Krimi Krimiserier Læseprøve og uddrag Norske krimier Norske krimiforfattere Populære krimier Skønlitteratur

Gunnar Staalesen er klar med det 20. bind i den populære serie om privatdetektiven Varg Veum. Læs et uddrag af Dødens net her

Dødens net

I Dødens net følger privatdetektiv Varg Veum en savnet mands spor til en norsk bygd fuld af hemmeligheder. Læs mere her og smuglæs i Dødens net.


Gunnar Staalesen er en af Norges største spændingsforfattere, og hans krimiserie om Varg Veum runder nu 20 bøger med Dødens net. Serien er enormt populær i både Danmark og Norge, og den er også blevet filmatiseret til en TV-serie fra 2007 til 2012, med det passende navn Varg Verum.

LÆS OGSÅ: Den store krimiguide – se alle de gode krimier

I Dødens net følger vi endnu engang privatdetektiven. Han følger en savnet mands spor til den lille norske bygd Solvik, og på denne rejse støder Veum på adskillige dødsfald. Solvik er en by, der er styret af to indflydelsesrige familier, der begge ønsker magten over byens lakseopdræt.

LÆS OGSÅ: 10 vildt gode krimier til de mørke aftener

Veum fornemmer hurtigt, at der er mere under overfladen, og at Solvik gemmer på hemmeligheder, som de ikke ønsker skal bringes frem i dagens lys. Dette vil dog ikke stoppe Veum, der aktivt arbejder på at nå frem til gådens løsning – men hvor mange når at dø, før han får knækket løsningen?

Læs et uddrag af Dødens net af Gunnar Staalesen her.




Dødens net

af Gunnar Staalesen

1

Det begyndte alt sammen den dag, politiet i Sogn og Fjordane besluttede sig for at beslaglægge mit kørekort.

Det var en solrig dag i slutningen af september. Efter at min trofaste Toyota Corolla var blevet kørt til ophug på Sotra i januar, havde jeg anskaffet mig en ny af samme mærke, sidste års model og lige så diskret i farvevalget som den forrige: lige så grå som himlen over Bergen de fleste af årets dage.

Jeg kom fra en opgave i Nordfjord, hvor jeg med diplomatisk snilde havde gjort mit for at afslutte en fyrre år gammel nabofejde om en skelsætning, foretaget på en nytårsaften i 1963, da ingen af deltagerne havde været upåvirkede af hjemmelavet spirituosa.

Som det ofte går, blev det den næste generation, der bankede hovedet mod en mur i et forsøg på at blive enige om en tostatsløsning, som en fredsforhandler i Mellemøsten ville have erklæret sig tilfreds med. Om det var lykkedes for mig, måtte fremtiden afgøre. Jeg havde mine tvivl.

Stridens kerne handlede om en bosætter fra Østlandet med rødder i slægten og et stærkt behov for at bygge sin hytte det sted på matriklen, som havde den bedste udsigt, men desværre også strakte sig et sted mellem tyve og firs centimeter ind på naboens grund.

Nu var jeg på vej tilbage til Bergen med løfte om et kommende honorar i inderlommen, nationalromantisk musik i bilradioen og et landskab, som trak vejret i lange åndedrag omkring mig ude ved Sandane, ind gennem Våtedalen og ud igen, der hvor Jølstravatnet bredte sig ud til venstre for mig.

Jeg tog den tid, jeg behøvede, for at få alle indtryk med mig. Med jævne mellemrum kiggede jeg i bakspejlet, hvor en stor, hvid dyretransport havde ligget i mit kølvand hele vejen fra færgestedet på Anda uden på noget tidspunkt at gøre tegn til at ville forbi.

Da jeg nærmede mig Vassenden, fik jeg behov for en pause og en kop kaffe. Jeg blinkede af ved Jølstraholmen, hvor de både havde campingplads og café.

Jeg var ikke mere end lige drejet ind foran cafébygningen, før en bil med blå blinklys på taget kørte så tæt op på siden af mig, at vi kunne være forlovede. Jeg så ud og lige ind i øjnene på en uniformeret politimand, som fra passagersædet i nabobilen gjorde tegn til, at jeg skulle rulle vinduet ned.

Det så jeg ingen grund til at nægte, og det første, han sagde til mig, var: “Tager du noget medicin?”

Jeg så uforstående på ham. “Hvad?”

Han så vurderende på mig et par sekunder mere. Så pegede han over mod en parkeringsplads længere fremme. “Kør derhen og parkér bilen.”

Jeg gjorde, som han sagde, og den kvindelige betjent, som jeg skimtede bag rattet, gjorde det samme. Politimanden steg ud af bilen og gik med faste skridt hen til min bil og bøjede sig ned. “Vi har fået en række opringninger om en trafikfarlig kørsel, tæt på kollisionskurs og med risiko for ulykker.”

Manden talte et kultiveret nynorsk og var let at forstå. Indholdet i det, han sagde, var til gengæld uforståeligt. “Hvad snakker du om?”

“Alt taler for, at jeg bliver nødt til at beslaglægge dit kørekort.”

Jeg havde stadig svært ved at forstå, hvad han mente. “Med hvilken begrundelse?”

“En række telefoniske anmeldelser. Vær venlig at give mig bilens registreringsattest og dit kørekort, tak.”

“Det må være en misforståelse. Der må være tale om en anden bil.”

Han begyndte at puste sig op. “Registreringsattest og kørekort, tak!”

Hans kvindelige kollega var nu også kommet ud af bilen. Hun stod med en alkotester i hånden. Politimanden studerede både registreringsattest og kørekort samt mit ansigt grundigt, inden han leverede attesten tilbage, som om han havde mistænkt mig for at udgive mig for en anden end den, jeg var.

“Varg Veum?” sagde han, og jeg nikkede. “Mærkeligt navn.”

“Og hvad er dit eget?”

“Joralf Smalabeit.”

“Og du synes, at mit …”

Han afbrød mig. “Jeg vil gerne tage en alkotest på dig.” Han nikkede til sin kollega. “Sylvi!”

Jeg bed lysten til at spørge, hvad hun hed til efternavn, i mig og åbnede i stedet lydigt munden og pustede så hårdt, jeg kunne, ind i det plasticrør, hun stak ind imellem mine læber. Et kort øjeblik mødtes vores blikke. I hendes var der ingen åbenlys sympati at spore. Hun tog røret ud igen, ventede fem sekunder, inden hun kiggede på displayet og lød næsten skuffet, da hun bekendtgjorde: “Nul komma nul.”

Joralf Smalabeit så tankefuldt på mig. Så vendte han sig mod Sylvi. “Er klageren også kørt ind her?”

Hun nikkede.

“Tag lige en snak med ham.”

Jeg så efter hende. “Så går jeg ud fra, at misforståelsen bliver opklaret.”

“Det tvivler jeg på. Nummerpladen stemmer.”

Et kort øjeblik svimlede det for mig. Det var mange år siden, jeg havde læst Kafkas Processen, men pludselig var det, som om jeg genkendte mig selv fra den. “Min nummerplade?”

Han så på mig med samme alvorlige mine som tidligere. “Lad os få lidt personlige oplysninger. Navnet har jeg noteret. Erhverv?”

Jeg sukkede. “Privat efterforsker.”

“En gang til?”

“Privat efterforsker.”

Hans blik blev endnu mere mistænksomt. “Ikke en tidligere kollega, håber jeg?”

“Det kommer an på, hvad du forstår ved kollega.” Jeg lod ham få en lille tænkepause. “Men ikke i politiet, hvis det var det, du var bange for.”

“Jeg er ikke bange for noget.”

“Dejligt for dig. Sover godt om natten? Drømmer om at løse livets mysterier fra passagersædet i en patruljevogn?”

“Hvor kom du fra?”

“Nordfjord.”

“Som privatperson eller …”

“Nej, fra udførelsen af en af mine opgaver.”

“Som i dette tilfælde betyder …”

“Jeg kan begynde et andet sted. Har du hørt om Palæstinakonflikten?”

“A’ hva’?”

Han blev afbrudt, da Sylvi kom tilbage. De trak sig lidt væk. I sidespejlet kunne jeg se hende aflægge rapport med store armbevægelser, mens hun med jævne mellemrum pegede i retning af mig.

Joralf Smalabeit kom tilbage. “Du bliver her. Jeg skal lige ringe til politiadvokaten.”

“Hvem af dem?” mumlede jeg.

“Og du skal ikke forsøge at stikke af. Så bliver en anholdelse næste skridt.”

Jeg hævede øjenbrynene til noget, jeg håbede, var en pas- sende ironisk bue. Men da de kom tilbage et par minutter senere, viste det sig, at politiadvokaten M/K heller ikke var på min side.

“Ja, så har jeg fået medhold i at beslaglægge dit kørekort. Kan du godkende det?”

“Nej, det kan du bande på, at jeg ikke kan! Hjælper det?”

“Nej. Men det tyder på, at jeg bliver nødt til at lægge beslaglæggelsen frem for en dommer i byretten inden tre uger fra i dag.”

“Og i mellemtiden spenderer I et ophold i en af campinghytterne her på Jølstraholmen og udbetaler mig erstatning for tabt arbejdsfortjeneste?” Jeg sagde ikke noget om, at det sidste formentlig ville koste dem en hel del mindre end opholdet på campingpladsen.

Han smilede skævt. “Jeg kører dig til lensmandskontoret i Førde og foretager den formelle afhøring dér. Hvis du flytter dig over på passagersædet, overtager jeg rattet her.”

“Du har altså dit kørekort i orden?”

“Nu skal du ikke prøve at være vittig. Det hjælper dig ikke en millimeter.”

“Nej, det kan jeg godt selv regne ud. Det er vores skæbne som standupkomikere. En dag er der ingen, der ler ad os mere. Du kender vejen, går jeg ud fra?”

2

Jeg havde før været på lensmandskontoret i Førde, i forbindelse med Janegutt-sagen midt i 80’erne. Men det var flyttet siden dengang. Nu lå det på noget, som hed Fjellvegen, selv om de ikke var i nærheden af samme udsigt som fra Fjellveien i Bergen. Til gengæld havde de en massiv fjeldvæg i ryggen, Hafstadfjellet, Førdes svar på Sukkertoppen.

Her overlod Joralf Smalabeit mig til en ung, kvindelig politibetjent. Derefter så jeg hverken ham eller Sylvi igen. Efter alle solemærker at dømme var de allerede i fuld fart ude på de farlige Vestlandsveje på jagt efter flere storforbrydere med dyretransporter i kølvandet.

Da afhøringen begyndte, viste det sig nemlig hurtigt, at den lange række telefonopringninger med klager over min kørsel var kommet fra én og samme chauffør: manden i dyretransporten, som havde ligget lige bag mig hele vejen. Meget talte for, at det var ham, politiet burde have taget alkotest på, hvis han da ikke bare hallucinerede, men det havde de bare undladt.

Den unge politibetjent, som afhørte mig, var ellers både flink og høflig nok. Hun præsenterede sig som Solrun Storehaug og bad mig fremlægge min egen version af dagens begivenheder. Mens jeg talte, noterede hun flittigt.

Da jeg var færdig med at fortælle, refererede hun til sin samtale med manden i bilen bag mig. Ifølge hans vurdering havde jeg talt i mobiltelefon hele tiden uden at holde øje med vejen, for han havde bemærket et antal næsten-kollisioner, som kunne have ført til farlige sving ud i rabatten og andre bilulykker. Med andre ord en oplevelse af vores fælles køretur mellem Anda og Vassenden diametralt modsat min egen.

Jeg rakte hende min mobiltelefon og sagde, at hun var velkommen til at tjekke min samtalelog. Telefonen havde ligget så stille som en mediterende munk under hele køreturen. De eneste, jeg havde lyttet til, var Edvard Grieg og hans komponistkolleger i bilradioen. Det noterede hun også, men undlod at kontrollere telefonen.

“Nu er det altså politiadvokaten i Florø, som har bedt mig om at beslaglægge dit kørekort,” sagde hun så.

“Og det begrunder han med …?”

Hun lagde hovedet lidt på skrå og kiggede på mig. “De mange opringninger med klager over din kørsel.”

Jeg kunne mærke, at det begyndte at syde inden i mig. “De mange opringninger? Hvor mange er det?”

“Der er desværre ikke noget, jeg kan gøre ved det. Det er politiadvokaten, der bestemmer.”

Jeg slog ud med armene. “Og hvad skal jeg så gøre nu?”

“Vi beholder din bil her. Dit kørekort bliver sendt til politiadvokaten. Du hører fra os. Eftersom du ikke har accepteret beslaglæggelsen, vil sagen blive behandlet af retten inden for højst tre uger.”

“Og hvordan kommer jeg nu til Bergen?”

“Jeg skal forklare dig vejen til busstoppestedet.”

“Må jeg ringe til min advokat?”

Hun skubbede mobiltelefonen over bordet til mig. “Naturligvis.”

Jeg fik Vidar Waagenes i røret. Han gnæggede lidt, da han hørte, hvad det drejede sig om. “Det er ikke første gang, jeg hører om noget lignende fra Sogn og Fjordane,” sagde han. “Og det har sikkert heller ikke hjulpet, at du var bergenser.”

“Kan du hjælpe mig?” sagde jeg utålmodigt.

“Ikke på stående fod. Det vil i bedste fald nok tage nogle dage. Og måske en tur til retten i Førde om tre uger. Kom forbi mit kontor, når du er tilbage i byen.”

“Tilbage i byen? Jeg skal med bussen.”

Han gnæggede igen. “Ja, det er der mange, der har prøvet før dig, Varg. Tag det som en udfordring.”

“Okay, så,” sagde jeg og afbrød samtalen.

Solrun så på mig med noget, der mindede om medfølelse i blikket. Så forklarede hun mig vejen til busstoppestedet.

Der var to og en halv time, til næste bus til Bergen afgik. Jeg slog halvanden time ihjel med at spise et ellers udmærket måltid på et sted, som hed Pikant og lå ved bredden af Jølstra; den sidste time tilbragte jeg i ventesalen ved busstationen.

Det var et begrænset antal passagerer, der steg på bussen, som kom fra Ålesund og skulle videre til Bergen denne eftermiddag. Jeg talte ti-tolv personer ud over mig selv. Nogle af dem var alene, flere var i skolealderen. Et ægtepar godt oppe i årene tog plads længere fremme og skulle ikke længere end til Vadheim.

To unge kvinder i vandreudstyr havde nogle brede lærredsruller med, som blev lagt i bagagerummet under kabinen. De tog deres små rygsække med ind i bussen. Jeg så op, da de passerede mig i midtergangen. De havde begge to de karakterløse træk, pæne unge mennesker har, inden livet har sat sine spor på dem. Den ene havde sat sit lange, lyse hår op i en hestehale, den anden var mørkhåret med en kort, praktisk klipning, som måske stadig kaldes svømmefrisure.

En mand i halvtredserne iført sixpence og skødefrakke havde et så tungsindigt ansigtsudtryk, at jeg bedømte ham til at være rejsende i kondolencekort.

Den frodige kvinde i samme aldersklasse, som tog plads et par sæderækker bag ham, var næppe en potentiel kunde, hvis man skulle dømme efter hendes fnisende samtale i mobiltelefonen. Det skulle vise sig, at hun holdt samtalen kørende op gennem alle svingene i Halbrendslia og langt ind i Langeland, før hun endelig afsluttede den.

På det tidspunkt havde jeg for længst fordybet mig i det medbragte læsestof. I kiosken ved busstoppestedet havde jeg købt en kriminalroman, som foregik i Island. En ældre mand var fundet dræbt i en kælder i Reykjavik, og mellem de spor, politiet fandt på gerningsstedet, var et foto af en gammel børnegrav.

Historien førte mig et godt stykke vej bagud i tiden til et landskab, jeg på mange måder følte mig hjemme i. Den fik mig i det mindste til at tænke på noget andet end irritationen over det beslaglagte kørekort.

Da vi med færgen krydsede Sognefjorden mellem Lavik og Oppedal, gik de fleste ud for at strække benene, gå på toilettet eller købe sig en kop kaffe, en pandekage eller en varm pølse i cafeteriet.

Bedemanden blev siddende tilbage i bussen. Den frodige kvinde stod ude på dækket og var begyndt på en ny mobilsamtale, denne gang med lidt flere temperamentsfulde udbrud end tidligere. De to unge kvinder stillede sig ude på dækket og talte sammen under hele overfarten, og de havde fundet deres pladser i bussen, før jeg kom tilbage fra caferiet med smagen af besk kaffe på tungen og det dårlige humør igen i opadgående kurve.

Vi var ved at lægge Sogn og Fjordane bag os og køre ind i Hordaland, da chaufføren svingede ind til siden og standsede ved et busskilt ved et vejkryds. På sidevejen holdt et brun- og beigefarvet folkevognsrugbrød af lidt ældre model i den udgave, producenterne kaldte en campingbil. Man så dem meget oftere i 1970’erne og 80’erne end på denne side af årtusindskiftet.

Foran bilen stod en ung mand med mørkblond, halvlangt hår. Han havde en skarp profil med en ørneagtig næse, som gjorde ham let at huske. De to piger steg af bussen. Den mørkhårede løb hen til ham, gav ham et kærligt knus og blev stående tæt sammen med ham, mens hende med hestehalen trak de to lærredsruller ud af bagagerummet.

Så stillede hun sig lidt akavet med rullerne i vejsiden, mens hun sagde et eller andet til de to andre. De løsrev sig fra hinanden og gik hen imod hende, men da var bussen allerede i bevægelse igen på vej mod den første af de lange tunneller, som skulle føre os igennem Masfjorden og Lindås i retning mod Bergen.

I begyndelsen af ugen efter så jeg den ene af dem igen på et billede i avisen. Det var den unge mand med ørnenæsen under overskriften: UNG MAND SAVNES

3

Det havde været nogle omskiftelige dage, og mit humør havde svinget fra dag til dag, afhængigt af hvordan det gik med min sag.

Vidar Waagenes havde allerede onsdag ringet til politiadvokaten i Sogn og Fjordane. Han informerede mig over telefonen. “Hun ville se på sagen og sende os en mail med begrundelsen for, at de havde taget dit kørekort.”

“Og hvor lang tid tror du, det vil tage?”

“Hun lovede at se på det i løbet af dagen.”

Men det blev alligevel torsdag eftermiddag, før Waagenes overførte begrundelsen til mig på mail. Og jeg gik helt op i det røde felt. Mailen beskrev endnu en gang en serie potentielle kollisioner og andre ulykker, som var blevet meldt via en række telefonopkald til politiet.

Jeg ringede til Waagenes. “Og hvor mange var det så, der havde ringet ind?”

Han syntes stadig, der var noget at gnægge ad. “Ja, det var den dyretransport, som lå lige bag dig hele vejen fra Anda til Vassenden.”

“Netop. Og hvorfor i helvede dyttede han ikke eller signalerede med lygterne, når han observerede disse hændelser? Jeg kan sagtens huske hans bil, og jeg så med jævne mellemrum i bakspejlet for at se, om han ville forbi. Men det ville han tydeligvis ikke. Han sad vel bare der i sit ophøjede førersæde og skreg af grin over denne vilde kørsel, kun afbrudt af gentagne opringninger til politiet.”

“Ja, det lyder lidt mærkeligt.”

“Sig mig, har han et navn, den nar?”

Det havde han. “Atle Helset.”

“Hvad! Det var satans.”

“Siger navnet dig noget?”

“Jeg fortalte dig, at jeg havde været i Nordfjord for at være fredsmægler i en gammel strid om et naboskel, ikke?”

“Jo.”

“Den person, som kommer til at droppe sit krav, hedder Zacharias Helset. Ganske vist en mand højt oppe i årene, som nok ikke kører rundt med en dyretransport. Men mon ikke han har nogle yngre slægtninge?”

“Interessant, Varg. Mon ikke du har en pointe der? I så fald burde vi måske overveje en anmeldelse for falske anklager.”

“Men så bliver vi jo nødt til at tage til Førde. Det ved jeg ikke, om jeg orker. Det vigtigste for mig er at få mit kørekort tilbage så hurtigt som muligt.”

“Okay. Det er dig, der bestemmer. Det kan vi vende tilbage til. Jeg ringer til Florø og informerer politiadvokaten om den nye udvikling. Du hører fra mig.”

Det gjorde jeg efter cirka fem minutter. Politiadvokaten var sygemeldt, men ventedes tilbage på arbejdet mandag.

Det fik mig igen helt op at køre. “Hvad!? Og hvad betyder det så?”

“At vi i hvert fald er nødt til at vente til på mandag med at få ryddet op i det her.”

Jeg holdt weekend mutters alene. Jeg behøvede ikke bil for at komme over Vidden fra Fløyen til Ulriken. Så jeg nåede altså også en løbetur i Isdalen. Begge dele satte mig i bedre humør.

Jeg havde googlet Atle Helset uden at få ret meget andet end hans adresse i Nordfjordeid frem. Han stod anført som daglig leder af A/S Helset Transport, men det var så også det eneste, jeg fandt. Hvilket forhold han havde til den ene part i nabostriden om skel, var det umuligt at finde ud af. Hvis det blev nødvendigt, måtte jeg ringe lidt rundt.

Det var, da jeg mandag morgen bladrede igennem avisen, som jeg fik leveret ved døren hver morgen, at jeg så overskriften: UNG MAND SAVNES, og det gav mig lidt andre ting at tænke på. Den unge mand med ørnenæsen var nem at genkende på billedet.

Han hed Jonas Kleiva og var tyve år gammel. Han var sidst blevet set under en demonstration imod et fiskeopdrætsanlæg ved Solvik i Masfjorden tirsdag for knap en uge siden. Det blev oplyst, at han kørte i en brun- og beigefarvet Volkswagen T3, med en SP-nummerplade. Han var studerende ved Universitetet i Bergen og bosat i byen, men han var ikke vendt tilbage til sit værelse i Sandviken efter turen til Masfjorden. Oplysninger om den savnede kunne gives til Bergens politi eller nærmeste politistation.

Jeg ringede til politiet og fortalte, at jeg måske havde nogle oplysninger i sagen. Den person, jeg talte med, spurgte, om jeg havde mulighed for at komme hen på politistationen.

“Ja, bare jeg slipper ud igen,” mumlede jeg, mest til mig selv.

Manden i den anden ende sagde: “Det fik jeg ikke fat i.”

“Det er helt fint. Jeg kan godt komme forbi.”

Da jeg kom derhen, blev jeg fulgt op på tredje sal til politiassistent Signe Moland, som havde sagen. Hende havde jeg ikke truffet før.

Signe Moland var i trediverne og havde lysblondt hår i en praktisk længde. Hun var i civil, blå skjorte, sorte jeans og en lysegrå jakke. Hun modtog mig med et professionelt smil og førte mig med ind på sit kontor, som vendte ud mod baggården.

Jeg reagerede på hendes efternavn. “Er du i familie med Sven Atle Moland?”

Hun nikkede kort. “Det var min farfar. Kendte du ham?”

“Så tror jeg faktisk, at vi er i familie med hinanden.”

“Er det rigtigt?” Hun så nysgerrigt på mig.

“Din farfar var min mors fætter. Så jeg må have været grandfætter til din far, men ham kan jeg ikke huske at have mødt.”

“Harald Moland. Han var også i politiet. Jeg er faktisk fjerdegeneration. Men han var i sikkerhedstjenesten det meste af sit liv.”


“Så er jeg forhåbentlig passeret under hans radar.”

“Jeg kan i hvert fald ikke huske nogen sinde at have hørt om dig … det var Veum, ikke?”

“Jo. Og ovenikøbet Varg.”

“Hm.” Hun smilede høfligt ad det. “Nå, men vi må hellere lægge det familiære til side. Du har ringet og sagt, at du havde oplysninger om den savnede Jonas Kleiva?”

“Ja. Det vil sige, jeg anede ikke, hvad han hed, før jeg så det i avisen. Jeg har heller ikke nogen konkrete oplysninger, en observation er sikkert et mere korrekt udtryk at bruge.”

“En observation kan være nok så interessant for os.”

Uden at komme ind på de uheldige omstændigheder i Sogn og Fjordane fortalte jeg, at jeg havde taget bussen fra Førde til Bergen tirsdag i sidste uge, og at jeg havde observeret en mand, jeg var sikker på, var Jonas Kleiva både på grund af hans udseende og den bil, han stod ved siden af. Jeg fortalte om de to unge kvinder, som havde mødtes med ham, og gav en kortfattet beskrivelse af dem.

Hun lyttede opmærksomt til det, jeg havde at fortælle, og skrev nogle notater på tastaturet på bordet foran sig, mens hun kiggede på skærmen.

“Interessant. Men var det så det hele?”

“Ja. Bussen kørte videre, og da stod de stadig på samme sted og snakkede sammen. Men jeg har forstået af artiklen i avisen, at de var på vej til en demonstration imod fiskeopdrætsanlæg?”

“Ja. I Skuggefjorden et sted, der hedder Solvik. Det var et bestyrelsesmøde på anlægget, der skulle demonstreres imod. Men det var vist en spontan demonstration, som ikke var anmeldt. Efter hvad vi har fået at vide, var der kun en håndfuld deltagere, så jeg går ud fra, at de her tre var imellem dem. Du fortæller jo også om de lærredsruller, de to kvinder havde med. Utvivlsomt bannere til demonstrationen. Den unge Kleiva har for øvrigt noget familie i Solvik.”

“Nær familie?”

“Hans mor. Forældrene er skilt. Faderen bor i Bergen, men så vidt vi har forstået, har han næsten ingen kontakt med sønnen.”

“I har selvfølgelig talt med moderen?”

Hun nikkede overbærende. “Han havde været hjemme hos hende, sagde hun, efter demonstrationen. Det var første gang, hun hørte noget om den. Men det var kun et kort besøg, sagde hun, sammen med en veninde, inden han skulle tilbage til Bergen.”

“En veninde? Sandsynligvis den ene af de to, jeg så ham sammen med. Fik I noget navn?”

Hun hævede øjenbrynene en anelse ironisk. “Nej, det fik vi ikke. Men nu, da du er kommet med dit bidrag, må vi naturligvis finde ud af, hvem det kan have været.”

“Men … Hvem var det, der meldte ham savnet?”

“Det var faktisk hans værtinde i Bergen. De havde en aftale om, at han skulle hjælpe hende med noget praktisk i huset dagen efter, og da han ikke kom tilbage fra Solvik, blev hun bekymret. Hun havde selv talt med Jonas’ mor i telefonen, men selve anmeldelsen var det faktisk hende, der indgav. Vi ventede et par dage, men moderen havde jo fortalt os om denne veninde, så … Det var jo ikke helt usandsynligt, at de havde taget en lille privat afstikker. Men hun gav sig ikke, denne værtinde, så efter at have konfereret med både moderen og faderen, besluttede vi os for at sende en efterlysning ud.”

“Og har den givet noget resultat?”

“Ikke endnu.”

“Men de to piger …”

“Ja, det var virkelig en nyttig oplysning, du der kom med. At der var to. Vi må prøve at finde frem til, hvem de var, og så tage den derfra.”

Der opstod en lille pause. Hun bøjede sig frem og flyttede lidt på nogle papirer, hun havde liggende foran sig. “Havde du ellers noget på hjerte?”

“Nej, ikke nu.”

Hun så lidt spørgende på mig. “Men måske senere?”

“Det håber jeg ikke. Men du ved … I min branche.”

“Som er …?”

“Åh, jeg troede næsten, jeg havde mit eget opslag på informationstavlen herinde. Vogt dig for ulven, burde der stå.”

“Jaså? Men det har du altså ikke.”

“Ingen skrækhistorier over kaffekopperne i kantinen?” 

“Nu gør du mig næsten nysgerrig.”

Jeg slog let ud med hænderne og lagde hovedet på skrå. “Privat efterforsker. Men ikke med baggrund i politiet, som flere og flere af mine konkurrenter ser ud til at have.”

“Netop. Nu dæmrer det for mig. Du har vist alligevel været omtalt et par gange – men kun i forbifarten.” Hun flyttede lidt mere på sine papirer. “Ja, men så tror jeg, at vi siger tak for i dag, Veum. Det var fint, at du kom forbi med de oplysninger.”

Jeg nikkede og rejste mig. “Kald mig bare Varg. Vi ses måske en dag til et familietræf.”

“Har der da været sådan nogle? Det har jeg aldrig hørt om.”

“Heller ikke jeg. Måske har de strøget os begge to af listen.”

Hun sendte mig et skævt smil, som jeg syntes, jeg kunne genkende fra hendes farfar. På vej ud nikkede jeg til Atle Helleve, som sad med sin dør åben, men var optaget af en telefonsamtale. Efter at Hamre gik af, var det ham, der havde overtaget jobbet som afdelingsleder.

Han nikkede tilbage uden synlig begejstring, men det var jeg heller ikke forvænt med i disse kredse. Helleve plejede ellers at være en af de mere venligtsindede, men måske var det telefonsamtalen, som ikke var specielt behagelig.

Jeg gik tilbage til mit kontor for at surmule lidt mere over det mistede kørekort, som i øjeblikket befandt sig et helt andet sted, hvad enten det var i Førde eller Florø. Her hos mig var det i hvert fald ikke.




Gunnar Staalesen: Dødens net

Dødens net, Gunnar Staalesen

Privatdetektiven Varg Veum støder på adskillige mystiske dødsfald, da han følger en savnet mands spor til den norske bygd Solvik. En by, der styres af to indflydelsesrige familier, som kæmper om magten over det indbringende lakseopdræt – en kamp, der har splittet det lille samfund i to og sat indbyggerne op imod hinanden.

Varg Veum opdager hurtigt, at Solvik gemmer på adskillige hemmeligheder, som ingen ønsker skal se dagens lys. Men det stopper ikke privatdetektiven.

Spørgsmålet er, hvor mange der må dø, før Veum når frem til gådens løsning. Dødens net er bog nummer tyve i Gunnar Staalesens populære og filmatiserede serie om privatdetektiven Varg Veum.

Du kan købe Dødens net online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 17 april.