Anna Grue Bestsellere Krimiserier Populære krimier

Blodigt bryllup er det femte selvstændige bind af Anna Grues hyggekrimiserie

Anna Grue Blodigt bryllup

Blodigt bryllup er en mini-krimi baseret på Anna Grues føljeton, som blev bragt i Familie Journal i efteråret 2023 om Anne-Maj Mortensen, en ukonventionel efterlønner, der opklarer forbrydelser midt i hverdagens tumult. Vi har talt med Anna Grue om at skrive en minikrimi med mord under bryllupsforberedelserne.

Anne Maj Mortensens datter Iben skal giftes med sin Jonas på en romantisk herregård, der huser et seniorbofællesskab. Anne Maj står for maden og er ikke kommet ret langt med bryllupsforberedelserne da hun pludselig finder liget af en ældre kvinde – og straks mistænker, at der er tale om drab. Kort efter følger det næste dødsfald …

Hvordan har det været at skrive en føljeton?

”Det har været enormt interessant for man skriver på en helt anden måde. Det har ikke noget med handlingen at gøre og det er ikke noget med, at man prøver at tilpasse det til Familie Journals læsere. Det der med, at man har præcist 17.500 enheder mellem hver cliffhanger betyder, at jeg ikke bare kan skrive organisk derud af lige som jeg plejer. Det betyder at jeg skal vide helt nøjagtigt hvad der sker i hvert afsnit og sørge for at det slutter spændende”.

Rent praktisk betyder det, at forfatteren skulle holde persongalleriet i helt kort snor og samtidig, at hun har skåret i alt det hun selv kalder ”fyldsnak”:

”Der hvor min hovedperson Anne Maj normalt er kropumulig og laver lange rants om folk der går i beige og og ikke bryder sig om hunde eller ikke kan finde ud af at lave mad. Det er jeg simpelthen nødt til at skære ud”, smiler Anna Grue, som da også har løftet en del af netop det stof tilbage i bogudgaven af Blodigt bryllup.

Bogen er blevet længere end summen af de 6 føljetonafsnit og Anna Grue har dels skrevet lidt om, gjort den længere og løftet noget af det der Anne-Maj-signaturstof hun skar ud i føljetonen tilbage i bogen.

”Ja – det er præcist hvad jeg har og så er der nogle af personerne, som jeg har givet mere fylde. Jeg har givet dem mere beskrivelse og kastet lidt mere lys på deres ægteskaber og indbyrdes forbindelser. Jeg har også skrevet en mistænkt mere ind i historien lige som barnebarnet Didi er kommet til at fylde mere i bogen. Hun driller sin mormor ret meget og det synes jeg er sjovt så Didi er vokset i bogudgaven”, fortæller Anna Grue.

Anna Grue betegner selv den stramme føljetonform som enormt lærerig, virkelig sjov men også udfordrende:    

”Til at begynde med tænkte jeg 6 afsnit af 1700 anslag. Hvor svært kan det være. Det klarer jeg hurtigt, men sådan var det ikke. Det er i virkeligheden meget nemmere ikke at have den helt faste bagkant og bare kunne skrive derud af og så sortere eller redigere bagefter. Det med den stramme form har været virkeligt sundt for mig at prøve. Det med konstant, at skulle bringe handlingen fremad og hele tiden stille mig selv spørgsmålet om det egentligt er noget man savner når man så læser bogen. Det har været meget øjenåbnende og virkeligt sjovt, men det har også været en kæmpe udfordring”.

Blodigt bryllup er det femte selvstændige bind af Anna Grues hyggekrimiserie

Anna Grue. Foto: Stine Heilmann

Cliffhangeren og Charles Dickens

Et hvert godt føljetonafsnit slutter med en vaskeægte cliffhanger og her har Anna Grue især skævet til et af sine helt store forbilleder, Charles Dickens, som skrev samtlige sine mesterlige romaner som føljetoner.   

”Cliffhangere har jeg tænkt meget over for det hører jo til. Hvis man skriver til et blad eller et ugeblad eller hvor som helst. Ikke for at sammenligne mig med Dickens, men alle hans bøger er jo skrevet som ugeafsnit og han skrev kun et afsnit færdigt ad gangen, som der så kom et bud og hentede til avisen. Hvorefter han gav sig til at skrive som en sindssyg på det næste afsnit. Dickens var enormt dygtig til, at det sluttede med en spændende cliffhanger hver eneste gang” fortæller Anna Grue og fortsætter:

”Desværre skete der så også det med hans ting, at han kunne tabe tråden. Han glemte simpelthen karakterer i historien og kunne få et sideplot sat i gang som han aldrig fulgte op på fordi han glemte det. Dickens bøger er sindsygt tykke så hvis han skulle have bladret tilbage i sine håndskrevne noter hver gang så havde han jo aldrig fået skrevet noget”.

”I flere af hans bøger, David Copperfield eller Nicholas Nickleby, de der kæmperomaner, sker der ting og sager som ikke helt giver mening, men han er jo mit store idol alligevel. Selv om jeg overhovedet ikke vil sammenligne mig med Dickens, så har det, at vide, at en forfatter jeg holder så meget af har skrevet så disciplineret og så meget suverænt godt på nærmest dato og klokkeslæt, det har fyldt mig med ærefrygt og været meget inspirerende”.

Enorm efterspørgsel

Føljetonen blev i slutningen af 1800-tallet særdeles populær gennem især avisernes søndagstillæg, og der blev skabt ugeblade og seriehæfter (pulp magazines), som baserede hele deres eksistens på føljetonens store tiltrækningskraft. Anna Grue fortæller:

”Den gang var der lange køer og en menneskehob af læsere, som nærmest flåede aviserne ud af avissælgernes hænder når Dickens havde et nyt føljetonafsnit med”.

Når Dickens føljetoner senere blev udgivet i bogform havde han ikke skrevet en linje om eller redigeret en stavelse, men efterspørgslen var fortsat enorm:

”Der er beskrivelser af hvordan folk stod ude på fortovet foran trykkerierne og når bøgerne blev fragtet til Amerika stod folk på kajen og ventede. Når skibet anløb fik de dem direkte fra kasserne. Det er der ikke mange forfattere som kan prale af i dag”, smiler Anna Grue og fortsætter:  

”Den gang var det virkelig et håndværk at være forfatter. Han var jo bestemt ikke den eneste som skrev på den måde. Der var mange forfattere som skrev føljetoner, Honoré de Balzac, Alexandre Dumas, Gustave Flaubert, Victor Hugo, Edgar Allan Poe og selvfølgelig Conan Doyle. Det var jo en måde at få faste indtægter til de faste udgifter så man som forfatter kunne forsørge sine børn og få betalt huslejen”, slår Anna fast.  

En god gammeldags herregårdsroman

Anna Grue vidste på forhånd, at historien skulle handle om Iben og Jonas’ bryllup. ”Det er naturligvis en stor begivenhed i seriens helt store bue, men jeg fik af flere grunde lyst til at hive den ud af Anne Majs helt nære område i Nykøbing Sjælland.  Hvis brylluppet havde stået i Asnæs eller i Holbæk så var hun jo logisk nok bare kørt frem og tilbage. Jeg skulle have hende til at være der hele tiden – som i en god gammeldags herregårdsroman – eller ligesom i min egen Døden i kurbadet”.

Seniorbofælleskabet i Sorø

”Valget faldt på Sorø. Det er et godt sted. Der er smukt og der kunne sagtens ligge en herregård som er blevet til sådan et seniorbofællesskab. Så der får jeg jo afløb for alle mine fordomme om hvordan tingene foregår i et sådan et seniorbofællesskab. Anna Maj synes naturligvis at det er pisseirriterende med sådan et bofællesskab hvor alle blander sig i al ting hele tiden”, smiler forfatteren og fortsætter:  

”Både min far og min bror har boet i bofællesskaber lige som det jeg beskriver i bogen. De har været glade for det. Ingen klager der, men når jeg har været på besøg må jeg konstatere, at det ville jeg aldrig kunne klare. Man sidder der og spiser sildemadder til påskefrokosten og der bliver ved med, at komme folk som åbner døren og spørger om noget. Jeg ville gå fuldstændig amok hvis det var mig som boede sådan et sted hvor folk vader ind og ud af hinandens hjem”.  

”Det hænger måske også sammen med min profession. Jeg ville ikke kunne koncentrere mig om at få skrevet en linje og sådan har min hovedperson det selvfølgelig også”, griner Anna Grue, der tidligere har beskrevet sin hovedperson som en parodi på sig selv, hvor lighederne er mange, men hvor der trods alt også er forskelle og hvor forfatteren frem for alt har skruet godt op for de idiosynkratiske sider.

LÆS OGSÅ: Døden i kurbadet. Mesterdetektiven Anne-Maj Mortensen er tilbage i ny hyggekrimi fra Anna Grue

Håndfast deadline

Bogen begynder en torsdag eftermiddag og brylluppet skal stå om lørdagen og det kan der naturligvis ikke laves om på selv om ligene hober sig op og opklaringsarbejdet efterhånden fylder en hel del på herregården. ”Det betyder at Anna Maj kun har godt og vel halvandet døgn til at opklaret sagen inden bryllupsklokkerne ringer så der er smæk på når hun samtidig skal have lavet mad til alle gæsterne”, siger Anna.  

Lækkersultne læsere

Anne Maj Mortensen har travlt med, at forberede bryllupsmiddagen og man kan som læser godt blive lidt lækkersulten når laksesiderne bliver båret ind og crustaderne omhyggeligt forberedes. Menuen har Anna Grue komponeret som brudeparret, Iben og Jonas ville kunne lide det for de er meget traditionelle. Det er sovs, kartofler og hakkedrenge de spiser til hverdag og hvis de selv kunne have bestemt så var vi ude i en helt traditionel suppe, steg og is.

En bloddryppende bryllupsmiddag

”Men det kan madøret og perfektionisten Anne Maj ikke bære. Hele princippet i menuen er, at den består af lokale råvarer. Det er grøntsager fra bofællesskabets store have, det er herregårdens egne høns og råvildtet er skudt af en helt lokal jæger. Det er lokalt, økologisk og ret lækkert synes jeg og så har Anne Maj sammensat en menu med consommé (en kraftig suppe), en lille risotto med kantareller og dyreryg med bagte æbler. Det der så sker er, at der er dette her rædselsfulde kvindemenneske, Kamma, som er forkvinde for bofællesskabets bestyrelse. Hun synes ikke den menu er særligt god og den kritiserer hun højlydt”.

”Da Kamma mister livet i slutningen af første afsnit er Anne Maj ærlig talt svært tilfreds. Hun giver jo ikke rigtigt udtryk for det, men havde hun skullet pege på én, som skulle miste livet, så var valget helt sikkert faldet på Kamma”, smiler forfatteren.   


Forårets bedste krimier

En geskæftig kvinde findes død under forberedelserne til et bryllup på en herregård. Og der er ikke tale om et hvilket som helst bryllup, for det er den selvbestaltede privatdetektiv Anne-Maj Mortensens datter, der skal giftes. Da Anne-Maj går i gang med at undersøge omstændighederne ved dødsfaldet, opdager hun hurtigt, at der måske er tale om mord. Og snart følger flere …

Blodigt bryllup er en minikrimi baseret på Familiejournalens føljeton om den ukonventionelle efterlønner Anne-Maj Mortensen, der opklarer forbrydelser midt i hverdagens tumult.

Du kan købe Blodigt bryllup online fx hos Bog&idé eller i din nærmeste boghandel

Anna Grue, Ligene i lysthuset



En ung mand sidder varetægtsfængslet for mord, og den ukonventionelle privatdetektiv Anne-Maj Mortensen kaster sig ind i sagen med bistand fra sit computer-kyndige barnebarn, trettenårige Didi.

Tingene kompliceres, da der sker flere mord på unge mænd, og en vrissen kvinde forsvinder – alt imens datteren Iben gennemgår en svær graviditet, og gravhunden Mortensen den Tredje kommer i vanskeligheder. 

Ligene i lysthuset er fjerde selvstændige bind i serien om efterlønneren Anne-Maj Mortensen, der sætter sig for at opklare de forbrydelser, som har fået politiet til at kaste håndklædet i ringen.

Du kan købe Ligene i lysthuset i nærmeste boghandel eller online fx hos Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.

Anna Grue, Nøglen til Mord

Tredje selvstændige hyggekrimi i Anna Grues bestsellerserie om fru Mortensen. 

Anne-Maj Mortensen finder sin eksmands lig i en luksuslejlighed ved Nykøbing Sjællands Lystbådehavn. Den ældre herre har tilsyneladende begået selvmord, og ingen forstår hvorfor. Til hendes store irritation må hun påtage sig at få solgt boligen, og det bliver en kamp med en lige lovlig smart ejendomsmægler – og alt for mange flyttekasser.

Midt i processen overrasker Anne-Maj et par, der på mystisk vis har skaffet sig nøgler til lejligheden for at have sex – og snart får hun mistanke om, at den lokale mægler står bag et organiseret misbrug af tomme ejendomme.

Politiets efterforskere tager som sædvanlig ikke Anne-Maj alvorligt – ikke engang, da man finder først ét, så et andet lig, der efter hendes bedste overbevisning har forbindelse til sammensværgelsen.

Du kan købe Nøglen til mord online hos Bog & Idé eller i din lokale boghandel.

mysteriet i genbrugsen, Anna Grue, Anne-Maj Mortensen, hyggekrimi

Mysteriet i Genbrugsen er første bog i en ny serie serie fra Anna Grue, der skrev Dan Sommerdahl-serien.

Der foregår noget mystisk i en genbrugsbutik i Nykøbing Sjælland.

En efter en afgår butikkens aldrende frivillige ved døden. Politiet afskriver dødsfaldene som naturlige, men efterlønner Anne-Maj Mortensen er stærkt skeptisk.

Så selvom hun har travlt med familiemiddage, hundeopdragelse og havearbejde, går hun i gang med at efterforske sagen.

En rigtig hyggekrimi der kommer til at kalde på en lang weekend i sommerhus med en stor kop te og masser af læsetid.

LÆS OGSÅ: Smuglæs i Anna Grues krimi Mysteriet i Genbrugsen

Du kan købe Mysteriet i Genbrugsen i paperback online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.

Om Dennis Andersen Dennis Andersen (f.1973) cand. mag. og pressekoordinator på Lindhardt og Ringhof. Har tidligere været filmanmelder, pressekoordinator på TV 2 og PR Chef på Nordisk Film.