „så må du kende hendes navn.“
Og så smiler Borgmesteren. Han smiler faktisk.
Og jeg blir mere bange end nogensinde før.
„Sådan fungerer det ikke, Todd. Det fungerer sådan at jeg spørger og du svarer. En gang til. Hvad hedder hun?“
„Hvor er hun?“
„Hvad hedder hun?“
„Fortæl mig hvor hun er, så siger jeg, hva hun hedder.“
Han sukker, som om jeg har svigtet ham. Han nikker en gang til mr. Collins som træder et skridt frem og gir mig endnu et slag i maven.
„Det er en simpel handel, Todd,“ siger Borgmesteren mens jeg kaster op på gulvtæppet. „Du skal bare fortælle mig det jeg gerne vil vide, og så slutter det her. Valget er dit. Jeg har oprigtigt talt ikke lyst til at påføre dig mere skade.“
Jeg trækker vejret tungt, mens jeg sidder foroverbøjet med en smerte i maven som gør det svært at trække luft nok ind. Jeg ka mærke hvordan vægten af min krop får det til at trække i rebene om mine håndled og jeg ka mærke det klistrede blod som er ved at tørre ind i mit ansigt og jeg kigger med sløret blik ud fra mit lille fængsel af lys, midt i dette rum, dette rum uden udgange …
Det her rum, hvor jeg ska dø …
Det her rum …
Det her rum, hvor hun ikke er.
Og noget inden i mig vælger.
Hvis det er nu det er slut, så er der noget inden i mig der vælger.
Noget inden i mig vælger ikke at sige det.
„Du ved hva hun hedder,“ siger jeg. „Slå mig bare ihjel, men du ved allerede hva hun hedder.“
Og Borgmesteren ser bare på mig.
Det længste minut i mit liv går med at han ser på mig, læser mig, ser at jeg mener det.
Og så går han hen til det lille træbord.
Jeg kigger derhen, men det han laver er skjult bag hans ryg. Jeg ka høre ham pille ved nogle ting på det og der er en skrabende, metallisk lyd mod træet.
„Jeg vil gøre hva som helst,“ siger han, og jeg ka genkende mine egne ord, som han efteraber. „Bare red hende, så vil jeg gøre hvad som helst.“
„Jeg er ikke bange for dig,“ siger jeg, selvom min Støj siger noget andet, og tænker på alle de ting, der ku ligge på det bord. „Jeg er ikke bange for at dø.“
Og jeg tænker på om jeg mener det.
Han vender sig om imod mig med hænderne på ryggen, så jeg ikke ka se hva han har taget op.
„Fordi du er en mand, Todd? Fordi en mand ikke er bange for at dø?“
„Ja,“ siger jeg. „Fordi jeg er en mand.“
„Hvis jeg ikke tager fejl, er der fjorten dage til din fødselsdag.“
„Det er bare et tal.“ Jeg trækker vejret tungt, samtalen får det til at vende sig i min mave. „Det betyder intet. Hvis jeg var på Old World, ville jeg …“
„Du er ikke på Old World, knægt,“ siger mr. Collins.
„Jeg tror ikke det er det han mener, mr. Collins,“ siger Borgmesteren og kigger stadig på mig. „Er det, Todd?“
Jeg ser fra den ene til den anden. „Jeg har dræbt,“ siger jeg. „Jeg har dræbt nogen.“
„Ja, jeg tror minsandten, at du har dræbt nogen,“ siger Borgmesteren. „Jeg kan se skammen malet ud over dig. Men adspørgslen lyder: hvem? Hvem har du dræbt?“ Han træder ind i mørket uden for cirklen af lys og har stadig det som han samlede op fra bordet skjult bag ryggen da han går om bag ved mig. „Eller burde jeg spørge hvad?“
„Jeg dræbte Aaron,“ siger jeg og prøver at følge ham, men uden held.
„Gjorde du nu også det?“ Hans manglende Støj er en forfærdelig ting, særligt når man ikke ka se ham. Den er ikke lissom en piges stilhed, en piges stilhed er osse aktiv, osse noget levende der former et motiv i al Støjen omkring sig.
(Jeg tænker på hende, jeg tænker på hendes stilhed, på smerten ved den)
(Jeg tænker ikke på hendes navn)
Jeg ved ikke hvordan Borgmesteren har gjort det, hvordan han har sørget for at ham og mr. Collins slet aldrig har Støjen, men hos dem er den som et ingenting, som en død ting, som om der ikke er mere form eller Støj eller liv i verden end en klippe eller en mur, en borg, man aldrig vil ku erobre. Jeg gætter på at han læser min stemme, men hvordan ka man vide det med en mand, der har formet sig selv af sten?
Jeg viser ham alligevel det han beder om. Jeg lægger kirken under vandfaldet forrest i min Støj. Jeg lægger hele kampen med Aaron ud, slagsmålet og blodet, mig der kæmpede med ham og tævede ham og slog ham ned, jeg lægger mig selv ud med kniven fremme.
Jeg lægger mig, der stikker Aaron i halsen, ud.
„Der er noget sandhed her,“ siger Borgmesteren. „Men er det hele sandheden?“
„Det er det,“ siger jeg og gør min Støj så høj at jeg ka blokere for alt andet, han måske ville ku høre. „Det er sandheden.“
Man ka høre, at han stadig muntrer sig. „Jeg tror, du lyver for mig, Todd.“
„Nej, jeg gør ej!“ nærmest råber jeg. „Jeg gjorde som Aaron ønskede! Jeg myrdede ham! Jeg blev en mand efter jeres egne love og I ka ta mig med i jeres hær og jeg gør hva som helst, hvis bare I fortæller mig, hva I har gjort ved hende!“
Jeg ka se mr. Collins opfange et tegn bag mig og han kommer frem igen og fører næven tilbage og …
(Jeg ka ikke gøre for det)
Jeg rykker så hurtigt væk fra ham at jeg kommer til at trække stolen nogle centimeter ud til siden …
(hold kæft)
Og slaget kommer aldrig.
