Saga Skønlitteratur

En rejse ind i “Mørkets hjerte”

En rejse ind i "Mørkets hjerte"

”Solen gik ned; tusmørket faldt på over strømmen, og lysene begyndte at tændes langs bredden.” Den polske forfatter og sømand Joseph Conrad når at rejse det meste af verden rundt, før han begynder at skrive romaner på baggrund af sine oplevelser. Men særligt ét land er med til at traumatisere ham for livet. Og herfra udspringer nogle af hans bedste bøger.

Skrevet af: Jakob Nielsen

Opvokset i fangelejr

Joseph Conrad (1857-1924) bliver født i en lille by i det nuværende Ukraine af lavadelige, polske forældre. Conrad lever et stormfuldt liv, hvor han bliver kastet rundt i forskellige afkroge af verden. Hans barndom er stærkt præget af hans hjemland Polens kamp for uafhængighed fra det russiske styre. Da hans forældre, som er med i den patriotiske modstandsbevægelse, arresteres af de russiske myndigheder, er Conrad ikke mere end fem år gammel. De sendes alle tre i fangelejr i Nordrusland. Tre år efter dør moderen, som konsekvens af det brutale fængselsliv. Endnu to år skal gå, før Conrad og hans far kan rejse hjem til Polen. De slår sig ned i Krakow, hvor Conrad kan få en uddannelse, men efter kort tid dør også faderen af tuberkulose. Conrad når at knytte et stærkt bånd til sin far, og flere litteraturhistorikere mener, at den melankoli, som gennemsyrer hans litteratur, udspringer af netop dette tab.

Lagunaen_ebookHavets spejl_ebookLord Jim_ebookNostromo_ebookDen gyldne pil_ebookTilfaeldet_ebook

Havet frem for skolen

Conrad bor hos sin onkel i Krakow, hvor han også går i skole. Men han har et rastløst og eventyrlystent sind, som gør det svært for ham at koncentrere sig i skolen. Han drømmer om at rejse rundt i verden. Det fører til, at han allerede som 17-årig rejser til Marseilles, hvor han får arbejde på en lang række skibe de næste mange år. Han ender med at sejle i den engelske flåde, som fører ham rundt i verden, blandt andet til Australien og den daværende belgiske koloni Congo.

Turen til mørkets hjerte

I 1889 bliver Conrad hentet til Congo for at være kaptajn på en floddamper. Han overtager posten fra danskeren Freiesleben, som kort tid forinden er blevet dræbt. Hele sit liv har Conrad drømt om at rejse rundt i de centralafrikanske lande, men Congo viser sig at være noget helt andet, end han havde forestillet sig. Under ejerskab af den belgiske Kong Leopold II viser Congo sig at være en verden af vold, slaveri, korruption, råddenskab og afhuggede lemmer. Det er disse oplevelser han skildrer i sin nok mest kendte roman ”Mørkets Hjerte” (1902). Hovedpersonen, sømanden Marlow, får til opgave at sejle langt ind i hjertet af Congo. Det er hans mission at finde en Hr. Kurtz, en elfenbensforhandler som har skabt sit eget imperium langt inde i landet. Conrad beskriver Kurtz som personificeringen af ondskab. Som en slags Dantes inferno bliver rædslerne værre og værre, jo længere Marlow sejler op ad floden. Af samme grund er bogen tidligere blevet læst som en psykologisk metafor for at rejse ind i sit eget sind. Først senere finder man ud af, at de rædsler, der berettes om i “Mørkets Hjerte”, faktisk er mere eller mindre korrekte beskrivelser af Congo i slutningen af det 19. århundrede.

Den store redning1_ebookPlanteren paa Malata_ebookAd ostens kongevej_ebookSejr1_ebookFreya fra de syv oer_ebook

Et oprørt sind

Selvom meget af Conrads forfatterskab er kendetegnet ved en særlig pessisme og tunge emner som ondskab, imperialisme og barbari, så er sproget smukt og spækket med betydninger. Conrad giver fængslende beskrivelser af naturen: ”Og til sidst dalede solen lavt i sit buede, umærkelige fald, og fra glødende hvidt skiftede den til dumpt rødt uden stråler og uden hede, som kunne den brat og snart gå ud, dræbt ved sammenstødet med dette mørke, der rugede over en menneskemasse.” Beskrivelsen er fra begyndelsen af “Mørkets hjerte” og giver en ulmende fornemmelse af, hvordan vi bliver suget dybere ind i Congos mørke…

Inspirationskilde til de store moderne forfattere

Joseph Conrad skriver i et skæringspunkt mellem romantik og modernisme og har været inspirationskilde for et utal af moderne forfatter, såsom Ernest Hemingway, William S. Burroughs og F. Scott Fitzgerald. Sidstnævnte har blandt andet udtalt, at hvis han skulle skrive én roman i hele sit liv, så skulle det være “Nostromo” (1904) – en roman, mange anser for at være Conrads bedste. “Mørkets Hjerte” lægger desuden fundament til historien i Francis Ford Coppolas Vietnam-krigsfilm ”Dommedag nu” fra 1979.