Børnebøger Carlsen Læseprøve og uddrag

Horisonten og sådan noget er en rørende historie om krig, flugt og kærlighed. Smuglæs i børnebogen her

horisonten og sådan noget header

Horisonten og sådan noget af prisvindende Tina Sakura er en smuk fortælling om sorg, kærlighed og krig. Noura er flygtet fra sit hjemland, som er besat af ondskaben, men hendes lillebror er der stadig. Hun må finde modet til at tage tilbage og redde ham. Begynd din læsning her.


Horisonten og sådan noget er en helt særlig bog, hvor kontrasterne mellem godt og ondt er altafgørende. For selvom navnet Noura betyder lys, er mørke det eneste, hun kan huske.

Hun har så mange spørgsmål, som hun ikke kan huske svaret på. Hvorfor har hun egentlig sejlet omkring i en mystisk ubåd? Og hvor kommer hun mon fra?

LÆS OGSÅ: Selvfølgelig har 10-12-årige børn også brug for godnathistorier

Men da hun møder Daimi på sin vej, begynder hun at huske. De rejser af sted mod horisonten og savnet og magien: De leder efter deres egen lyd, de leder efter mod. Men vil det virkelig være nok, når de står over for grusomheden selv?

Horisonten og sådan noget er skrevet af modtager af Kulturministeriets forfatterpris Tina Sakura – med illustrationer af Lilian Brøgger.

Du kan købe Horisonten og sådan noget online, eller i din nærmeste boghandel fra d. 15 marts.




Horisonten og sådan noget

Tina Sakura og Lilian Brøgger


KAPITEL 1: En sælsom lyd


Engang hed Daggert-Daimi ikke Daggert-Daimi. Hun hed bare Daimi. Og det var fint og okay, og hun drak te i udestuen med Henning. Åh, Henning.

Men en dag sagde Henning, at han ikke længere ville sidde i udestuen og drikke te med Daimi. Han arbejdede på en stor fabrik, der lavede julepynt, og fabrikanten Yvonne havde fået et godt øje til ham. Det var vokset frem lige så stille. Og så havde det gode øje blinket og spurgt, om Henning ville flytte ind i fabrikantens store villa.

horisonten og sådan noget

Og det ville han godt.

Så der sad Daimi alene tilbage i udestuen. Pladerne gik i hak. Det var nogle store, sorte skiver, man afspillede på en pladespiller i gamle dage. Og hak betød, at man hørte den samme bid af en sang om og om igen, ak.

*

En tirsdag vågnede Daimi og følte en sær lyd inden i sig. Hun gik ud på badeværelset og så sig i spejlet. Hendes ene øjenbryn sad lidt højere end det andet, og hendes ene hånd var en knytnæve, der blev ved med at slå ind i den anden hånd, mens lyden kom igen. Hun havde ikke lyst til te. Hun havde brug for at komme ud. Ned på havnen.

*

Hun mærkede vinden i ansigtet, den smagte salt ligesom alle de tårer, hun havde grædt i udestuen. Salt som havet. Igen kom lyden op i hende, hun smækkede knytnæven ind i den anden hånd. Det var tidligt, men alligevel var der gang i den på havnen, buldrende tønder, kraner og blå kedeldragter. Og kæmpestore skibe med containere på sig i mange farver.

Det mindede hende om de klodser, hun havde som barn. Men det var ikke så meget skibene, der fyldte hende. Det var horisonten. Derude. Hun havde aldrig tænkt på det før, men nu kunne hun ikke tænke på andet. Måske var det bare en streg? Man kan ikke vide det.

Lige midt imellem to mægtige containerskibe lå et lille skib. Et skib, der havde været ude i horisonten og tilbage igen mange gange, det kunne man se. Træet knirkede, sejlene smældede af eventyr. Eller nej … de var ved at blive pillet ned. Af en mand med to træben.

„Skal jeg hjælpe dig?“ sagde Daimi og blev overrasket, da manden vendte sig og viftede med to træhænder og en trænæse.

„Det er jo ikke så let mere, når man er træmand,“ sagde manden, da de var færdige. „Og det er et hårdt liv at være sørøver.“

„Jeg har sådan en sælsom lyd i mig,“ sagde Daimi. „Lad mig høre!“

Daimi sagde lyden højt og tydeligt:

„AARRRGH! … Er jeg syg?“

Manden lagde trænæsen tilbage og grinede.

„Jow, det ville nogen nok sige.“

„Er det alvorligt?“

„Tjah, det er, som man tager det … du er sørøver!“ sagde manden, og endelig kunne Daimi ånde lettet op. Hun vidste, at han havde ret.

Manden orkede ikke længere at være sørøver.

„Jeg drømmer sådan om et hus. Et hus med udestue, hvor man kan drikke te.“

Og snart havde Daimi fortalt ham, hvor der lå netop sådan et hus. De vinkede farvel. Men så kom manden tilbage.

„Hvad hedder du?“

„Jeg hedder Daimi.“

„Den går ikke, Daimi. Der skal være lidt mere bid i.“ „Bid?“

„Ja, noget aarrg. Så nu spørger jeg igen, og så svarer du med et nyt navn. Okay? Det første, der falder dig ind …“

Daimi nikkede. Daimi lukkede øjnene. Og da hun skulle svare igen, sagde hun:

„Daggert-Daimi!“

Træmanden fik tårer i øjnene. De nikkede begge to højtideligt. Det var det rigtige navn. Så krammede de og klappede hinanden på ryggen.

horisonten og sådan noget

*

Inde i kahytten var der en stor bog. Den store bog om alt væsentligt sørøverliv af Blod-Bente. Daggert-Daimi gav sig straks til at læse om at sætte sejl. De skulle jo op igen, så hun kunne komme af sted, af sted ud mod horisonten. Det var meget svært, men det gik. Men kun lige.

Og horisonten sagde ikke noget. I hvert fald ikke noget, Daimi kunne høre, selvom hun lyttede godt efter.

Hun rodede lidt rundt i kaptajnens kahyt. I en kiste lå en hel masse ting. For eksempel et penalhus, et dødningehoved, tyve dåser makrel i tomat, en rød sweater, hvor der stod Mor elsker dig, en stor hat med mange fjer. Nej, to hatte. En i rød og en i sort med dødningehoved på. Daimi tog den sorte på, det føltes godt. Men dagene var lange. Alt for lange. Meget længere end i udestuen, og der havde de ellers været virkelig lange. Og nætterne med.

Stjernerne sang og lyste ned til hende, de blinkede med alle deres fortællinger, de var bare så langt væk. Ligesom Henning. Henning og … fabrikanten. Daimi kunne pludselig ikke mærke lyden i sig mere. Hun sparkede til skibet. Det hele havde været en fejl, og nu sad der en mand med trænæse i Daimis udestue, og der ville sikkert blive kamp, hvis hun tog tilbage, og hvem ville i kamp med en sørøver? Daimi fandt en nål i et sysæt i kisten. Så stak hun sig i fingeren og lod nogle dråber falde i havet. Blod tiltrak hajer. Det havde hun set engang i fjernsynet i udestuen.

horisonten og sådan noget

Daimi gik med tunge skridt hen mod rælingen og skubbede en planke ud. Sådan noget sørøverpjat med en planke. Man kunne da bare smide folk i vandet. Hun sukkede. Henning susede i hendes blod, i hendes hjerte. Hun ville alligevel altid være alene. Hvordan skulle nogen kunne elske sådan en svækling som hende? Sådan en slatten julepyntsdekoratør, der troede, hun skulle være farlig sørøver? Det var latterligt. Hun, Daimi, var latterlig. En fiasko. Og grim.

Så gik hun ud på planken.

Og lod en dråbe blod falde i havet. Og sprang.




Tina Sakura og Lilian Brøgger: Horisonten og sådan noget

Horisonten og sådan noget er historien om Noura, som flygter fra sit hjemland, da det er besat af ondskab. Noura møder Daimi, som hjælper hende med at finde modet til at tage tilbage og redde sin lillebror.

Selvom Noura betyder lys, er mørke det eneste, hun kan huske. Hun kan ikke huske, hvorfor hun har sejlet rundt i en mystisk ubåd, eller hvor hun kommer fra. Men da Noura møder Daimi, begynder hun at huske.

De rejser af sted mod horisonten og savnet og magien. Men vil mod virkelig være nok, når de står over for grusomheden selv?

Du kan købe Horisonten og sådan noget online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.