Boganmeldelser Carlsen Eventyr Tina Sakura

Ugens anbefaling | Horisonten og sådan noget af Tina Sakura og Lilian Brøgger

Ugens anbefaling Horisonten og sådan noget af Tina Sakura og Lilian Brøgger

Bliv tippet om din næste store læseoplevelse direkte fra Lindhardt og Ringhofs bogelskende medarbejdere.


Vil du gerne have en anbefaling til din næste bog? Så læs med her, hvor Lindhardt og Ringhof og Forlaget Carlsens medarbejdere hver uge giver et godt bogtip – og fortæller hvorfor, og hvem bogen passer særligt godt til.

Mette Rou Lund, pressekoordinator

Hvilken bog vil du anbefale?

Horisonten og sådan noget af Tina Sakura og Lilian Brøgger


Beskrivelsen af bogen

Ugens anbefaling | Horisonten og sådan noget af Tina Sakura og Lilian Brøgger

Horisonten og sådan noget er historien om Noura, som flygter fra sit hjemland, da det er besat af ondskab. Noura møder Daimi, som hjælper hende med at finde modet til at tage tilbage og redde sin lillebror.

Selvom Noura betyder lys, er mørke det eneste, hun kan huske. Hun kan ikke huske, hvorfor hun har sejlet rundt i en mystisk ubåd, eller hvor hun kommer fra. Men da Noura møder Daimi, begynder hun at huske.

De rejser af sted mod horisonten og savnet og magien. Men vil mod virkelig være nok, når de står over for grusomheden selv?

Du kan købe Horisonten og sådan noget online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.


Hvorfor anbefaler du denne bog?

Det er en af de bøger, jeg har anbefalet til ALLE i min omgangskreds, siden den udkom i marts i år. Den burde være en del af pensum på landets skoler, for den giver et indblik i, hvad det vil sige at være flygtning, og hvordan man oplever (og overlever) krig.

LÆS OGSÅ: 6 stærke børne- og ungdomsbøger om flygtninge og krig

Det er også en bog om venskab, familiekærlighed og eventyrlyst. Fortalt i Tina Sakuras finurligt eventyrlige sprog og med fantastiske illustrationer af Lilian Brøgger, som bare rammer smask lige i hjertet. Jeg tudede, grinede og tænkte over livet, da jeg læste den bog. Og nu er der krig i Europa, så den er desværre ikke blevet mindre aktuel.

Hvad minder bogen om?

Jeg synes ikke, den minder om noget andet, jeg har læst. Men jeg fik lyst til at læse alle Tinas Sakuras bøger, da jeg havde læst Horisonten og sådan noget. Fx Bjørnen, som hun modtog Kulturministeriets Forfatterpris for i år. Tina kan noget helt særligt med at tage et alvorligt og vigtigt emne og formidle det på eventyrlig vis i unikke og modige bøger, som man bliver livsklog af at læse.

LÆS OGSÅ: Tina Sakura og Signe Kjær modtager Kulturministeriets Forfatterpris og Illustratorpris for Bjørnen

Morten Dürr og Lars Hornemans grafiske fortælling Zenobia har samme tema, da den handler om den syriske pige Aminas skæbne som bådflygtning og beskriver krigens rædsler i børnehøjde. Den gjorde et KÆMPE indtryk på mig, og den kan jeg også varmt anbefale. Men den er anderledes i tonen end det finurlige og i glimtvis muntre, der er i Sakura og Brøggers eventyrlige univers.

Hvad er det bedste ved bogen?

Det er en såkaldt ‘børneroman’, den er på næsten 200 sider, så der er masser af gods i, også for voksne. Det kan jeg godt lide. At man skal bruge tid på den og ikke bare har læst den på en halv time.

Og så er jeg vild med de to hovedkarakterer, der er alt andet end kedelige: piraten Daimi og pigen Noura kaster sig ud på en eventyrlig rejse, uden at vide, hvad der venter dem, men de har hinandens ryg, uanset, hvad der sker – og der sker meget mærkeligt på den rejse! Så de er ret seje, men samtidig også skrøbelige, som mennesker jo er.

LÆS OGSÅ: “Krig og sorg er en del af livet – derfor er det vigtigt, at det findes i bøgerne.” Tina Sakura om Horisonten og sådan noget

Her er et eksempel på den krøllede livklogskab, der er så meget af i bogen:

Daimi kiggede i kisten. Hun syntes nok. Det var en mundharmonika. En spinkel melodi sitrede ud over skibet.

“Er det dig, der spiller?” grinede Noura.

Daimi spillede videre. Alt det triste kom ud i grønlige cirkler som en slags tåge, ud, ud og op i vinden.
Noura satte roret i spænd og kom derned. Hun spillede på en tønde. Sådan spillede de nogen tid. I hver deres tanker om horisonten. I hver dages tanker om morgendagen.

Noura slog på tønden. Hurtigere og hurtigere. Daimi spillede videre. Tågen lettede, tønden buldrede, harmonikaen smøg sig om rytmen. Nu blev melodien hurtigere og hurtigere.
“Det hjælper inden i mig med musikken,” sagde Noura.
“Det er, som om jeg er filtret. Og musikken er en kam.”

Nogen særlige du vil anbefale bogen til?

Alle. Man skal ikke tænke, at det “bare” er en børnebog. Som Tina Sakura selv siger: “Den henvender sig til 8-12-årige og op til 112-årige.”


Måske vil du også kunne lide

Bjørnen

Ugens anbefaling | Horisonten og sådan noget af Tina Sakura og Lilian Brøgger

Da Carli begynder i gymnasiet, bliver hun inviteret til puttemiddag hos drengene fra 3.g. Hun glæder sig, men det bliver ikke den aften, hun havde forventet. Hun oplever noget, der sætter sig i hende. Det er kun naturen og Carlis egne urkrafter, der kan få sårene til at hele igen. Bjørnen vågner.

LÆS OGSÅ: Carlsens billednoveller. Serie af stærke billedbøger til unge

Bjørnen er en del af serien CARLSENS BILLEDNOVELLER: Korte, illustrerede historier til unge skabt af nogle af de allerbedste forfattere og illustratorer.

Du kan købe Bjørnen online eller i din nærmeste boghandel.


Ser det som min fornemmeste opgave at sprede læseglæde og dele stærke læseoplevelser med andre læseheste. Det gør jeg som en del af presseteamet hos Lindhardt og Ringhof og i min fritid, hvor bogstakken på mit natbord er faretruende høj. Har en fortid som bogopsætter, journalist, kulturredaktør og kommunikations- og pressekonsulent og har altid valgt arbejdspladsen nøje efter, om jeg kunne dele min store kærlighed til bøger og kultur.