At lave mad til Papa Hemingway

Den store amerikanske kogebog er fyldt med fantastiske fortællinger og opskrifter. Forfatteren er ingen ringere enDen store amerikanske kogebogd moderen til de moderne madskribenter: Clementine Paddleford. Med sin gastronomiske vision om at lave en kogebog, der omfattede noget så komplekst som hele Amerika, rejste hun tværs igennem samtlige stater i 12 år og samlede opskrifter og gode historier

Her på bloggen vil vi gerne give en smagsprøve på både nogle af historierne fra rejsen gennem USA og nogle af de ikoniske opskrifter fra bogen.

En af historierne, man støder på mellem opskrifterne i Den store amerikanske kogebog, er Clementine Paddlefords møde med Hemingway-parret:

Den store amerikanske kogebog: Hemingway

“Miss Mary,“ kaldte hendes berømte husbond Ernest Hemingway og deres mange venner hende. Papa er hans kælenavn, men Miss Mary kalder ham ofte „Lamb“. Mary har været journalist og udenlandskorrespondent. Hun har været rundt omkring. Hun er en kvinde med mange talenter. Hendes husbond har beskrevet hende som „charmerende, vittig, en fantastisk fisker, ganske ferm med et gevær, en stærk svømmer, en amatørastronom og én, der værdsætter kunst …“, og så er han kun lige ved at varme op. Men han afslutter altid med i uomtvisteligt positive vendinger at sige, at „hun er en rigtigt god kok og en glimrende vinkender“.

Mary lærte ikke at lave mad hjemme hos mor i Walker, Minnesota. Hun lærte at lave mad, fordi det var nødvendigt. Hun begyndte at lave mad under Anden Verdenskrig, dengang hun boede i England, og madvarer var stærkt rationerede. „Det første jeg besluttede mig for at gøre,“ fortalte hun mig, „var at få så meget smag som muligt ud af det lidt, der var at gøre godt med“.

Hun blev gift med Ernest Hemingway i 1946, og Mary har boet mange forskellige steder – Spanien, Afrika og nu i Cuba, hvor de har en dejlig gammel gård knapt 20 km uden for Havanna. Hun laver mad for at glæde Papa, og han sætter pris på spanske retter og særligt på vildt.

Jeg var i Sun Valley til en vinsmagning, da jeg fandt ud af, at Mr. og Mrs. Hemingway opholdt sig i nærliggende Ketchum. De gemte sig i bogstaveligste forstand, så Papa kunne arbejde uden for mange forstyrrelser. Og de mente også, at klimaet ville være anderledes forfriskende end nede i troperne.

Derudover var der gode jagtmuligheder – hjort, los, fasan, ænder…Jeg ringede til dem ud af det blå og spurgte, om Miss Mary ville fortælle mig, hvilke retter der var hendes husbonds foretrukne. Hun sagde, „I går var det torsk. Han kan lide alt det, jeg laver. Kom over og smag på fisken, jeg har rester fra i går aftes“. Jeg tog en taxa til Ketchum, hvor parret boede i et halvfærdigt hus, de havde lejet af en, der arbejdede i Sun Valley. Det var dog ikke desto mindre et virkeligt rart hus.

Opholdsstuen havde et stort vindue med udsigt til bjergene, der var også en åben pejs og flere skind på gulvet, så man ikke frøs om fødderne. Der lå to katte i de komfortable lænestole. De overvintrede hos Mr. og Mrs. Hemingway: Big Boy Peterson og hans smukke søster, Miss Peterson. Her begyndte Miss Mary og jeg vores snak om opskrifter, men vi rykkede hurtigt ud i køkkenet til fiskeresterne fra i går. Hun var iklædt sorte strækbukser, en sort bluse og øreringe med perler og diamanter. Mary er åleslank, adræt som en teenager, og hun har noget klogt at sige om det meste. Men i dag var emnet mad. Hun lavede selv al maden denne vinter, og med en nøje tilrettelagt diæt var det lykkedes hende at slanke husbonden til hans ungdoms 100 kg.

„Her kommer han,“ sagde hun, „Han har været på jagt med Gary Cooper“. Og der var han, slank og tilfreds, ansigtet furet og skægget nydeligt trimmet. Hans hilsen lød, „Hvad er der til aftensmad?“ Mary er modig med sin madlavning, hun kan godt lide at eksperimentere, og hun tilbereder gerne jagtens udbytte på måder, som Ernest sætter pris på. I Idaho skød hun en hjort uden for sæsonen. Hun fik noget af kødet røget – som en appetitvækker til aftenens cocktails. Hjorteinderlåret hakkede hun inden det blev lagt i fryseren, så det senere kunne blive til vildtburgere.

For seks år siden, på en safari i Afrika, havde hun skudt en løve, hvis mørbrad blev grillet og serveret. Kødet er næsten kridhvidt, så delikat som kalvekød, men fastere i teksturen. Den torskeret, Mr. og Mrs. Hemingway bedst kan lide, stammer fra Marcelino’s Cafe i Pamplona i Spanien, en restaurant for det arbejdende folk. Mr. Hemingway stødte første gang på retten, da han i 1926 opholdt sig i byen for at skrive The Sun Also Rises (Og solen går sin gang). Ratatouillen er fra Provence. Mary serverer den til fasan eller som fyld i en kalkun. Når den skal bruges som fyld, skal den kun koges, indtil den er ⅔ færdig, hvorefter den proppes i fuglen.


Du kan læse Miss Marys opskrifter i Den store amerikanske kogebog, som du kan læse mere om og købe her eller hos din boghandler.

9788711443163

At lave mad til Papa Hemingway