I 2018 kulminerede den danske succes i NHL, da Lars Eller, som den første dansker nogensinde, kunne løfte vindertrofæet Stanley Cup. I en ny bog går Michael Søvsø tæt på danskerne i NHL.
Historien om de danske spillere i NHL har, siden Frans Nielsen tilbage i 2007 banede vejen til de amerikanske skøjtehaller, været fyldt med succeser.
Danskerne har etableret sig som stjerner i verdens bedste liga, og den rød-hvide indflydelse nåede sin hidtige kulmination i 2018, da Lars Eller, som den første og hidtil eneste dansker nogensinde, kunne vende sejrrigt hjem til Rødovre med det prestigefuldte Stanley Cup-trofæ.
I Danskerne i NHL går ishockeyskribenten Michael Søvsø tæt på de nuværende 14 danske spillere i NHL og fortæller hele historien om den danske succes.
Du kan finde Danskerne i NHL som lydbog eller på dit nærmeste bibliotek.
Michael Søvsø
Danskerne i NHL
STANLEY CUPPEN KOMMER TIL RØDOVRE!
Det koger foran rådhuset i Rødovre om eftermiddagen den 8. august 2018, og det er ikke kun, fordi det er en glohed sommerdag. Ishockeytrøjer fra hele landet blander sig med de mange fra det lokale hold. Alle stimler sammen i en tæt klump for at hylde Lars Eller og få et glimt af Stanley Cup-trofæet, der næsten kan få tårer frem i øjnene på fans og spillere og gøre mænd til drenge igen bare ved synet af den smukke gamle sølvskål.
Borgmester Erik Nielsen, selv tidligere Rødovre-målmand, hylder Lars Eller fra scenen, og han dedikerer dagen til Lars Ellers mor Margit og alle hockeymødrene derude, inden ”Der er et yndigt land” lyder fra højtalerne. Inden den amerikanske ambassadør, Carla Sands, holder sin tale, bliver introen til ”Star Spangled Banner” spillet på lur. Lars Eller træder op på scenen i kakifarvede bukser og hvid skjorte. Han smiler, taler og er glad over at se så mange kendte ansigter i mængden. Folkemængden jubler.
Derefter tager Lars Eller Stanley Cup-trofæet ud i en skinnende, rød Buick, der langsomt brummer sig vej fra rådhuset til skøjtehallen. Folk følger med, gratulerer igen og igen den danske ishockeystjerne og prikker til pokalen, så de kan sige, at de har rørt ved den. Ved Rødovre Centrum Arena dunker diskomusik ud af højtaleren. Lars Eller bliver modtaget med romerlys og endnu en omgang nationalsang, inden seancen rykker ind på hans gamle hjemmebane, hvor tilskuerpladserne er fyldt op. Rødovre-supporterne i ”Sumpen” bag det ene mål kalder igen og igen Lars Eller ned til sig til hyldest efter hyldest. Hele hallen rejser sig og klapper med.
Rødovres stolte søn er vendt hjem med det største trofæ i sporten. Nøjagtig som han lovede det på tv-skærmen nogle minutter efter sejren i den afgørende finalekamp i Las Vegas: ”Stanley Cuppen kommer til Rødovre, Stanley Cuppen kommer til Rødovre!”
Denne dag strømmer kærligheden mod Lars Eller i forstadskommunen til København. Og den er gengældt.
”Der er dage, jeg aldrig vil glemme, og dagen, hvor jeg havde pokalen med hjem til Rødovre, er en af dem. Det var varmt, det var krævende, og da jeg skulle holde tale oppe i VIP-loungen, var jeg virkelig presset på fysikken. Men der var så mange gode mennesker, jeg gerne ville hilse på, og alle skulle have en mulighed for at hilse på mig og se Stanley Cuppen. Der har vel ikke været folk på Rådhuspladsen i Rødovre på grund af ishockey, siden min fars hold vandt mesterskabet i 1999. Paraden ned mod hallen og modtagelsen i skøjtehallen var helt unik, og jeg er glad for, at jeg kunne give noget tilbage til så mange mennesker i Rødovre. Det var i det hele taget overvældende,” siger Lars Eller.
Siden 1995 har det været tradition, at samtlige aktører på og omkring det vindende hold har haft Stanley Cup-trofæet med hjem en enkelt dag i sommerferien. Inden Lars Eller viste det frem i Rødovre, havde det været så forskellige steder som Moskva og på en farm i Lashburn i Saskatchewan-provinsen i Canada. Hos angrebsstjernen Alexander Ovechkin drak de vodka og spiste kaviar af pokalens skål, mens målmanden Braden Holtby på gården i Lashburn lod forældrenes heste spise af truget.
I Danmark spiste Lars Eller selvfølgelig koldskål af pokalen med sin familie og lod den være kongen i et ”kongespil” på en græsplæne på Frederiksberg før festlighederne i Rødovre. Senere spiste han rødgrød med fløde af den på direkte tv i ’Aftenshowet’, inden de lidt stærkere varer tog over ved nattefesten i det indre København. Dagen efter kørte keeper of the cup, Phil Pritchard, hvis job er at rejse rundt med trofæet og passe på det, Stanley Cup til Malmö, hvor Lars Ellers holdkammerat, André Burakovsky, fortsatte fejringen. Derfra fløj det gamle trofæ videre ud i den store verden på besøg hos de resterende Washington Capitals-spillere.
Det hemmelige våben
Et par måneder før triumftoget i Rødovre har Washington Capitals tabt den første kamp i finaleserien om Stanley Cup i en sydende T-Mobile Arena i Las Vegas. Her har Golden Knights helt sensationelt spillet sig frem til finalen i den første sæson nogensinde, hvor ”Syndens By” har haft et hold i en af de store nordamerikanske sportsligaer. Det er fuldstændig uhørt, at et til lejligheden sammensat hold kan komme så langt i slutspillet i NHL, og det har skabt en gigantisk eufori i ørkenen i Nevada, hvor Vegas-publikummet og organisationen på rekordtid har skabt den mest frygtede hjemmebane i ligaen. Modspillerne er overvældede over de mange lys og de store fristelser, der hersker i byen, og de møder et brøl af en anden verden, når de løber på isen.
Lars Eller og holdkammeraterne er under pres før kamp to. Trykket er enormt i den tætpakkede, varme og fugtige arena, og hele showet før opgøret kulminerer, da Carnell Johnson, der til daglig sejler og synger i gondolerne på byens kunstige kanaler, synger nationalsangen. Det slår dog ikke Lars Eller omkuld af bar benovelse. Danskeren spiller en perfekt finalekamp.
I første periode udgår Capitals-topscoreren, russiske Evgeny Kuznetsov, med en skade i skulderen, og Capitals-boksen er umiddelbart i chok, men løsningen er dansk. Lars Eller rykker op i andenkæden og overtager Kuznetsovs plads. To minutter før første periode er forbi, står han det rette sted: Backen Michal Kempny tager et par træk ind i angrebszonen og ser Eller ved fjerneste stolpe. Danskeren modtager en perfekt pasning og sender i næste sekund pucken ind bag Marc-André Fleury i Vegas-målet.
Fem minutter inde i anden periode er Capitals i powerplay. Lars Eller tager imod en pasning på baglinjen og spiller en førstegangsaflevering ind til superstjernen Alexander Ovechkin, der skyder. Mål. Washington er foran 2-1, og Lars Eller er ikke færdig endnu. Fem minutter senere driver han pucken ind i offensiv zone, drejer rundt om sig selv og sender en maskeret pasning over til Brooks Orpik, der afslutter. Pucken rammer et par spillere foran målet og hopper i nettet. Washington er foran 3-1 og vinder kampen 3-2. Der er udlignet i finaleserien, og arkitekten bag er dansk. Lars Eller modtager et hav af lovprisende ord efter kampen.
”Det var mere eller mindre Lars Ellers skyld, at vi kom tilbage og vandt den her kamp. Vi tabte vores øjeblikkelige topscorer, men på en eller anden måde fandt vores bænk ud af at løse det. Ind kommer en fyr som Lars Eller og erstatter Kuznetsov. Lars skulle steppe op, og Lars tog den rolle og udførte den perfekt,” sagde træner Barry Trotz til Washington Post efter kampen.
Superstjernen Alexander Ovechkin supplerede:
”Lars er vores hemmelige våben. Det er vanskeligt at spille over for ham, når han er på toppen af sit spil, og når han ’føler’ pucken, skaber han de rette øjeblikke for os.”
T.J. Oshie blev kædemakker med Lars Eller, da Kuznetsov blev skadet: ”Lars spillede bare fremragende. Han synes at være en af den slags fyre, der bliver bedre på den store scene. Når han får ekstra ansvar, vokser han med opgaven.”
Washington-spillerne fløj altså hjem til hovedstaden med en sejr og et nederlag på kontoen. 14.000 tilskuere havde været på plads i Capital One Arena for at se de første to kampe på storskærm, og også i Washington var Stanley Cup-feberen høj. Da dagen for kamp tre oprandt, var tusindvis af mennesker i gaderne for at fejre, at Capitals var i finalen for første gang i 20 år. Rapperen Shaggy og Police-forsangeren Sting spillede fælles koncert på trappen foran Smithsonian National Portrait Gallery, mens Wheel of Fortune-værten Pat Sajak introducerede startopstillingerne, og da spillerne løb på isen, glødede lys fra 20.000 røde armbånd, klubfarven, ned mod hjemmeholdet.
Capitals-spillerne havde aldrig oplevet en lignende opbakning på hjemmebane og vandt de to kampe med 3-1 og 6-2. Klubben var blot en enkelt kamp fra at vinde Stanley Cup-trofæet for første gang i dens 44-årige historie. Lars Eller kunne bogstavelig talt mærke det foran sit eget hus i forstaden Arlington, hvor folk kørte forbi og råbte slagord og opmuntrende gloser til ham, der ikke anede, hvordan fansene havde fundet ud af, hvor han boede.
Talisman
Den 6. juni 2018 fløj Washington Capitals igen den fem timer lange tur til Las Vegas. Samme aften indfandt holdet sig i den tomme arena med 17.500 blå tilskuersæder. Ud over den karakteristiske skærende lyd af skøjter, der pisker hen over isen, hørtes blot stave, der stille og roligt blev banket mod banden. Der var kun én mand på isen: Lars Eller. Han var iklædt sin hvide Adidas-træningstrøje og sprintede banen rundt en enkelt gang. I det øjeblik han passerede midterlinjen, hoppede holdkammeraterne ind på isen og påbegyndte formiddagstræningen. Det var dagen for den femte Stanley Cup-finale, og Lars Eller havde for anden gang i træk fået retten til at gennemføre en hot lap – en anerkendelse af at være valgt som holdets talisman.
Det var en af de overtroiske traditioner, der nu og da opstår på et sportshold. For Washington Capitals skete det under et træningspas i første runde af slutspillet. Jay Beagle blev tosset over at vente på, at isen blev meldt klar efter ismaskinens rundtur, og i ren irritation sprintede han en omgang, mens holdkammeraterne undrende kiggede på. Samme aften vandt Capitals udekampen over Columbus Blue Jackets. En tradition var født. Da Washington tabte på udebane, gik retten til hot lap videre til den flamboyante Alexander Ovechkin. Da han mistede sin ret, afstedkom det, at træner Barry Trotz – til stor overraskelse for spillerne – tog stafetten til den første udekamp i finaleserien i Vegas. Det skabte grin og godt humør, og den løsslupne, selvironiske – og lidt for tunge – træner på rundfart var et godt billede på stemningen i og omkring Capitals-holdet i forsommeren 2018. Men Trotz måtte give opgaven videre, da Capitals tabte den første finalekamp.
”Da vi så skulle spille den anden finalekamp i Vegas, blev det min tur. Jeg kan ikke helt huske, om det var Alexander Ovechkin eller hvem der valgte – eller om det blot var tilfældigheder. Mit navn blev råbt op af en eller anden, og så tog jeg bare turen. Vi vandt den anden kamp i serien Vegas, og jeg beholdt retten til hot lap, da vi skulle spille den femte kamp i serien. Stemningen var helt speciel og anderledes end normalt. Jeg var spændt, alle var spændte, for vi havde simpelthen mulighed for at vinde Stanley Cup. Det var jo ikke til at fatte. Der var mange mennesker, jeg gerne ville vinde for. Ikke mindst min hustru og min datter og min familie, der var fløjet ind fra Danmark for at se kampen. På kampdagen skulle vi spille klokken 17, tidligere end normalt, og jeg kom slet ikke ind i min normale rytme. Middagsluren måtte jeg springe over, og det havde også været umuligt at sove. Jeg havde en spænding i kroppen, som gjorde det svært at slappe af op til kampen,” husker Lars Eller.
I Vegas var stemningen sædvanen tro på højeste niveau, og hjemmeholdet var på kurs mod en forlængelse af serien, da Golden Knights-forwarden Reilly Smith kort før pausen mellem anden og tredje periode scorede til 3-2. Føringen holdt til midt i tredje periode, hvor Devante Smith-Pelly udlignede for Washington. Og med otte minutter tilbage på kampuret var Lars Ellers opmærksom.
”Der blev lagt en puck dybt i banen, vi forecheckede godt, og jeg vidste, at Brett Connolly ville skyde, hvis han fik pucken fra den position i angrebszonen. Så jeg søgte ind foran mål. Deres målmand var langt ude, og jeg prøvede at stille mig bag ham i stedet for foran ham. Pucken røg gennem benene på ham, pludselig lå den foran mig, og så var det bare at lægge den ind. Vi var foran 4-3. Det var den der berømte marginal, jeg lige fik i den situation. Det skal indimellem til. Vegas tog målmanden ud til sidst, og Nicklas Bäckström brændte på tomt mål i stedet for at score til 5-3. Han ville normalt have scoret, men jeg nåede slet ikke at opfatte, at han brændte. Vi var alle så fokuserede på, at sejren bare skulle køres hjem.
Da kampen var færdig, var det som at være med i en film. Det hele eksploderede bare i en eller anden vild glædesrus, og havde jeg ikke set det efterfølgende på video, havde jeg næppe været i stand til at huske noget som helst fra den sidste del af kampen. Det moment, hvor jeg fik lov at kigge op på mine forældre, min bror og min kone, lige inden jeg løftede pokalen, glemmer jeg aldrig. Vi var lang tid på isen efter kampen. Krammede og tog billeder og fejrede sejren. Derefter blev vi kørt tilbage på hotellet, hvor vi klædte om. Så var der fest. God mad og god vin, inden vi røg direkte ud i nattelivet i Vegas. Vores fly stod klar, når vi var klar til at flyve hjem,” husker Lars Eller.
Festen fortsatte oppe over skyerne og det næste lange stykke tid. Alexander Ovechkin havde i over et årti jagtet Stanley Cup-trofæet og måske troet, at det var slut. Rivalerne kaldte ham drillende ”den bedste spiller nogensinde, der aldrig vinder Stanley Cup”, og han var blevet symbolet på et Capitals-hold, der havde været lige ved og næsten flere gange. Russeren med det høje humør og den stærke karakter, der gerne tager en Dr. Pepper eller Pepsi Cola i stedet for den obligatoriske, energi-rigtige sportsdrik, lige inden han går ud til kampene og i periodepauserne, gik fuldstændig amok i glædesrus og tog nærmest Stanley Cup-trofæet til sig som sin ejendom. Den 10. juni holdt Ovechkin privatfest med truppens andre russiske spillere, og da natten faldt på, tog han trofæet med op i sengen, gav pokalen et ordentligt bjørnekram og lagde sig til at sove med pokalen ved sin side. To dage senere tog Washington Capitals-spillerne Stanley Cup med ud i byen.
”Det var tæt på ubeskriveligt. Jeg får stadig gåsehud og har svært ved at finde ord for den dag. Vi sad i busser og kørte op ad Constitution Avenue forbi alle de store monumenter. Vi var 22 holdkammerater, der var hele byens midtpunkt, og det eneste, man kunne se, var en uendelig mængde af mennesker i røde trøjer. Det blev bare ved og ved, og det var en fuldstændig syret oplevelse. Vi var på et af de mest historiske steder i verden, og alle ville fejre os. Hele paraden tog tre-fire timer, solen skinnede, og folk, der havde været fans, før jeg blev født, græd af glæde over, at Washington havde vundet Stanley Cup,” husker Lars Eller.
I over et årti har flere danske ishockeyspillere sat sig præg på verdens bedste liga NHL.
Spillere som Frans Nielsen, Peter Regin, Nikolaj Ehlers og Lars Eller har været med til at sætte Danmark på ishockeyens verdenskort og etableret sig som stjerner i USA.
LÆS MERE: Pragtværk om Ferrari – en myte i en legendarisk sport
I Danskerne i NHL går Michael Søvsø tæt på de 14 danske spillere i ligaen og fortæller deres egne historier om at udleve drømmen som ishockeyspiller i en liga for sig.
Du kan finde Danskerne i NHL som lydbog eller på dit nærmeste bibliotek.
I 2018 kulminerede den danske succes i NHL, da Lars Eller, som den første dansker nogensinde, kunne løfte vindertrofæet Stanley Cup. I en ny bog går Michael Søvsø tæt på danskerne i NHL.
Historien om de danske spillere i NHL har, siden Frans Nielsen tilbage i 2007 banede vejen til de amerikanske skøjtehaller, været fyldt med succeser.
Danskerne har etableret sig som stjerner i verdens bedste liga, og den rød-hvide indflydelse nåede sin hidtige kulmination i 2018, da Lars Eller, som den første og hidtil eneste dansker nogensinde, kunne vende sejrrigt hjem til Rødovre med det prestigefuldte Stanley Cup-trofæ.
LÆS OGSÅ: Til dig der savner sport. 15 gode bøger om alt fra fodbold til Formel 1
I Danskerne i NHL går ishockeyskribenten Michael Søvsø tæt på de nuværende 14 danske spillere i NHL og fortæller hele historien om den danske succes.
Du kan finde Danskerne i NHL som lydbog eller på dit nærmeste bibliotek.
Michael Søvsø
Danskerne i NHL
STANLEY CUPPEN KOMMER TIL RØDOVRE!
Det koger foran rådhuset i Rødovre om eftermiddagen den 8. august 2018, og det er ikke kun, fordi det er en glohed sommerdag. Ishockeytrøjer fra hele landet blander sig med de mange fra det lokale hold. Alle stimler sammen i en tæt klump for at hylde Lars Eller og få et glimt af Stanley Cup-trofæet, der næsten kan få tårer frem i øjnene på fans og spillere og gøre mænd til drenge igen bare ved synet af den smukke gamle sølvskål.
Borgmester Erik Nielsen, selv tidligere Rødovre-målmand, hylder Lars Eller fra scenen, og han dedikerer dagen til Lars Ellers mor Margit og alle hockeymødrene derude, inden ”Der er et yndigt land” lyder fra højtalerne. Inden den amerikanske ambassadør, Carla Sands, holder sin tale, bliver introen til ”Star Spangled Banner” spillet på lur. Lars Eller træder op på scenen i kakifarvede bukser og hvid skjorte. Han smiler, taler og er glad over at se så mange kendte ansigter i mængden. Folkemængden jubler.
Derefter tager Lars Eller Stanley Cup-trofæet ud i en skinnende, rød Buick, der langsomt brummer sig vej fra rådhuset til skøjtehallen. Folk følger med, gratulerer igen og igen den danske ishockeystjerne og prikker til pokalen, så de kan sige, at de har rørt ved den. Ved Rødovre Centrum Arena dunker diskomusik ud af højtaleren. Lars Eller bliver modtaget med romerlys og endnu en omgang nationalsang, inden seancen rykker ind på hans gamle hjemmebane, hvor tilskuerpladserne er fyldt op. Rødovre-supporterne i ”Sumpen” bag det ene mål kalder igen og igen Lars Eller ned til sig til hyldest efter hyldest. Hele hallen rejser sig og klapper med.
Rødovres stolte søn er vendt hjem med det største trofæ i sporten. Nøjagtig som han lovede det på tv-skærmen nogle minutter efter sejren i den afgørende finalekamp i Las Vegas: ”Stanley Cuppen kommer til Rødovre, Stanley Cuppen kommer til Rødovre!”
Denne dag strømmer kærligheden mod Lars Eller i forstadskommunen til København. Og den er gengældt.
”Der er dage, jeg aldrig vil glemme, og dagen, hvor jeg havde pokalen med hjem til Rødovre, er en af dem. Det var varmt, det var krævende, og da jeg skulle holde tale oppe i VIP-loungen, var jeg virkelig presset på fysikken. Men der var så mange gode mennesker, jeg gerne ville hilse på, og alle skulle have en mulighed for at hilse på mig og se Stanley Cuppen. Der har vel ikke været folk på Rådhuspladsen i Rødovre på grund af ishockey, siden min fars hold vandt mesterskabet i 1999. Paraden ned mod hallen og modtagelsen i skøjtehallen var helt unik, og jeg er glad for, at jeg kunne give noget tilbage til så mange mennesker i Rødovre. Det var i det hele taget overvældende,” siger Lars Eller.
Siden 1995 har det været tradition, at samtlige aktører på og omkring det vindende hold har haft Stanley Cup-trofæet med hjem en enkelt dag i sommerferien. Inden Lars Eller viste det frem i Rødovre, havde det været så forskellige steder som Moskva og på en farm i Lashburn i Saskatchewan-provinsen i Canada. Hos angrebsstjernen Alexander Ovechkin drak de vodka og spiste kaviar af pokalens skål, mens målmanden Braden Holtby på gården i Lashburn lod forældrenes heste spise af truget.
I Danmark spiste Lars Eller selvfølgelig koldskål af pokalen med sin familie og lod den være kongen i et ”kongespil” på en græsplæne på Frederiksberg før festlighederne i Rødovre. Senere spiste han rødgrød med fløde af den på direkte tv i ’Aftenshowet’, inden de lidt stærkere varer tog over ved nattefesten i det indre København. Dagen efter kørte keeper of the cup, Phil Pritchard, hvis job er at rejse rundt med trofæet og passe på det, Stanley Cup til Malmö, hvor Lars Ellers holdkammerat, André Burakovsky, fortsatte fejringen. Derfra fløj det gamle trofæ videre ud i den store verden på besøg hos de resterende Washington Capitals-spillere.
Det hemmelige våben
Et par måneder før triumftoget i Rødovre har Washington Capitals tabt den første kamp i finaleserien om Stanley Cup i en sydende T-Mobile Arena i Las Vegas. Her har Golden Knights helt sensationelt spillet sig frem til finalen i den første sæson nogensinde, hvor ”Syndens By” har haft et hold i en af de store nordamerikanske sportsligaer. Det er fuldstændig uhørt, at et til lejligheden sammensat hold kan komme så langt i slutspillet i NHL, og det har skabt en gigantisk eufori i ørkenen i Nevada, hvor Vegas-publikummet og organisationen på rekordtid har skabt den mest frygtede hjemmebane i ligaen. Modspillerne er overvældede over de mange lys og de store fristelser, der hersker i byen, og de møder et brøl af en anden verden, når de løber på isen.
Lars Eller og holdkammeraterne er under pres før kamp to. Trykket er enormt i den tætpakkede, varme og fugtige arena, og hele showet før opgøret kulminerer, da Carnell Johnson, der til daglig sejler og synger i gondolerne på byens kunstige kanaler, synger nationalsangen. Det slår dog ikke Lars Eller omkuld af bar benovelse. Danskeren spiller en perfekt finalekamp.
I første periode udgår Capitals-topscoreren, russiske Evgeny Kuznetsov, med en skade i skulderen, og Capitals-boksen er umiddelbart i chok, men løsningen er dansk. Lars Eller rykker op i andenkæden og overtager Kuznetsovs plads. To minutter før første periode er forbi, står han det rette sted: Backen Michal Kempny tager et par træk ind i angrebszonen og ser Eller ved fjerneste stolpe. Danskeren modtager en perfekt pasning og sender i næste sekund pucken ind bag Marc-André Fleury i Vegas-målet.
Fem minutter inde i anden periode er Capitals i powerplay. Lars Eller tager imod en pasning på baglinjen og spiller en førstegangsaflevering ind til superstjernen Alexander Ovechkin, der skyder. Mål. Washington er foran 2-1, og Lars Eller er ikke færdig endnu. Fem minutter senere driver han pucken ind i offensiv zone, drejer rundt om sig selv og sender en maskeret pasning over til Brooks Orpik, der afslutter. Pucken rammer et par spillere foran målet og hopper i nettet. Washington er foran 3-1 og vinder kampen 3-2. Der er udlignet i finaleserien, og arkitekten bag er dansk. Lars Eller modtager et hav af lovprisende ord efter kampen.
”Det var mere eller mindre Lars Ellers skyld, at vi kom tilbage og vandt den her kamp. Vi tabte vores øjeblikkelige topscorer, men på en eller anden måde fandt vores bænk ud af at løse det. Ind kommer en fyr som Lars Eller og erstatter Kuznetsov. Lars skulle steppe op, og Lars tog den rolle og udførte den perfekt,” sagde træner Barry Trotz til Washington Post efter kampen.
Superstjernen Alexander Ovechkin supplerede:
”Lars er vores hemmelige våben. Det er vanskeligt at spille over for ham, når han er på toppen af sit spil, og når han ’føler’ pucken, skaber han de rette øjeblikke for os.”
T.J. Oshie blev kædemakker med Lars Eller, da Kuznetsov blev skadet: ”Lars spillede bare fremragende. Han synes at være en af den slags fyre, der bliver bedre på den store scene. Når han får ekstra ansvar, vokser han med opgaven.”
Washington-spillerne fløj altså hjem til hovedstaden med en sejr og et nederlag på kontoen. 14.000 tilskuere havde været på plads i Capital One Arena for at se de første to kampe på storskærm, og også i Washington var Stanley Cup-feberen høj. Da dagen for kamp tre oprandt, var tusindvis af mennesker i gaderne for at fejre, at Capitals var i finalen for første gang i 20 år. Rapperen Shaggy og Police-forsangeren Sting spillede fælles koncert på trappen foran Smithsonian National Portrait Gallery, mens Wheel of Fortune-værten Pat Sajak introducerede startopstillingerne, og da spillerne løb på isen, glødede lys fra 20.000 røde armbånd, klubfarven, ned mod hjemmeholdet.
Capitals-spillerne havde aldrig oplevet en lignende opbakning på hjemmebane og vandt de to kampe med 3-1 og 6-2. Klubben var blot en enkelt kamp fra at vinde Stanley Cup-trofæet for første gang i dens 44-årige historie. Lars Eller kunne bogstavelig talt mærke det foran sit eget hus i forstaden Arlington, hvor folk kørte forbi og råbte slagord og opmuntrende gloser til ham, der ikke anede, hvordan fansene havde fundet ud af, hvor han boede.
Talisman
Den 6. juni 2018 fløj Washington Capitals igen den fem timer lange tur til Las Vegas. Samme aften indfandt holdet sig i den tomme arena med 17.500 blå tilskuersæder. Ud over den karakteristiske skærende lyd af skøjter, der pisker hen over isen, hørtes blot stave, der stille og roligt blev banket mod banden. Der var kun én mand på isen: Lars Eller. Han var iklædt sin hvide Adidas-træningstrøje og sprintede banen rundt en enkelt gang. I det øjeblik han passerede midterlinjen, hoppede holdkammeraterne ind på isen og påbegyndte formiddagstræningen. Det var dagen for den femte Stanley Cup-finale, og Lars Eller havde for anden gang i træk fået retten til at gennemføre en hot lap – en anerkendelse af at være valgt som holdets talisman.
Det var en af de overtroiske traditioner, der nu og da opstår på et sportshold. For Washington Capitals skete det under et træningspas i første runde af slutspillet. Jay Beagle blev tosset over at vente på, at isen blev meldt klar efter ismaskinens rundtur, og i ren irritation sprintede han en omgang, mens holdkammeraterne undrende kiggede på. Samme aften vandt Capitals udekampen over Columbus Blue Jackets. En tradition var født. Da Washington tabte på udebane, gik retten til hot lap videre til den flamboyante Alexander Ovechkin. Da han mistede sin ret, afstedkom det, at træner Barry Trotz – til stor overraskelse for spillerne – tog stafetten til den første udekamp i finaleserien i Vegas. Det skabte grin og godt humør, og den løsslupne, selvironiske – og lidt for tunge – træner på rundfart var et godt billede på stemningen i og omkring Capitals-holdet i forsommeren 2018. Men Trotz måtte give opgaven videre, da Capitals tabte den første finalekamp.
”Da vi så skulle spille den anden finalekamp i Vegas, blev det min tur. Jeg kan ikke helt huske, om det var Alexander Ovechkin eller hvem der valgte – eller om det blot var tilfældigheder. Mit navn blev råbt op af en eller anden, og så tog jeg bare turen. Vi vandt den anden kamp i serien Vegas, og jeg beholdt retten til hot lap, da vi skulle spille den femte kamp i serien. Stemningen var helt speciel og anderledes end normalt. Jeg var spændt, alle var spændte, for vi havde simpelthen mulighed for at vinde Stanley Cup. Det var jo ikke til at fatte. Der var mange mennesker, jeg gerne ville vinde for. Ikke mindst min hustru og min datter og min familie, der var fløjet ind fra Danmark for at se kampen. På kampdagen skulle vi spille klokken 17, tidligere end normalt, og jeg kom slet ikke ind i min normale rytme. Middagsluren måtte jeg springe over, og det havde også været umuligt at sove. Jeg havde en spænding i kroppen, som gjorde det svært at slappe af op til kampen,” husker Lars Eller.
I Vegas var stemningen sædvanen tro på højeste niveau, og hjemmeholdet var på kurs mod en forlængelse af serien, da Golden Knights-forwarden Reilly Smith kort før pausen mellem anden og tredje periode scorede til 3-2. Føringen holdt til midt i tredje periode, hvor Devante Smith-Pelly udlignede for Washington. Og med otte minutter tilbage på kampuret var Lars Ellers opmærksom.
”Der blev lagt en puck dybt i banen, vi forecheckede godt, og jeg vidste, at Brett Connolly ville skyde, hvis han fik pucken fra den position i angrebszonen. Så jeg søgte ind foran mål. Deres målmand var langt ude, og jeg prøvede at stille mig bag ham i stedet for foran ham. Pucken røg gennem benene på ham, pludselig lå den foran mig, og så var det bare at lægge den ind. Vi var foran 4-3. Det var den der berømte marginal, jeg lige fik i den situation. Det skal indimellem til. Vegas tog målmanden ud til sidst, og Nicklas Bäckström brændte på tomt mål i stedet for at score til 5-3. Han ville normalt have scoret, men jeg nåede slet ikke at opfatte, at han brændte. Vi var alle så fokuserede på, at sejren bare skulle køres hjem.
Da kampen var færdig, var det som at være med i en film. Det hele eksploderede bare i en eller anden vild glædesrus, og havde jeg ikke set det efterfølgende på video, havde jeg næppe været i stand til at huske noget som helst fra den sidste del af kampen. Det moment, hvor jeg fik lov at kigge op på mine forældre, min bror og min kone, lige inden jeg løftede pokalen, glemmer jeg aldrig. Vi var lang tid på isen efter kampen. Krammede og tog billeder og fejrede sejren. Derefter blev vi kørt tilbage på hotellet, hvor vi klædte om. Så var der fest. God mad og god vin, inden vi røg direkte ud i nattelivet i Vegas. Vores fly stod klar, når vi var klar til at flyve hjem,” husker Lars Eller.
Festen fortsatte oppe over skyerne og det næste lange stykke tid. Alexander Ovechkin havde i over et årti jagtet Stanley Cup-trofæet og måske troet, at det var slut. Rivalerne kaldte ham drillende ”den bedste spiller nogensinde, der aldrig vinder Stanley Cup”, og han var blevet symbolet på et Capitals-hold, der havde været lige ved og næsten flere gange. Russeren med det høje humør og den stærke karakter, der gerne tager en Dr. Pepper eller Pepsi Cola i stedet for den obligatoriske, energi-rigtige sportsdrik, lige inden han går ud til kampene og i periodepauserne, gik fuldstændig amok i glædesrus og tog nærmest Stanley Cup-trofæet til sig som sin ejendom. Den 10. juni holdt Ovechkin privatfest med truppens andre russiske spillere, og da natten faldt på, tog han trofæet med op i sengen, gav pokalen et ordentligt bjørnekram og lagde sig til at sove med pokalen ved sin side. To dage senere tog Washington Capitals-spillerne Stanley Cup med ud i byen.
”Det var tæt på ubeskriveligt. Jeg får stadig gåsehud og har svært ved at finde ord for den dag. Vi sad i busser og kørte op ad Constitution Avenue forbi alle de store monumenter. Vi var 22 holdkammerater, der var hele byens midtpunkt, og det eneste, man kunne se, var en uendelig mængde af mennesker i røde trøjer. Det blev bare ved og ved, og det var en fuldstændig syret oplevelse. Vi var på et af de mest historiske steder i verden, og alle ville fejre os. Hele paraden tog tre-fire timer, solen skinnede, og folk, der havde været fans, før jeg blev født, græd af glæde over, at Washington havde vundet Stanley Cup,” husker Lars Eller.
I over et årti har flere danske ishockeyspillere sat sig præg på verdens bedste liga NHL.
Spillere som Frans Nielsen, Peter Regin, Nikolaj Ehlers og Lars Eller har været med til at sætte Danmark på ishockeyens verdenskort og etableret sig som stjerner i USA.
LÆS MERE: Pragtværk om Ferrari – en myte i en legendarisk sport
I Danskerne i NHL går Michael Søvsø tæt på de 14 danske spillere i ligaen og fortæller deres egne historier om at udleve drømmen som ishockeyspiller i en liga for sig.
Du kan finde Danskerne i NHL som lydbog eller på dit nærmeste bibliotek.
Andre læste også: