Fiktion Læseprøve og uddrag Skønlitteratur

Når bjergene synger er en gribende slægtsroman om Vietnams blodige historie. Start din læsning her

Når bjergene synger

I Når bjergene synger får to generationer af kvinder ændret deres liv for evigt på grund af krigen, hvor de amerikanske bomber regner ned over Vietnam. Læs et uddrag her.


Når bjergene synger skildrer Vietnams historie gennem en 12-årig pige og hendes bedstemors perspektiv. Romanen er skrevet af Nguyễn Phan Quế Mai, der selv voksede op under Vietnamskrigens rædsler. Romanen har modtaget stor international anderkendelse, og den er blevet tildelt flere priser. Når bjergene synger udgives nu på dansk, og du kan starte din læsning med uddraget her.

LÆS OGSÅ: Den litterære sensation Når bjergene synger udkommer nu på dansk

I Når bjergene synger følger vi én familie gennem to generationer. Romanen tager afsæt i Hanoi i 1972, hvor krigen medfører stor ødelæggelse i Vietnam på grund af de amerikanske bomber. Den tolvårige Hương og hendes bedstemor Diệu Lan er derfor nødt til at søge dækning for bomberne. Krigen føles dog alt for velkendt for Diệu Lan, der tidligere har måttet ofre alt for at holde sammen på sin familie, mens landet blev revet fra hinanden. Nu må Hương gøre det samme.

LÆS OGSÅ: 10 stærke romaner til den danske somme

Når bjergene synger er en gribende slægtsroman, der skildrer de grusomheder, Vietnam har været underlagt. Det er en kærlighedserklæring til Nguyễn Phan Quế Mais hjemland, og romanen er ydermere fuld af vietnamesiske traditioner. Du kan starte din læsning af Når bjergene synger her.




Når bjergene synger

Nguyễn Phan Quế Mai

Oversat til dansk af Agnete Dorph Stjernfelt

Denne bog er fiktion. Selvom større historiske begivenheder er virkelige, er navne, karakterer og handling resultater af forfat- terens fantasi. Enhver lighed med levende eller døde personer er fuldstændig tilfældig.


Når bjergene synger,

De højeste bjerge

Hà Ni 2012

Min bedstemor plejede at sige, at når vores forfædre dør, så forsvinder de ikke. De fortsætter med at våge over os. Og nu hvor jeg stryger en tændstik og tænder tre røgelsespinde, føler jeg hende våge over mig. Idet en orangeblå lue flammer op og fortærer røgelsen, lyser min bedstemors øjne op bag træklokken og fadene med dampende mad på familiealteret. Jeg ryster røgelsespindene for at slukke flammen. Den går ud, og den duftende røg snor sig op mod Himlen og påkalder de døde.

Bà ơi,” hvisker jeg og løfter røgelsespindene op over hovedet. Gennem den røgtåge, der slører grænsen mellem vores to verdener, smiler hun til mig.

“Jeg savner dig, Bedste.”

En brise strømmer ind ad det åbne vindue og kærtegner mit ansigt, som Bedstes hånd plejede at gøre.

“Hương, mit elskede barnebarn.” Træerne udenfor hvisker hendes ord. “Jeg er altid hos dig.”

Jeg anbringer røgelsespindene i skålen foran Bedstes portræt. Hendes blide ansigt stråler i røgelsesduften. Jeg stirrer på arrene på hendes hals.

“Husker du, hvad jeg sagde, min øjesten?” mumler hendes stemme fra de urolige grene. “Det vietnamesiske folks prøvelser gennem historien er som de højeste bjerge. Når man er helt tæt på, kan man ikke se bjergtoppene. Først når man fjerner sig fra livets strøm, kan man se hele billedet …”


Rødt på de hvide korn

Hà Ni 1972-1973

Bedste holder mig i hånden på vejen til skole. Solen er en gul æggeblomme, der titter frem mellem de lave huse med bølgebliktagene. Himlen er lige så blå som min mors yndlingsbluse. Jeg gad vide, hvor min mor er. Har hun mon fundet min far?

Blæsten fyger gennem luften og jager en støvsky op, og jeg samler jakkekraven om halsen. Bedste bøjer sig frem og dækker min næse med sit lommetørklæde. Min skoletaske dingler fra hendes arm, da hun holder hånden for ansigtet.

Så snart støvet har lagt sig, går vi videre. Jeg lytter intenst, men hører ingen fugle. Jeg søger med blikket, men der er ikke en eneste blomst på vores vej. Intet græs omkring os, kun dynger af murbrokker og bøjet metal.

“Forsigtig, Guava.” Bedste trækker mig væk fra et bombekrater. Hun bruger mit kælenavn for at beskytte mig imod de onde ånder, som hun mener svæver over jorden på udkig efter smukke børn, de kan bortføre. Hun fortalte, at mit rigtige navn, Hương, som betyder “velduft”, ville tiltrække dem.

“Når du kommer hjem i dag, får du din livret, Guava,” siger Bedste.

“Phở-nudelsuppe?” Glæden får mig til at gøre et lille hop.

“Ja … bombardementerne har forhindret mig i at lave mad. Men nu har der været roligt en stund, så det skal vi fejre.”

Før jeg kan nå at svare, splintrer en sirene vores fredfyldte øjeblik. En kvindestemme gjalder fra en højttaler i et træ: “Hør efter, borgere! Hør efter, borgere! Amerikanske bombefly nærmer sig Hà Nội. Et hundrede kilometer væk.”

Ôi trđấơi! ” Bedste græder for Himmel og Jord. Hun løber og trækker mig med sig. Folk strømmer ud af deres hjem som myrer fra en ødelagt tue. Langt væk, oppe fra toppen af Hà Nội-operaen, hyler sirenerne.

“Derover.” Bedste løber over mod et bombeskjul, der er gravet ned i vejsiden. Hun trækker den tunge betonlem op.

“Her er ikke plads,” råber en stemme dernedefra. Inde i det runde hul, der kun er stort nok til én person, står en mand sammenkrummet. Det mudrede vand når ham til brystet.

Bedste skynder sig at lukke lemmen. Hun haler mig over mod et andet bombeskjul.

“Hør efter, borgere! Hør efter, borgere! Amerikanske bombefly nærmer sig Hà Nội. Tres kilometer væk. Væbnede styrker, gør klar til kamp.” Kvindestemmen bliver mere indtrængende. Sirenerne er øresønderrivende.

Bombeskjul efter bombeskjul er optaget. Folk springer af sted foran os som fugle med brækkede vinger og smider cykler, skuldertasker og trækvogne fra sig. En lille pige står helt alene og skriger på sine forældre.

“Hør efter, borgere! Hør efter, borgere! Amerikanske bombefly nærmer sig Hà Nội. Tredive kilometer væk.”

Klodset af skræk snubler jeg og falder.

Bedste haler mig op. Hun kaster min skoletaske i vejsiden og bukker sig ned, så jeg kan springe op på hendes ryg. Så løber hun af sted med hænderne om mine ben.

Tordnende lyde nærmer sig. Eksplosioner høres i det fjerne. Jeg klamrer mig til Bedstes skuldre med svedige hænder og begraver mit ansigt i hendes krop.

“Hør efter, borgere! Hør efter, borgere! Flere amerikanske bombefly nærmer sig Hà Nội. Et hundrede kilometer væk.”

“Løb hen til skolen. De bomber ikke skolen,” råber Bedste til en flok kvinder med små børn i armene og på ryggen. Bedste er stærk, selvom hun er tooghalvtreds år gammel. Hun styrter forbi kvinderne og indhenter dem foran os. Jeg bliver bumpet op og ned og presser mit ansigt ind mod hendes lange, sorte hår, der dufter ligesom min mors. Så længe jeg kan indånde hendes duft, kan intet ondt ramme mig.

“Løb med mig, Hương,” stønner Bedste og går ned i knæ foran min skole. Hun trækker mig med ind i skolegården. Ved siden af et klasselokale kaster hun sig ned i et ledigt bombeskjul. Jeg lader mig glide ned ved siden af hende. Vandet tager imod mig med isnende hænder. Det når mig til brystet. Det er så koldt. Det er først på vinteren.

Bedste rækker op og lukker lemmen. Hun holder om mig, og hendes hjerteslag dunker i mit blod. Jeg takker Buddha for at have givet os dette bombeskjul, der er stort nok til os begge to. Jeg frygter for mine forældre på slagmarkerne. Hvornår vender de hjem igen? Har de set onkel Đạt, onkel Thuận og onkel Sáng?

Eksplosionerne kommer nærmere. Jorden gynger, som om det var en hængekøje. Jeg presser håndfladerne mod ørerne. Vandet sprøjter op i mit hår og ansigt, så jeg ikke kan se noget. Støv og sten drysser ned i hovedet på mig gennem en smal sprække. Så lyder luftværnsartilleriet. Hà Nội forsvarer sig. Flere eksplosioner. Sirener. Skrig. En intens brændende stank.

Bedste samler hænderne foran brystet. “Nam Mô A Di Đà Phật, Nam Mô Quan Thế Âm Bồ Tát.” Bønnerne til Buddha strømmer fra hendes læber. Jeg lukker øjnene og gør som hende.

Bomberne bliver ved med at brøle. Så et minuts stilhed. En skarp, hvinende lyd. Jeg krymper mig. En kraftig eksplosion kaster Bedste og mig mod lemmen. Smerten får det til at sortne for mine øjne.

Jeg lander med fødderne først på Bedstes mave. Hun har lukket øjnene og holder hænderne som en lotusknop foran sit bryst. Hun beder, mens den tordnende larm fortoner sig, og folks skrig fylder luften.

“Jeg er bange, Bedste.”

Hendes læber er blå og dirrer af kulde. “Det forstår jeg godt, Guava … jeg er også bange.”

“Bedste, hvis de bomber skolen … kollapser det her bombeskjul så?”

Hun kæmper mod den trange plads og trækker mig ind i sin favn. “Jeg ved det ikke, min øjesten.”

“Hvis det gør, dør vi så, Bedste?”

Hun knuger mig ind til sig. “Guava, hvis de bomber skolen, kollapser vores bombeskjul måske, men vi dør kun, hvis Buddha lader os dø.”

Vi omkom ikke den dag i november 1972. Da sirenerne havde meldt klar bane, kom Bedste og jeg op igen, skælvende som spinkle blade. Vi vaklede ud på gaden. Adskillige bygninger var sprængt i stykker, og murbrokkerne væltede ud over vejen. Vi kravlede hostende over bunkerne af mursten og mørtel. Røgskyer og støvhvirvler brændte i øjnene.

Jeg klamrede mig til Bedstes hånd og så kvinder knæle og skrige ved siden af døde kroppe, hvis ansigter var skjult af lasede stråmåtter. Ligenes ben stak ud imod os. Ben, der var lemlæstede og fulde af blod. Et lille ben havde en lyserød sko på. Den døde pige kunne have været på min alder.

Gennemblødt og fuld af mudder halede Bedste mig af sted, hurtigere og hurtigere, forbi løsrevne kropsdele og sammenstyrtede huse.

Men under bàng-træet stod vores hus i strålende, surrealistisk solskin. Det var på mirakuløs vis undsluppet skaderne. Jeg rev mig løs fra Bedste og styrtede hen for at omfavne fordøren.

Bedste hjalp mig med at skifte tøj og puttede mig i seng. “Bliv hjemme, Guava. Spring derned, hvis flyene kommer.” Hun pegede mod vores bombeskjul, som min far havde gravet ud i jordgulvet ved siden af soveværelsesdøren. Bombeskjulet var stort nok til at rumme os begge to, og det var tørt. Jeg følte mig tryggere ved at gemme mig her, overvåget af mine forfædre, hvis nærvær strålede ud fra familiealteret oven på bogreolen.

“Men … hvor skal du hen, Bedste?” spurgte jeg.

“Hen til min skole for at se, om mine elever har brug for hjælp.” Hun trak det tykke tæppe op om hagen på mig.

“Men det er farligt, Bedste …”

“Det er kun to blokke væk, Guava. Jeg løber hjem, så snart jeg hører sirenen. Lover du mig at blive her?”

Jeg nikkede.

Bedste var på vej hen mod døren, men så vendte hun om og lagde sin varme hånd på mit ansigt. “Lover du, at du ikke går udenfor?”

Cháu ha.” Jeg smilede for at berolige hende. Hun ville aldrig lade mig gå nogen steder alene, heller ikke når der ikke blev bombet. Hun havde altid været bange for, at jeg på en eller anden måde ville blive væk. Var det sandt, tænkte jeg, hvad min tante og onkler havde sagt om, at Bedste var overbeskyttende over for mig, fordi der var sket forfærdelige ting med hendes egne børn?

Da døren havde lukket sig bag hende, rejste jeg mig og hentede min notesbog. Jeg dyppede spidsen af min pen i blækhuset. “Kære mor og far,” skrev jeg i et nyt brev til mine forældre. Jeg spekulerede på, om mine ord nogensinde ville nå dem. De var altid på farten med deres tropper og havde ingen faste adresser.

Jeg var i gang med at genlæse Bạch Tuyết và by chú lùn og var helt opslugt af Snehvides magiske verden med hendes venner, de syv små dværge, da Bedste vendte tilbage med min skoletaske over armen. Hendes hænder blødte, fordi hun havde forsøgt at redde folk, der var blevet begravet under murbrokker. Hun omfavnede mig og knugede mig ind til sig.

Den aften kravlede jeg ned under vores tæppe og lå og lyttede til Bedstes bønner og træklokkens rytmiske klang. Hun bad til Buddha og Himlen om at gøre en ende på krigen. Hun bad for, at mine forældre og onkler ville vende uskadte hjem. Jeg lukkede øjnene og bad med. Var mine forældre i live? Savnede de mig lige så meget, som jeg savnede dem?

Vi ville gerne være blevet hjemme, men indtrængende meddelelser i radioen beordrede alle borgere til at evakuere Hà Nội. Bedste skulle føre sine elever og deres familier til et fjernt sted i bjergene, hvor hun skulle fortsætte sin undervisning.

“Hvor skal vi hen, Bedste?” spurgte jeg.

“Til landsbyen Hòa Bình. Der vil bomberne ikke kunne finde os, Guava.”

Jeg spekulerede på, hvem der havde valgt sådan et fint navn til en landsby. Hòa Bình var de ord, duerne på væggene i klasselokalet på min skole bar på vingerne. Hòa Bình bar den blå farve i min drøm – drømmen om, at mine forældre vendte hjem. Hòa Bình betød noget enkelt, uhåndgribeligt og dog yderst værdifuldt for os: fred.

“Ligger den landsby langt væk, Bedste? Hvordan kommer vi derhen?”

“Vi går. Der er kun enogfyrre kilometer. Det klarer vi to sagtens sammen, ikke?”

“Hvad med mad? Hvad skal vi spise?”

“Åh, det skal du ikke bekymre dig om. Bønderne dér vil give os, hvad de har. I krisetider er folk venlige.” Bedste smilede. “Hvad med at hjælpe mig med at pakke?”

Mens vi forberedte os til turen, løftede Bedstes stemme sig ved siden af mig i sang. Hun havde en smuk stemme ligesom min mor. De plejede at opdigte fjollede sange og synge og le. Åh, hvor jeg savnede de lykkelige stunder. Nu, mens Bedste sang, åbnede udstrakte rismarker deres grønne arme for at tage imod mig, storke løftede mig op på deres vinger, floder bar mig bort på deres rivende strøm.

Bedste bredte sit rejseklæde ud. Hun anbragte vores tøj midtpå sammen med min notesbog, pen, blækhus og hendes undervisningsmaterialer. Øverst lagde hun sin bedeklokke. Så bandt hun klædets hjørner sammen, så det blev til en bærepose, hun kunne have over skulderen. Over den anden skulder hang et langt bambusrør fuldt af rå ris. Hun havde allerede pakket min skoletaske med vand og mad til turen.

“Hvor længe skal vi være væk, Bedste?”

“Jeg ved det ikke. Måske et par uger?”

Jeg stod ved siden af bogreolen og lod hænderne glide hen over bogryggene. Vietnamesiske eventyr, russiske folkeeventyr, Nguyễn Kiêns Fuglehandlerens datter og Skatteøen af en fremmed forfatter, hvis navn jeg ikke kunne udtale.

Bedste lo, da hun så bogstakken i mine hænder. “Vi kan ikke have så mange med, Guava. Vælg én. Vi kan låne nogle flere, når vi når dertil.”

“Men læser bønder bøger, Bedste?”

“Du husker, at mine forældre var bønder, ikke? De havde alle de bøger, du kunne forestille dig.”

Jeg gennemgik bogreolen igen og besluttede mig for Đoàn Giỏis roman Sydens land og skove. Måske var min mor kommet til sydens land, miền Nam, og havde mødt min far. Jeg måtte vide mere om deres mål – afskåret fra os af franskmændene og nu besat af amerikanerne.

Bedste satte en seddel på fordøren med besked til mine forældre og onkler om, at hvis de kom tilbage, kunne de finde os i Hòa Bình. Jeg lagde hånden på fordøren, inden vi gik. Gennem fingerspidserne kunne jeg mærke mine forældres og onklers latter.

Nu hvor jeg ser tilbage hen over årerne, spekulerer jeg stadig på, hvad jeg ville have taget med, hvis jeg havde vidst, hvad der ville ske. Måske det sort-hvide foto af mine forældre fra deres bryllupsdag. Men jeg vidste også, at der ikke er tid til nostalgi, når døden truer.

Henne på Bedstes skole sluttede vi os til flokken af lærere, elever og deres familier, adskillige af dem med tungt lastede cykler, og så gik vi, sammen med alle de andre, der var på vej ud af Hà Nội. Alle havde mørkt tøj på, og cyklernes metaldele var dækket til, så de ikke reflekterede solens stråler, af frygt for at tiltrække bombefly. Ingen sagde noget. Jeg kunne kun høre fodtrin og spredt babygråd. Frygt og bekymring stod malet i alles ansigter.

Jeg var tolv år gammel, da vi startede på denne tur på enogfyrre kilometer. Rejsen var vanskelig, men Bedstes hånd varmede min, når blæsten piskede sin bitre kulde imod os. Bedste gav mig sin mad, så jeg ikke skulle sulte, og lod, som om hun selv var mæt.

Hun sang for at dæmpe min frygt, og når jeg var træt, bar hun mig på sin ryg, så hendes lange hår svøbte sig om mit ansigt, og når det støvregnede, pakkede hun mig ind i sin jakke. Hendes fødder var fulde af blødende vabler, da vi omsider nåede frem til landsbyen, der lå og puttede sig i en dal omgivet af bjerge.

Vi blev indkvarteret hos to gamle bønder – hr. og fru Tùng – som lod Bedste og mig sove på gulvet i deres stue. Der var ikke plads andre steder i deres lille hjem.

Den første dag i Hòa Bình fandt Bedste en nedtrådt sti, der siksakkede sig op ad det nærmeste bjerg til en grotte. Nogle af landsbybeboerne havde valgt grotten som deres bombeskjul. Bedste besluttede, at det skulle vi også. Selvom hr. Tùng sagde, at amerikanerne aldrig ville bombe landsbyen, brugte Bedste og jeg den næste dag på at øve os i at klatre op og ned ad stien, så mange gange, at mine ben føltes fuldstændig smadrede.

“Guava, vi bliver nødt til at kunne finde derop midt om natten og uden lys,” sagde Bedste, da hun stod inde i grotten og prustede og stønnede. “Og lov mig aldrig at forlade min side, ikke?”

Jeg så sommerfuglene flagre rundt omkring indgangen og længtes efter at gå på opdagelse. Jeg havde set landsbybørnene bade nøgne i en dam, ride vandbøfler gennem mudrede marker og klatre op i træerne efter fuglereder, og jeg havde lyst til at bede Bedste om at lade mig være med, men hun så på mig med en sådan bekymring i blikket, at jeg nikkede.

Da vi slog os ned i vores midlertidige hjem, gav Bedste fru Tùng vores ris og nogle penge, og vi hjalp med at lave mad og hente grønsager i køkkenhaven og vaske op. “Åh, du er sådan en hjælp,” sagde fru Tùng til mig, og jeg mærkede, hvordan jeg voksede en lille smule. Hendes hjem var anderledes, men på en måde mindede det om mit eget i Hà Nội, med vinduerne, der var dækket af sort papir, så de amerikanske bombefly ikke kunne se nogen livstegn om aftenen.

Bedste så fredfyldt ud, når hun underviste i landsbyens tempelgård, hvor hendes elever sad på jordgulvet med strålende ansigter. Hver skoledag endte med, at hun lærte dem en af sine sange.

“Krigen kan ødelægge vore hjem, men ikke vores sjæl,” sagde Bedste. Hendes elever og jeg sang så højt, at vores stemmer knækkede over, så vi lød ligesom frøerne fra rismarkerne omkring os.

Sydens land og skove, der foregår i 1945, tryllebandt mig. Jeg så det frodige landskab med glade og gavmilde mennesker for mit indre blik. De spiste slanger og hjorte, jagede krokodiller og samlede honning i tætte mangroveskove.

Jeg understregede svære ord og fremmedartede lokale udtryk, og Bedste forklarede dem for mig, når hun havde tid. Jeg græd med An, som mistede sine forældre, da de måtte flygte fra de onde franske soldater, og jeg spekulerede på, hvorfor fremmede hære blev ved med at invadere vores land. Først var det kineserne, mongolerne, franskmændene og japanerne og nu de amerikanske imperialister.

Mens jeg flygtede ud på en imaginær rejse med min bog, faldt bomberne over Hà Nội – hjertet i nord. Uanset om det var dag eller aften, tog Bedste min hånd og trak mig med sig til bjerget, når gongongen lød. Det tog en halv time at komme derop, og jeg fik ikke lov til at hvile undervejs. Når vi nåede grotten, tordnede de gigantiske metalfugle allerede hen over hovederne på os. Jeg klamrede mig til Bedste, taknemmelig for grotten, samtidig med at jeg hadede det: Herfra kunne jeg se min by blive opslugt af flammer.

En uge efter vores ankomst blev et amerikansk fly skudt ned. Det lykkedes piloten at flyve sin brændende flyvemaskine til Hòa Bình, hvor han sprang ud med faldskærm. Andre fly beskød og gennemfløj området og forsøgte at redde ham. Langt senere, da vi kom ud fra bjerggrotten, så vi løsrevne kropsdele langs de snoede landsbyveje. Bedste holdt mig for øjnene, da vi nåede til en række træer, hvor der hang mennesketarme ned fra grenene.

Vi passerede det sammenstyrtede landsbytempel og blev mødt af larm og opstandelse og en flok mennesker, der drev en hvid mand fremad. Manden var klædt i en beskidt grøn overall og havde hænderne bundet på ryggen.

Han gik duknakket, men var alligevel højere end alle omkring sig. Blodet løb ned ad hans ansigt, og hans lyse hår var fuldt af mudder. Tre vietnamesiske soldater gik bag ham med deres lange geværer rettet mod den hvide mands ryg. Det lille rød-blå-hvide amerikanske flag på mandens højre ærme skar mig i øjnene.

Giết thng phi công M. Giết nó đi, giết nó” skreg en eller anden pludselig.

“Dræb ham! Dræb den forbandede amerikanske pilot,” brølede menneskemængden samstemmigt.

Jeg knyttede hænderne. Den mand havde bombet min by. Hans lands aggressioner havde taget mine forældre fra mig.

“Hele min familie er død på grund af dig. Dø!” skreg en kvinde og kastede en sten efter amerikaneren. Jeg glippede med øjnene, da stenen ramte ham i brystet.

“Hold op!” råbte en af soldaterne. Bedste og flere andre kvinder skyndte sig over til den hulkende kvinde, tog hende i deres arme og førte hende væk.

“Retfærdigheden vil ske fyldest, brødre og søstre,” sagde soldaten til menneskemængden. “Rolig nu, vi bringer ham til Hà Nội.”

Jeg så på piloten, da han passerede mig. Han sagde ikke en lyd, da stenen ramte ham. Han bøjede bare hovedet endnu dybere. Jeg var ikke sikker, men jeg syntes, jeg så tårer trille ned ad hans ansigt, blandet med blod. Mens menneskemængden fulgte råbende og skrigende efter ham, skælvede jeg ved tanken om, hvad der ville ske med mine forældre, hvis de mødte deres fjender.

For at bortjage frygten begravede jeg mig i min bog, som bragte mig tættere på mine forældre. Jeg inhalerede lugten af mangroveskove og mærkede brisen fra floder fulde af fisk og skildpadder. Det virkede, som om der var masser af mad i Syden. Det ville hjælpe mine forældre til at overleve, hvis de nåede frem. Men ville Syden være lige så frodig med den amerikanske hær på stedet? Det var, som om den ødelagde alt på sin vej.

Da jeg nåede til de sidste sider, holdt jeg vejret. Jeg ønskede, at An skulle finde sine forældre, men i stedet sluttede han sig til Việt Minh-guerillaerne for at kæmpe imod franskmændene. Jeg sagde, at han ikke skulle, men han var allerede sprunget ned i en sampan og roede væk og forsvandt i den hvide intethed, der strakte sig ud efter romanens sidste ord.

“An burde have gjort noget mere for at finde sine forældre,” sagde jeg til Bedste og skubbede bogen væk.

“Tja, i krigstid er folk patriotiske og parate til at ofre deres liv og familier for den fælles sag.” Hun så op fra min lasede bluse, som hun var ved at reparere.

“Du lyder ligesom mine lærere.” Jeg tænkte på alt det, jeg havde lært om børn, der blev betragtet som helte, fordi de sprængte sig selv i luften med bomber for at myrde franske eller amerikanske soldater.

“Vil du vide, hvad jeg virkelig tænker?” Bedste lænede sig frem mod mig. “Jeg tror ikke på vold. Ingen af os har ret til at tage et andet menneskes liv.”

Omkring midten af december gik der rygter om, at det nu var trygt at vende hjem, fordi den amerikanske præsident Nixon ville holde fri fra krigen for at nyde sin juleferie i fred og ro. Folk forlod deres skjulesteder og flokkedes på vejene, der førte dem tilbage til vores hovedstad. De, der havde råd til det, lejede bøffel- eller studekærrer eller delte en lastbil. Dem uden penge gik hele vejen.

Vi sluttede os ikke til dem. Bedste bad sine elever og deres familier om at blive, hvor de var. Buddha må have hvisket hende i øret. Den 18. december 1972 så vil til inde fra vores bjerggrotte, mens vores by blev forvandlet til et flammehav.

I modsætning til tidligere angreb holdt bombningerne ikke op. De fortsatte hele den næste dag og nat. Den tredje dag gik Bedste og nogle andre voksne ud for at hente mad og vand. Der gik lang tid, før Bedste vendte tilbage sammen med hr. og fru Tùng. Mens fru Tùng jamrede sig over sine knæ, fortalte hr. Tùng os, at amerikanerne brugte deres tungeste våben mod Hà Nội: B-52-bombefly.

“De har sagt, at de vil bombe os tilbage til stenalderen,” fortalte han os sammenbidt. “Men det skal de ikke slippe af sted med.”

Hà Nội brændte, og bomberne faldt i tolv dage og nætter. Da bombningerne omsider standsede, var der så stille, at man kunne høre bierne summe i trækronerne. Og ligesom de hårdtarbejdende bier vendte Bedste tilbage til sine elever, og landsbybeboerne til deres marker.

En uge senere ankom en gruppe soldater. En soldat stillede sig på tempeltrappens tilbageværende trin med et bredt smil i det udtærede ansigt. “Vi har besejret de onde bombekastere!” Han slog ud i luften med knyttet næve. “Vores forsvarstropper skød enogfirs fjendtlige fly ned, fireogtredive af dem var B-52-bombefly.”

Jublen ville ingen ende tage. Nu var det trygt for os at tage hjem. Folk omfavnede hinanden og lo gennem tårer.

“Jeg vil aldrig glemme jeres venlighed,” sagde Bedste til vores værtsfolk, “Mt miếng khi đói bng mt gói khi no.” En bid, når man er sulten, er som et helt måltid, når man er mæt.

Lá lành đùm lá rách,” svarede fru Tùng. Hele blade beskytter iturevne blade. “I er altid velkomne her hos os.” Hun trykkede Bedstes hånd.

Jeg smilede. Jeg elskede, når den slags talemåder indgik i samtalen. Bedste havde fortalt mig, at de var essensen af vores forfædres visdom, der var blevet videregivet mundtligt fra den ene generation til den næste, endnu inden vi havde et skriftsprog.

Med hjerterne fulde af håb gik vi de mange timer for at komme tilbage til Hà Nội.

Jeg havde forventet sejr, men fandt ødelæggelse overalt, hvor jeg så hen. En stor del af min smukke by var blevet reduceret til murbrokker. Min gade, Khâm Thiên, og Bạch Mai-hospitalet, hvor min mor havde arbejdet, var blevet bombet, og mange var døde. Da jeg senere vendte tilbage til min klasse, manglede femten af mine kammerater.

Og vores hjem! Det var væk. Vores bàng-træ lå spredt ud over ruinerne. Bedste sank i knæ. Dybt inde fra hendes indre kom der et hyl, der skar gennem stanken af rådnende lig og flød over i et hulkende hav af sorg.

Grædende skubbede vi de knuste mursten og betonbrokker væk. Vores fingre blødte, mens vi søgte efter noget at redde. Vi fandt flere af mine bøger, to af Bedstes undervisningsbøger og lidt ris. Bedste samlede hvert eneste risengryn op, som om det var en skat. Den aften søgte vi læ for vinden i min skolegård sammen med andre, der også havde mistet deres hjem, for at lave et fælles måltid af ris blandet med jord og blod.

Ingen, der så Bedste på det tidspunkt, ville have kunnet forestille sig, at hun engang var blevet betragtet som càh vàng lá ng– et jadeblad på en gylden gren.

Tre måneder tidligere, da min mor gjorde sig klar til at drage til slagmarken, fortalte hun mig, at Bedste var blevet født ind i en af de rigeste familier i Nghệ An-provinsen.

“Hun har været igennem hårde prøvelser og er den sejeste kvinde, jeg kender. Hold dig til hende, så skal du nok klare dig,” sagde min mor, mens hun pakkede sit tøj i en grøn rygsæk. Hun var læge og havde meldt sig frivilligt til at rejse sydpå med hæren, for at lede efter min far, som var rejst dybt ind i junglen med sine tropper, hvorefter ingen havde hørt noget fra ham de sidste fire år.

“Jeg vil finde ham og bringe ham tilbage til dig,” sagde hun til mig, og jeg troede på hende, for hun havde altid udrettet det, hun satte sig for. Men Bedste sagde, at det var en umulig opgave. Hun forsøgte at stoppe min mor, men uden held.

Da min mor rejste, græd Himlen sit farvel med store regndråber. Idet lastbilen kørte, stak hun hovedet ud og råbte: “Hương ơi, mẹ yêu con! ” Det var første gang, hun sagde, at hun elskede mig, og jeg frygtede, at det ville blive den sidste. Regnen fejede hen over os og opslugte hende i sit gurglende gab.

Den aften og de næste mange aftener åbnede Bedste døren til sin barndom for mig for at tørre mine tårer. Hendes historier greb mig og førte mig tilbage til bakketoppen på Nghệ An, hvor jeg kunne fylde lungerne med duften fra rismarkerne, lade blikket fortabe sig i Lam-floden og blive til en grøn plet på Trường Sơn-bjergkæden. I hendes historier smagte jeg sødmen fra sim-bærrene på tungen, mærkede græshopperne hoppe mellem mine hænder og sov i en hængekøje under et himmeltæppe vævet af glitrende stjerner.

Det forundrede mig at høre om, hvordan hendes liv var blevet forbandet af en spåmands forudsigelse, og hvordan hun havde overlevet den franske besættelse, den japanske invasion, hungersnøden og jordreformerne.

Som krigen fortsatte, var det Bedstes historier, der holdt mig og mit håb i live. Jeg indså, at verden var uretfærdig, og at jeg var nødt til at bringe Bedste tilbage til hendes landsby for at opnå retfærdighed og måske ligefrem hævn.




Nguyễn Phan Quế Mai: Når bjergene synger

Når bjergene synger,

Én familie, to generationer af kvinder og en krig der vil forandre deres liv for evigt.

Hanoi, 1972. De amerikanske bomber regner ned over Vietnam og tolvårige Hương og hendes bedstemor Diệu Lan er nødsaget til at søge dækning. For Diệu Lan føles krigen alt for velkendt. Hun har tidligere måttet ofre alt for at holde sammen på familien, mens landet faldt fra hinanden. Nu må Hương gøre det samme.

Når bjergene synger er en episk slægtsroman, hvor Trần-familiens prøvelser fortæller historien om de grusomheder Vietnam har været vidne til som nation. Nguyễn Phan Quế Mai har skrevet en smuk og gribende roman der udfolder Vietnams smertefulde historie, men samtidig giver håb for fremtiden.

“… en fængende, rørende roman (…) en roman der, i mere end en forstand, heler historien”
– New York Times

“En lysende fortælling, der giver genlyd på tværs af generationer”
– O, the Oprah Magazine 

Du kan købe Når bjergene synger online, f.eks. hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel.