Børnebøger Børnebøger 10-12 år Carlsen Fagbøger til børn Viden

Svend Brinkmann: Børn er eksperter i at undre sig

Svend Brinkmann

5 hurtige om filosofi til Svend Brinkmann, aktuel med børnebogen Svend Brinkmann fortæller om livet, døden og jagten på sandheden. En fagbog til nysgerrige hoveder, der vil være klogere på … alting!


Voffer voffer dit og voffer dat. Som forælder kender du sikkert alt til at blive drevet til vanvid af spørgsmål fra dit barn:

Hvorfor findes der rige og fattige?

Hvad sker der, når vi dør?

Hvad hvis alle i virkeligheden er robotter … eller jeg selv er en robot?!

Der er ingen tvivl om, at børn stiller både skarpe og filosofiske spørgsmål. Og hvad skal man svare? Det forsøger Svend Brinkmann at tage hul på i den ny bog Svend Brinkmann fortæller om livet, døden og jagten på sandheden, en del af serien Er du rigtig klog? med spændende fagbøger i børnehøjde.

Her svarer Brinkmann på 5 hurtige spørgsmål om filosofi for børn.

5 spørgsmål om filosofi


Hvorfor er børn gode filosoffer?

Fordi børn er rigtig gode til at undre sig. For voksne er der en masse, man tager for givet, men for børn er der endnu ikke så meget, der er selvfølgeligt. Og filosofi udspringer af en undren over, hvordan verden er indrettet.

Du skriver i din bog, at mange voksne glemmer at stille spørgsmål. Hvad sker der, hvis vi glemmer at stille spørgsmål? 

Så mister vi glæden ved at fundere over livets mærkværdigheder. Og vi mister måske også evnen til at være kritiske: Hvorfor er samfundet indrettet, som det er? Kunne det være anderledes, kunne det være bedre? Det er også filosofiske spørgsmål.

Hvad har været det bedste ved at skrive den her bog?

At arbejde sammen med en ekstremt dygtig forfatter som Thomas Brunstrøm. Og så at blive tvunget til at forklare de filosofiske ideer helt i bund, så de giver mening for børn. Selv om børn er fødte filosoffer, betyder det ikke, at de voksne filosoffer nødvendigvis har evnet at formulere sig på en børnevenlig måde!

LÆS OGSÅ: Hvorfor det? Carlsens Klogebøger er fagbøger til børn, der er nysgerrige på verden

Svend Brinkmann: Børn er eksperter i at undre sig
Illustration fra Svend Brinkmann fortæller om livet, døden og jagten på sandheden

Hvad har været dit eget største filosofiske aha-øjeblik? 

Det er meget nørdet: Da jeg forstod Wittgensteins argument for umuligheden af såkaldte private sprog. Det lyder som noget abstrakt og ligegyldigt, men det har været meget vigtigt for min verdensopfattelse, da det betyder, at vi lever i en fælles virkelighed, som vi har adgang til sammen bl.a. i kraft af et sprog, som vi deler.

Hvem er din favorit filosof – og hvorfor? 

Ud over Wittgenstein, der i mine øjne er den vigtigste nyere filosof, så må det være Aristoteles fra det gamle Grækenland, der havde ret i næsten alting.

LÆS MERE: Historiker: De her 5 tips giver dit barn lyst til at rejse tilbage i tiden


Svend Brinkmann fortæller om livet, døden og jagten på sandheden

En bog om filosofi til børn!

Svend Brinkmann tager børnene med på en rejse gennem filosofiens historie. Han fortæller om alt fra gamle grækere som Sokrates, Platon og Aristoteles til store tænkere som Søren Kierkegaard, Friedrich Nietzsche og Jean-Paul Sartre – og runder samtidig etik, lykke, feminisme, kejser Nero, demokrati og meget mere. 

Han svarer på spørgsmål som hvorfor børn faktisk er de bedste filosoffer, hvad det egentlig vil sige at være et menneske, og hvorfor at det er så vigtigt at stille spørgsmål til alt og udfordre alle autoriteter.

Fra ca. 10 år.

Du kan købe Svend Brinkmann fortæller om livet, døden og jagten på sandheden online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.

Bøger er det bedste. Her på Bog.dk skriver jeg artikler om skønlitteratur for børn, unge og voksne, dykker ned i forfatterskaber og laver lister, der forhåbentlig kan inspirere dig til din næste store læseoplevelse.