Den forandrede verden. Danmarks mest markante diplomat i nyere tid, Friis Arne Petersen, åbner sammen med journalist Kurt Strand dørene til det diplomatiske maskinrum.
Friis Arne Petersen var i fire årtier i verdensbegivenhedernes centrum. Som én af arkitekterne bag Danmarks aktivistiske udenrigspolitik trykker han hånd med præsidenten i Det Ovale Kontor, baner vej for EU’s øst-udvidelser og viser amerikanske politikere konsekvenserne af klimaforandringerne i Grønland. I bogen Den forandrede verden åbner han sammen med journalist Kurt Strand dørene til diplomatiets maskinrum.
Friis Arne Petersen har haft et bemærkelsesværdigt arbejdsliv i Udenrigsministeriets tjeneste. En karriere, han ikke gjorde sig forestillinger om i barndommens Skagen, hvor intet var selvfølgeligt for en fiskersøn. Med flid og dygtighed blev han ministersekretær for både Uffe Ellemann-Jensen og Niels Helveg Petersen, direktør for Udenrigsministeriet og i 15 år sad han på de tungeste ambassadørposter i Washington, Beijing og Berlin.
Den danske ambassade i Washington
Den danske ambassade i Washington dannede fra 2005 til 2010 rammen for Friis Arne Petersens arbejdsliv. Med Dannebrog i flagstangen er den som andre danske repræsentationer en slags udstillingsvindue med det ypperste af dansk design og stilige møbelikoner tegnet af navne som Arne Jacobsen, Poul Kjærholm og Hans J. Wegener. Sidstnævntes ”The Chair” har en særlig plads i den amerikanske hovedstad, for det var tre af slagsen, som udgjorde møblementet, da demokraten John F. Kennedy og republikaneren Richard Nixon mødtes i verdens første tv-transmitterede debat op til præsidentvalget i 1960.
Friis Arne Petersen hilser på Bill Clinton. Privatfoto fra bogen.
Hillary Clinton som genbo
Men også udefra byder ambassaden på noget særegent dansk, nemlig arkitekten Vilhelm Lauritzens tydelige streger, kendt fra Kastrups første lufthavnsterminal, Radiohuset og koncerthuset Vega i København. Ambassadegrunden er oprindelig købt af den yderst kontroversielle forgænger Henrik Kaufmann, som har sit eget, helt særlige kapitel i dansk udenrigspolitik. Under den tyske besættelse af Danmark trodser han i 1941 regeringen i København, som gerne vil holde sig på nogenlunde god fod med Nazityskland, og han giver reelt USA råderet over Grønland. Desuden sørgede han, som nævnt, efter krigen for en grund til den danske ambassade, der i dag ligger velplaceret og centralt i den amerikanske hovedstad med Hillary Clinton som genbo.
”Samleren” Friis
I sine fem Washington-år bliver Friis kendt for at være en ”samler” på ambassaden, for eksempel ved at arrangere morgenmadsmøder med prominente amerikanere og danske ministre. Tidligere tiders store cocktailparties synes tiden at være løbet fra. Morgenmad og frokost fungerer bedre, ”for det er,” lyder mantraet, ”godt at bygge relationer op over et måltid.” En solid jyde, en dansk kok fra stjernerestauranten Kong Hans i København, sørger for, at kvaliteten er i orden.
“Mr. President, you just made my Christmas”
For Ambassadøren Friis Arne Petersen er det dog både klogt og formålstjenligt at gå til cocktailparties og receptioner. Det var for eksempel til udenrigsminister Condoleezza Rices julereception i State Department, det amerikanske udenrigsministerium, at det lykkedes Friis, at skaffe Statsminister Anders Fogh Rasmussen et ekstra besøg på Præsident Bushs private ranch:
”Jeg ved godt, at Bush har et dårligt image hos mange danskere, og han havde nogle uheldige situationer og dybe lavpunkter, men han er faktisk snarrådig og hurtig og siger selvfølgelig også ’god jul’ til os. Så tilføjer jeg, ’tak i øvrigt for et fantastisk statsministerbesøg i Camp David’, det var nok vores bilaterale forholds højdepunkt.
Han improviserer straks og spørger spontant, om vores statsminister ikke skulle prøve nogle rigtig udfordrende cykelspor? Nemlig i Texas på hans private ranch, Crawford. Jeg takker selvfølgelig med det samme og siger: ’Mr. President, you just made my Christmas.’ Bagefter skynder jeg mig hjem til ambassaden og skriver en indberetning, en mail, hjem til København. Så det er en rigtig god aften og et eksempel på, at det som ambassadør kan være meget givtigt at gå til receptioner og cocktailparties, hvor der er mulighed for at møde ministre og indflydelsesrige mennesker, som det ellers kan være svært at få adgang til”.
Friis Arne Petersen med George W. Bush i Det Hvide Hus 2005. Privatfoto fra bogen.
Europa slået tilbage til start
Friis Arne Petersen har kant og holdninger, når han hyppigt gæster medier, deltager i debatter og holder foredrag med indsigtsfulde analyser af de forandringer af vores verdensorden, som Putins angrebskrig i Ukraine har ført med sig. Efter årtier med fremgang og fremtidstro efter Berlinmurens fald i 1989 er Europa slået tilbage til start. Alligevel er Friis Arne Petersen på trods af krigene og ustabiliteten optimist, og har tillid til den liberale internationale ordens livskraft. Vejen til det er ifølge Friis et stærkt EU, der tør varetage sine samlede interesser og tør kæmpe for et bredere internationalt samarbejde med både USA, Kina, Indien og ikke mindst hele det globale syd.
Europas suverænitet
”Det store drama er, at vi europæere meget snart skal finde ud af, hvordan vi bedst sikrer vores egen suverænitet i den nu militariserede virkelighed, vi lever i. Hvordan vi skal forholde os til USA og Kina. Formentlig ikke som et enten/eller, men et både/og. Sådan som man kan se, at Frankrig og Tyskland forholder sig; vi vil have et samarbejde med USA og med Kina, fordi vi tror, at klima, pandemier og andre store internationale udfordringer kun kan løses ved, at alle går ind i et samarbejde. Og globalisering, markedsøkonomi og frihandel skal justeres af sikkerhedspolitiske grunde, men ikke fuldstændig elimineres, for det kan vi ikke.”
– Når USA samtidig lukker sig mere og mere om sig selv, får det også betydning for vores forsvarspolitik, men hvordan?
”De amerikanske forandringer betyder, at Europa selvfølgelig skal yde større bidrag og erkende, at her næsten 80 år efter anden verdenskrigs afslutning, hvor USA forpligtede sig på vores sikkerhed med deres forsvar, med deres atomvåben, må arbejds- og byrdefordelingen selvfølgelig ændre sig”. Dét er Europa nødt til at erkende; vi skal kunne gøre mere, når det gælder genopbygning i Ukraine, forsvar af os selv og globalt samarbejde”.
Er det så et problem for os europæere? Kommer vi til at betale mere?
”Ja, til forsvar. Vores europæiske militære industrielle samarbejde skal også opbygges og gentænkes. Desuden skal landene, som fastslået på Nato-topmødet i Vilnius i juli 2023, bruge mindst to procent af deres bruttonationalprodukt på forsvar. Og gerne mere. Desværre. Jeg siger desværre, fordi det ikke er ønskeligt at have en militariseret verdensorden”, Siger Friis og fortsætter:
Brug for stærkere europæisk forsvar
”Men efter Putins angrebskrig og hans nye rolle i verden er der brug for et stærkere europæisk forsvar for at kunne afskrække Rusland fra at angribe Nato. Ikke for at bruge ressourcerne og materiellet, men for at kunne skabe en mere stabil og sikker verden, som det tyske Zeitenwende viser med en enorm oprustning til følge. Resultatet bliver en mere militariseret international orden, som forhåbentlig bliver civiliseret og fredelig, så den ikke bare ender i et nyt våbenkapløb. Derfor bliver en global våbenkontrol og nye aftaler vigtige.”
Friis Arne Petersen trykker hånd med Kansler Angela Merkel 2016. Foto: Privatfoto fra bogen.
– Får vi et mere usikkert Europa?
”Jamen, det får vi, hvis vi ikke tør tage den store udenrigspolitiske diskussion om – ikke bare det vigtigste her og nu, at få sluttet angrebskrigen mellem Rusland og Ukraine – men også hvordan vi europæere,
geografisk, politisk, sikkerhedspolitisk tæt på den ene af verdens to største atomvåbenmagter, Rusland, kan leve i fred og fordragelighed med dem i fremtiden”.
Så der er ikke kun behov for en diplomatisk proces, en fredsproces omkring Rusland og Ukraine – så svær, som den bliver, med hvem, der skal have hvad – men også brug for, at vi europæere og hele Nato forhåbentlig får genskabt et stabilt sikkerhedssystem og forhold til Rusland.
I den situation er vi selvfølgelig nødt til at have endnu større militær overlegenhed og afskrækkelse for at kunne tro på, at vi kan holde Rusland, som har vist sig at være temmelig aggressivt, væk eller i ro i et nyt internationalt system.
Det hører med til billedet, at vi i Europa, i USA, i vores politiske kulturelle kreds, også er nødt til at lære at leve med, at vi er en meget mindre del af verden i dag. Vores relationer bliver kun virkelig stabile, gode og gunstige, hvis vi også kan arbejde sammen med lande, vi ellers kan have det svært med af forskellige grunde. Altså lave relationer, der fungerer. For man kan sagtens have diplomatiske forbindelser med lande, man grundlæggende er uenig med om næsten alt. Det er bedre end at afbryde forbindelserne og være fjender.
Krig har ikke løst ret mange problemer i verden
Enhver konflikt skal finde sin løsning gennem samtale og dialog via diplomati. Det bliver aldrig krig, der løser verdens største konflikter. Krig har ikke løst ret mange problemer i verden. Alligevel er det enormt vigtigt, at vi i Vesten også tør erkende den konsekvens, vi lever med nu, nemlig at verden stadigvæk er ustabil og krigerisk, og at vi har angrebskrige, desværre, som Ruslands.
Friis modtager Obama i Kastrup 2009. Foto: Fra bogen.
Forebyggende konflikthåndtering
Men vi skal også turde at satse mere på forebyggende konflikthåndtering, fredsanstrengelser og diplomati. Der er vi ikke helt endnu, for vi tør ikke vise tillid til Rusland, som jo er et supersvært emne i verdensordenen, fordi det på den ene side økonomisk vel er på størrelse med Italien eller Sydkorea. Men på den anden side har landet atomvåbenmæssigt lige så stor militær kraft som USA.
Krigen slutter med forhandlinger
Derfor er vi nødt til at respektere dem. Og ikke kun det; vi er nødt til at anerkende, at de skal være en del af den internationale arkitektur, i hvilken vi kan finde en relation. For det må ikke bare blive oprustning for oprustningens skyld. Vi skal kunne forhandle. Men for at kunne det må vi, som Kennedy sagde, ikke forhandle af frygt, men heller ikke frygte at forhandle. Kennedy er Bidens store forbillede.
Derfor håber jeg sådan set, at han på et passende tidspunkt inden præsidentvalget tør sige til Ukraine, til Rusland og til Europa, at nu er det tid til diplomati. Krigen slutter med forhandlinger.”
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ “What a life!” – Altinget
⭐️⭐️⭐️⭐️ “Velskrevet, begavet skildring af et dygtigt menneskes arbejde i Danmarks tjeneste … kan kun anbefales.” – Kristeligt dagblad
⭐️⭐️⭐️⭐️ “Må interessere enhver, der er optaget af ikke kun dansk udenrigspolitik, men politik i det hele taget.” – Berlingske
Friis Arne Petersen befandt sig gennem flere årtier i verdensbegivenhedernes centrum, for eksempel til møde med den amerikanske præsident i Det Ovale Kontor. I denne bog åbner han en dør til diplomatiets maskinrum på højeste niveau og sit interessante arbejdsliv.
Den tidligere topdiplomats syn på tilværelsen er præget af en opvækst som fiskersøn i Skagen, hvor intet var selvfølgeligt. Med flid og dygtighed fik han en karriere med blandt andet ministersekretær, direktør for Udenrigsministeriet og tunge ambassadørposter i Washington, Beijing og Berlin på visitkortet. Men succesen har også en bagside for nogle af dem, som ikke kunne leve op til hans nulfejlskultur. Og for familien, der ikke altid havde hul igennem, når der var brug for ham.
Friis Arne Petersen har kant og holdning og sammen med den anerkendte journalist Kurt Strand giver han sit syn på Danmarks aktivistiske rolle i storpolitiske spørgsmål og verdens dramatiske udvikling – for eksempel Putins angrebskrig i Ukraine, der forandrer vores verdensbillede.
