Bestsellerforfatteren Wilbur Smith har begået endnu en actionfyldt historisk roman. Læs et uddrag af Når ravnen kalder her.
Med over 120 millioner bøger solgt på verdensplan har Wilbur Smith med sine spændingsfyldte historiske romaner betaget læsere overalt.
Når ravnen kalder er den nyeste bog i Ballantyne-serien og en selvstændig opfølger til Kongernes konge.
LÆS OGSÅ: Wilbur Smiths magtfulde familier mødes igen. Smuglæs i Kongernes konge
I tiden under slaveriet i Amerika tager romanen udgangspunkt i en ung mands kamp for hævn, og hvordan kærlighed og vrede enten kan tære en ihjel eller gøre os i stand til at modstå alt.
Du kan købe Når Ravnen Kalder online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Wilbur Smith
Når Ravnen Kalder
På dansk ved Kim Langer
I
BLACKHAWK
Lokalet var pakket til sidste plads. Unge mænd i lange kjolefrakker klemte sig sammen på bænkene ti og ti, og flere endnu stod tæt hele vejen udenom. I lampeskæret var luften tyk af sved og alkohol og ophidselse som til en boksekamp ved den lokale byfest.
Men denne aften ville der ikke flyde blod. Det her var Cambridge Union Society: landets ældste debatklub, hvor nationens kommende ledere kunne afprøve deres retoriske evner. De eneste slagudvekslinger ville være verbale, og kun stoltheden ville lide overlast. I det mindste ifølge reglerne.
Forrest var lokalet indrettet som et miniparlament. De to parter sad over for hinanden på hver sin bænk, adskilt af et mellemrum svarende til en dobbelt sværdlængde. En ung mand ved navn Fairchild med sandfarvet hår og rene træk talte til tilhørerne fra talerpulten.
”Forslaget, som der skal tages stilling til i aften, lyder som følger: ’Dette kammer mener, at slaveri skal afskaffes overalt på Jorden.’ Og begæringen er da også så selvindlysende, at jeg knap føler behov for at argumentere for den.”
Anerkendende nik; han prædikede for de frelste. Slaverimodstanden var stærk og udbredt blandt de studerende på Cambridge.
”Jeg ved godt, at vi i dette kammer er vant til at diskutere de mere spidsfindige punkter i jura og politik. Men her er ikke tale om et akademisk spørgsmål. Spørgsmålet om slaveri taler til enhøjere lov. At holde uskyldige mænd og kvinder i lænker, at flå dem fra deres hjem og lade dem arbejde sig til døde: Det er en forbrydelse mod Gud og mod alle retfærdighedens love.”
På bænken overfor lyttede flertallet af modpartens debattører slukøret til de højtidelige ord. De vidste, at de repræsenterede en tabt sag. En lænede sig frem og vred sit lommetørklæde i hænderne. En anden stirrede på taleren med et så melankolsk udtryk, at man skulle tro, han var på grådens rand. Kun den tredje virkede uberørt. Han lænede sig nonchalant tilbage med et afslappet smil om munden, som om han alene besad en særlig viden.
”Hvis I har så meget som ét gran menneskelighed i jer, kan jeg kun indtrængende opfordre jer til at stemme for dette forslag.”
Fairchild satte sig og blev akkompagneret af et langvarigt bifald. Formanden ventede på, at larmen lagde sig.
”Til at fremlægge oppositionens afsluttende argumenter giver formanden nu ordet til mr. Mungo St. John.”
Manden, som havde siddet så henslængt på den forreste bænk, rejste sig. Ingen klappede, men pludselig føltes luften ladet med en anderledes form for spænding. Oppe på balkonen, hvor nogle få dannede unge damer fik lov til at overvære debatten, så længe de ikke forstyrrede, kunne man høre krinoliner rasle og korsetstivere knirke, da de lænede sig frem for bedre at kunne se.
Han var umulig at ignorere. Han var kun tyve, men var et halvt hoved højere end alle andre mænd i lokalet. Hans mørke hår bølgede ned over kraven i en lang, tyk manke; hans solbrændte hud skinnede med en glød, som ingen bleg engelsk sol nogensinde kunne give. Snittet i hans tøj var blot med til at fremhæve hans fysik: en slank talje, der gled over i et bredt og muskuløst skulderparti, mere som en bokser end en Cambridge-studerende.
Det var ikke til at sige, om han mærkede noget til den fjendtlighed, der var rettet mod ham, men den kunne ikke tørre det afslappede smil af hans ansigt. Tværtimod var det, som om han sugede næring til sig fra publikums energi.
”I har hørt mangt og meget om den påståede ondskab ved slaveri her til aften. Men har nogen af jer nogensinde besøgt de store tobaksplantager i Virginia eller Mississippis bomuldsmarker?”
Han så ud over lokalet med sine gulbrune øjne. ”Det er min hjemstavn. Jeg er født og opvokset i Virginia. For mig er slaveri hverken sensationelle avisoverskrifter eller fordømmende svovlprædikener. Jeg har set det, som det virkelig er.”
Han sænkede stemmen. ”Er det hårdt arbejde? Ja. Profiterer rige mænd på andres arbejde? Også her er svaret ja. Men lad jer ikke narre af de fantasifortællinger om brutalitet og vold, som I bliver fodret med. På Windemere – mit hjem på bredden af Jamesfloden – har min far fire hundrede arbejdere, og han tager sig godt af dem alle sammen. Når de udfører et godt stykke arbejde, roser han dem. Er de syge, plejer han dem. Dør de, sørger han over dem.”
”Det er, fordi de alle sammen er tusind dollars værd for ham,” sagde Fairchild.
Tilhørerne lo.
”Min ven har fuldkommen ret,” sagde Mungo. ”Men tænk på noget af samme værdi, som I selv ejer. En god hest, for eksempel, eller en halskæde? Tæver I den og foragter den og lader den ligge i mudderet? Eller tager I jer ekstraordinært godt af den, pudser den og plejer den, fordi den er så værdifuld for jer?”
Han lænede sig lige så afslappet ind over talerpulten, som nød han en god cigar ved kaminhylden hjemme i herreværelset.
”Jeg er gæst i jeres land. Men nogle gange er der brug for et par fremmede øjne for at se det, som landets indfødte ikke selv ser. Tag til Manchester, eller Birmingham, eller en hvilken som helst anden af jeres store industribyer. Besøg fabrikkerne. Dér vil I se mænd og kvinder pukle i tolv, fjorten, endda atten timer i døgnet under forhold, som ville give min far kvalme.”
”I det mindste er de fri … og får løn,” sagde Fairchild.
”Og hvad nytter frihed, hvis det kun er friheden til at bo i slummen og arbejde sig til døde? Hvad nytter løn, hvis den ikke er stor nok til at sætte mad på bordet? Det eneste, lønnen køber, er aflad for fabriksejerens samvittighed. I modsætning til på Windemere, hvor alle får tre reelle måltider om dagen, har tag over hovedet og rent tøj at tage på. Ingen behøver at bekymre sig, om de får mad i morgen, eller om der vil blive taget hånd om deres familie. Jeg lover jer, at hvis en hvilken som helst engelsk tekstilarbejder eller kulminearbejder fik et glimt af livet på plantagen, ville han bytte sin egen tilværelse ud med det lige på stedet.”
På den opponerende bænk havde Fairchild rejst sig. ”Med forlov, en bemærkning?”
Mungo slog nonchalant ud med armen og gav lov.
”Selv hvis vi godtager dette absurde billede af ferierende afrikanske slaver i et menneskekærligt paradis, går den herre temmelig let henover, hvordan disse personer er kommet til hans land. Er han villig til at indrømme, at slavetrafikken ikke er andet end handel med nød og elendighed? Eller vil han forsøge at overbevise os om, at millioner af afrikanere frivilligt har taget et dejligt krydstogt til Amerika for at nyde godt af klimaet?”
Det fik latteren frem. Mungo smilede bredt og hyggede sig over vittigheden sammen med resten af forsamlingen.
”Slavehandlen har været forbudt i England og Amerika i mere end tredive år,” svarede han. ”Uanset hvad vores fædre og bedstefædre må have foretaget sig, er den slut.”
Fairchild rødmede. Han forsøgte at dæmpe følelserne – i disse debatter var den rette gentlemanopførsel fuldt ud lige så afgørende som velunderbyggede argumenter – men han kunne ikke kvæle dem helt.
”De ved udmærket godt, at slavehandlere trods regeringens ihærdige anstrengelser fortsætter med at lade hånt om loven og smugler sorte ud af Afrika for næsen af den kongelige flåde.”
”Så vil jeg mene, det er den kongelige flåde, De skal beklage Dem til.”
”Det har jeg også tænkt mig,” sagde Fairchild. ”Faktisk kan jeg oplyse kammeret om, at så snart jeg har fået min universitetsgrad, agter jeg at tage imod en officersbestalling i Hendes Majestæt Dronningens Kongelige Flådes Forebyggelseseskadre, som opbringer slaveskibe ud for Afrikas kyst. Derfra vil jeg melde tilbage om nøjagtigheden i mr. St. Johns skønmaleri af slaveriets lyksaligheder.”
Der lød hurraråb og anerkendende bifald. Oppe på damernes balkon fik Fairchilds mange mandige fortrin det til at stramme i mere end et enkelt korset.
”Hvis De skal til Afrika, kan De melde tilbage om, hvordan de sorte bor i deres eget land,” gav Mungo igen. ”Sultne, snavsede, uvidende – i evig krig alle mod alle. Derefter kan De rejse til Amerika, og så kan De fortælle os, om de måske ikke alligevel har det bedre dér.”
Han vendte sig om og henvendte sig ud i lokalet. ”Mine selvretfærdige opponenter vil bilde jer ind, at slaveri er en helt særlig ondskab, en moralsk vederstyggelighed, hvis lige aldrig er set i hele den civiliserede verdens historie. Jeg beder jer se anderledes på det. Det er blot et navn for den måde, mennesker opfører sig på overalt, hvad enten det er i Virginia eller Guinea eller Manchester. De stærke og velhavendes herredømme over de svage og fattige.”
Fairchild begyndte at protestere igen. Mungo valgte at overhøre ham.
”Det er muligvis en ubehagelig sandhed. Men lad mig sige det klart og tydeligt: Jeg ville hellere være slave på en plantage som Windemere end en såkaldt fri mand på en tekstilmølle i Lancashire. De er de sande slaver.”
Han så sig omkring i det tætpakkede lokale. Kun et flygtigt blik, og alligevel følte alle de tilstedeværende, at han havde set direkte på dem. Oppe på damebalkonen flaksede vifterne hurtigere end nogensinde.
”Måske virker mine ord stødende på jeres moralske finfølelse. Det vil jeg ikke undskylde for. I stedet beder jeg jer om at se ud over jeres modvilje og anskue min påstand med klarøjet ærlighed. Hvis I søder jeres te med sukker fra Vestindien eller ryger virginiatobak, så støtter I slaveriet. Hvis jeres far har en fabrik, hvor de væver bomuld fra Alabama, eller en bank, der kautionerer for skibsredere i Liverpool, gør det samme sig gældende: Så støtter I slaveriet.”
Han trak på skuldrene. ”Jeg fordømmer jer ikke. Jeg påberåber mig ikke en overlegen moral. Men hvis der er én synd, jeg ikke begår, så er det denne – jeg vil ikke være hykler og fælde krokodilletårer over de valg, jeg har truffet. Er I enige med mig, vil jeg indtrængende opfordre jer til at stemme imod forslaget.”
Han satte sig. I et kort øjeblik rungede tavsheden i lokalet. Så begyndte klapsalver langsomt at rulle fra de bagerste rækker, indtil de genlød i hele lokalet. De studerende var muligvis ikke enige i hans politik, men de forstod at sætte pris på en bravurpræstation.
Dog ikke alle. I takt med at bifaldet voksede, blev det mødt af buhen og fyråb. Råb som ”morder” og ”blod på dine hænder” lod sig høre.
Mungo lænede sig tilbage og morede sig åbenlyst over de splittede holdninger.
”Ro i salen!” råbte formanden. ”Kammeret går til afstemning.”
Publikum defilerede ud gennem to døre, en til højre for ’ja’ og en til venstre for ’nej.’ Køen foran ’ja’ var markant længere, men et bemærkelsesværdigt antal gik den anden vej. Mungo betragtede afstemningen fra sin plads, uden at smilet på noget tidspunkt forlod hans ansigt.
Formanden bekendtgjorde resultatet. ”Ja’erne til højre, to hund- rede og syv. Nej’erne til venstre, et hundrede og atten.”
Mungo nikkede og modtog resultatet med sindsro. Han gav hånd til sine holdkammerater og tog derefter to glas vin og skar gennem lokalet hen til Fairchild, der stod og talte med sine venner. Han stak det ene glas i hånden på ham.
”Tillykke,” sagde Mungo. ”Du talte med stor overbevisning.”
Fairchild tog modstræbende imod glasset. Traditionelt handlede foreningens debatter om retoriske evner og argumentering; om man vandt eller tabte var mindre afgørende, blot man efterfølgende opførte sig som en gentleman. Men Fairchild kunne ikke skjule sin foragt for Mungo.
”Du tager dit nederlag med oprejst pande,” medgav han.
”Det er, fordi jeg ikke tabte,” svarede Mungo i Virginia-hjemstavnens blide og drævende toneleje.
”Du hørte resultatet. Jeg fik forslaget igennem med næsten to til én. Du tabte.”
”På ingen måde,” svarede Mungo. ”Jeg væddede ti guineas på, at jeg kunne få mindst hundrede stemmer imod forslaget. Ingen troede, jeg ville få over halvtreds. Og selvom der er ære i at vinde, vil jeg alligevel hellere have det ekstra guld i pungen.”
Fairchild gloede. ”Jeg ville have troet, at du allerede havde tjent rigeligt på slaveriet,” var det eneste, han kunne finde på at sige.
”På ingen måde. Min far har svoret at frigive alle sine slaver, når han dør. Testamentet er allerede skrevet. Jeg må skabe mig min formue på anden vis.”
Han klappede Fairchild på skulderen. ”Så i realiteten kommer jeg aldrig til at tjene så meget som en penny på den institution, som du foragter så voldsomt. Hvorimod du …” han grinede ”… vil være fuldstændig afhængig af slavehandlen for at tjene til dit levebrød.”
Fairchild havde nær fået vinen galt i halsen. ”Hvor vover du …?”
”Skulle du ikke begynde i Forebyggelseseskadren? Du får løn for at opbringe slaveskibe.”
”Ja.”
”Og det er også en fin og ædel profession,” medgav Mungo ham. ”Men hvis det nogensinde rent faktisk skulle lykkes at udrydde slavehandlen, ville du blive arbejdsløs. Derfor er det i din interesse, at slaveriet fortsætter.”
Fairchild stirrede forfærdet på ham. ”At diskutere med dig er som at diskutere med Djævelen selv,” klagede han. ”Hvidt er sort, og sort er hvidt.”
”Jeg ville have troet, at du af alle mænd var enig i, at sorte og hvide er skabt som ligemænd. De …”
Mungo holdt inde. Lokalet var stadig et mylder af studerende, som gik rundt mellem hinanden og talte og drak og videreførte diskussionen.
Men en ung mand kom brasende gennem mængden og væltede glas og skubbede folk til side.
Mungo genkendte ham, da han nåede frem. Det var Sidney Manners, en firskåren ung mand, der kun var kommet ind på Cambridge, fordi hans far ejede det halve Lincolnshire. Med sin tykke nakke, firkantede skuldre og tunge vejrtrækning lignede han mest af alt en præmietyr.
”Jeg har ledt efter dig,” sagde han til Mungo.
”Jeg håber ikke, det har tappet dig for kræfter. Jeg har ikke været svær at finde.”
”Du har fornærmet min søster på det groveste.”
”Fornærmet hende?” Mungo smilede. ”Du er galt afmarcheret. Jeg har ikke budt hende på andet end komplimenter.”
”Du har forført hende!”
Mungo gestikulerede afvæbnende. ”Der hvor jeg kommer fra, taler gentlemen ikke om den slags.”
”Hvorfor har jeg så hørt det fra fem forskellige?” Manners trådte et skridt nærmere. ”De siger, at du tog hende på orgelloftet i Treenighedskapellet, mens koret øvede.”
”Det passer ikke. Det var under aftenandagt.”
Manners’ øjne var rødsprængte. ”Du benægter det altså ikke?”
”Jeg benægter, at jeg tvang hende til at gøre noget mod sin vilje. Faktisk ved jeg ikke, om jeg ville kunne have afvist hendes tilnærmelser, om så jeg havde prøvet.”
Mungo stillede omhyggeligt sit glas fra sig og blinkede indforstået. ”Jeg må sige, at din søster er en yderst from ung dame. Ligger altid på knæ i kapellet.”
Manners var blevet mere eller mindre blommefarvet i ansigtet. Kraven var nærmest skrumpet ind i hans hals. Han kæmpede med at trække vejret, og hans mund stod åben, men der kom ikke et ord ud af den.
Til sidst måtte vreden ud på den eneste måde, den kunne. Han trak armen tilbage og svingede vildt med næven mod Mungos kæbe.
Hans størrelse gav ham styrke, men han var uskolet. Mungo boksede en gang om ugen og fik træning hos en forhenværende englandsmester, som var gået på pension i Cambridge. Han undveg ubesværet Manners’ slag, tog fat i hans arm og sparkede benene væk under ham, så han røg på halen.
Manners spjættede på gulvet. Mungo så ned på ham, og i et kort øjeblik brændte vreden så hidsigt i hans blik, at enhver, der havde set det, måtte frygte for Manners’ liv. I det øjeblik kunne man ikke være i tvivl om, at Mungo var i stand til hvad som helst.
Så lagde vreden sig så hurtigt som et pludseligt sommervindstød. Mungos smil vendte tilbage. Han nikkede til de omkringstående tilskuere, der havde slået ring omkring ham. De trådte tilbage, men kunne ikke få sig selv til at vende blikket bort: De var på én gang bjergtaget af optrinnet og skræmte af Mungos styrke.
”Hvis d’herrer vil have mig undskyldt.”
Det overfyldte lokale tømtes foran ham, da han satte kurs mod udgangen. Han hørte Manners komme på benene bag sig, men så sig ikke over skulderen. Udenfor tog han sin hat på og begyndte at spadsere tilbage til sit kollegium.
Sommeraftenen var lun, men ikke lige så lun, som den ville være hjemme i Virginia. Windemere ville være ved at grønnes, fordi de unge tobaksplanter blev plantet ud på markerne fra vinterens såbænke.
Han havde nydt sin tid i Cambridge. Han havde lært alt det, han kunne, havde fået nogle indflydelsesrige venner, som kunne være ham til gavn senere i livet, og mødt mere end nogle få unge damer som Clarissa Manners, der med glæde ville dele deres fortrin med ham. Men han glædede sig til at komme hjem.
Månen var på vej op bag Great St. Marys høje kirketårn. Det var efter sengetid. Porten i hans kollegium ville være låst, men det gav ikke anledning til bekymring. Han havde en aftale med portneren, Chapman.
”St. John!”
En vred stemme anråbte ham fra enden af gaden. Mungo gik videre.
”St. John! Stop, hvis du ikke er en kryster!”
Mungo stoppede op og vendte sig langsomt om. ”Ingen har nogensinde beskyldt mig for at være fej.”
Manners’ silhuet stod klart i gadelampens lys. Han var ikke alene. Han blev flankeret af to af sine venner, robuste unge mænd med knytnæver som skinker og brede skuldre. Den ene af dem havde en ildrager, den anden en vinflaske, som han holdt om halsen.
”Hvis du var en gentleman, ville jeg udfordre dig til duel,” snerrede Manners.
”Hvis du var en gentleman, ville jeg med glæde tage imod din udfordring. Men da det tydeligvis ikke er tilfældet, vil jeg i stedet byde dig godnat.”
Mungo lettede på hatten og vendte ryggen til, som om han end ikke ænsede de bevæbnede mænd bag sig. I et kort øjeblik gloede Manners lamslået på ham uden at kunne kapere hans ubekymrede reaktion. Så tog vreden over. Han snerrede som en hund og gik til angreb.
Mungo hørte fodtrinnene på brostenene bag sig. Idet Manners nærmede sig, drejede Mungo rundt på fodballerne og satte en klokkeren uppercut ind på Manners’ hage. Manners stoppede på stedet og hylede af smerte. Mungo fulgte op med tre hurtige ribbensstød, som sendte Manners slingrende bort, mens han tog sig til mellemgulvet.
Mens Manners bakkede, rykkede hans venner nærmere. De kredsede om Mungo med berusede og usikre skridt. Mungo observerede dem nøje og forsøgte at vurdere alkoholens indvirkning på dem. Den gjorde dem sandsynligvis langsommere, men også mere uforudsigelige.
De tøvede og forsøgte at opmuntre hinanden. Ingen af dem havde lyst til at dele skæbne med Manners, men de ønskede heller ikke at fremstå svage. Til sidst trådte ham med ildrageren frem.
”Nu skal du få dig en lærestreg, din amerikanske skiderik!”
Han svingede ildrageren. Mungo trådte baglæns, så slaget kun strejfede ham på skulderen, hvor han knap kunne mærke det. I samme moment tog han fat i ildrageren med begge hænder og rykkede i den, så hans overfaldsmand fik overbalance. Mungo stødte ildrageren den modsatte vej, så den ramte manden i maven, hvorefter han vred den ud af hænderne på ham og gav ham et hårdt slag over skulderryggen. Manden stavrede baglæns.
Nu hvor Mungo var bevæbnet, var han mere tryg ved oddsene. Han snurrede omkring med ildrageren holdt op foran sig. Manners’ venner kantede sig baglæns. De var åbenbart ikke gode nok venner med Manners til at ville risikere en flækket hovedskal.
”Er I bange for sådan en yankeeopkomling?”
I mellemtiden var Manners kommet sig. Han rev vinflasken ud af hånden på sin ven og knuste den mod brostenene, så han stod tilbage med en takket og glinsende stump. Han nærmede sig igen, men mere varsomt denne gang. Så meget havde han i det mindste lært af sine to sammenstød med Mungo.
”Det ville jeg ikke gøre,” sagde Mungo.
Hvis Manners havde været ædru, ville han muligvis have bemærket den livsfarlige advarsel i Mungos tonefald. Men han var beruset og vred, og han var blevet ydmyget. Han stak ud efter Mungos ansigt med den skårede flaskehals.
Mungo undveg behændigt. Da Manners trak flasken tilbage igen, lod Mungo ildrageren hvisle gennem luften og slog Manners hårdt på håndleddet. Knoglen brækkede; flasken fløj ud af hånden på ham og knustes mod en husmur.
Manners hylede og sank ned på knæ. Hans to venner tog ét kig på Mungo, der stod som en hævnende engel med ildrageren hævet som et sværd, og tog benene på nakken. Manners var alene tilbage med Mungo.
Mungo kunne være gået sin vej. Det havde han allerede gjort én gang den aften. Men Manners havde forsøgt at dræbe ham, selvom forsøget havde været nok så ubehjælpsomt, og det havde antændt et raseri, han kun sjældent havde følt.
Han stod over Manners som en bøddel med ildrageren højt hævet. Styrke og kraft strømmede i hans arme. Han havde ikke i sinde at udvise medlidenhed. I det øjeblik var hans vrede det eneste, der fandtes. Han ville slå hul på Manners’ hovedskal, som var den et hårdkogt æg.
Men idet han skulle til at slå, tog en hånd hårdt fat om ildrageren og holdt hans slag tilbage.
Mungo snurrede rundt og stirrede ind i Fairchilds alvorsfulde ansigt. Anstrengelsen ved at holde Mungos arm tilbage fik den anden til at skære tænder.
”Hvad laver du?” hvæsede Mungo. ”Tror du virkelig, du kan redde den usle rotte?”
Fairchild løsnede ikke grebet. ”Det er ikke ham, jeg redder. Det er dig. Fra dig selv.”
”Jeg har ikke brug for at blive reddet.”
”Dræber du ham, bliver du hængt som morder.” Fairchild prikkede til Manners med skosnuden. ”Er han det værd?”
De to unge mænd stirrede på hinanden, begge med et fast greb om ildrageren. Mungo vidste, at Fairchild havde ret, men kunne alligevel ikke få sig selv til at slippe den. Han trak til af alle kræfter og forsøgte at vriste våbnet ud af hænderne på Fairchild. Fairchilds fingre gav sig; han var ikke lige så stærk som Mungo.
Hans greb var tæt på at blive brudt. Men han var viljefast og nægtede at give efter.
Sådan kunne de have stået fastlåst i samme position hele natten, men i det samme lød der fodtrin på gaden. En kraftig mand i lang, mørk frakke kom ud af portnerboligen og direkte hen mod dem.
”Mr. St. John?”
Det var Chapman, kollegieportneren. Hvis han blev overrasket over at se Mungo med en ildrager løftet over hovedet som et våben, mens Fairchild forsøgte at vriste det ud af hånden på ham og Manners knælede hjælpeløst for hans fødder, lod han sig ikke mærke med det. Chapman havde kendt Mungo, siden han kom til Cambridge for tre år siden, og intet af, hvad den unge studerende fandt på, kunne komme bag på ham.
”Der er kommet et brev til Dem. Der står ’haster’ udenpå.”
Mungo blinkede en enkelt gang med øjnene. Ildrageren faldt ned på jorden. Manners udnyttede afbrækket til at lunte klynkende væk, mens han holdt sig om håndleddet.
Mungo tørrede hænderne af i sit lommetørklæde og rettede på sine manchetter og sin kravat. Først da tog han imod brevet. Det var poststemplet i Norfolk, Virginia, seks uger tidligere. Adressen var skrevet med store, tydelige og omhyggelige bogstaver af nogen, som ikke var vant til at skrive.
Mungo udviste ingen følelser overhovedet, da han sprættede kuverten op og læste brevet.
”Hvad står der?” spurgte Fairchild.
Mungo ignorerede ham. ”Bed tjenestefolkene om at pakke min rejsekiste,” sagde han til portneren. ”Jeg skal omgående hjem til Virginia.”
Wilbur Smith:
Når ravnen kalder
Fra Cambridge modtager den unge studerende Augustus Mungo St John brev fra familien i Virginia.
Hans far er gået fallit med familiens plantage, og Mungos arv er forsvundet sammen med sin gamle kærlighed, slaven Camilla.
I vrede og anger sværger Mungo at redde Camilla og hævne sig på hendes kidnapper Chester Marion.
Samtidig må Camilla gøre alt for at overleve i den brutale Chester Marions fangeskab, mens Mungo kæmper sig gennem sin skæbnes modgang for at opnå hævn.
Du kan købe Når ravnen kalder online fx. på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
LÆS OGSÅ: Djævelsk god spænding fra Guillaume Musso. Læs i Øens hemmelighed
Hvis du savner flere gode bøger, så se de populære bøger 2023/2024 her.
Bestsellerforfatteren Wilbur Smith har begået endnu en actionfyldt historisk roman. Læs et uddrag af Når ravnen kalder her.
Med over 120 millioner bøger solgt på verdensplan har Wilbur Smith med sine spændingsfyldte historiske romaner betaget læsere overalt.
Når ravnen kalder er den nyeste bog i Ballantyne-serien og en selvstændig opfølger til Kongernes konge.
LÆS OGSÅ: Wilbur Smiths magtfulde familier mødes igen. Smuglæs i Kongernes konge
I tiden under slaveriet i Amerika tager romanen udgangspunkt i en ung mands kamp for hævn, og hvordan kærlighed og vrede enten kan tære en ihjel eller gøre os i stand til at modstå alt.
Du kan købe Når Ravnen Kalder online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Wilbur Smith
Når Ravnen Kalder
På dansk ved Kim Langer
I
BLACKHAWK
Lokalet var pakket til sidste plads. Unge mænd i lange kjolefrakker klemte sig sammen på bænkene ti og ti, og flere endnu stod tæt hele vejen udenom. I lampeskæret var luften tyk af sved og alkohol og ophidselse som til en boksekamp ved den lokale byfest.
Men denne aften ville der ikke flyde blod. Det her var Cambridge Union Society: landets ældste debatklub, hvor nationens kommende ledere kunne afprøve deres retoriske evner. De eneste slagudvekslinger ville være verbale, og kun stoltheden ville lide overlast. I det mindste ifølge reglerne.
Forrest var lokalet indrettet som et miniparlament. De to parter sad over for hinanden på hver sin bænk, adskilt af et mellemrum svarende til en dobbelt sværdlængde. En ung mand ved navn Fairchild med sandfarvet hår og rene træk talte til tilhørerne fra talerpulten.
”Forslaget, som der skal tages stilling til i aften, lyder som følger: ’Dette kammer mener, at slaveri skal afskaffes overalt på Jorden.’ Og begæringen er da også så selvindlysende, at jeg knap føler behov for at argumentere for den.”
Anerkendende nik; han prædikede for de frelste. Slaverimodstanden var stærk og udbredt blandt de studerende på Cambridge.
”Jeg ved godt, at vi i dette kammer er vant til at diskutere de mere spidsfindige punkter i jura og politik. Men her er ikke tale om et akademisk spørgsmål. Spørgsmålet om slaveri taler til enhøjere lov. At holde uskyldige mænd og kvinder i lænker, at flå dem fra deres hjem og lade dem arbejde sig til døde: Det er en forbrydelse mod Gud og mod alle retfærdighedens love.”
På bænken overfor lyttede flertallet af modpartens debattører slukøret til de højtidelige ord. De vidste, at de repræsenterede en tabt sag. En lænede sig frem og vred sit lommetørklæde i hænderne. En anden stirrede på taleren med et så melankolsk udtryk, at man skulle tro, han var på grådens rand. Kun den tredje virkede uberørt. Han lænede sig nonchalant tilbage med et afslappet smil om munden, som om han alene besad en særlig viden.
”Hvis I har så meget som ét gran menneskelighed i jer, kan jeg kun indtrængende opfordre jer til at stemme for dette forslag.”
Fairchild satte sig og blev akkompagneret af et langvarigt bifald. Formanden ventede på, at larmen lagde sig.
”Til at fremlægge oppositionens afsluttende argumenter giver formanden nu ordet til mr. Mungo St. John.”
Manden, som havde siddet så henslængt på den forreste bænk, rejste sig. Ingen klappede, men pludselig føltes luften ladet med en anderledes form for spænding. Oppe på balkonen, hvor nogle få dannede unge damer fik lov til at overvære debatten, så længe de ikke forstyrrede, kunne man høre krinoliner rasle og korsetstivere knirke, da de lænede sig frem for bedre at kunne se.
Han var umulig at ignorere. Han var kun tyve, men var et halvt hoved højere end alle andre mænd i lokalet. Hans mørke hår bølgede ned over kraven i en lang, tyk manke; hans solbrændte hud skinnede med en glød, som ingen bleg engelsk sol nogensinde kunne give. Snittet i hans tøj var blot med til at fremhæve hans fysik: en slank talje, der gled over i et bredt og muskuløst skulderparti, mere som en bokser end en Cambridge-studerende.
Det var ikke til at sige, om han mærkede noget til den fjendtlighed, der var rettet mod ham, men den kunne ikke tørre det afslappede smil af hans ansigt. Tværtimod var det, som om han sugede næring til sig fra publikums energi.
”I har hørt mangt og meget om den påståede ondskab ved slaveri her til aften. Men har nogen af jer nogensinde besøgt de store tobaksplantager i Virginia eller Mississippis bomuldsmarker?”
Han så ud over lokalet med sine gulbrune øjne. ”Det er min hjemstavn. Jeg er født og opvokset i Virginia. For mig er slaveri hverken sensationelle avisoverskrifter eller fordømmende svovlprædikener. Jeg har set det, som det virkelig er.”
Han sænkede stemmen. ”Er det hårdt arbejde? Ja. Profiterer rige mænd på andres arbejde? Også her er svaret ja. Men lad jer ikke narre af de fantasifortællinger om brutalitet og vold, som I bliver fodret med. På Windemere – mit hjem på bredden af Jamesfloden – har min far fire hundrede arbejdere, og han tager sig godt af dem alle sammen. Når de udfører et godt stykke arbejde, roser han dem. Er de syge, plejer han dem. Dør de, sørger han over dem.”
”Det er, fordi de alle sammen er tusind dollars værd for ham,” sagde Fairchild.
Tilhørerne lo.
”Min ven har fuldkommen ret,” sagde Mungo. ”Men tænk på noget af samme værdi, som I selv ejer. En god hest, for eksempel, eller en halskæde? Tæver I den og foragter den og lader den ligge i mudderet? Eller tager I jer ekstraordinært godt af den, pudser den og plejer den, fordi den er så værdifuld for jer?”
Han lænede sig lige så afslappet ind over talerpulten, som nød han en god cigar ved kaminhylden hjemme i herreværelset.
”Jeg er gæst i jeres land. Men nogle gange er der brug for et par fremmede øjne for at se det, som landets indfødte ikke selv ser. Tag til Manchester, eller Birmingham, eller en hvilken som helst anden af jeres store industribyer. Besøg fabrikkerne. Dér vil I se mænd og kvinder pukle i tolv, fjorten, endda atten timer i døgnet under forhold, som ville give min far kvalme.”
”I det mindste er de fri … og får løn,” sagde Fairchild.
”Og hvad nytter frihed, hvis det kun er friheden til at bo i slummen og arbejde sig til døde? Hvad nytter løn, hvis den ikke er stor nok til at sætte mad på bordet? Det eneste, lønnen køber, er aflad for fabriksejerens samvittighed. I modsætning til på Windemere, hvor alle får tre reelle måltider om dagen, har tag over hovedet og rent tøj at tage på. Ingen behøver at bekymre sig, om de får mad i morgen, eller om der vil blive taget hånd om deres familie. Jeg lover jer, at hvis en hvilken som helst engelsk tekstilarbejder eller kulminearbejder fik et glimt af livet på plantagen, ville han bytte sin egen tilværelse ud med det lige på stedet.”
På den opponerende bænk havde Fairchild rejst sig. ”Med forlov, en bemærkning?”
Mungo slog nonchalant ud med armen og gav lov.
”Selv hvis vi godtager dette absurde billede af ferierende afrikanske slaver i et menneskekærligt paradis, går den herre temmelig let henover, hvordan disse personer er kommet til hans land. Er han villig til at indrømme, at slavetrafikken ikke er andet end handel med nød og elendighed? Eller vil han forsøge at overbevise os om, at millioner af afrikanere frivilligt har taget et dejligt krydstogt til Amerika for at nyde godt af klimaet?”
Det fik latteren frem. Mungo smilede bredt og hyggede sig over vittigheden sammen med resten af forsamlingen.
”Slavehandlen har været forbudt i England og Amerika i mere end tredive år,” svarede han. ”Uanset hvad vores fædre og bedstefædre må have foretaget sig, er den slut.”
Fairchild rødmede. Han forsøgte at dæmpe følelserne – i disse debatter var den rette gentlemanopførsel fuldt ud lige så afgørende som velunderbyggede argumenter – men han kunne ikke kvæle dem helt.
”De ved udmærket godt, at slavehandlere trods regeringens ihærdige anstrengelser fortsætter med at lade hånt om loven og smugler sorte ud af Afrika for næsen af den kongelige flåde.”
”Så vil jeg mene, det er den kongelige flåde, De skal beklage Dem til.”
”Det har jeg også tænkt mig,” sagde Fairchild. ”Faktisk kan jeg oplyse kammeret om, at så snart jeg har fået min universitetsgrad, agter jeg at tage imod en officersbestalling i Hendes Majestæt Dronningens Kongelige Flådes Forebyggelseseskadre, som opbringer slaveskibe ud for Afrikas kyst. Derfra vil jeg melde tilbage om nøjagtigheden i mr. St. Johns skønmaleri af slaveriets lyksaligheder.”
Der lød hurraråb og anerkendende bifald. Oppe på damernes balkon fik Fairchilds mange mandige fortrin det til at stramme i mere end et enkelt korset.
”Hvis De skal til Afrika, kan De melde tilbage om, hvordan de sorte bor i deres eget land,” gav Mungo igen. ”Sultne, snavsede, uvidende – i evig krig alle mod alle. Derefter kan De rejse til Amerika, og så kan De fortælle os, om de måske ikke alligevel har det bedre dér.”
Han vendte sig om og henvendte sig ud i lokalet. ”Mine selvretfærdige opponenter vil bilde jer ind, at slaveri er en helt særlig ondskab, en moralsk vederstyggelighed, hvis lige aldrig er set i hele den civiliserede verdens historie. Jeg beder jer se anderledes på det. Det er blot et navn for den måde, mennesker opfører sig på overalt, hvad enten det er i Virginia eller Guinea eller Manchester. De stærke og velhavendes herredømme over de svage og fattige.”
Fairchild begyndte at protestere igen. Mungo valgte at overhøre ham.
”Det er muligvis en ubehagelig sandhed. Men lad mig sige det klart og tydeligt: Jeg ville hellere være slave på en plantage som Windemere end en såkaldt fri mand på en tekstilmølle i Lancashire. De er de sande slaver.”
Han så sig omkring i det tætpakkede lokale. Kun et flygtigt blik, og alligevel følte alle de tilstedeværende, at han havde set direkte på dem. Oppe på damebalkonen flaksede vifterne hurtigere end nogensinde.
”Måske virker mine ord stødende på jeres moralske finfølelse. Det vil jeg ikke undskylde for. I stedet beder jeg jer om at se ud over jeres modvilje og anskue min påstand med klarøjet ærlighed. Hvis I søder jeres te med sukker fra Vestindien eller ryger virginiatobak, så støtter I slaveriet. Hvis jeres far har en fabrik, hvor de væver bomuld fra Alabama, eller en bank, der kautionerer for skibsredere i Liverpool, gør det samme sig gældende: Så støtter I slaveriet.”
Han trak på skuldrene. ”Jeg fordømmer jer ikke. Jeg påberåber mig ikke en overlegen moral. Men hvis der er én synd, jeg ikke begår, så er det denne – jeg vil ikke være hykler og fælde krokodilletårer over de valg, jeg har truffet. Er I enige med mig, vil jeg indtrængende opfordre jer til at stemme imod forslaget.”
Han satte sig. I et kort øjeblik rungede tavsheden i lokalet. Så begyndte klapsalver langsomt at rulle fra de bagerste rækker, indtil de genlød i hele lokalet. De studerende var muligvis ikke enige i hans politik, men de forstod at sætte pris på en bravurpræstation.
Dog ikke alle. I takt med at bifaldet voksede, blev det mødt af buhen og fyråb. Råb som ”morder” og ”blod på dine hænder” lod sig høre.
Mungo lænede sig tilbage og morede sig åbenlyst over de splittede holdninger.
”Ro i salen!” råbte formanden. ”Kammeret går til afstemning.”
Publikum defilerede ud gennem to døre, en til højre for ’ja’ og en til venstre for ’nej.’ Køen foran ’ja’ var markant længere, men et bemærkelsesværdigt antal gik den anden vej. Mungo betragtede afstemningen fra sin plads, uden at smilet på noget tidspunkt forlod hans ansigt.
Formanden bekendtgjorde resultatet. ”Ja’erne til højre, to hund- rede og syv. Nej’erne til venstre, et hundrede og atten.”
Mungo nikkede og modtog resultatet med sindsro. Han gav hånd til sine holdkammerater og tog derefter to glas vin og skar gennem lokalet hen til Fairchild, der stod og talte med sine venner. Han stak det ene glas i hånden på ham.
”Tillykke,” sagde Mungo. ”Du talte med stor overbevisning.”
Fairchild tog modstræbende imod glasset. Traditionelt handlede foreningens debatter om retoriske evner og argumentering; om man vandt eller tabte var mindre afgørende, blot man efterfølgende opførte sig som en gentleman. Men Fairchild kunne ikke skjule sin foragt for Mungo.
”Du tager dit nederlag med oprejst pande,” medgav han.
”Det er, fordi jeg ikke tabte,” svarede Mungo i Virginia-hjemstavnens blide og drævende toneleje.
”Du hørte resultatet. Jeg fik forslaget igennem med næsten to til én. Du tabte.”
”På ingen måde,” svarede Mungo. ”Jeg væddede ti guineas på, at jeg kunne få mindst hundrede stemmer imod forslaget. Ingen troede, jeg ville få over halvtreds. Og selvom der er ære i at vinde, vil jeg alligevel hellere have det ekstra guld i pungen.”
Fairchild gloede. ”Jeg ville have troet, at du allerede havde tjent rigeligt på slaveriet,” var det eneste, han kunne finde på at sige.
”På ingen måde. Min far har svoret at frigive alle sine slaver, når han dør. Testamentet er allerede skrevet. Jeg må skabe mig min formue på anden vis.”
Han klappede Fairchild på skulderen. ”Så i realiteten kommer jeg aldrig til at tjene så meget som en penny på den institution, som du foragter så voldsomt. Hvorimod du …” han grinede ”… vil være fuldstændig afhængig af slavehandlen for at tjene til dit levebrød.”
Fairchild havde nær fået vinen galt i halsen. ”Hvor vover du …?”
”Skulle du ikke begynde i Forebyggelseseskadren? Du får løn for at opbringe slaveskibe.”
”Ja.”
”Og det er også en fin og ædel profession,” medgav Mungo ham. ”Men hvis det nogensinde rent faktisk skulle lykkes at udrydde slavehandlen, ville du blive arbejdsløs. Derfor er det i din interesse, at slaveriet fortsætter.”
Fairchild stirrede forfærdet på ham. ”At diskutere med dig er som at diskutere med Djævelen selv,” klagede han. ”Hvidt er sort, og sort er hvidt.”
”Jeg ville have troet, at du af alle mænd var enig i, at sorte og hvide er skabt som ligemænd. De …”
Mungo holdt inde. Lokalet var stadig et mylder af studerende, som gik rundt mellem hinanden og talte og drak og videreførte diskussionen.
Men en ung mand kom brasende gennem mængden og væltede glas og skubbede folk til side.
Mungo genkendte ham, da han nåede frem. Det var Sidney Manners, en firskåren ung mand, der kun var kommet ind på Cambridge, fordi hans far ejede det halve Lincolnshire. Med sin tykke nakke, firkantede skuldre og tunge vejrtrækning lignede han mest af alt en præmietyr.
”Jeg har ledt efter dig,” sagde han til Mungo.
”Jeg håber ikke, det har tappet dig for kræfter. Jeg har ikke været svær at finde.”
”Du har fornærmet min søster på det groveste.”
”Fornærmet hende?” Mungo smilede. ”Du er galt afmarcheret. Jeg har ikke budt hende på andet end komplimenter.”
”Du har forført hende!”
Mungo gestikulerede afvæbnende. ”Der hvor jeg kommer fra, taler gentlemen ikke om den slags.”
”Hvorfor har jeg så hørt det fra fem forskellige?” Manners trådte et skridt nærmere. ”De siger, at du tog hende på orgelloftet i Treenighedskapellet, mens koret øvede.”
”Det passer ikke. Det var under aftenandagt.”
Manners’ øjne var rødsprængte. ”Du benægter det altså ikke?”
”Jeg benægter, at jeg tvang hende til at gøre noget mod sin vilje. Faktisk ved jeg ikke, om jeg ville kunne have afvist hendes tilnærmelser, om så jeg havde prøvet.”
Mungo stillede omhyggeligt sit glas fra sig og blinkede indforstået. ”Jeg må sige, at din søster er en yderst from ung dame. Ligger altid på knæ i kapellet.”
Manners var blevet mere eller mindre blommefarvet i ansigtet. Kraven var nærmest skrumpet ind i hans hals. Han kæmpede med at trække vejret, og hans mund stod åben, men der kom ikke et ord ud af den.
Til sidst måtte vreden ud på den eneste måde, den kunne. Han trak armen tilbage og svingede vildt med næven mod Mungos kæbe.
Hans størrelse gav ham styrke, men han var uskolet. Mungo boksede en gang om ugen og fik træning hos en forhenværende englandsmester, som var gået på pension i Cambridge. Han undveg ubesværet Manners’ slag, tog fat i hans arm og sparkede benene væk under ham, så han røg på halen.
Manners spjættede på gulvet. Mungo så ned på ham, og i et kort øjeblik brændte vreden så hidsigt i hans blik, at enhver, der havde set det, måtte frygte for Manners’ liv. I det øjeblik kunne man ikke være i tvivl om, at Mungo var i stand til hvad som helst.
Så lagde vreden sig så hurtigt som et pludseligt sommervindstød. Mungos smil vendte tilbage. Han nikkede til de omkringstående tilskuere, der havde slået ring omkring ham. De trådte tilbage, men kunne ikke få sig selv til at vende blikket bort: De var på én gang bjergtaget af optrinnet og skræmte af Mungos styrke.
”Hvis d’herrer vil have mig undskyldt.”
Det overfyldte lokale tømtes foran ham, da han satte kurs mod udgangen. Han hørte Manners komme på benene bag sig, men så sig ikke over skulderen. Udenfor tog han sin hat på og begyndte at spadsere tilbage til sit kollegium.
Sommeraftenen var lun, men ikke lige så lun, som den ville være hjemme i Virginia. Windemere ville være ved at grønnes, fordi de unge tobaksplanter blev plantet ud på markerne fra vinterens såbænke.
Han havde nydt sin tid i Cambridge. Han havde lært alt det, han kunne, havde fået nogle indflydelsesrige venner, som kunne være ham til gavn senere i livet, og mødt mere end nogle få unge damer som Clarissa Manners, der med glæde ville dele deres fortrin med ham. Men han glædede sig til at komme hjem.
Månen var på vej op bag Great St. Marys høje kirketårn. Det var efter sengetid. Porten i hans kollegium ville være låst, men det gav ikke anledning til bekymring. Han havde en aftale med portneren, Chapman.
”St. John!”
En vred stemme anråbte ham fra enden af gaden. Mungo gik videre.
”St. John! Stop, hvis du ikke er en kryster!”
Mungo stoppede op og vendte sig langsomt om. ”Ingen har nogensinde beskyldt mig for at være fej.”
Manners’ silhuet stod klart i gadelampens lys. Han var ikke alene. Han blev flankeret af to af sine venner, robuste unge mænd med knytnæver som skinker og brede skuldre. Den ene af dem havde en ildrager, den anden en vinflaske, som han holdt om halsen.
”Hvis du var en gentleman, ville jeg udfordre dig til duel,” snerrede Manners.
”Hvis du var en gentleman, ville jeg med glæde tage imod din udfordring. Men da det tydeligvis ikke er tilfældet, vil jeg i stedet byde dig godnat.”
Mungo lettede på hatten og vendte ryggen til, som om han end ikke ænsede de bevæbnede mænd bag sig. I et kort øjeblik gloede Manners lamslået på ham uden at kunne kapere hans ubekymrede reaktion. Så tog vreden over. Han snerrede som en hund og gik til angreb.
Mungo hørte fodtrinnene på brostenene bag sig. Idet Manners nærmede sig, drejede Mungo rundt på fodballerne og satte en klokkeren uppercut ind på Manners’ hage. Manners stoppede på stedet og hylede af smerte. Mungo fulgte op med tre hurtige ribbensstød, som sendte Manners slingrende bort, mens han tog sig til mellemgulvet.
Mens Manners bakkede, rykkede hans venner nærmere. De kredsede om Mungo med berusede og usikre skridt. Mungo observerede dem nøje og forsøgte at vurdere alkoholens indvirkning på dem. Den gjorde dem sandsynligvis langsommere, men også mere uforudsigelige.
De tøvede og forsøgte at opmuntre hinanden. Ingen af dem havde lyst til at dele skæbne med Manners, men de ønskede heller ikke at fremstå svage. Til sidst trådte ham med ildrageren frem.
”Nu skal du få dig en lærestreg, din amerikanske skiderik!”
Han svingede ildrageren. Mungo trådte baglæns, så slaget kun strejfede ham på skulderen, hvor han knap kunne mærke det. I samme moment tog han fat i ildrageren med begge hænder og rykkede i den, så hans overfaldsmand fik overbalance. Mungo stødte ildrageren den modsatte vej, så den ramte manden i maven, hvorefter han vred den ud af hænderne på ham og gav ham et hårdt slag over skulderryggen. Manden stavrede baglæns.
Nu hvor Mungo var bevæbnet, var han mere tryg ved oddsene. Han snurrede omkring med ildrageren holdt op foran sig. Manners’ venner kantede sig baglæns. De var åbenbart ikke gode nok venner med Manners til at ville risikere en flækket hovedskal.
”Er I bange for sådan en yankeeopkomling?”
I mellemtiden var Manners kommet sig. Han rev vinflasken ud af hånden på sin ven og knuste den mod brostenene, så han stod tilbage med en takket og glinsende stump. Han nærmede sig igen, men mere varsomt denne gang. Så meget havde han i det mindste lært af sine to sammenstød med Mungo.
”Det ville jeg ikke gøre,” sagde Mungo.
Hvis Manners havde været ædru, ville han muligvis have bemærket den livsfarlige advarsel i Mungos tonefald. Men han var beruset og vred, og han var blevet ydmyget. Han stak ud efter Mungos ansigt med den skårede flaskehals.
Mungo undveg behændigt. Da Manners trak flasken tilbage igen, lod Mungo ildrageren hvisle gennem luften og slog Manners hårdt på håndleddet. Knoglen brækkede; flasken fløj ud af hånden på ham og knustes mod en husmur.
Manners hylede og sank ned på knæ. Hans to venner tog ét kig på Mungo, der stod som en hævnende engel med ildrageren hævet som et sværd, og tog benene på nakken. Manners var alene tilbage med Mungo.
Mungo kunne være gået sin vej. Det havde han allerede gjort én gang den aften. Men Manners havde forsøgt at dræbe ham, selvom forsøget havde været nok så ubehjælpsomt, og det havde antændt et raseri, han kun sjældent havde følt.
Han stod over Manners som en bøddel med ildrageren højt hævet. Styrke og kraft strømmede i hans arme. Han havde ikke i sinde at udvise medlidenhed. I det øjeblik var hans vrede det eneste, der fandtes. Han ville slå hul på Manners’ hovedskal, som var den et hårdkogt æg.
Men idet han skulle til at slå, tog en hånd hårdt fat om ildrageren og holdt hans slag tilbage.
Mungo snurrede rundt og stirrede ind i Fairchilds alvorsfulde ansigt. Anstrengelsen ved at holde Mungos arm tilbage fik den anden til at skære tænder.
”Hvad laver du?” hvæsede Mungo. ”Tror du virkelig, du kan redde den usle rotte?”
Fairchild løsnede ikke grebet. ”Det er ikke ham, jeg redder. Det er dig. Fra dig selv.”
”Jeg har ikke brug for at blive reddet.”
”Dræber du ham, bliver du hængt som morder.” Fairchild prikkede til Manners med skosnuden. ”Er han det værd?”
De to unge mænd stirrede på hinanden, begge med et fast greb om ildrageren. Mungo vidste, at Fairchild havde ret, men kunne alligevel ikke få sig selv til at slippe den. Han trak til af alle kræfter og forsøgte at vriste våbnet ud af hænderne på Fairchild. Fairchilds fingre gav sig; han var ikke lige så stærk som Mungo.
Hans greb var tæt på at blive brudt. Men han var viljefast og nægtede at give efter.
Sådan kunne de have stået fastlåst i samme position hele natten, men i det samme lød der fodtrin på gaden. En kraftig mand i lang, mørk frakke kom ud af portnerboligen og direkte hen mod dem.
”Mr. St. John?”
Det var Chapman, kollegieportneren. Hvis han blev overrasket over at se Mungo med en ildrager løftet over hovedet som et våben, mens Fairchild forsøgte at vriste det ud af hånden på ham og Manners knælede hjælpeløst for hans fødder, lod han sig ikke mærke med det. Chapman havde kendt Mungo, siden han kom til Cambridge for tre år siden, og intet af, hvad den unge studerende fandt på, kunne komme bag på ham.
”Der er kommet et brev til Dem. Der står ’haster’ udenpå.”
Mungo blinkede en enkelt gang med øjnene. Ildrageren faldt ned på jorden. Manners udnyttede afbrækket til at lunte klynkende væk, mens han holdt sig om håndleddet.
Mungo tørrede hænderne af i sit lommetørklæde og rettede på sine manchetter og sin kravat. Først da tog han imod brevet. Det var poststemplet i Norfolk, Virginia, seks uger tidligere. Adressen var skrevet med store, tydelige og omhyggelige bogstaver af nogen, som ikke var vant til at skrive.
Mungo udviste ingen følelser overhovedet, da han sprættede kuverten op og læste brevet.
”Hvad står der?” spurgte Fairchild.
Mungo ignorerede ham. ”Bed tjenestefolkene om at pakke min rejsekiste,” sagde han til portneren. ”Jeg skal omgående hjem til Virginia.”
Wilbur Smith:
Når ravnen kalder
Fra Cambridge modtager den unge studerende Augustus Mungo St John brev fra familien i Virginia.
Hans far er gået fallit med familiens plantage, og Mungos arv er forsvundet sammen med sin gamle kærlighed, slaven Camilla.
I vrede og anger sværger Mungo at redde Camilla og hævne sig på hendes kidnapper Chester Marion.
Samtidig må Camilla gøre alt for at overleve i den brutale Chester Marions fangeskab, mens Mungo kæmper sig gennem sin skæbnes modgang for at opnå hævn.
Du kan købe Når ravnen kalder online fx. på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
LÆS OGSÅ: Djævelsk god spænding fra Guillaume Musso. Læs i Øens hemmelighed
Hvis du savner flere gode bøger, så se de populære bøger 2023/2024 her.
Andre læste også: