Historiske romaner Læseprøve og uddrag

Historisk roman om victorianske freakshows, kærlighed og magt. Smuglæs i Det forunderlige cirkus

Det forunderlige cirkus

Det forunderlige cirkus af Elizabeth MacNeal er en gribende fortælling om magt og afmagt, kærlighed og had blandt samfundets udstødte i 1860’ernes England.


I 1860’erne havde victorianske freakshows, der udstillede de anderledes som underholdning, deres storhedstid. Elizabeth MacNeal, kendt fra den populære roman Dukkeværkstedet, tager os tilbage til det vilde, tragiske og farverige liv i en cirkustrup fuld af udstødte.

LÆS OGSÅ: Velkommen til Det forunderlige cirkus! Magt, kærlighed og mørke hemmeligheder i viktoriatidens England

Det forunderlige cirkus er historien om Nell, hvis hud er så plettet af modermærker, at folk undgår hende og synes, at hun er en særling. Hendes far tror, at hun er forbandet, og den eneste der viser hende kærlighed, er hendes elskede bror.

Nells far sælger hende til et cirkus, og modsat alle forventninger, falder hun godt til. Hun lærer at lave akrobatik i luften, hun er populær blandt publikum og bedst af alt … hun møder Toby, som hun bliver forelsket i.

Læs et uddrag af bogen herunder.

Du kan købe Det forunderlige cirkus online, eller i din lokale boghandler fra d. 27 januar.





Elizabeth MacNeal

Det forunderlige cirkus



Nell

Det begynder med en reklame, sømmet fast til et egetræ. ”Jasper Jupiters forunderlige cirkus!” er der en, der råber. ”Hvad er det?”
”Verdens bedste forestilling!”

Alle maser sig frem, klikker med tungen for at udtrykke deres utålmo- dighed, råber. En kvindes stemme lyder gennemtrængende: ”Gør plads!” I en sprække mellem alle de andres armhuler skimter Nell en stump af en plakat. Farven springer i øjnene, skinnende rød med en bort af guld. Et billede af en skægget dame, klædt i rød dublet med gyldne vinger spændt fast til sine støvler.”Sangfuglen Stella, behåret som en bjørn!” Nell læner sig nærmere, anstrenger sig for at se hele reklamen, for at læse ordene, der står skrevet med svungen skrift. ”Minnie, den berømte nilhest” – en kæmpestor grå skabning med lang snude – ”Brunette, den walisiske kæmpekvinde. Verdens mindste museum for mærkværdige objekter” – en tegning af en hvid krokodille i en krukke, en slanges aflagte ham.

Øverst oppe på løbesedlen kan man se en mands ansigt, tre gange så stort som de andres. Hans overskæg er formet til to skarpe vinkler, han holder en stok som en tordenkile. ”Jasper Jupiter”, læser hun, ”cirkusdirek- tørpræsenterer en blændende trup bestående af levende mærkværdigheder – ”

”Hvad er levende mærkværdigheder?” spørger Nell sin bror.
Han svarer ikke.
Mens hun står der, glemmer hun den endeløse afskæring og sammenbinding af violer og narcisser, de utallige bistik, der får hendes hænder til at svulme op, forårssolen, der bager mod hendes hud, til den ligner noget, der er blevet stegt. En undren vokser frem i hende. Cirkusset kommer her, til deres lille landsby. Det vil slå sig op på de saltblegede marker bag dem, farve himmelen i vidunderlige nuancer, lade det flyde med knivjonglører og eksotiske dyr og piger, der stoltserer gennem ga- derne, som ejer de dem. Hun trykker sig tættere ind til sin bror, lytter til de ophidsede spørgsmål. Gisp, udbrud.

”Hvordan får de pudlerne til at danse?”
”En abe, klædt som en lille galant herre!”
”Har damen virkelig skæg?”
”Skind fra mus. Det må være skind fra mus, limet fast.”
Nell stirrer på løbesedlen – dens snirklede hjørner, dens stærke farver, dens glitrende skrift – og forsøger at forstå det hele. Hun ville ønske, at hun kunne beholde den. Hun ville gerne snige sig tilbage, når det bliver mørkt, og trække sømmene ud – forsigtigt, så hun ikke river papiret i stykker – og kigge på det, hver gang hun får lyst, granske disse mærkværdige mennesker lige så indgående, som hun betragter træsnittene i Bibelen.

Der er tit blevet slået telte til forestillinger op i de nærliggende byer, men aldrig i deres landsby. Hendes far besøgte endda Sangers, da deres telt blev sat op i Hastings. Han fortalte historier om drenge med malede læber, mænd, der red på heste med hovedet nedad og afskød pistoler mod ølkrus. Underværker, som du aldrig ville tro på. Og luderne – oh, de ville sørge for dig til samme pris som de letlevende piger fra Brighton. Der gik historier om cirkusulykker, triumferende fra mund til mund. Løvetæmmere, der blev spist af deres dyr, piger, der listede hen over høje wirer og styrtede i døden, brande, der tilintetgjorde hele telte og stegte tilskuerne indenfor, kogte hvaler i akvarier.

Der er et ophold i råbene, og en stemme siger: ”Er du med i det?”

Det er Lenny, pakkemanden, hans røde hår falder ned i øjnene på ham. Han griner smørret, som om han regner med, at alle vil stemme i. Folk omkring ham bliver stille, og han taler opmuntret endnu højere. ”Lad os se en håndstand. Inden de andre forunderlige skabninger kommer.” Nell tror først, at Lenny taler til hendes bror, at dømme ud fra den måde, han farer sammen på. Men det er umuligt; der er ikke noget usædvanligt ved Charlie, og det er hende, Lenny kigger på, hans blik glider hen over hendes hænder og kinder.

Stilheden bliver hængende, kun brudt af hvisken.
”Hvad sagde han?”
”Jeg hørte det ikke!”
En puslen, en trippen.
Nell kan mærke den velkendte brændende fornemmelse af blikke.

Da hun kigger op, farer folk sammen, fokuserer alt for intenst på deres fingernegle, på en sten på jorden. De vil gerne være venlige, det ved hun, for at spare hende for ydmygelsen. Gamle minder melder sig. Hvordan stormen for to år siden kastede salt på violerne og fik dem til at visne, og hendes far pegede på hende med en skælvende finger. Hun er et dårligt varsel, og jeg sagde det, den dag hun blev født. Hvordan hendes brors kæreste, Mary, altid er påpasselig med ikke at strejfe hendes hånd ved en fejltagelse. Smitter det? De slet skjulte blikke fra passerende rejsende, kvaksalverne, der forsøger at sælge hende piller og cremer og pudder. Et liv, hvor man både er uendelig synlig og ubemærket.

”Hvad sagde du, Lenny?” spørger hendes bror, og han er rolig og spændt som en terrier, lige inden den går til angreb.

”Lad ham være,” hvisker hun. ”Vil du ikke nok?”

Hun er ikke et barn, ikke en stump kød, hundene skal kæmpe om. Det er ikke deres kamp; det er hendes. Hun føler det som en knytnæve i maven. Hun dækker sig selv med hænderne, som var hun nøgen.

Menneskemængden trækker sig tilbage, da Charlie farer frem, hans arm banker løs som en ambolt på en maskine, Lenny bliver spiddet under ham. Der er nogle, der forsøger at trække ham væk, han er et uhyre, slår, sparker, pisker.

”Vil du ikke nok lade være?” beder hun og rækker ud efter sin brors skjorte. ”Stop nu, Charlie.”

Hun kigger op. Pladsen har åbnet sig omkring hende. Hun står alene og piller nervøst ved sømmen på sin kappe. En perle blod blinker i støvet. Sved tegner cirkler i hendes kjoles armhuler. Præsten løfter sin hånd over hendes skulder som for at klappe den.

Hendes bistik dunker, hendes hænder er forslåede og lilla af slid.

Nell kæmper sig vej gennem mængden. Bag hende lyder grynt fra slåskampen, stof, der bliver revet i stykker. Hun begynder at gå hen mod klippeskrænterne. Hun længes efter en svømmetur, efter strømmens ulidelige træk og den milde smerte, når hendes lemmer kæmper imod. Hun vil ikke løbe, siger hun til sig selv, men hendes skridt hamrer snart i jorden, og vejrtrækningen er varm i hendes hals.



Toby

Toby burde være på vej tilbage til lejren langs de krogede, levende hegn, inden tusmørket falder. Men han kan aldrig stå for den måde, folk betragter ham på, når han sætter reklamerne op med sømmene mellem læberne. Han bruger længere tid på det, end han burde, som om det er en del af forestillingen. Hans bror ville grine ad hans teatralske håndtering af hammeren, hvordan han træder til den ene side, som om han fejer en slængkappe bort. Ta-da. Men indbyggerne i landsbyen ser på ham, som om han er vigtig, som om han er nogen, og han retter sig op, glatter den krans af mælkebøtter, han har lavet til sin hest.

Så snart han kommer tilbage til lejren, vil han træde et skridt tilbage igen. Han er blot hjælper for andre, hans dyriske styrke er den eneste måde, han kan betale sin gæld tilbage til sin bror på. Han løfter hø og transporterer stolper og værktøj. Han er høj, men ikke høj nok. Han er bred, men ikke kraftig nok. Hans styrke er nyttig, men den blegner sammenlignet med dem, der har det som deres levevej – Violante, Den Spanske Herkules, der ved hjælp af håret på sit hoved kan løfte en kanon af jern, der vejer knapt to hundrede kilo.

Da han står ved kroen, og folk betragter løbesedlen, der stikker op fra hans sadeltaske, damper sveden fra hans krave. Dagen er for klar, for varm, til at man kan tro det. Den svæver, så stille og perfekt som et nips af glas, som om den var lige ved at gå i stykker.

Han ser en lyshåret pige løbe ud mod havet, støv rejser sig bag hende som røg. En fregnet dreng humper rundt om hjørnet ved kroen med blod på næse og mund. De var så opstemte på grund af forestillingen, at det kom til slagsmål. Det er det, han vil fortælle sin bror, Jasper, i aften. I det mindste vil nyheden om en sådan hektisk forventning gøre noget godt for Jaspers humør, som formentlig vil blive dårligere, så snart han sætter sine ben i denne – ja, selv landsby ville være en gavmild betegnelse. Bjælkehytter faldet sammen som gamle damer, radmagre hunde. Han tænker på Sevastopol og den brændte skal af boliger, den kvalmende duft af blomster. Hans fingre ryster, tøjlerne klikker. Mågerne skriger som mortergranater. En stank af gamle lig, af indtørret møg. Han gnider sig på kinden.

Han kravler op på sin hest (Grimaldi, opkaldt efter klovnen), borer sine sporer ind i dens side og begiver sig på sin vej tilbage til deres nuværende teltplads, en times ridetur væk. I aften vil de pakke vognene, spænde zebraerne for og begynde deres langsomme kortege til denne bebyggelse. Han har lavet aftale om en mark, hvor de kan sætte deres telt op, instrueret købmanden i at sørge for kålhoveder og gamle grøntsager til dyrene.

Da han har passeret vejbommen, beslutter Toby sig for at tage den længere vej langs kysten, hvor pigen løb. Da han rider ned mod klipperne, passerer han små haver omkranset af mure beklædt med violer og opdager, at denne landsby er en blomstergård. Han hører årets første kuk fra en gøg, rider i kort galop forbi en digesmutte, der sidder på en gren.

Havet er klart som gin, klipperne skarpe som bajonetter. Havet møder himmelen i et blegt slør. Han standser, placerer sine fingre i noget, der ligner en firkant, som ville han kunne indfange scenen med sit fotografiapparat. Han sænker hænderne. Jomfruelige billeder har ikke sagt ham noget siden Krimkrigen. I stedet trækker han en cigar og en pakke svovlstikker frem.

Og det er i det øjeblik, da han stryger en stik og inhalerer dens friske duft – kamfer, svovl – at han ser pigen rank på en klippe, som var hun på vej ind på en scene. Faldet til vandet må være to, tre meter. Han råber ”Nej!”, da hun kaster sig fremad med udstrakte tæer og blegt hår bølgende bag sig som en flamme. Havet sluger hende og spytter hende ud kort efter igen, med armene løftet, kæmpende. Han mister hende af syne. Bølgerne buldrer.

Hun er, det er han temmelig sikker på, ved at drukne. Hun har allerede været for længe under. Han tumler ned fra sin hest, stormer fremad. Ned ad den stejle klippesti, sten smutter, hans ankel vrikker rundt, Grimaldi vakler bag ham. Han kan ikke se hende. Smerten som en klinge. Hendes hånd dukker op, som vokser den op af selve havet. Han hiver i sin skjorte og styrter ud på det lave vand. Det er koldt, men han lader sig ikke mærke med det.

Så kommer hun op til overfladen, og hendes arme skærer sig gennem bølgerne. Hun vender og drejer sig med havet, soler sig så nemt som en sæl. Hun sparker med benene, dykker ned og bryder så gennem vandet, med håret slikkende ind mod ansigtet. Det føles på en eller anden måde privat, som om Toby forstyrrer; men han opdager, at han lader sig standse af hendes bevægelsers stille ekstase, hvordan hun skærer gennem vandet så glat som en varm kniv gennem smør. Hun krydser over til den klippe, hun sprang fra, venter på en dønning og klynger sig så til den, kjolen klæber ind til hende. Han forventer halvt at se en skællet hale dukke op, ikke ben.

Da hun er tilbage på klippen, lægger hun mærke til ham, og han ser sig selv, sådan som hun må se ham, vesten af kalveskind, som han har taget halvt af, vand, som gennembløder hans bukser. Hans skjorte står åben, hans mave slap og bleg. En tåbelig stor bamse af en mand. Han rødmer, skam spreder sig op ad hans hals.

”Jeg – jeg troede, at du var ved at drukne,” siger han.
”Nej.”
Hun støtter sin hage i hænderne og kigger på ham, hendes ansigt halvt i skygge. Men han bliver klar over, at der er noget, der ligger un- der hendes vrede: en længsel, som om dette sted er for småt til hende, som om hun vil have mere. Han føler et tilsvarende sug i sit eget bryst.

Hun kigger væk fra ham, ud mod horisonten, og der er noget ved hende, han ikke kan blive klog på. Den skygge, han havde bemærket, er faldet på den forkerte kind. Han må have taget fejl. Han kigger mere indgående på hende. En bølge af elektricitet går gennem ham. Han går fremad, bølger skyller omkring hans knæ.

Det er, som om nogen har taget en malerpensel og kørt den fra hendes kindben til hendes hage, stænket små pletter af brun maling over resten af hendes ansigt og hals. Han burde kigge væk, men han kan ikke. Han kan ikke tro, at denne stille landsby indeholder noget så mærkværdigt. Her, blandt nælderne og skidtet og de sammenfaldne hytter.

”Kig nu rigtig godt efter, ikke?” siger hun. Der er en udfordring i hendes blik, som om hun venter på, at han skal fare sammen.

Hendes ord river et hul i ham. Han rødmer. ”Jeg –” stammer han. ”Jeg – jeg ville ikke –”

Stilheden tager over. Bølgerne spytter på ham og buldrer ind over stenene. Havet ligger mellem dem, som om det beskytter hende. Han burde gå. Solen er allerede ved at gå ned, og han skal ride en time i mørket. Han kender ikke denne egn. Han rører ved kniven ved sit lår, hvor den venter, klar til at lade sig synke ind i en hvilken som helst røver, der måtte dukke frem fra et træ.

Der lyder et råb fra en klippe, en mands stemme: ”Nell-ie! Nell-ie!” Hun smutter ned bag klippen, forsvinder af syne.
Det kunne være hendes mand; hun ser gammel nok ud til at være gift. Han spekulerer på, om de har været oppe at skændes, om det er derfor, hun gemte sig hernede.

”Nå, men så farvel da,” siger han, men hun svarer ikke.

Han går stille og roligt ind mod bredden. Søanemoner vajer i klippernes pytter. Han stiger op på Grimaldi, og da han når toppen af stien, passerer han manden, der kaldte på hende. Han løfter på sin kasket.

”Så du en pige dernede?” spørger han.
Toby tøver, og løgnen er nem. ”Nej.”
Så snart han har nået toppen, kigger han sig tilbage, men hun er væk.

Har ladet sig falde ned i vandet, måske, eller er stadig krøbet sammen bag kampestenen. Skumsprøjt løfter sig fra klippens smalle plateau. Han ryster på hovedet og presser sin hest i galop.

Han farer afsted som forfulgt. Han farer afsted som for at forsvinde for sig selv, for sine egne tanker, som for at gøre afstanden mellem ham og hende større. Små fluer samler sig i hans hals. Sadlen knirker. Han vil efterlade hende der, som et barn, der har løftet en sten og lagt den tilbage igen uden at slå bænkebiderne under den ihjel. Han vil gerne glemme hende. Men hun bliver der, som presset ind mod glas.

Kig nu rigtig godt efter, ikke?

Han blinker, rider hurtigere. Han savner sin bror med en pludselig smerte, en trang til at være sammen med ham, at finde på plads igen, at være i ly af hans stilhed og beskyttelse.

Scutari. Scutari. Scutari.

De kolde nætter, kuglernes hvin. Soldater, der skælvede bag flængede presenninger.

Det hører fortiden til, siger han til sig selv; ingen ved, hvad han har gjort, bortset fra Jasper. Ingen ved det. Men hans hjerte buldrer, og han læner sig tættere ind mod sin hest af frygt for, at han vil falde af. En måge kigger på ham, skriger som for at sige: Jeg ved det – jeg ved det – jeg ved det –

Han er en kujon, en løgner, og en mand er død på grund af ham. Og tusind mere måske gået til grunde ved hans hånd.

Spurve kaster sig til jorden fra lave grene. Han passerer en enkelt vogn. En hare er lige ved at blive fanget under Grimaldis hove. Toby, der normalt er forsigtig, har aldrig i sit liv redet så hurtigt.

Han vil overbringe sin bror nyheden om pigen, og Jaspers ansigt vil krølle sig sammen af bar glæde. Det vil gøre hans gæld mindre, blot en smule. Det er det første, han vil gøre, når han kommer tilbage til lejren. Hvis han ikke gør det, ved han, at hans bror alligevel vil gætte det. Nogle gange føles det, som om Jasper har hans hjerne i en krukke. Han er som en åben bog, en simpel maskine, hvis dele Jasper nemt kan samle. Han dukker sig for at undslippe en lav gren, hans lår brænder. Han har et minde om Jasper, der beriger sig med sølvringe fra døde soldater, griber en håndfuld russiske krucifikser. Jeg snubber alt, hvad jeg ser! Det skal grundlægge vores cirkus!

Hvis han fortæller Jasper om pigen, om Nellie, hvad så?

Andre ville også sætte pris på hendes værd. Hun ville tjene langt mere, end hun gør her.

Men da en fasan skrår ind over vejen, ser han pludselig sig selv som en blodhund med opspilede øjne, der vil gøre indtryk på sin bror med en død fugl i sin mund.



Nell

”Nell-ie, Nell-ie.”
Hendes bror kalder på hende, men Nellie svarer ikke. Det er manden, hun kigger på, mens han galopperer hen over klippetoppene, nakken bøjet ind over manen på sin hest. Hun har en trodsig trang til at gøre tegn til ham om at komme tilbage, at få ham til at kigge på sig, som han gjorde tidligere. Synet af ham, vand, der bankede ind mod hans knæ, hans forskrækkede hest med sadeltasken fyldt med løbesedler. Jeg troede, du var ved at drukne. Mindet står så skarpt, at det er en overraskelse, da hun kigger ned på stranden og opdager, at den er tom. Og så begraver hun sine knoer i lårene, husker, hvordan han betragtede hende fjolle rundt i vandet. Det kan endda være, at han griner ad hende lige nu, præcis som Lenny gjorde.

Lad os se en håndstand. Inden de andre forunderlige skabninger kommer.

Her er det kun hende, kun hende og tusind rurer og en strandsø af pilende krabber så gennemsigtige som fingernegle. Hendes brors råb bliver svagere. Saltvandet har fået hendes modermærker til at klø, og hun løfter op i sin drivvåde nederdel for at undersøge dem, hun længes efter at kradse i dem med sine fingre. De dækker hendes torso, hendes ryg, hendes arme. Hun har aldrig tænkt på dem som klatter eller pletter, som hendes far kalder dem. I stedet kan hun godt lide at tænke på dem som klipper og små runde sten, bittesmå sandkorn, en hel kyst, der laver små fordybninger på hendes krop.

Hun kan huske det omrejsende tivoli i nabobyen, da hun var et lille barn – vognen tung af blomster, hun og Charlie, der hujede, når de sprang over hullerne i vejen, de store skramlende metalhjul. Hendes bror var fem; hun må have været næsten fire. Det var, da de trak ind på markedspladsen, at hun begyndte at bemærke en mumlen omkring sig, en stirren, pludselige tilbagetrækninger. Hvislende spørgsmål. Hendes far blev trukket til side. Hvad er der galt med hende? Det er en tragedie – hun troede, at hun måske var døende, og at ingen havde fortalt hende det. Hun spurgte sin bror, hendes stemme høj i panik, og han rystede på hovedet. ”Det er dem her,” sagde han og pressede sine fingre ind mod hendes hænder. ”Det er bare dem her. Jeg ser dem næsten ikke.” Men hun forstod det stadig ikke, betragtede ikke sine modermærker med en særlig sorg, som et problem, der måtte løses. En lille mængde af mennesker samlede sig, fingre pegede. Nogle rakte ud og knipsede hendes kind. Hendes brors hånd i hendes, hans hurtige vejrtrækning. ”Du skal ikke lytte til dem,” hviskede han. Men efter det begyndte hun at lægge mere mærke til det, at forestille sig sine venner, der betragtede hende med hån eller forvirring, indtil hun begyndte at isolere sig fra de andre børn, at vælge ensomheden.

Da de var lidt ældre og havde lært at læse af deres præst, fandt de en ramponeret udgave af Eventyr og andre historier på hylden på kroen. Hun og Charlie læste den omhyggeligt sammen. Brødrene Grimm og Hans Christian Andersen. De læste om Pindsvinet Hans, halv dreng, halvt dyr; om den unge pige uden hænder; om udyret med elefantsnablen og en krop, der glitrede af fiskeskæl. Det var historiernes slutninger, der altid lukkede munden på hende, der fik hende til at trække sin kjole ud over sine fingre. Kærlighed forandrede karaktererne – Hans tog sine pindsvinepigge af som et jakkesæt, den unge piges hænder voksede ud igen, udyret blev en mand – og Nell stirrede så indgående på træsnittene, betragtede de helede kroppe. Ville hendes modermærker forsvinde, hvis nogen elskede hende? Hver gang trykkede Charlie sig tættere ind til hende og løftede sine hænder, som om han kastede en fortryllelse for at slippe af med dem, og det gav hende lyst til at græde på en måde, som hun hverken kunne forstå eller forklare.

Hun glider ned i vandet. Kulden rammer hende som en stikkende smerte, så skarp at det føles som en forbrænding, men det lindrer kløen. Hun gisper, bevæger sine arme og ben hurtigere. Hun skubber sig forbi de brydende bølger, ned i det dybe, hvor hun ved, at strømme lurer under havets overflade. Hemmeligheden er at svømme på tværs af dem, aldrig bekæmpe dem. Hun nyder dansen med dem, da hun mærker deres træk. Hun snor sig, svømmer ned, små runde sten hvirvler ind mod hende. Horisonten flimrer. Den velkendte længsel efter tilintetgørelse. Da hun var yngre, kunne hun svømme hele dagen, indtil hendes fingre og tæer var lige så rynkede som gamle æbler. Selv nu minder havets kolde træk hende om de barnlige historier, hun fortalte sig selv. At havet måske kunne trække hende ind i et undervandskongedømme, til slotte lavet af skaller af hjertemuslinger og sandperler, et hemmeligt sted, hvor kun hun og Charlie kunne komme. Hun begynder at forestille sig det, som hun gjorde dengang: tallerkner med makrel, der længes efter at blive spist, lyden af latter, en arm, der strejfer hendes – hun sluger en mundfuld vand, hoster. Da hun kigger op, opdager hun, at hun er længere ude, end hun var klar over, klipperne ser små ud som hvedeneg.

”Nell-ie! Nell-ie!”

I sprækken mellem bølgerne får hun et glimt af sin bror, der står på kanten af klipperne, gør tegn til hende om at komme ind. Hans frygt er smittende. Kulden prikker mod hendes hud. Hun føler sig pludselig træt, udmattet. Hendes arme gør ondt, hendes kjole er gennemblødt og trækker hende ned. Hendes håndled er forvredne som ønskeben. Hun får en frygtelig tanke om, at hun aldrig vil se Charlie igen. Hun forestiller sig sin opsvulmede krop, der vasker op om en uges tid, øjne hakket ud af fisk, hendes bror, der græder over hende. Hun sparker med benene, slår på strømmen med kubede håndflader. Havet suger hende til sig. Hvert tag med armene er en lille sejr. Stranden kommer tættere på, og hun slår sin ankel ind mod en klippe, mærker det hurtige rids af blod. Kampestenen er inden for rækkevidde, bølgerne slubrer, tidevandet skubber hende ned mod de små runde sten.

”Hvad laver du?” spørger Charles bydende og griber hende fast i armen. Hans bukser er gennemblødt til knæene.”Du gjorde mig bange.”

Hun vender sig væk fra ham for at skjule, hvor forpustet hun er; og for at skjule sin tilfredshed med, at han bekymrer sig.
”Det er ikke sjovt,” siger han og stryger sig over sine skrammede knoer. ”Det er overhovedet ikke sjovt.”
Hun vader ud i vandet igen, dykker så ned og tager fat om hans ankel og skærer ansigt som et uhyre. ”Jeg æder dig!”
”Stop,” siger han og vrider sig fri.
Men hun ser et smil spille i hans mundvige, og snart vil hun også få ham til at grine. Snart har hun næsten glemt Lennys stikkende ord, blikkene fra de andre i landsbyen. Hun glemmer endda, at Charlie har et barn på vej og snart skal giftes, og at ingen vil have hende. Lige nu er det bare hende og hendes bror, der laver sjov i vandet, slår smut med sten. Hver eneste lille runde sten passer perfekt i hendes hånd, som om stranden, denne landsby, dette liv, var skabt specielt til hende. Charlie henter hendes sko, og hun skælver i den tidlige skumrings kølighed.

”Lad os prøve at fange en blæksprutte,” siger hun.

De har et net og en gammel rusten lygte gemt væk bag en klippe, og Charlie henter det frem og tænder olien.

”Jeg vil ikke se forestillingen,” siger han så stille, at hun kun lige akkurat kan høre ham.

”Hvorfor ikke?”

”Jeg har tænkt over det,” siger han, ”og jeg kan bare ikke – jeg kan bare ikke lide det.”

Hendes lettelse kommer som en overraskelse for hende. Hun hviler sit hoved mod hans skulder. ”Det kan jeg heller ikke.”

De betragter vandet et stykke tid, solen synker, indtil den syder i bølgerne.

”Der!” råber hun til sidst, skyggen af en blæksprutte pulserer i det lave vand. Charlie fejer den ind i nettet, og dyret slår med armene, tentakler filtrer sig sammen i garnet.

Hun griber fat i dens glatte krop, så blød som indmad. Den er så uberørt og hjælpeløs. Hun tænker på de fossile plesiosaurer, som viden- skabsmænd gravede frem fra jorden for tredive år siden, bevingede og skællede dyr, over tre meter lange. Hun prøver at forestille sig sådant et dyr komme svømmende ind i hendes hånd, pengemænd ville betale for at udstille det. Hun har hørt rygter om havfruer lavet ud af fiskeskind og abepels, udstillet på museer ved siden af to mænd, der hang sammen ved hoften.

Det forunderliges tidsalder, var der nogen, der kaldte det, og Charlie tilføjede: Og en tidsalder for snyd og fup.

Jasper Jupiters forunderlige cirkus.

Blæksprutten pulserer, dens tentakler suger sig fast til hendes hånd. ”Vi kan tilberede den over kul,” siger Charlie. Hendes mave knurrer. Det er en kamp ikke at kaste sig over den rå, føle velbehaget af noget i maven. Det har været en stille uge, deres lønninger blev betalt for sent, og de har ikke spist andet end grøntsager og ærtebudding.

Men Nell bøjer sig bagover og smider blæksprutten ud i vandet, så langt fra deres net, som hun kan.

”Hvorfor gjorde du det?” forlanger Charlie at få at vide, og han rynker panden og kaster nettet hen over stenene.





Det forunderlige cirkus

Nell bor i en kystby i det sydlige England, i året 1866. Hendes hud er plettet af modermærker, og hun ser anderledes ud end alle andre. Det får naboerne til at holde afstand til hende, og mange, selv Nells far, tror, at hun er forbandet.

Da Jaspers Jupiters Forunderlige Cirkus kommer til byen, bliver Nell kidnappet af cirkusdirektøren – med hendes fars velsignelse. Nell er knust, men da hun pludselig bliver populær i cirkusset, må hun overveje om bortførelsen i virkeligheden er hendes redning.

I London omtales Nell som verdens ottende vidunder, og folk står i kø for at se hende. Men tingene kompliceres, da hun får følelser for Jaspers bror Toby, for hun er ejet af Jasper, og han har ingen planer om at sætte sin guldfugl fri.

Det forunderlige cirkus er en historisk roman og et trekantsdrama om magt og ulighed – men det er også en historie om kærlighed, styrke og accept.

Du kan købe Det forunderlige cirkus online, fx. på Saxo.dk, eller i din nærmeste boghandel.


Læs også af samme forfatter

Dukkeværkstedet

I 1850 i London er byggeriet af Crystal Palace ved at være færdigt til den store Verdensudstilling.

På en fridag i Hyde Park møder dukkemageren Iris konservatoren Silas, der forelsker sig hovedkulds i hende.

LÆS OGSÅ: Når kærlighed bliver til sygelig besættelse. Dukkeværkstedet er en stærk og urovækkende historie fra Victoriatidens London

Iris ønsker inderligt at slå igennem som kunstner og opnå et friere liv. Hendes liv tager en drejning, da hun bliver model for en af samtidens mest eksperimentelle kunstnere.

Elizabeth MacNeal formår med præcise historiske detaljer og en fantastisk skildring af personernes indre liv at fortælle levende om det excentriske 1800-tals London.

Du kan købe Dukkeværkstedet online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.