Evergreen: Pasta med bønner, hasselnødder og parmesan

Mangler du inspiration til at spise grønnere i hverdagen?

I Evergreen giver kokken Mikkel Karstad os 70 vegetaropskrifter, der alle kan tilberedes i et helt almindeligt hverdagskøkken. Prøv for eksempel denne lækre opskrift på pasta med bønner, hasselnødder og parmesan.

Ingredienser (4 personer)

300 g bønner (gerne grønne bønner, snittebønner og hestebønner)
1/2 dl ekstra jomfruolivenolie
2 fed hvidløg
40 g hasselnødder
Salt og friskkværnet peber
400 g frisk pasta
50 g friskrevet parmesan
1 usprøjtet citron

Evergreen: Pasta med bønner, hasselnødder og parmesan

Fremgangsmåde

Nip enden af bønnerne, skyl dem i koldt vand og lad dem dryppe af. Skær bønnerne i helt små stykker og kom dem i en skål.

Varm en tykbundet gryde op, kom olie og hele hvidløg i og lad dem småsimre i 1-2 minutter, til olien tager smag af hvidløg. Tilsæt de klargjorte bønner og lad dem stege i 1-2 minutter, til de lige får lidt varme, men stadig er helt sprøde. Hak hasselnødderne og kom dem ved bønnerne. Vend godt rundt og krydr med salt og friskkværnet peber.

Bring en anden gryde med vand og salt i kog. Kom pastaen i det kogende vand og lad pastaen koge, til den er al dente. Det tager 3-4 minutter, når det er frisk pasta.

Hæld vandet fra pastaen og hæld pastaen i gryden med bønner og hasselnødder. Tilsæt halvdelen af parmesanen og fintrevet citronskal. Vend det hele godt rundt og smag eventuelt til med ekstra salt og friskkværnet peber.

Server pastaen med det samme i skåle eller dybe tallerkener og drys med parmesan på toppen.

Evergreen serverer vegetaropskrifter i et smukt visuelt univers

Evergreen er resultatet af et samarbejde mellem kokken Mikkel Karstad og fotografen Anders Schønnemann. De to har tidligere udgivet Spis (2014) og Gone Fishing (2016), der begge har sat nye standarder for kogebøger. I Evergreen forener Mikkel Karstad og Anders Schønnemann endnu engang mad og fotografi og skaber et æstetisk grønt, ja nærmest magisk univers.

[embedyt] https://www.youtube.com/watch?v=qWzVjlZ7O-0[/embedyt]

Du kan låne Evergreen hos dit lokale bibliotek. Du kan også få en gratis læseprøve her.

Bag om Evergreens skabere

Mikkel Karstad er kok, og han var med fra begyndelsen i Claus Meyers succes med det nordiske køkken. Her bidrog han blandt andet til at skabe det meyerske univers, som for alvor manifesterede sig med udgivelsen af Almanak. Mikkel Karstad er desuden en af Danmarks mest efterspurgte madstylister.

Du kan læse mere om Mikkel Karstad her.

Anders Schønnemann er en internationalt anerkendt fotograf med speciale i madfotos.

Du kan læse mere om Anders Schønnemann her.