Bestsellere Fagbøger

Huttelihut! Legenderne Flemming Toft, Carsten Werge og Svend Gehrs om, hvad det er, en god kommentator kan

Flemming Toft, Carsten Werge og Svend Gehrs har i mere end 50 år lagt stemme til de største kampe i dansk fodbold. (Gen)oplev kampene og kom med bag kulisserne i den nye bog Det er genialt, det der.


Kommentatorer krammer ikke. Eller synger for den sags skyld. Der er en vis etikette, lyder det fra Svend Gehrs, Carsten Werge og Flemming Toft, der ser en tendens til for meget snak under fodboldkampe.

Og så er nogle medkommentatorer bare bedre end andre. Det er ikke altid de største stjerner på banen, der også skinner stærkest, når en fodboldkamp skal formidles til seerne oppe fra lægterne.

Her kan du læse et uddrag af bogen, hvor Flemming Toft, Carsten Werge og Svend Gehrs fortæller om takt og tone som kommentatorer.

Du kan købe Det er genialt, det der online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel fra d. 3. juni.



Flemming Toft, Carsten Werge & Svend Gehrs

Det er genialt, det der

“Der skal to(ne) til”


TOFT: Jeg skulle engang kommentere en U21-landskamp sammen med Jan Mølby på Brøndby Stadion, men da kampen startede, var han ikke dukket op. Han kom ind med fly fra England, og af en eller anden årsag var det nødt til at lande i Malmø i stedet for København. Så han kom for sent til stadion og kravlede ind over hegnet. Der var spillet fem minutter af kampen, da han satte sig ved siden af mig og tog hørebøfferne på. “Jeg synes, at Danmark har klaret det godt fra starten af,” sagde han bare som det første. Så var vi ligesom i gang. Han lød overbevisende. Og det var heller ikke forkert.

GEHRS: Jeg har altid været meget omhyggelig med rollefordelingen mellem kommentator og medkommentator, og jeg har sagt til min sidemand: “Jeg er sælgeren. Jeg går op og banker på folks dør og tilbyder dem en god vare, og når de så har købt den, så er du instruktionsbogen – du uddyber, hvorfor det er en god vare. Og hvis det alligevel ikke er en god vare, så er du også den, der fortæller, hvorfor det ikke er det, og hvordan det kan blive bedre.” Men hvis spillet ikke sælger sig selv særlig godt, så skal man ikke bare plapre løs om det. Hellere være præcis. Jo mindre man siger om en dårlig kamp, des mindre irriterer man seerne. De kan selv se, når spillet på banen er skidt.

WERGE: Rollefordelingen er alfa og omega. Når jeg har en ny sidemand med som ekspertkommentator, så plejer jeg at sige til ham: “Når du kommenterer med mig, er der egentlig ikke så mange regler, andet end at du kun må sige noget, når du har noget fornuftigt at byde ind med …”

GEHRS: Selvfølgelig.

WERGE: “…om du siger meget eller lidt, er jeg fuldstændig ligeglad med. Det er punkt et. Punkt to: Når bolden nærmer sig straffesparksfeltet, så klapper du i.”

TOFT: Ja, gerne lidt før. 

WERGE: Nemlig. For så kan man som hovedkommentator komme på forkant med situationerne. Det kan ødelægge en ellers god arbejdsdag for mig, hvis jeg kommer bagud i en målspeak eller en chance. Jeg siger altid til eksperten, at jeg er chefen. Han skal bare følge trop. Det er der så nogen, der er bedre til end andre.

TOFT: Det skal være så klart, at kommentatoren fortæller hvad og eksperten hvorfor. Det er måske mere rigtigt at kalde eksperten for kommentator. Forstået på den måde, at han analyserer – som en politisk kommentator også gør det.

GEHRS: Jeg kan lige så tydeligt høre, når rollefordelingen ikke har været diskuteret godt nok. For så er der ingen rytme mellem kommentator og medkommentator.

TOFT: Mølby og Elkjær er de to bedste medkommentatorer, jeg har haft. Vi havde et særligt samspil i vores speak. Mølby var en god tekniker, og jeg frygtede aldrig, at der kom noget ud af hans mund, som ikke skulle være delt med seerne, men han sluttede næsten altid af med et spørgsmål: “Der er da hjørnespark, er der ikke? Der skulle da være dømt straffe der, skulle der ikke, Flemming?” Det lærte jeg at tilpasse mig.

Flemming Toft, Jan Mølby, det er genialt det der, fodbold
Flemming Toft gør sig sammen med Jan Mølby klar til at kommentere under VM-slutrunden 2006 i Tyskland.
Foto: Privat

Jeg kan huske en kamp med Preben, hvor vi på et tidspunkt fik et nærbillede af den hollandske træner Leo Beenhakker på monitoren. Han sad med en smøg i trænerboksen. Så sagde jeg: “Her har vi den hollandske træner, Leo Beenhakker – med en cigaret i munden … Den er ikke tændt… Så holder den selvfølgelig også det længere.” Preben: “Det gør Beenhakker også.” Preben kunne så selv ryge næsten en pakke cigaretter under en spændende kamp, så nogle gange skulle han hoste, men han kunne ikke altid huske, hvis “hosteknap” der var hans, og så trykkede han mig ud, mens der kom adskillige Prince ud til seerne. Vi lavede store kampe sammen – EM-finalen i 1992 og “Miraklet i Madrid” med OB i 1994 – og vi gik også godt i spænd med hinanden udenfor kommentatorboksen.

WERGE: Den allerførste, jeg blev sat sammen med, da jeg tog over for Svend og begyndte at tv-kommentere landskampe for DR i 92, var Frits Ahlstrøm. Han havde flotte kvalifikationer i fodboldverdenen og var sindssygt dygtig til alle mulige ting, men medkommentator var han altså ikke. Han var en historiefortæller. Det spillede overhovedet ikke. Vi havde svært ved at få transmissionerne til at svinge. Det kan man ikke laste Frits for, kun dem, der satte os sammen. Jeg har da stadig medkommentatorer, hvor jeg tænker, at det aldrig kommer til at spille, fordi vi ikke er på samme bølgelængde. Man skal også se nogenlunde ens på, hvordan fodbold skal spilles. Hvis den ene er på Nordpolen, og den anden er på Sydpolen, er det ikke godt.

TOFT: TV 2 brugte en overgang kendte spillere, der lige havde lagt støvlerne på hylden. Men de følte ikke altid, at de kunne være kritiske over for dem på banen, for de kendte dem måske fra deres egen tid på landsholdet. Engang under en slutrunde trak jeg en ekspertkommentator til side og sagde til ham, at han måtte være lidt mere skarp. Det behøvede ikke at være negativt, men han kunne godt være lidt mere kritisk i sin vurdering af spillet. I den næste kamp gav han den virkelig gas, da der var en skidt situation for det danske midterforsvar, men så sluttede han af med at sige, at de på den anden side havde spillet mange gode kampe sammen. Så fladede kommentaren bare ud for mig. Den mistede saft og kraft.

WERGE: I midten af 90’erne blev jeg sendt til Sverige for at lave VM i kvindefodbold. DR fandt en kvindelig journalist som min medkommentator. Hun var en fantastisk person og fagligt dygtig. På forhånd sagde jeg til hende, at vi skulle pumpe begivenheden lidt op – forsøge at skrue fodbold-kvinderne op til at blive det samme som det kvindelige håndboldlandshold. Vi måtte ikke foregive, at det var en lille begivenhed. Det var det vigtigste, sagde jeg til hende. Vi måtte ikke blive for lokale.

Det gik rigtig godt under den første kamp, men da den var slut, skulle vi efterspeake til nogle jubelbilleder af de danske spillere og tilskuere, og så sagde hun pludselig: “Ja, det er Helle Jensens mor, vi ser, og nåh, det er hendes søster …”. Hun nævnte flere personer. Begivenheden døde fuldstændig for mig lige der. Hun havde trukket det ned på et alt for personligt plan. Jeg sagde til hende bagefter, at det ikke var i orden. Derfra havde jeg faktisk svært ved at få min kommentering til at fungere. Hun havde egentlig ikke helt fattet, hvorfor vi var der. Det var så i sidste ende mit ansvar. Det viser bare, hvor vigtig fælles forståelse er. 

GEHRS: Det fortæller også om, hvor vigtig udtagelsesproceduren er, når der skal findes ekspertkommentatorer. 

TOFT: Ja, helt sikkert, for det er ikke nok at være et kendt navn. 

WERGE: Vi har jo set nogle eksempler på nogen, der enten ikke har talegaverne eller evnerne til at udlægge en kamp på en forståelig eller interessant måde. Det kan også være, at indholdet er fint nok, men så har vedkommende måske en fistelstemme, eller hvad ved jeg. Jeg synes ikke altid, at det virker gennemtænkt, når tv-stationer går ud og hyrer ind. Det har især været på DR, fordi de ikke længere har nogen fodboldkultur i forhold til slutrunder, men jeg har også selv siddet med mange store fodboldstjerner ved min side, hvor jeg tænkte: “Det var du ikke rigtig god til det her.” Og det er jo ikke deres skyld, for mange af dem vil gerne prøve det, men de skulle nok bare ikke være blevet tilbudt muligheden – i hvert fald slet ikke som debutanter ved store slutrunder.

GEHRS: Det har jeg også oplevet. Engang skulle jeg kommentere en Europa Cup-kamp med Henning Jensen. Han var jo en stor stjerne med fortid i Gladbach, Real Madrid og Ajax, så jeg betragtede det som en selvfølge, at han også ville være god til at kommentere fodbold. Jeg havde ikke lige tænkt over, at han var nordjyde. En mand af få ord. Det var jeg slet ikke forberedt på, da vi gik i gang, og nu var han der jo, så jeg følte, at jeg skulle bruge ham. Jeg prøvede at stille en masse spørgsmål, men der kom ikke så meget retur. Det fungerede bare ikke, og det var mit ansvar, for jeg havde selv valgt ham.

WERGE: Frimann er jo klart min yndlingsmakker. Det er der ingen tvivl om. Vi kender hinanden så godt, og vi ved, at hvis jeg har en dårlig dag på jobbet, så redder han min røv. Og omvendt. Vi kan mærke sådan noget på hinanden, fordi vi har lavet så mange kampe sammen. Vi har rejst verden rundt, og der er mange gange, hvor jeg er ved at få lange kugler af ham, fordi han er ret irriterende, men så tager vi bare en pause fra hinanden på hotellet eller i flyet, og jeg kan jo godt lide ham. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at hver eneste gang, vi sidder ved siden af hinanden til en opgave, så giver vi et håndslag på, at nu er vi her, og nu glæder vi os til at give den gas. Det er lige meget, om det er på stadion i Hobro eller på Bernabéu i Madrid.

Det er genialt det der, Carsten Werge, fodbold
Det faste makkerpar til foreløbig 14 Champions League-finaler, Per Frimann og Carsten Werge. Her ses de i 2017 i Cardiff.
Foto: Privat

TOFT: Nu du siger det med håndslag, så får jeg lige en association. Gennem årene er der kommet kommentatorkameraer og kommentatorklip ind i udsendelserne … 

WERGE: Ja, det er forfærdeligt. 

TOFT: … og så er kommentatorerne begyndt at kramme hinanden. 

WERGE: Det er så kunstigt. 

TOFT: Så har Danmark vundet en landskamp, og kommentatorerne kan finde på at omfavne hinanden, men det gjorde de altså ikke dengang, der ikke var noget kamera rettet mod dem.

WERGE: På et tidspunkt begyndte min station også at sætte kommentatorkameraer op. Det gider jeg simpelthen ikke være med til, sagde jeg. Michael Laudrup var også tosset over det.

TOFT: Det skal man da heller ikke.

WERGE: De ville bare have et eller andet til hjemmesiden, som de kunne lægge online med en overskrift som “Kommentatorer går amok”, ikke?

GEHRS: Hvor er det sygt.

WERGE: Jeg fik det fjernet. Den trend er gået retur igen hos os.

TOFT: Det bliver for meget selviscenesættelse.

WERGE: Jeg kan også undre mig, når en kommentator ikke har forstået, at man skal kunne høre forskel på, om der er scoret et mål i en VM-finale eller i en kamp mellem Hobro og Vendsyssel. 

TOFT: Det er rigtigt. En kamps betydning skal vægtes.

GEHRS: Ja!

WERGE: Det kan nogle gange lyde, som om det næsten bare handler om at skrige. Siger jeg, der også godt kan skrige. Men jeg har altid prøvet at vælge mine skrig, havde jeg nær sagt, med omhu. I dag er der så mange kanaler og platforme og bliver vist så mange fodboldkampe, og jeg tror, at mange af de nye kommentatorer ligger lidt under for et pres, fordi tv-stationerne gerne vil have, at det hele bølger, buldrer og brager for at skille sig ud. 

TOFT: De udenlandske kommentatorer følger kampen og giver den optimal stemningsstøtte i forhold til dens “værdi”. Tonelejet er en prioritering i forhold til, hvilken hylde kampen ligger på. 

WERGE: Der vil altid være chefer, der mener, at Liverpool-Brighton er lige så vigtig for Liverpools danske fans, som Liverpool-Napoli i Champions League. Så den skal have på alle tangenter.

TOFT: Timing og melodisk sans er vigtige redskaber som kommentator. Enten har man evner for musikalitet, eller også har man ikke. Jeg tror ikke, at man kan lære det.

GEHRS: Jeg var faktisk medlem af Københavns Drengekor. Jeg sang i Christiansborg Slotskirke hver søndag, indtil stemmen gik i overgang. Det var lidt svært at harmonere med min fodbold, for den var de ikke glade for i koret; man kunne jo råbe sig hæs på banen eller blive forkølet.

WERGE: Jeg var til sangprøve i skolen og bagefter ville læreren have, at jeg skulle være en del af koret i Ålholm Kirke. Det gad jeg ikke. For jeg ville kun få 10 kroner for at stå der hver søndag. Jeg er ud af en musikerfamilie, og det har været med til at give mig en sans for rytme, som jeg kan bruge, når jeg kommenterer.

TOFT: Jeg sang ikke, men spillede en masse instrumenter. Musikalitet som kommentator handler om, at du har fornemmelse for at variere stemmen, så den ikke bliver monoton. Og sans for rytme. Det kræver et musikøre. Korte sætninger giver mere tempo end lange sætninger og er effektfulde i bestemte situationer, men kombinerer man dem, så giver det en eller anden form for flow i speaken. Som regel bliver stemmen en slags genkendelse. Seerne bliver dus med vores stemmer. Svends er behagelig med en undertone af en god “fortæller”. Man lytter bare efter helt naturligt. Carsten er god til at ramme et flow, der passer til episoden, en chance, et mål. Igen en slags rap.

WERGE: Svend har en tillidsvækkende stemme. Det er ligesom en feel good-sang, og hans artikulation af ordene er præcis. Flemmings stemme skaber billeder.

GEHRS: Carsten har det dejlige engagement i stemmen, som fortæller, at han er glad for sit job. Det er lige meget, om det er en bundkamp i Superligaen eller en Champions League-finale.

WERGE: Altså stemmen er jo sindssygt vigtig. Det må vi bare sige. Neutral og anonym dur ikke rigtig. Den skal være karakteristisk. Jeg har også trænet, hvordan jeg speeder op og ned i min tale.

TOFT: Udbrud er i øvrigt fede, hvis de rammer på det helt rigtige tidspunkt og kommer indefra. Men hvis man planlægger dem … det kan jeg ikke rigtig med. Jeg har haft nogle udbrud, som er kommet fra underbevidstheden et sted, og som også kunne være kommet, hvis jeg havde siddet og set bold med gutterne. Jeg kan faktisk ikke svare på, hvor “hutlihut” kom fra. Der findes en gammel Leo Mathiesen-sang om nogle røvere, der drak en masse, og der synger han noget a la “hut-li-hut”, men jeg har bare ikke hørt særlig meget Leo Mathiesen. Som dreng husker jeg også, at jeg kom med på et værtshus med min far, og der var en bygningsmaler blandt stamgæsterne, som havde sære udbrud i den retning, når han havde fået for meget under vesten. Men jeg kan ikke kreditere ham.

GEHRS: Hvis det er indøvet, så ryger det allervigtigste, spontaniteten. 

TOFT: Da Danmark kvalificerede sig til EM sidste år, blev der sunget en sang i kommentatorboksen. Den var simpelthen så forberedt, og så falder det hele sammen midt i en ellers glædesrus. Her sætter kommentatorerne sig over begivenheden. På stadion er det kun fans, der synger.

GEHRS: Det dur slet ikke.

TOFT: Det hører ingen steder hjemme i min verden. 

WERGE: Der er ikke noget, der skal være planlagt. 

TOFT: Spillet er jo heller ikke planlagt. Kun stedet og rammerne. Kampens udvikling er ukendt. Man kan ikke lave et færdigt manuskript på forhånd.

WERGE: Jeg sidder nogle gange med fornemmelsen af, at nogle af dem, der popper op som kommentatorer, bare har et brændende ønske om at blive kendte. Vi vil alle sammen anerkendes, og de fleste af os har jo et enormt ego, men det skal være, fordi vi er dygtige til det, vi laver. Ikke fordi vi har sagt, sunget eller råbt noget opsigtsvækkende eller har tænkt i selviscenesættelse. Jeg tror, at dit “hutlihut”, Flemming, har sat nogle tanker i gang i hovedet på andre kommentatorer, der tænker, at de lige skal finde et eller andet smart udbrud, der måske vil gå viralt eller blive husket. “Hutlihut” bliver aldrig glemt, men du skal jo huskes, fordi du var en fagligt dygtig kommentator.

GEHRS: Der er aldrig nogen, der ville turde bruge det udtryk igen.

WERGE: Der er mange, der siger “det er genialt, det der…”. 

GEHRS: Jeg har hørt Peter Piil bruge den. Han sagde undskyld til mig på skærmen, fordi han havde sagt det. Så sendte jeg ham en sms og skrev: “Hør nu her, du er tilgivet, fordi det var relevant i kampen, da du sagde det.” Jeg tror i øvrigt ikke, at seerne hæfter sig så meget ved kommentatorer længere. Der er så mange kampe på alle mulige kanaler hele tiden. Det er glemt, når kampen er slut.

TOFT: De kan også bare skrue ned for tv’et og få lyden et andet sted fra.

Flemming Toft, Carsten Werge, Svend Gehrs, fodbold
Carsten Werge, Svend Gehrs og Flemming Toft.
Foto: Thomas Howalt Andersen

WERGE: Hold kæft, vi lyder gamle, når vi sidder og snakker.

TOFT: Ja, men det er vi også.

GEHRS: Vi er ikke så sjælden en race, som vi var engang. 

WERGE: Jeg siger altid til yngre kommentatorer, at det godt kan være, at de ser op til mig, en af jer eller en helt fjerde, men de skal ikke gøre som os. De skal være sig selv. Jeg synes bare ikke altid, at de lytter til de gode råd. “Prøv nu at skrue lidt ned for de ligegyldigheder, der ryger ud i løbet af en kamp,” siger jeg sommetider. Alle de detaljer og informationer. Nogle gange føler jeg f.eks., at jeg får et naturgeografisk foredrag om området, og det kan være fuldstændig ligegyldigt for spillet på skærmen. Det er altså ikke derfor hr. og fru cerut tænder for en fodboldkamp hjemme i sofaen.

TOFT: En god kommentator sætter begivenheden over sig selv. Jeg synes, at tendensen lidt for meget er blevet, at kommentatoren generelt set kommer mere i fokus end begivenheden. Det er nok et udtryk for den selfie-verden, vi lever i. Det går ud over seerne, men især ud over begivenheden. Der bliver snakket for meget om irrelevante ting. Det har også noget at gøre med, at vores tilgang til information er større, end den nogensinde har været. Det kræver kun nogle få klik og hurtige søgninger for at finde alle mulige statistikker og informationer på en spiller, et sted eller en kamp.

WERGE: For mange kommentatorer snakker om 4000 andre ting end den kamp, de sidder og ser. Det er selvfølgelig et udtryk for, at de har forberedt en hel masse og synes, at de skal fortælle om, hvor kloge de er, og det er jo der, at de sætter sig ud over begivenheden, som du også siger, Flemming. 

GEHRS: Det er spillet, der er det vigtige.

TOFT: Der er lidt en tendens til, at kommentatorer pludselig laver studiesnak med masser af baggrundsviden under en kamp, og hvorfor laver man så en halvanden times optakt? Du mister så tit flowet i en fodboldkamp på den måde, når spillet bliver overdøvet af en konstant talestrøm: “Hov, nu skal vi lige følge med her, for nu er han igennem ude i højre side.” I min verden er pauser enormt vigtige at mestre som kommentator, for de kan være så fortællende om en situation. Måske frygter nogle kommentatorer, at stilheden larmer. Der var engang en dansklærerforening, der havde talt op, at jeg brugte 23.000 ord i løbet af en kamp. Det kan man gange mange gange op i dag.

GEHRS: Hvis jeg havde speaket i Danmarks Radio, som der speakes i dag, så var jeg blevet fyret, fordi jeg havde sat mig selv over fodboldkampen. Så jeg er enig i forhold til pauser, de er gode nok, men Flemming, der er altså også sket en udvikling siden vores tidlige dage. Pauser er ensbetydende med, at folk sidder med fjernbetjeningen fremme og tror, at lyden er gået hos kommentatorerne.

WERGE: Det er jeg ikke enig i.

TOFT: Det er jeg heller ikke. Fodboldtransmissioner trænger til flere kommentatorpauser. Begivenheden lever jo.

WERGE: Jeg arbejder egentlig ret bevidst med pauser og har haft ekstra fokus på det de sidste tre-fire år, fordi jeg syntes, at jeg også kom til at snakke for meget, så jeg har prøvet at gå den modsatte vej. Normalt laver man en efterspeak på et mål eller en svinestreg, men det lader jeg nogle gange være med. Der kommer jo 22 slows af det. Bare se det. Jeg kan godt lægge en pause ind på 30 sekunder.

GEHRS: 30 sekunder! Det er lang tid.

WERGE: Ja, det er det. Så har jeg oplevet, at jeg faktisk kan tillade mig at sige mere på andre tidspunkter af en kamp, fordi folk tænker: “Okay, han snakker ikke hele tiden.” Det betyder, at jeg bedre kan lave lidt speedsnak en gang imellem – få lidt gang i den, ikke?

TOFT: Det er nemt for os tre at kloge os her, men det er en svær balance, når man sidder ved mikrofonen. 

GEHRS: Nogle gange gøres verdens mest enkle og smukke spil til en videnskab. Det er synd at analysere en kamp i stykker.

LÆS OGSÅ: Hyldest til dansk fodboldtriumf: EM 1992



Flemming Toft, Carsten Werge & Svend Gehrs: Det er genialt, det der

Det er genialt, det der De største kampe, stadioner og stjerner af Carsten Werge & Svend Gehrs & Flemming Toft, sportsbøger

Tre af landets bedste fodboldkommentatorer gennem sammenlagt mere end fem årtier tager os med til deres største oplevelser med fodbold.

I Det er genialt, det der fortæller Svend Gehrs, Flemming Toft og Carsten Werge om minderige kampe, om møderne med de største stjerner, og de tager os med bag kulisserne på de bedste og de værste stadioner. De diskuterer også deres helt særlige fælles arbejde, udviklingen inden for både teknik og professionel fodbold, deres forberedelse og egen unikke stil – og fordele og ulemper ved at have en medkommentator!

Du kan købe Det er genialt, det der online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


Jeg blev bogafhængig i en ung alder, hvor jeg var blandt det lokale biblioteks top tre mest lånende brugere. Siden har jeg tygget mig igennem krimier, kærlighedsbøger, tykke murstensromaner og alt derimellem – og jeg har ingen planer om at stoppe lige foreløbigt! På Bog.dk skriver jeg artikler samt laver lister og læseprøver for at give den gode historie videre til andre bogorme.