Friis Arne Petersen var i fire årtier i verdensbegivenhedernes centrum. Som én af arkitekterne bag Danmarks aktivistiske udenrigspolitik trykker han hånd med præsidenten i Det Ovale Kontor, baner vej for EU’s øst-udvidelser og viser amerikanske politikere konsekvenserne af klimaforandringerne i Grønland. I bogen Den forandrede verden åbner han sammen med journalist Kurt Strand dørene til diplomatiets maskinrum.
Friis Arne Petersen har haft et bemærkelsesværdigt arbejdsliv i Udenrigsministeriets tjeneste. En karriere, han ikke gjorde sig forestillinger om i barndommens Skagen, hvor intet var selvfølgeligt for en fiskersøn. Med flid og dygtighed blev han ministersekretær for både Uffe Ellemann-Jensen og Niels Helveg Petersen, direktør for Udenrigsministeriet og i 15 år sad han på de tungeste ambassadørposter i Washington, Beijing og Berlin.
Den danske ambassade i Washington
Den danske ambassade i Washington dannede fra 2005 til 2010 rammen for Friis Arne Petersens arbejdsliv. Med Dannebrog i flagstangen er den som andre danske repræsentationer en slags udstillingsvindue med det ypperste af dansk design og stilige møbelikoner tegnet af navne som Arne Jacobsen, Poul Kjærholm og Hans J. Wegener. Sidstnævntes ”The Chair” har en særlig plads i den amerikanske hovedstad, for det var tre af slagsen, som udgjorde møblementet, da demokraten John F. Kennedy og republikaneren Richard Nixon mødtes i verdens første tv-transmitterede debat op til præsidentvalget i 1960.
Friis Arne Petersen hilser på Bill Clinton. Privatfoto fra bogen.
Hillary Clinton som genbo
Men også udefra byder ambassaden på noget særegent dansk, nemlig arkitekten Vilhelm Lauritzens tydelige streger, kendt fra Kastrups første lufthavnsterminal, Radiohuset og koncerthuset Vega i København. Ambassadegrunden er oprindelig købt af den yderst kontroversielle forgænger Henrik Kaufmann, som har sit eget, helt særlige kapitel i dansk udenrigspolitik. Under den tyske besættelse af Danmark trodser han i 1941 regeringen i København, som gerne vil holde sig på nogenlunde god fod med Nazityskland, og han giver reelt USA råderet over Grønland. Desuden sørgede han, som nævnt, efter krigen for en grund til den danske ambassade, der i dag ligger velplaceret og centralt i den amerikanske hovedstad med Hillary Clinton som genbo.
”Samleren” Friis
I sine fem Washington-år bliver Friis kendt for at være en ”samler” på ambassaden, for eksempel ved at arrangere morgenmadsmøder med prominente amerikanere og danske ministre. Tidligere tiders store cocktailparties synes tiden at være løbet fra. Morgenmad og frokost fungerer bedre, ”for det er,” lyder mantraet, ”godt at bygge relationer op over et måltid.” En solid jyde, en dansk kok fra stjernerestauranten Kong Hans i København, sørger for, at kvaliteten er i orden.
“Mr. President, you just made my Christmas”
For Ambassadøren Friis Arne Petersen er det dog både klogt og formålstjenligt at gå til cocktailparties og receptioner. Det var for eksempel til udenrigsminister Condoleezza Rices julereception i State Department, det amerikanske udenrigsministerium, at det lykkedes Friis, at skaffe Statsminister Anders Fogh Rasmussen et ekstra besøg på Præsident Bushs private ranch:
”Jeg ved godt, at Bush har et dårligt image hos mange danskere, og han havde nogle uheldige situationer og dybe lavpunkter, men han er faktisk snarrådig og hurtig og siger selvfølgelig også ’god jul’ til os. Så tilføjer jeg, ’tak i øvrigt for et fantastisk statsministerbesøg i Camp David’, det var nok vores bilaterale forholds højdepunkt.
Han improviserer straks og spørger spontant, om vores statsminister ikke skulle prøve nogle rigtig udfordrende cykelspor? Nemlig i Texas på hans private ranch, Crawford. Jeg takker selvfølgelig med det samme og siger: ’Mr. President, you just made my Christmas.’ Bagefter skynder jeg mig hjem til ambassaden og skriver en indberetning, en mail, hjem til København. Så det er en rigtig god aften og et eksempel på, at det som ambassadør kan være meget givtigt at gå til receptioner og cocktailparties, hvor der er mulighed for at møde ministre og indflydelsesrige mennesker, som det ellers kan være svært at få adgang til”.
Friis Arne Petersen med George W. Bush i Det Hvide Hus 2005. Privatfoto fra bogen.
Europa slået tilbage til start
Friis Arne Petersen har kant og holdninger, når han hyppigt gæster medier, deltager i debatter og holder foredrag med indsigtsfulde analyser af de forandringer af vores verdensorden, som Putins angrebskrig i Ukraine har ført med sig. Efter årtier med fremgang og fremtidstro efter Berlinmurens fald i 1989 er Europa slået tilbage til start. Alligevel er Friis Arne Petersen på trods af krigene og ustabiliteten optimist, og har tillid til den liberale internationale ordens livskraft. Vejen til det er ifølge Friis et stærkt EU, der tør varetage sine samlede interesser og tør kæmpe for et bredere internationalt samarbejde med både USA, Kina, Indien og ikke mindst hele det globale syd.
Europas suverænitet
”Det store drama er, at vi europæere meget snart skal finde ud af, hvordan vi bedst sikrer vores egen suverænitet i den nu militariserede virkelighed, vi lever i. Hvordan vi skal forholde os til USA og Kina. Formentlig ikke som et enten/eller, men et både/og. Sådan som man kan se, at Frankrig og Tyskland forholder sig; vi vil have et samarbejde med USA og med Kina, fordi vi tror, at klima, pandemier og andre store internationale udfordringer kun kan løses ved, at alle går ind i et samarbejde. Og globalisering, markedsøkonomi og frihandel skal justeres af sikkerhedspolitiske grunde, men ikke fuldstændig elimineres, for det kan vi ikke.”
– Når USA samtidig lukker sig mere og mere om sig selv, får det også betydning for vores forsvarspolitik, men hvordan?
”De amerikanske forandringer betyder, at Europa selvfølgelig skal yde større bidrag og erkende, at her næsten 80 år efter anden verdenskrigs afslutning, hvor USA forpligtede sig på vores sikkerhed med deres forsvar, med deres atomvåben, må arbejds- og byrdefordelingen selvfølgelig ændre sig”. Dét er Europa nødt til at erkende; vi skal kunne gøre mere, når det gælder genopbygning i Ukraine, forsvar af os selv og globalt samarbejde”.
Er det så et problem for os europæere? Kommer vi til at betale mere?
”Ja, til forsvar. Vores europæiske militære industrielle samarbejde skal også opbygges og gentænkes. Desuden skal landene, som fastslået på Nato-topmødet i Vilnius i juli 2023, bruge mindst to procent af deres bruttonationalprodukt på forsvar. Og gerne mere. Desværre. Jeg siger desværre, fordi det ikke er ønskeligt at have en militariseret verdensorden”, Siger Friis og fortsætter:
Brug for stærkere europæisk forsvar
”Men efter Putins angrebskrig og hans nye rolle i verden er der brug for et stærkere europæisk forsvar for at kunne afskrække Rusland fra at angribe Nato. Ikke for at bruge ressourcerne og materiellet, men for at kunne skabe en mere stabil og sikker verden, som det tyske Zeitenwende viser med en enorm oprustning til følge. Resultatet bliver en mere militariseret international orden, som forhåbentlig bliver civiliseret og fredelig, så den ikke bare ender i et nyt våbenkapløb. Derfor bliver en global våbenkontrol og nye aftaler vigtige.”
Friis Arne Petersen trykker hånd med Kansler Angela Merkel 2016. Foto: Privatfoto fra bogen.
– Får vi et mere usikkert Europa?
”Jamen, det får vi, hvis vi ikke tør tage den store udenrigspolitiske diskussion om – ikke bare det vigtigste her og nu, at få sluttet angrebskrigen mellem Rusland og Ukraine – men også hvordan vi europæere,
geografisk, politisk, sikkerhedspolitisk tæt på den ene af verdens to største atomvåbenmagter, Rusland, kan leve i fred og fordragelighed med dem i fremtiden”.
Så der er ikke kun behov for en diplomatisk proces, en fredsproces omkring Rusland og Ukraine – så svær, som den bliver, med hvem, der skal have hvad – men også brug for, at vi europæere og hele Nato forhåbentlig får genskabt et stabilt sikkerhedssystem og forhold til Rusland.
LÆS OGSÅ: Kom med bag kulisserne på den storpolitiske scene med Friis Arne Petersen og Kurt Strand i Den forandrede verden.
Større militær overlegenhed
I den situation er vi selvfølgelig nødt til at have endnu større militær overlegenhed og afskrækkelse for at kunne tro på, at vi kan holde Rusland, som har vist sig at være temmelig aggressivt, væk eller i ro i et nyt internationalt system.
Det hører med til billedet, at vi i Europa, i USA, i vores politiske kulturelle kreds, også er nødt til at lære at leve med, at vi er en meget mindre del af verden i dag. Vores relationer bliver kun virkelig stabile, gode og gunstige, hvis vi også kan arbejde sammen med lande, vi ellers kan have det svært med af forskellige grunde. Altså lave relationer, der fungerer. For man kan sagtens have diplomatiske forbindelser med lande, man grundlæggende er uenig med om næsten alt. Det er bedre end at afbryde forbindelserne og være fjender.
Krig har ikke løst ret mange problemer i verden
Enhver konflikt skal finde sin løsning gennem samtale og dialog via diplomati. Det bliver aldrig krig, der løser verdens største konflikter. Krig har ikke løst ret mange problemer i verden. Alligevel er det enormt vigtigt, at vi i Vesten også tør erkende den konsekvens, vi lever med nu, nemlig at verden stadigvæk er ustabil og krigerisk, og at vi har angrebskrige, desværre, som Ruslands.
Friis modtager Obama i Kastrup 2009. Foto: Fra bogen.
Forebyggende konflikthåndtering
Men vi skal også turde at satse mere på forebyggende konflikthåndtering, fredsanstrengelser og diplomati. Der er vi ikke helt endnu, for vi tør ikke vise tillid til Rusland, som jo er et supersvært emne i verdensordenen, fordi det på den ene side økonomisk vel er på størrelse med Italien eller Sydkorea. Men på den anden side har landet atomvåbenmæssigt lige så stor militær kraft som USA.
Krigen slutter med forhandlinger
Derfor er vi nødt til at respektere dem. Og ikke kun det; vi er nødt til at anerkende, at de skal være en del af den internationale arkitektur, i hvilken vi kan finde en relation. For det må ikke bare blive oprustning for oprustningens skyld. Vi skal kunne forhandle. Men for at kunne det må vi, som Kennedy sagde, ikke forhandle af frygt, men heller ikke frygte at forhandle. Kennedy er Bidens store forbillede.
Derfor håber jeg sådan set, at han på et passende tidspunkt inden præsidentvalget tør sige til Ukraine, til Rusland og til Europa, at nu er det tid til diplomati. Krigen slutter med forhandlinger.”
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ “What a life!” – Altinget
⭐️⭐️⭐️⭐️ “Velskrevet, begavet skildring af et dygtigt menneskes arbejde i Danmarks tjeneste … kan kun anbefales.” – Kristeligt dagblad
⭐️⭐️⭐️⭐️ “Må interessere enhver, der er optaget af ikke kun dansk udenrigspolitik, men politik i det hele taget.” – Berlingske
Friis Arne Petersen befandt sig gennem flere årtier i verdensbegivenhedernes centrum, for eksempel til møde med den amerikanske præsident i Det Ovale Kontor. I denne bog åbner han en dør til diplomatiets maskinrum på højeste niveau og sit interessante arbejdsliv.
Den tidligere topdiplomats syn på tilværelsen er præget af en opvækst som fiskersøn i Skagen, hvor intet var selvfølgeligt. Med flid og dygtighed fik han en karriere med blandt andet ministersekretær, direktør for Udenrigsministeriet og tunge ambassadørposter i Washington, Beijing og Berlin på visitkortet. Men succesen har også en bagside for nogle af dem, som ikke kunne leve op til hans nulfejlskultur. Og for familien, der ikke altid havde hul igennem, når der var brug for ham.
Friis Arne Petersen har kant og holdning og sammen med den anerkendte journalist Kurt Strand giver han sit syn på Danmarks aktivistiske rolle i storpolitiske spørgsmål og verdens dramatiske udvikling – for eksempel Putins angrebskrig i Ukraine, der forandrer vores verdensbillede.
Du kan købe Den forandrede verden online fx hos Bog&idé eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: