Anden verdenskrig Bestsellere Fagbøger Historie

Smuglæs i gribende værk om bombningen af Dresden 1945

I februar 2020 er det 75 år siden, Dresden blev udsat for en række sønderknusende allierede bombeangreb, som markerede begyndelsen til enden på 2. verdenskrig. Angrebets berettigelse og omfanget af civile tab har været debatteret lige siden.


Dresden 1945 - Ilden og mørket

I februar 1945 blev tusindvis af bomber kastet ned over byen Dresden, og omkring 25.000 mennesker blev dræbt. I Dresden 1945 – Ilden og mørket giver den engelske bestsellerforfatter Sinclair McKay en levende beskrivelse af angrebet fra de allerførste bomber til de enorme brande, der bredte sig gennem byens kvarterer.

Dresden 1945 – Ilden og mørket er første bog på dansk om angrebet på Dresden. Bogen er baseret på et væld af nyt arkivmateriale såvel som førstehåndsberetninger fra indbyggere, flygtninge, børn, piloter og krigsfanger. Sinclair McKay fortæller også om byens historie og livet før angrebet – og om det enorme genopbygningsarbejde i årene efter.

LÆS OGSÅ: 14 bøger der gør dig klogere på 2. verdenskrig

Du kan købe Dresden 1945 – Ilden og mørket online, fx på Saxo.com, eller i din lokale boghandel.


Sinclair McKay

Dresden 1945 – Ilden og mørket


På dansk ved
Anders Juel Michelsen

Kl. 22.03

Eksplosionerne kunne mærkes i kroppen i lige så høj grad, som de blev hørt – brag, der gav stød i brystkassen. ”Huset rystede,” erindrede dr. Albert Fromme, der havde søgt beskyttelse sammen med venner, naboer og børn i en kælder i byens vestende. ”Børnene var meget ophidsede.” Naboen Herr Schrell, hvis kone lige havde fejret sin fødselsdag, erklærede: ”Jeg tror, vi er blevet ramt.” Det var de ikke; det ville de heller intet have anet om, hvis de var.

Den første bølge af angreb mod Dresden var begyndt kl. 22.03 med målindikatorerne, lidt forud for tidsplanen. Få øjeblikke senere kom flyene brølende ud fra himlen langt oppe. Dresdens borgere havde måske ventet at se de klare stråler fra lyskastere i højene og høre lyden af knitrende forsvarsild, da teenageartillerister beskød de invaderende fly med luftværnsild. Men al sådan ildkraft var blevet flyttet østpå, og der kom ingen modstand. Georg Frank befandt sig i kælderen under sin beboelsesejendom med sine forældre. Han var stadig svøbt ind i tæppet, som han havde sovet i. ”I det fjerne kunne man høre den dæmpede summen fra flymotorer og de første bombedetonationer.”

Lancasterne, der fløj på 3000-4000 meters højde, nedkastede hovedsagelig to former for dødbringende våben: brandbomber, som skulle starte brande i og omkring de tømmerkonstruerede bygninger; og højeksplosive ”Blockbuster”- eller ”Cookie”-bomber, karrébomber, der som regel vejede næsten to tons. Disse bomber havde omtrent samme tykkelse som tre mænd, der trykker sig sammen. Når flyets bombekaster trykkede på udløsermekanismen, dykkede de ned gennem luften med næsen forrest. De var indstillet til at detonere ved kontakt med enhver hård overflade og bragte ren tilintetgørelse med sig; benævnelsen ”Blockbuster” signalerede bombens evne til at sprænge hele husblokke og terrasser i luften. En fuldtræffer med sådan en bombe raserede hele en bygnings arkitektur med en trykbølge, der strålede ud med sådan en kraft, at selv et fly nogle hundred meter oppe ville mærke et stød. Brandbomberne, der var bundtet sammen i klynger, var mere snigende. De skulle udnytte ødelæggelserne fremkaldt af bomberne, de faldt ned gennem gabende åbne tage og brød i brand, flammerne fra dem forenede sig så gradvist med flammerne fra de nyligt opståede ruiner af selv de største institutioner.


Dresden 1945

I pensionatet, hvor Mischka Danos var vært for sit afskedsparty, havde han og hans gæster utroligt nok ignoreret advarselssirenerne, fordi de ganske enkelt havde hørt dem for ofte. Og måske fordi de var præget af ungdommens sorgløshed. Sammenkomsten fortsatte, indtil der opstod et helt surreelt skræmmende øjeblik, da Danos’ lukkede soveværelsesdør løsrev sig fra sine hængsler og ”faldt langsomt” ind i rummet. Et lille øjeblik stod Danos og hans gæster blot og stirrede på dette fænomen. Til sidst forstod de, at det var på tide at gå ned i kælderen. De fjerne, dybe brag blev stadig mere tydelige.

De, der befandt sig i de andre kældre, fik nu i stigende grad svært ved at undertrykke kvalmen ved indestængtheden. Margot Hille sad med sin mor i det offentlige beskyttelsesrum hundred og halvtreds meter fra deres beboelsesejendom sydvest for i byen. Dette rum havde også et vindue; fortovet og gaden udenfor var ”lys som dagen” på grund af skæret fra markeringsblus. Og så kom bragene, der nærmede sig mere og mere, hver med deres eget chok. Hillernes nabo, Frau Fischer, som havde siddet ved siden af dem, kollapsede. Man formodede, at hun var ved at få et hjerteanfald. Hvor var der hjælp at hente, mens bragene blev stadig voldsommere? Margots mor prøvede at trøste og berolige Frau Fischer, så godt hun kunne.

Margot kunne ikke allerede på det tidspunkt, blot nogle øjeblikke inde i begyndelsen på angrebet, vide, at hendes kusiner, som boede tæt på centrum, var døde. Deres beboelsesejendom tæt på Ostragehege var sprængt i stumper og stykker. Selv i deres beskyttelsesrum var de blevet lemlæstede og brændt ihjel næsten øjeblikkeligt, mens deres mor, som befandt sig i samme beskyttelsesrum, forunderligt nok stadig var i live, men frygtelig forbrændt på grund af noget, som man senere fejlagtigt antog var brændende fosfor. Denne kælder havde som så mange andre kældre et vindue i gadeplan, kraften og varmen fra eksplosionerne fik dette vindue og utallige andre rundtom i byen til at splintres på et øjeblik i hundred tusindvis af overophedede glasskår.

Gisela Reichelt, som sad i en dårligt oplyst kælder syd for jernbanestationen lidt over ti om aftenen, skulle ikke bare håndtere sin egen frygt; hendes mor virkede også totalt lammet, og den tiårige pige anede ikke, hvad hun skulle gøre. Hun huskede, at en ”Hitlerjugenddreng” var kommet løbende ned i deres kælder for at fortælle, at hele byen glødede af juletræer; og at luftværnsvagten ”rædselsslagent fortalte os, at det nok ville blive en frygtelig nat”. De første bomber var øredøvende og kom, sagde hun, ”slag i slag”. Selve luften syntes at bølge. ”Alle i kælderen begyndte at bede,” huskede hun. ”Selv de, der ikke troede på Gud.” Selvom hun havde taget sine to dukker med sig, følte hun nu, at hun var for gammel til at kunne lade sig trøste af dem, så hun bad sammen med de voksne. ”Jeg var bange, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, frygten tog overhånd,” huskede hun senere.

Lige nord for Elben, med udsigt over Neustadt og Altstadt, lå beboelsesejendommen, hvor Winfried Bielss, hans mor og hans ven Horst sad i kælderen sammen med de andre beboere i deres ejendom og kiggede op på det lave loft. Bielss mindedes både det og trykbølgerne, der var næsten en form for musik i ødelæggelsernes lyde. Det hensatte alle i en tilstand af næsten rædsel. Lufttrykket genereret af de første detonationer var så kraftigt, at gulvet rystede. Der var også en poltergeisteffekt: Døre på etagerne ovenover klaprede med skræmmende voldsomhed og blev smækket op og i som af en kompulsiv dæmon. ”Maling og puds flagede af væggen, og der var støv,” mindedes Bielss. Støvet blev så gennemtrængende, at der ved siden af ubehaget ved at være spærret inde pludselig opstod en uudtalt bekymring for, om de kunne trække vejret. Men frem for alt var der den sataniske musik: den dybe brummen fra flyene ovenover, som dannede et kontrapunkt til de faldende bombers ”svulmende sang og fløjten”. ”Lyset brændte stadig,” huskede han, ”men vi blev meget stille og kiggede forskrækket op”, da de mærkede trykket fra en anden eksplosion lige i nærheden. Der kom lidt mere stødvis klapren fra dørene i lejlighederne ovenover, og så den metalliske klirren fra husets vinduer, der blev knust.

Så forfærdeligt det end kunne synes, så var disse virkninger mindre slemme sammenlignet med det, der skete i de tætte bebyggelser i Neustadts smalle gader, som enten var blevet delvist ødelagt af faldende bomber, eller nu blev fortæret af klatrende flammer udløst af brandbomber. Og i kældrene nedenunder – dem, der ikke var kollapset eller styrtet sammen – trykkede ældre kvinder og mænd og mødre med småbørn, som sad på gulvet eller på improviserede stole, sig sammen. I nogle af kældrene begyndte lyset at flakke. I andre var det blevet stadig sværere at trække vejret. I hjertet af Altstadt rystede murværket i undergrundslabyrinten af forbundne kældre; vægge bulede indad, og døre blev blokerede.

Mange af disse kældre var udstyret med spande med vand og tæpper; fugtige tæpper ville blive deres eneste våben, hvis de skulle kæmpe sig gennem voldsom hede. Men de små murstensrum var begyndt mere at ligne grave end beskyttelsesrum eller tilflugtssteder. De inde i rummene, som ikke bad, var måske begyndt at mærke et underligt tryk i deres lunger. Det kan have været af psykosomatisk art for nogle, men uanset hvad det var, krævede det ekstra viljestyrke ikke at lytte til instinktet: trangen til at komme ud i den mørke, kolde luft, væk fra eksplosionerne og den umenneskelige fløjten. Instinktet ville have været forkert, for de, der befandt sig udenfor i Altstadt, var hinsides ethvert håb om sådan en rationel flugt. En soldat, der kom cyklende på gaden, blev blæst af cyklen, og i dette splitsekund af detonationen blev hans lemmer lige så nydeligt revet af, og hans torso lagde sig til hvile på gaden. Eksplosionernes ildkraft forkullede øjeblikkeligt enhver, der kom i vejen for den, og brændte alt tøjet af dem, så de blev efterladt både døde og nøgne.

Dresden 1945. Lig i Dresdens gader efter luftangrebet
Lig i Dresdens gader efter luftangrebet.

For dem i kældrene, der blot lyttede hjælpeløst – dem, hvis hjem lå under bombeflyenes ruter – var det her en øvelse i mental udholdenhed. Georg og Marielein Erler blev testet i enorm grad. ”Den første bombe eksploderede tilsyneladende et stykke fra vores hus,” erindrede Herr Erler. ”Umiddelbart efter kom den anden, den tredje, og larmen steg efterhånden og blev mere og mere tordnende. Den blev så rasende, at den syntes at ville vende op og ned på huset.” Han og hans kone sad sammen med naboerne og deres børn helt stive i hjælpeløs tavshed. ”Hvert øjeblik forberedte vi os på, at den næste bombe kunne ramme dette rum, at det ville få en brat ende. Så, pludselig,” fortsatte Herr Erler, ”kom den næste eksplosion frygtelig tæt på.” Der skete flere grufulde ting på én gang: En mursten i kældervæggen, der var blevet løsnet bevidst ved en tidligere lejlighed for at skabe bedre luftcirkulation, skød pludselig ud af muren og gennem kælderen; eksplosionen af hed luftstrøm, der havde forårsaget dette, slukkede også øjeblikkeligt lysene, som de havde ladet stå og brænde, og elpæren holdt op med at lyse. Erlerparret og deres naboer befandt sig i et øjeblikkeligt mørke. ”Væggene rystede, og huset syntes at falde sammen over os,” erindrede Herr Erler. ”Man kunne høre en frygtelig eksplosiv og splintrende lyd.”

Lancastere fløj over byen hvert femte til tiende sekund; den ubønhørlige brummende lyd foroven var en kilde til voldsomme psykiske kvaler, men også – for dem enten under flyene eller som betragtede dem lidt på afstand – et sort under. Vestpå i byen befandt Norbert Bürgel og hans onkel sig stadig under en bro efter at have set juletræsforestillingen. Det var, som om drengen og hans værge søgte ly for et uvejr med kraftig regn. Men fra dette udsigtspunkt blev de begge hypnotiseret af byens silhuet foran dem, af de fjerne brag og ekkoer og den makabert lysende himmel oven over de gamle spir.

De var i barmhjertig afstand af det nøgne syn af panik blandt andre flygtninge, ikke mindst dem, der havde søgt tilflugt under hovedbanegården. Stationen selv var ikke blevet udpeget som et mål, den lå kun en gade eller to uden for radius af de glødende, spruttende markeringsblus, men geometrien i angrebet – de indviklede beregninger, der skulle sikre maksimal slagkraft – betød, at bomber og brandbomber regnede ned i et stadig større område. De mennesker, der samlede sig i de rungende tunneler under stationen, begyndte at mærke den fulde effekt af de allieredes brutale overfald.

Der holdt et tog ved en perron, som havde været parat til at køre ud mod den vestlige nat på de sølvskinnende spor; passagererne, som havde skyndt sig at stige på, var nu lette mål under stationens hvælvede glastag. Trapperne, som førte ned til gennemgangsarealet og tunnelerne, var stadig overfyldte, da tilintetgørende detonationer, monsunen af overophedet glas fra stationens tag i forening med de opblussende flammer på perronerne, skabte en primal bølge af panikslagen kraft øverst på trapperne, der pulserede nedad og knuste dem forneden. Folk neden for trapperne var nu ved at lide kvælningsdøden med alle de mange menneskers vægt over sig, mens folk foroven blev brændt, vansiret og flået op af granatsplinter. Det nyttede ikke noget at skrige, der var i hvert fald ingen vidner, der huskede skrig. Men på en eller anden måde, midt blandt alle disse mennesker, der reagerede skrækslagent, lykkedes det jernbanepolitiet at få passagerer andre steder i de beskyttende tunneler til at bevare roen.

Hovedparten af de højeksplosive sprængbomber faldt ned på gaderne nord for stationen. Hotellet i nærheden, der blev anvendt af Gestapos brutale bureaukrati – Continental – var blevet kløvet midtover af en bombe. Brandbomberne begyndte hurtigt at tære på dets enormt brandfarlige indvendige dele, på møblerne af træ og tekstilerne.

Men i to andre nazistiske højborge holdt forsvarsværkerne stand. Der var et beskyttelsesrum under Albertinum, der blev brugt som base for byens civilforsvar – brandmændene og politiet. Gauleiter Martin Mutschmann var ingen steder at se, hverken her eller i de flotte beskyttelsesrum under Taschenbergpalais en lille kilometer mod vest, så han havde formentlig søgt dække i sit eget private beskyttelsesrum, som var blevet bygget under hans egen beslaglagte bolig. Ingen synes at have savnet ham. Men andre nazistiske embedsmænd lod sig se. I kældrene under Taschenbergpalais betragtede soldaten Lothar Rolf Luhm og hans kammerat Günther Tschernik de ”velnærede borgere i brune uniformer”, som viste sig at være i radiokontakt med andre nazister rundtom i byen. Men ti minutter inde i det rytmisk dunkende stormløb var de tydeligvis lige så hjælpeløse som alle deres medborgere, om end bedre beskyttede. Man kunne mærke detonationernes virkninger, men denne kælder virkede sikker. Der var dog én ting, der virkelig kunne skabe ængstelse, nemlig tanken om en ildebrand, der startede foroven, flammer, der fortærede paladset og skabte et inferno direkte oven over deres hoveder og spærrede udgangene. Selv mens bombeflyene fortsatte med at flyve over dem, lagde Luhm og Günther mærke til, at ”mændene med de gyldne kvaster” kiggede på dem, og Luhm gættede på, at de to soldater i dette beskyttelsesrum meget snart ville blive sendt ud i mørket for at holde brandvagt og sørge for, at enhver flamme på taget blev slukket uanset faren.

Selv i dette ragnarok var nogle en anelse mere lakoniske end deres medborgere. Kunstneren Otto Griebel befandt sig stadig i murstenskælderen under kroen i Altstadt sammen med sin ven Scheinpflug. De havde drukket spiritus, inden angrebet begyndte, og det lader til – da en kraftig eksplosion fik kælderens fundamenter til at ryste og slukkede elpæren, så alle gæsterne sad i bælgmørke med øjnene på stilke – at det lykkedes dem at holde deres panik i ave. De vidste endnu ikke, at de befandt sig i centrum for katastrofen; efter blot ti minutters bombninger var gaderne omkring dem blevet deformeret hinsides enhver genkendelighed. Der var måske en tro på, at det her måtte få en ende; at de allierede ikke ville bruge hele natten på at sende fly efter fly over byen. Der var måske også den første antydning – hvilket skulle genspejle sig i hele byen – af hæslig nysgerrighed. Hvis blot kælderen kunne holde stand de næste par minutter, og når bombeflyene forsvandt i det fjerne på vej tilbage til deres eget land, hvad ville vennerne så få at se udenfor? Hvordan ville deres verden se ud?

Det var omkring det tidspunkt, at Kreuzschules skarpkantede gotiske arkitektur blev ramt, bomben slog et direkte hul gennem den, og sten og træ ydede ingen modstand. I dette øjeblik blev elleve drenge og tre præster, som havde befundet sig i beskyttelsesrummet, tilintetgjort. Brandene fik hurtigt fat bagefter. De andre kostelever slap sammen med deres korleder Rudolf Mauersberger væk fra bygningen i den svidende, slaggeholdige luft udenfor; drengene blev drevet mod øst, hen over den brændende forplads, i retning af Großer Garten et par gader væk. Eksplosionens trykbølge havde sprængt hvert eneste vindue, hver rude og hver dør i Kreuzschule. Der var heller ingen trøst at hente for dem, der havde søgt beskyttelse nær Kreuzkirches mørke sten, som lå tæt på Renners Stormagasin. En del af Kreuzkirches tag blev ramt, og skibet i den enorme kirke blev sprængt i stumper af trykbølgerne. Kirken lå nu åben for himlen og for den tilsyneladende endeløse kaskade af termitbrandbomber. Ilden fik næring fra splintrede kirkebænke. I det øredøvende kaos kimede den mægtige klokke i Kreuzkirches tårn voldsomt på grund af efterdønningerne. Få meter væk blev Renner, stormagasinet, der repræsenterede byens moderne verdslige liv, gennemboret i et glimt; den enorme bombe sprængte på et øjeblik den moderne rulletrappes komplekse struktur. I hver afdeling af stormagasinet brød stoffer, møbler, tøj, husholdningsartikler, sengetøj og linned straks i brand.

I gaderne rundt omkring det var der stadig et stort antal flygtninge fra landet og skrækslagne heste. Selv de, der ikke blev pulveriseret eller flået i laser af metal- og stensplinter eller ganske enkelt brændt ihjel i levende live, kunne ikke undslippe de højeksplosive sprængbombers dødelige virkninger. Bomberne havde den virkning, at de forandrede selve luften og erstattede den indåndingsbare ilt med et kortvarigt supersonisk chok, som enten kunne lemlæste en menneskekrop på under et sekund eller efterlade knuste indre organer og lunger, der nærmest var krænget ud. Hjerter trak sig voldsomt sammen og blev udvidet; utallige blodkar og årer og arterier bristede straks. Mens eksplosionen sendte sine stråler ud, blev sammensætningen af atmosfæren strakt ud som en elastik, den udvidede sig og blev så presset sammen, som om himlen selv kæmpede for at få vejret.

Dresden 1945. En kvinde trækker sine ejendele gennem det ødelagte Dresden.
En kvinde trækker sine ejendele gennem det ødelagte Dresden.

De, der stod under de lave stenlofter i krypten under Frauenkirche nogle få gader længere mod nord, oplevede angrebet som en række næsten subsoniske brag, der var så dybe, at de mere kunne mærkes inde i kroppen end høres. Ligesom Gisela Reichelt i sin kælder var der nok mange den nat, der bad med en lidenskabelig tro, som de aldrig tidligere havde erkendt over for sig selv. Måske var der en følelse af, at Frauenkirche ville blive skånet; af at sådan et helligt rum aldrig kunne blive et mål. Kirkens piller, mægtige blokke af sandsten, kan have givet rummet en mere umiddelbar stabilitet; i modsætning til alle murstenskældrene, hvor væggene var begyndt at smuldre, temperaturen steg, og luften blev mere og mere tappet for ilt, har Frauenkirches krypt og dens kolde gulvfliser måske forekommet trøsterigt fredfyldte.

Men udenfor var Dresdens demonstrative elegance ved at blive skamferet; flere gader væk fra Frauenkirche blev de dyre butikker i Prager Straße – og de mere velhavende borgeres fashionable lejligheder – knust og udstillingsvinduerne splintret. Boutiquernes, parfumeriernes og juvelerernes udsøgte ornamenter og dufte blev afsvedet og reduceret til deres grundbestanddele. Elegante hoteller blev slået indad; silkegardiner blev flænsede og sprang i flammer, marmorgulve slog revner, senge og bomuld og tæpper fortæret – langsomt til at begynde med, men derefter stadig hurtigere – af mere ild. En gade, der før var så fuld af hovmodig grandeur, hvæsede og spyttede nu med sprængte rør, smadrede fortove, borde og stole i de blotlagte restauranter knitrede og knagede, efterhånden som flammerne sluttede sig sammen. De mennesker, som havde søgt tilflugt i kældrene direkte under disse fashionable butikker, fandt nu udgangene blokeret af brændende murbrokker; de vidste, at de blev begravet i levende live.

Så var der landskabet, som blev delt af alle, de fælles kulturelle og religiøse brændpunkter, som i fællesskab syntes at rumme de forskellige nuancer af byens sjæl. Zwingeranlæggets pavilloner og prydhaver blev ramt. Zwingers kunstværker var for længst blevet bragt i sikkerhed, men bygningen selv – til dels en barok fantasi – var et af byens mest elskede vartegn, en tilkendegivelse af sorgløs, skæmtsom følsomhed over for en videre verden. Der var ikke meget her, flammerne kunne fortære, men den centrale, fint udsmykkede pavillon blev straks gjort nøgen og hul. Blot få meter derfra fandtes Semperoperaens endnu større pragt; denne nat blev dens selskabslokaler, forgyldte loger, det enorme auditorium beklædt med fløjl og finåret træ åbnet op og brændt til aske. Ligesom med Zwinger var bombningen af dette aldeles tilfældige mål et slag mod byens hjerte og hele dens syn på sin egen etos og særlige plads i den moderne civilisation.

Men byens historiske sjæl lå nogle meter mod syd, tværs over en brolagt plads. Den blev rummet i den katolske katedral, en 1700-tals barokbygning, hvis krypter indeholdt de jordiske rester af saksiske konger og fyrster. Den husede også et af byens mere fantastiske relikvier: Da den store kurfyrste August den Stærke døde, blev hans hjerte taget ud og begravet inde i en katedralmur. Helligbrøde kan give sig udslag på forskellige måder; bomberne, der dykkede ned med næsen først gennem katedralens tag, var tegn på ren nihilisme.

Det var ikke en fabrik, der producerede optisk udstyr eller reservedele til fly eller kampvogne. Det var et helligt sted, der havde holdt fast ved sit eget unikke liv, selv efter at Hitler og nazisterne trådte ind på scenen. Ødelæggelsen af den – for dem, der var tilbage til at se det – har fremkaldt simpel fortvivlelse og raseri i modsætning til knækket moral. Men mens alle de mange hundred fly udfyldte himlen, var der selvfølgelig ingen, der kerede sig om arv. I de små murstenskældre i Altstadt var det elementære behov for at beskytte kød og knogler næsten den eneste bevidste tanke hos de mange tusind, der krympede sig i frygt ved hvert brag. Den buldrende lyd, da katedralen styrtede sammen, var en del af kakofonien, som nogle få gader mod øst havde fået beboerne i kælderen under jødehuset, hvor Klempererparret boede, til at klamre sig endnu mere til hinanden. Victor Klemperer mindedes at høre – bag de pludselige gentagne chok ved eksplosionerne – en svag, klynkende lyd. Han og hans kone, Eva, lagde sig impulsivt ned på gulvet og stak hovederne ind under stolene. Endnu et voldsomt nedslag, og pludselig blev bagvinduet i deres kælder blæst ind. Til Klempererparrets skræk var gårdspladsen uden for ”lys som dagen”.

Lyset kom fra den uhyggelige kombination af magnesiumflares og ild. En anden af kælderens beboere var hurtig nok til at se faren fra flammerne, der spredte sig, og kom i tanker om, at der stod en fodpumpe og noget vand i kælderen. Der var hektiske bestræbelser på at oversprøjte og slå den begyndende ild ned, og mens eksplosionerne fortsatte hele vejen rundt, mindedes Klemperer at have mistet enhver objektiv fornemmelse af tid. Det var, som om menneskene i kældrene var blevet delvist hypnotiserede af prøvelsen; at deres frie vilje, ved at foregribe det øjeblikkelige kulsorte mørke hvert øjeblik, befandt sig i en tilstand af suspension.

Lidt længere mod syd var, som Gisela Reichelt erindrede det, alle stille i hendes kælder under al den rungende tumult. Hendes højgravide mor kunne ikke holde ud at sidde ned; i stedet lå hun bare der på gulvet, grebet af voldsom rædsel og fortvivlelse.

Hvad ingen af dem kunne vide, var, at det her kun var begyndelsen. Victor Klemperer tænkte, at hvis det var endt der, med det første angreb, ville det være blevet opfattet som en frygtelig katastrofe uden noget sidestykke. Ildebrandene, som begyndte at flamme op med endnu større styrke, da de smadrede tage, døre og vinduer fik de raserede bygninger til at opføre sig som kæmpe skorstene, begyndte nu at fortære ikke blot tusinder af hjem og butikker og virksomheder, men også delte og fælles minder. I løbet af blot et kvarter havde den første bølge på 244 bombefly og ni markeringsfly nedkastet omkring 880 tons bomber over Dresden, 57 procent var højeksplosive sprængbomber og 43 procent brandbomber. De 4000-punds trykbomber og forskellige andre sprængbomber havde forskudt arkitekturen; de hundreder og tusinder af brandbomber, der var indstillet til at antændes med forskellige udløsere og forsinkelser, gav næring til brande, der steg lydigt op mellem gulvbrædder, møbler, træbjælker og tøj. Den dybe brummen fra den første bølge af bombefly fortonede sig nu i nattens mørke og efterlod sig ikke stilhed, men de smældende og bragende lyde fra bygninger, der styrtede sammen. Men den grusomste lyd var måske afblæsningssirenernes lysere toner, som ekkoer fra fjerne og endnu ikke ødelagte gader, omkring tredive minutter efter, at de første markeringsblus var blevet nedkastet. Det var signalet til, at de, der befandt sig i kældrene, kunne komme op igen. Det var utilsigtet grusomt, for de civile myndigheder fortalte nu folk i Dresden, at det værste var overstået.

Du kan købe Dresden 1945 – Ilden og mørket online, fx på Saxo.com, eller hos din lokale boghandel.


Studentermedhjælper/læsehest hos Lindhardt og Ringhofs marketingafdeling. Født og opvokset med et lånerkort i hånden, hvilket har ledt til en stor kærlighed for (og dyb afhængighed af) bøger. På Bog.dk lægger jeg lidt af hvert op – fx opskrifter, artikler samt quizzer om alt fra dyrerekorder til H.M. Dronningen.