„Godt,“ siger Borgmesteren stille og lyder tilfreds. „Godt.“ Han begynder at bevæge sig rundt i mørket igen. „Lad mig gøre et par ting klart for dig, Todd,“ siger han. „Du befinder dig i hovedkontoret i det der tidligere var Havens katedral, og som i går blev præsidentpaladset. Jeg har taget dig ind i mit hjem i håb om at kunne hjælpe dig. Hjælpe dig til at se, at denne håbløse kamp, du fører over for mig, over for os, er forfejlet.“
Hans stemme bevæger sig om bag mr. Collins …
Hans stemme …
Et øjeblik er det, som om han ikke taler højt …
Som om han taler inde i mit hoved …
Så går det over.
„Mine soldater skulle ankomme hertil i morgen eftermiddag,“ siger han og bevæger sig stadig rundt. „Du, Todd Hewitt, skal indlede med at fortælle mig det, jeg beder dig om, og derefter skal du holde ord og hjælpe mig med at forme vores nye samfund.“
Han træder ind i lyset igen og standser lige foran mig, stadig med hænderne på ryggen og det han samlede op skjult bag den.
„Men den proces jeg gerne vil starte nu, Todd,“ siger han, „er den hvor du lærer, at jeg ikke er din fjende.“
Jeg blir så overrasket, at jeg holder op med at ha ondt et øjeblik.
Ikke min fjende?
Jeg spærrer øjnene op.
Ikke min fjende?
„Nej, Todd,“ siger han. „Ikke din fjende.“
„Du er morder,“ siger jeg uden at tænke.
„Jeg er general,“ siger han. „Hverken mere eller mindre.“
Jeg stirrer på ham. „Du dræbte folk på din vej. Du dræbte beboerne i Farbranch.“
„En krig fører beklagelige hændelser med sig, men den krig er slut nu.“
„Jeg så dig skyde dem,“ siger jeg og hader hvordan ordene fra en mand uden Støj ka lyde så urokkeligt hårde som sten.
„Mig personligt, Todd?“
Jeg synker en sur smag i munden. „Nej, men det var en krig, du startede!“
„Den var nødvendig,“ siger han. „For at redde en syg og døende patient.“
Jeg trækker vejret hurtigere og blir mere omtåget og tungere i hovedet end nogensinde. Men min støj er osse mere rød. „Du myrdede Cillian.“
„Dybt beklageligt,“ siger han. „Han ville være blevet en god soldat.“
„Du slog min mor ihjel,“ siger jeg. Jeg får en klump i halsen (hold kæft), min Støj fyldes af vrede, jeg får tårer i øjnene (hold kæft, hold kæft, hold kæft). „Du slog alle Prentisstowns kvinder ihjel.“
„Tror du på alt du hører, Todd?“
Der følger en stilhed, en ægte en, da selv min egen Støj forstummer mens jeg tar hans ord ind. „Jeg har ikke noget ønske om at slå kvinder ihjel,“ tilføjer han. „Det har jeg aldrig haft.“
Jeg måber. „Jo du har …“
„Jeg har ikke tid til at belære dig om fortiden.“
„Du er en løgner!“
„Og du ved åbenbart alt, hva’?“ Hans stemme blir kold og han træder et skridt væk fra mig og hr. Collins slår mig så hårdt på siden af hovedet at jeg er lige ved at falde ned på gulvet.
„Du er en LØGNER OG EN MORDER!“ råber jeg. Slaget har fået det til at ringe for mine ører.
Mr. Collins gir mig et slag til på den anden side, knaldhårdt.
„Jeg er ikke din fjende, Todd,“ siger Borgmesteren igen. „Tving mig ikke til at gøre det her imod dig.“
Mit hoved gør så ondt, at jeg ikke siger noget. Jeg ka ikke sige noget. Jeg ka ikke sige de ord, han vil høre. Jeg ka ikke sige mere uden at blive slået til plukfisk.
Det er her det slutter. Det her må være afslutningen. De gir mig ikke lov at leve. De gir ikke hende lov at leve.
Det må være afslutningen.
„Jeg håber, at det er afslutningen,“ siger Borgmesteren og hans stemme laver faktisk sandhedslyde. „Jeg håber at du fortæller mig det jeg gerne vil vide, så vi kan standse det her.“
Og så siger han …
Så siger han …
Han siger: „Jeg beder dig.“
Jeg ser op og blinker gennem tårerne i mine øjne.
Han ser bekymret ud, nærmest tryglende.
Hva fanden? Hva fanden i helvede?
Og så hører jeg det summe i mit hoved igen …
Anderledes end bare at høre nogens Støj …
JEG BEDER DIG som om det er min egen stemme der siger det …
JEG BEDER DIG som om det kommer fra mig …
Den maser sig ind på mig …
På mine indvolde …
Får mig til at føle at jeg vil sige det …
JEG BEDER DIG …
„De ting du tror du ved, Todd,“ siger Borgmesteren, hvis stemme stadig snor sig om mine tanker.
„De ting er ikke sande.“
Og så husker jeg det …
Jeg husker Ben …
Jeg husker Ben sige de samme ting til mig …
Ben som jeg mistede …
Og lige der bliver min Støj hård.
Afskærer ham.
Borgmesterens ansigt ser ikke længere bedende ud.
„Okay,“ siger han og rynker panden lidt. „Men husk, at det er dit valg.“ Han retter sig op. „Hvad hedder hun?“
„Du kender hendes navn.“
Mr. Collins knalder mig en lussing, så jeg vælter ud til siden.
„Hvad hedder hun?“
„Du ved det allerede …“
Bang, et slag til, denne gang fra modsat side.
„Hvad hedder hun?“
„Nej.“
Bang.
„Sig hvad hun hedder.“
„Nej!“
BANG!
„Hvad hedder hun, Todd?“
„EFF DIG!“
Bortset fra at jeg ikke siger ‘eff’, og mr. Collins slår mig så hårdt at mit hoved ryger bagover og stolen får overbalance og jeg falder ned på siden på gulvet og tar stolen med i faldet. Jeg hamrer ned i tæppet med bundne hænder, så jeg ikke ka ta fra, og jeg får små billeder af New World for mine øjne, indtil der ikke er andet end dem at se.
Jeg ånder ned i tæppet.
Borgmesterens støvlesnuder nærmer sig mit ansigt.
„Jeg er ikke din fjende, Todd Hewitt,“ siger han en gang til. „Sig nu bare hendes navn, så stopper alt det her.“
Jeg tar et åndedrag og må hoste det ud.
Jeg tar endnu et og siger det jeg ska sige.
„Du er morder.“
Endnu en tavshed.
„Så må det være sådan,“ siger Borgmesteren.
Hans fodtrin fjerner sig og jeg ka mærke mr. Collins løfte min stol op fra gulvet med mig på, min krop knager ind imod den, indtil jeg er blevet sat op igen i cirklen af farvet lys. Mine øjne er så hævede nu, at jeg næsten ikke ka se mr. Collins, selvom han står lige foran mig.
Jeg ka høre Borgmesteren ved det lille bord igen. Jeg ka høre den skrabende lyd af metal igen.
Jeg ka høre ham stille sig hen ved siden af mig.
Og efter alle de mange løfter, så er den her endelig, omsider.
Min død.
Undskyld, tænker jeg. Undskyld, undskyld.
Borgmesteren lægger en hånd på min skulder og jeg trækker mig væk fra den, men han lar den ligge der og presser den roligt ned. Jeg ka ikke se, hva han har i hånden, men han fører noget hen imod mig, hen imod mit ansigt, noget som er hårdt og metallisk og fuld af smerte og parat til at få mig til at lide og gøre en ende på mit liv, og der er et hul inden i mig, som jeg er nødt til at kravle ind i, væk fra alt det her, ned i dybet og mørket, og jeg ved, at det her er afslutningen, altings afslutning, jeg ka aldrig flygte herfra, og han slår mig ihjel, og han slår hende ihjel, og der er ingen chance, intet liv, intet håb, ingenting.
Undskyld.
Og Borgmesteren lægger en bandage om mit ansigt.
Den er så kølig at jeg stønner og rykker væk fra hans hænder, men han blir ved at presse den blidt ind mod bulen i min pande og ind mod sårene i mit ansigt og min hage, og hans krop er så tæt på at jeg ka lugte den, dens renhed, den træagtige duft fra hans sæbe, ånden fra hans næse der fejer hen over min kind, hans fingre der næsten ømt berører mine sår og lægger bandage om mine hævede øjne, og jeg ka mærke bandagerne virke næsten omgående, mærke hævelserne falde og de smertestillende piller overta mit system, og et øjeblik tænker jeg på hvor gode bandagerne er i Haven og hvor meget de minder om hendes bandager, og lettelsen kommer så hurtigt, så uventet, at min hals snører sig sammen og jeg blir nødt til at synke den væk.
„Jeg er ikke den mand du tror jeg er,“ siger Borgmesteren stille og næsten direkte ind i mit øre, mens han lægger en ny bandage om min hals. „Jeg gjorde ikke de ting du troede jeg gjorde. Jeg bad min søn komme tilbage med dig. Jeg bad ham ikke om at skyde nogen. Jeg bad ikke Aaron om at slå dig ihjel.“
„Du er en løgner,“ siger jeg, men min stemme er svag og jeg ryster over anstrengelsen ved at holde gråden ude af den (hold kæft).
Borgmesteren lægger blidt noget mere bandage på sårene på mit bryst og min mave, så blidt at jeg næsten ikke ka holde det ud, så blidt at det næsten er som om han tænker over hvordan det føles.
„Jeg bekymrer mig faktisk om dig, Todd,“ siger han. „Der kommer en tid hvor du vil forstå sandheden i de ord.“
Han går om bag mig og lægger endnu en bandage om mine håndled og tar mine hænder og gnubber liv i dem igen med sine tommelfingre.
„Med tiden,“ siger han, „vil du lære at stole på mig. Måske vil du endda lære at kunne lide mig. Måske endda betragte mig som en slags far, Todd.“
Det føles som om min Støj smelter væk i takt med alle pillerne, al smerten forsvinder og jeg forsvinder sammen med den, som om han alligevel slår mig ihjel, men med helbredelse i stedet for straf.
Jeg ka ikke holde gråden væk fra halsen, øjnene, stemmen.
„Nej …“ siger jeg. „Ikke …“
Men jeg ved ikke hva jeg mener.
„Krigen er ovre, Todd,“ siger Borgmesteren igen. „Vi skaber en ny verden. Planeten lever omsider op til sit navn. Tro mig når jeg siger, at når først du ser den vil du ønske at være en del af den.“
Jeg trækker vejret i mørket.
„Du kunne være en folkets leder, Todd. Du har bevist, at du er noget ganske særligt.“
Jeg fortsætter med at trække vejret, prøver at holde fast i det, men ka mærke at det glider væk.
„Hvordan ka jeg vide det?“ spørger jeg til sidst, og min stemme er en hæs kvækken, en sløret ting der ikke er helt ægte. „Hvordan ka jeg vide at hun stadig lever?“
„Det kan du ikke,“ siger Borgmesteren. „Du har kun mit ord.“
Og venter igen.
„Og hvis jeg gør det,“ siger jeg. „Hvis jeg gør som du siger, så redder du hende?“
„Vi gør det nødvendige,“ siger han.
Når der ingen smerte er, føles det næsten som om jeg ikke har nogen krop overhovedet, næsten som om jeg er et spøgelse der sidder i en stol, blindet og bestandig.
Som om jeg allerede er død.
For hvordan ved man, man er i live, hvis man ikke har ondt?
„Vi er de valg vi træffer, Todd,“ siger Borgmesteren. „Hverken mere eller mindre. Jeg vil gerne have at du selv vælger at fortælle mig det. Det vil jeg virkelig gerne have.“
Under bandagerne er der bare mere mørke.
Bare mig alene i mørket.
Alene med hans stemme.
Jeg ved ikke hva jeg skal gøre.
Jeg ved ingenting.
(hva gør jeg?)
Men hvis der er en chance, hvis der bare er en chance …
„Er det virkelig så stort et offer, Todd?“ spørger Borgmesteren og lytter til mine tanker. „Her for enden af fortiden? Ved starten på fremtiden?“
Nej. Nej, jeg ka ikke. Han er en løgner og en morder, uanset hva han siger …
„Jeg venter, Todd.“
Men måske er hun i live, måske holder han hende i live …
„Vi nærmer os din sidste mulighed, Todd.“
Jeg løfter hovedet. Bevægelsen får bandagen til at gå en smule op og jeg misser mod lyset op mod Borgmesterens ansigt.
Lisså udtryksløst som altid.
Det er den tomme, livløse væg.
Jeg ku lisså godt tale til et bundløst hul.
Jeg ku lisså godt være et bundløst hul.
Jeg ser væk. Jeg ser ned.
„Viola,“ siger jeg ned i tæppet. „Hun hedder Viola.“
Borgmesteren udstøder et langt suk. Der lyder veltilfredst. „Godt, Todd,“ siger han. „Tak for det.“
Han vender sig om mod mr. Collins.
„Lås ham inde.“
LÆS OGSÅ: Stjernespækket filmatisering – det ved vi om Chaos Walking
Læs mere om Chaos Walking 2 – Fjendens ansigt
Andet bind i den hæsblæsende trilogi Chaos Walking af YA-mesteren Patrick Ness (forfatteren til Monster). Til fans af The Hunger Games, Divergent og The Maze Runner
Todd og Viola har været på flugt fra den ubarmhjertige hær af mænd fra Todds hjemby, Prentisstown, og er røget lige i armene på deres værste fjende, Borgmester Prentiss. Todd bliver fængslet og adskilt fra Viola, og nu er han tvunget til at underkaste sig Borgmesterens magt. Men hvad er det for hemmeligheder, der gemmer sig uden for byen? Og er Viola stadig i live? Og så en dag begynder bomberne at falde …
Fjendens ansigt er en intens, chokerende og meget bevægende roman om at yde modstand under et ekstremt pres.
Hvis du havde svært ved at lægge Knivens stemme fra dig, så vil du med stor sandsynlighed opleve det samme med Fjendens ansigt, andet bind i den populære Chaos Walking-trilogi, som også bliver filmaktuel næste år. Indtil bogen udkommer d. 25/10, kan du smuglæse i den lige her.
„Din støj afslører dig, Todd Hewitt.“
En stemme …
I mørket …
Jeg blinker øjnene op. Alt er mørkt og sløret og det føles som om verden snurrer rundt og mit blod er for varmt og min hjerne er tilstoppet og jeg ka ikke tænke og det er mørkt.
Jeg blinker igen.
Vent …
Nej, vent …
Vi har lige, vi har lige stået på torvet …
Hun har lige ligget i mine arme …
Hun lå døende i mine arme …
„Hvor er hun?“ Jeg spytter ud i mørket, smager blod, min stemme er kvækkende, min Støj stiger som en pludselig orkan, larmende og rød og rasende. „HVOR ER HUN?“
„Det er mig, der stiller spørgsmålene her, Todd.“
Den stemme.
Hans stemme.
Et sted i mørket.
Et sted bagved mig, et uset sted.
Borgmester Prentiss.
Jeg blinker igen og mørket forvandler sig til et stort værelse med lys fra kun et enkelt vindue, en stor cirkel højt oppe og langt væk med glas der ikke er gennemsigtigt, men derimod har farvede billeder af New World og dens to kredsende måner. Lyset fra det falder ned på mig og intet andet.
„Hva har du gjort ved hende?“ spørger jeg højt og blinker med øjnene da der løber frisk blod ned i dem. Jeg prøver at tørre det væk med hånden, men opdager at mine hænder er bundet bag min ryg og blir grebet af panik og jeg kæmper mod rebene og jeg trækker vejret hurtigere og jeg råber igen: „HVOR ER HUN?“
Der kommer en knytnæve ud af det blå og rammer mig i maven.
Jeg bøjer mig forover ved slaget og ser at jeg er bundet til en træstol med fødderne ind til stolebenene, min bluse er forsvundet et sted på en støvet skrænt og mens jeg kaster op på tom mave opdager jeg at der er et tæppe under mig med samme motiv af New World og dens måner, om og om igen, i en uendelighed.
Og så husker jeg at vi stod på torvet, det torv jeg var løbet hen til med hende i armene, bærende på hende, mens jeg sagde at hun sku holde sig i live indtil vi var i sikkerhed, indtil vi nåede Haven, så jeg ku redde hende …
Men der var ingen sikkerhed, ingen sikkerhed overhovedet, der var kun ham og hans mænd, og de tog hende fra mig, de tog hende ud af mine arme.
„Bemærk, at hans første ord ikke er: Hvor er jeg?“ lyder Borgmesterens stemme som bevæger sig rundt derude et sted. „Hans første ord er: Hvor er hun? Og hans Støj siger det samme. Interessant.“
Mit hoved dunker i takt med min mave, og jeg vågner lidt mere og husker at jeg kæmpede imod dem, jeg kæmpede da de tog hende, indtil en geværkolbe knaldede ind i min tinding og sendte mig ud i mørket …
Jeg synker en klump, synker panikken og frygten og …
For det her er afslutningen, ikke?
Altings afslutning.
Borgmesteren har mig.
Borgmesteren har hende.
„Hvis du gør hende noget …“ siger jeg og har stadig ondt i maven oven på slaget. Mr. Collins står foran mig, halvt i skygge, mr. Collins som dyrkede majs og blomkål og passede Borgmesterens heste og som tårner sig op over mig nu med en pistol i sit hylster og et gevær på ryggen og en næve der er på vej op for at ramme mig igen.
„Hun virkede tilredt nok i forvejen, Todd,“ siger Borgmesteren og standser mr. Collins. „Det lille skarn.“
Jeg knytter mine sammenbundne hænder. Min Støj føles klumpet og halvforslået, men den stiger alligevel da jeg mindes Davy Prentiss’ gevær rettet imod os og hende der faldt blødende og gispende ind i min favn …
Og så gør jeg den endnu mere rød da jeg mærker fornemmelsen af min egen knytnæve i Davy Prentiss’ ansigt og Davy Prentiss der falder af sin hest og hans fod der hænger fast i stigbøjlen så han bliver slæbt hen ad jorden som et stykke affald.
