Yrsa Sigurðardóttir er mester i at skrive udspekulerede krimier, hvori efterforskeren Huldar og børnepsykologen Freyja skal opklare grusomme forbrydelser. Vold er fjerde bind i serien.
Ved det gamle henrettelsessted Galgeklippen finder politiet liget af en ung, rig investor, der tilsyneladende har hængt sig. Da liget bliver taget ned, står det dog klart, at der ikke er tale om selvmord, da en besked er sømmet fast til hans brystkasse med en sømpistol.
LÆS OGSÅ: Yrsa Sigurðardóttir: Mord er modbydeligt, men jeg skriver jo ikke en turistguide
Efterforskeren Huldar bliver sendt ud til den døde mands lejlighed, hvor han finder børnepsykologen Freyja. Hun er sammen med en ansat fra Reykjaviks kommune og en 4-årig dreng, der ikke kan forklare, hvorfor han opholder sig i lejligheden.
Da der hverken kan etableres en forbindelse mellem drengen og den myrdede mand, og der heller ingen spor er efter barnets forældre, må Freyja og Huldar i fællesskab forsøge at komme til bunds i sagen. Og det haster med at finde drengens forældre i live – hans mor er nemlig højgravid.
Du kan købe Vold af Yrsa Sigurðardóttir online her eller i din lokale boghandel.
Yrsa Sigurðardóttir
Vold
Kapitel 1
Der trængte en knasende lyd ind i den mørke bil, som om den kørte på en grusvej. Pludselig bremsede den temmelig brat op, og lyden forsvandt. Helgi, som lå på bagsædet, gled lidt bagud ved opbremsningen, og det sved på hans kind, der gned hen ad det ru og ildelugtende sædebetræk.
Det var ikke hans bil. Han åbnede det ene øje på klem og betragtede skraldet, der lå på gulvet: nogle bulede sodavandsdåser, en krøllet chipspose og nogle brugte servietter, to knækkede cigaretter og et papir fra en hotdog. Det var da utroligt, som folk svinede i en taxa. Eller måske var det slet ikke en taxa? Havde han taget den på stop? Var han sprunget ind i en bil på Lækjargata? Det ville ikke være første gang, at fulde Helgi gjorde det stik modsatte af, hvad ædru Helgi ville gøre.
Helgi kunne ikke tænke længere. Han fik en dundrende hovedpine, og hans mave snørede sig sammen i sympati. Han var ude af stand til at rejse sig op; hvis han kastede op, ville det blive ud over sædet. At dømme efter lugten ville det ikke være første gang, det skete i denne fremmede bil.
Hvad fanden havde han egentlig drukket? Normalt passede han på ikke at drikke et eller andet sprøjt, som havde den her virkning på ham. Der var ingen tvivl om, at det skyldtes alkohol. Han kendte udmærket den sløve fornemmelse og problemerne med at få overblik over situationen. Men det var ikke sket for ham i flere år.
Da galden pludselig steg op i halsen, nåede Helgi som ved et mirakel at flytte hovedet hen til kanten af sædet, så maveindholdet landede på gulvet. Skraldet på gulvet blev derved endnu mere ulækkert at se på, og Helgi lukkede øjnene. Fra førersædet hørte han nogen sukke dybt og bande højt. Han behøvede ikke at være i stand til at tænke klart for at gætte, hvad der var årsagen til dette udbrud. Der var ingen, der brød sig om, at man kastede op i deres bil.
Så tav stemmen, bilens fordør blev åbnet med en metallisk knirken og blev så smækket i igen. Det knasede igen i gruset, nu var lyden lavere end før. Så blev døren ud for Helgis hoved åbnet, og den friske, kolde luft strømmede ind og ramte hans ansigt. Kvalmen fortog sig en anelse, og hovedpinen tog også lidt af. Den bedste følelse i verden.
Men han fik ikke lov til at nyde den ret længe. Nogen tog et fast greb i hans skulder og ruskede ham hårdt. Helgi ville råbe, at sådan behandlede man ikke folk, men han kunne ikke få et ord frem. Det var, som om nerverne mellem sprogcentret i hans hjerne og hans tunge var blevet klippet over. Hans tanker blev endnu engang ét stort rod, som han ikke kunne få styr på.
En vred stemme beordrede Helgi ud af bilen. Formentlig ville chaufføren af med ham, fordi han havde kastet op. Til sin egen store forbavselse adlød Helgi. Han ville slet ikke have sat sig op, men hans muskler og lemmer bevægede sig af egen kraft og fik i forening hans krop til at stige ud af bilen.
Han trak den friske luft dybt ned i lungerne, og den føltes endnu bedre, end da den kom ind ad den åbne bildør. Det var fuldmåne, himlen var klar, og frosten gjorde natten dejlig vindstille. Det føltes godt at være til.
Han lænede hovedet bagover for at beundre nattehimlen, men mistede i stedet balancen og kunne ikke genvinde den. Den samme hånd, som havde rusket ham, støttede ham, mens han stod og svajede frem og tilbage og var lige ved at falde. Helgi satte stor pris på hjælpen, for det grus, han nu kiggede ned i, så ud, som om det ville være ubehagelig groft at lande på.
Da han var holdt op med at svaje og var i stand til at stå nogenlunde oprejst, fik han et skub i ryggen og blev beordret til at begynde at gå. Igen adlød hans krop, uden at Helgi følte, at han havde givet den lov til at bevæge sig.
Det undrede ham, at manden ikke havde skældt ham ud over at have kastet op i bilen. Det hele var virkelig underligt, men han kunne for sin død ikke koncentrere sig tilstrækkeligt om at komme til bunds i, hvad det var, der foregik. Det bedste, han kunne komme på, var, at han var midt i en af de der drømme, hvor man vågner med et sæt, idet man falder ud over en lodret klippevæg. I drømme skete den slags tit.
Det grove grus forsvandt under hans fødder, og i stedet gik han nu på noget, der lignede en tiltrampet fåresti, der snoede sig gennem forvredne, mosgroede lavaformationer. Helgi stirrede ned for sine fødder, han tænkte stadig på den lodrette klippevæg. Han slingrede så meget, at han havde svært ved at holde sig på den smalle sti.
Han gik foran, mens ham, der bestemte farten, gik bagved. Hver gang Helgi var ved at træde forkert eller standsede op for at genvinde balancen, blev han skubbet af sted igen. Helgi ville gerne sige til manden, at han ikke kunne gå længere, men han var ude af stand til at tale.
Stien gik opad et stykke tid og derefter nedad igen. Den løb gennem bevoksede lavninger mellem lavaklipperne, der om sommeren ville have været ideelle picnicsteder, men som nu virkede kolde og ugæstfrie.
Han syntes, han genkendte stedet, og han begyndte at se sig lidt omkring. Han kunne se, at lavamarken sluttede ikke langt derfra, nede ved det natmørke hav, som glitrede i måneskinnet. Kyststrækningen fik ham til at tænke på sin barndom, hvor han var taget med sin bedstefar ned på en strand, der mindede en del om denne. Måske var det endda den samme.
De var gået hen mod nogle edderfugle, som lettede og fløj bort, da de fik øje på dem. Hans bedstefar var gået hen til stedet, hvor fuglene havde ligget, og havde fundet en rede. To store, blålige æg midt blandt brune dun. Helgi havde rørt ved dunene, der føltes mere som et svagt pust af luft end som noget håndgribeligt, man kunne røre ved.
Da han rejste sig op, pegede hans bedstefar på mågerne, som havde slået ring om dem, mens han havde beundret reden. De var så langt borte, at det ikke virkede påfaldende, men lidt efter lidt kom de nærmere. Den ene efter den anden. Da Helgis bedstefar fortalte ham, hvorfor de opførte sig sådan, havde han mest af alt lyst til at kaste sten efter dem.
Det var et frygteligt dilemma, og han var lige akkurat gammel nok til at forstå det, desværre. Hvis de blev stående, ville mågerne ikke kunne komme hen til æggene. Men det ville edderfuglene heller ikke. Æggene ville blive kolde, og ungerne i dem ville dø. Hvis de gik, ville edderfuglehunnen kunne komme hen til sin rede, men inden hun nåede det, ville den være ubevogtet længe nok til, at mågerne kunne spise æggene.
Til sidst havde Helgis bedstefar sagt til ham, at han skulle gå videre, men han gik nærmest baglæns i håb om at se edderfuglene komme svævende tilbage og redde æggene. Men de var ikke til at få øje på nogen steder. I hvert fald nåede de ikke at dukke op, inden han tabte stedet af syne. Han fik aldrig at vide, hvordan det endte.
Men nu var det vinter, og der var ingen æg i rederne ved nogen som helst strande. Eller dun. De var alle sammen blevet samlet sammen, renset og proppet i dyner, der kunne sælges til velstående turister.
Helgi fik et hårdt skub i ryggen, og det gik op for ham, at han var stoppet op for at se ud over havet. Han luntede videre ad den snoede sti. Den begyndte igen at gå opad, og kort tid efter fik han besked på at standse, hvilket han gjorde. Det var utroligt, så lydig han var blevet.
Han så op og kiggede undrende på to høje, sorte klipper, som mest af alt mindede om en kulisse fra Ringenes Herre. Mellem de to klippesøjler lå en kraftig planke, næsten som en gangbro. Havde drømmen ført ham til Mordor?
Inden hans langsomme hjerne nåede frem til et svar, fik han på ny et skub i ryggen, denne gang i retning over mod den ene af klipperne. Den var tilgroet og dækket af vissent græs fra den forgange sommer. Det gjorde det lidt lettere at kravle op ad den, og Helgi gjorde derfor, som han fik besked på.
Han stoppede også, da han fik ordre om det, inden han var nået helt op til toppen, og blev stående på en afsats, der ragede lidt ud i kløften mellem de to klipper. Der stod han og så ud over det smukke hav, som så fuldkommen roligt og fredfyldt ud i det blikstille frostvejr. Den perfekte illusion.
Helgi vaklede lidt, og det gik op for ham, at han nok ville ende med at falde ned. Men af en eller anden grund skræmte tanken ham ikke. Han var heller ikke så frygtelig højt oppe, og desuden var det en drøm. Eller hvad? Afgrundene i hans drømme var altid bundløse. Han kiggede ikke ned i noget tørt græs og nogle skarpe lavasten, som han gjorde nu.
Helgi havde vendt sig om, så han stod med front mod ham, der havde skubbet ham af sted. Han stirrede først på mandens ansigt, men kunne ikke se det, eftersom den nederste halvdel af det var dækket af et halstørklæde. Men han kunne se de grålige øjne, som så alt andet end venligt på ham, så Helgi skyndte sig at kigge ned og stirrede i stedet på mandens hænder. På det sorte og gule stykke værktøj, han holdt i højre hånd. Den venstre greb fat i Helgis knappede jakke og trak ham nærmere. Så knappede fingrene den øverste knap i jakken op, trak et hvidt ark papir op af lommen og placerede det på Helgis bryst.
Han så ned og forsøgte at læse, hvad der stod, men bogstaverne vendte på hovedet. Under bedre omstændigheder ville han måske have kunnet læse det. Men ikke nu. Ikke i den omtågede tilstand, han befandt sig i. Men hans forsøg på at læse bogstaverne fik pludselig tågen i hans hoved til at lette.
Han kom i tanke om et stykke papir, som nogen havde rakt ham og bedt ham underskrive. Det havde han kunnet læse, og han kunne huske, at indholdet havde været frygteligt på en eller anden måde. Men var det frygtelig godt eller frygtelig skidt? Tågen sænkede sig på ny, og han kunne ikke komme i tanke om det.
Det gule og sorte stykke værktøj dukkede op foran ham. Det blev trykket ind mod hans bryst. Helgi rynkede brynene og ventede på, hvad der nu skulle ske. Han var ikke nervøs, bare nysgerrig. Han ejede ikke selv noget værktøj, og selvom han kunne genkende visse slags, når han så dem, så var dette fremmed for ham. Hvad var det mon til?
Helgi så fingrene, der holdt om skaftet, bøje sig, hvorefter der midt i den stille nat lød et højt smæld, der gav ekko mellem klippevæggene. Han mærkede en gennemborende smerte i brystbenet og tabte vejret. Det var lige før, han gik bagover og faldt ud over kanten af afsatsen. Men personen foran ham greb fat i ham igen. Til trods for den modbydelige smerte, følte han sig lettet. Manden ville ham tydeligvis intet ondt, eftersom han havde hindret ham i at falde ned. I hvert fald ikke noget rigtig ondt.
Der blev trukket noget ned over hovedet på ham, og han kunne se et tykt tov ligge hen over sit ømme bryst som en klodset halskæde. Han gik ud fra, at manden nu var begyndt at sørge for sikkerheden på den her underlige gåtur, de var på. Han ville ikke falde ned, hvis han var bundet fast til klippen.
Men så blev rebet strammet om hans hals. Igen kunne Helgi ikke få et ord frem, da han ville påpege, at det nok ikke var nogen god idé. Det ville være smartere at binde rebet om livet på ham. Han trak vejret tungt på grund af smerterne i brystet. Han kunne ikke tale.
Men det var lige meget. Det var en drøm. Det kunne ikke være andet. Hvis han faldt, ville han flyve. Snart ville han vågne op, og så ville smerten være forsvundet sammen med den der uvirkelige fornemmelse, som blev skabt af tågen i hans hoved.
Mens han lyttede til manden, der stod og bandede et sted bag ham, stirrede Helgi ud over havet, hvor der nu var begyndt at komme krusninger på overfladen. På den anden side af bugten så han et velkendt hvidt hus med rødt tag. Bessastadir, præsidentboligen.
Det var helt sikkert en drøm. Et minde fra stranden her dukkede op i hans sløve hjerne. Han skubbede det fra sig for ikke at kaste op igen og vendte sine tanker mod nuet, de smukke omgivelser og manden, der stadig stod og bandede bag ham.
Helgi hørte ikke halvdelen af hans eder og forbandelser. Udsigten var så smuk, at selv smerterne i brystet syntes at tage af, når han koncentrerede sig om den. Han flyttede blikket fra præsidentboligen og kiggede på selve bugten. Bølgerne på den sorte havoverflade havde med det samme en hypnotisk virkning på ham. Helt ude ved horisontlinjen lå en sort tågebanke, som konkurrerede med himlen om, hvem af dem der var den mørkeste.
Helgi kunne mærke, at han var ved at segne om. Hvilket var underligt set i lyset af, at han sov fast.
Endnu engang blev Helgi forstyrret, da manden skubbede til ham. Denne gang i lænden og nu for sidste gang. Helgi faldt ud over afsatsen, svævede en brøkdel af et sekund, indtil rebet pludselig strammedes hårdt og standsede hans fald. Når alt kom til alt, havde han altså ikke kunnet flyve.
Og det her var heller ikke nogen drøm.
Kapitel 2
Liget gyngede frem og tilbage i vinden, drejede roligt en halv omgang og derefter tilbage igen. Huldar så væk, da det ubehageligt blålige ansigt med den sorte tunge, der stak ud af munden, dukkede op. Mandens hoved hang ned på brystet, og det så næsten ud, som om han kiggede forundret ned på sine fødder, hvor den ene sko var faldet af. Nu lå skoen inde i teknisk afdelings bil, forseglet i en plasticpose.
Der var ingen, der regnede med, at den kunne være med til at kaste lys over dette triste selvmordsscenarie, men ikke desto mindre fulgte man forskrifterne for, hvordan bevismateriale skulle indsamles på et gerningssted. Håndteringen af skoen var dog nærmest det eneste, som denne gang blev gjort efter bogen.
”Er det ikke et underligt sted at hænge sig?” Huldar vendte sig bort fra den døde og om mod sin kollega Gudlaugur.
”Ikke mere underligt end så mange andre steder.” Gudlaugur stirrede stadig på manden, der hang i rebet. ”På den her måde sikrede han sig, at ingen af hans nærmeste ville finde ham. Jeg gætter på, at det må være forklaringen.”
”Ja. Måske.” Huldar var ikke overbevist. Det måtte have krævet en masse besværlige forberedelser. Der var et godt stykke at gå oppe fra vejen, og planken, der havde tjent som galge, var tung og svær at håndtere. Han var oprindeligt uddannet tømrer og vidste alt om den slags. Han ville foretrække at bruge de sidste øjeblikke af sit liv på alt andet end at slæbe en tung planke efter sig.
Men han lod det ligge og modsagde ikke Gudlaugur. Den unge mand havde tydeligvis tømmermænd denne søndag morgen, han var rødøjet, usoigneret at se på og spiste lakridspastiller med jævne mellemrum. Han var ikke i humør til, at de få ting, han orkede at ytre sig om, blev modsagt.
Huldar vendte sig igen om mod de to klippesøjler og betragtede sine kolleger, der forsøgte at finde ud af, hvordan de bedst kunne få manden ned. Rebet var bundet rundt om midten af planken, og alle forsøg på at skære det over ville resultere i, at manden enten faldt direkte ned på jorden nogle meter under ham eller stødte ind i de skarpe lavaklipper. Til trods for, at han var død, ville man naturligvis gerne have ham ned i nogenlunde hel stand.
Erla stod neden under den døde og pegede op, mens hun råbte til dem, der var klatret op ad klippen. De forsøgte at følge hendes anvisninger, men én ting var at stå nede på jorden og afgive ordrer, noget andet var at følge dem, mens man hang ude på kanten af en klippe. Hun var ved at miste tålmodigheden og begyndte selv at klatre op for at vise dem, hvordan de skulle gøre. Når hun kom ned igen med uforrettet sag, ville hun være i endnu dårligere humør, end hun allerede var.
Planken knirkede og knagede, da en af politibetjentene lagde sig ned og begyndte at mave sig ud på den. Det var uklart, hvad han havde tænkt sig, for han havde næppe kræfter til at trække manden op og kravle tilbage til klippen med liget. Lydene fra planken fik ham til at standse. Erla kunne ikke lægge skjul på sin skuffelse og sukkede højlydt, for det var hende, der havde foreslået ham at kravle derud.
”Ville det ikke være smartere at låne et af de der springlagner, som brandfolk bruger til at redde folk, der springer ud af en brændende bygning? Hvis vi holder det spændt ud under ham, kan vi forhindre, at liget får en alt for hård medfart.”
Huldar smilede, inden han så sig over skulderen. Han kunne genkende Línas stemme, den unge kvinde fra universitetet i Akureyri, som var i praktik hos dem. Hun var den første praktikant, de havde haft, som læste til politibetjent på universitetsniveau, som var kommet for at arbejde i afdelingen i Reykjavik.
Selvom ingen havde sagt noget højt om det, havde de fleste vældig mange fordomme over for hende. Og som det ofte er med fordomme, så var det frygten for det ukendte, der var drivkraften bag dem. Hvad skulle der blive af dem, når hver anden betjent kom valsende ind med en universitetsgrad? Ville de blive dømt til at vade to og to sammen op og ned ad hovedgaden blandt alle turisterne, tage sig af klager om højlydte fester og udskrive bøder for forskellige småforbrydelser?
Huldar kunne ikke være mere ligeglad. Hvis hans job hos politiet blev truet, kunne han altid begynde at arbejde som tømrer igen. Og desuden var han ret begejstret for praktikanten og især for hendes evne til at stryge folk mod hårene.
Hun gjorde hele tiden opmærksom på de ting, der ikke var efter bogen, rettede folk, når de talte, og kom med oplysninger og citerede fra videnskabelige artikler eller lærebøger. Hver gang dette skete i nærheden af Erla, kunne man se hende skære tænder og trække vejret heftigt gennem næsen. Og Huldar kunne aldrig lade være med at smile. Heller ikke når den unge kvindes kommentarer fik Gudlaugur til at trække sig.
”Der er ikke tid til at hente et springlagen hos brandvæsnet, Lína. Men god idé, ellers.” Huldar kunne se, at Lína smilede over at få ros. Hun var rødhåret med elfenbenshvid hud og var ikke særlig høj, faktisk gik hun kun Huldar til brystet. Når hun smilede som nu, kunne man se, at hendes tænder og ansigtshud nærmest havde samme farve. Så blev hun alvorlig igen og vendte atter sin opmærksomhed mod det, der foregik oppe på klipperne.
Huldar havde en mistanke om, at Erlas formål med at tage Lína med til gerningsstedet var et andet end at give hende en indføring i politiets arbejde. Sandsynligvis havde hun håbet, at den unge kvinde ville blive chokeret og måske endda kaste op. Men det var ikke sket. Lína havde stillet sig op blandt de forreste, stirret op på det dinglende lig og betragtet det, som var det en lysekrone i en lampebutik.
Til sidst så hun sig omsider omkring og begyndte at kommentere det faktum, at Erla ikke ville afmærke gerningsstedet. Erlas træge svar om, at de ikke havde tid til den slags, fik ikke Lína til at tie stille, og til sidst havde Huldar trukket hende til side og forklaret, at det her var en undtagelse, som også måtte stå nævnt i lærebøgerne; når omstændighederne var af en sådan beskaffenhed, at man måtte tilsidesætte de traditionelle arbejdsprocedurer på grund af tidspresset. Som svar havde hun bare skåret en grimasse. Lína syntes ikke, at omstændighederne var så specielle, at der var grund til at blive stresset.
Den holdning var hun alene om. De andre i teamet var fuldstændig klar over, at det hastede. Det var ikke hver dag, at de fik en meddelelse fra Bessastadir om, at der var blevet fundet et lig i nærheden af præsidentboligen.
Under normale omstændigheder ville man have sendt to betjente ud på stedet sammen med en fra teknisk afdeling. Nu kunne man næsten ikke komme frem for folk. I forvirringen, som var opstået, da meddelelsen indløb, var næsten hver eneste ledige politibetjent blevet beordret ud til stedet, og mange, der havde weekendfri, var også blevet sendt derud.
Idéen havde formentlig været den, at det med manges hjælp ville gå hurtigere med at fjerne liget, men da alt kom til alt, viste det sig at have den stik modsatte virkning. De fleste af de fremmødte fik ikke nogen opgaver og gik derfor bare i vejen.
Erlas telefon ringede, og Huldar betragtede hende, da hun tog den. Hun lukkede øjnene og gned sig i panden, mens hun lyttede til det, der måtte være en overhaling fra ledelsen. Inden for denne snævre kreds stod alt uden tvivl på den anden ende. Man brød sig næppe om, at politiet gjorde en dårlig figur, når der var sikkerhedsvagter fra en udenlandsk stormagt i landet, som var vidne til det. Huldar smilede lidt ved tanken, men smilet blegnede, da Erla fæstnede blikket på ham, lagde på og stak telefonen i lommen.
”Skær rebet over! Tiden er gået!” råbte Erla til mændene oppe på klippen. ”Konvojen er på vej, og den når Bessastadir om en halv time. Så er vi nødt til at være væk. Der er ikke noget at gøre ved det, hvis liget får en hård medfart. Jeg går ud fra, at den døde er ligeglad.”
Huldar kunne se, at Lína åbnede munden, og at dømme efter hendes ansigtsudtryk brød hun sig ikke om Erlas ordre. Der stod sandsynligvis en masse om efterforskning og indsamling af bevismateriale i hendes lærebøger, men sikkert knap så meget om VIP-besøg fra udlandet. Han lagde hånden på hendes skulder og hviskede ind i hendes forfinede, hvide øre. ”Jeg ville ikke sige noget, hvis jeg var dig. Du kan alligevel ikke ændre noget ved situationen.”
Lína kneb læberne sammen. Hun var nok uerfaren, men bestemt ingen tåbe. Hun havde lyttet til Erlas korte tale, inden de tog af sted, og vidste, hvad det drejede sig om. Hun så ud over bugten og stirrede på Bessastadir på den modsatte side, mens hun så alt andet end tilfreds ud.
Huldar var temmelig sikker på, at Gudni Th. Jóhannesson ikke ville få hendes stemme næste gang, selvom han ikke havde været involveret i sagen. Det eneste, han stod for, var at modtage den kinesiske minister, når han kom på officielt besøg. Ministerens sikkerhedsvagter var mødt op på Bessastadir forud for ministerens besøg for at undersøge forholdene og havde fået øje på det dinglende lig blandt klipperne på den anden side af Lambhús-søen. Beboerne på Bessastadir havde overhovedet ikke lagt mærke til det, men der havde også hængt en tyk tåge over området tidligere på morgenen.
Fundet af liget havde forståeligt nok bragt udenrigstjenesten i oprør, og man havde det største besvær med at tale delegationen og sikkerhedsvagterne fra at give ordre til, at ministerens fly skulle vende om. Til sidst lykkedes det at overbevise kineserne om, at det ikke var Falun Gong-folk, der havde arrangeret en protestdemonstration, men et rent og skært tilfælde og et yderst kedeligt uheld. Man besluttede derfor at holde sig til programmet. Naturligvis på den betingelse, at den døde blev fjernet, inden ministeren dukkede op, for hverken i Europa eller Asien var lig noget, man forbandt med højtideligheder af denne art.
Men folkene i udenrigstjenesten havde åbenbart troet, at politiet ville være hurtigere i vendingen, end det faktisk var tilfældet. Da ledelsen fremlagde sagen for Erla, var ministerens fly allerede ved at lande i Keflavik. Ordren lød, at liget og politifolkene skulle have forladt Álftanes, når konvojen nåede dertil. Det var ligegyldigt, at stedet, hvor liget var blevet fundet, ikke kunne ses fra vejen. Det sås tydeligt fra Bessastadir, og det var nok.
Man ville ikke risikere, at præsidenten skulle til at forklare ministeren, hvad der foregik på den anden side af søen, hvis han pludselig skulle kigge ud ad vinduet og få øje på alle de mennesker, der gik rundt derovre. Selvom det stod klart, at Island aldrig ville få lov til at låne en panda af Kina efter denne fiasko, var der dog stadig håb om, at besøget kunne føre til øget samhandel mellem de to lande.
Huldar og Lína fulgte interesserede med i, hvad deres kolleger foretog sig oppe på klipperne. Mændene dannede to grupper på hver sin klippesøjle, og en af dem kæmpede nu for at strække sig så langt ud, at han kunne komme til at klippe rebet over med en boltsaks. Hvilket viste sig umuligt. Erla holdt øje med dem, tjekkede uret på sin telefon og råbte så til dem, at de bare skulle skubbe planken ned og droppe at skære manden ned først.
To mænd tog fat i hver sin ende af planken, og det lykkedes dem at løfte den lidt op og derefter lade hele molevitten falde til jorden. Huldar puffede til den blege Gudlaugur, mens det stod på, og fik ham til at gå med og hente en båre, der lå ved siden af fårestien, der førte hen mod klipperne.
De nåede derhen, lige inden man lod den døde falde til jorden, og fortsatte så med båren hen til liget, der lå mast sammen under den tunge planke. Der kom flere til, som hjalp med at skære rebet over og fjerne planken. Gudlaugur rullede den døde om på ryggen sammen med en af sine kolleger, og nogle af de andre stillede sig op ved siden af for at hjælpe med at løfte liget over på båren. Huldar sørgede for at træde lidt til side, for han havde ikke særlig stor lyst til at deltage. Det var nok for ham at have set mandens blålige ansigt og sorte tunge på afstand.
”Stop!” Línas stemme lød som om, hun var vant til at blive adlydt. Det var morsomt, set i lyset af hvor ung og uerfaren hun var. Huldar havde læst hendes cv, inden hun skulle starte i praktik hos dem, og set, at hun om sommeren havde haft flere typiske ungdomsjob. Hun havde haft kommunalt arbejde oppe nordpå, siddet ved kassen i et supermarked, arbejdet i fiskeindustrien og i en biograf. Det var svært at se, hvor den myndige tone kom fra, men måske var det en, hun havde tillagt sig, når hun skulle give biografgængerne besked om at slukke deres mobiltelefoner, inden filmen startede.
”Det er ikke dig, der giver ordrerne her.” Erla var ildrød i ansigtet af ophidselse over praktikantens indblanding. Hun vinkede ad dem, der stod omkring liget og gav dem besked om at løfte det over på båren.
”Men …” Lína havde ikke givet op.
”Men fucking hvad? Forstår du ikke, hvad der bliver sagt?” Erla var rasende, og som sædvanlig førte det til, at hun begyndte at bande.
Huldar skar en grimasse til Lína i håb om, at det ville få hende til at tie stille. Men hun kiggede ikke på ham, men fortsatte ufortrødent. ”Kan I ikke se det? På hans bryst?” Hun pegede på liget.
De fleste vidste godt, at hvis de kiggede i den retning, hun pegede, ville Erla blive endnu mere gal. Men det var svært at lade være. Den ene efter den anden vendte sig og kiggede på den dødes bryst, hvor man kunne se et lille stykke metal, der stak op gennem den knappede jakke. De fleste så spørgende ud og trådte uvilkårligt lidt nærmere.
Huldar vidste derimod udmærket, hvad det var, han kiggede på. Det var et sømhoved. Formentlig et firetommers. Under det kunne man se et lille stykke afrevet papir, som om sømmet var blevet brugt til at nagle papiret fast til mandens bryst.
Erla så ud til også at have fået øje på det, og hun sukkede igen. Nu endnu dybere end før.
Der kunne næppe være tale om selvmord. Det var de færreste, som ville gennemhulle sig selv med et stort søm, inden de tog livet af sig selv. Og da slet ikke i brystet. De stod med al sandsynlighed på gerningsstedet for et mord og havde opført sig som en flok totale amatører. I skyndingen havde man ikke engang fået tilkaldt en retsmediciner.
For første gang, siden Lína startede som praktikant hos politiet, havde hun virkelig gjort ret i at råbe op.
”Alle holder afstand.” Erla lød fattet, selvom hun naturligvis langt fra var det. ”Dæk manden til, så han ikke kan ses fra Bessastadir. Ikke engang med kikkert. Skjul ham under noget græs eller bare et eller andet, som får ham til at falde ind i omgivelserne.” Hun lukkede øjnene og gned dem irriteret. ”Lad os så komme af sted, så vi kan få det besøg og alt deres forpulede snobberi overstået.”
Oversættelse: Nanna Kalkar
Yrsa Sigurðardóttir er mester i at skrive udspekulerede krimier, hvori efterforskeren Huldar og børnepsykologen Freyja skal opklare grusomme forbrydelser. Vold er fjerde bind i serien.
Ved det gamle henrettelsessted Galgeklippen finder politiet liget af en ung, rig investor, der tilsyneladende har hængt sig. Da liget bliver taget ned, står det dog klart, at der ikke er tale om selvmord, da en besked er sømmet fast til hans brystkasse med en sømpistol.
LÆS OGSÅ: Yrsa Sigurðardóttir: Mord er modbydeligt, men jeg skriver jo ikke en turistguide
Efterforskeren Huldar bliver sendt ud til den døde mands lejlighed, hvor han finder børnepsykologen Freyja. Hun er sammen med en ansat fra Reykjaviks kommune og en 4-årig dreng, der ikke kan forklare, hvorfor han opholder sig i lejligheden.
Da der hverken kan etableres en forbindelse mellem drengen og den myrdede mand, og der heller ingen spor er efter barnets forældre, må Freyja og Huldar i fællesskab forsøge at komme til bunds i sagen. Og det haster med at finde drengens forældre i live – hans mor er nemlig højgravid.
Yrsa Sigurðardóttir
Vold
Kapitel 1
Der trængte en knasende lyd ind i den mørke bil, som om den kørte på en grusvej. Pludselig bremsede den temmelig brat op, og lyden forsvandt. Helgi, som lå på bagsædet, gled lidt bagud ved opbremsningen, og det sved på hans kind, der gned hen ad det ru og ildelugtende sædebetræk.
Det var ikke hans bil. Han åbnede det ene øje på klem og betragtede skraldet, der lå på gulvet: nogle bulede sodavandsdåser, en krøllet chipspose og nogle brugte servietter, to knækkede cigaretter og et papir fra en hotdog. Det var da utroligt, som folk svinede i en taxa. Eller måske var det slet ikke en taxa? Havde han taget den på stop? Var han sprunget ind i en bil på Lækjargata? Det ville ikke være første gang, at fulde Helgi gjorde det stik modsatte af, hvad ædru Helgi ville gøre.
Helgi kunne ikke tænke længere. Han fik en dundrende hovedpine, og hans mave snørede sig sammen i sympati. Han var ude af stand til at rejse sig op; hvis han kastede op, ville det blive ud over sædet. At dømme efter lugten ville det ikke være første gang, det skete i denne fremmede bil.
Hvad fanden havde han egentlig drukket? Normalt passede han på ikke at drikke et eller andet sprøjt, som havde den her virkning på ham. Der var ingen tvivl om, at det skyldtes alkohol. Han kendte udmærket den sløve fornemmelse og problemerne med at få overblik over situationen. Men det var ikke sket for ham i flere år.
Da galden pludselig steg op i halsen, nåede Helgi som ved et mirakel at flytte hovedet hen til kanten af sædet, så maveindholdet landede på gulvet. Skraldet på gulvet blev derved endnu mere ulækkert at se på, og Helgi lukkede øjnene. Fra førersædet hørte han nogen sukke dybt og bande højt. Han behøvede ikke at være i stand til at tænke klart for at gætte, hvad der var årsagen til dette udbrud. Der var ingen, der brød sig om, at man kastede op i deres bil.
Så tav stemmen, bilens fordør blev åbnet med en metallisk knirken og blev så smækket i igen. Det knasede igen i gruset, nu var lyden lavere end før. Så blev døren ud for Helgis hoved åbnet, og den friske, kolde luft strømmede ind og ramte hans ansigt. Kvalmen fortog sig en anelse, og hovedpinen tog også lidt af. Den bedste følelse i verden.
Men han fik ikke lov til at nyde den ret længe. Nogen tog et fast greb i hans skulder og ruskede ham hårdt. Helgi ville råbe, at sådan behandlede man ikke folk, men han kunne ikke få et ord frem. Det var, som om nerverne mellem sprogcentret i hans hjerne og hans tunge var blevet klippet over. Hans tanker blev endnu engang ét stort rod, som han ikke kunne få styr på.
En vred stemme beordrede Helgi ud af bilen. Formentlig ville chaufføren af med ham, fordi han havde kastet op. Til sin egen store forbavselse adlød Helgi. Han ville slet ikke have sat sig op, men hans muskler og lemmer bevægede sig af egen kraft og fik i forening hans krop til at stige ud af bilen.
Han trak den friske luft dybt ned i lungerne, og den føltes endnu bedre, end da den kom ind ad den åbne bildør. Det var fuldmåne, himlen var klar, og frosten gjorde natten dejlig vindstille. Det føltes godt at være til.
Han lænede hovedet bagover for at beundre nattehimlen, men mistede i stedet balancen og kunne ikke genvinde den. Den samme hånd, som havde rusket ham, støttede ham, mens han stod og svajede frem og tilbage og var lige ved at falde. Helgi satte stor pris på hjælpen, for det grus, han nu kiggede ned i, så ud, som om det ville være ubehagelig groft at lande på.
Da han var holdt op med at svaje og var i stand til at stå nogenlunde oprejst, fik han et skub i ryggen og blev beordret til at begynde at gå. Igen adlød hans krop, uden at Helgi følte, at han havde givet den lov til at bevæge sig.
Det undrede ham, at manden ikke havde skældt ham ud over at have kastet op i bilen. Det hele var virkelig underligt, men han kunne for sin død ikke koncentrere sig tilstrækkeligt om at komme til bunds i, hvad det var, der foregik. Det bedste, han kunne komme på, var, at han var midt i en af de der drømme, hvor man vågner med et sæt, idet man falder ud over en lodret klippevæg. I drømme skete den slags tit.
Det grove grus forsvandt under hans fødder, og i stedet gik han nu på noget, der lignede en tiltrampet fåresti, der snoede sig gennem forvredne, mosgroede lavaformationer. Helgi stirrede ned for sine fødder, han tænkte stadig på den lodrette klippevæg. Han slingrede så meget, at han havde svært ved at holde sig på den smalle sti.
Han gik foran, mens ham, der bestemte farten, gik bagved. Hver gang Helgi var ved at træde forkert eller standsede op for at genvinde balancen, blev han skubbet af sted igen. Helgi ville gerne sige til manden, at han ikke kunne gå længere, men han var ude af stand til at tale.
Stien gik opad et stykke tid og derefter nedad igen. Den løb gennem bevoksede lavninger mellem lavaklipperne, der om sommeren ville have været ideelle picnicsteder, men som nu virkede kolde og ugæstfrie.
Han syntes, han genkendte stedet, og han begyndte at se sig lidt omkring. Han kunne se, at lavamarken sluttede ikke langt derfra, nede ved det natmørke hav, som glitrede i måneskinnet. Kyststrækningen fik ham til at tænke på sin barndom, hvor han var taget med sin bedstefar ned på en strand, der mindede en del om denne. Måske var det endda den samme.
De var gået hen mod nogle edderfugle, som lettede og fløj bort, da de fik øje på dem. Hans bedstefar var gået hen til stedet, hvor fuglene havde ligget, og havde fundet en rede. To store, blålige æg midt blandt brune dun. Helgi havde rørt ved dunene, der føltes mere som et svagt pust af luft end som noget håndgribeligt, man kunne røre ved.
Da han rejste sig op, pegede hans bedstefar på mågerne, som havde slået ring om dem, mens han havde beundret reden. De var så langt borte, at det ikke virkede påfaldende, men lidt efter lidt kom de nærmere. Den ene efter den anden. Da Helgis bedstefar fortalte ham, hvorfor de opførte sig sådan, havde han mest af alt lyst til at kaste sten efter dem.
Det var et frygteligt dilemma, og han var lige akkurat gammel nok til at forstå det, desværre. Hvis de blev stående, ville mågerne ikke kunne komme hen til æggene. Men det ville edderfuglene heller ikke. Æggene ville blive kolde, og ungerne i dem ville dø. Hvis de gik, ville edderfuglehunnen kunne komme hen til sin rede, men inden hun nåede det, ville den være ubevogtet længe nok til, at mågerne kunne spise æggene.
Til sidst havde Helgis bedstefar sagt til ham, at han skulle gå videre, men han gik nærmest baglæns i håb om at se edderfuglene komme svævende tilbage og redde æggene. Men de var ikke til at få øje på nogen steder. I hvert fald nåede de ikke at dukke op, inden han tabte stedet af syne. Han fik aldrig at vide, hvordan det endte.
Men nu var det vinter, og der var ingen æg i rederne ved nogen som helst strande. Eller dun. De var alle sammen blevet samlet sammen, renset og proppet i dyner, der kunne sælges til velstående turister.
Helgi fik et hårdt skub i ryggen, og det gik op for ham, at han var stoppet op for at se ud over havet. Han luntede videre ad den snoede sti. Den begyndte igen at gå opad, og kort tid efter fik han besked på at standse, hvilket han gjorde. Det var utroligt, så lydig han var blevet.
Han så op og kiggede undrende på to høje, sorte klipper, som mest af alt mindede om en kulisse fra Ringenes Herre. Mellem de to klippesøjler lå en kraftig planke, næsten som en gangbro. Havde drømmen ført ham til Mordor?
Inden hans langsomme hjerne nåede frem til et svar, fik han på ny et skub i ryggen, denne gang i retning over mod den ene af klipperne. Den var tilgroet og dækket af vissent græs fra den forgange sommer. Det gjorde det lidt lettere at kravle op ad den, og Helgi gjorde derfor, som han fik besked på.
Han stoppede også, da han fik ordre om det, inden han var nået helt op til toppen, og blev stående på en afsats, der ragede lidt ud i kløften mellem de to klipper. Der stod han og så ud over det smukke hav, som så fuldkommen roligt og fredfyldt ud i det blikstille frostvejr. Den perfekte illusion.
Helgi vaklede lidt, og det gik op for ham, at han nok ville ende med at falde ned. Men af en eller anden grund skræmte tanken ham ikke. Han var heller ikke så frygtelig højt oppe, og desuden var det en drøm. Eller hvad? Afgrundene i hans drømme var altid bundløse. Han kiggede ikke ned i noget tørt græs og nogle skarpe lavasten, som han gjorde nu.
Helgi havde vendt sig om, så han stod med front mod ham, der havde skubbet ham af sted. Han stirrede først på mandens ansigt, men kunne ikke se det, eftersom den nederste halvdel af det var dækket af et halstørklæde. Men han kunne se de grålige øjne, som så alt andet end venligt på ham, så Helgi skyndte sig at kigge ned og stirrede i stedet på mandens hænder. På det sorte og gule stykke værktøj, han holdt i højre hånd. Den venstre greb fat i Helgis knappede jakke og trak ham nærmere. Så knappede fingrene den øverste knap i jakken op, trak et hvidt ark papir op af lommen og placerede det på Helgis bryst.
Han så ned og forsøgte at læse, hvad der stod, men bogstaverne vendte på hovedet. Under bedre omstændigheder ville han måske have kunnet læse det. Men ikke nu. Ikke i den omtågede tilstand, han befandt sig i. Men hans forsøg på at læse bogstaverne fik pludselig tågen i hans hoved til at lette.
Han kom i tanke om et stykke papir, som nogen havde rakt ham og bedt ham underskrive. Det havde han kunnet læse, og han kunne huske, at indholdet havde været frygteligt på en eller anden måde. Men var det frygtelig godt eller frygtelig skidt? Tågen sænkede sig på ny, og han kunne ikke komme i tanke om det.
Det gule og sorte stykke værktøj dukkede op foran ham. Det blev trykket ind mod hans bryst. Helgi rynkede brynene og ventede på, hvad der nu skulle ske. Han var ikke nervøs, bare nysgerrig. Han ejede ikke selv noget værktøj, og selvom han kunne genkende visse slags, når han så dem, så var dette fremmed for ham. Hvad var det mon til?
Helgi så fingrene, der holdt om skaftet, bøje sig, hvorefter der midt i den stille nat lød et højt smæld, der gav ekko mellem klippevæggene. Han mærkede en gennemborende smerte i brystbenet og tabte vejret. Det var lige før, han gik bagover og faldt ud over kanten af afsatsen. Men personen foran ham greb fat i ham igen. Til trods for den modbydelige smerte, følte han sig lettet. Manden ville ham tydeligvis intet ondt, eftersom han havde hindret ham i at falde ned. I hvert fald ikke noget rigtig ondt.
Der blev trukket noget ned over hovedet på ham, og han kunne se et tykt tov ligge hen over sit ømme bryst som en klodset halskæde. Han gik ud fra, at manden nu var begyndt at sørge for sikkerheden på den her underlige gåtur, de var på. Han ville ikke falde ned, hvis han var bundet fast til klippen.
Men så blev rebet strammet om hans hals. Igen kunne Helgi ikke få et ord frem, da han ville påpege, at det nok ikke var nogen god idé. Det ville være smartere at binde rebet om livet på ham. Han trak vejret tungt på grund af smerterne i brystet. Han kunne ikke tale.
Men det var lige meget. Det var en drøm. Det kunne ikke være andet. Hvis han faldt, ville han flyve. Snart ville han vågne op, og så ville smerten være forsvundet sammen med den der uvirkelige fornemmelse, som blev skabt af tågen i hans hoved.
Mens han lyttede til manden, der stod og bandede et sted bag ham, stirrede Helgi ud over havet, hvor der nu var begyndt at komme krusninger på overfladen. På den anden side af bugten så han et velkendt hvidt hus med rødt tag. Bessastadir, præsidentboligen.
Det var helt sikkert en drøm. Et minde fra stranden her dukkede op i hans sløve hjerne. Han skubbede det fra sig for ikke at kaste op igen og vendte sine tanker mod nuet, de smukke omgivelser og manden, der stadig stod og bandede bag ham.
Helgi hørte ikke halvdelen af hans eder og forbandelser. Udsigten var så smuk, at selv smerterne i brystet syntes at tage af, når han koncentrerede sig om den. Han flyttede blikket fra præsidentboligen og kiggede på selve bugten. Bølgerne på den sorte havoverflade havde med det samme en hypnotisk virkning på ham. Helt ude ved horisontlinjen lå en sort tågebanke, som konkurrerede med himlen om, hvem af dem der var den mørkeste.
Helgi kunne mærke, at han var ved at segne om. Hvilket var underligt set i lyset af, at han sov fast.
Endnu engang blev Helgi forstyrret, da manden skubbede til ham. Denne gang i lænden og nu for sidste gang. Helgi faldt ud over afsatsen, svævede en brøkdel af et sekund, indtil rebet pludselig strammedes hårdt og standsede hans fald. Når alt kom til alt, havde han altså ikke kunnet flyve.
Og det her var heller ikke nogen drøm.
Kapitel 2
Liget gyngede frem og tilbage i vinden, drejede roligt en halv omgang og derefter tilbage igen. Huldar så væk, da det ubehageligt blålige ansigt med den sorte tunge, der stak ud af munden, dukkede op. Mandens hoved hang ned på brystet, og det så næsten ud, som om han kiggede forundret ned på sine fødder, hvor den ene sko var faldet af. Nu lå skoen inde i teknisk afdelings bil, forseglet i en plasticpose.
Der var ingen, der regnede med, at den kunne være med til at kaste lys over dette triste selvmordsscenarie, men ikke desto mindre fulgte man forskrifterne for, hvordan bevismateriale skulle indsamles på et gerningssted. Håndteringen af skoen var dog nærmest det eneste, som denne gang blev gjort efter bogen.
”Er det ikke et underligt sted at hænge sig?” Huldar vendte sig bort fra den døde og om mod sin kollega Gudlaugur.
”Ikke mere underligt end så mange andre steder.” Gudlaugur stirrede stadig på manden, der hang i rebet. ”På den her måde sikrede han sig, at ingen af hans nærmeste ville finde ham. Jeg gætter på, at det må være forklaringen.”
”Ja. Måske.” Huldar var ikke overbevist. Det måtte have krævet en masse besværlige forberedelser. Der var et godt stykke at gå oppe fra vejen, og planken, der havde tjent som galge, var tung og svær at håndtere. Han var oprindeligt uddannet tømrer og vidste alt om den slags. Han ville foretrække at bruge de sidste øjeblikke af sit liv på alt andet end at slæbe en tung planke efter sig.
Men han lod det ligge og modsagde ikke Gudlaugur. Den unge mand havde tydeligvis tømmermænd denne søndag morgen, han var rødøjet, usoigneret at se på og spiste lakridspastiller med jævne mellemrum. Han var ikke i humør til, at de få ting, han orkede at ytre sig om, blev modsagt.
Huldar vendte sig igen om mod de to klippesøjler og betragtede sine kolleger, der forsøgte at finde ud af, hvordan de bedst kunne få manden ned. Rebet var bundet rundt om midten af planken, og alle forsøg på at skære det over ville resultere i, at manden enten faldt direkte ned på jorden nogle meter under ham eller stødte ind i de skarpe lavaklipper. Til trods for, at han var død, ville man naturligvis gerne have ham ned i nogenlunde hel stand.
Erla stod neden under den døde og pegede op, mens hun råbte til dem, der var klatret op ad klippen. De forsøgte at følge hendes anvisninger, men én ting var at stå nede på jorden og afgive ordrer, noget andet var at følge dem, mens man hang ude på kanten af en klippe. Hun var ved at miste tålmodigheden og begyndte selv at klatre op for at vise dem, hvordan de skulle gøre. Når hun kom ned igen med uforrettet sag, ville hun være i endnu dårligere humør, end hun allerede var.
Planken knirkede og knagede, da en af politibetjentene lagde sig ned og begyndte at mave sig ud på den. Det var uklart, hvad han havde tænkt sig, for han havde næppe kræfter til at trække manden op og kravle tilbage til klippen med liget. Lydene fra planken fik ham til at standse. Erla kunne ikke lægge skjul på sin skuffelse og sukkede højlydt, for det var hende, der havde foreslået ham at kravle derud.
”Ville det ikke være smartere at låne et af de der springlagner, som brandfolk bruger til at redde folk, der springer ud af en brændende bygning? Hvis vi holder det spændt ud under ham, kan vi forhindre, at liget får en alt for hård medfart.”
Huldar smilede, inden han så sig over skulderen. Han kunne genkende Línas stemme, den unge kvinde fra universitetet i Akureyri, som var i praktik hos dem. Hun var den første praktikant, de havde haft, som læste til politibetjent på universitetsniveau, som var kommet for at arbejde i afdelingen i Reykjavik.
Selvom ingen havde sagt noget højt om det, havde de fleste vældig mange fordomme over for hende. Og som det ofte er med fordomme, så var det frygten for det ukendte, der var drivkraften bag dem. Hvad skulle der blive af dem, når hver anden betjent kom valsende ind med en universitetsgrad? Ville de blive dømt til at vade to og to sammen op og ned ad hovedgaden blandt alle turisterne, tage sig af klager om højlydte fester og udskrive bøder for forskellige småforbrydelser?
Huldar kunne ikke være mere ligeglad. Hvis hans job hos politiet blev truet, kunne han altid begynde at arbejde som tømrer igen. Og desuden var han ret begejstret for praktikanten og især for hendes evne til at stryge folk mod hårene.
Hun gjorde hele tiden opmærksom på de ting, der ikke var efter bogen, rettede folk, når de talte, og kom med oplysninger og citerede fra videnskabelige artikler eller lærebøger. Hver gang dette skete i nærheden af Erla, kunne man se hende skære tænder og trække vejret heftigt gennem næsen. Og Huldar kunne aldrig lade være med at smile. Heller ikke når den unge kvindes kommentarer fik Gudlaugur til at trække sig.
”Der er ikke tid til at hente et springlagen hos brandvæsnet, Lína. Men god idé, ellers.” Huldar kunne se, at Lína smilede over at få ros. Hun var rødhåret med elfenbenshvid hud og var ikke særlig høj, faktisk gik hun kun Huldar til brystet. Når hun smilede som nu, kunne man se, at hendes tænder og ansigtshud nærmest havde samme farve. Så blev hun alvorlig igen og vendte atter sin opmærksomhed mod det, der foregik oppe på klipperne.
Huldar havde en mistanke om, at Erlas formål med at tage Lína med til gerningsstedet var et andet end at give hende en indføring i politiets arbejde. Sandsynligvis havde hun håbet, at den unge kvinde ville blive chokeret og måske endda kaste op. Men det var ikke sket. Lína havde stillet sig op blandt de forreste, stirret op på det dinglende lig og betragtet det, som var det en lysekrone i en lampebutik.
Til sidst så hun sig omsider omkring og begyndte at kommentere det faktum, at Erla ikke ville afmærke gerningsstedet. Erlas træge svar om, at de ikke havde tid til den slags, fik ikke Lína til at tie stille, og til sidst havde Huldar trukket hende til side og forklaret, at det her var en undtagelse, som også måtte stå nævnt i lærebøgerne; når omstændighederne var af en sådan beskaffenhed, at man måtte tilsidesætte de traditionelle arbejdsprocedurer på grund af tidspresset. Som svar havde hun bare skåret en grimasse. Lína syntes ikke, at omstændighederne var så specielle, at der var grund til at blive stresset.
Den holdning var hun alene om. De andre i teamet var fuldstændig klar over, at det hastede. Det var ikke hver dag, at de fik en meddelelse fra Bessastadir om, at der var blevet fundet et lig i nærheden af præsidentboligen.
Under normale omstændigheder ville man have sendt to betjente ud på stedet sammen med en fra teknisk afdeling. Nu kunne man næsten ikke komme frem for folk. I forvirringen, som var opstået, da meddelelsen indløb, var næsten hver eneste ledige politibetjent blevet beordret ud til stedet, og mange, der havde weekendfri, var også blevet sendt derud.
Idéen havde formentlig været den, at det med manges hjælp ville gå hurtigere med at fjerne liget, men da alt kom til alt, viste det sig at have den stik modsatte virkning. De fleste af de fremmødte fik ikke nogen opgaver og gik derfor bare i vejen.
Erlas telefon ringede, og Huldar betragtede hende, da hun tog den. Hun lukkede øjnene og gned sig i panden, mens hun lyttede til det, der måtte være en overhaling fra ledelsen. Inden for denne snævre kreds stod alt uden tvivl på den anden ende. Man brød sig næppe om, at politiet gjorde en dårlig figur, når der var sikkerhedsvagter fra en udenlandsk stormagt i landet, som var vidne til det. Huldar smilede lidt ved tanken, men smilet blegnede, da Erla fæstnede blikket på ham, lagde på og stak telefonen i lommen.
”Skær rebet over! Tiden er gået!” råbte Erla til mændene oppe på klippen. ”Konvojen er på vej, og den når Bessastadir om en halv time. Så er vi nødt til at være væk. Der er ikke noget at gøre ved det, hvis liget får en hård medfart. Jeg går ud fra, at den døde er ligeglad.”
Huldar kunne se, at Lína åbnede munden, og at dømme efter hendes ansigtsudtryk brød hun sig ikke om Erlas ordre. Der stod sandsynligvis en masse om efterforskning og indsamling af bevismateriale i hendes lærebøger, men sikkert knap så meget om VIP-besøg fra udlandet. Han lagde hånden på hendes skulder og hviskede ind i hendes forfinede, hvide øre. ”Jeg ville ikke sige noget, hvis jeg var dig. Du kan alligevel ikke ændre noget ved situationen.”
Lína kneb læberne sammen. Hun var nok uerfaren, men bestemt ingen tåbe. Hun havde lyttet til Erlas korte tale, inden de tog af sted, og vidste, hvad det drejede sig om. Hun så ud over bugten og stirrede på Bessastadir på den modsatte side, mens hun så alt andet end tilfreds ud.
Huldar var temmelig sikker på, at Gudni Th. Jóhannesson ikke ville få hendes stemme næste gang, selvom han ikke havde været involveret i sagen. Det eneste, han stod for, var at modtage den kinesiske minister, når han kom på officielt besøg. Ministerens sikkerhedsvagter var mødt op på Bessastadir forud for ministerens besøg for at undersøge forholdene og havde fået øje på det dinglende lig blandt klipperne på den anden side af Lambhús-søen. Beboerne på Bessastadir havde overhovedet ikke lagt mærke til det, men der havde også hængt en tyk tåge over området tidligere på morgenen.
Fundet af liget havde forståeligt nok bragt udenrigstjenesten i oprør, og man havde det største besvær med at tale delegationen og sikkerhedsvagterne fra at give ordre til, at ministerens fly skulle vende om. Til sidst lykkedes det at overbevise kineserne om, at det ikke var Falun Gong-folk, der havde arrangeret en protestdemonstration, men et rent og skært tilfælde og et yderst kedeligt uheld. Man besluttede derfor at holde sig til programmet. Naturligvis på den betingelse, at den døde blev fjernet, inden ministeren dukkede op, for hverken i Europa eller Asien var lig noget, man forbandt med højtideligheder af denne art.
Men folkene i udenrigstjenesten havde åbenbart troet, at politiet ville være hurtigere i vendingen, end det faktisk var tilfældet. Da ledelsen fremlagde sagen for Erla, var ministerens fly allerede ved at lande i Keflavik. Ordren lød, at liget og politifolkene skulle have forladt Álftanes, når konvojen nåede dertil. Det var ligegyldigt, at stedet, hvor liget var blevet fundet, ikke kunne ses fra vejen. Det sås tydeligt fra Bessastadir, og det var nok.
Man ville ikke risikere, at præsidenten skulle til at forklare ministeren, hvad der foregik på den anden side af søen, hvis han pludselig skulle kigge ud ad vinduet og få øje på alle de mennesker, der gik rundt derovre. Selvom det stod klart, at Island aldrig ville få lov til at låne en panda af Kina efter denne fiasko, var der dog stadig håb om, at besøget kunne føre til øget samhandel mellem de to lande.
Huldar og Lína fulgte interesserede med i, hvad deres kolleger foretog sig oppe på klipperne. Mændene dannede to grupper på hver sin klippesøjle, og en af dem kæmpede nu for at strække sig så langt ud, at han kunne komme til at klippe rebet over med en boltsaks. Hvilket viste sig umuligt. Erla holdt øje med dem, tjekkede uret på sin telefon og råbte så til dem, at de bare skulle skubbe planken ned og droppe at skære manden ned først.
To mænd tog fat i hver sin ende af planken, og det lykkedes dem at løfte den lidt op og derefter lade hele molevitten falde til jorden. Huldar puffede til den blege Gudlaugur, mens det stod på, og fik ham til at gå med og hente en båre, der lå ved siden af fårestien, der førte hen mod klipperne.
De nåede derhen, lige inden man lod den døde falde til jorden, og fortsatte så med båren hen til liget, der lå mast sammen under den tunge planke. Der kom flere til, som hjalp med at skære rebet over og fjerne planken. Gudlaugur rullede den døde om på ryggen sammen med en af sine kolleger, og nogle af de andre stillede sig op ved siden af for at hjælpe med at løfte liget over på båren. Huldar sørgede for at træde lidt til side, for han havde ikke særlig stor lyst til at deltage. Det var nok for ham at have set mandens blålige ansigt og sorte tunge på afstand.
”Stop!” Línas stemme lød som om, hun var vant til at blive adlydt. Det var morsomt, set i lyset af hvor ung og uerfaren hun var. Huldar havde læst hendes cv, inden hun skulle starte i praktik hos dem, og set, at hun om sommeren havde haft flere typiske ungdomsjob. Hun havde haft kommunalt arbejde oppe nordpå, siddet ved kassen i et supermarked, arbejdet i fiskeindustrien og i en biograf. Det var svært at se, hvor den myndige tone kom fra, men måske var det en, hun havde tillagt sig, når hun skulle give biografgængerne besked om at slukke deres mobiltelefoner, inden filmen startede.
”Det er ikke dig, der giver ordrerne her.” Erla var ildrød i ansigtet af ophidselse over praktikantens indblanding. Hun vinkede ad dem, der stod omkring liget og gav dem besked om at løfte det over på båren.
”Men …” Lína havde ikke givet op.
”Men fucking hvad? Forstår du ikke, hvad der bliver sagt?” Erla var rasende, og som sædvanlig førte det til, at hun begyndte at bande.
Huldar skar en grimasse til Lína i håb om, at det ville få hende til at tie stille. Men hun kiggede ikke på ham, men fortsatte ufortrødent. ”Kan I ikke se det? På hans bryst?” Hun pegede på liget.
De fleste vidste godt, at hvis de kiggede i den retning, hun pegede, ville Erla blive endnu mere gal. Men det var svært at lade være. Den ene efter den anden vendte sig og kiggede på den dødes bryst, hvor man kunne se et lille stykke metal, der stak op gennem den knappede jakke. De fleste så spørgende ud og trådte uvilkårligt lidt nærmere.
Huldar vidste derimod udmærket, hvad det var, han kiggede på. Det var et sømhoved. Formentlig et firetommers. Under det kunne man se et lille stykke afrevet papir, som om sømmet var blevet brugt til at nagle papiret fast til mandens bryst.
Erla så ud til også at have fået øje på det, og hun sukkede igen. Nu endnu dybere end før.
Der kunne næppe være tale om selvmord. Det var de færreste, som ville gennemhulle sig selv med et stort søm, inden de tog livet af sig selv. Og da slet ikke i brystet. De stod med al sandsynlighed på gerningsstedet for et mord og havde opført sig som en flok totale amatører. I skyndingen havde man ikke engang fået tilkaldt en retsmediciner.
For første gang, siden Lína startede som praktikant hos politiet, havde hun virkelig gjort ret i at råbe op.
”Alle holder afstand.” Erla lød fattet, selvom hun naturligvis langt fra var det. ”Dæk manden til, så han ikke kan ses fra Bessastadir. Ikke engang med kikkert. Skjul ham under noget græs eller bare et eller andet, som får ham til at falde ind i omgivelserne.” Hun lukkede øjnene og gned dem irriteret. ”Lad os så komme af sted, så vi kan få det besøg og alt deres forpulede snobberi overstået.”
Oversættelse: Nanna Kalkar
Andre læste også: