Læseprøve og uddrag Fiktion

En sommer skete der noget, de aldrig har talt om siden, og som ændrede alt. Smuglæs i Overleverne

Svenske Alex Schulman har fået sit internationale gennembrud med Overleverne. En tankevækkende familieroman om en sommer, der fik alt til at gå i stykker.


I sin debutroman Overleverne dykker svenske Alex Schulman dybt i barndommens minder, og hvordan de former ens liv.

Med det forsæt at sprede morens aske er de tre brødre Nils, Pierre og Benjamin taget ud til den ødegård, hvor de har tilbragt størstedelen af deres barndoms somre.

LÆS OGSÅ: Hvordan en kikset samtale blev til en international sensation. Mød svenske Alex Schulman.

De har ikke været tilbage i tyve år, for selvom de engang badede, legede og uskyldigt udforskede de store skove, så skete der noget. De har aldrig siden talt om det, der fik alt i familien til at gå i stykker, men opdager nu, at de hver især husker forskellige ting fra den sommer.

Du kan købe Overleverne online, fx på Gucca.dk, eller i din nærmeste boghandel.



Alex Schulman

Overleverne

På dansk ved Charlotte A.E. Glahn


Kapitel 1

23.59

En politibil pløjer sig langsomt gennem det høje græs ned ad den lille markvej mod gården. Der ligger huset, ensomt på næsset, i den aldrig helt sorte juninat. Det er et enkelt træhus med underlige proportioner, lidt højere end det burde være. De hvide vinduesrammer er frønnede, det røde træværk på sydsiden bleget af solen. Tagstenene er vokset sammen, taget er som huden på et forhistorisk dyr. Det er vindstille og lidt køligt nu, der er dug på det nederste af ruderne. Et ensomt knaldgult skær fra et af vinduerne på første sal.

Dernede ligger søen, blank og stille, med birketræer langs vandkanten. Og saunaen, hvor drengene sad og svedte med deres far på sommeraftenerne og bagefter vaklede ud i vandet på de skarpe sten, på række gik de, balancerede med hænderne ud til siderne som korsfæstede.

”Det er skønt!” råbte deres far, når han kastede sig i, og hans råb gav genlyd over søen, og senere opstod en stilhed, som kun findes lige her, på det her sted, der ligger så langt væk fra alt andet, en stilhed, som indimellem skræmte Benjamin, men som indimellem gav ham fornemmelsen af, at alt lyttede.

Længere borte langs søbredden ligger der et bådhus, træet er mørnet, og konstruktionen er begyndt at læne sig ud mod vandet. Og over for det ligger laden, med en million termithuller i skillevæggene og spor af halvfjerds år gammel dyregødning på cementgulvet. Mellem laden og huset den lille græsplæne, hvor drengene spillede fodbold. Banen skråner, så hvis man spiller med ryggen mod søen, løber man op ad bakke.

Det er skuepladsen, sådan ser den ud, et par små bygninger på en græsplet med skoven bagved og vandet foran. Et utilgængeligt sted, lige så ensomt nu som for år tilbage. Hvis man stod længst ude på næsset og så ud over søen, kunne man ikke se spor efter mennesker nogen steder. En sjælden gang kunne de høre en bil passere på grusvejen på den anden side af søen, den fjerne lyd af en langsomt accelererende motor, på tørre sommerdage kunne de se skyen af støv, der steg op fra skoven. Men de mødte ingen, de var alene på det her sted, som de ikke forlod, og hvor ingen kom.

Engang så de en jæger. Drengene legede i skoven, og pludselig var han der bare. En grønklædt mand med hvidt hår tyve meter væk, der lydløst gled ind og ud mellem granerne. Da han gik forbi, så han udtryksløst på drengene og holdt pegefingeren op foran munden, og så gik han ind mellem træerne og var væk. Der var aldrig nogen forklaring, han var som en mystisk meteorit, der kom tæt på, men passerede hen over himmelhvælvingen uden at ramme. Drengene talte aldrig om det bagefter, og Benjamin spekulerede indimellem på, om det overhovedet havde fundet sted.

Det er to timer siden, solen gik ned, politibilen kører forsigtigt ned ad markvejen. Manden, der kører, ser bekymret ud over kølerhjelmen for at se, hvad der er under ham på sin færd ned ad bakken, og han bøjer sig ind over rattet og ser op, men kan alligevel ikke se toppen af trækronerne. Granerne, der troner over huset, er utrolige. Allerede da drengene var små, var de enorme, men nu. De rejser sig tredive, fyrre meter op i luften.

Børnenes far var altid stolt over, at der var så frodigt, som om det var hans fortjeneste. Han stoppede radiseskud i jorden i begyndelsen af juni, og efter blot et par uger slæbte han børnene hen til køkkenhaven for at vise, hvordan røde prikker på række masede sig op af jorden. Men frugtbarheden rundt om ødegården er ikke til at stole på, her og der er jorden helt død. Æbletræet, som faren forærede moren på hendes fødselsdag, står stadig, hvor han plantede det, men vokser ikke og bærer ikke frugt. Visse steder er jorden stenfri, sort og tung – andre steder er bjerget tæt på, lige under græsset. Da faren skulle lave en hønsegård og stak metalpælene i jorden, borede de sig nogle steder blødt og lydløst gennem det regntunge græs, mens det andre gange sang lige under jorden, og han skreg, når hans hænder vibrerede af klippens modstand.

Politimanden stiger ud af bilen. Hans vante bevægelser, da han hurtigt skruer ned for lyden på apparatet på skulderen, som udsender sin ejendommelige kvidren. Han er stor. De slidte, matsorte genstande, der hænger fra hans bælte, gør, at han på en eller anden måde ser jordbunden ud, vægten trykker ham ned mod jorden.

De blå blink over de høje graner.

Der er noget med lyset, de blånende bjerge over søen og de blå blink fra politibilen, man ville kunne male det på et lærred.

Politimanden træder et par skridt hen mod huset og standser. Han bliver pludselig rådvild, betragter scenen. De tre mænd sidder side om side på stentrappen, der fører op til hoveddøren. De græder, holder om hinanden. De er klædt i jakkesæt og slips. Ved siden af dem på græsset står en urne. Han får øjenkontakt med en af mændene, som rejser sig. De andre to bliver siddende, stadig med armene om hinanden. De er våde og slemt tilredte, han forstår, hvorfor der er blevet ringet efter en ambulance.

”Jeg hedder Benjamin. Det var mig, der ringede til alarmcentralen.”

Politimanden leder i lommerne efter en notesblok. Han ved ikke, at historien næppe kan nedskrives på en blok, at han nu træder ind i slutningen af en flere årtier lang fortælling, den om tre brødre, der engang for længe siden blev revet væk fra det her sted og nu er blevet tvunget tilbage, at alting her hører sammen, intet står alene eller kan forklares uden for sammenhængen. Tyngden af alt det, der finder sted lige nu, er stor, men det allermeste er selvfølgelig allerede sket. Det, der udspiller sig på stentrappen lige nu, de tre brødres gråd, de opsvulmede ansigter og al blodet, er blot den sidste ring på vandoverfladen, den, der er længst ude, længst væk fra nedslagsstedet.

Kapitel 2

Svømmekonkurrencen

Hver aften stod Benjamin der i vandkanten med sin si og sin spand, lige over for den lille strandvold, hvor hans mor og far sad. De fulgte med aftensolen, løftede bord og stole et par meter, når de havnede i skygge, og sådan blev de ved, flyttede sig langsomt, indtil solen gik ned. Under bordet sad Molly, hunden, og så forbavset, hvordan taget over hende forsvandt, fulgte dernæst efter ekvipagen på færden langs vandkanten.

Nu var forældrene nået til endestationen og betragtede, hvordan solen langsomt sænkede sig bag trætoppene på den anden side af søen. De sad altid ved siden af hinanden, skulder mod skulder, fordi de begge to ville se ud over vandet. De hvide plasticstole nedborede i det høje græs, et lille skrånende træbord, hvor de fyldte ølglas glimtede i aftensolen. Skærebrættet med en stump spegepølse, mortadella og radisser. En køletaske i græsset mellem dem, som skulle holde vodkaen kold. Hver gang faren tog en slurk, sagde han kort ”hej” og løftede glasset mod ingenting og drak. Faren skar skiver af pølsen, så bordet rystede, øllen skvættede, en hurtig irritation kom over moren – med en grimasse løftede hun glasset, til han var færdig. Den slags bemærkede faren overhovedet ikke, men det gjorde Benjamin. Han noterede sig alle forandringer, stod altid lidt væk, så de kunne være i fred, men så tæt på, at han kunne følge samtalen, kontrollere stemninger og humøret. Han hørte deres sædvanlige mumlende samtale, bestik mod porcelæn, lyden, når nogen tændte en cigaret, en strøm af lyde, som tydede på, at alt var godt mellem dem.

Benjamin gik langs vandkanten med sin si. Spejdede ned i det mørke vand, indimellem kom han til at se direkte ind i solens spejling, og så gjorde øjnene ondt, som om de var gået i stykker. Han balancerede på de store sten, undersøgte bunden for haletudser, de underlige dyr, sorte og sløve, små svømmende kommaer. Han samlede dem op med sien og førte dem straks ned i fangenskabet i den røde spand. Det her var en tradition. Han samlede haletudser med forældrene som kulisse, og når solen gik ned, og hans forældre rejste sig for at gå op til huset igen, hældte han haletudserne tilbage i søen og gik med dem op. Og så begyndte han forfra den følgende aften. Engang glemte han haletudserne i spanden. Da han opdagede dem næste eftermiddag, var de alle sammen døde, udslettede af solens varme.

Angsten for, at faren skulle opdage det, han tømte spanden i vandkanten, og selv om han vidste, at hans far var oppe i huset og hvilede sig, var det, som om hans blik brændte Benjamin i nakken.

”Mor!”

Benjamin så op mod huset og kunne se sin lillebror komme ned ad skrænten. Man kunne se hans rastløshed helt hernedefra. Det her var ikke et sted for de utålmodige. Især ikke den sommer – da de var ankommet til ødegården en uge forinden, havde forældrene besluttet, at de ikke måtte se fjernsyn hele ferien. Det blev højtideligt meddelt børnene, og især Pierre tog det tungt, da faren trak ledningen til fjernsynet ud og demonstrativt placerede stikket oven på apparatet, som en offentlig henrettelse, hvor liget fik lov at blive hængende til skræk og advarsel, så alle i familien kunne blive mindet om, hvad der skete med den teknik, der truede familiens beslutning om at tilbringe sommeren udendørs.

Pierre havde tegneserierne, som han langsomt og mumlende læste højt for sig selv på maven i græsset om aftenen. Men til sidst gad han ikke længere, og så søgte han altid ned mod forældrene, og Benjamin vidste, at moren og faren kunne reagere forskelligt, nogle gange måtte man godt kravle op på skødet af moren, og hun kildede langsomt en på ryggen. Andre gange blev hun bare irriteret, og øjeblikket var forpasset.

”Jeg keder mig,” sagde Pierre.

”Kan du ikke finde haletudser sammen med Benjamin?” spurgte moren.

”Nej,” svarede han. Han stillede sig bag morens stol og missede mod den lave sol.

”Hvad så med Nils, kan I ikke finde på noget?” sagde moren.

”Som hvad?” spurgte Pierre.

Tavshed. Der sad de, moren og faren, ugidelige, nedsunkne i deres plasticstole, tyngede af alkohol. De så ud over søen. Det var, som om de prøvede at finde noget at sige, forslag til aktiviteter, men der kom ingenting.

”Hej,” mumlede faren og tømte et snapseglas, og så lo han og klappede tre gange i hænderne. ”Okay,” råbte han. ”Jeg vil se jer alle tre i badetøj her om to minutter!”

Benjamin så op, tog et par skridt væk fra vandkanten. Slap sien, så den landede i græsset.

”Drenge!” råbte faren. ”Samling!”

Nils lå med sin walkman og hørte musik i hængekøjen, der var spændt ud mellem de to birketræer oppe ved huset. Mens Benjamin lyttede nøje efter familiens lyde, lukkede Nils dem ude. Benjamin nærmede sig hele tiden sine forældre, Nils søgte væk fra dem. Han valgte et andet rum, deltog ikke.

Når brødrene skulle sove om aftenen, kunne de indimellem høre deres forældre skændes gennem den tynde krydsfinervæg. Benjamin registrerede hvert et ord, skadekontrollerede samtalen. Indimellem råbte de ufattelige ondskabsfuldheder til hinanden, sag- de så hårde ord, at det føltes, som om ordene ville blive hængende for altid. Benjamin kunne ligge vågen i timevis og genspille skænderiet for sig selv. Nils virkede derimod helt uberørt. ”Galehus,” mumlede han bare, når skænderierne tog fat, vendte sig om på den anden side og faldt i søvn. Han var ligeglad, holdt sig for sig selv de fleste dage og gjorde intet væsen af sig, på nær de pludselige vredesudbrud, der blussede op og forsvandt igen. ”For fanden da!” kunne det lyde henne fra hængekøjen, og Nils sprang op og viftede hysterisk med hænderne for at få en hveps væk, der var kommet for tæt på. ”Sindssyge bæst,” råbte han og slog ud i luften et par gange. Og så faldt roen igen over ham.

”Nils!” råbte faren. ”Samling på stranden!”

”Han kan ikke høre dig,” sagde moren. ”Han hører musik.”

Deres far råbte højere. Ingen reaktion fra hængekøjen. Moren sukkede, rejste sig og gik op til Nils og fægtede demonstrativt med armene foran hans øjne. Han tog høretelefonerne af. ”Far kalder på dig,” sagde hun.

Samling på stranden. Det var en gylden stund. Faren med det særlige blik i øjnene, som brødrene elskede, et løfte om leg og narrestreger, og altid samme højtidelighed i hans stemme, når han skulle præsentere en ny konkurrence. Ceremoniel og højtidelig, som om der stod meget på spil.

”Reglerne er enkle,” sagde han og tårnede sig op foran brødrene, som de stod der med deres tynde ben i badebukser. ”Mine drenge skal på mit signal kaste sig ud i vandet, svømme rundt om bøjen derude og bagefter ind til land igen. Og den, der først er tilbage, har vundet.”

Drengene stillede sig op på række.

”Har alle forstået?” spurgte han. ”Det er altså nu, det bliver afgjort, hvem af brødrene der er hurtigst.”

Benjamin slog sig på sine spinkle lår, som han havde set sportsfolk gøre på tv før afgørende præstationer.

”Vent,” sagde faren og tog sit armbåndsur af. ”Jeg skal tage tid.”

Faren trykkede med sine alt for store tommelfingre på digitalurets små knapper og mumlede ”hvad fanden” for sig selv, da han ikke kunne få det til at fungere. Han så op.

”På pladserne.”

Benjamin og Pierre skubbede lidt til hinanden for at få den mest gunstige startposition.

”Kan I så holde op,” sagde deres far. ”Sådan gør vi ikke.”

”Ellers dropper vi det,” sagde moren, som stadig sad ved bordet, og fyldte glasset op.

Brødrene var syv, ni og tretten år, og når de spillede fodbold eller kort sammen, havnede de ofte i så voldsomme skænderier, at Benjamin havde det, som om noget gik i stykker imellem dem. Indsatserne blev betydeligt forhøjet, når faren spillede brødrene ud mod hinanden, når han direkte sagde, at han ville undersøge, hvem af brødrene der var bedst til noget.

”På pladserne … Færdige … Start!”

Benjamin drønede ned mod søen med sine to brødre tæt efter. Ud i vandet. Han hørte nogen råbe bag sig, moren og faren fra strandkanten.

”Bravo!”
”Kom så!”
Et par hurtige skridt og den skarpe stenbund forsvandt under ham. Junikoldt i vigen, og lidt længere ude de mærkelige strømme af endnu koldere vand, der kom og gik, som om søen var noget levende, der ville teste ham med forskellige typer af kulde. Den hvide flamingobøje lå stille i den spejlblanke sø foran dem. Brødrene havde selv placeret den der et par timer forinden, da de satte garn med deres far. Men Benjamin mindedes ikke, at de satte det så langt ude. De svømmede i tavshed for at spare energi. Tre hoveder i det sorte vand, de opmuntrende råb fra stranden lød stadig mere fjerne.

Efter lidt tid forsvandt solen bag træerne på den anden side. Det blev mørkere, de svømmede pludselig i en anden sø. Benjamin syntes, at vandet blev fremmed. Med ét blev han bevidst om alt det, der fandtes under ham, dyrene dernede, som måske ikke ville have dem der. Han tænkte på alle de gange, han havde siddet i båden med sine brødre, mens faren viklede fisk ud af nettet og smed dem ned i bunden af båden. Og brødrene lænede sig frem og stirrede på geddernes sylespidse små hugtænder, aborrernes takkede finner. Nogle af fiskene slog halen mod bunden, og brødrene rykkede tilbage og skreg, og faren blev forskrækket over de pludselig skrig og råbte selv ophidset. Og så blev der igen stille, han mumlede, mens han ordnede nettet. ”I kan da ikke være bange for fisk.” Benjamin tænkte, at disse væsner nu svømmede lige ved siden af ham eller lige under ham, skjult i det dunkle vand. Den hvide bøje, pludselig rosa i skumringen, var stadig langt væk.

Efter et par minutter var startfeltet blevet strakt ud – Nils et stykke foran Benjamin, der havde hægtet Pierre af. Men da mørket pludselig kom, og kulden begyndte at stikke dem i lårene, nærmede brødrene sig hinanden igen. Inden længe svømmede de atter tæt på hinanden. De tænkte måske ikke på det, og de ville aldrig indrømme det for hinanden, men de ville ikke efterlade hinanden derude i vandet.

Hovederne sank dybere mod vandoverfladen. Svømmetagene blev kortere. I begyndelsen fik brødrenes arme vandet til at skumme, men nu var søen stille. Da de var næsten fremme ved bøjen, vendte Benjamin sig om og så tilbage mod bredden. Huset som en rød legoklods derinde. Først nu gik det op for ham, hvor langt der var igen.

Trætheden kom ud af det blå. Mælkesyren gjorde, at han ikke kunne løfte armene foran sig. Han blev så chokeret, at han glemte bevægelserne med benene, han vidste ikke længere, hvordan man gjorde. En kulde fra nakken strålede mod baghovedet. Han hørte sine egne åndedrag, hvordan de blev kortere og heftigere, og en isnende indsigt fyldte hans bryst: Han ville ikke kunne svømme hele vejen tilbage. Han så, hvordan Nils løftede hagen for ikke at få vand i munden.

”Nils,” sagde Benjamin. Nils reagerede ikke, svømmede bare videre med blikket mod himlen. Benjamin kom op på siden af sin storebror, de åndede tungt ind i hinandens ansigter. Deres blikke mødtes, og Benjamin bemærkede en angst i sin brors øjne, som han ikke kendte.

”Er du okay?” spurgte Benjamin.

”Jeg ved ikke …” stønnede han. ”Jeg ved ikke, om jeg klarer det.”

Nils strakte sig efter bøjen og holdt fast i den med begge hænder for at flyde på den, men den kunne ikke bære hans vægt og sank ned i mørket under ham. Han så ind mod land.

”Det går ikke,” mumlede Nils. ”Det er for langt.”

Benjamin prøvede at huske, hvad han havde lært, da han gik til svømning, under svømmelærerens lange forelæsning om sikkerhed i vandet.

”Vi må ikke gå i panik,” sagde han til Nils. ”Tag længere svømmetag. Længere åndedrag.”

Han kastede et blik på Pierre.
”Hvad er der?” spurgte han.
”Jeg er bange,” sagde Pierre.
”Det er jeg også,” svarede Benjamin.
”Jeg vil ikke dø!” råbte Pierre. Hans fugtige øjne var lige over vandoverfladen.
”Kom her,” sagde Benjamin. ”Kom hen til mig.”
De tre brødre nærmede sig hinanden i vandet.
”Vi hjælper hinanden,” sagde Benjamin.
De svømmede side om side tilbage mod huset. ”Lange tag,” sagde Benjamin. ”Vi tager lange svømmetag sammen.”
Pierre var holdt op med at græde og svømmede nu beslutsomt fremad. Efter et stykke tid fandt de ind i en fælles rytme, fælles svømmetag, de åndede ind og åndede ud, lange åndedrag.

Benjamin så på Pierre og grinede.
”Dine læber er blå.”
”Det er dine også.”
De smilede kort til hinanden. Og koncentrerede sig derefter igen. Hovedet over vandet. Lange svømmetag. Benjamin så huset derinde og den lille fodboldbane med det ujævne græs, hvor han hver dag spillede fodbold med Pierre. Jordkælderen og bærbuskene til venstre, hvor de gik ud om eftermiddagen og plukkede hindbær og solbær og kom tilbage med hvide ridser på de solbrændte ben. Og bag det hele rejste granerne sig, mørknede i skumringen.

Brødrene nærmede sig land.

Da der kun var femten meter tilbage, satte Nils farten op og begyndte at crawle hektisk. Benjamin forbandede sin træge forbavselse og satte efter sin bror. Pludselig var søen ikke stille længere, da brødrenes kamp mod bredden blev vildere. Pierre var umiddelbart hjælpeløst langt bagefter. Nils et svømmetag hurtigere end Benjamin, da de nåede land, og de løb op ad skrænten side om side. Benjamin greb fat i Nils’ arm for at komme forbi, og han rev sig løs med en vrede, som overraskede Benjamin. De nåede frem til bordet og stolene. De så sig omkring.

Benjamin tog et par skridt op mod huset, spejdede ind gennem en af ruderne. Og der, gennem køkkenvinduet, fik han øje på faren. Hans kraftige ryg, som han stod bøjet ind over køkkenbordet.

”De er gået ind,” sagde Benjamin.

Nils stod med hænderne på knæene og prøvede at få vejret.

Pierre kom pustende op ad skrænten. Hans forvirrede blik på det tomme bord. Der stod de helt rådvilde, brødrene. De urolige vejrtrækninger midt i stilheden.



Overleverne

For første gang i 20 år er tre brødre kørt sammen op til den ødegård i Sverige, hvor de har tilbragt alle deres barndoms somre. Med sig har de deres mors aske, som de har planlagt at sprede ved stedet.

Sidst de besøgte stedet skete der noget, der resulterede i, at de aldrig tog tilbage til ødegården. Noget de aldrig har talt om, og som de tre brødre opdager, at de har meget forskellige erindringer om.

Overleverne er en rørende og foruroligende roman om at forstå sin familie og om at genopleve sin barndom og de hændelser, man er præget af.

Du kan købe Overleverne online, fx på Gucca.dk, eller i din nærmeste boghandel.


Jeg startede i sin tid en bogklub med to af mine gymnasiekammerater og opdagede først for alvor, hvor givende det er at læse noget, andre har valgt. Nu læser jeg med en umættelig følelse af altid at forsømme en anden god bog og forsøger derfor ihærdigt at læse så mange klassikere og så meget forskelligt litteratur som muligt. Som studentermedhjælper på Lindhardt og Ringhof kan du her på Bog.dk finde mit navn på både artikler, lister og læseprøver.