„Nå,“ siger Borgmesteren. „Det forklarer jo min søns mystiske skæbne.“
Og hvis jeg ikke vidste bedre ville jeg sige at han nærmest lyder som om han morer sig.
Men det går op for mig, at jeg kun ka høre det på lyden af hans stemme der er skarpere og kvikkere end den gamle Prentisstown-stemme han må ha haft engang, og at det ingenting som jeg hørte komme ud af ham da jeg løb ind i Haven stadig er et stort ingenting her, i hva end det her er for et rum, og passer til et lige så stort ingenting fra mr. Collins.
De har ingen Støj.
Ingen af dem.
Den eneste Støj her er min og den brøler som en såret kalv.
Jeg drejer halsen for at se Borgmesteren, men det gør for ondt til at jeg ka dreje den særlig meget og jeg ka ikke se andet end at jeg sidder i den eneste støvede stråle af farvet sollys midt i et rum der er så stort at jeg næsten ikke ka se væggene.
Men så får jeg alligevel øje på et lille bord i mørket der står lige præcist så langt væk at jeg ikke ka se hva der står på det.
Bare noget metallisk der lyser og glimter med et løfte om noget, jeg ikke har lyst til at tænke på.
„Han opfatter mig stadig som Borgmester,“ siger hans stemme og lyder let og munter igen.
„Det er Præsident Prentiss nu, knægt,“ grynter mr. Collins. „Det gør du klogt i at huske.“
„Hva har du gjort ved hende?“ spørger jeg og prøver at dreje mig igen, frem og tilbage, og det gør så ondt i nakken at det gibber i mig. „Hvis du rører hende, så …“
„Du er lige ankommet til min by her i morges,“ afbryder Borgmesteren, „uden noget som helst, ikke så meget som en bluse på overkroppen, men bærende på en pige som har været ude for en frygtelig ulykke …“
Min Støj stiger. „Det var ikke en ulykke …“
„En virkelig slem ulykke,“ fortsætter Borgmesteren og afslører den første antydning af den utålmodighed jeg hørte, da vi mødtes på torvet. „Så slem at hun er døden nær, og her kommer så drengen som vi har brugt så megen tid og så megen energi på at finde, drengen, som har været en stor belastning for os, og overgiver sig frivilligt til os, tilbyder os hvad som helst, hvis bare vi redder pigen, men når vi så gør lige netop det …“
„Er hun okay? Er hun i sikkerhed?“
Borgmesteren går i stå og mr. Collins træder et skridt frem og gir mig en lussing i ansigtet. Der følger et langt øjeblik hvor smerten breder sig hen over mit ansigt og jeg sidder og gisper.
Så træder Borgmesteren ind i lyset lige foran mig.
Han har stadig sit fine tøj på og er ren og nystrøget som altid, som om der slet ikke er noget menneske nedenunder, men bare et talende isbjerg. Selv mr. Collins er fuld af svedstriber og skidt og lugter som man må forvente, men ikke Borgmesteren, nej.
I sammenligning med Borgmesteren ligner man noget skidt, der ska fejes væk.
Han vender sig imod mig og bøjer sig ned så han ser mig i øjnene.
„Hvad hedder hun, Todd?“
Jeg blinker overrasket. „Hva?“
„Hvad hedder hun?“ gentar han.
Han må da kende hendes navn. Det må da ligge i min Støj …
„Du ved hva hun hedder,“ siger jeg.
„Jeg vil gerne have dig til at fortælle mig det.“
Jeg ser fra ham til mr. Collins som står der med armene over kors og en stilhed der ikke gør noget for at skjule et ansigtsudtryk som afslører at han med glæde ville slå mig i jorden.
„En gang til, Todd,“ siger Borgmesteren roligt. „Og jeg ser meget gerne at du svarer. Hvad hedder hun? Pigen fra den anden side af verden.“
„Hvis du ved at hun er fra den anden side af verden,“ siger jeg, „så må du kende hendes navn.“
Og så smiler Borgmesteren. Han smiler faktisk.
Og jeg blir mere bange end nogensinde før.
„Sådan fungerer det ikke, Todd. Det fungerer sådan at jeg spørger og du svarer. En gang til. Hvad hedder hun?“
„Hvor er hun?“
„Hvad hedder hun?“
„Fortæl mig hvor hun er, så siger jeg, hva hun hedder.“
Han sukker, som om jeg har svigtet ham. Han nikker en gang til mr. Collins som træder et skridt frem og gir mig endnu et slag i maven.
„Det er en simpel handel, Todd,“ siger Borgmesteren mens jeg kaster op på gulvtæppet. „Du skal bare fortælle mig det jeg gerne vil vide, og så slutter det her. Valget er dit. Jeg har oprigtigt talt ikke lyst til at påføre dig mere skade.“
Jeg trækker vejret tungt, mens jeg sidder foroverbøjet med en smerte i maven som gør det svært at trække luft nok ind. Jeg ka mærke hvordan vægten af min krop får det til at trække i rebene om mine håndled og jeg ka mærke det klistrede blod som er ved at tørre ind i mit ansigt og jeg kigger med sløret blik ud fra mit lille fængsel af lys, midt i dette rum, dette rum uden udgange …
Det her rum, hvor jeg ska dø …
Det her rum …
Det her rum, hvor hun ikke er.
Og noget inden i mig vælger.
Hvis det er nu det er slut, så er der noget inden i mig der vælger.
Noget inden i mig vælger ikke at sige det.
„Du ved hva hun hedder,“ siger jeg. „Slå mig bare ihjel, men du ved allerede hva hun hedder.“
Og Borgmesteren ser bare på mig.
Det længste minut i mit liv går med at han ser på mig, læser mig, ser at jeg mener det.
Og så går han hen til det lille træbord.
