Fagbøger Mad og drikke

7 airfryer-spørgsmål til Madens Verden – og hemmeligheden bag Danmarks måske bedste pomfritter

Madens verden airfryer

På forlaget går rygtet om, at Holger og Katrine Rørby Madsen fra Madens Verden har den bedste opskrift på airfryer-pomfritter. Få hemmeligheden bag opskriften og deres bud på, hvad der er det geniale ved en airfryer.


Katrine og Holger Rørby Madsen står bag madensverden.dk, der startede som parrets private kogebog, da Holger Rørby Madsen i 2012 begyndte at lægge opskrifterne på den mad, han lavede hjemme i køkkenet, op på et site.

Årsagen var, at hans kone, Katrine Rørby Madsen – som i dag er en del af Madens Verden – synes, det var ærgerligt, at Holger ikke havde skrevet opskriften ned, og derfor aldrig kunne lave samme mad to gange, når noget havde smagt helt forrygende.

Sitet blev til madensverden.dk. Madens Verden har 92.000 følgere på Facebook, 53.000 på Instagram og cirka to millioner brugere om måneden. Madens Verden – Airfryer er Holger og Katrines bud på opskrifter til den populære airfryer. Vi har stillet dem 7 spørgsmål for at blive klogere på det geniale ved en airfryer.

LÆS OGSÅ: Få en skøn opskrift på kartofler med balsamico fra Madens Verden – Airfryer

Airfryer-fænomenet har taget hele Danmark med storm, hvorfor tror I, det har gjort det?

Airfryeren er nem at arbejde med og let at bruge og – især hvis man ikke er så mange i husstanden – genial til at lave hurtig mad, som bliver sprød og lækker. Derfor tror vi, at mange danskere har købt en airfryer.

Der er onde rygter, som siger, ”at det jo bare er en ovn”, hvad siger I til det?

Det ER en ovn, men ikke “bare en ovn”. Dens evne til at sende luft meget hurtigt rundt, gør, at man kan lave maden sprød og lækker. Den er ikke så stor, så den er hurtigere, og ofte også billigere, at bruge end en almindelig ovn.

Vi har selv brugt vores airfryer, siden vi købte den for fire år siden og har løbende udviklet opskrifter til den til Madensverden.dk. Når vi har valgt at lave en kogebog kun til airfryer, er det, fordi vi synes, det er ærgerligt, hvis danskerne kun bruger airfryeren til at lave kyllingebryst og pomfritter i. Det er den virkelig god til – men den kan også mange andre ting – og det er der lækre opskrifter på i Madens Verden – Airfryer. Det kunne for eksempel være skøn mad i fad, tærter eller fantastisk grønt tilbehør.

Det har været vigtigt for os at inspirere danskerne til at lave både flere grønne retter og hele måltider i deres airfryer, fordi den faktisk er virkelig god til det også.

Herude på forlaget taler alle om jeres pomfritter, de siger, at det er de BEDSTE airfryer-pomfritter.

Det har vi hørt før – og det er virkelig dejligt, når folk er ekstra glade for bestemte opskrifter. Pomfritterne er en af vores grundopskrifter til airfryer, fordi man her udnytter airfryerens evne til at gøre maden sprød, uden at man bruger særlig meget fedtstof. I vores opskrift bruger vi kun en spiseskefuld olie.

Vi testede opskriften tre gange, før den sad lige i skabet. Hemmeligheden er, at kartoflerne tørres godt, inden de får fuld knald på varmen.

Hvad hitter allermest af jeres opskrifter på madensverden.dk, og hvad hitter af airfryer-opskrifter?

De mest populære opskrifter på Madensverden.dk er vores mørbradgryde, skarpt forfulgt af pandekager og boller. Og blandt airfryeropskrifterne er de mest populære flæskesteg, kyllingebryst, ribbensteg, hel kylling, stegt flæsk og pommes frites – alle opskrifter, som også er med i Madens Verden – Airfryer.

Ud over klassikerne er der også mange virkelig lækre hele retter, hvor man samler alle ingredienser i airfryeren. Så får man nem og lækker aftensmad med både kød og grønt – uden at skulle stå og lave tilbehør ved siden af airfryeropskriften.

Der er mange opskrifter på grønt tilbehør, for man kan lave tilbehør nemt og lækkert i en airfryer. Blomkål og broccoli bliver nemlig også sprødt, når det er tilberedt i en airfryer.

Har I prøvet at lave noget i en airfryer, hvor det gik helt galt?

Nej, det har vi heldigvis ikke – men vi synes, man skal bruge en airfryer til det, den er udviklet til. Så det giver ikke så meget mening for os at lave suppe eller pandekager i den.

I jeres airfryer-kogebog prioriterer I at bruge begrænset med fedtstof, men der er stadig blevet plads til kager?

Vi er ikke fanatiske. For vi får jo alle sammen en gang imellem lyst til noget sødt – og når vi selv har det, så synes vi, det er vigtigt, at det også er noget godt og lækkert, vi kommer i munden. Derfor er der også kageopskrifter i Madens Verden – Airfryer.

Airfryeren er faktisk perfekt til kager. Du kan bage mindre kager – mindre portioner – uden at skulle varme en kæmpestor ovn op. I flere af vores kageopskrifter har vi skiftet smørret ud med olie, der jo er umættet fedt. Alt i alt tror vi på, at man godt må synde lidt en gang imellem – bare man gør det med noget, man synes er virkelig lækkert og ikke spiser for meget af det.

Hvad har I stående i skabet af køkkenmaskiner, som I aldrig får brugt?

Åh ja, der er en del køkkenmaskiner hjemme hos os. Det er helt ærligt længe siden, både toasteren, vaffeljernet og paninijernet har været ude af skabet! Men vores airfryer står fast på bordet sammen med vores røremaskine. Dem bruger vi begge to hele tiden.

LÆS OGSÅ: Ægteparret Holger og Katrine fra Madens Verden hjælper danskerne med aftensmaden


Læs mere om kogebogen Madens Verden – airfryer

Madens verden - Airfryer

Holger og Katrine Rørby Madsen står bag Madens Verden, der er et af Danmarks mest populære madsites, som har over 2 millioner brugere om måneden.

I denne bog har de samlet 100 skønne opskrifter, der er virkelig gode i en airfryer. De er nu gået i køkkenet for at lave sundere retter, og her har airfryeren vist sig at være en rigtig god hjælper i køkkenet. Den er nemlig god til at lave både sprøde og mere saftige retter, uden alt for meget fedtstof.

Madglæden er som altid stor hos Holger og Katrine, de laver som altid gode klassiske retter. Der er retter både med og uden kød, masser af grønt tilbehør, godt brød og lækre kager. 

Du kan købe Madens verden – Airfryer online eller i din nærmeste boghandel fra 4. juni.

Ser det som min fornemmeste opgave at sprede læseglæde og dele stærke læseoplevelser med andre læseheste. Det gør jeg som en del af presseteamet hos Lindhardt og Ringhof og i min fritid, hvor bogstakken på mit natbord er faretruende høj. Har en fortid som bogopsætter, journalist, kulturredaktør og kommunikations- og pressekonsulent og har altid valgt arbejdspladsen nøje efter, om jeg kunne dele min store kærlighed til bøger og kultur.