For et par år siden blev 2000 engelske forældre valgt ud (sammen med deres børn i alderen fem til 20 år) til en undersøgelse af, hvad det er, som vi forældre gør, der er allermest pinligt. Og man ved jo godt, at vi i vores børns øjne er til for at irritere. Vi ved bedre. Vi siger nej. Vi er pinlige. Virkelig pinlige. For eksempel når vi danser, og det er der en forklaring på.
Det forholder sig nemlig sådan, at ens danseudvikling stopper, når man har rundet de 25. Så hvis man er drøngod til at moonwalke som 25-årig, så er det også det, man gør, når man er til klassefest hos sine børn som 45-årig. Generelt har vi forældre det med at føle os cirka 20% yngre, end vi reelt er, hvilket nok er forklaringen på, hvorfor dans topper listen over forældrepinligheder.
På anden og tredjepladsen kommer de ting, vi siger. ”Vi ses, skattemus.” og ”Yo!”. Når vi offentligt kalder vores børn kælenavne eller forsøger at bruge smart sprog, typisk med et par års forsinkelse, så sker der noget med tæerne i vores børns sko. Og børn på 14 år er dem, som er hårdest ramt.
Som forælder skal man ikke kæmpe imod. Man er irriterende no matter what. Men man kan blive klogere på, hvor på irritationsbarometeret man befinder sig, hvis man kysser farvel, synger med eller siger: ”Knæhøj karse.”
Her på Forlaget Carlsen har vi ikke lavet vores egen undersøgelse. Men vi kan kigge på, hvad det er, de belastende forældre gør i vores bøger. Hvis man for eksempel tager de tre serier Spiloppo, Karmaboy og Game on, så gør alle forældre noget, som irriterer de tre hovedpersoner, Arthur, Niller og Lucas. Arthur skal stadig håndtere sin pinlige far, der optræder som klovn på diverse markeder, imens Arthur er stødt på en skat fra Anden Verdenskrig i seneste bog, der er nummer to i serien: Spiloppo – Med skurke på skattejagt.
Så er der Niller i Karmaboy – Operation Hundepølse. Han vil egentlig bare gerne være sammen med sin far. Farmand har bare ikke tid, da der skal udvikles nye pølser til slagterbutikken. Og imens forsvinder en af de hunde, som Niller lufter, og alt peger på, at hans far står bag.
Endelig er der Lucas i Game On-serien. Han elsker at spille computer og er temmelig god til det. Dog bor han sammen med et kvindemenneske (hans mor), der synes, at frisk luft, speltboller og brætspil er langt vigtigere og sundere end at finde ud af, hvorfor bolden i Fifa og andre ting i computerspillene pludselig forsvinder. Det er bog nummer tre, som hedder Kattepine.
Ovenstående er tre gode bud på bøger, man kan læse i de kommende mørke måneder i familien. Som forælder kan man få nogle gode råd med på vejen, og børnene kan få en oplevelse af, at de ikke er de eneste med irriterende og belastende forældre.
Undersøgelsen viste også, at vi forældre slet ikke kan kæmpe imod at være pinlige. Det er naturens orden, at vi resten af livet vil føle os markant yngre mentalt, end vi ser ud udenpå. Så lad os moonwalke, kalde vores børn for snuskebasser og gå klædt som dengang i 90’erne, hvor de virkelig kunne skabe tøj. Lad os være cool.
For et par år siden blev 2000 engelske forældre valgt ud (sammen med deres børn i alderen fem til 20 år) til en undersøgelse af, hvad det er, som vi forældre gør, der er allermest pinligt. Og man ved jo godt, at vi i vores børns øjne er til for at irritere. Vi ved bedre. Vi siger nej. Vi er pinlige. Virkelig pinlige. For eksempel når vi danser, og det er der en forklaring på.
Det forholder sig nemlig sådan, at ens danseudvikling stopper, når man har rundet de 25. Så hvis man er drøngod til at moonwalke som 25-årig, så er det også det, man gør, når man er til klassefest hos sine børn som 45-årig. Generelt har vi forældre det med at føle os cirka 20% yngre, end vi reelt er, hvilket nok er forklaringen på, hvorfor dans topper listen over forældrepinligheder.
På anden og tredjepladsen kommer de ting, vi siger. ”Vi ses, skattemus.” og ”Yo!”. Når vi offentligt kalder vores børn kælenavne eller forsøger at bruge smart sprog, typisk med et par års forsinkelse, så sker der noget med tæerne i vores børns sko. Og børn på 14 år er dem, som er hårdest ramt.
Her på Forlaget Carlsen har vi ikke lavet vores egen undersøgelse. Men vi kan kigge på, hvad det er, de belastende forældre gør i vores bøger. Hvis man for eksempel tager de tre serier Spiloppo, Karmaboy og Game on, så gør alle forældre noget, som irriterer de tre hovedpersoner, Arthur, Niller og Lucas. Arthur skal stadig håndtere sin pinlige far, der optræder som klovn på diverse markeder, imens Arthur er stødt på en skat fra Anden Verdenskrig i seneste bog, der er nummer to i serien: Spiloppo – Med skurke på skattejagt.
Så er der Niller i Karmaboy – Operation Hundepølse. Han vil egentlig bare gerne være sammen med sin far. Farmand har bare ikke tid, da der skal udvikles nye pølser til slagterbutikken. Og imens forsvinder en af de hunde, som Niller lufter, og alt peger på, at hans far står bag.
Endelig er der Lucas i Game On-serien. Han elsker at spille computer og er temmelig god til det. Dog bor han sammen med et kvindemenneske (hans mor), der synes, at frisk luft, speltboller og brætspil er langt vigtigere og sundere end at finde ud af, hvorfor bolden i Fifa og andre ting i computerspillene pludselig forsvinder. Det er bog nummer tre, som hedder Kattepine.
Ovenstående er tre gode bud på bøger, man kan læse i de kommende mørke måneder i familien. Som forælder kan man få nogle gode råd med på vejen, og børnene kan få en oplevelse af, at de ikke er de eneste med irriterende og belastende forældre.
Undersøgelsen viste også, at vi forældre slet ikke kan kæmpe imod at være pinlige. Det er naturens orden, at vi resten af livet vil føle os markant yngre mentalt, end vi ser ud udenpå. Så lad os moonwalke, kalde vores børn for snuskebasser og gå klædt som dengang i 90’erne, hvor de virkelig kunne skabe tøj. Lad os være cool.
Andre læste også: