Af Lone Selfort, redaktør.
En dag i en ikke så fjern fremtid skal jeg følge den rute Hemingway og hans gode ven A.E. Hotchner kørte fra Venedig til Madrid i 1954. Turen er beskrevet i Hotchners vidunderlige og meget personlige biografi Papa Hemingway.
Italiensk idyl og ekstravagant luksus
I Venedig var de to herrer indlogeret på det fashionable Hotel Gritti, hvor Hemingway havde sin faste suite. Den er der stadig og den er ubetalelig. Eller det vil sige, lægger man gerne 9.100 euro pr. nat, er den det ikke. Det er naturligvis en fra-pris. Hotellet er et vidunderligt gammelt palazzo, der ligger direkte ud til Canale Grande. Udsigten fra hotellet er uforlignelig.
Når man er på tur med Hemingway behøver man ikke tænke på det med promiller. Der er altid en chauffør. Det er ikke altid, han kan finde vej, men han er der, så man kan roligt drikke sin valpolicella undervejs.
I Milano drikker vi drinks med Ingrid Bergman på Hotel Principe di Savoia, hvor vi også overnatter inden turen går videre mod Cuneo, en mindre by i Alperne, hvor Hemingway trænger til en flaske scotch.
Den køber vi en butik på torvet, hvor damen beder om en autograf, og i løbet af få øjeblikke er det meste af byen samlet omkring Hemingway. Alle skubber og maser og vil have autografer. Heldigvis eskorteres vi i sikkerhed ud af byen af lokale soldater.
Alpelandskabet er vidunderligt smukt og humøret er højt. Lige indtil vi når grænsebyen Limone, hvor tolderne ikke kender noget til nogen Hemingway og alt bliver gennemsøgt. Puden, som giver Hemingway rygstøtte, indeholder plutonium, mener de.
Fransk gastronomi og fortryllende oplevelser
I Nice indlogerer vi os på Le Ruhl (der i dag er casino) og om aftenen går vi på casino i Monte Carlo. Vi indskyder 10.000 francs og går hjem med 180.000 ved midnatstid.
Næste dag kører vi mod Aix-en-Provence, men allerede i Cannes har Hemingway så ondt i ryggen, at vi må holde en pause. Efter to whisky, to spejlæg, lidt ristet brød og spegesild, liver han så meget op, at vi kan fortsætte.
Om aftenen i Aix drikker vi ufattelig meget vin og spiser på det fornemme Vendôme. Mens Hemingway næste dag beretter om tiden med Scott og Zelda Fitzgerald kører vi gennem det smukkeste Van Gogh-landskab på vej mod Arles og Nîmes. I Lunel beundrer vi tyreskulpturen midt i byen – ”en af de pragtfuldeste tyre, der nogensinde har levet”, fortæller Hemingway. Vi overnatter i Montpellier, hvor der er karneval med lykkehjul og skydeboder. Men vi opgiver at deltage – der er alt for mange mennesker.
I middelalderbyen Carcassonne indlogerer vi os på Hôtel de la Cité. Det er et af de smukkeste hoteller i Europa; alle værelser vender ud mod byens fæstningsvolde. ”Størstedelen af byens mur og tårne er falske, men restaureringen er vidunderlig, så hvad pokker”, som Hemingway siger.
I den lille by Muret syd for Toulouse spiser vi frokost – et udmærket måltid bestående af champignon de Bourgogne og en flaske sancerre. Ernest byder den smukke og barmfagre ekspeditrice at drikke et glas med os, og hun ville hjertens gerne være taget med til Biarritz, hvis ikke kæresten, det lokale postbud, var dukket op netop som vi skulle betale regningen.
I Biarritz tager vi ind på Hotel du Palais, der ligger helt ud til kysten. Faktisk synes havets skumsprøjt at røre ved balkonen, og Ernest er så betaget af stedet, at han ligefrem skifter tøj. I nabobyen Saint-Jean-de-Luz drikker vi drinks på Ernest’ gamle tilholdssted Le Bar Basque. Lige her blev han inspireret til novellen ”Forvandlingen”, der findes i værket Samlede noveller.
Spansk borgerkrig og litteratur som nøglen til sandheden
På den spanske side af grænsen, gør vi holdt i San Sebastian og Burgos og overnatter på et albergue et sted på vejen sydover mod Madrid. Her overhører vi en samtale mellem nogle englændere, der taler om, at det var lige her, at handlingen i Solen går sin gang udspiller sig. ”Ville det ikke være sjovt, hvis gamle Hemingway kom ind for at få sig en drink?”, lyder det. Ernest går hen til bordet og siger, ”Hvad kunne de tænke dem, mine herrer?” Han nyder dette øjeblik mere end noget andet på hele turen.
Fremme i Madrid tjekker vi ind på Palace Hotel og går mod Plaza Santa Ana til Cerveceria Alemana, det foretrukne tilholdssted for matadorer og tyrefægterimpresarioer. Vi drikker øl og spiser pillede rejer og langostinos. Vi taler om borgerkrigen og Hvem ringer klokkerne for. Ernest fortæller: ”Der var den bro, som blev sprængt i luften, og den havde jeg set. Sprængningen af det tog, som er beskrevet i bogen, var også en autentisk episode. Og jeg plejede at smutte gennem de fjendtlige linjer og ind i Segovia, hvor jeg erfarede en masse om den fascistiske aktivitet, som jeg tog med tilbage til vores kommando … Alle gode bøger har ét tilfælles – de er mere sandfærdige, end hvis tildragelserne virkelig var sket, og når man har læst en af dem, har man på fornemmelsen, at alt, hvad der skete, skete for en selv, og derefter tilhører den en for evigt; lykke og ulykke, godt og ondt, henrykkelse og sorg, maden, vinen, sengene, menneskene og vejret. Hvis man kan give læserne alt dét, så er man forfatter. Det var det, jeg forsøgte at give dem i Hvem ringer klokkerne for.”
Præcis dén tur vil jeg gerne tage. Mens jeg sparer op, læser jeg om turen og de to mænds helt særlige venskab igen og igen i Papa Hemingway.
Papa Hemingway af A.E. Hotchner
I denne stærke og personlige biografi tegner A.E. Hotchner et billede af en af verdens mest berømte og mytiske forfattere. Ernest Hemingway og A.E. Hotchner mødte hinanden første gang i 1948, og i årene, der fulgte, tilbragte de lange perioder sammen, hvor de rejste verden rundt.
A.E. Hotchner var dermed ét af de få mennesker, som kom helt tæt på Ernest Hemingway, og dermed er denne biografi noget ganske særligt. Det er en fortælling om Ernest Hemingways liv – både om fortiden og om tiden sammen med A.E. Hotchner – og om de personer og begivenheder, som gav inspiration til Ernest Hemingways romaner og noveller.
Bestselleren Papa Hemingway udkom første gang i 1965, og er siden blevet udgivet på 28 sprog i 34 lande.
Af Lone Selfort, redaktør.
En dag i en ikke så fjern fremtid skal jeg følge den rute Hemingway og hans gode ven A.E. Hotchner kørte fra Venedig til Madrid i 1954. Turen er beskrevet i Hotchners vidunderlige og meget personlige biografi Papa Hemingway.
Italiensk idyl og ekstravagant luksus
I Venedig var de to herrer indlogeret på det fashionable Hotel Gritti, hvor Hemingway havde sin faste suite. Den er der stadig og den er ubetalelig. Eller det vil sige, lægger man gerne 9.100 euro pr. nat, er den det ikke. Det er naturligvis en fra-pris. Hotellet er et vidunderligt gammelt palazzo, der ligger direkte ud til Canale Grande. Udsigten fra hotellet er uforlignelig.
Når man er på tur med Hemingway behøver man ikke tænke på det med promiller. Der er altid en chauffør. Det er ikke altid, han kan finde vej, men han er der, så man kan roligt drikke sin valpolicella undervejs.
I Milano drikker vi drinks med Ingrid Bergman på Hotel Principe di Savoia, hvor vi også overnatter inden turen går videre mod Cuneo, en mindre by i Alperne, hvor Hemingway trænger til en flaske scotch.
Den køber vi en butik på torvet, hvor damen beder om en autograf, og i løbet af få øjeblikke er det meste af byen samlet omkring Hemingway. Alle skubber og maser og vil have autografer. Heldigvis eskorteres vi i sikkerhed ud af byen af lokale soldater.
Alpelandskabet er vidunderligt smukt og humøret er højt. Lige indtil vi når grænsebyen Limone, hvor tolderne ikke kender noget til nogen Hemingway og alt bliver gennemsøgt. Puden, som giver Hemingway rygstøtte, indeholder plutonium, mener de.
Fransk gastronomi og fortryllende oplevelser
I Nice indlogerer vi os på Le Ruhl (der i dag er casino) og om aftenen går vi på casino i Monte Carlo. Vi indskyder 10.000 francs og går hjem med 180.000 ved midnatstid.
Næste dag kører vi mod Aix-en-Provence, men allerede i Cannes har Hemingway så ondt i ryggen, at vi må holde en pause. Efter to whisky, to spejlæg, lidt ristet brød og spegesild, liver han så meget op, at vi kan fortsætte.
Om aftenen i Aix drikker vi ufattelig meget vin og spiser på det fornemme Vendôme. Mens Hemingway næste dag beretter om tiden med Scott og Zelda Fitzgerald kører vi gennem det smukkeste Van Gogh-landskab på vej mod Arles og Nîmes. I Lunel beundrer vi tyreskulpturen midt i byen – ”en af de pragtfuldeste tyre, der nogensinde har levet”, fortæller Hemingway. Vi overnatter i Montpellier, hvor der er karneval med lykkehjul og skydeboder. Men vi opgiver at deltage – der er alt for mange mennesker.
I middelalderbyen Carcassonne indlogerer vi os på Hôtel de la Cité. Det er et af de smukkeste hoteller i Europa; alle værelser vender ud mod byens fæstningsvolde. ”Størstedelen af byens mur og tårne er falske, men restaureringen er vidunderlig, så hvad pokker”, som Hemingway siger.
I den lille by Muret syd for Toulouse spiser vi frokost – et udmærket måltid bestående af champignon de Bourgogne og en flaske sancerre. Ernest byder den smukke og barmfagre ekspeditrice at drikke et glas med os, og hun ville hjertens gerne være taget med til Biarritz, hvis ikke kæresten, det lokale postbud, var dukket op netop som vi skulle betale regningen.
I Biarritz tager vi ind på Hotel du Palais, der ligger helt ud til kysten. Faktisk synes havets skumsprøjt at røre ved balkonen, og Ernest er så betaget af stedet, at han ligefrem skifter tøj. I nabobyen Saint-Jean-de-Luz drikker vi drinks på Ernest’ gamle tilholdssted Le Bar Basque. Lige her blev han inspireret til novellen ”Forvandlingen”, der findes i værket Samlede noveller.
Spansk borgerkrig og litteratur som nøglen til sandheden
På den spanske side af grænsen, gør vi holdt i San Sebastian og Burgos og overnatter på et albergue et sted på vejen sydover mod Madrid. Her overhører vi en samtale mellem nogle englændere, der taler om, at det var lige her, at handlingen i Solen går sin gang udspiller sig. ”Ville det ikke være sjovt, hvis gamle Hemingway kom ind for at få sig en drink?”, lyder det. Ernest går hen til bordet og siger, ”Hvad kunne de tænke dem, mine herrer?” Han nyder dette øjeblik mere end noget andet på hele turen.
Fremme i Madrid tjekker vi ind på Palace Hotel og går mod Plaza Santa Ana til Cerveceria Alemana, det foretrukne tilholdssted for matadorer og tyrefægterimpresarioer. Vi drikker øl og spiser pillede rejer og langostinos. Vi taler om borgerkrigen og Hvem ringer klokkerne for. Ernest fortæller: ”Der var den bro, som blev sprængt i luften, og den havde jeg set. Sprængningen af det tog, som er beskrevet i bogen, var også en autentisk episode. Og jeg plejede at smutte gennem de fjendtlige linjer og ind i Segovia, hvor jeg erfarede en masse om den fascistiske aktivitet, som jeg tog med tilbage til vores kommando … Alle gode bøger har ét tilfælles – de er mere sandfærdige, end hvis tildragelserne virkelig var sket, og når man har læst en af dem, har man på fornemmelsen, at alt, hvad der skete, skete for en selv, og derefter tilhører den en for evigt; lykke og ulykke, godt og ondt, henrykkelse og sorg, maden, vinen, sengene, menneskene og vejret. Hvis man kan give læserne alt dét, så er man forfatter. Det var det, jeg forsøgte at give dem i Hvem ringer klokkerne for.”
Præcis dén tur vil jeg gerne tage. Mens jeg sparer op, læser jeg om turen og de to mænds helt særlige venskab igen og igen i Papa Hemingway.
Papa Hemingway af A.E. Hotchner
I denne stærke og personlige biografi tegner A.E. Hotchner et billede af en af verdens mest berømte og mytiske forfattere. Ernest Hemingway og A.E. Hotchner mødte hinanden første gang i 1948, og i årene, der fulgte, tilbragte de lange perioder sammen, hvor de rejste verden rundt.
A.E. Hotchner var dermed ét af de få mennesker, som kom helt tæt på Ernest Hemingway, og dermed er denne biografi noget ganske særligt. Det er en fortælling om Ernest Hemingways liv – både om fortiden og om tiden sammen med A.E. Hotchner – og om de personer og begivenheder, som gav inspiration til Ernest Hemingways romaner og noveller.
Bestselleren Papa Hemingway udkom første gang i 1965, og er siden blevet udgivet på 28 sprog i 34 lande.
Papa Hemingway af A.E. Hotchner udkommer den 10. januar 2018 og kan forudbestilles her.
Andre læste også: