Fagbøger Florence McLean True crime

Florence McLean: Jeg er drevet af ønsket om at forebygge grusomhed

Ondskabens psykologi, Florence McLean, true crime, seriemordere

I Ondskabens psykologi går profileringsekspert og psykolog Florence McLean tæt på seriemordere og ser på, hvad de kommer fra for bedre at forstå, hvad der skaber en seriemorder.


“Jeg kommer aldrig til at beskæftige mig med noget, der er værre.”

Sådan tænkte Florence McLean, da hun valgte at grave sig ned i seriemorderes sind allerede i specialeskrivningen på psykologistudiet på Aarhus Universitet. Hun håbede, at hvis hun startede med den værst tænkelige version af mennesket, så kunne alt, hun siden kom til at beskæftige sig med som psykolog blive sat i perspektiv.

Svært at slippe seriemorderne

Det skulle vise sig, at seriemorderne var svære at slippe. I dag er Florence McLean Danmarks eneste criminal profiler uddannet i criminal profiling og gerningsstedsanalyse fra Forensic Criminology Institute i USA i 2020. Hun har en certificeret uddannelse i criminal profiling fra Heritage University i USA (2022) og er i gang med en Master of Science i criminal profiling, som hun forventer at færdiggøre i 2023.

I 2021 udgav Florence McLean bogen Seriemorder – Mennesket bag masken, som er baseret på interview, hun har foretaget med 34 seriemordere, hvoraf hun stadig har kontakt med flere af dem. Nu er Florence McLean aktuel med opfølgeren Ondskabens psykologi, hvor hun fortæller om nogle af de værste seriemordere fra hele verden, inddrager nye cases, går i dybden med, hvad profiling er, og gennemgår de værktøjer, en profiler benytter sig af.

Hårdere at være psykolog end profiler

Selvom Florence McLean har beskæftiget sig indgående med seriemordere allerede fra specialet på Psykologistudiet, så har de mange efterfølgende år med arbejdet som psykolog med traumatiserede børn, unge og voksne i Aarhus Kommune budt på oplevelser, der var hårdere end at beskæftige sig med seriemorderne.

“Det er utroligt hårdt at sidde overfor traumatiserede unge mennesker. Med seriemorderne handler det om noget, der ER sket, og ofrene ER døde. Når man har med døde at gøre, så er det de efterladte, det er hårdt for. Dem, jeg har haft i behandling, har også været hårdt arbejde, det er dog på en anden måde. I mit daværende arbejde som psykolog var ofrene levende, og jeg havde ansvaret for, at de fik det bedre.

En anden grund til, at Florence McLean kan blive ved med at dykke ned i de mørkeste sind og mest grufulde seriemordersager handler om målet.

“Jeg er drevet af ønsket om at forebygge grusomhed, og jeg holder hele tiden mit mål om forebyggelse for øje.”

Når Florence medvirker som ekspert i DR’s true crime-dokumentarserier, senest sæson 4 af Danske mord, og er vært på Discovery true crime-serien For farlig til frihed og med i diverse podcast, så handler det altid om ønsket om, at vi skal blive klogere på, hvordan mordere er, så vi kan forebygge, at der bliver begået mord.

“Det handler om at se barnet og mennesket, inden de begår det første mord.”

LÆS OGSÅ: Florence McLean ved, hvad der gør mennesker til seriemordere

Er det så ondskab?

Selvom titlen på bogen er Ondskabens psykologi, så er Florence McLean meget opmærksom på ikke at sige om en morder, at personen er ond, lige meget hvor onde personens handlinger er.

“Det er uhyggeligt, og det er ubegribeligt. Men vi skal passe på med at sige, at seriemorderne er onde. Jeg forventer dog ikke, at folk generelt kan se andet end et monster, og det kan jeg godt forstå. Men det er vigtigt, at os, der arbejder professionelt med den type mennesker, ikke tænker sådan. Vi får ikke øje på mennesket bagved, hvis vi bare siger, at han/hun er ond. Vi er nødt til at se på hele mennesket, for vi kan ikke forebygge, hvis vi ikke forstår, hvad det handler om, og hvad der fører til de her handlinger.”

Florence sammenligner det med kræft, hvor man ikke bare kan strålebehandle hele kroppen for at fjerne en kræftknude. Det er vigtigt at vide alt om kræftknuden, hvor den sidder, hvor stor den er, hvad det er for en slags, og hvor meget den har spredt sig. Eller er behandlingen ikke effektiv.

Seriemordernes barndom

I Ondskabens psykologi kigger hun blandt andet på, hvilke fællestræk hun kan se, seriemorderne har. Det er Florence’s 19 års erfaring som psykolog, hun trækker på, når hun fordyber sig i profileringen. For hvad skaber mennesker, der er i stand til at begå så onde og grusomme handlinger?

Et fællestræk for mange af de seriemordere, Florence beskæftiger sig med i Ondskabens psykologi, er, at de har været udsat for traumatiserende oplevelser som børn.

For eksempel i tilfældet Ivan Milat – som fik tilnavnet The Backpacker Killer, fordi han myrdede rygsækrejsende. Han voksede op med en voldelig far, som mishandlede moren foran børnene, og meget tyder på, at børnene også var udsat for fysiske og psykiske overgreb, og der var seksuelle overgreb børnene imellem. Flere af børnene i den store børneflok på 14 udviste tegn på adfærdsforstyrrelser tidligt i livet, men familien holdt de sociale myndigheder for døren ved at flytte meget.

LÆS OGSÅ: True crime. 12 bøger om forbrydelser fra virkelighedens verden

Et andet tilfælde er seriemorderen Danny Rolling, der inspirerede til filmen Scream. I opvæksten var Danny og hans lillebror altid bange for faren, der udsatte familien for psykisk og fysisk terror. “Kig væk, det sker ikke i virkeligheden,” sagde moren, når faren gik amok. Hun forsøgte at begå selvmord, da Danny var 11. Dannys højtelskede hund blev også jævnligt mishandlet af faren, til sidst så meget, at den døde.

Allerede da Danny var barn, vurderede skolepsykologerne, at han “led af et mindreværdskompleks med tendens til aggression og svag impulskontrol”. Som voksen blev han diagnosticeret med adskillige personlighedsforstyrrelser.

Et fællestræk ved seriemordere er ifølge Florence McLean, at de ofte kan være forstyrret på forskellige parametre – de fleste har meget forskellige træk fra forskellige personlighedsforstyrrelser. De er ofte mere forstyrrede, end man umiddelbart først fornemmer/ser på dem, og de er gode til ikke at vise, hvor forstyrrede de er. Til gengæld er de færreste psykotiske.

Empati med børnene

Det er i barndommen, at man skal forebygge, så det ikke ender så galt, og i Danmark er vi ifølge Florence McLean bedre til at reagere på de ‘røde flag’ i skolen, end de er i USA og sørge for at underrette, når der er en mistanke om, at børn mistrives. Men vi kan også blive bedre.

“Jeg har talt med børn, der har haft det så skidt, og som har været så traumatiserede, at de har haft lyst til at slå ihjel.”

Det er børnene, Florence McLean har empati for, også når det handler om seriemorderne. Så kan hun godt have empati med det barn, der ofte havde en traumatisk barndom.

“Jeg har forståelse for mennesket, og jeg kan have enormt meget empati for seriemorderne, da de var børn, og de blev udsat for rædsler, og ingen hjalp dem. Men jeg har ingen empati med seriemorderne – jeg skiller det ad.”


Læs mere om Ondskabens psykologi

Florence McLean: Jeg er drevet af ønsket om at forebygge grusomhed

Som Danmarks førende ekspert indenfor psykologisk profilering, ‘criminal profiling’ og seriemordere fortæller Florence McLean om nogle af de værste serieforbrydere fra hele verden. Hun forklarer, hvad profiling er, og gennemgår de værktøjer, en profiler benytter for at beskrive en gerningsmand. Det er f.eks. gerningsstedsanalyse, personligheds- og adfærdsanalyse og geografisk profilering. Hun fortæller også om, hvordan man arbejder med forskellige typer af ofre, og hvad de kan afsløre om en morder. 

Florence McLean interviewede i forbindelse med sit speciale 34 primært amerikanske seriemordere, og nogle af dem har hun kontakt med den dag i dag. Vi møder bl.a. Dennis Rader (alias BTK – Bind, Torture, Kill), som selv virker interesseret i at forstå, hvorfor han blev seriemorder. Han blev idømt ti gange livstid for lige så mange mord. Florence McLean stiller spørgsmålet, om vi gennem forskning i seriemordere kan blive bedre til at forebygge og dermed forhindre nogle af de mest grusomme forbrydelser.

Du kan købe Ondskabens psykologi i din nærmeste boghandel eller online fx hos Bog og idé.


Læs mere om Seriemorder – Mennesket bag monsteret

Florence McLean: Jeg er drevet af ønsket om at forebygge grusomhed

Florence McLean har interviewet 34 seriemordere, der tilsammen har slået hundredvis af mennesker ihjel.

Med FBI’s profileringsmetode som indgangsvinkel har hun sat sig for at komme tættere på svaret på, hvorfor et menneske bliver seriemorder? Og kan man gøre noget for at forhindre det?

I bogen inddrager hun sine erfaringer som psykolog i sin fremlæggelse af sine undersøgelsesresultater og giver dermed et skræmmende indblik i seriemorderens sind, tanker og adfærd.

Du kan købe Seriemorder – Mennesket bag monsteret online, fx på Gucca.dk, eller i din nærmeste boghandel.

Hvis du er interesseret i andre true crime bøger, så se med her:

Lone Theils: Britiske seriemordere 1

Florence McLean: Jeg er drevet af ønsket om at forebygge grusomhed

Den danske journalist og forfatter Lone Theils har lige siden barnsben været fascineret af true crime og seriemordere. Hvorfor slår folk ihjel igen og igen? Skyldes det ren ondskab? Eller er der andre faktorer på spil? Disse spørgsmål forsøger Lone Theils at finde svar på i denne første bog i serien om britiske seriemordere, hvor hun tager fat på nogle af de mest gruopvækkende sager fra Storbritannien.
Læs om The Yorkshire Ripper, sagen om Ian Brady og Myra Hindley og historien om Rose og Fred West.
Fælles for sagerne om disse mordere er, at de alle blev opklaret efter mange års intens politiindsats.

Du kan købe Britiske seriemordere 1 i din nærmeste boghandel eller online fx hos Bog og idé.

Lone Theils: Britiske seriemordere 2

Florence McLean: Jeg er drevet af ønsket om at forebygge grusomhed

Den danske journalist og forfatter Lone Theils har lige siden barnsben været fascineret af true crime og seriemordere. Hvorfor slår folk ihjel igen og igen? Skyldes det ren ondskab? Eller er der andre faktorer på spil? Disse spørgsmål forsøger forfatteren at finde svar på i denne anden bog i serien om britiske seriemordere, hvor hun tager fat på nogle af de mest gruopvækkende sager fra Storbritannien.

Lone Theils fortæller om den nekrofile seriemorder Dennis Nilsen, der blev opdaget ved en tilfældighed, om pædofile Robert Black, som begik sit livs fejl, da han kidnappede en politikonstabels datter samt om dødens doktor Harold Frederick Shipman, der kendes skyldig i 15 mord.

Du kan købe Britiske seriemordere 2 af Lone Theils fx hos Bog & idé eller i din nærmeste boghandel.

Ser det som min fornemmeste opgave at sprede læseglæde og dele stærke læseoplevelser med andre læseheste. Det gør jeg som en del af presseteamet hos Lindhardt og Ringhof og i min fritid, hvor bogstakken på mit natbord er faretruende høj. Har en fortid som bogopsætter, journalist, kulturredaktør og kommunikations- og pressekonsulent og har altid valgt arbejdspladsen nøje efter, om jeg kunne dele min store kærlighed til bøger og kultur.