Jeg kigger derhen, men det han laver er skjult bag hans ryg. Jeg ka høre ham pille ved nogle ting på det og der er en skrabende, metallisk lyd mod træet.
„Jeg vil gøre hva som helst,“ siger han, og jeg ka genkende mine egne ord, som han efteraber. „Bare red hende, så vil jeg gøre hvad som helst.“
„Jeg er ikke bange for dig,“ siger jeg, selvom min Støj siger noget andet, og tænker på alle de ting, der ku ligge på det bord. „Jeg er ikke bange for at dø.“
Og jeg tænker på om jeg mener det.
Han vender sig om imod mig med hænderne på ryggen, så jeg ikke ka se hva han har taget op.
„Fordi du er en mand, Todd? Fordi en mand ikke er bange for at dø?“
„Ja,“ siger jeg. „Fordi jeg er en mand.“
„Hvis jeg ikke tager fejl, er der fjorten dage til din fødselsdag.“
„Det er bare et tal.“ Jeg trækker vejret tungt, samtalen får det til at vende sig i min mave. „Det betyder intet. Hvis jeg var på Old World, ville jeg …“
„Du er ikke på Old World, knægt,“ siger mr. Collins.
„Jeg tror ikke det er det han mener, mr. Collins,“ siger Borgmesteren og kigger stadig på mig. „Er det, Todd?“
Jeg ser fra den ene til den anden. „Jeg har dræbt,“ siger jeg. „Jeg har dræbt nogen.“
„Ja, jeg tror minsandten, at du har dræbt nogen,“ siger Borgmesteren. „Jeg kan se skammen malet ud over dig. Men adspørgslen lyder: hvem? Hvem har du dræbt?“ Han træder ind i mørket uden for cirklen af lys og har stadig det som han samlede op fra bordet skjult bag ryggen da han går om bag ved mig. „Eller burde jeg spørge hvad?“
„Jeg dræbte Aaron,“ siger jeg og prøver at følge ham, men uden held.
„Gjorde du nu også det?“ Hans manglende Støj er en forfærdelig ting, særligt når man ikke ka se ham. Den er ikke lissom en piges stilhed, en piges stilhed er osse aktiv, osse noget levende der former et motiv i al Støjen omkring sig.
(Jeg tænker på hende, jeg tænker på hendes stilhed, på smerten ved den)
(Jeg tænker ikke på hendes navn)
Jeg ved ikke hvordan Borgmesteren har gjort det, hvordan han har sørget for at ham og mr. Collins slet aldrig har Støjen, men hos dem er den som et ingenting, som en død ting, som om der ikke er mere form eller Støj eller liv i verden end en klippe eller en mur, en borg, man aldrig vil ku erobre. Jeg gætter på at han læser min stemme, men hvordan ka man vide det med en mand, der har formet sig selv af sten?
Jeg viser ham alligevel det han beder om. Jeg lægger kirken under vandfaldet forrest i min Støj. Jeg lægger hele kampen med Aaron ud, slagsmålet og blodet, mig der kæmpede med ham og tævede ham og slog ham ned, jeg lægger mig selv ud med kniven fremme.
Jeg lægger mig, der stikker Aaron i halsen, ud.
„Der er noget sandhed her,“ siger Borgmesteren. „Men er det hele sandheden?“
„Det er det,“ siger jeg og gør min Støj så høj at jeg ka blokere for alt andet, han måske ville ku høre. „Det er sandheden.“
Man ka høre, at han stadig muntrer sig. „Jeg tror, du lyver for mig, Todd.“
„Nej, jeg gør ej!“ nærmest råber jeg. „Jeg gjorde som Aaron ønskede! Jeg myrdede ham! Jeg blev en mand efter jeres egne love og I ka ta mig med i jeres hær og jeg gør hva som helst, hvis bare I fortæller mig, hva I har gjort ved hende!“
Jeg ka se mr. Collins opfange et tegn bag mig og han kommer frem igen og fører næven tilbage og …
(Jeg ka ikke gøre for det)
Jeg rykker så hurtigt væk fra ham at jeg kommer til at trække stolen nogle centimeter ud til siden …
(hold kæft)
Og slaget kommer aldrig.
„Godt,“ siger Borgmesteren stille og lyder tilfreds. „Godt.“ Han begynder at bevæge sig rundt i mørket igen. „Lad mig gøre et par ting klart for dig, Todd,“ siger han. „Du befinder dig i hovedkontoret i det der tidligere var Havens katedral, og som i går blev præsidentpaladset. Jeg har taget dig ind i mit hjem i håb om at kunne hjælpe dig. Hjælpe dig til at se, at denne håbløse kamp, du fører over for mig, over for os, er forfejlet.“
Hans stemme bevæger sig om bag mr. Collins …
Hans stemme …
Et øjeblik er det, som om han ikke taler højt …
Som om han taler inde i mit hoved …
Så går det over.
„Mine soldater skulle ankomme hertil i morgen eftermiddag,“ siger han og bevæger sig stadig rundt. „Du, Todd Hewitt, skal indlede med at fortælle mig det, jeg beder dig om, og derefter skal du holde ord og hjælpe mig med at forme vores nye samfund.“
Han træder ind i lyset igen og standser lige foran mig, stadig med hænderne på ryggen og det han samlede op skjult bag den.
„Men den proces jeg gerne vil starte nu, Todd,“ siger han, „er den hvor du lærer, at jeg ikke er din fjende.“
Jeg blir så overrasket, at jeg holder op med at ha ondt et øjeblik.
Ikke min fjende?
Jeg spærrer øjnene op.
Ikke min fjende?
„Nej, Todd,“ siger han. „Ikke din fjende.“
„Du er morder,“ siger jeg uden at tænke.
„Jeg er general,“ siger han. „Hverken mere eller mindre.“
Jeg stirrer på ham. „Du dræbte folk på din vej. Du dræbte beboerne i Farbranch.“
„En krig fører beklagelige hændelser med sig, men den krig er slut nu.“
„Jeg så dig skyde dem,“ siger jeg og hader hvordan ordene fra en mand uden Støj ka lyde så urokkeligt hårde som sten.
„Mig personligt, Todd?“
Jeg synker en sur smag i munden. „Nej, men det var en krig, du startede!“
„Den var nødvendig,“ siger han. „For at redde en syg og døende patient.“
Jeg trækker vejret hurtigere og blir mere omtåget og tungere i hovedet end nogensinde. Men min støj er osse mere rød. „Du myrdede Cillian.“
„Dybt beklageligt,“ siger han. „Han ville være blevet en god soldat.“
„Du slog min mor ihjel,“ siger jeg. Jeg får en klump i halsen (hold kæft), min Støj fyldes af vrede, jeg får tårer i øjnene (hold kæft, hold kæft, hold kæft). „Du slog alle Prentisstowns kvinder ihjel.“
„Tror du på alt du hører, Todd?“
Der følger en stilhed, en ægte en, da selv min egen Støj forstummer mens jeg tar hans ord ind. „Jeg har ikke noget ønske om at slå kvinder ihjel,“ tilføjer han. „Det har jeg aldrig haft.“
Jeg måber. „Jo du har …“
„Jeg har ikke tid til at belære dig om fortiden.“
„Du er en løgner!“
„Og du ved åbenbart alt, hva’?“ Hans stemme blir kold og han træder et skridt væk fra mig og hr. Collins slår mig så hårdt på siden af hovedet at jeg er lige ved at falde ned på gulvet.
„Du er en LØGNER OG EN MORDER!“ råber jeg. Slaget har fået det til at ringe for mine ører.
Mr. Collins gir mig et slag til på den anden side, knaldhårdt.
„Jeg er ikke din fjende, Todd,“ siger Borgmesteren igen. „Tving mig ikke til at gøre det her imod dig.“
Mit hoved gør så ondt, at jeg ikke siger noget. Jeg ka ikke sige noget. Jeg ka ikke sige de ord, han vil høre. Jeg ka ikke sige mere uden at blive slået til plukfisk.
Det er her det slutter. Det her må være afslutningen. De gir mig ikke lov at leve. De gir ikke hende lov at leve.
Det må være afslutningen.
„Jeg håber, at det er afslutningen,“ siger Borgmesteren og hans stemme laver faktisk sandhedslyde. „Jeg håber at du fortæller mig det jeg gerne vil vide, så vi kan standse det her.“
Og så siger han …
Så siger han …
Han siger: „Jeg beder dig.“
Jeg ser op og blinker gennem tårerne i mine øjne.
Han ser bekymret ud, nærmest tryglende.
Hva fanden? Hva fanden i helvede?
Og så hører jeg det summe i mit hoved igen …
Anderledes end bare at høre nogens Støj …
JEG BEDER DIG som om det er min egen stemme der siger det …
JEG BEDER DIG som om det kommer fra mig …
Den maser sig ind på mig …
På mine indvolde …
Får mig til at føle at jeg vil sige det …
JEG BEDER DIG …
„De ting du tror du ved, Todd,“ siger Borgmesteren, hvis stemme stadig snor sig om mine tanker.
„De ting er ikke sande.“
Og så husker jeg det …
Jeg husker Ben …
Jeg husker Ben sige de samme ting til mig …
Ben som jeg mistede …
Og lige der bliver min Støj hård.
Afskærer ham.
Borgmesterens ansigt ser ikke længere bedende ud.
„Okay,“ siger han og rynker panden lidt. „Men husk, at det er dit valg.“ Han retter sig op. „Hvad hedder hun?“
„Du kender hendes navn.“
Mr. Collins knalder mig en lussing, så jeg vælter ud til siden.
„Hvad hedder hun?“
„Du ved det allerede …“
Bang, et slag til, denne gang fra modsat side.
„Hvad hedder hun?“
„Nej.“
Bang.
„Sig hvad hun hedder.“
„Nej!“
BANG!
„Hvad hedder hun, Todd?“
„EFF DIG!“
Bortset fra at jeg ikke siger ‘eff’, og mr. Collins slår mig så hårdt at mit hoved ryger bagover og stolen får overbalance og jeg falder ned på siden på gulvet og tar stolen med i faldet. Jeg hamrer ned i tæppet med bundne hænder, så jeg ikke ka ta fra, og jeg får små billeder af New World for mine øjne, indtil der ikke er andet end dem at se.
Jeg ånder ned i tæppet.
Borgmesterens støvlesnuder nærmer sig mit ansigt.
„Jeg er ikke din fjende, Todd Hewitt,“ siger han en gang til. „Sig nu bare hendes navn, så stopper alt det her.“
Jeg tar et åndedrag og må hoste det ud.
Jeg tar endnu et og siger det jeg ska sige.
„Du er morder.“
Endnu en tavshed.
„Så må det være sådan,“ siger Borgmesteren.
Hans fodtrin fjerner sig og jeg ka mærke mr. Collins løfte min stol op fra gulvet med mig på, min krop knager ind imod den, indtil jeg er blevet sat op igen i cirklen af farvet lys. Mine øjne er så hævede nu, at jeg næsten ikke ka se mr. Collins, selvom han står lige foran mig.
Jeg ka høre Borgmesteren ved det lille bord igen. Jeg ka høre den skrabende lyd af metal igen.
Jeg ka høre ham stille sig hen ved siden af mig.
Og efter alle de mange løfter, så er den her endelig, omsider.
Min død.
Undskyld, tænker jeg. Undskyld, undskyld.
Borgmesteren lægger en hånd på min skulder og jeg trækker mig væk fra den, men han lar den ligge der og presser den roligt ned. Jeg ka ikke se, hva han har i hånden, men han fører noget hen imod mig, hen imod mit ansigt, noget som er hårdt og metallisk og fuld af smerte og parat til at få mig til at lide og gøre en ende på mit liv, og der er et hul inden i mig, som jeg er nødt til at kravle ind i, væk fra alt det her, ned i dybet og mørket, og jeg ved, at det her er afslutningen, altings afslutning, jeg ka aldrig flygte herfra, og han slår mig ihjel, og han slår hende ihjel, og der er ingen chance, intet liv, intet håb, ingenting.
Undskyld.
