Bernard Cornwell Fiktion Historiske romaner

Slaget om kongedømmet skal stå! Smuglæs i Bernard Cornwells Kongernes sværd

Bernard Cornwell er manden bag den populære vikingeserie Saksernes fortællinger om Uhtred og sakserne, der også er blevet filmatiseret under navnet The Last Kingdom. Nu er forfatteren klar med Kongernes sværd, som er tolvte bind i serien.


Uthred har svoret, at når kong Edward dør, vil han slå to mænd ihjel. Nu er tiden kommet.

LÆS OGSÅ: Bernard Cornwell om saksere, vikinger og barndomslæsning

Sammen med sine mest betroede mænd drager Uhtred derfor mod London i kampen om kongedømmet. En kamp, der vil efterlade en konge sejrrig og en anden død.

Du kan købe Saksernes fortællinger (12) – Kongernes sværd online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel fra den 22. oktober.



Bernard Cornwell

Saksernes fortællinger (12) – Kongernes sværd


Oversat af Poul Bratbjerg Hansen


Gydene var forsvundet.

Det var ikke det første af mine skibe, der forsvandt. Det vilde hav er stort, og skibe er små, og Gydene, der ganske enkelt betød ’gudinde’, var mindre end de fleste. Det var blevet bygget i Grimesbi ved floden Humbre og havde fået navnet Haligwæter. Det havde fisket i et års tid, før jeg købte det, og eftersom jeg ikke ville have noget skib i min flåde, der hed ’vievand’, betalte jeg en jomfru én skilling for at tisse i fartøjets bund, omdøbte det til Gydene og gav det til fiskerne i Bebbanburg. De kaster deres garn langt fra land, og da Gydene ikke vendte tilbage en dag, hvor vinden var frisk, himlen grå, og bølgerne slog skumklædte mod klipperne på Farnea-øerne, gik vi ud fra, at skibet var bukket under og havde skænket Bebbanburgs lille landsby seks enker og næsten tre gange så mange faderløse børn.

Måske skulle jeg have undladt at pille ved navnet; alle søfolk ved, at man udfordrer skæbnen ved at ændre et skibs navn, men de ved også, at en jomfrus tis afværger en grum skæbne. Guderne kan imidlertid være lige så grusomme som havet.

Så kom Egil Skallagrimmrsøn fra sit land, som jeg havde givet ham, et landområde, der dannede grænsen til mit territorium og Constantin af Skotlands rige. Og Egil kom ad søvejen, sådan som han altid gjorde, og i bugen af Banamaðr, hans slangeskib, lå der et lig af en mand. ”Skyllet i land i Tuede,” sagde han til mig. ”Han er din. Er han ikke?”

”Floden Tuede?” sagde jeg.

”Den sydlige bred. Vi fandt ham på en mudderbanke. Mågerne fandt ham først.”

”Det kan jeg se.”

”Han var en af dine. Var han ikke?”

”Jo,” sagde jeg. Den døde mands navn var Haggar Bentsøn, en fisker, rorsmand om bord på Gydene, en stor kleppert, lidt for glad for øl, arret efter for mange slagsmål, en brøsig fyr, hustrumishandler og en dygtig sømand.

”Han druknede ikke, vel?” sagde Egil.

”Nej.”

”Og mågerne slog ham ikke ihjel.” Egil lød fornøjet.

”Nej,” sagde jeg, ”mågerne slog ham ikke ihjel.”

I stedet var Haggar blevet hugget ihjel. Liget af ham var nøgent og fiskehvidt, bortset fra hænderne og de sørgelige rester af ansigtet. Der var sår hen over maven, brystet og lårene; de dybe flænger var vasket rene af havvandet.

Med støvlesnuden berørte Egil et gabende sår, der havde kløvet Haggars bryst fra skulderen til brystbenet. ”Det var det der øksehug, der tog livet af ham, vil jeg tro,” sagde han, ”men nogen huggede nosserne af ham først.”

”Ja, jeg har set det.”

Egil bøjede sig ned over liget og pressede underkæben nedad. Egil Skallagrimmrsøn var en stærk mand, men han måtte lægge kræfter i for at åbne Haggars mund. Knoglen gav en knagende lyd og så et smæld fra sig. Egil rettede sig op. ”De tog også hans tænder,” sagde han.

”Og hans øjne.”

”Det kan have været mågerne. De har en svaghed for øjeæbler.”

”Men de lod hans tunge være,” sagde jeg. ”Stakkels mand.”

”Ja, en trist død,” samtykkede Egil. Så kiggede han hen mod havneindsejlingen. ”Jeg kan kun komme i tanker om to grunde til at tortere en mand, før man slår ham ihjel.”

”To?”

”For at more sig. Måske fornærmede han dem.” Han trak på skuldrene. ”Den anden er for at få ham til at spytte ud. Hvorfor ellers lade tungen være?”

”Dem?” spurgte jeg. ”Skotterne?”

Egil kiggede igen på det lemlæstede lig. ”Han må have generet nogen, men skotterne har taget den med ro på det seneste. Jeg tror ikke, at det er dem.” Han trak igen på skuldrene. ”Det kan have været noget personligt. Måske har han gjort en anden fisker gal i skralden.”

”Var der ikke andre lig?” spurgte jeg. Gydenes besætning havde bestået af seks mænd og to drenge. ”Ikke noget vrag?”

”Kun staklen her indtil videre. Men det kan være, at de andre er derude. Stadig flyder rundt.”

Der var ikke mere at sige eller gøre. Hvis ikke det var skotterne, der havde kapret Gydene, så gik jeg ud fra, at det enten var et norsk plyndringsfartøj eller et frisisk skib, der havde udnyttet det tidlige sommervejr til at berige sig selv med Gydenes fangst af sild, torsk og kuller. Uanset hvem det var, så var Gydene forsvundet, og de besætningsmedlemmer, der havde overlevet, var formentlig blevet plantet på roerbænkene i deres erobrers skib.

Denne formodning blev til noget nær vished, da Gydene – to dage efter at Egil var kommet med liget til mig – selv skyllede i land et stykke nord for Lindisfarena. Skibet var nu et afmastet skrog, der kun med nød og næppe holdt sig flydende, mens bølgerne skubbede det op på stranden. Der dukkede ikke flere lig op, kun vraget, som vi lod ligge i sandet, vel vidende, at efterårsstormene ville slå det til pindebrænde.

En uges tid efter at Gydene skyllede i land, forsvandt endnu en fiskerbåd. Det var på en vindstille dag, ja, guderne har næppe nogensinde skabt en dag med roligere vejr. Det forsvundne skib hed Swealwe, der betyder ’svalen’, og ligesom Haggar havde dets skipper yndet at kaste garn langt ude på havet. Jeg fik kendskab til skibets forsvinden, da tre enker kom til Bebbanburg, anført af deres præst i landsbyen, der var næsten tandløs og hed fader Gadd. Han virrede med hovedet. ”Der var …” begyndte han.

”Hvad var der?” spurgte jeg og modstod fristelsen til at efterligne hvislelyden, der skyldtes præstens manglende tænder.

Fader Gadd var nervøs, og det var ikke så sært. Jeg havde hørt, at han i prædikener beklagede sig over, at landsbyens overherre var en hedning, men modet svigtede ham nu, hvor han stod ansigt til ansigt med denne hedning.

”Bolgar Haruldsøn, herre. Han er …”

”Jeg ved godt, hvem Bolgar er,” afbrød jeg. Han var en anden fisker.

”Han så to skibe i horisonten, herre. Den dag, da Swealwe forsvandt.”

”Der er mange skibe,” sagde jeg. ”Handelsskibe. Det ville være mærkeligt, hvis han ikke så nogen skibe.”

”Bolgar siger, at de havde kurs nordpå og derefter sydpå.”

Det nervøse fæhoved var svær at blive klog på, men til sidst forstod jeg, hvad han forsøgte at sige. Swealwe var roet ud på havet, og Bolgar, en erfaren mand, havde set det forsvinde i horisonten. Lidt efter så han mastetoppene på to skibe, der havde kurs mod Swealwe, stoppe op et stykke tid og så vende om. Swealwe havde befundet sig under horisonten, og det eneste synlige tegn på dets møde med de to mystiske skibe var deres master, der bevægede sig nordpå, stoppede op og så satte kursen sydpå. Og sådan ville et handelsskib normalt ikke bevæge sig.

”Du skulle have taget Bolgar med, så jeg kunne tale med ham,” sagde jeg. Så gav jeg de tre enker noget sølv og præsten to pennyer, fordi han havde overbragt mig nyheden.

”Hvilken nyhed?” spurgte Finan mig samme dags aften.

Vi sad på bænken uden for Bebbanburgs store hal og kiggede hen over de østlige fæstningsvolde ud på månens krusede genskin på det vidtstrakte hav. Inde fra hallen hørtes lyden af mænd, der sang, af mænd, der snakkede og lo. Det var mine krigere, hele flokken med undtagelse af den snes stykker, der holdt udkig oppe fra de høje mure.

En let østenvind førte lugten af havet med sig. Det var en stille aften, og Bebbanburg og dets landområde havde været fredfyldt, siden vi var gået over bjergene og havde besejret Sköll i hans højtbeliggende fæstning året før. Efter denne grufulde kamp havde vi ment, at nordboerne var slået, og at den vestlige del af Northumbrien var tvunget i knæ, men rejsende bragte nyheder hen over de høje pas om, at der stadig kom nordboere, deres drageskibe landede på vores vestlige kyster, og deres krigere fandt jord. Men ingen nordboer kaldte sig selv konge, sådan som Sköll havde gjort, og ingen gik over bjergene og forstyrrede Bebbanburgs landområder, så der herskede altså en slags fred.

Constantin af Alba, som nogle kalder Skotland, var i krig med nordboerne fra Strath Clota, anført af en konge ved navn Owain, men Owain lod os være i fred, og Constantin ønskede at holde fred med os, indtil han fik besejret Owains nordboere. Det var det, som min far havde kaldt ’en skotsk fred’, hvormed han mente, at der konstant fandt vilde kvægtyverier sted, men der finder altid kvægtyverier sted, og vi gjorde altid gengæld ved at rykke ind i de skotske dale for at få kvæg tilbage. Vi stjal lige så mange stykker kvæg, som de stjal, og selvfølgelig ville det hele have været meget lettere, hvis der slet ikke fandt plyndringer sted, men i fredstid skal unge mænd lære, hvordan man fører krig.

”Nyheden er,” sagde jeg til Finan, ”at der er plyndringsmænd derude.” Jeg nikkede ud mod havet. ”Og de har taget to af vores skibe.”

”Der er altid plyndringsmænd på færde.”

”Jeg kan ikke lide dem her,” sagde jeg.

Finan, min bedste ven, en irlænder, der kæmpede med sin slægts lidenskab og med gudernes snilde, grinede. ”Er der noget, der har sat sig på tværs?”

Jeg nikkede. Somme tider kommer viden ud af ingenting, af en fornemmelse, af en lugt, der ikke kan lugtes, af en frygt, der er uden grund. Guderne beskytter os, og de sender denne pludselige sitren i nerverne, en vished om, at der i et landskab, der ser harmløst ud, findes skjulte mordere. ”Hvorfor torturerede de Haggar?” spurgte jeg.

”Fordi han var en sur stodder.”

”Ja, det var han,” sagde jeg, ”men det føles værre end det.”

”Så hvad vil du gøre?”

”Tage på jagt.”

Finan lo. ”Keder du dig?” spurgte han, men jeg sagde ikke noget, og det fik ham til at grine igen. ”Ja, du keder dig,” sagde han anklagende, ”og skal bare have et påskud til at lege med Spearhafoc.”

Og det var sandt. Jeg havde lyst til at stå til havs med Spearhafoc, og så ville jeg tage på jagt.



Bernard Cornwell: Saksernes fortællinger (12) – Kongernes sværd

Kongernes sværd, Bernard Cornwell, Saksernes fortællinger, The Last Kingdom, vikings, vikinger,

Uthred har svoret, at når kong Edward dør, vil han slå to mænd ihjel. Nu er tiden oprundet, og Uhtred rejser derfor med en lille gruppe krigere mod syd i kampen om kongedømmet.

LÆS OGSÅ: Saksernes fortællinger vikingeserie af Bernard Cornwell er et must read til fans af Vikings

Banen er kridtet op med skiftende alliancer og to kæmpende konger på hver sin side, og Uhtred får brug for al sin styrke til at overvinde den stærkeste kriger af dem alle.

Kongernes sværd er tolvte bog i Bernard Cornwells populære vikingeserie om Uhtred og sakserne, der har inspireret TV-serien The Last Kingdom.

Du kan købe Saksernes fortællinger (12) – Kongernes sværd online eller i din nærmeste boghandel fra den 22. oktober.


Jeg blev bogafhængig i en ung alder, hvor jeg var blandt det lokale biblioteks top tre mest lånende brugere. Siden har jeg tygget mig igennem krimier, kærlighedsbøger, tykke murstensromaner og alt derimellem – og jeg har ingen planer om at stoppe lige foreløbigt! På Bog.dk skriver jeg artikler samt laver lister og læseprøver for at give den gode historie videre til andre bogorme.