Forfatteren til Anna og det franske kys er tilbage med et forfriskende bud på den klassiske slasher-genre: Når ingen hører dig skrige. Fyldt med blod og – naturligvis – også med masser af sød romantik.
“Lås dine døre og vinduer, og hvis du pludselig ikke kan finde dine nøgler eller din telefon, så skynd dig væk. Og se dig ikke tilbage.” – HYPABLE.COM
“Perkins giver læserne en falsk følelse af tryghed, før hun trækker kniven og drejer den rundt” – ENTERTAINMENT WEEKLY
“Læserne vil sove med det ene øje åbent” – BOOKLIST
Langt ude på landet i Nebraska
Det er næsten et år siden, at Makani Young flyttede ind hos sin bedstemor langt ude på landet i Nebraska, og hun er stadig ved at finde sig til rette med sit nye liv. Og hun er stadig jaget af sin fortid i Hawaii.
En efter en bliver hendes medstuderende på byens lille high school myrdet i en række brutale drab, og imens politiet jagter morderen, breder uhyggen og usikkerheden sig langsomt, og Makani bliver tvunget til at forholde sig til sine egne mørke hemmeligheder.
Læs det første kapitel af Når ingen hører dig skrige her:
KAPITEL ET
ÆGGEURET STOD PÅ dørmåtten, da hun kom hjem. Haley Whitehall kiggede sig over skulderen, som om hun forventede, at der stod nogen bag hende. Langt ude i horisonten kørte en rød mejetærsker hen over de bleggule kornmarker. Hendes far.
Det var høstsæson. Hendes mor var også stadig på arbejde; hun var tandtekniker på byens eneste klinik. Hvem af dem havde stillet det her? De gamle planker på verandaen splintrede og gav sig under Hayley, da hun samlede uret op. Det raslede. Det havde været en kold dag, men plasticuret var varmt. Lidt varmt.
Hendes telefon ringede. Det var selvfølgelig Brooke. “Hvordan går det med blodet?” spurgte Haley. Hendes bedste veninde stønnede. “Det er et mareridt.”
Haley gik indenfor, og netdøren smækkede i bag hende. “Nogen chance for, at frøken Colfax dropper det?” Hun marcherede direkte ud i køkkenet og smed rygsækken fra sig på det skakternede gulv. Føde. Eftermiddagens prøve havde været særligt anstrengende.
“Aldrig.” Brooke fnyste. “Hun dropper det aldrig. Hvad skal man med almindelig sund fornuft, hvis man har ambitioner?”
Haley stillede æggeuret tilbage på køkkenbordet, hvor det hørte til, og åbnede køleskabet. “Normalt ville jeg tale for ambition. Men. Jeg ser virkelig ikke frem til at blive druknet i majssirup.”
“Hvis jeg havde pengene, ville jeg købe det professionelle stads selv. Det bliver et helvede at gøre auditoriet rent, især med alle de der presenninger og plasticduge.”
De fleste opsætninger af Sweeney Todd krævede en mængde kunstigt blod i form af barberblade med skjulte trykballoner, gelekapsler i munden og falske kostumestykker oven på de blodplettede dubletter. Røde gardiner, røde lamper og et vildt crescendo af skingre violiner understregede kaos.
Desværre havde skolens musiklærer, frøken Colfax, en uudslukkelig tørst for drama i bred forstand. Sidste års opsætning af Peter Pan, hvortil hun havde skaffet rigtige flyveseler hele vejen fra New York, resulterede i brækkede knogler hos både Wendy og Michael Darling. I år ønskede frøken Colfax ikke bare, at den dæmoniske barber skar halsen over på sine kunder. Hun ville have, at de første tre rækker blev gennemvædede af blod. Hun henviste til denne del af auditoriet som “Splatterbæltet”.
Brooke var scenemester. Det var helt klart en ære, men med den fulgte den umulige opgave at forsøge at styre frøken Colfax i fornuftens retning. Det gik ikke særlig godt.
Haley holdt telefonen fast mellem øre og skulder, mens hun fyldte favnen med kalkunpålæg og ost, en pose skyllet salat og et glas Miracle Whip. “Shayna må være ved at flippe helt ud.”
“Shayna flipper totalt ud,” sagde Brooke.
Shayna var deres temperamentsfulde og ofte lunefulde kostumedesigner. Det var svært nok at finde ordentlige kostumer ude på landet i Nebraska med et budget på nul, men nu skulle hun oven i det hele også tage sig af at fjerne blod.
“Stakkels Shayna.” Haley lagde ingredienserne på køkkenbordet. Hun greb det nærmeste brød, et hvedebrød, som hendes mor havde bagt aftenen før, med en eller anden krydderurt i. Hendes mor slappede af ved at bage. Hun brugte brødmaskine, men alligevel.Det smagte godt.
“Stakkels Brooke,” sagde Brooke. “Stakkels Brooke,” istemte Haley.
“Og hvordan gik det med Jonathan i dag? Bedre?”
Haley tøvede. “Hørte du ham ikke?”
“Jeg lavede splattertest på parkeringspladsen.”
Haley spillede mrs. Lovett, og Shaynas kæreste, Jonathan, spillede Sweeney, henholdsvis den kvindelige og mandlige hovedrolle. Selvom hun stadig kun var tredjeårselev, havde Haley de sidste to år fået hovedroller i dramaklubben og soloer i showkoret. Hun var simpelthen bedre end sine medstuderende. Både som skuespiller og som stærk kontraalt. Et naturtalent. Umulig at overse.
Jonathan var … over middel. Og han var karismatisk, hvilket gjorde noget for hans nærvær på scenen. Alligevel oversteg denne musical langt hans evner. Han havde kæmpet i flere uger med sin mest udfordrende solo ‘Epiphany’. Hans overgange var mildest talt ikke elegante, men de var intet i sammenligning med måden, han massakrerede sine duetter på.
Brooke syntes, hun kunne fornemme Haleys modvilje mod at sladre. “Åh, kom nu. Hvis du ikke siger det, føler jeg mig bare skyldig over at brokke mig over alle andre.”
“Det er bare …” Haley smurte et tykt lag Miracle Whip på brødet og kastede derefter den brugte smørekniv i vasken. Hun ville vaske den senere.
“Vi brugte hele prøven på ‘A Little Priest’. Og det var ikke engang hele sangen! De samme strofer, igen og igen og igen. I to timer.”
“Av.”
“Du ved, den del af sangen, hvor vi synger forskellige strofer sam´mtidigt? Og det er meningen, at vores stemmer skal lyde, som om de snubler over hinanden af begejstring?”
“Der hvor Sweeney endelig finder ud af, at mrs. Lovett vil skille sig af med hans ofre ved at bage deres kropsdele ind i sine tærter?”
Der var et djævelsk smil i Brookes stemme. “Det var en katastrofe.”
Haley bar sin tallerken ind i stuen, men hun satte sig ikke ned. Hun vandrede frem og tilbage. “Jeg tror ikke, Jonathan kan gøre det. Jeg mener, jeg tror helt ærligt ikke, at hans hjerne kan gøre det. Han kan synge enstemmigt, han kan synge harmonier …”
“Næsten.”
“Næsten,” indrømmede Haley. “Men når en anden synger andre ord, så bliver han ved med at stoppe og begynde forfra. Som om han prøver at arbejde sig igennem en hjerneskade.”
Brooke lo. “Det var derfor, jeg gik tidligt. Jeg følte mig som sådan en bitch, men gud, altså. Jeg kunne bare ikke klare det længere.”
“Ingen ville nogensinde kalde dig en bitch.” Haley slugte en kæmpebid med kalkunpålæg. Det var en balanceøvelse: at holde telefonen, bære tallerkenen, spise sandwichen og gå frem og tilbage i rummet, men hun tænkte ikke over det. Hun var bekymret. “Jonathan ville.”
“Jonathan skulle ikke have fået rollen.”
“Synes du, jeg skal ringe til ham og sige undskyld?”
“Nej. Nej. Hvorfor?”
“Fordi jeg blev vred på ham.”
“Det er ikke din skyld, at han ikke kan klare Sondheim.” Det var sandt, men Haley skammede sig alligevel over, at hun var blevet så frustreret. Over at hun var taget hjem fra prøven.
Hun dumpede ned på den ældgamle fløjlssofa, en af de mange levn fra hendes bedsteforældres gård, og sukkede. Brooke sagde noget bedste-veninde-solidaritetsagtigt, men Haleys telefon valgte i samme øjeblik at lave dens sædvanlige nummer.
“Hvad sagde du? Min forbindelse er ustabil.”
“Så ring til mig fra fastnettet.” Haley kastede et blik på den trådløse telefon, der stod på et bord et par meter væk. For besværligt. “Det er okay nu,” løj hun.
Brooke fik drejet samtalen tilbage til sine aktuelle udfordringer som scenemester, og Haley tillod sig at dagdrømme. Hun kunne alligevel kun høre en tredjedel af Brookes klagesang. Resten var knitren. Hun stirrede ud ad vinduet og spiste sin sandwich. Solen hang lavt på himlen. Den lyste over kornmarkerne og fik de spinkle strå til at virke slørede og matte. Hendes far var stadig derude. Et eller andet sted. På denne tid af året lod han ikke en eneste solstråle gå til spilde. Verden så forladt ud.
Den var modsætningen til den larmende, brogede og begejstrede flok, hun havde efterladt sig på skolen. Hun burde have holdt ud. Hun kunne ikke fordrage den tavse isolation herhjemme. Det var udmattende på sin egen måde.
Haley kom med nogle medfølende lyde i telefonen, selvom hun ikke havde nogen anelse om, hvad hun følte med, og rejste sig op. Hun bar tallerkenen ud i køkkenet igen, skyllede krummerne af og åbnede opvaskemaskinen.
Der var ikke andet i den end en brugt smørekniv. Haley kastede et blik på den tomme køkkenvask. Hun rynkede panden, stillede tallerkenen i opvaskeren og rystede på hovedet.
“Selvom vi får sprøjten til at fungere,” sagde Brooke, da forbindelsen pludselig var stabil igen, “er jeg ikke sikker på, at der overhovedet er folk nok, der har lyst til at sidde på de første tre rækker. Jeg mener, hvem tager i teateret for at iføre sig poncho og blive gennemvædet af blod?”
Haley kunne mærke, at hendes veninde havde brug for nogle beroligende ord. “Det er halloween-weekend. Folk skal nok købe billetter. De vil synes, det er sjovt.” Hun tog et skridt hen mod trapperne op til sit værelse og stødte sin sko ind i en lille, hård genstand.
Den fløj hen over fliserne, hoppede og raslede og skramlede og klirrede, indtil den ramte bunden af køkkenskabet. Det var æggeuret. Haleys hjerte gik i stå. Bare et øjeblik. Hun mærkede en ubehagelig prikken i huden, mens hun bevægede sig hen mod køkkenlågen, som hendes mor eller far havde ladet stå åben.
Hun lukkede den i med fingerspidserne og samlede langsomt æggeuret op. Som om det var tungt. Hun kunne have svoret, at hun stillede det på køkkenbordet, men hun måtte have tabt det på gulvet, da hun smed sin rygsæk.
“… hører du stadig efter?”
Stemmen nåede knap nok hendes ører. “Undskyld?”
“Jeg spurgte, om du stadig hører på mig.”
“Undskyld,” sagde Haley igen. Hun stirrede på æggeuret. “Jeg må være mere udmattet, end jeg troede. Jeg tror, jeg tager mig en slapper, indtil mor kommer hjem.”
De lagde på, og Haley stoppede telefonen ned i forlommen på sine jeans. Hun stillede uret tilbage på køkkenbordet. Uret var glat og hvidt. Helt ufarligt. Haley kunne ikke sætte fingeren på præcist hvorfor, men den forbandede genstand gjorde hende urolig. Hun traskede ovenpå, væltede udmattet om på sengen og sparkede sine sneakers af, fordi hun var for træt til at snøre dem op.
Telefonen stak hende i hoften. Hun tog den op af lommen og slyngede den hen på sit natbord. Den nedadgående sol trængte ind gennem hendes vindue fra en vildt irriterende vinkel, så hun kneb øjnene sammen og vendte sig om.
Hun faldt straks i søvn. Haley vågnede med et sæt. Hendes hjerte hamrede, og der var mørkt i huset. Hun åndede ud med et langt, ubesværet åndedrag helt nede fra maven. Og så var det, at hendes hjerne opfangede lyden. Lyden, der havde vækket hende.
En tikken. Det løb Haley koldt ned ad ryggen. Hun rullede rundt for at kigge på natbordet. Telefonen var væk og i dens sted, lige i øjenhøjde, stod æggeuret.
Det ringede.
Du kan bestille Når ingen hører dig skrige her og finde den hos din lokale boghandler fra d. 19. april.
Om Stephanie Perkins
Stephanie Perkins er forfatteren bag New York Times’ bestselleren Anna og det franske kys. Hun har altid arbejdet med bøger, først som boghandler, derefter som bibliotekar – og nu som forfatter. Du kan læse mere om Stephanie Perkins her.
Forfatteren til Anna og det franske kys er tilbage med et forfriskende bud på den klassiske slasher-genre: Når ingen hører dig skrige. Fyldt med blod og – naturligvis – også med masser af sød romantik.
“Lås dine døre og vinduer, og hvis du pludselig ikke kan finde dine nøgler eller din telefon, så skynd dig væk. Og se dig ikke tilbage.” – HYPABLE.COM
“Perkins giver læserne en falsk følelse af tryghed, før hun trækker kniven og drejer den rundt” – ENTERTAINMENT WEEKLY
“Læserne vil sove med det ene øje åbent” – BOOKLIST
Langt ude på landet i Nebraska
Det er næsten et år siden, at Makani Young flyttede ind hos sin bedstemor langt ude på landet i Nebraska, og hun er stadig ved at finde sig til rette med sit nye liv. Og hun er stadig jaget af sin fortid i Hawaii.
En efter en bliver hendes medstuderende på byens lille high school myrdet i en række brutale drab, og imens politiet jagter morderen, breder uhyggen og usikkerheden sig langsomt, og Makani bliver tvunget til at forholde sig til sine egne mørke hemmeligheder.
Læs det første kapitel af Når ingen hører dig skrige her:
KAPITEL ET
ÆGGEURET STOD PÅ dørmåtten, da hun kom hjem. Haley Whitehall kiggede sig over skulderen, som om hun forventede, at der stod nogen bag hende. Langt ude i horisonten kørte en rød mejetærsker hen over de bleggule kornmarker. Hendes far.
Det var høstsæson. Hendes mor var også stadig på arbejde; hun var tandtekniker på byens eneste klinik. Hvem af dem havde stillet det her? De gamle planker på verandaen splintrede og gav sig under Hayley, da hun samlede uret op. Det raslede. Det havde været en kold dag, men plasticuret var varmt. Lidt varmt.
Haley gik indenfor, og netdøren smækkede i bag hende. “Nogen chance for, at frøken Colfax dropper det?” Hun marcherede direkte ud i køkkenet og smed rygsækken fra sig på det skakternede gulv. Føde. Eftermiddagens prøve havde været særligt anstrengende.
“Aldrig.” Brooke fnyste. “Hun dropper det aldrig. Hvad skal man med almindelig sund fornuft, hvis man har ambitioner?”
Haley stillede æggeuret tilbage på køkkenbordet, hvor det hørte til, og åbnede køleskabet. “Normalt ville jeg tale for ambition. Men. Jeg ser virkelig ikke frem til at blive druknet i majssirup.”
“Hvis jeg havde pengene, ville jeg købe det professionelle stads selv. Det bliver et helvede at gøre auditoriet rent, især med alle de der presenninger og plasticduge.”
De fleste opsætninger af Sweeney Todd krævede en mængde kunstigt blod i form af barberblade med skjulte trykballoner, gelekapsler i munden og falske kostumestykker oven på de blodplettede dubletter. Røde gardiner, røde lamper og et vildt crescendo af skingre violiner understregede kaos.
Desværre havde skolens musiklærer, frøken Colfax, en uudslukkelig tørst for drama i bred forstand. Sidste års opsætning af Peter Pan, hvortil hun havde skaffet rigtige flyveseler hele vejen fra New York, resulterede i brækkede knogler hos både Wendy og Michael Darling. I år ønskede frøken Colfax ikke bare, at den dæmoniske barber skar halsen over på sine kunder. Hun ville have, at de første tre rækker blev gennemvædede af blod. Hun henviste til denne del af auditoriet som “Splatterbæltet”.
Brooke var scenemester. Det var helt klart en ære, men med den fulgte den umulige opgave at forsøge at styre frøken Colfax i fornuftens retning. Det gik ikke særlig godt.
Haley holdt telefonen fast mellem øre og skulder, mens hun fyldte favnen med kalkunpålæg og ost, en pose skyllet salat og et glas Miracle Whip. “Shayna må være ved at flippe helt ud.”
“Shayna flipper totalt ud,” sagde Brooke.
Shayna var deres temperamentsfulde og ofte lunefulde kostumedesigner. Det var svært nok at finde ordentlige kostumer ude på landet i Nebraska med et budget på nul, men nu skulle hun oven i det hele også tage sig af at fjerne blod.
“Stakkels Shayna.” Haley lagde ingredienserne på køkkenbordet. Hun greb det nærmeste brød, et hvedebrød, som hendes mor havde bagt aftenen før, med en eller anden krydderurt i. Hendes mor slappede af ved at bage. Hun brugte brødmaskine, men alligevel.Det smagte godt.
“Stakkels Brooke,” sagde Brooke. “Stakkels Brooke,” istemte Haley.
“Og hvordan gik det med Jonathan i dag? Bedre?”
Haley tøvede. “Hørte du ham ikke?”
“Jeg lavede splattertest på parkeringspladsen.”
Haley spillede mrs. Lovett, og Shaynas kæreste, Jonathan, spillede Sweeney, henholdsvis den kvindelige og mandlige hovedrolle. Selvom hun stadig kun var tredjeårselev, havde Haley de sidste to år fået hovedroller i dramaklubben og soloer i showkoret. Hun var simpelthen bedre end sine medstuderende. Både som skuespiller og som stærk kontraalt. Et naturtalent. Umulig at overse.
Jonathan var … over middel. Og han var karismatisk, hvilket gjorde noget for hans nærvær på scenen. Alligevel oversteg denne musical langt hans evner. Han havde kæmpet i flere uger med sin mest udfordrende solo ‘Epiphany’. Hans overgange var mildest talt ikke elegante, men de var intet i sammenligning med måden, han massakrerede sine duetter på.
“Det er bare …” Haley smurte et tykt lag Miracle Whip på brødet og kastede derefter den brugte smørekniv i vasken. Hun ville vaske den senere.
“Vi brugte hele prøven på ‘A Little Priest’. Og det var ikke engang hele sangen! De samme strofer, igen og igen og igen. I to timer.”
“Av.”
“Du ved, den del af sangen, hvor vi synger forskellige strofer sam´mtidigt? Og det er meningen, at vores stemmer skal lyde, som om de snubler over hinanden af begejstring?”
“Der hvor Sweeney endelig finder ud af, at mrs. Lovett vil skille sig af med hans ofre ved at bage deres kropsdele ind i sine tærter?”
Der var et djævelsk smil i Brookes stemme. “Det var en katastrofe.”
Haley bar sin tallerken ind i stuen, men hun satte sig ikke ned. Hun vandrede frem og tilbage. “Jeg tror ikke, Jonathan kan gøre det. Jeg mener, jeg tror helt ærligt ikke, at hans hjerne kan gøre det. Han kan synge enstemmigt, han kan synge harmonier …”
“Næsten.”
“Næsten,” indrømmede Haley. “Men når en anden synger andre ord, så bliver han ved med at stoppe og begynde forfra. Som om han prøver at arbejde sig igennem en hjerneskade.”
Brooke lo. “Det var derfor, jeg gik tidligt. Jeg følte mig som sådan en bitch, men gud, altså. Jeg kunne bare ikke klare det længere.”
“Ingen ville nogensinde kalde dig en bitch.” Haley slugte en kæmpebid med kalkunpålæg. Det var en balanceøvelse: at holde telefonen, bære tallerkenen, spise sandwichen og gå frem og tilbage i rummet, men hun tænkte ikke over det. Hun var bekymret. “Jonathan ville.”
“Jonathan skulle ikke have fået rollen.”
“Synes du, jeg skal ringe til ham og sige undskyld?”
“Nej. Nej. Hvorfor?”
“Fordi jeg blev vred på ham.”
“Det er ikke din skyld, at han ikke kan klare Sondheim.” Det var sandt, men Haley skammede sig alligevel over, at hun var blevet så frustreret. Over at hun var taget hjem fra prøven.
Hun dumpede ned på den ældgamle fløjlssofa, en af de mange levn fra hendes bedsteforældres gård, og sukkede. Brooke sagde noget bedste-veninde-solidaritetsagtigt, men Haleys telefon valgte i samme øjeblik at lave dens sædvanlige nummer.
“Hvad sagde du? Min forbindelse er ustabil.”
“Så ring til mig fra fastnettet.” Haley kastede et blik på den trådløse telefon, der stod på et bord et par meter væk. For besværligt. “Det er okay nu,” løj hun.
Brooke fik drejet samtalen tilbage til sine aktuelle udfordringer som scenemester, og Haley tillod sig at dagdrømme. Hun kunne alligevel kun høre en tredjedel af Brookes klagesang. Resten var knitren. Hun stirrede ud ad vinduet og spiste sin sandwich. Solen hang lavt på himlen. Den lyste over kornmarkerne og fik de spinkle strå til at virke slørede og matte. Hendes far var stadig derude. Et eller andet sted. På denne tid af året lod han ikke en eneste solstråle gå til spilde. Verden så forladt ud.
Haley kom med nogle medfølende lyde i telefonen, selvom hun ikke havde nogen anelse om, hvad hun følte med, og rejste sig op. Hun bar tallerkenen ud i køkkenet igen, skyllede krummerne af og åbnede opvaskemaskinen.
Der var ikke andet i den end en brugt smørekniv. Haley kastede et blik på den tomme køkkenvask. Hun rynkede panden, stillede tallerkenen i opvaskeren og rystede på hovedet.
“Selvom vi får sprøjten til at fungere,” sagde Brooke, da forbindelsen pludselig var stabil igen, “er jeg ikke sikker på, at der overhovedet er folk nok, der har lyst til at sidde på de første tre rækker. Jeg mener, hvem tager i teateret for at iføre sig poncho og blive gennemvædet af blod?”
Haley kunne mærke, at hendes veninde havde brug for nogle beroligende ord. “Det er halloween-weekend. Folk skal nok købe billetter. De vil synes, det er sjovt.” Hun tog et skridt hen mod trapperne op til sit værelse og stødte sin sko ind i en lille, hård genstand.
Den fløj hen over fliserne, hoppede og raslede og skramlede og klirrede, indtil den ramte bunden af køkkenskabet. Det var æggeuret. Haleys hjerte gik i stå. Bare et øjeblik. Hun mærkede en ubehagelig prikken i huden, mens hun bevægede sig hen mod køkkenlågen, som hendes mor eller far havde ladet stå åben.
Hun lukkede den i med fingerspidserne og samlede langsomt æggeuret op. Som om det var tungt. Hun kunne have svoret, at hun stillede det på køkkenbordet, men hun måtte have tabt det på gulvet, da hun smed sin rygsæk.
“… hører du stadig efter?”
Stemmen nåede knap nok hendes ører. “Undskyld?”
“Jeg spurgte, om du stadig hører på mig.”
“Undskyld,” sagde Haley igen. Hun stirrede på æggeuret. “Jeg må være mere udmattet, end jeg troede. Jeg tror, jeg tager mig en slapper, indtil mor kommer hjem.”
De lagde på, og Haley stoppede telefonen ned i forlommen på sine jeans. Hun stillede uret tilbage på køkkenbordet. Uret var glat og hvidt. Helt ufarligt. Haley kunne ikke sætte fingeren på præcist hvorfor, men den forbandede genstand gjorde hende urolig. Hun traskede ovenpå, væltede udmattet om på sengen og sparkede sine sneakers af, fordi hun var for træt til at snøre dem op.
Telefonen stak hende i hoften. Hun tog den op af lommen og slyngede den hen på sit natbord. Den nedadgående sol trængte ind gennem hendes vindue fra en vildt irriterende vinkel, så hun kneb øjnene sammen og vendte sig om.
En tikken. Det løb Haley koldt ned ad ryggen. Hun rullede rundt for at kigge på natbordet. Telefonen var væk og i dens sted, lige i øjenhøjde, stod æggeuret.
Det ringede.
Om Stephanie Perkins
Stephanie Perkins er forfatteren bag New York Times’ bestselleren Anna og det franske kys. Hun har altid arbejdet med bøger, først som boghandler, derefter som bibliotekar – og nu som forfatter. Du kan læse mere om Stephanie Perkins her.
Andre læste også: