Fagbøger Historie

Syg med månen

Syg med månen

Det er egentlig underligt, for jeg er helt vildt bange for at flyve. Hver gang jeg sidder i en Airbus eller Boeing, klamrer jeg mig til sædet foran. Men jeg har altid været syg med månen. Eller tanken om at flyve derop og lande på den.

I min barndom midt i 1970erne så jeg serien Månebase Alpha i TV, og det var vel at mærke dengang, hvor Danmarks Radio havde monopol og mest var noget med velmenende mænd med pagehår og pibe, som talte bekymret om arbejdsløshed. Serien med Martin Landau handlede om, at månen var blæst ud af sin bane til det ydre rum, fordi der havde været en eksplosion i noget atomaffald. Hell yeah!!!!

Science fiction bøger

Små ti år senere havde jeg fundet en serie af billige science fiction paperbacks, hvor månen gang på gang var skueplads for store slag, angreb af mærkelige organismer og videnskabsmænds kamp for overlevelse efter en ulykke på månebasen. Det var Stig Vendelkærs Forlag, som udgav dem, og jeg købte alle dem i rodekassen henne i kiosken, som havde et stort orange klistermærke på forsiden, hvor der stod: ”Gå ikke glip af Deres yndlingslæsning. Prøv SV science fiction. Propaganda tilbud ½ pris.” 7 kroner og 50 øre måtte man bløde for at få fat på klassikere som En håndfuld mørke af Philip K. Dick (ham med Blade Runner), Rendezvous med Rama af Arthur C. Clarke (ham med Rumrejsen 2001) og Den illustrerede mand af Ray Bradbury.

Syg med månen

Nederst i højre hjørne på forsiden stod ”værdikupon indsat”. Og ja, det skulle jeg hilse at sige! Man kunne nemlig vinde en rejse til månen: ”Må vi have lov til at invitere Dem som science fiction læser på MÅNEREJSE med først afgående ordinære rute- eller rummaskine.” Værdien anslog forlaget til at være 4.000 kr. Den danske erhvervsmand Per Wimmer har til sammenligning betalt seks millioner kroner for at blive en af de første som bliver sendt ud i rummet, når Richard Bransons Virgin Galactic er klar med deres teknologi.

LÆS OGSÅ: Fem mystiske myter om månen

Raket er fallossymbol

I år er det så 50 år siden, at mennesket først satte fod på månen, og i den anledning har professor Anja C. Andersen skrevet den fantastiske En lille bog om månen, som er fyldt med fakta-guf for en gammel science fiction-fan som mig. Alene detaljen om, at månestøv er skarpt som glasskår sætter gang i fantasien igen. Og de mange dokumentarfilm i TV og biograferne har jeg slugt.

Syg med månen

Derfor var jeg også ved at tabe kæben, da en dansk litteraturjournalist skrev på Facebook:

”Har nu set dokumentaren om månelandingen og med fare for at lyde som den sureste feminist: Hvad handler den film – og den begivenhed – om, andet end den hvide heteroseksuelle mands besættelse af at tage en mødom??!! Hvide heteromænd begiver sig en gigantfallos ud i rummet for at sætte ”første fodtryk” og for at penetrere måneoverfladen med deres gyselige flag.”

WTF? Jeg håber, det er for sjov!

Hvis ikke, kan jeg kun sige: Læs Anja C. Andersens bog!

PS: Jeg sendte en del af de kuponer ind til forlaget gennem tiden, men har aldrig hørt fra dem. Og det er sikkert udmærket i betragtning af, hvordan jeg har det med at flyve.


Anja C. Andersen: En lille bog om månen

Syg med månen

I denne bog med mere end 100 fotos fortæller Danmarks førerende astrofysiker, Anja C. Andersen hele den spændende historie om Jordens nærmeste nabo i rummet; kendsgerninger og konspirationsteorier, myter, fup og fakta.

Den 20. juni 1969 kl. 03.56 dansk tid satte Neil Armstrong som det første menneske sin fod på Månen.

Frem til 1972 gennemførte NASA yderligere fem bemandede månelandinger, og i alt 12 astronauter har betrådt Månen. Derudover har der været et utal af ubemandede månelandinger – senest den 3. januar 2019, da et kinesisk rumfartøj landede på Månens bagside. Men der er stadig meget, vi ikke ved: Hvordan er Månen opstået, og hvorfor har den kun vand på den side, der vender mod Jorden? Hvordan påvirker Månen os mennesker?

Læs mere og køb Anja C. Andersens En lille bog om månen her eller i din lokale boghandel.