Krimi

Årets danske krimi-overraskelse!

Årets danske krimi-overraskelse!

37-årige Anne Mette Hancock debuterer dette forår med Ligblomsten, en stærk krimi om hævn, tilgivelse og retfærdighed. Vi har spurgt hende om vejen til hendes debut.

Hvordan kom du i gang med at skrive Ligblomsten?

Jeg har altid læst krimier og været vild med genren. På en ferie for nogle år siden i Sydfrankrig fik jeg pludselig en idé til en åbningsscene. Den næste morgen stod jeg tidligt op og skrev de første tre sider af “Ligblomsten”. Jeg havde på det tidspunkt endnu ikke et plot i tankerne, kun den ene scene. Efter ferien røg siderne i en skuffe og lå så dér og marinerede i et par år, mens jeg fra tid til anden tog idéen om at skrive en hel bog op. En efterårsdag i 2015 besluttede jeg mig så for at give det en reel chance. Jeg sagde mit job op og begyndte at skrive krimi på fuld tid. Hvis jeg ikke havde haft min mands opbakning til projektet, var det aldrig blevet til noget.

Har du haft faste rutiner, eller skriver du alle steder og hele tiden?

Jeg har skrevet, hvor jeg befandt mig. På rejser, men mest af alt i Danmark. I starten skrev jeg ofte hjemmefra, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg har brug for liv omkring mig. Masser af larm, kaffekopper, der klirrer, mennesker, der sludrer, som et fast lydtapet omkring mig. Sådan arbejder jeg bedst. Så en stor del af bogen er skrevet på københavnske caféer og restauranter.

Bygger du dine karakterer op på baggrund af personer, du kender?

Flere af mine personer deler karakteristika med folk i min familie og vennekreds. Jeg nupper også nogle træk fra personer i mine yndlingsserier og -film. Jeg kan generelt godt lide karakterer, der har styr på tingene. Folk med pondus og holdninger. Jeg er ikke så pjattet med den klassiske danske antihelt, som helst skal være lidt svag og ynkelig. Den ideelle antihelt er for mig John McClane-typen, som nok er rå i kanterne, men som har ‘cajones’, selvtillid og en smøg i mundvigen. Mine bad guys kender jeg heldigvis ikke i virkeligheden, men jeg ved, de findes derude, og jeg frygter dem.


Ligblomsten af Anne Mette Hancock

★★★★★★ “Årets bedste krimi … Fængende, fantastisk, fremragende” – Bogfriisen.dk

Untitled-1 copy

Journalist Heloise Kaldan står midt i et mareridt: Hendes kilde er blevet afsløret i en løgn, og avisen er på den anden ende. Det er Heloises privatliv også. Midt i det hele modtager hun mystiske breve fra Anna Kiel, der i tre år har været eftersøgt for drabet på en ung advokat.

Både den egenrådige politimand Erik Schäfer og Heloise selvbegynder at grave i den gamle sag, da der sker endnu et drab. Har Anna Kiel slået til igen, eller er der mere end én morder? Og hvorfor leder alle spor i sagen pludselig til Heloise?

-> Køb bogen her.

Årets danske krimi-overraskelse!