Danske romaner Historiske romaner Læseprøve og uddrag Romaner Romaner om 2. verdenskrig Steffen Jacobsen

Steffen Jacobsen aktuel med ny historisk spændingsroman. Læs i Karthago her

Steffen Jacobsen, Karthago, gode bøger, anden verdenskrig

I Steffen Jacobsens Karthago, kastes Asta og John ind i et nådesløst kapløb mod tiden som brikker i stormagternes spil – og de er tvunget til at samarbejde, selv om de ikke stoler på hinanden.


For fans af f.eks. Ken Follet og store historiske spændingsromaner er Steffen Jacobsens Karthago uomgængelig. Romanen strækker sig fra 1945 til 1976 og ligger i naturlig forlængelse af den anmelderroste bestseller Da blev jeg døden fra 2017 om Niels Bohr og atombombens tilblivelse.

Steffen Jacobsens bøger er solgt til filmatisering og udgivelse i det meste af Europa, USA, Japan, Kina og Taiwan. Romanen Trofæ er blevet et stort hit og bestseller i bl.a. Sverige og Spanien.

LÆS OGSÅ: Steffen Jacobsens historiske thriller tegner præludiet til den aktuelle frygt for kernevåben

København, marts 1945. I besættelsens sidste dage hersker kaotiske tilstande. I et pengeskab i kældrene under Gestapos hovedkvarter, Shellhuset, ligger tegningerne til konstruktionen af en atombombe, der ikke alene kan bestemme krigens udfald, men også få kolossal betydning for magtbalancen i verden. Helt frem til i dag.

I Karthago aktiverer russerne deres dygtigste agent: frihedskæmperen Asta Neergaard fra den danske modstandsgruppe BOPA. Men også de allierede kender til tegningerne og indsætter faldskærmsagenten John Landau, som har en afgørende viden. Om få dage vil englænderne igangsætte den mission, der skal lægge Shellhuset i ruiner: operation Karthago.

Læs første kapitel af Karthago herunder.




Karthago

Steffen Jacobsen


Prospect Hill Cemetery, Washington, D.C., fredag 16. august 1974
En svajrygget rødstensbygning nær kirkegårdens gotiske kapel husede det lokale stenhuggeri. Ericsson, Mester Stenhugger, stod der med falmede bogstaver på et skilt, hvor grusstierne delte sig. Alt i mindetavler, mausoleer og gravsten, lovede et andet, nyere skilt ved indgangen til værkstedet.

Isaac Ericsson trådte et skridt tilbage fra den gule sandstensplade og lod hånden glide over stenen for at opfange uregelmæssigheder, der ikke var synlige for det blotte øje. Stenen var næsten to meter høj, som Isaac selv engang havde været.

Stenhuggeren var en firskåren, stærk mand, men nu krummede rygsøjlen – efter årtiers arbejde med sten og tunge værktøjer – sig mod Jordens centrum og udløste idelige smerter fra lænden. Han bevægede sig derfor forsigtigt som en leguan. En rød og hvid bandana var bundet om panden over hans rødmossede ansigt, og under bandanaen glimtede vitale, blå øjne, et arvestykke fra fjerne svenske forfædre.

En overbebyrdet elektrisk vifte hang fra værkstedets tagbjælker og flyttede stenstøv fra den ene ende af værkstedet til den anden. Her dalede støvet gennem de få solstråler, der formåede at trænge gennem vinduernes snavs og spindelvæv.

Som altid var august i Washington, D.C. en stillestående, fugtig affære.
Sandstenen var tilfredsstillende glat, og Isaac vendte sig i stedet mod sit arbejdsbord. Bogstaver og tal til gravstenen var samme morgen ankommet fra bronzestøberiet nede ved floden, og de var stadig lune fra sandformen. Isaac satte sine læsebriller på næsen og arrangerede typerne, som de skulle placeres på stenen.

Navnene på det afdøde ægtepar, Lucas og Marike van der Molen, efterfulgt af fødselsdatoerne. Lucas var fem år ældre end hustruen. Derefter parrets fælles dødsdato for blot tolv dage siden. Isaac havde med tegnestifter sat et stykke pap på væggen med en verslinje, som ægteparrets datter havde ønsket sig.

Ordene gav ingen mening, men han havde bestilt bogstaverne i en rundere og mere venlig skrifttype end den, han ville anvende til de hårde kendsgerninger ovenfor.

Altid frejdig naar du gaar

En sang? Et digt? Isaac havde ingen anelse. Datteren havde ikke oplyst yderligere. Hun havde været venlig nok, men der sad ligesom en prisseddel på hvert knappe ord fra hendes mund. Nathan Williams, kirkegårdens inspektør, havde betroet Isaac, at ægteparrets datter og dennes eget pigebarn havde været de eneste, der overværede bisættelsen i kapellet.

Inspektøren havde tilføjet, at ægteparret van der Molen blev begravet i tilsvejsede zinkkister, som om pesten havde taget dem, og deres legemer netop var frigivet fra karantænemyndighederne.
Isaac blev brat revet ud af sine overvejelser, da et æterisk skrig lød fra transistorradioen i vindueskarmen.

Han skar ansigt og holdt vejret, til kanalvælgeren under Curlys følsomme fingre standsede ved ”The Air That I Breathe” med The Hollies.

– Undskyld, Isaac.

– Jamen så luk dog vinduerne op, og slip luften ind.

Drengen adlød. Det gjorde han som regel. Curly var en ranglet dreng på 17 år med stridt, brunt hår, fregner, brune øjne og opstoppernæse, og han gik altid som i stærk sidevind på grund af en medfødt deformitet.

Isaac havde efterhånden glemt de nærmere omstændigheder omkring Curlys ankomst. En dag blev drengen simpelthen sat af ved stenhuggeriet af en af Isaacs mange svogre, som en kattekilling. ”Måske kan han være til gavn her,” havde svogeren sagt. ”Han er stærk og villig”.

Dette blev sagt i al hengivenhed, for Curly kom fra et kærligt hjem og havde et hjerte af guld. Han var bare lidt langsom. Når han ikke hjalp Isaac med stenene, kranerne og slibemaskinerne, opholdt Curly sig bag et forhæng under en tre meter høj marmorengels skærmende vingefang.

Englen var aldrig blevet afhentet – til Isaacs fortsatte forbitrelse. Curly var oftest bevæbnet med et Beaulieu 8-millimeter smalfilmkamera, hvormed han filmede alt og alle. I aflukket opbevarede han sin filmfremviser, et klippebord, hvor han redigerede sine små film, og havde sine stakke med slidte tegneseriehæfter.

– Der kommer nogen, sagde Curly.

Isaac havde intet hørt, men drengen havde en jagthunds sanser og instinkter. Det havde noget at gøre med naturens kompensation for manglende åndsevner, hævdede kirkegårdsinspektøren. Han havde læst om fænomenet i American Science.

– Hvem? spurgte Isaac.

Curly dukkede frem fra forhænget.

– Den hollandske dame og datteren.

Isaac tørrede hænderne af i en klud og vendte sig mod døren. Kvinden trådte ind i selskab med sin generte datter, der klyngede sig til morens ene ben. Madeline van der Molen var sidst i tyverne og høj og atletisk.

Hendes lysebrune hår var redt stramt tilbage og samlet i en tyk hestehale. Øjnene var blågrå, klare og betragtede verden uden reservation eller fordom. I dag var hun klædt i en hvid skjorte og fløjlsbukser af samme farve som håret.

Datteren var sin mor en miniature i rødternet kjole, hvide strømper med kvaster og blanke, sorte sko. Pigen havde samme gråblå intense og nysgerrige blik som sit ophav og var vel seks år gammel.
Isaac mobiliserede sit bedste velkomstsmil.

– Miss van der Molen.

– Bare Madeline. Og Iben.

– Selvfølgelig. Madeline … og Iben?

– Ja.

Kvinden så på Curly, der var i færd med at filme hende og datteren. Munden fik et misfornøjet drag, og øjnene blev smalle. – Vær venlig at holde op med det der, sagde hun skarpt.
Isaac vendte sig mod Curly og bandede over ryggen, der ikke tålte hurtige bevægelser.

– Curly, for himlens skyld.

Drengen slukkede for kameraet.

– Undskyld, miss, mumlede han brødebetynget og trak sig tilbage.

Pigen stak en tommelfinger i munden og betragtede det svingende forhæng bag drengens ryg.

– Det er bare Curly. Han er … ja …

– Det forstår jeg, sagde Madeline van der Molen.

– Men jeg bryder mig ikke om det.

– Selvfølgelig ikke.

I stedet vinkede Isaac hende hen til arbejdsbordet og pegede på bronzetyperne.

– De kom fra støberiet her til morgen. Jeg ved ikke … er de, som De måske forestillede dem? Jeg kan selvfølgelig bestille andre i en anden skrifttype, hvis det er.

Kvinden bøjede sig frem.

– De er nøjagtig, som jeg havde tænkt mig.

– Og verslinjen? Jeg håber, den er korrekt.

– Den er perfekt.

Isaac smilede genert og opfangede hendes parfume: citrus og noget blomsteragtigt? Roser, eventuelt.

– De får jo også en fin grønlig patina med tiden, sagde han. Kvinden var opslugt af linjerne, mens barnet opmærksomt betragtede gravstenen, som om den kunne tale. Isaac trak bandanaen af hovedet og tørrede sveden af panden.

Selv om kvinden så sval og ubesværet ud, var varmen i værkstedet ganske trykkende, og han lovede for hundrede og syttende gang sig selv at få installeret aircondition. Også for Curlys skyld.

– Hvornår tror De, gravstenen kan blive sat? spurgte hun.

Isaac havde naturligvis forventet spørgsmålet, men tænkte sig om igen. I baggrunden sneg Curly sig ud ad sidedøren med kameraet under armen.

– Jeg er færdig med at sætte bogstaverne i morgen, miss Madeline, men det er op til graverformanden, hvornår stenen kan blive sat. Det afhænger af, hvad han ellers har i kalenderen, og hvornår lastvognen og kranen er ledig.

– Javel. Men normalt, hvad ville De tro?

Isaac følte en indskydelse til at række ud og give hendes skulder et trøstende klem, men tog sig i det. I stedet kløede han sig i nakken.

– Senest i overmorgen, om jeg så selv skal tage stenen på nakken og plante den, det lover jeg. De har jo nok lyst til at vende tilbage til Europa så hurtigt som muligt. Det var Holland, ikke?

Kvinden betragtede stadig verslinjen.

– Hvad? Jo, Holland.

Pigen så op på moren, men sagde ingenting. Faktisk havde Isaac ikke på noget tidspunkt hørt hende mæle et ord.

– Hør her, sagde han resolut.

– Hvad med, om De og Deres datter rejser hjem, så snart det er belejligt, og jeg så sender Dem et fint polaroidfoto, når gravstedet er beplantet og stenen sat, og det hele er, som det skal være?

Hendes smil kunne smelte en gletsjer.

– Åh, tusind tak. Men jeg er nødt til at blive her. De var trods alt mine forældre, og jeg vil gerne selv se det til ende.

– Naturligvis.


Special Agent Herbert ”Herb” Mancuso var en grånet, fåmælt veteran fra FBI. I dette øjeblik trykkede han næven mod mellemgulvet og skar ansigt af smerte. Hans hustru, Béatrice, lagde hver morgen en flaske magnesiummælk i madkassen, så han nogenlunde kunne holde mavesåret i skak, men i dag havde han glemt madkassen hjemme på køkkenbordet.

Passagersædet i Bureauets sorte Ford Galaxy var optaget af Mancusos yngre kollega, Special Agent Phillip Seymore. Fra deres skyggefulde position under elmene havde de en fin udsigt over den østlige del af Prospect Hill–kirkegården og set Madeline van der Molen og datteren træde ind i stenhuggerværkstedet få minutter før.

Mancuso løsnede slipset og knappede den øverste skjorteknap op. Pensionen ventede om to år, hvis ikke mavesåret havde taget livet af ham forinden, mens unge Seymore havde 31 år tilbage i tjenesten, hvis han da levede så længe.

Tankerne om altings forgængelighed skyldtes især, at Mancusos mangeårige makker, Jimmy Countees, for 14 dage siden og helt uventet havde låst sig inde på familiens badeværelse, bundet et håndklæde om hovedet og skudt sig gennem tindingen med sin .38 tjenesterevolver.

Uden at efterlade sig så meget som et selvmordsbrev til konen eller børnene. Eller til Mancuso, for den sags skyld. Kun Jimmys nærmeste familie var til stede ved begravelsen. Myrtle, Jimmys kone, havde aldrig brudt sig om Mancuso.

I stedet for Jimmy var han blevet udstyret med unge Phillip, der var klædt i denim og cowboystøvler og tilhørte en helt ny og anderledes art inden for FBI.

Bureauet forsøgte fornuftigt nok at følge med tiden. Han var langhåret og havde et viltert fuldskæg, som om han skulle infiltrere en eller anden anti-amerikansk, anti-Vietnamkrig, anti-alting-undergrundsgruppe som The Weathermen. Anarkister, som Mancuso gerne så i den elektriske stol. Kun en Che Guevara-T-shirt manglede.

Men den gamle havde efterhånden indset, at dette uforståelige årti tilhørte unge agenter som Seymore. Han forstod ikke længere koderne.

Phillip Seymore skubbede pilotsolbrillerne ned på næsen og tændte endnu en cigaret.

– Fuck, den varme, stønnede han.

– Hvem er de to?

– De er, hvem de er, sagde Mancuso vagt. – Datter og barnebarn af ægteparret Lucas og Marike van der Molen, som ligger begravet lige derhenne.

Han pegede på et fugtigt rektangel i plænen. Ved siden af den friske grav lå græstørv nydeligt opstablet.

– Hollandske?

– Danske. Det er en lang historie. Meget lang.

Phillip lignede ikke én, der naturligt besad tålmodigheden til at lytte til lange beretninger, selv om han havde en ph.d i sociologi fra et Ivy League-universitet på Østkysten og sikkert kom fra en Wall Street-familie.

Han kæderøg, og de lange fingre trommede rastløst på knæene, mens den ene fod konstant vippede i takt til imaginær musik. Han havde et par gange foreslået Mancuso, at de tændte for bilradioen, men hver gang havde den gamle nægtet.

– Men efternavnet er da hollandsk, indvendte Seymore.

– Det kaldes et dæknavn, sagde Mancuso mat.

Et glimt af interesse gled over den unge agents ansigt.

– Så de var spioner?

Mancuso rystede på hovedet.

– De var forrædere. Det var, hvad de var.

– Hvem forrådte de?

Mancuso vendte sig halvt i sædet. Mellemgulvet brændte som ild.– Alle … alle i øst og vest. Men nu er de døde.

Han pegede op ad den slyngede, skyggefulde vej.

– Kan du se den grønne Vega deroppe?

– Selvfølgelig.

– Der sidder vor gode ven og kollega, kammerat Maxim

Gorev fra den sovjetiske ambassade og våger, nøjagtig som vi gør. Eller han vil være helt sikker på, at de to sataner kraftstejleme er døde, så vi omsider kan få lidt fred.

– Gorev er anden kulturattaché ved den sovjetiske ambassade, nikkede Seymore.

– Du kender forskellen på første og anden kulturattaché?

– Selvfølgelig. Førsteattachéen er en debil fætter til Leonid Bresjnev, som har tilladelse til at knalde besøgende primaballerinaer fra Kirov-balletten, mens andenattachéen er en oberst i KGB, som må nøjes med at knalde konen. Kender du ham?

Mancuso lo hult.

– Maxim har været min officielle modstander gennem 25 år, og jeg tror ikke, du finder to mennesker i Washington, der kender hinanden bedre.

Seymore tværede cigaretstumpen ud i bilens askebæger. Foden slog dobbelttakt mod vognbunden, hvilket var ved at drive Herb til vanvid.

– Hvad bestiller vi egentlig her? De er jo døde, siger du.

– Det samme som Maxim. Vi siger farvel til van der Molens, mumlede Mancuso træt. – Sender dem afsted.

– Cool. God stil.
Mancuso drejede tændingsnøglen om. Mor og datter forlod værkstedet og kørte bort i en lejet, grå sedan.

– Er du sulten?

– Jeg kunne æde min egen arm, sagde Seymore.

– Der er en diner henne om hjørnet, der har de bedste burgere og spareribs på kontinentet, og jeg ville såmænd ikke blive overrasket, hvis den gode Maxim fik lyst til dukke op. Mancuso skævede til Seymore.

– Det vil sige, hvis du ikke har noget imod at dele bord med KGB?

– Slet ikke. Vi er jo ikke i krig … som sådan.

Mancuso svingede Forden gennem Prospect Hills smukke støbejernsport og efterlod kirkegårdens underjordiske befolkning.

De kørte lidt i tavshed, indtil Phillip følte trang til at spørge:

– Van der Molens. Du jagtede dem, sir?

– Det gjorde vi alle.

– Hvornår begyndte det?

– Åh, i 47, tror jeg. Sammen med Maxim og en del andre kolleger fra alle verdenshjørner. Men hver for sig, naturligvis.

Problemet var bare, at van der Molens var glattere end kattelort på linoleum. Og beskyttet af højere magter.

Så løsnede Herb grebet om rattet med et forundret udbrud – mærkede efter med hånden – men et mirakel var indtrådt: Mavesåret var taget på weekend, måske fordi det vidste, hvad der ventede henne på dineren. Mancuso mente, at mad skulle smage af noget. Ketchup, Worcestershire-sauce, sennep, Heinz-mayonnaise, marinade, masser af chili, bunker af jalapenos. Den slags.

Han kunne mærke, at Seymore begyndte at blive interesseret, selv om det for den unge agent drejede sig om hændelser fra en tid, hvor dinosaurer regerede prærien.

– Beskyttet? Hvordan?

– De nød beskyttelse fra mennesker, du og jeg aldrig kommer til at møde. Som højst ved, at vi eksisterer som navnløse bunddyr. De har selv knap nok stillingsbetegnelser, men de ved alt og bestemmer alt.
Mancuso pegede med en tyk pegefinger mod bilens loft.

– Hver evig eneste forbandede gang, jeg eller nogen anden fik ægteparret i trådkorset og havde fingeren på aftrækkeren, fik vi besked på at trække os.

Phillips mørke, markante øjenbryn nærmede sig hinanden.

– FBI? Det er da uhørt.

– FBI, CIA, franske SDECE, britiske MI6, pakistanske ISI, indiske R&AW, Mukhabarat, den canadiske efterretningstjeneste. Det var altid det samme: Hold jeres små, beskidte poter fra Lucas og Marike, eller tag konsekvenserne, og ingen var i tvivl om, hvad de var.

– Men det er jo vanvittigt, udbrød Philip forarget.

– Der er sgu da ingen, der er så kosher.

Mancuso smilede ad kollegaens naivitet.

– Som jeg sagde før, er det en vældig lang historie. Nogen burde skrive den en dag, selv om ingen ville tro et ord af den. Han tænkte sig om,

– Det burde nogen faktisk, ja.



Isaac hvilede albuerne i vindueskarmen og betragtede kvinden og pigen stige ind i en grå sedan med en AVIS-mærkat på kofangeren. Motoren blev startet, og gruset knasede under dækkene. Så tændte han en Camel og spyttede noget gult og blodigt ned på en intetanende vinbjergsnegl i efeuen under vinduet. ’Stenlunger’, kaldte hans praktiserende læge det.

Sedanen kørte langsomt mod udgangen, og Isaac studerede i stedet en sort Ford Galaxy, der lavede en trepunktsvending og langsomt fulgte efter, og derefter den grønne Vega, der forlod kantstenen længere oppe på bakken. Bilerne så på en måde officielle ud med deres parvise antenner, mørktonede vinduer og diskrete blå signallys monteret over baglygterne og under forlygterne. Man skulle se godt efter, men de var der.

Og bilerne havde også været på plads, da Madeline van der Molen og hendes tavse datter havde besøgt ham første gang for at bestille stenen.

Stenhuggeren noterede sig også Curly, der utrætteligt strejfede omkring mellem gravstene og mausoleer med sit fine kamera.




Steffen Jacobsen: Karthago

★★★★★ “En effektiv spændingshistorie, som selv Ken Follett ville have været stolt af” – Jyllands-Posten

I et glemt pengeskab i kælderen under Gestapos hovedkvarter i Shellhuset ligger uvurderlige tegninger til alle komponenter af en atombombe.

Frihedskæmperen Asta og faldskærmsagenten John er tvunget til at samarbejde, selv om de ikke stoler på hinanden. Hver især vil de gøre alt for at sikre pengeskabets indhold, der ikke alene kan bestemme krigens udfald, men også få kolossal betydning for magtbalancen i verden efter krigens afslutning.

Med Karthago har Steffen Jacobsen skrevet en imponerende historisk spændingsroman, der strækker sig fra 1945 til 1976 og som ligger i naturlig forlængelse af den anmelderroste bestseller Da blev jeg døden fra 2017 om Niels Bohr og atombombens tilblivelse.

Du kan købe Karthago online hos fx Bog & idé eller i din nærmeste boghandel.




Der er mange flere bøger, der venter på at blive læst. Se vores liste med sommerbøger 2023/2024.