Og Borgmesteren lægger en bandage om mit ansigt.
Den er så kølig at jeg stønner og rykker væk fra hans hænder, men han blir ved at presse den blidt ind mod bulen i min pande og ind mod sårene i mit ansigt og min hage, og hans krop er så tæt på at jeg ka lugte den, dens renhed, den træagtige duft fra hans sæbe, ånden fra hans næse der fejer hen over min kind, hans fingre der næsten ømt berører mine sår og lægger bandage om mine hævede øjne, og jeg ka mærke bandagerne virke næsten omgående, mærke hævelserne falde og de smertestillende piller overta mit system, og et øjeblik tænker jeg på hvor gode bandagerne er i Haven og hvor meget de minder om hendes bandager, og lettelsen kommer så hurtigt, så uventet, at min hals snører sig sammen og jeg blir nødt til at synke den væk.
„Jeg er ikke den mand du tror jeg er,“ siger Borgmesteren stille og næsten direkte ind i mit øre, mens han lægger en ny bandage om min hals. „Jeg gjorde ikke de ting du troede jeg gjorde. Jeg bad min søn komme tilbage med dig. Jeg bad ham ikke om at skyde nogen. Jeg bad ikke Aaron om at slå dig ihjel.“
„Du er en løgner,“ siger jeg, men min stemme er svag og jeg ryster over anstrengelsen ved at holde gråden ude af den (hold kæft).
Borgmesteren lægger blidt noget mere bandage på sårene på mit bryst og min mave, så blidt at jeg næsten ikke ka holde det ud, så blidt at det næsten er som om han tænker over hvordan det føles.
„Jeg bekymrer mig faktisk om dig, Todd,“ siger han. „Der kommer en tid hvor du vil forstå sandheden i de ord.“
Han går om bag mig og lægger endnu en bandage om mine håndled og tar mine hænder og gnubber liv i dem igen med sine tommelfingre.
„Med tiden,“ siger han, „vil du lære at stole på mig. Måske vil du endda lære at kunne lide mig. Måske endda betragte mig som en slags far, Todd.“
Det føles som om min Støj smelter væk i takt med alle pillerne, al smerten forsvinder og jeg forsvinder sammen med den, som om han alligevel slår mig ihjel, men med helbredelse i stedet for straf.
Jeg ka ikke holde gråden væk fra halsen, øjnene, stemmen.
„Nej …“ siger jeg. „Ikke …“
Men jeg ved ikke hva jeg mener.
„Krigen er ovre, Todd,“ siger Borgmesteren igen. „Vi skaber en ny verden. Planeten lever omsider op til sit navn. Tro mig når jeg siger, at når først du ser den vil du ønske at være en del af den.“
Jeg trækker vejret i mørket.
„Du kunne være en folkets leder, Todd. Du har bevist, at du er noget ganske særligt.“
Jeg fortsætter med at trække vejret, prøver at holde fast i det, men ka mærke at det glider væk.
„Hvordan ka jeg vide det?“ spørger jeg til sidst, og min stemme er en hæs kvækken, en sløret ting der ikke er helt ægte. „Hvordan ka jeg vide at hun stadig lever?“
„Det kan du ikke,“ siger Borgmesteren. „Du har kun mit ord.“
Og venter igen.
„Og hvis jeg gør det,“ siger jeg. „Hvis jeg gør som du siger, så redder du hende?“
„Vi gør det nødvendige,“ siger han.
Når der ingen smerte er, føles det næsten som om jeg ikke har nogen krop overhovedet, næsten som om jeg er et spøgelse der sidder i en stol, blindet og bestandig.
Som om jeg allerede er død.
For hvordan ved man, man er i live, hvis man ikke har ondt?
„Vi er de valg vi træffer, Todd,“ siger Borgmesteren. „Hverken mere eller mindre. Jeg vil gerne have at du selv vælger at fortælle mig det. Det vil jeg virkelig gerne have.“
Under bandagerne er der bare mere mørke.
Bare mig alene i mørket.
Alene med hans stemme.
Jeg ved ikke hva jeg skal gøre.
Jeg ved ingenting.
(hva gør jeg?)
Men hvis der er en chance, hvis der bare er en chance …
„Er det virkelig så stort et offer, Todd?“ spørger Borgmesteren og lytter til mine tanker. „Her for enden af fortiden? Ved starten på fremtiden?“
Nej. Nej, jeg ka ikke. Han er en løgner og en morder, uanset hva han siger …
„Jeg venter, Todd.“
Men måske er hun i live, måske holder han hende i live …
„Vi nærmer os din sidste mulighed, Todd.“
Jeg løfter hovedet. Bevægelsen får bandagen til at gå en smule op og jeg misser mod lyset op mod Borgmesterens ansigt.
Lisså udtryksløst som altid.
Det er den tomme, livløse væg.
Jeg ku lisså godt tale til et bundløst hul.
Jeg ku lisså godt være et bundløst hul.
Jeg ser væk. Jeg ser ned.
„Viola,“ siger jeg ned i tæppet. „Hun hedder Viola.“
Borgmesteren udstøder et langt suk. Der lyder veltilfredst. „Godt, Todd,“ siger han. „Tak for det.“
Han vender sig om mod mr. Collins.
„Lås ham inde.“
LÆS OGSÅ: Stjernespækket filmatisering – det ved vi om Chaos Walking
Læs mere om Chaos Walking 2 – Fjendens ansigt
Todd og Viola har været på flugt fra den ubarmhjertige hær af mænd fra Todds hjemby, Prentisstown, og er røget lige i armene på deres værste fjende, Borgmester Prentiss. Todd bliver fængslet og adskilt fra Viola, og nu er han tvunget til at underkaste sig Borgmesterens magt. Men hvad er det for hemmeligheder, der gemmer sig uden for byen? Og er Viola stadig i live? Og så en dag begynder bomberne at falde …
Fjendens ansigt er en intens, chokerende og meget bevægende roman om at yde modstand under et ekstremt pres.
→ Tilføj Fjendens ansigt til din Goodreads
→ Køb Fjendens ansigt her
Andre læste også: