Viktor Axelsen er en af landets mest vindende sportsmænd, og i Vindervilje kan du blive klogere på hans spændende liv og karriere som badmintonspiller. Smuglæs i bogen herunder.
Der er få sportsmænd i Danmark, som er lige så unikke som Viktor Axelsen. Han har vundet både verdensmesterskabet og de olympiske lege i badminton uden at tabe et eneste sæt, og han har en enorm samling medaljer fra de største turneringer i verdens næstmest spillede sport.
LÆS OGSÅ: 10 stærke biografier du ikke må gå glip af
I Vindervilje fortæller han blandt andet om flytningen til Dubai, der var en opsigtsvækkende og kontroversiel beslutning. Du kan også læse om samarbejdet med B.S. Christiansen, om at flyve fra en turnering i et isolationskammer og selvfølgelig Axelsens talrige sportslige højdepunkter.
Men Viktor Axelsen brænder også for at motivere andre. Med erfaringer fra sin succesfulde karriere og en lang række konkrete råd håber han at inspirere andre til at jagte deres fulde potentiale.
Læs et uddrag af Vindervilje herunder.
Vindervilje
Viktor Axelsen
KAPITEL 1: LAD ALDRIG ANDRES HOLDNINGER STOPPE DIG
Da de automatiske døre gik op i Københavns Lufthavn, trådte jeg ind i en ny virkelighed. Det var en aprildag i 2010, og jeg var 16 år gammel. Jeg skubbede min bagagevogn ud i ankomsthallen, hvor jeg så en stor gruppe af mennesker, der råbte tillykke, viftede med flag og brød ud i sang.
Det var overvældende. Jeg smilede, hilste på alle de kendte ansigter, min familie, mine klubkammerater og mine venner. Der var også journalister, der ville tale med mig, og kameraer, der pegede på mig. Det var hektisk og uvirkeligt at stå midt i virvaret og være årsagen til, at alle de fremmødte var taget hele vejen fra forskellige afkroge i landet for at tage imod mig.
Der findes et liv før den dag. Og et liv efter.
Det var jeg ikke klar over, da jeg stod midt i den flotte modtagelse, men i de følgende år gik det langsomt op for mig, at den dag markerede et skifte i min tilværelse og karriere. Årsagen skulle findes på min bagagevogn. Oven på alle mine tasker funklede en stor pokal, som jeg havde passet rigtig godt på hele vejen hjem fra Mexico.
Som den første danske badmintonspiller nogensinde havde jeg vundet det prestigefyldte ungdomsverdensmesterskab i herresingle. Jeg var også den første europæer, der formåede at overgå de asiatiske talenter, der altid havde siddet tungt på tronen i den turnering.
Det var opsigtsvækkende, og jeg havde læst, hvad medierne hæftede sig ved: at jeg havde vundet, selvom jeg spillede mod ældre, asiatiske talenter på 18 år – det var de store håb i sportens største lande som Kina, Indonesien, Japan og Malaysia. Jeg var udtaget af det danske badmintonforbund, Badminton Danmark, på trods af at jeg blot var fyldt 16 år et par måneder tidligere. Det gjorde kun præstationen endnu større, lød det. Det var da også vildt. Jeg var lykkelig, men med titlen eksploderede opmærksomheden.
Journalister, jeg aldrig havde talt med, begyndte at ringe til mig. Jeg kunne også mærke den voksende interesse for mig, når jeg spillede kampe i badmintonhallerne rundtomkring i Danmark i tiden efter. Pludselig var jeg i centrum, som jeg aldrig havde prøvet det før. Folk kiggede mere og anderledes på mig nu, talte meget mere om mig og mine præstationer.
Det var, som om sportens uskyld og legen begyndte at forsvinde efter min hjemkomst. Langsomt, uden at jeg egentlig havde ønsket det, ændrede min verden sig altså.
Begyndelsen
Badminton fangede mig, da jeg var seks år. Min far, Henrik, introducerede mig til sporten. Han var en ihærdig motionist i Odense Badminton Klub, som lå i nærheden af vores hjem. Jeg elskede at træde ind på de grønne baner i den gamle badmintonhal med buet tag og trægulv. Jeg kunne godt lide, at jeg var herre over min egen skæbne i spillet. Det var kun op til mig at præstere inde på banen. Jeg var mig og kun mig. Min egen bedste medspiller og værste modstander.
Når jeg befandt mig på en badmintonbane, så mærkede jeg lynhurtigt, at jeg forsvandt ind i en zone, hvor jeg glemte tid og sted og var fuldstændig til stede i nuet. Jeg havde kun øje for fjerbolden og fokus på mine slag og mine bevægelser. Alt andet forsvandt. Jeg blev virkelig grebet af sporten, lod mig opsluge. Jeg kastede mig rundt på banen, øvede alle slag, og jeg elskede også de taktiske elementer i badminton. Og det viste sig hurtigt, at jeg havde talent.
I årene frem til ungdomsverdensmesterskabet i 2010 havde jeg en ligefrem og ubekymret tilgang til livet som talent. Jeg havde klubtrænere, som hjalp mig frem, og jeg tænkte kun på at spille så meget badminton som muligt og styrketræne alt det, kroppen kunne holde til. Der var ingen stor masterplan for min udvikling, og jeg levede ikke som en seriøs idrætsudøver, når jeg ikke var i hallen. Og ville jeg ekstratræne, skete det ikke ved at købe en privattræner, som mange talenter gør i dag.
Jeg sad bare i hallen før eller efter træning og ventede på, at nogle motionister måske manglede en spiller eller ventede på en makker. Så kunne jeg være med, indtil vedkommende dukkede op. Eller jeg aftalte med min kammerat Mads, at vi tog hen til hallen og spillede i vores fritid.
Jeg hankede selvfølgelig op i mig selv, da jeg blev udtaget til at spille ungdomsverdensmesterskaberne i Mexico. Det var en stor chance at komme med som en del af de ældre danske årgange. Men jeg tog mig sammen på en måde, der illustrerede min manglende professionalisme meget godt: To uger før afrejsen stoppede jeg med at bruge lommepenge på bland selv-slik i ”Tutten”, som jeg kaldte Niels Jørgens cafeteria i hallen.
Jeg rørte slet ikke slik, og desserter sagde jeg også nej tak til. I mit hoved var 14 dages sukkerstop at gå all in på ungdomsverdensmesterskaberne. I dag kan jeg ikke lade være med at smile ad min naive, ubekymrede og ukomplicerede tilgang.
Og som sagt ændrede det sig også til et langt mere fokuseret liv, hvor bekymringerne pludselig dukkede op.
”Hold begge ben på jorden”
Når jeg blev kaldt ud på en bane over højttaleranlægget, hvad enten det var til en individuel turnering eller i en holdkamp for klubben, stimlede folk sammen bag min bane. De skulle se mig. Ungdomsverdensmesteren. Jeg tog det positivt og trivedes med opmærksomheden, for der fulgte også en masse søde kommentarer med: Hvor stort et talent jeg var, at det var flot, hvad jeg havde præsteret. Jeg tog det ind, men heller ikke mere end det. Jeg kommer fra et middelklassehjem uden store armbevægelser.
Da jeg blev konfirmeret, holdt vi festen i badmintonklubben. Min far rejste sig op i cafeteriet og holdt en tale for mig. Og han viste mig en gave, han selv havde lavet. Han havde taget en badmintonsko og plantet den i en kasse med jord. Med kunstværket fulgte ordene:
”Uanset hvad der sker, så hold begge ben på jorden.”
Jeg forstod hans budskab: Ligegyldigt hvor sej jeg syntes, jeg var på banen, uanset hvor meget bedre end mine modstandere, jeg var, så skulle jeg opføre mig ordentligt. Jeg tænker stadig på talen af og til og sætter virkelig pris på den. For ydmyghed er vigtigt, hvis man vil være den bedste udgave af sig selv, det gavner dig i relationen til andre mennesker og hjælper udviklingen frem.
Derfor steg de positive kommentarer mig ikke til hovedet. Jeg var selvfølgelig en kæk teenagedreng med succes på banen, men jeg var ikke et bedre menneske end andre, fordi folk kaldte mig et kæmpetalent og spåede mig en stor fremtid inden for sporten.
Mine forældre sagde også, at dem, jeg mødte på vej op, ville jeg møde igen på vej ned. Så husk den ordentlige opførsel, lød formaningen. En afdæmpet attitude var altså vejen frem uden for banen, men inde på banen måtte jeg give mig alt det, jeg kunne, og vise min glæde og mine frustrationer. Også selvom det larmede. Ofre mig fuldstændig og kun tænke på mit eget bedste for at vinde en kamp – uden at jeg var en idiot over for modstanderen.
Den lange skygge
Det var den ene side af kommentarerne, de søde, rosende. Men der var også de andre stemmer efter mit verdensmesterskab i Mexico, og de tog til i styrke de efterfølgende år. Og jeg endte desværre med at lytte til dem. Jeg lod mit selvværd påvirke af dem. Modsat alle opmuntringerne var det ikke kommentarer,
der blev sagt direkte til mig. Det var personer, der talte om mig. Jeg blev opmærksom på kommentarerne, når jeg var rundt i landet for at spille turnering eller stillede op for min klub til holdkampe. Det var typisk, når jeg talte med spillere fra andre klubber, at kritikken sneg sig ind. De fortalte, hvad deres træner havde fortalt dem, eller hvad holdlederen mente om mig. Kritikken var konkret:
”Du krydser for meget på nettet,” lød det.
De kloge hoveder fra de andre klubber mente, at jeg sendte for mange bolde på tværs hen over nettet på den forreste del af banen. Det var et taktisk kritikpunkt. Det kunne ændres. Og måske havde de ret? For ja, jeg elskede at lave krydsnetdrop. Det var nok et vaneslag.
”Dit benarbejde er slet ikke hurtigt nok,” fik jeg også at vide.
Det var måske også noget, jeg kunne justere på, blive bedre til over de næste år, men det hang sammen med det største kritikpunkt, det, jeg uden tvivl hørte allermest: Jeg var for høj til at blive rigtig god.
Jeg fik det overbragt på en særlig måde, som når en af mine badmintonkammerater fra en anden klub sagde:
”Min træner siger, du er lidt for høj, desværre. Der er ingen topspillere i verden, der nogensinde har været så høj, som du er.”
Én ting var at få kritik, hvis det var en faktor, jeg kunne ændre. Men det her ramte mig rigtig hårdt, fordi jeg jo ikke kunne styre eller påvirke min højde. Det var helt anderledes, end hvis de havde sagt, at jeg var for slap, at jeg slog for blødt. Det kunne jeg træne mig ud af. Det ville jeg have ofret alt for. Inderst inde frygtede jeg, de havde ret i, at højden ville hæmme mig.
Kommentarerne og min egen bekymring over min højde begyndte at gå mig mere og mere på, ikke mindst efter jeg valgte at flytte i min egen lejlighed på Frederiksberg i sensommeren 2011. Det var året efter, jeg var blevet ungdomsverdensmester, og jeg tog til hovedstaden for at blive en fast del af landsholdstræningen i Brøndby, som jeg kun havde besøgt nogle få gange.
Jeg ville vende det sjove og lette liv i Odense ryggen og satse alt på badmintonkarrieren. Jeg ville være den bedste i verden, også som senior. Nu skulle mit spil og alting omkring mig optimeres. Jeg begyndte at undersøge alt – min kost, min træning, min søvn. Alt i min hverdag skulle endevendes. Jeg skrev en mail til Team Danmarks daværende diætist Christina Nielsen. Jeg bad om råd om min kost. Jeg ville lytte bedre efter, når jeg styrketrænede. Og jeg prøvede at putte alle mine aktiviteter i små kasser, så hele min dag var nøje tilrettelagt ned til mindste detalje.
Jeg ville det så meget – og samtidig satte kommentarerne om min højde sig også fast i mit hoved. For hvad nu, hvis trænerne og spillerne virkelig havde ret i, at jeg aldrig ville nå toppen? Jeg blev pludselig usikker, både på og især uden for banen. Det blev værre af, at min trygge base fra livet i Odense var væk. Jeg boede alene i min nye lejlighed.
Jeg mærkede det, som sikkert rammer mange, der skifter retning i deres liv. En tilvænningsperiode, hvad enten det er at flytte, skifte job eller noget tredje. Mens jeg vænnede mig til mit nye liv, voksede usikkerheden, især hvis det ikke kørte til træning. Så dukkede spøgelset op i min bevidsthed, når jeg endelig kom hjem i min lejlighed.
Hvad nu, hvis jeg ikke er som de andre?
Hvad nu, hvis jeg ikke passer ind?
For jeg blev ved med at vokse.
Ensomheden sneg sig ind i mit liv, fordi jeg ikke havde mine venner eller min familie hos mig. Men jeg slog det stædigt hen, forsøgte at ignorere følelsen. Fra jeg stod op, til jeg lå fuldstændig udkørt i min seng om aftenen, havde jeg kun én altoverskyggende ting i tankerne: Jeg ville være bedre. Og jeg slingrede ikke det mindste. Jeg ville slå igennem som badmintonspiller, om så det betød et ensomt og ensporet liv. Men samtidig var jeg urolig. Og det pressede mig især, at jeg skulle forholde mig til min højde igen og igen.
En dag skulle jeg have fornyet mit pas, og jeg troppede op på Borgerservice og var faktisk lidt nervøs. Hvad ville mit nye pas nu sige? Hvad ville jeg blive målt til?
Da jeg fik stukket mit nye pas i hånden, blev jeg nærmest ked af det. Den triste fornemmelse bredte sig i kroppen. Passet talte nærmest til mig:
”Du er 17 år og 190 centimeter høj.”
Nu stod jeg med beviset i hånden, jeg var højere end næsten alle andre herresinglespillere. Det forplantede sig til min hverdag, så når jeg gik sammen med andre høje mennesker, dukkede jeg nakken for at se lavere ud. Bare en lille bitte smule. Jeg prøvede på at undgå at føle mig høj. Selvom jeg var det. Det er totalt sygt at tænke tilbage på, men det var vitterligt sådan, jeg havde det. Min frygt for ikke at passe ind i den sport, jeg elskede, gjorde, at jeg konstant prøvede at nedspille højden.
Modtræk
Realiteterne kunne jeg ikke lukke øjnene for, og badminton havde en lang og stolt historie, som jeg kendte alt for godt. Den turnering, jeg altid så i fjernsynet som knægt, All England, er mere end 100 år gammel. Og uanset om jeg kiggede på de bedste danskere gennem tiden eller de asiatiske legender i sporten, så var der ingen med min højde. Det var ikke anderledes i 2011. På det tidspunkt var det særligt to spillere, som dominerede verdenseliten i badminton:
Den bedste nogensinde, Lin Dan fra Kina, og hans evige rival: malaysieren Lee Chong Wei. De var begge lige under 180 centimeter høje. Deres kendetegn var nok et godt billede på, hvordan man skulle få succes i herresingle, tænkte jeg.
De bedste spillere var forholdsvist lave og ekstremt eksplosive. Spillet udviklede sig med Lin Dan og Lee Chong Wei. Det blev hurtigere, højere teknisk anlagt og mere udholdenhedskrævende. Du skulle kunne holde til den spillestil rigtig, rigtig længe. Du skulle kunne spille lange kampe, være i stand til at sætte ind med markante temposkift undervejs i duellerne.
Men modsat toppen af sporten i dag var der dengang mere plads til den offensive spiller, der kunne bygge duellerne op omkring sit stærke angreb og score point på dét uden at være tæt på helstøbt i alle spillets facetter eller fysisk stærk. De spillere er næsten helt væk i dag, hvor spillet næsten altid har en stor fysisk facet og i højere grad end nogensinde handler om udholdenhed. Det skyldes blandt andet, at spillernes defensive spil er blevet langt bedre, så det er meget svært at afgøre duellerne i sin offensiv. Det kræver mange forsøg og stor tålmodighed.
Da jeg blev indsluset i landsholdstræningen, så jeg også på nærmeste hold, hvad de danske stjerners styrker var, og ikke mindst hvor jeg adskilte mig fra dem, jeg nu gik op og ned ad i min dagligdag i Brøndby Hallen. Jeg var allerede vokset Jan Ø. Jørgensen og Peter Gade over hovedet, og det gjorde ikke mit hu- mør bedre. De hørte begge til blandt de førende spillere i verden og udfordrede Lin Dan og Lee Chong Wei i de store turneringer.
Jeg kunne hurtigt se, jeg ikke var lige så stærk som Jan og Peter. Jeg havde ikke Jans uhyggelige fart. Hans evne til at storme frem på banen og flytte sig ekstremt hurtigt rundt misundte jeg. Når jeg kiggede på Peter Gade, så jeg den elegante legende, der nærmest svævede rundt på banen. Jeg syntes, mit benarbejde fremstod klodset i sammenligning med ham. Når jeg studerede mit eget spil på videooptagelser, kunne jeg også se, at jeg ikke hoppede så højt og hamrede til boldene, som Lee Chong Wei og Jan Ø. Jørgensen gjorde i deres store finaler.
Det var ofte svært at vende hjem fra træning og træde ind i en tom lejlighed. Jeg følte mig usikker på grund af min statur. Jeg burde være glad, for jeg elskede min sport, men jeg var ofte trist og tvivlende. Jeg frygtede at blive sorteret fra. Fordi jeg var for høj og ikke ville udvikle mig nok. Fordi jeg ikke ville blive god nok. Den frygt sad i mig, men det var ikke en frygt, jeg ønskede at vise andre. Den boede kun i mig selv.
Jeg havde svært ved at dele mine tanker med mine forældre, når de besøgte mig eller omvendt, og når vi talte i telefon med hinanden. Jeg ville ikke gøre dem bekymrede. Jeg ville vise mig selv og alle andre, at jeg kunne klare mig selv.
Det gjorde jeg også en aktiv indsats for. Jeg satte mig for eksempel ofte foran computeren for at prøve at komme ud af de negative tanker. Jeg kiggede nærmere på de få høje spillere, der trods alt var på sportens World Tour i herresingle. Tre spillere sprang mig i øjnene på min skærm: Mohammad Hafiz Hashim havde vundet All England, Park Sung Hwan drillede altid Lin Dan i deres opgør, og så var der Bao Chunlai. De var højere end det ”normale” i sporten. Ingen af dem hørte til de allerbedste, men de var da trods alt med i verdenstoppen. Men altså, jeg var allerede højere end to af dem og stadig ikke seniorspiller.
Jeg lod mig heldigvis fascinere af den ranglede Bao Chunlai på 191 centimeter, der også havde været ungdomsverdensmester. Jeg brugte hundredvis af timer på YouTube, hvor jeg fandt hans gamle kampe. Især én kamp under Thomas Cup i 2008, VM for herrehold, hvor han nedkæmpede en stærk koreansk spiller, har jeg set igen og igen. Bao blev mit idol. Jeg fandt billeder af ham, zoomede helt ind for at se nuancerne i hans greb og stil. Han var høj, han var noget for mig!
Jeg efterlignede hans teknik, hans lidt kantede måde at svinge ketsjeren på og hans spillestil. Han havde utrolige vinkler i sine offensive slag, de blev slået stejlere, end andre spillere kunne, og gav store problemer for modstanderne. Den måde, han angreb kampene på, nogle gange med en kompromisløs offensiv og tro på eget angreb, fascinerede mig.
Badmintonfans begyndte at sammenligne mig med ham på sociale medier, da jeg begyndte at spille de samme turneringer som ham i 2011, og jeg elskede det. Det var mit første modtræk: at spejle mig i en badmintonspiller med samme krop, der alligevel var blevet en af verdens bedste.
Men det var ikke nok for mig. Slet ikke.
Jeg begyndte at lave teknisk træning på egen hånd med Lian Ying Zhang, der også var tilknyttet det danske landshold og samtidig var træner i mange klubber i hovedstadsområdet. Han refererede, hvad flere trænere havde sagt til ham:
”Viktor, han bliver for høj.”
Lian tvivlede dog aldrig på mig, og hans opbakning har jeg altid elsket.
Jeg fik ikke trænet mig ud af bekymringerne. Jeg var stadig en forvokset knægt og som de fleste andre teenagere uden den store mentale robusthed. Forestil dig at blive udskreget som megatalent, men samtidig skulle høre på, at din højde gør det umuligt at indfri dine drømme og mål? Det var ikke ligefrem rart, lad mig sige det sådan. Som ugerne og månederne gik, fortsatte mine problemer. At være alene med mine bekymringer gjorde, at de bare voksede i mit hoved.
Jeg vidste, jeg måtte gøre noget. Men det, jeg gjorde, var forkert. Det ved jeg i dag.
Viktor Axelsen: Vindervilje
Viktor Axelsen er lige nu landets mest unikke sportsmand. Han har vundet verdensmesterskabet og olympisk guld i badminton, begge dele uden at tabe et eneste sæt.
I Vindervilje bliver det tydeligt, at Viktor Axelsen er drevet af en særlig mentalitet. Han gør op med alt, der hedder plejer og søger konstant sportslig og personlig udvikling.
Han fortæller åbent om at bruge utraditionelle metoder, begå fejl og lære af dem, have markante holdninger og tage opsigtvækkende valg både privat og professionelt. Han fortæller blandt andet om sin kontroversielle flytning til Dubai, om at skabe sit eget setup og samarbejdet med B.S. Christiansen, om at flyve fra en turnering i et isolationskammer og selvfølgelig også om sportslige højdepunkter.
Men Viktor Axelsen vil også gerne motivere alt sportsudøvere til erhversfolk. Med erfaringer fra sin succesfulde karriere og konkrete råd håber han at inspirere andre til at jagte deres fulde potentiale.
Viktor Axelsen er en af landets mest vindende sportsmænd, og i Vindervilje kan du blive klogere på hans spændende liv og karriere som badmintonspiller. Smuglæs i bogen herunder.
Der er få sportsmænd i Danmark, som er lige så unikke som Viktor Axelsen. Han har vundet både verdensmesterskabet og de olympiske lege i badminton uden at tabe et eneste sæt, og han har en enorm samling medaljer fra de største turneringer i verdens næstmest spillede sport.
LÆS OGSÅ: 10 stærke biografier du ikke må gå glip af
I Vindervilje fortæller han blandt andet om flytningen til Dubai, der var en opsigtsvækkende og kontroversiel beslutning. Du kan også læse om samarbejdet med B.S. Christiansen, om at flyve fra en turnering i et isolationskammer og selvfølgelig Axelsens talrige sportslige højdepunkter.
Men Viktor Axelsen brænder også for at motivere andre. Med erfaringer fra sin succesfulde karriere og en lang række konkrete råd håber han at inspirere andre til at jagte deres fulde potentiale.
Læs et uddrag af Vindervilje herunder.
Du kan købe Vindervilje online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 1 november.
Vindervilje
Viktor Axelsen
KAPITEL 1: LAD ALDRIG ANDRES HOLDNINGER STOPPE DIG
Da de automatiske døre gik op i Københavns Lufthavn, trådte jeg ind i en ny virkelighed. Det var en aprildag i 2010, og jeg var 16 år gammel. Jeg skubbede min bagagevogn ud i ankomsthallen, hvor jeg så en stor gruppe af mennesker, der råbte tillykke, viftede med flag og brød ud i sang.
Det var overvældende. Jeg smilede, hilste på alle de kendte ansigter, min familie, mine klubkammerater og mine venner. Der var også journalister, der ville tale med mig, og kameraer, der pegede på mig. Det var hektisk og uvirkeligt at stå midt i virvaret og være årsagen til, at alle de fremmødte var taget hele vejen fra forskellige afkroge i landet for at tage imod mig.
Der findes et liv før den dag. Og et liv efter.
Det var jeg ikke klar over, da jeg stod midt i den flotte modtagelse, men i de følgende år gik det langsomt op for mig, at den dag markerede et skifte i min tilværelse og karriere. Årsagen skulle findes på min bagagevogn. Oven på alle mine tasker funklede en stor pokal, som jeg havde passet rigtig godt på hele vejen hjem fra Mexico.
Som den første danske badmintonspiller nogensinde havde jeg vundet det prestigefyldte ungdomsverdensmesterskab i herresingle. Jeg var også den første europæer, der formåede at overgå de asiatiske talenter, der altid havde siddet tungt på tronen i den turnering.
Det var opsigtsvækkende, og jeg havde læst, hvad medierne hæftede sig ved: at jeg havde vundet, selvom jeg spillede mod ældre, asiatiske talenter på 18 år – det var de store håb i sportens største lande som Kina, Indonesien, Japan og Malaysia. Jeg var udtaget af det danske badmintonforbund, Badminton Danmark, på trods af at jeg blot var fyldt 16 år et par måneder tidligere. Det gjorde kun præstationen endnu større, lød det. Det var da også vildt. Jeg var lykkelig, men med titlen eksploderede opmærksomheden.
Journalister, jeg aldrig havde talt med, begyndte at ringe til mig. Jeg kunne også mærke den voksende interesse for mig, når jeg spillede kampe i badmintonhallerne rundtomkring i Danmark i tiden efter. Pludselig var jeg i centrum, som jeg aldrig havde prøvet det før. Folk kiggede mere og anderledes på mig nu, talte meget mere om mig og mine præstationer.
Det var, som om sportens uskyld og legen begyndte at forsvinde efter min hjemkomst. Langsomt, uden at jeg egentlig havde ønsket det, ændrede min verden sig altså.
Begyndelsen
Badminton fangede mig, da jeg var seks år. Min far, Henrik, introducerede mig til sporten. Han var en ihærdig motionist i Odense Badminton Klub, som lå i nærheden af vores hjem. Jeg elskede at træde ind på de grønne baner i den gamle badmintonhal med buet tag og trægulv. Jeg kunne godt lide, at jeg var herre over min egen skæbne i spillet. Det var kun op til mig at præstere inde på banen. Jeg var mig og kun mig. Min egen bedste medspiller og værste modstander.
Når jeg befandt mig på en badmintonbane, så mærkede jeg lynhurtigt, at jeg forsvandt ind i en zone, hvor jeg glemte tid og sted og var fuldstændig til stede i nuet. Jeg havde kun øje for fjerbolden og fokus på mine slag og mine bevægelser. Alt andet forsvandt. Jeg blev virkelig grebet af sporten, lod mig opsluge. Jeg kastede mig rundt på banen, øvede alle slag, og jeg elskede også de taktiske elementer i badminton. Og det viste sig hurtigt, at jeg havde talent.
I årene frem til ungdomsverdensmesterskabet i 2010 havde jeg en ligefrem og ubekymret tilgang til livet som talent. Jeg havde klubtrænere, som hjalp mig frem, og jeg tænkte kun på at spille så meget badminton som muligt og styrketræne alt det, kroppen kunne holde til. Der var ingen stor masterplan for min udvikling, og jeg levede ikke som en seriøs idrætsudøver, når jeg ikke var i hallen. Og ville jeg ekstratræne, skete det ikke ved at købe en privattræner, som mange talenter gør i dag.
Jeg sad bare i hallen før eller efter træning og ventede på, at nogle motionister måske manglede en spiller eller ventede på en makker. Så kunne jeg være med, indtil vedkommende dukkede op. Eller jeg aftalte med min kammerat Mads, at vi tog hen til hallen og spillede i vores fritid.
Jeg hankede selvfølgelig op i mig selv, da jeg blev udtaget til at spille ungdomsverdensmesterskaberne i Mexico. Det var en stor chance at komme med som en del af de ældre danske årgange. Men jeg tog mig sammen på en måde, der illustrerede min manglende professionalisme meget godt: To uger før afrejsen stoppede jeg med at bruge lommepenge på bland selv-slik i ”Tutten”, som jeg kaldte Niels Jørgens cafeteria i hallen.
Jeg rørte slet ikke slik, og desserter sagde jeg også nej tak til. I mit hoved var 14 dages sukkerstop at gå all in på ungdomsverdensmesterskaberne. I dag kan jeg ikke lade være med at smile ad min naive, ubekymrede og ukomplicerede tilgang.
Og som sagt ændrede det sig også til et langt mere fokuseret liv, hvor bekymringerne pludselig dukkede op.
”Hold begge ben på jorden”
Når jeg blev kaldt ud på en bane over højttaleranlægget, hvad enten det var til en individuel turnering eller i en holdkamp for klubben, stimlede folk sammen bag min bane. De skulle se mig. Ungdomsverdensmesteren. Jeg tog det positivt og trivedes med opmærksomheden, for der fulgte også en masse søde kommentarer med: Hvor stort et talent jeg var, at det var flot, hvad jeg havde præsteret. Jeg tog det ind, men heller ikke mere end det. Jeg kommer fra et middelklassehjem uden store armbevægelser.
Da jeg blev konfirmeret, holdt vi festen i badmintonklubben. Min far rejste sig op i cafeteriet og holdt en tale for mig. Og han viste mig en gave, han selv havde lavet. Han havde taget en badmintonsko og plantet den i en kasse med jord. Med kunstværket fulgte ordene:
”Uanset hvad der sker, så hold begge ben på jorden.”
Jeg forstod hans budskab: Ligegyldigt hvor sej jeg syntes, jeg var på banen, uanset hvor meget bedre end mine modstandere, jeg var, så skulle jeg opføre mig ordentligt. Jeg tænker stadig på talen af og til og sætter virkelig pris på den. For ydmyghed er vigtigt, hvis man vil være den bedste udgave af sig selv, det gavner dig i relationen til andre mennesker og hjælper udviklingen frem.
Derfor steg de positive kommentarer mig ikke til hovedet. Jeg var selvfølgelig en kæk teenagedreng med succes på banen, men jeg var ikke et bedre menneske end andre, fordi folk kaldte mig et kæmpetalent og spåede mig en stor fremtid inden for sporten.
Mine forældre sagde også, at dem, jeg mødte på vej op, ville jeg møde igen på vej ned. Så husk den ordentlige opførsel, lød formaningen. En afdæmpet attitude var altså vejen frem uden for banen, men inde på banen måtte jeg give mig alt det, jeg kunne, og vise min glæde og mine frustrationer. Også selvom det larmede. Ofre mig fuldstændig og kun tænke på mit eget bedste for at vinde en kamp – uden at jeg var en idiot over for modstanderen.
Den lange skygge
Det var den ene side af kommentarerne, de søde, rosende. Men der var også de andre stemmer efter mit verdensmesterskab i Mexico, og de tog til i styrke de efterfølgende år. Og jeg endte desværre med at lytte til dem. Jeg lod mit selvværd påvirke af dem. Modsat alle opmuntringerne var det ikke kommentarer,
der blev sagt direkte til mig. Det var personer, der talte om mig. Jeg blev opmærksom på kommentarerne, når jeg var rundt i landet for at spille turnering eller stillede op for min klub til holdkampe. Det var typisk, når jeg talte med spillere fra andre klubber, at kritikken sneg sig ind. De fortalte, hvad deres træner havde fortalt dem, eller hvad holdlederen mente om mig. Kritikken var konkret:
”Du krydser for meget på nettet,” lød det.
De kloge hoveder fra de andre klubber mente, at jeg sendte for mange bolde på tværs hen over nettet på den forreste del af banen. Det var et taktisk kritikpunkt. Det kunne ændres. Og måske havde de ret? For ja, jeg elskede at lave krydsnetdrop. Det var nok et vaneslag.
”Dit benarbejde er slet ikke hurtigt nok,” fik jeg også at vide.
Det var måske også noget, jeg kunne justere på, blive bedre til over de næste år, men det hang sammen med det største kritikpunkt, det, jeg uden tvivl hørte allermest: Jeg var for høj til at blive rigtig god.
Jeg fik det overbragt på en særlig måde, som når en af mine badmintonkammerater fra en anden klub sagde:
”Min træner siger, du er lidt for høj, desværre. Der er ingen topspillere i verden, der nogensinde har været så høj, som du er.”
Én ting var at få kritik, hvis det var en faktor, jeg kunne ændre. Men det her ramte mig rigtig hårdt, fordi jeg jo ikke kunne styre eller påvirke min højde. Det var helt anderledes, end hvis de havde sagt, at jeg var for slap, at jeg slog for blødt. Det kunne jeg træne mig ud af. Det ville jeg have ofret alt for. Inderst inde frygtede jeg, de havde ret i, at højden ville hæmme mig.
Kommentarerne og min egen bekymring over min højde begyndte at gå mig mere og mere på, ikke mindst efter jeg valgte at flytte i min egen lejlighed på Frederiksberg i sensommeren 2011. Det var året efter, jeg var blevet ungdomsverdensmester, og jeg tog til hovedstaden for at blive en fast del af landsholdstræningen i Brøndby, som jeg kun havde besøgt nogle få gange.
Jeg ville vende det sjove og lette liv i Odense ryggen og satse alt på badmintonkarrieren. Jeg ville være den bedste i verden, også som senior. Nu skulle mit spil og alting omkring mig optimeres. Jeg begyndte at undersøge alt – min kost, min træning, min søvn. Alt i min hverdag skulle endevendes. Jeg skrev en mail til Team Danmarks daværende diætist Christina Nielsen. Jeg bad om råd om min kost. Jeg ville lytte bedre efter, når jeg styrketrænede. Og jeg prøvede at putte alle mine aktiviteter i små kasser, så hele min dag var nøje tilrettelagt ned til mindste detalje.
Jeg ville det så meget – og samtidig satte kommentarerne om min højde sig også fast i mit hoved. For hvad nu, hvis trænerne og spillerne virkelig havde ret i, at jeg aldrig ville nå toppen? Jeg blev pludselig usikker, både på og især uden for banen. Det blev værre af, at min trygge base fra livet i Odense var væk. Jeg boede alene i min nye lejlighed.
Jeg mærkede det, som sikkert rammer mange, der skifter retning i deres liv. En tilvænningsperiode, hvad enten det er at flytte, skifte job eller noget tredje. Mens jeg vænnede mig til mit nye liv, voksede usikkerheden, især hvis det ikke kørte til træning. Så dukkede spøgelset op i min bevidsthed, når jeg endelig kom hjem i min lejlighed.
Hvad nu, hvis jeg ikke er som de andre?
Hvad nu, hvis jeg ikke passer ind?
For jeg blev ved med at vokse.
Ensomheden sneg sig ind i mit liv, fordi jeg ikke havde mine venner eller min familie hos mig. Men jeg slog det stædigt hen, forsøgte at ignorere følelsen. Fra jeg stod op, til jeg lå fuldstændig udkørt i min seng om aftenen, havde jeg kun én altoverskyggende ting i tankerne: Jeg ville være bedre. Og jeg slingrede ikke det mindste. Jeg ville slå igennem som badmintonspiller, om så det betød et ensomt og ensporet liv. Men samtidig var jeg urolig. Og det pressede mig især, at jeg skulle forholde mig til min højde igen og igen.
En dag skulle jeg have fornyet mit pas, og jeg troppede op på Borgerservice og var faktisk lidt nervøs. Hvad ville mit nye pas nu sige? Hvad ville jeg blive målt til?
Da jeg fik stukket mit nye pas i hånden, blev jeg nærmest ked af det. Den triste fornemmelse bredte sig i kroppen. Passet talte nærmest til mig:
”Du er 17 år og 190 centimeter høj.”
Nu stod jeg med beviset i hånden, jeg var højere end næsten alle andre herresinglespillere. Det forplantede sig til min hverdag, så når jeg gik sammen med andre høje mennesker, dukkede jeg nakken for at se lavere ud. Bare en lille bitte smule. Jeg prøvede på at undgå at føle mig høj. Selvom jeg var det. Det er totalt sygt at tænke tilbage på, men det var vitterligt sådan, jeg havde det. Min frygt for ikke at passe ind i den sport, jeg elskede, gjorde, at jeg konstant prøvede at nedspille højden.
Modtræk
Realiteterne kunne jeg ikke lukke øjnene for, og badminton havde en lang og stolt historie, som jeg kendte alt for godt. Den turnering, jeg altid så i fjernsynet som knægt, All England, er mere end 100 år gammel. Og uanset om jeg kiggede på de bedste danskere gennem tiden eller de asiatiske legender i sporten, så var der ingen med min højde. Det var ikke anderledes i 2011. På det tidspunkt var det særligt to spillere, som dominerede verdenseliten i badminton:
Den bedste nogensinde, Lin Dan fra Kina, og hans evige rival: malaysieren Lee Chong Wei. De var begge lige under 180 centimeter høje. Deres kendetegn var nok et godt billede på, hvordan man skulle få succes i herresingle, tænkte jeg.
De bedste spillere var forholdsvist lave og ekstremt eksplosive. Spillet udviklede sig med Lin Dan og Lee Chong Wei. Det blev hurtigere, højere teknisk anlagt og mere udholdenhedskrævende. Du skulle kunne holde til den spillestil rigtig, rigtig længe. Du skulle kunne spille lange kampe, være i stand til at sætte ind med markante temposkift undervejs i duellerne.
Men modsat toppen af sporten i dag var der dengang mere plads til den offensive spiller, der kunne bygge duellerne op omkring sit stærke angreb og score point på dét uden at være tæt på helstøbt i alle spillets facetter eller fysisk stærk. De spillere er næsten helt væk i dag, hvor spillet næsten altid har en stor fysisk facet og i højere grad end nogensinde handler om udholdenhed. Det skyldes blandt andet, at spillernes defensive spil er blevet langt bedre, så det er meget svært at afgøre duellerne i sin offensiv. Det kræver mange forsøg og stor tålmodighed.
Da jeg blev indsluset i landsholdstræningen, så jeg også på nærmeste hold, hvad de danske stjerners styrker var, og ikke mindst hvor jeg adskilte mig fra dem, jeg nu gik op og ned ad i min dagligdag i Brøndby Hallen. Jeg var allerede vokset Jan Ø. Jørgensen og Peter Gade over hovedet, og det gjorde ikke mit hu- mør bedre. De hørte begge til blandt de førende spillere i verden og udfordrede Lin Dan og Lee Chong Wei i de store turneringer.
Jeg kunne hurtigt se, jeg ikke var lige så stærk som Jan og Peter. Jeg havde ikke Jans uhyggelige fart. Hans evne til at storme frem på banen og flytte sig ekstremt hurtigt rundt misundte jeg. Når jeg kiggede på Peter Gade, så jeg den elegante legende, der nærmest svævede rundt på banen. Jeg syntes, mit benarbejde fremstod klodset i sammenligning med ham. Når jeg studerede mit eget spil på videooptagelser, kunne jeg også se, at jeg ikke hoppede så højt og hamrede til boldene, som Lee Chong Wei og Jan Ø. Jørgensen gjorde i deres store finaler.
Det var ofte svært at vende hjem fra træning og træde ind i en tom lejlighed. Jeg følte mig usikker på grund af min statur. Jeg burde være glad, for jeg elskede min sport, men jeg var ofte trist og tvivlende. Jeg frygtede at blive sorteret fra. Fordi jeg var for høj og ikke ville udvikle mig nok. Fordi jeg ikke ville blive god nok. Den frygt sad i mig, men det var ikke en frygt, jeg ønskede at vise andre. Den boede kun i mig selv.
Jeg havde svært ved at dele mine tanker med mine forældre, når de besøgte mig eller omvendt, og når vi talte i telefon med hinanden. Jeg ville ikke gøre dem bekymrede. Jeg ville vise mig selv og alle andre, at jeg kunne klare mig selv.
Det gjorde jeg også en aktiv indsats for. Jeg satte mig for eksempel ofte foran computeren for at prøve at komme ud af de negative tanker. Jeg kiggede nærmere på de få høje spillere, der trods alt var på sportens World Tour i herresingle. Tre spillere sprang mig i øjnene på min skærm: Mohammad Hafiz Hashim havde vundet All England, Park Sung Hwan drillede altid Lin Dan i deres opgør, og så var der Bao Chunlai. De var højere end det ”normale” i sporten. Ingen af dem hørte til de allerbedste, men de var da trods alt med i verdenstoppen. Men altså, jeg var allerede højere end to af dem og stadig ikke seniorspiller.
Jeg lod mig heldigvis fascinere af den ranglede Bao Chunlai på 191 centimeter, der også havde været ungdomsverdensmester. Jeg brugte hundredvis af timer på YouTube, hvor jeg fandt hans gamle kampe. Især én kamp under Thomas Cup i 2008, VM for herrehold, hvor han nedkæmpede en stærk koreansk spiller, har jeg set igen og igen. Bao blev mit idol. Jeg fandt billeder af ham, zoomede helt ind for at se nuancerne i hans greb og stil. Han var høj, han var noget for mig!
Jeg efterlignede hans teknik, hans lidt kantede måde at svinge ketsjeren på og hans spillestil. Han havde utrolige vinkler i sine offensive slag, de blev slået stejlere, end andre spillere kunne, og gav store problemer for modstanderne. Den måde, han angreb kampene på, nogle gange med en kompromisløs offensiv og tro på eget angreb, fascinerede mig.
Badmintonfans begyndte at sammenligne mig med ham på sociale medier, da jeg begyndte at spille de samme turneringer som ham i 2011, og jeg elskede det. Det var mit første modtræk: at spejle mig i en badmintonspiller med samme krop, der alligevel var blevet en af verdens bedste.
Men det var ikke nok for mig. Slet ikke.
Jeg begyndte at lave teknisk træning på egen hånd med Lian Ying Zhang, der også var tilknyttet det danske landshold og samtidig var træner i mange klubber i hovedstadsområdet. Han refererede, hvad flere trænere havde sagt til ham:
”Viktor, han bliver for høj.”
Lian tvivlede dog aldrig på mig, og hans opbakning har jeg altid elsket.
Jeg fik ikke trænet mig ud af bekymringerne. Jeg var stadig en forvokset knægt og som de fleste andre teenagere uden den store mentale robusthed. Forestil dig at blive udskreget som megatalent, men samtidig skulle høre på, at din højde gør det umuligt at indfri dine drømme og mål? Det var ikke ligefrem rart, lad mig sige det sådan. Som ugerne og månederne gik, fortsatte mine problemer. At være alene med mine bekymringer gjorde, at de bare voksede i mit hoved.
Jeg vidste, jeg måtte gøre noget. Men det, jeg gjorde, var forkert. Det ved jeg i dag.
Viktor Axelsen: Vindervilje
Viktor Axelsen er lige nu landets mest unikke sportsmand. Han har vundet verdensmesterskabet og olympisk guld i badminton, begge dele uden at tabe et eneste sæt.
I Vindervilje bliver det tydeligt, at Viktor Axelsen er drevet af en særlig mentalitet. Han gør op med alt, der hedder plejer og søger konstant sportslig og personlig udvikling.
Han fortæller åbent om at bruge utraditionelle metoder, begå fejl og lære af dem, have markante holdninger og tage opsigtvækkende valg både privat og professionelt. Han fortæller blandt andet om sin kontroversielle flytning til Dubai, om at skabe sit eget setup og samarbejdet med B.S. Christiansen, om at flyve fra en turnering i et isolationskammer og selvfølgelig også om sportslige højdepunkter.
Men Viktor Axelsen vil også gerne motivere alt sportsudøvere til erhversfolk. Med erfaringer fra sin succesfulde karriere og konkrete råd håber han at inspirere andre til at jagte deres fulde potentiale.
Du kan købe Vindervilje online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: