True crime Fagbøger Hans Petter Hougen

Massedød i paradis. To retsmedicinere fortæller om at identificere ofrene for tsunamien

Massedød i paradis. To retsmedicinere fortæller om at identificere ofrene for tsunamien

“Det lille, skrøbelige menneske overfor de voldsomme naturkræfter.” Retsmedicinerne Hans Petter Hougen og Sidsel Rogde om arbejdet med at identificere ofrene for tsunamien i Thailand.


Et jordskælv ud for den indonesiske ø Sumatra satte flodbølger i gang, der i løbet af 2. juledag 2004 fik en tsunami til at ramme kysterne i Sydøstasien med sønderknusende kraft.

Hundredetusindevis af mennesker mistede livet i naturkatastrofen. 46 af dem var danskere. 84 nordmænd omkom.

To erfarne retsmedicinere, Sidsel Rogde fra Norge og Hans Petter Hougen fra Danmark deltog i arbejdet med at obducere og identificere katastrofens ofre.

På arbejde blandt pårørende

Sidsel Rogde havde kun lige nået at fjerne julepynten, da hun ankom til Phuket og blev kørt til Pearl Hotel i centrum af byen, hvor alle de norske og danske deltagere i identifikationsarbejdet boede.

Mange pårørende til døde og savnede befandt sig på hotellet, og sømandspræsten var travlt optaget med at tage sig af dem.

Både i hotellets reception og i elevatorerne var der billeder og beskrivelser af savnede.

LÆS OGSÅ: Retsmediciner om Breivik og massakren på Utøya: Det var simpelthen rendyrket menneskelig ondskab

”Det føltes meget ubehageligt at have så lille afstand til de pårørende, der var taget ud for at få oplysninger om deres nærmeste. Selv om omstændighederne var tragiske, var der stor forskel på os og de pårørende. De var tynget af sorg og uvished, mens vi var der for at arbejde.

For os var det vigtigt at kunne leve så normalt som muligt – noget, der indimellem også indebar spøg og latter. Her lagde vi selvfølgelig bånd på os selv, fordi latter og smil kunne fremstå som ret upassende for de pårørende,” siger Sidsel Rogde.

Lig fra frysecontaineren

Det var ikke muligt for retsmedicinerne og resten af deres teams at se fremgangen i arbejdet udelukkende ved at deltage i obduktionerne, da omfanget af døde var så stort.

I begyndelsen foregik arbejdet med at identificere ofrene i templer, men snart ankom der flere feltsygehuse, som blev omdannet til obduktionsstuer. Her var der gode arbejdsforhold med indlagt el, vand og aircondition.

LÆS OGSÅ: Retsmediciner skriver om Miami-narkodrab og tsunamikatastrofen i 2004

”Da jeg kom, var der allerede gået tre uger, siden katastrofen indtraf. Det siger sig selv, at efter tre uger i tropisk varme var ingen lig genkendelige.

Heldigvis var der efterhånden ankommet både køle- og frysecontainere, hvor de døde blev opbevaret. Der gik ikke mange timer, fra et lig var taget ud af frysecontaineren, til det var tøet så meget op, at vi kunne arbejde med det,” erindrer Sidsel.

Massedød i paradis. To retsmedicinere fortæller om at identificere ofrene for tsunamien
I begyndelsen havde man kun tøris til at afkøle ligene, men senere fik man frysecontainere. Privatfoto

Død som følge af ondskab eller naturkatastrofe  

Hver morgen klokken otte gik bussen til obduktionsområdet, det norsk-finansierede retsmedicinske institut i en container nord for Phuket by. Hans Petter Hougen har tidligere obduceret ufatteligt store mængder lig i Kosovo, hvor de også kørte bus hver morgen til arbejdet. Han fortæller:

”Arbejdet de to steder kunne minde lidt om hinanden, men den store forskel var, at hvor det her udelukkende drejede sig om identificering, havde det i Kosovo først været dødsårsag, dernæst identificering.”

LÆS OGSÅ: En retsmediciners erindringer. Smuglæs i Udenfor skinner solen

“I Kosovo var de alle dræbt på grund af menneskelig ondskab og fanatisme. Her var alle omkommet i vandmasserne som resultat af naturens rasen. Der var ingen ondskab, men blot det lille, skrøbelige menneske stillet overfor de voldsomme naturkræfter.

Resultatet var dog det samme: død og ødelæggelse.

Savnet og sorgen for de efterladte var ubærlig i begge situationer, men for mig, som undersøgte de døde, var der stor forskel på, om de var omkommet ved drab eller ved ulykke,” beretter Hans Petter.

45 af de 46 danskere, der mistede livet ved tsunamien, blev identificeret af retsmedicinerne. Den sidste person er aldrig fundet.


Massedød i paradis. To retsmedicinere fortæller om at identificere ofrene for tsunamien

De to erfarne retsmedicinere Hans Petter Hougen og Sidsel Rogde beskriver ærligt deres mange år med døden på arbejde.

Gennem knap tre årtiers brevudveksling har de to kollegaer søgt hinandens råd og sommetider trøstende skuldre, når behovet opstod. Både sammen og alene har de oplevet vold og katastrofer, der overgår fantasien.

I bogen beskrives blandt andet terrorangrebet i 2011 på Oslo og Utøya, tsunamien i Thailand i 2004 og branden på Scandinavian Star i 1990 gennem deres fælles bearbejdning og beskrivelse af forløbene.

Du kan købe Med døden på arbejde online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.