Elizabeth MacNeal valgte at skabe en fuldstændig opdigtet hovedperson, da hun skrev Det forunderlige cirkus. Men der var et rigt og foruroligende persongalleri af virkelige cirkusartister at blive inspireret af. Her introducerer forfatteren nogle af dem.
Af Elizabeth MacNeal
Da jeg begyndte min research til Det forunderlige cirkus, en roman om den victorianske fascination af det utrolige, cirkus og den såkaldte ”freak show-industri”, tænkte jeg, at jeg ville skrive om virkelige historiske mennesker.
I de bøger, jeg læste som research, var der så mange tiljublede mennesker, hvis liv var både tragiske og storslåede, og hvis stratosfæriske 1800-tals berømmelse var blevet udvisket af tiden. Charles Stratton, Daniel Lambert, Millie og Christine McKoy, Julia Pastrana.
Men hver gang jeg satte mig ned for at skrive, havde jeg det som om, at jeg invaderede deres privatliv – de var virkelige mennesker, der allerede havde fået skrevet så mange historier om sig af medier og cirkusdirektører, deres stemmer var allerede blevet overdøvet og deres historier allerede overskrevet af dem, der tjente penge på deres liv.
(Artiklen fortsætter under videoen).
Nells kamp for at fortælle sin egen historie
I stedet besluttede jeg mig for at skrive helt fiktive karakterer. Jeg skrev om Nell, en ung kvinde som arbejder på en blomstergård i det sydlige England. Hun bliver solgt til Jasper Jupiter og herfra spreder hendes berømmelse sig som en løbeild.
Romanen kom til at handle om Nells kamp for at fortælle sin egen historie – ikke farvet af cirkusdirektøren, der købte hende, og ikke farvet af den cirkusdirektørs salgstaler, der er kendetegnede ved ved at fejlrepræsentere og udnytte til egen vinding. Som Nell formulerer det hen mod slutningen af bogen: ”enhver forfatter er en tyv og en løgner”.
Ikke desto mindre følte jeg, at det var vigtigt at anerkende den større kontekst af virkelige mennesker og cirkusartister omkring bogen. Derfor fyldte jeg Det forunderlige cirkus med historisk korrekte detaljer fra de her menneskers liv, som alle er bag Nell og hendes fortælling.
Her er nogle få af dem.
Ukendt skægget dame, 23 år
Ukendt skægget dame, 23 år
Jeg har altid været interesseret i glemte stykker historie, særligt når liv kun netop er blevet registreret for eftertiden, når de er forvrængede af fejlagtige genfortællinger eller udvisket af tiden. Det er brudstykket, der inspirerer mig – det lille stykke information, hvor min fantasi begynder at udfylde hullerne og finde på resten.
Da jeg bladrede gennem en bog med victoriansk fotografi, faldt jeg over en gengivelse af et visitkort. I billedteksten stod der ”Ukendt skægget dame, 23 år”. Hun havde pænt tøj på med slør og en kjole med korset, og hun holdt en bog. Hendes navn, der var skrevet med svungne bogstaver, var blevet tværet ud og gået tabt.
Der stod ikke mere om hende, jeg kunne ikke finde nogen spor af hende i andre bøger, i fodnoter eller optegnelser. Men jeg kunne ikke glemme hende; det her kraftfulde billede blev i min erindring.
Charles Stratton, kendt som ”General Tom Thumb”
Der er meget mere information om andre virkelige historiske personer, for eksempel Charles Stratton, en dværg, der som 4-årig blev ”hyret” af P.T. Barnum, og døbt ”Tom Thumb” (Tom Tommel, red.).
Han var virkelig en berømthed, og hans navn var kendt over hele verden. Aviser omtalte ham i rosende vendinger, en parisisk restaurant ændrede sit navn til Le Tom Pouse, skuespillere tryglede om at samarbejde med ham, og hans bryllup med Lavinia Warren var en overdådig affære med 10.000 gæster – omtalt af aviser fra New York Times til Harper’s Weekly.
Sammen tjente de kæmpe summer, ejede adskillige huse, en dampdrevet lystbåd og en stald med fuldblodsheste.
Men én sætning udtalt af Lavinia Warren har virkelig gjort indtryk på mig: ”Jeg tilhører offentligheden”. Det er en hjerteskærende udtalelse, som siger så meget om kommerciel værdi, om samfundets syn på berømthed, og hvordan hun selv opfattede sin plads i verden.
Cirkusdirektøren P.T. Barnum
På trods af sin internationale berømmelse kunne jeg næsten ikke finde noget om Charles Stratton skrevet af ham selv. Til gengæld skrev hans cirkusdirektør, P.T. Barnum, flere bøger om sin egen kommercielle succes og sin rolle i at sikre Strattons stjernestatus.
Hvordan kan det være, at vi ved så meget om Barnum og så lidt om de mennesker, der arbejdede for ham? Stilheden er øredøvende, når man sammenligner, men taler højt om magtens ubalance.
Cirkusdirektør P.T. Barnum med artisten Charles Stratton, kendt som Tom Thumb
P.T. Barnum, der på ny er blevet kendt som følge af den populære musical The Greatest Showman, var en amerikansk cirkusdirektør, som stod bag mange forretningseventyr i jagten på profit, heriblandt Barnum’s American Museum.
Han er kendt som forfaderen til marketingstuntet (han brugte for eksempel elefanter til at pløje sine marker, når han reklamerede for sin forestilling, hvilket aviserne ivrigt viderebragte), og hans motto var: mundus vult decipi: verden vil bedrages.
Musicalen fremstiller ham som en betænksom redningsmand for dem med misdannelser, men min research af virkelighedens Barnum var foruroligende læsning, og der er talrige eksempler på, hvordan han udnyttede og samvittighedsløst nedgjorde dem, der deltog i hans show.
Der er elementer af ham i min cirkusdirektør Jasper – hans grusomhed, hans grådighed, hans magtbegær, hans udnyttelse af dem, der optrådte i hans forestilling og også hans fokus på, at fupnumre og bedrag trumfer virkelighed og sandhed.
Jeg var fast besluttet på ikke at glamourisere min cirkusdirektør, Jasper, og ikke undskylde eller skøjte hen over hans manipulation af andre.
Cirkus som redning og fortabelse
Der er mange flere mennesker som optrådte eller deltog i den her boomende cirkusindustri, et sted som både kunne tilbyde frihed, men også tage den væk igen med knusende konsekvenser. I min historie om Nell, Stella, Brunette og Peggy ville jeg gerne vise, hvor varieret og nuanceret ens oplevelse af at optræde kunne være.
Brunette ville måske gerne undslippe helt, Stella ville måske omfavne det, Nell ville måske værdsætte det, men være vred over de omstændigheder, der satte hende i spotlyset i første omgang.
Der er ingen simple svar, ingen lette måder at forstå det her dybt komplekse og problematiske stykke historie. Jeg håber, I vil nyde Det forundelige cirkus.
Nell bor i en kystby i det sydlige England, i året 1866. Hendes hud er plettet af modermærker, og hun ser anderledes ud end alle andre. Det får naboerne til at holde afstand til hende, og mange, selv Nells far, tror, at hun er forbandet.
Da Jaspers Jupiters Forunderlige Cirkus kommer til byen, bliver Nell kidnappet af cirkusdirektøren – med hendes fars velsignelse. Nell er knust, men da hun pludselig bliver populær i cirkusset, må hun overveje om bortførelsen i virkeligheden er hendes redning.
I London omtales Nell som verdens ottende vidunder, og folk står i kø for at se hende. Men tingene kompliceres, da hun får følelser for Jaspers bror Toby, for hun er ejet af Jasper, og han har ingen planer om at sætte sin guldfugl fri.
Det forunderlige cirkus er en historisk roman og et trekantsdrama om magt og ulighed – men det er også en historie om kærlighed, styrke og accept.
Iris ønsker inderligt at slå igennem som kunstner og opnå et friere liv. Hendes liv tager en drejning, da hun bliver model for en af samtidens mest eksperimentelle kunstnere.
Elizabeth MacNeal formår med præcise historiske detaljer og en fantastisk skildring af personernes indre liv at fortælle levende om det excentriske 1800-tals London.
Elizabeth MacNeal valgte at skabe en fuldstændig opdigtet hovedperson, da hun skrev Det forunderlige cirkus. Men der var et rigt og foruroligende persongalleri af virkelige cirkusartister at blive inspireret af. Her introducerer forfatteren nogle af dem.
Af Elizabeth MacNeal
Da jeg begyndte min research til Det forunderlige cirkus, en roman om den victorianske fascination af det utrolige, cirkus og den såkaldte ”freak show-industri”, tænkte jeg, at jeg ville skrive om virkelige historiske mennesker.
I de bøger, jeg læste som research, var der så mange tiljublede mennesker, hvis liv var både tragiske og storslåede, og hvis stratosfæriske 1800-tals berømmelse var blevet udvisket af tiden. Charles Stratton, Daniel Lambert, Millie og Christine McKoy, Julia Pastrana.
LÆS OGSÅ: 5 inspirerende bøger til dig, der elsker gribende historiske romaner
Men hver gang jeg satte mig ned for at skrive, havde jeg det som om, at jeg invaderede deres privatliv – de var virkelige mennesker, der allerede havde fået skrevet så mange historier om sig af medier og cirkusdirektører, deres stemmer var allerede blevet overdøvet og deres historier allerede overskrevet af dem, der tjente penge på deres liv.
(Artiklen fortsætter under videoen).
Nells kamp for at fortælle sin egen historie
I stedet besluttede jeg mig for at skrive helt fiktive karakterer. Jeg skrev om Nell, en ung kvinde som arbejder på en blomstergård i det sydlige England. Hun bliver solgt til Jasper Jupiter og herfra spreder hendes berømmelse sig som en løbeild.
LÆS OGSÅ: Historisk roman om victorianske freakshows, kærlighed og magt. Smuglæs i Det forunderlige cirkus
Romanen kom til at handle om Nells kamp for at fortælle sin egen historie – ikke farvet af cirkusdirektøren, der købte hende, og ikke farvet af den cirkusdirektørs salgstaler, der er kendetegnede ved ved at fejlrepræsentere og udnytte til egen vinding. Som Nell formulerer det hen mod slutningen af bogen: ”enhver forfatter er en tyv og en løgner”.
Ikke desto mindre følte jeg, at det var vigtigt at anerkende den større kontekst af virkelige mennesker og cirkusartister omkring bogen. Derfor fyldte jeg Det forunderlige cirkus med historisk korrekte detaljer fra de her menneskers liv, som alle er bag Nell og hendes fortælling.
Her er nogle få af dem.
Ukendt skægget dame, 23 år
Jeg har altid været interesseret i glemte stykker historie, særligt når liv kun netop er blevet registreret for eftertiden, når de er forvrængede af fejlagtige genfortællinger eller udvisket af tiden. Det er brudstykket, der inspirerer mig – det lille stykke information, hvor min fantasi begynder at udfylde hullerne og finde på resten.
Da jeg bladrede gennem en bog med victoriansk fotografi, faldt jeg over en gengivelse af et visitkort. I billedteksten stod der ”Ukendt skægget dame, 23 år”. Hun havde pænt tøj på med slør og en kjole med korset, og hun holdt en bog. Hendes navn, der var skrevet med svungne bogstaver, var blevet tværet ud og gået tabt.
LÆS OGSÅ: Bøger på vej: Se vores liste med kommende bøger
Der stod ikke mere om hende, jeg kunne ikke finde nogen spor af hende i andre bøger, i fodnoter eller optegnelser. Men jeg kunne ikke glemme hende; det her kraftfulde billede blev i min erindring.
Charles Stratton, kendt som ”General Tom Thumb”
Der er meget mere information om andre virkelige historiske personer, for eksempel Charles Stratton, en dværg, der som 4-årig blev ”hyret” af P.T. Barnum, og døbt ”Tom Thumb” (Tom Tommel, red.).
Han var virkelig en berømthed, og hans navn var kendt over hele verden. Aviser omtalte ham i rosende vendinger, en parisisk restaurant ændrede sit navn til Le Tom Pouse, skuespillere tryglede om at samarbejde med ham, og hans bryllup med Lavinia Warren var en overdådig affære med 10.000 gæster – omtalt af aviser fra New York Times til Harper’s Weekly.
LÆS OGSÅ: Velkommen til Det forunderlige cirkus! Magt, kærlighed og mørke hemmeligheder i viktoriatidens England
Sammen tjente de kæmpe summer, ejede adskillige huse, en dampdrevet lystbåd og en stald med fuldblodsheste.
Men én sætning udtalt af Lavinia Warren har virkelig gjort indtryk på mig: ”Jeg tilhører offentligheden”. Det er en hjerteskærende udtalelse, som siger så meget om kommerciel værdi, om samfundets syn på berømthed, og hvordan hun selv opfattede sin plads i verden.
Cirkusdirektøren P.T. Barnum
På trods af sin internationale berømmelse kunne jeg næsten ikke finde noget om Charles Stratton skrevet af ham selv. Til gengæld skrev hans cirkusdirektør, P.T. Barnum, flere bøger om sin egen kommercielle succes og sin rolle i at sikre Strattons stjernestatus.
Hvordan kan det være, at vi ved så meget om Barnum og så lidt om de mennesker, der arbejdede for ham? Stilheden er øredøvende, når man sammenligner, men taler højt om magtens ubalance.
LÆS OGSÅ: Her er 15 skønne historiske romaner du kan finde på lydbog
P.T. Barnum, der på ny er blevet kendt som følge af den populære musical The Greatest Showman, var en amerikansk cirkusdirektør, som stod bag mange forretningseventyr i jagten på profit, heriblandt Barnum’s American Museum.
Han er kendt som forfaderen til marketingstuntet (han brugte for eksempel elefanter til at pløje sine marker, når han reklamerede for sin forestilling, hvilket aviserne ivrigt viderebragte), og hans motto var: mundus vult decipi: verden vil bedrages.
Musicalen fremstiller ham som en betænksom redningsmand for dem med misdannelser, men min research af virkelighedens Barnum var foruroligende læsning, og der er talrige eksempler på, hvordan han udnyttede og samvittighedsløst nedgjorde dem, der deltog i hans show.
LÆS OGSÅ: Når kærlighed bliver til sygelig besættelse. Dukkeværkstedet er en stærk og urovækkende historie fra Victoriatidens London
Der er elementer af ham i min cirkusdirektør Jasper – hans grusomhed, hans grådighed, hans magtbegær, hans udnyttelse af dem, der optrådte i hans forestilling og også hans fokus på, at fupnumre og bedrag trumfer virkelighed og sandhed.
Jeg var fast besluttet på ikke at glamourisere min cirkusdirektør, Jasper, og ikke undskylde eller skøjte hen over hans manipulation af andre.
Cirkus som redning og fortabelse
Der er mange flere mennesker som optrådte eller deltog i den her boomende cirkusindustri, et sted som både kunne tilbyde frihed, men også tage den væk igen med knusende konsekvenser. I min historie om Nell, Stella, Brunette og Peggy ville jeg gerne vise, hvor varieret og nuanceret ens oplevelse af at optræde kunne være.
LÆS OGSÅ: Læs et uddrag af den historisk psykologiske pageturner Dukkeværkstedet
Brunette ville måske gerne undslippe helt, Stella ville måske omfavne det, Nell ville måske værdsætte det, men være vred over de omstændigheder, der satte hende i spotlyset i første omgang.
Der er ingen simple svar, ingen lette måder at forstå det her dybt komplekse og problematiske stykke historie. Jeg håber, I vil nyde Det forundelige cirkus.
Læs mere af Elizabeth MacNeal på hendes hjemmeside.
Det forunderlige cirkus
Nell bor i en kystby i det sydlige England, i året 1866. Hendes hud er plettet af modermærker, og hun ser anderledes ud end alle andre. Det får naboerne til at holde afstand til hende, og mange, selv Nells far, tror, at hun er forbandet.
Da Jaspers Jupiters Forunderlige Cirkus kommer til byen, bliver Nell kidnappet af cirkusdirektøren – med hendes fars velsignelse. Nell er knust, men da hun pludselig bliver populær i cirkusset, må hun overveje om bortførelsen i virkeligheden er hendes redning.
I London omtales Nell som verdens ottende vidunder, og folk står i kø for at se hende. Men tingene kompliceres, da hun får følelser for Jaspers bror Toby, for hun er ejet af Jasper, og han har ingen planer om at sætte sin guldfugl fri.
Det forunderlige cirkus er en historisk roman og et trekantsdrama om magt og ulighed – men det er også en historie om kærlighed, styrke og accept.
Du kan købe Det forunderlige cirkus som e- eller lydbog, eller finde bogen på biblioteket.
Læs også
Dukkeværkstedet
I 1850 i London er byggeriet af Crystal Palace ved at være færdigt til den store Verdensudstilling.
På en fridag i Hyde Park møder dukkemageren Iris konservatoren Silas, der forelsker sig hovedkulds i hende.
LÆS OGSÅ: Når kærlighed bliver til sygelig besættelse. Dukkeværkstedet er en stærk og urovækkende historie fra Victoriatidens London
Iris ønsker inderligt at slå igennem som kunstner og opnå et friere liv. Hendes liv tager en drejning, da hun bliver model for en af samtidens mest eksperimentelle kunstnere.
Elizabeth MacNeal formår med præcise historiske detaljer og en fantastisk skildring af personernes indre liv at fortælle levende om det excentriske 1800-tals London.
Du kan købe Dukkeværkstedet online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: