Bøger til unge Børnebøger 13-15 år CarlsenPuls Fantasy og dystopi Young Adult-romaner

De falske liv er 2. bind i sci-fi-serien Tavse verdener. Tyvstart din læsning af YA-hittet her

Tavse verdener, de falske liv header 1

Boris Hansen er tilbage med De falske liv, som er andet bind i Tavse verdener-serien. Hvis du er vild med sci-fi, kan du smuglæse i bogen herunder!


I De falske liv møder du et hold af fiktionsagenter, som rejser ind i bøger for at beskytte dem fra de stormagter, der ønsker at misbruge dem. Olivia Alby er fiktionsagent, men det er ikke ligefrem hendes drømmejob, da missionerne ofte tager en livsfarlig drejning, når hun skal redde bøgerne fra fremmede agenter.

LÆS OGSÅ: 5 grunde til du vil elske at læse De falske liv

Hendes team er dysfunktionelt, og hun er ikke i stand til at samarbejde med sine kollegaer. Dog er lønnen god, og Olivia har brug for pengene, hvis hun ønsker at undslippe sin fortid.

Grænsen mellem fiktion og virkelighed udviskes i De falske liv. Olivia Alby og hendes team skal på tværs af verdener løse gåden om en mission, der slog fejl – og samtidig jages de af fortidens hemmeligheder og af en morder, der er sluppet ud af fiktionens verden.

Læs et uddrag af De falske liv herunder.

Du kan købe Tavse verdener (2) – De falske liv online eller i din nærmeste boghandel fra d. 27 oktober.




Tavse verdener (2) – De falske liv
Boris Hansen


DEL 1: 10 dage til Operation Føniks

Olivia

Olivia placerede forsigtigt bogmærket og lukkede bogen i med et suk. Det var ikke, fordi hun havde lyst til at stoppe nu, men lyden af Machina-fartøjet, der langsomt nærmede sig, var for distraherende. Typisk. Hun havde ellers glædet sig til at vende tilbage til Tavariel og tilbringe tid sammen med kongebørnene igen. I stedet måtte hun nøjes med at sidde og betragte Askekrøniken 1: En spådom af aske og blod, der lå på arbejdsbordet foran hende.

Hun havde købt den billige paperback-version i et antikvariat i forgårs, men eksemplaret var stadig mere velholdt end den slidte hardback, der stod hjemme på hendes hylde. Endnu en af de mange ejendele, hun ikke ville få at se igen, så længe hun var på flugt fra alt og alle.

Forsideillustrationen var velkendt som et gammelt familiefoto. Hun havde studeret den hundredvis af gange, siden hun første gang sad med Askekrøniken 1 i hænderne som teenager. De fire kongebørn stod fast- frosset i chokerede positurer, fordi billedet forestillede scenen i Kongelunden og den overraskelse, der ventede dem der. Men Olivia behøvede altid bare at åbne bogen, og så blev det hele levende for hendes indre blik. Hun lod sig rive med hver gang, og der kunne gå hele dage, før hun endelig kom gispende op til overfladen efter luft.

Olivia Alby havde læst over syv tusind bøger i sit liv, var godt på vej mod de otte, men den her var særlig.

Og nu var en mand ved navn Anatol Kowak åbenbart nået frem til samme konklusion.

“Hvorfor er du så vigtig?” spurgte hun den slidte paperback. Det var ikke første gang, hun havde talt højt til en bog. “Hvad vil de med dig?” Teknisk set var det ikke Askekrøniken 1, hun burde spørge, men dens efterfølger, der lå nede i attachetasken. For det var den, Kowak og hans folk var ved at forberede deres tophemmelige Operation Føniks ind i. Men det hele var begyndt med 1’eren. Ministeriet havde gennemført en rutinemission ind i den, og så var der sket et eller andet, og nu var Kowak og hans venner opsatte på at besøge dens efterfølger, når den dukkede op i Strømmen inden længe. Opsatte som i vi nakker alle, der kommer i vejen for os.

Og derfor sad Olivia her og skjulte sig i en krobygning uden mere end ét sæt tøj, en halv pose pistacienødder og en alt for lille håndfuld bøger, fordi hendes held var det værste i verden.

Hun kiggede ud gennem vinduet i retning af skoven, der omkransede Jarlens Høg. Hun kunne stadig ikke se Machina-fartøjet, men motorlarmen begyndte at dale i frekvens nede fra slugten. Hun greb den bugnende mulepose fra sengen og skyndte sig ud i korridoren.

Olivia Alby havde muligvis, bare én gang eller to, taget sig i at betragte Codys brystkasse i smug. Tænkt, at den så ekstremt solid ud. Urokkelig, nærmest. Nu fik hun efterprøvet sin observation, for uden for sin dør stødte hun panden ind i Codys øvre torso, så hendes briller fløj af og påbegyndte en larmende rejse ned ad trappen til stueetagen.

“Hey, Olivia Bogholder,” sagde Cody og så ned på hende med et dovent gab. “Sorry. Jeg så dig ikke lige der. Er det Majoren, der er kommet tilbage?”

Olivias verden flød ud for hendes øjne, men i det mindste havde hun ikke tabt muleposens indhold ud over det hele.

“Lad mig se,” sagde hun spidst. “Majoren tog af sted i forgårs for at hente et efterladt Machina-fartøj og bringe det tilbage hertil, fordi to fartøjer er bedre end ét. Og nu er nogen ved at lande et Machina-fartøj nede i slugten.” Hun kiggede op på Codys slørede ansigt og lod ham nå frem til konklusionen selv.

“All right,” sagde Cody. “Lad os gå ned og byde ham velkommen. Måske har han brug for noget at spise oven på turen. Jeg tjekker, om ham Eben har nogle nachos liggende.” Cody ventede ikke på svar, men skyndte sig ned ad trappen.

“Cody!” råbte Olivia efter ham. “Du træder ikke på mine briller! Hører du?”

Hun sukkede og fulgte efter ham, mens hun støttede sig til gelænderet. Nede for foden ventede Eben, indehaveren af Jarlens Høg, og han overrakte Olivia hendes briller. “Du tabte dem vist,” sagde han.

“Tak.” Olivia missede med øjnene, da hun fik sit syn tilbage. “Hør lige, Eben. Jeg ved ikke, om du har bemærket …”

“Du behøver ikke sige noget,” sagde Eben og holdt sine hænder op for at standse hende. “Jeg vil ikke vide noget.”

“Okay, men …”

“Heller ikke om den larm, der kommer nede fra slugten,” fortsatte han. “Den vil jeg slet ikke vide noget om.”

“Men er du slet ikke nysgerrig efter …”

“Jeg passer bare mit hus, Olivia. Og mine gæster. Og I er mine gæster, så længe du har brug for det, præcis ligesom i dine unge dage. Til gengæld …” Den aldrende kroejer kiggede sig hurtigt omkring, og så trådte han et skridt tættere på Olivia. “Til gengæld har jeg fundet ud af noget, som du måske gerne vil vide.”

Olivia sænkede stemmen. Det var nærmest en automatreaktion efter at have levet på flugt i ugevis. “Hvad er det?”

“Det er noget om Arthur. Noget vigtigt.”

Nu holdt Olivia vejret. Kørte forventningsfuldt tommelfingrene op og ned langs selerne i sine bukser. Eben og Arthur havde spenderet en del tid sammen de sidste dage, når Leo ikke havde brug for den gigantiske supersoldats hjælp med at løfte ting ind og ud af laden. Og det simple, rolige liv på Jarlens Høg var tilsyneladende godt for Arthur, for han gik hele tiden rundt med et drømmende blik og et let smil på læberne.

Men der befandt sig stadig et tomt felt ud for Arthur van Gelders navn på Olivias mentale tjekliste, som hun ikke kunne vinge af, før hun fandt ud af, hvad der foregik i hovedet på ham. Hvordan han var blevet til denne uforklarlige, splittede mand, halvt dræber og halvt tumling. Gåden var begyndt at koste hende nattesøvn.

“Hvad … hvad har du fundet ud af?” spurgte Olivia. Hun kastede et blik ind i krostuen, hvor Arthur var i gang med noget bag baren, der bedst kunne beskrives som ‘at vimse rundt’. Hun var ret sikker på, at hun kunne høre ham nynne.

“Han har en skjult evne, Olivia,” hviskede Eben tilbage. “Og jeg tror ikke, han har fortalt jer andre om den. Jeg har aldrig set noget lignende. Han … hvordan skal jeg næsten sige det?”

“Så hurtigt og direkte som muligt,” foreslog Olivia.

“Okay,” sagde Eben og så på hende. “Arthur er … virkelig god i et køkken.”

“What?” Olivia begyndte at trække vejret igen.

“Sig til, hvis du er interesseret i at leje ham ud,” sagde Eben og blinkede til hende. “Jeg er ved at være en gammel mand, Olivia, og jeg kunne godt bruge en hjælpende hånd her på Høgen.”

Men Olivia var allerede på vej videre. “Du får ikke lov at gøre min dræbersoldat til din personlige køkkenassistent, Eben,” sagde hun højt over skulderen og trådte ind i krostuen. Her var hun lige ved at skvatte over Osip, der kom pilende forbi med logrende hale og forsvandt gennem en døråbning, sikkert i retning af det nærmeste måltid.

“Sagde du noget, frøken Alby?” spurgte Arthur. Han stod bag disken, der adskilte stuen fra køkkenet, og han havde et viskestykke over skulderen og en lille lerkrukke i hånden.

“Du er ikke nogen køkkendreng,” sagde Olivia og pegede med en bestemt finger på Arthur, mens hun fortsatte hen mod den åbne dør til baghaven. “Husk det.”

“Ja, frøken Alby,” svarede Arthur lydigt. Han løftede krukken op til næsen, og hans stemme blev henført. “Rosmarin. Intet måltid er komplet foruden.”

Olivia standsede op og så på ham. “Arthur, måske burde du lufte din ven lidt oftere. Altså, du ved …” Hun pegede på sin pande. “Din ven. Soldaten. Bare indimellem. Det dur ikke, at du bliver alt for tam.”

Arthurs lyksalige ansigtsudtryk forsvandt. “Det har vi også snakket om,” sagde han og pegede selv på sin pande. “Altså, at han og jeg skal være bedre til at … deles om den her krop. Men lige nu er han lidt op- taget af noget andet.”

“Okay,” sagde Olivia. “Og hvad er det?”

“Han er ved at forberede sig på en rejse ned i vores sinds allermørkeste dyb for at møde et monster.” Arthur trak på skuldrene. “Men han bliver hele tiden ved med at udsætte det, fordi … fordi han er nervøs, tror jeg. Hør, frøken Alby, den der ser tung ud. Skal jeg bære den for dig?”

Han pegede på muleposen i Olivias hånd. Den var faktisk ret tung, så hun rakte den til ham. “Pas godt på den,” sagde hun. “Og kom så med. Majoren er vendt tilbage.”

“Giv mig to minutter,” sagde Arthur og smed viskestykket fra sig. “Jeg skal lige rydde op efter mig.”

“Mød os nede ved slugten,” sagde Olivia og var allerede på vej ud ad bagdøren. “Og husk den mulepose, Arthur. Den er vigtig.”

Vigtigere end dit liv, havde hun lyst til at tilføje, men man skulle passe på med at gå ud fra, at Arthur forstod en overdrivelse. (Eller metaforsprog. Eller ord i det hele taget). Og teknisk set var posen måske ikke livsvigtig, men hun glædede sig til at dele dens indhold med resten af sit team. Sådan virkelig meget.

Ude på verandaen sad Clarissa i tanktop og solbriller og så ud, som om hun var langt væk i en bog. Olivia havde aldrig oplevet, at noget var i stand til at fange Clarissas opmærksomhed i mere end tolv sekunder, så hendes øjne søgte nysgerrigt mod bogens forside. Hun kunne ikke se titlen, kun en meget opknappet skjorte og noget, der lignede to mennesker i et hedt favntag.

“Majoren er tilbage,” sagde Olivia og fik øje på Cody, der gik i retning af skovbrynet længere fremme.

“Okay,” sagde Clarissa uden at kigge op fra bogen. “Hils.”

“Skal du ikke med?” spurgte Olivia. “Majoren har sikkert en masse oplysninger til os, inden han og Cody tager af sted til den konference.” Godt nok var Olivia ikke ekspert i at læse andre menneskers signa-

ler, men der var ingen tvivl: I samme øjeblik hun nævnte Cody, vendte Clarissa sig i stolen, så bogen fuldstændig blokerede hendes udsyn til Olivia.

Oh, great. Hvad var de to nu kommet op at skændes om?

“Er … alting okay, Clarissa?” spurgte hun tålmodigt, selv om hun virkelig ikke havde tid til endnu en intrige mellem holdets to hormonelle ynglinge. “Har Cody nu sagt noget dumt igen?”

“Har han nogensinde gjort andet?” lød Clarissas stemme fra bag den opslåede bog. “Jeg tror bare, jeg bliver hængende her.”

I princippet var Olivia helt okay med at lade Clarissa sidde her, så de slap for hendes og Codys skænderier, mens Majoren fremlagde sine planer. Men … var det egentlig ikke, som om Clarissa og Cody havde undgået hinanden på det sidste?

“Clarissa,” sagde Olivia og satte hænderne i siden, selv om Clarissa ikke kunne se det. “Vi skal forestille at være et team. Og vores liv afhænger af, at teamet er velfungerende. Hvis der er noget, jeg som teamets bogholder skal vide om eventuelle problemer mellem dig og …”

“Oh, God,” mumlede Clarissa og klaskede bogen ned i bordpladen. “Fint. Jeg kommer derned nu. Jeg begynder at gå om ti sekunder. Bare sådan … hvis du gerne vil undgå at følges.”

Olivia skyndte sig af sted.

Da hun passerede den gamle ladebygning på vej ned mod skoven, standsede hun alligevel op et øjeblik og lod fingrene køre hen over den grå mur med de uregelmæssige sten, som hun havde kendt i over halvdelen af sit liv. Kunne ikke lade være med at fundere over, hvor meget og hvor lidt alting forandrede sig. For flere år siden havde hun levet i skjul på Jarlens Høg sammen med en flok mennesker, der havde kaldt sig hendes venner, men vist sig at være noget helt andet. Nu var Høgen blevet hendes tilflugtssted for anden gang.

“Ohøj,” kaldte Leo. Han var netop trillet ud af ladebygningen og sad og strakte sine arme. “Er vi på vej ned for at hilse på Pavlos?”

“Kan din kørestol overhovedet klare skovbunden?” spurgte Olivia. “Jeg kan sige til Majoren, at han skal møde os heroppe ved …”

Leo klappede på sine hjul. “Den er ikke ligefrem terrængående, men den har brede dæk. Det er mere mine led, den er gal med. Jeg er slet ikke vant til at bruge armene på den måde, som jeg gør for tiden.” Han pegede over skulderen og ind i ladebygningens halvmørke med tommelfingeren.

“Hvordan går det med arbejdet derinde?” spurgte Olivia. Det sidste døgns tid havde hun lagt øre til alt fra svejseapparater til skærebrændere, når hun sad og prøvede at kortlægge, hvad de vidste om Anatol Kowak og den sammenslutning, han havde givet det Ian Fleming-agtige navn Alliancen.

“Det går … ja, det går sgu lidt langsomt,” sagde Leo og skar en grimasse. “Jeg har fjernet al overflødig elektronik fra vores fartøj og prøvet at lave en funktionel Machina-dok ud af komponenterne, så vi kan hoppe ind og ud af Strømmen og lade batterierne op. Eller to dokker, faktisk. Vi får også brug for én til det fartøj, Majoren har hentet tilbage.

Men jeg bliver ved med at sprænge sikringerne, og laden er et syndigt rod, selv om Arthur har været en knag til at rydde op.” Leo så beklagende op på Olivia. “Det er virkelig ikke for at tale dårligt om det her sted, Olivia. Jeg ved, det betyder meget for dig. Det er bare … en gammel lade er måske ikke det allerbedste sted til mit arbejde.”

“I know,” sagde Olivia. Hun havde selv været ved at banke hovedet mod væggen over Høgens wi-fi. “Men i det mindste er det afsidesliggende. Og gratis.”

“Hey, kommer I?” sagde Clarissa, idet hun passerede Olivia og Leo. “Jeg glæder mig faktisk lidt til at finde ud af, hvilken livsfarlig opgave Majoren har planlagt til os. Who knows? Måske får jeg et skydevåben igen.”

Hun formede en pistol med hånden og affyrede den i retning af sko- ven. Olivia nåede at få et glimt af Clarissas to fingerstumper. De var vist i bedring takket være Ebens tålmodige behandling, der involverede alt fra beskyttende gel til bandager og en metalskinne.

Men hun turde ikke spørge Clarissa, om de stadig gjorde ondt. Der var lidt for stor risiko for, at det, de havde været igennem inde i Vandreren i tågelandet, pludselig kom tilbage og fik Clarissa til at gå i sort. Og Olivia kunne godt unde hende lidt fred oven på Buffalo Square og alt det med Victor og øksen.

De begav sig mod slugten i samlet flok, og da de nåede skyggerne fra de første trækroner, kiggede Leo op med et saligt smil på læberne.

“Det kan godt være, vi bor lidt primitivt, Olivia. Men det er nu et flot sted, du har fundet os.”

Skovstien havde ikke ændret sig, siden hun første gang gik her med en slatten rygsæk over skulderen for at finde et sted, hun kunne være alene. Olivia mærkede sin vejrtrækning blive langsommere, og selv Cla- rissa lod fuglene i kronerne føre deres samtaler i fred, mens omgivelserne blev mørkere omkring dem.

Forude bøjede stien af, hvor slugten begyndte. Det ville selvfølgelig være umuligt at få Leo ned i bunden af fordybningen, der løb et par hundrede meter gennem skoven, men det var heller ikke nødvendigt. Majoren havde allerede besteget skråningen, og nu stod han major-agtigt med hænderne på ryggen og ventede. Cody sad ved siden af med ryggen mod et træ.

“… spekulerer bare på, om du virkelig har tænkt det her igennem,” hørte Olivia Cody sige. Hans stemme havde en vagt desperat klang. “Eller … selvfølgelig har du det. Jeg har bare hørt, at Teknos-konferencen er en virkelig crazy begivenhed. Og hvad taler millionærer og politikere overhovedet om? Oliepriser og skattelettelser og sådan noget? Hvordan skal jeg nogensinde kunne …”

“Du skal ikke bekymre dig, Cody,” sagde Majoren uden at tage blik- ket fra Olivias lille følge, der nærmede sig. “Når vi ankommer til Malta II, giver jeg dig de instrukser, du får brug for. Og i løbet af vores ophold vil jeg lære dig alt det, Ministeriet skulle have lært dig. Vigtige mentale teknikker. At stole på dine instinkter. At eksistere i nuet.”

Cody opgav at protestere yderligere, da han fik øje på Olivia og de andre. Han rejste sig hurtigt op.

“Velkommen hjem, Pavlos,” sagde Leo højt. “Hvordan var turen?”

“Udmærket,” sagde Majoren og kastede et blik ned i slugten. “Jeg havde et kort møde med et F-35-fly over Polen, men Machina-fartøjets camouflagefunktion fik mig i sikkerhed.”

Olivia gik forsigtigt hen til det sted, hvor det næsten lodrette fald begyndte. Hun lod blikket glide hen over alle de minder, der befandt sig nede i slugten. Træet, hvor hun havde tilbragt utallige timer fordybet i læsning med fødderne dinglende fra en gren.

Og helt dernede under de laveste trækroner stod ikke længere ét, men to Machina-fartøjer. Det skinnende, topmoderne fartøj, som Dmitri havde efterladt til dem i Østeuropa. Og få meter derfra: det bulede vrag, som Majoren var fløjet af sted i for at hente det andet tilbage.

“Det må jeg sige,” sagde Leo. “Og … automatpiloten i den nye model gav dig ingen problemer?”

“Jeg gav den koordinaterne til Høgen og instruerede den i at camouflere sig, hvis det blev nødvendigt. Den holdt allerede her og ventede, da jeg selv ankom i det gamle fartøj.”

“Jamen …” Leo sad og måbede. “Siger du, at den kunstige intelligens lettede og navigerede og landede af sig selv … ud fra dine mundtlige instruktioner?”

“Ikke lige så godt, som du havde gjort det, Leo,” forsikrede Majoren. “Jeg er sikker på, at du havde fundet en mere optimal kurs.”

“Du kan fandengaleme tro, jeg havde fundet en mere optimal kurs,” knurrede Leo og kørte hen ved siden af Olivia for at skule ned mod det nye fartøj.

“Har du fundet ud af, hvad min opgave bliver?” spurgte Clarissa, mens Majoren ledte dem tilbage i retning af Høgen.

Majoren nikkede. “Mens Leo fortsætter sit arbejde her, og Cody og jeg infiltrerer Alliancens sammenkomst under Teknos-konferencen, sender jeg dig i felten, Clarissa.”

“Hvorhenne?” sagde hun begejstret. “Paris? Tokyo?”

“Et sumpområde ude ved kysten,” sagde Majoren. “Sørg for at pakke gummistøvler.”

Clarissa satte farten ned et øjeblik. “Great. Hvem skal jeg udspionere der?”

“Ingen. Du skal opsøge en tidligere fiktionsagent og lokke information ud af ham. Jeg sender Arthur med dig. Den professionelle soldat, der nogle gange kommer op i ham, er trænet af Ministeriet og taler deres sprog.”

Denne gang standsede Clarissa helt op. “Jeg havde faktisk håbet på lidt solotid oven på de sidste par dage. Kan du ikke sende mig af sted alene? Altså, jeg kan virkelig godt lide Arthur. Det er bare …”

“Alene?” kom det fra Cody bagerst i flokken. “Med alt det lort, der foregår lige i øjeblikket? Pissegod idé der, Clarissa.”

“Pisseåben mund der, Cody,” svarede Clarissa uden at vende sig. “Hvad med at lukke den, inden du sluger flere insekter?”

“Jeg mener bare,” protesterede Cody, “at det måske ikke er supersmart at være alene lige nu. Både fordi vi er eftersøgt af regeringen og en milliard andre mennesker, der vil myrde os. Og fordi du … I dunno. Fordi du måske ikke har godt af at være alene lige nu.”

Nu vendte hun sig mod ham. “Hvad fanden betyder det?”

Cody trak på skuldrene. “Jeg siger bare …”

“Hvis du havde noget at sige, Cody, så skulle du måske have gjort det i stedet for at stikke af.”

Olivia anede ikke, hvad der foregik imellem dem, men hun forventede, at det ville udvikle sig til én af Cody og Clarissas dødsspiraler af fornærmelser og skingre udbrud, som fortsatte med at eskalere, indtil Olivia råbte ad dem, eller Majoren affyrede et advarselsskud op i luften.

Men Cody svarede ikke. Hans skuldre sank, og han lignede en punkteret ballon fra det ene øjeblik til det næste. “Yeah, okay,” sagde han og kiggede ind mellem træerne i en tilfældig retning, mens de gik videre.

Oookay, tænkte Olivia. Der foregik et eller andet ud over det normale mellem de to. Et eller andet, som deres team virkelig ikke havde brug for lige nu.

“Manden, du og Arthur skal opsøge,” fortsatte Majoren, “er en tidligere kommandør for et af Ministeriets fiktionshold. Han har levet i isolation, siden han ledte missionen ind i den første bog i Askekrøniken. Vi er nødt til at vide, hvad der skete på den mission.”

Olivias hjerte gav et lille hop ved lyden af navnet på den bog, hun lige havde lukket i hjemme på sit kroværelse. Hvilket mindede hende om … hvor blev Arthur af med hendes mulepose?

“Du får nærmere detaljer om lidt,” sagde Majoren. “Tiden er knap, og vi er nødt til at have en sidste snak. Cody og jeg tager videre ud til lufthavnen om to timer.”

Cody stirrede. “To timer? Okay, major, ikke for noget, men nu går det sgu lidt hurtigt. Jeg har ikke engang pakket, eller …”

“Frøken Alby!” Råbet gjaldede mellem træerne. “Frøken Alby!”

Arthur kom luntende mod dem oppe fra krobygningen, og han knugede muleposen ind til sig. Den store mand stoppede først, da han stod foran Majoren og de andre.

“Frøken Alby,” gentog han en smule forpustet. “Undskyld, men jeg blev helt opslugt af en opskrift. Stegt vildsvinekølle. Jeg tror, det kan blive lækkert med en smule af den helt rigtige portvin til. Jeg har lovet Eben, at vi skal prøve at tilberede …” Han standsede og kiggede rundt på de andre. “Det kan vente. Her er din pose, frøken Alby.”

Olivia tog imod den og var meget bevidst om de andres nysgerrige blikke. Pokkers også. Det var vigtigt ikke at hype posens indhold for meget på forhånd. I stedet var hun nødt til at præsentere det hele på den helt rigtige måde og i den rigtige rækkefølge.

“Hvad er der i den?” spurgte Clarissa.

“Ikke noget,” sagde Olivia hurtigt.

“Er det noget, du skal bruge, når du skal op og snakke med ham forfatteren?” spurgte Cody.

“Nej,” svarede Olivia. “Og det er slet ikke sikkert, jeg kommer til at snakke med ham. Richard Goodliss Jr. har levet som eneboer, siden Askekrøniken fik succes. Han er helt holdt op med at give interviews.”

Clarissa snøftede. “Totalt spild af fame. Hvis jeg havde en milliard fans, ville jeg ikke lave andet end at hænge ud med dem og skrive autografer og holde foredrag om, hvor genial jeg var.”

Uden tvivl, tænkte Olivia. Det ville være umuligt at forklare Clarissa det tiltalende ved et liv i fred langt væk fra civilisationen. Som at forklare mindfulness til en discokugle. Men Olivia forstod. Følte nærmest et slægtskab med Goodliss, selv om hun aldrig havde mødt ham. Ikke nok med at han havde skrevet hendes yndlingsbøger, nu levede han også det liv, hun selv drømte om. Hvis nogen kunne forstå Richard Goodliss og få ham i tale, så var det hende.

Og måske ville han også kunne forstå Olivia.

Måske ville han endda synes om hende.

Hun mærkede en varme i kinderne og smækkede hurtigt et tungt låg ned over sine tanker. Begyndte at binde knuden på muleposen op. Imens vendte Leo sin kørestol mod Majoren. “Jeg er virkelig glad for, at I andre tager jer af alt det med at rejse rundt og snakke med folk. Men, Pavlos … jeg tror ikke, jeg kommer helt i mål med at bygge de dokker. Jeg mangler materialer og plads og værktøj …”

“Vi er nødt til at have dem,” sagde Majoren bestemt. “Begge fartøjerne er næsten løbet tør for strøm. Hvis ikke vi kan sabotere Operation Føniks herude i den virkelige verden, får vi måske brug for at rejse ind i Askekrøniken 2 for at standse Alliancen.”

“Jeg ved det godt, jeg ved det godt,” klagede Leo og vred sine hænder. “Det er bare længe siden, jeg har bygget noget på den størrelse. Jeg er pilot nu, Pavlos. Jeg kan næsten ikke huske, hvordan man …”

“Er det værktøj, du mangler, Leo?” afbrød Majoren og så ned på sin gamle ven. “Eller viljen?”

Leo kiggede væk. “Du ved godt, hvad jeg mangler,” sagde han lavmælt.

“Ja,” sagde Majoren hårdt. “Men jeg ved også, at vi skal bruge to dokker. Og jeg forventer, at de står klar, når jeg vender tilbage fra Malta II.”

Leo stirrede på sin kommandør med et mørkt blik. Uden at sige noget drejede han omkring og kæmpede sig tilbage i retning af kroen.

“Leo, stop,” råbte Olivia efter ham. Hun havde ventet på det helt rigtige tidspunkt til at dele muleposens indhold med resten af teamet. Men nu var der en reel fare for, at hun slet ikke ville få chancen. Hun var omgivet af for megen travlhed og for meget personligt fnidder.

Leo standsede og så på hende med et bistert udtryk.

“Jeg …” begyndte hun og rømmede sig. “Det er bare fordi … jeg har noget til jer.”

Knuden på muleposen gik endelig op, og indholdet kom til syne. “En stak bøger,” sagde Clarissa tonløst. “Surprise.”

Olivia bøjede sig over bøgerne og begyndte dele dem ud. “Én til dig,” mumlede hun, “og én til dig, og én til dig …”

“Askekrøniken, bind 1,” hørte hun Cody læse højt. “En spådom af aske og blod.”

“Det gik op for mig,” sagde Olivia og rettede sig op, “at uanset om vi ender med at skulle rejse ind i Askekrøniken 2 eller ej, så er det vigtigt, at vi alle sammen kender begge bøgerne i serien. Altså virkelig kender dem. For det er dem, Alliancens planer handler om. Og derfor …”

“Jamen du kender dem jo,” sagde Clarissa. “Du kan bare fortælle os, hvad vi har brug for at vide, kan du ikke? Præcis som du plejer.”

“Jeg er enig med Clarissa her,” begyndte Cody. “Olivia, jeg har allerede svært ved at overskue den tur til Malta II. Jeg ved ikke, om jeg kan …”

Men Olivia var allerede ved at tale sig varm, og hun mærkede sit hjertes ophidsede dunken. “Det er nødvendigt, at hele holdet har en klar forståelse af, hvad vi står overfor. Og derfor har jeg planlagt, at vi læser den første bog i serien. Og den anden, hvis vi kan nå det. Læser dem sammen, selv om vi er hver for sig. For ja, Clarissa, det kan godt være, at jeg kender begge bøger udenad og har læst dem to gange om året, siden jeg var teenager.

Men netop derfor er jeg måske også blind over for, hvad der gemmer sig i dem. Der befinder sig et eller andet i den her historie …” Hun viftede med bogen i sin hånd og håbede, at hun ikke var lige så rød i kinderne, som det føltes. “Et eller andet, som Alliancen er klar til at sætte himmel og helvede i bevægelse for at finde. Og I skal hjælpe mig med at finde ud af, hvad det er. Jeg inviterer jer …”

Hun tav og foretog en dramatisk pause, inden hun slap de ord fri, som hun havde ventet et halvt liv på at sige højt.

“Jeg inviterer jer til at deltage i Olivias Store Readalong Af Askekrøniken,” sagde Olivia og kunne ikke få det fjollede smil væk fra sit ansigt. Men hun var ligeglad. At arrangere en fælleslæsning af Askekrøniken var en livsdrøm, der endelig blev til virkelighed.

Ja, de var fordrevet fra deres hjem og på flugt fra magtfulde fjender, der ville dem til livs. Og nogle ville sikkert påstå, at de ikke havde tid til at læse bøger i en situation som den her. Men Olivia vidste bedre. En god readalong var præcis den adspredelse, deres hold havde brug for lige nu. En fælles lindring oven på den sidste tids traumer.

Hun holdt vejret og ventede. Der kom ingen umiddelbar reaktion fra nogen af de andre. Ingen af dem begyndte at slå op i bogen eller i det mindste studere forsiden med begyndende interesse, som hun havde håbet. De stod bare der og kiggede ned i jorden alle sammen.

“Jeg ved sgu ikke helt, Olivia.” Cody vendte sit eksemplar i hånden. “Altså, den ser meget fed ud. Monstre og magi og den slags. Men hvordan skal jeg nå at læse den her bog, når jeg også skal snige mig rundt på en ø og udspionere en flok bagmænd, der planlægger at overtage verden eller sådan noget?”

“Ved at holde dig til læseplanen, selvfølgelig,” sagde Olivia tålmodigt. “Jeg har tapet den fast på indersiden af coveret.”

Hun hørte den tilfredsstillende lyd af fem eksemplarer af En spådom af aske og blod, der blev åbnet.

Derefter mere tavshed.

“Altså …” stammede Olivia. “Giver læseplanen mening? Jeg tænker, at en lille håndfuld kapitler om dagen er nogenlunde realistisk, selv om I nok får svært ved at holde jer tilbage, for nogle af dem slutter med ret vilde cliffhangere.”

“Det er bare …” begyndte Clarissa. “Den er virkelig lang, Olivia. Og der ser ikke ud til at være nogen lækre fyre med. Altså, ud fra forsiden. Der er bare en masse børn på.”

“Der er Gerion,” sagde Olivia tøvende. “Eller … han er godt nok kun femten år i den første bog, men bare vent, til du kommer til 2’eren. Han er lige din type, tror jeg.”

Cody kiggede på Olivia med de der hundeøjne, han kunne lave. “Jeg lover, at jeg nok skal læse den, hvis det viser sig, at vi bliver nødt til at rejse ind i den her serie. Men det ved vi jo ikke endnu.”

“Og jeg skal arbejde videre på de dokker,” mumlede Leo og sendte Majoren et bittert blik. “Jeg får ikke tid til at læse en tyk børnebog ved siden af. Beklager, Olivia. Jeg ville virkelig gerne.”

“Det er ikke en børnebog…” protesterede Olivia, men hun nåede ikke længere.

“Jeg ved heller ikke rigtig, frøken Alby,” sagde Arthur mut og studerede sine fødder. “Jeg kan godt lide bøger, men … jeg har aldrig læst den her slags. Det har soldaten i mit hoved heller ikke, siger han. Jeg kommer sikkert ikke til at kunne holde trit med læseplanen, og så ødelægger jeg bare det hele.”

Olivia mindede sig selv om, at hun var holdets næstkommanderende, men var hun virkelig nødt til at beordre dem til at læse Askekrøniken? Hvis der var én ting, hun vidste, så var det, at man ikke kom til at holde af bog, som man havde læst under tvang. Og af en eller anden grund var det vigtigt for hende, at de andre ikke endte med at hade Askekrøniken.

Hun sænkede blikket. Havde ellers virkelig glædet sig til at diskutere cliffhangeren i slutningen af 2’eren med de andre. Olivia tog muleposen og gjorde klar til at samle bøgerne ind igen.

“Vent,” sagde Majoren så. “Jeg forstår ikke. Kan vi bare ignorere vores bogholders planer, fordi de ikke lyder spændende nok?”

“Selvfølgelig ikke,” sagde Cody. “Det er bare …”

Majoren tromlede hen over ham. “Har vi glemt alvoren af, hvad der foregår her? Hvem vi er oppe imod? Stod vi ikke og sagde farvel til Dmitri sammen lige derhenne, efter de henrettede ham?” Han pegede hen mod bagsiden af ladebygningen. Herfra kunne man næsten se det improviserede gravmæle, de havde lavet til Dmitri i form af en uåbnet flaske Medovukha på jorden.

Denne gang kom ingen af de andre med indvendinger. Alle kiggede ned i jorden.

“De prøvede at slå os ihjel,” fortsatte Majoren, ikke længere helt så hårdt. Der var en smertefuld undertone i hans stemme nu. “Har vi allerede glemt det? Eller at vi ikke længere kan vende hjem eller vise os nogen steder eller …”

“Nej,” mumlede Cody og rystede på hovedet. Leo gjorde det samme.

“Godt,” sagde Majoren. “For det har jeg heller ikke. Og jeg vil ikke bare gå og vente på, at de finder os igen. Anatol Kowak og hans Alliance. Jeg vil have mit liv tilbage. Mit navn og rygte. Og det får jeg kun, hvis jeg er villig til at gøre noget.”

“Fuck yeah,” hviskede Clarissa med en smule glød i stemmen. “Jeg er så pissetræt af, at mit liv er sat på pause.”

Olivia vidste, hvad hun mente. Hun havde selv været tæt på at kunne købe den skovhytte og tjekke ud af civilisationen. Den drøm var også sat på pause, så længe Alliancen stadig befandt sig et sted derude og ledte efter hende.

Majoren bankede med knoerne på forsiden af sin bog. “Vi kan stikke hovedet i busken og lade, som om deres planer ikke kommer os ved. Men hvad det med Askekrøniken end går ud på, så var de villige til at slå os ihjel for at holde det hemmeligt. Operation Føniks repræsenterer et vigtigt mål for dem, og hvis de først opnår det, så kan de måske ikke standses længere. Og så er det farvel til vores normale liv og alt det, vi engang havde. Derfor er vi nødt til at gøre noget. For der er muligvis ikke andre end os til at gøre det.”

Den fælles tilkendegivelse af enighed fra holdets medlemmer var ikke kun en mumlen denne gang, men højere og mere beslutsom. Olivia opdagede, at hun selv stod og nikkede. Majorens sans for motiverende taler levede stadig i bedste velgående.

“Godt.” Majoren kiggede rundt på dem alle og virkede tilfreds med, hvad han så. Han holdt sit eksemplar af Askekrøniken op. “Så fra nu af følger I jeres bogholders anvisninger. Hvis Olivia siger hop, så hopper I. Og hvis Olivia siger organiser jer i en bogklub, så organiserer I jer. Er vi enige?”

“Yeah,” sagde Clarissa. “Du har ret. Sorry, Olivia.” Hun rakte tøvende sin beskadigede hånd frem og sagde: “Team.”

Cody var den første til at fange hentydningen. Han lagde sin hånd på hendes. “Team,” sagde han.

Så fulgte Leo, Arthur og Olivia efter. Til sidst lagde Majoren sin hånd på de andres.

“Jeg vil selv begynde på bogen ombord på flyet til Malta II,” sagde Majoren, mens klumpen af hænder gik i opløsning. “Og jeg vil holde særligt øje med, om bogen indeholder spor af fiktionsagenters tilstedeværelse. Vi ved, at et helt team besøgte Askekrøniken 1 og fandt et eller andet derinde. Hvis ikke Clarissa og Arthur finder ud af mere gennem teamets kommandør, så kan vores fælles læsning af denne bog måske give os et fingerpeg om, hvorfor 2’eren er så vigtig.”

Olivia knugede sin bog ind til brystet og kiggede taknemmeligt rundt på dem alle. “Bare rolig,” sagde hun. “Jeg ved, at I bliver helt opslugt af den bog, når først I kommer i gang. Og jeg skal nok lade være med at spoile noget. Medmindre I gerne vil have det, selvfølgelig.” Nu mærkede hun det igen, det lallede smil, der langsomt brød frem, umuligt at holde tilbage. “Hey. Vi skal læse Askekrøniken 1. Sammen. Og jeg lover, at I godt kan begynde at glæde jer.”




Boris Hansen: Tavse verdener (2) – De falske liv

Et hold af fiktionsagenter rejser ind i bøger for at beskytte dem fra stormagter, der forsøger at misbruge opfindelsen. Men for Olivia Alby er fiktionsagent ikke et drømmejob. Ofte tager missionerne en livsfarlig drejning, når Ministeriet sender hende ind i en roman for at redde den fra fremmede agenter.

Derudover er hun havnet på et dysfunktionelt team, der er ude af stand til at samarbejde. I det mindste er lønnen god, og Olivia har brug for pengene, hvis hun nogensinde skal realisere drømmen om at undslippe sin fortid.

De falske liv er grænsen mellem virkelighed og fiktion ved at udviskes. Olivia Alby og hendes team søger på tværs af verdener for at løse gåden om en mission, der slog fejl med umulige konsekvenser – og samtidig jages de af fortidens hemmeligheder og af en fiktiv morder, der er sluppet ud i virkeligheden.

Du kan købe Tavse verdener (2) – De falske liv online eller i din nærmeste boghandel.