I Karl Ove Knausgårds nye roman Det tredje rige holder folk op med at dø, mens en fascinerende og uhyggelig stjerne lyser på himlen.
I Det tredje rige vender Karl Ove Knausgård tilbage til nogle af de historier, som han introducerede i Morgenstjernen, blot fortalt fra andre synsvinkler. Over et par varme sommerdage følger romanen en række mennesker:
19-årige Line, der forelsker sig i Valdemar, forsanger i det myteomgærdede black metal-band Domen, som trækker hende ind i en fascinerende og hemmelighedsfuld verden.
Billedkunstneren Tove, der svinger mellem depression og manisk arbejdsmani, og som finder inspiration i eventyrenes undertoner af død og seksualitet.
LÆS OGSÅ: I Karl Ove Knausgårds nye roman, Det tredje rige, holder folk op med at dø
Politimanden Geir, der efterforsker et yderst makabert tredobbelt drab og som støder på uforståelige ting, han ikke kan forklare på sædvanlig vis.
Stjernearkitekten Helge Bråthen, der er gået i stå i sit arbejde med et nyt, stort center til ære for Aksel Sandemose på Mors og som plages af en oplevelse fra hans barndom.
Verden er i skred, på himlen lyser en stor, ny stjerne, og på jorden lever menneskene videre uanfægtet. Men der er kommet en uorden, noget kraftfuldt er sluppet løs. Noget er i bevægelse, verden er under forandring.
Læs i Det tredje rige herunder.
Det tredje rige
Karl Ove Knausgård
Man siger at depression er størknet vrede. Selv tænker jeg på den som en forstenet trold. Mørkets og det ufærdiges skabning – rasende, farlig – forvandlet til noget ubevægeligt og livløst af dagslyset.
Mani er for mig når man glemmer sig selv, ligesom når man glemmer en kogende gryde på komfuret.
Psykose indtræffer når manien er udtømt, når der kun er mødet med virkeligheden tilbage (for manien frygter virkeligheden mere end noget andet).
Psykose er altså en mulighed. Psykose er som en af de tre døre i eventyrene, den af dem der absolut ikke må åbnes. Den må ikke åbnes. Alle ved det. Alligevel ender den altid med at blive åbnet. Hvis man står foran intet og noget, prøver man altid noget først.
Eventyrene.
Troldene, de tre døre, skoven. Dem hvor dyrene kan tale og menneskene blive dyr. Dem med hekse, husmænd, konger, underjordiske hvælvinger og haller, træstubbe, prinsesser som ingen kan fratage mælet, stedmødre og fattige koner, fjeldsætere og blånende tinder.
Allerede da jeg var lille, anede det mig at eventyrene skjulte noget. Og at deres hemmeligheder var betydningsfulde. Senere læste jeg Jung og hans teori om arketyper og det kollektivt ubevidste, men det var jo ikke det jeg havde fornemmet i eventyrene, det var noget andet.
Fra Jung lærte jeg at jeg er magikeren, og at Arne er den forældreløse (selvom han havde et godt forhold til sin far helt frem til han døde, og stadig har et godt forhold til sin mor), og forståelsen af symbolers universalitet og kraft, ellers ingenting.
Den der forandrer, det er magikeren. Magikeren er revolutionær. Den der har behov, det er den forældreløse. Den forældreløse er en manipulator.
Psykose er ikke helvede. At komme ud af en psykose er et helvede. Helvede på jord er det. Intet af det man har tænkt, set eller følt, har været sandt. Og man har helhjertet tænkt, set og troet det. Ikke nok med det. Der står de pludselig og stirrer på en, mand og barn. Bedende eller vrede, jeg ved ikke hvad der er værst.
Så er det tid til tårer. Den bundløse sorg.
Over hvad?
Mig og min utilstrækkelighed.
Ingen vil have en mor der er gal. Ingen ønsker heller at være en.
“Er du normal nu?” spurgte Heming engang hvor de besøgte mig.
Hvad andet kunne jeg gøre end at nikke og græde og presse hans
modvillige krop ind til mig?
Vi ankom til sommerhuset sent om aftenen efter at have kørt hele dagen. Heming, Asle og Ingvild mere eller mindre paralyseret af monotoni. Arne, som de seneste par timer havde været begejstret over at være tilbage i det landskab han var vokset op i, slukkede motoren og vendte sig smilende om mod børnene.
– Otte timer og to minutter, sagde han.
– Det er tretten minutter hurtigere end sidste år!
– Det er godt, sagde Ingvild og smilede tilbage.
Tvillingerne fortrak ikke en mine.
– I må selv bære jeres ting ind, sagde Arne.
– Og gør det med det samme, så er det gjort. Ingvild, du tager katten, ikke?
– Børnesikringen er låst, sagde Heming.
– Ja ja, jeg åbner, sagde Arne.
Jeg fik øjenkontakt med Ingvild. Hun smilede til mig på samme måde som hun havde gjort til Arne. Hun løftede buret med katten ned fra skødet, stillede det ved siden af sig og løsnede sikkerhedsselen mens drengene forsvandt ud ad døren på den anden side.
Hun var alt for flink.
– Du skal ikke finde dig i alting, sagde jeg.
– Det ved jeg godt, sagde hun og smilede igen. Men et blus af mørke kom til syne i hendes øjne. Hun bar på et stort mørke.
Vidste hun det mon selv?
Jeg tog cigaretterne og lighteren frem fra handskerummet, tændte en stående ved bilen. De andre forsvandt rundt om hjørnet med rygsække og kufferter.
Der lugtede af hav. Og det susede fra bugten. Jævnt og forsigtigt, som om der lå nogen og sov dernede.
Sshh – shh. Sshhh-shh.
Himmelen gråhvid. Plænen gråsort. Træerne og buskene sorte. Så blev udendørslamperne tændt og farvede græsset unaturligt grønt.
– Det ser dejligt ud med en cigaret, sagde Arne da han kom tilbage
for at hente mere.
– Ja, sagde jeg.
– Vil du have en?
– Ha ha, sagde han og kastede en stor rygsæk om på ryggen. Han tog bæreposerne med mad som vi havde købt i supermarkedet neden for broen, i hænderne og forsvandt rundt om hjørnet igen.
Naboerne med rottweilerne var her, der var lys i deres vinduer bag mig.
Alle var her nok nu hvor det var skoleferie.
Jeg smed cigaretstumpen på gruset og tog en kuffert med ind. Mødte Arne på vejen, han skød hovedet frem og trak det tilbage et par gange, som han af og til gjorde når han hørte musik han virkelig godt kunne lide.
– Danser du for mig? sagde jeg.
Han bøjede sig frem og kyssede mig.
– Det er dejligt at være her, sagde han.
– Synes du ikke?
– Jo da.
– Jeg åbner en flaske vin.
– Har vi det?
– Ja ja. Der står stadig en masse flasker fra sidste år. Hvis altså ikke Egil har drukket dem. Men det tvivler jeg på. Det vi drikker, er ikke godt nok til ham!
Inde i huset gik Heming og Asle fra værelse til værelse, det var lige præcis længe nok siden vi sidst havde været her, til at det var lidt spændende. Ingvild var ingen steder at se, hun var nok inde på sit værelse sammen med katten.
Jeg slæbte kufferten op til soveværelset på første sal, og så gik jeg ud i haven, hen til kanten hvor den stejle skrænt ned mod bugten begyndte. Tændte en cigaret, forsøgte at mærke landskabet, være samtidig med det. Være her.
Sommeraften. Det grålige lys med en lille smule blåt i. Lyset fra lamperne i det.
– Skal vi ikke sidde ude? sagde Arne højt fra den åbne dør bag mig.
– Jeg kan lige så godt tage havemøblerne frem med det samme.
Uden at vente på svar gik han hen over gårdspladsen og låste døren ind til gæstehuset op, kom umiddelbart efter ud med en stol i hver hånd, stillede dem på plænen under æbletræet.
– Har du brug for hjælp med bordet?
– Nej nej. Men måske vil du hente vinen og to glas?
Jeg stod med vinflasken mellem knæene og forsøgte at trække den genstridige prop op da Asle kom ud i køkkenet.
– Vi er sultne, sagde han.
– Skal vi snart spise?
– Hvad vil I have?
– Tacos.
– Det lyder godt, sagde jeg.
– Det er let at lave og tager ikke særlig lang tid.
– Kan far ikke lave det?
– Jo da, sagde jeg og koncentrererede mig igen om proppen som endelig løsnede sig og gled op gennem halsen.
– Men hvorfor vil du have at far skal lave maden? råbte jeg efter Asle som var på vej ind i stuen.
Han vendte sig om og så på mig og trak på skuldrene.
– Kødet er saftigere når far laver det.
– Jaså, sagde jeg, tog glassene i den ene hånd, flasken i den anden og gik ud. Arne var der ikke. Jeg satte mig ned og tændte en cigaret, konstaterede at jeg kun havde tre tilbage.
Så længe jeg gik tidligt i seng, var det ikke noget problem.
Bag mig blev døren til tilbygningen lukket, og Arne kom gående hen over plænen med en lygte dinglende i hånden.
– Må jeg låne din lighter? sagde han.
Det gule lys gled ud i det grå og fyldte det op som i en skål omkring lampen da han stillede den på bordet. Han skænkede op i vores glas og løftede sit mod mig.
– Men så skål da, Tove.
– For hvad?
– For os. For sommeren. For at vi er her.
– Skål.
– Kom nu, sagde han.
– Lidt entusiasme kan du vel mobilisere?
– Jeg er træt. Det var en lang tur.
– Det var jo mig der kørte.
– Det var det.
Han sukkede, og der blev stille. Kun havets hvisken kunne høres.
– Jeg kan godt lide lyset her, sagde jeg efter et stykke tid.
– Selvfølgelig kan du det. Du er jo maler.
– Jeg har altid godt kunnet lide lys fra lygter når det ikke er helt mørkt. Midt på dagen eller i skumringen.
– Som sagt, du er maler.
– Jeg kunne lide det før jeg begyndte at male. Jeg kan huske at jeg tænkte på det som lille.
– Det er romantikken. Eller nyromantikken, altså. De elskede at male sommernætter og skumring. Mystik og sådan. Oda Kroghs mest kendte billede forestiller en lygte en sommernat. Og Richard Bergs Nordisk sommerkveld. Det lyder som den samme fascination.
– Måske.
– Ikke at du er romantiker, altså.
– Ikke? Hvad er jeg så?
– Dig? Nysymbolist måske? Postmytolog?
– Det er den store forskel på os. Du kategoriserer. Jeg afkategoriserer.
– Ja, det siger du jo.
– Ikke at der er noget galt i at kategorisere.
Han smilede svagt mens han så ud over havet.
– Det er i hvert fald det der betaler vores regninger, sagde han.
– Far? råbte en af drengene bag os.
Det var Asle.
– Ja?
– Vil du lave tacos nu?
– To minutter.
– Vi er meget sultne.
– Far kommer snart, sagde jeg.
– Bare gå ind.
Han gjorde som jeg sagde. Arne fyldte sit glas igen.
– Skal vi ikke prøve at få en god ferie i år? sagde han.
– Jo.
– Vi kan måske anstrenge os lidt begge to. – Ja.
Jeg vågnede midt om natten af en drøm. Selvom jeg lå helt stille og koncentrerede mig, kunne jeg ikke huske den. Det eneste der var tilbage, var stemningen. Ulyst, ubehag. Og at mor havde været der, på en eller anden måde.
Arne lå på ryggen og snorkede. Det gjorde han altid når han havde drukket.
Udenfor var det næsten helt lyst.
Jeg forsøgte at falde i søvn igen selvom jeg vidste at det ikke ville lykkes. Og var det ikke netop den vished der gjorde det umuligt?
Det skulle man tro.
Jeg stod op, gik ned i entréen og tog støvler og jakke på, ville ryge en cigaret ude i haven. Først da jeg satte mig ned ved bordet, kom jeg i tanke om at jeg var løbet tør for cigaretter.
Sidde stille uden at ryge kunne jeg ikke, så ville jeg bare tænke på det. Så jeg rejste mig igen og gik hen over plænen, fulgte stien ned ad den lange skrænt ned til bugten. Græsset langt og vådt af dug på begge sider, havet blankt og stille, himmelen gråblå.
Hvor meget kunne klokken være?
Spillede ingen rolle. Jeg var ikke det mindste træt, og jeg havde hele verden for mig selv.
Tre sorte snegle var skarpt aftegnet mod det gule græs ved siden af stien. Jeg satte mig ned på hug ved siden af dem. De var sorte som bildæk. Og med de riller der løb side om side på bagpartiet, ligesom præget ind i sneglen, så de også ud som om de kom fra en bildækfabrik.
Små vajende følehorn. En langsom, sej vilje.
Jeg strøg det øverste af pegefingeren hen over hovedet på den nærmeste. Den trak sig sammen, brød sig ikke om det. Modsat en pik, der begyndte at strække sig i sin fulde længde når man strøg den sådan.
Sneglene kunne godt lide det fugtige. Sneglene kunne godt lide slim. Stammede fra det fugtige på bunden af skoven.
Jeg rejste mig. De var sikkert kun nogle måneder gamle. Men når jeg studerede dem, føltes det alligevel som om de var ældgamle. Som om de kom fra tidens bund.
Sådan var det med alt. Alt hvad vi så, var omtrent lige så gammelt som os. Men formerne, ja, det var netop deres former, de var ældgamle.
Puh.
Jeg kom ned på de runde klipper og så ud over den blanke havoverflade. Ville have at tankerne skulle åbne sig ligesom havet og himmelen åbnede sig, ikke være fugtige og slimede og sorte og langsomme.
Da jeg var lille, elskede jeg dyr mere end noget andet og uden at gøre forskel på dem, jeg samlede snegle og gemte dem i jakkelommerne, og biller og regnorme og edderkopper, indrettede små hjem til dem i skotøjsæsker fyldt med jord og græs og blade, under sengen eftersom mor hadede det og kunne blive helt hysterisk når hun fandt dem.
Hun blev aldrig så vred som når hun havde vasket gulv og jeg gik ind med snavsede sko. Hun måtte tro at jeg gjorde det med vilje, for at provokere hende. Og provokeret blev hun. Din forbandede lille møgunge, skreg hun. Afholdt sig heller ikke fra at stikke mig en flad. Og så den voldsomme anger bagefter, hun gik fuldkommen i opløsning.
Pludselig var der ikke grænser for kys og kærtegn og klap og knus, og jeg fik lov at sove helt tæt ind til hende, hun ville give mig al den omsorg hun havde. Og det var ikke så lidt.
Bare synd at den var så ujævnt fordelt.
Hvorfor tænkte jeg på hende?
Drømmen. Hun steg op i mig når jeg sov, som et lig fra bunden af en sø.
Ikke at mine bønner var blevet hørt. Hun levede jo stadig. Men ikke for mig. For mig var hun et lig der flød op fra bunden.
Jeg gik helt ud på en af de yderste klippesten og satte mig ned på hug. Vandet duvede let, som i et kar nogen bar forsigtigt, og tangen gled langsomt frem og tilbage, gulbrun i det blanke, sorte, kolde. Skoven bag mig var helt stille. Alt var helt ubevægeligt, bortset fra vandets varsomme bevægelser.
Måtte være døgnets smukkeste time. Timen før solopgang.
♥️♥️♥️♥️♥️ “Det er djævelsk godt gjort” – Politiken
Det tredje rige er den selvstændige efterfølger til Morgenstjernen og Ulvene fra evighedens skov.
Nitten år gamle Line forelsker sig i Valdemar, frontfigur i det myteomspundne band Domen, og trækkes ind i en hemmelig, fascinerende og skræmmende verden. Politimanden Geir efterforsker et makabert trippeldrab, men den teori han til sidst danner sig, kan han ikke fortælle nogen om. Kunstneren Tove laver billeder inspireret af eventyrernes understrømme af seksualitet og død. En dag hører hun en stemme, som taler til hende, som vil hende noget. Bedemanden Syvert bliver urolig, da der ikke rapporteres om nye døde. Noget er i bevægelse i verden, det er, som om den er hjemsøgt – men af hvad og hvorfor?
I Karl Ove Knausgårds nye roman Det tredje rige holder folk op med at dø, mens en fascinerende og uhyggelig stjerne lyser på himlen.
I Det tredje rige vender Karl Ove Knausgård tilbage til nogle af de historier, som han introducerede i Morgenstjernen, blot fortalt fra andre synsvinkler. Over et par varme sommerdage følger romanen en række mennesker:
19-årige Line, der forelsker sig i Valdemar, forsanger i det myteomgærdede black metal-band Domen, som trækker hende ind i en fascinerende og hemmelighedsfuld verden.
Billedkunstneren Tove, der svinger mellem depression og manisk arbejdsmani, og som finder inspiration i eventyrenes undertoner af død og seksualitet.
LÆS OGSÅ: I Karl Ove Knausgårds nye roman, Det tredje rige, holder folk op med at dø
Politimanden Geir, der efterforsker et yderst makabert tredobbelt drab og som støder på uforståelige ting, han ikke kan forklare på sædvanlig vis.
Stjernearkitekten Helge Bråthen, der er gået i stå i sit arbejde med et nyt, stort center til ære for Aksel Sandemose på Mors og som plages af en oplevelse fra hans barndom.
Verden er i skred, på himlen lyser en stor, ny stjerne, og på jorden lever menneskene videre uanfægtet. Men der er kommet en uorden, noget kraftfuldt er sluppet løs. Noget er i bevægelse, verden er under forandring.
Læs i Det tredje rige herunder.
Det tredje rige
Karl Ove Knausgård
Man siger at depression er størknet vrede. Selv tænker jeg på den som en forstenet trold. Mørkets og det ufærdiges skabning – rasende, farlig – forvandlet til noget ubevægeligt og livløst af dagslyset.
Mani er for mig når man glemmer sig selv, ligesom når man glemmer en kogende gryde på komfuret.
Psykose indtræffer når manien er udtømt, når der kun er mødet med virkeligheden tilbage (for manien frygter virkeligheden mere end noget andet).
Psykose er altså en mulighed. Psykose er som en af de tre døre i eventyrene, den af dem der absolut ikke må åbnes. Den må ikke åbnes. Alle ved det. Alligevel ender den altid med at blive åbnet. Hvis man står foran intet og noget, prøver man altid noget først.
Eventyrene.
Troldene, de tre døre, skoven. Dem hvor dyrene kan tale og menneskene blive dyr. Dem med hekse, husmænd, konger, underjordiske hvælvinger og haller, træstubbe, prinsesser som ingen kan fratage mælet, stedmødre og fattige koner, fjeldsætere og blånende tinder.
Allerede da jeg var lille, anede det mig at eventyrene skjulte noget. Og at deres hemmeligheder var betydningsfulde. Senere læste jeg Jung og hans teori om arketyper og det kollektivt ubevidste, men det var jo ikke det jeg havde fornemmet i eventyrene, det var noget andet.
Fra Jung lærte jeg at jeg er magikeren, og at Arne er den forældreløse (selvom han havde et godt forhold til sin far helt frem til han døde, og stadig har et godt forhold til sin mor), og forståelsen af symbolers universalitet og kraft, ellers ingenting.
Den der forandrer, det er magikeren. Magikeren er revolutionær. Den der har behov, det er den forældreløse. Den forældreløse er en manipulator.
Psykose er ikke helvede. At komme ud af en psykose er et helvede. Helvede på jord er det. Intet af det man har tænkt, set eller følt, har været sandt. Og man har helhjertet tænkt, set og troet det. Ikke nok med det. Der står de pludselig og stirrer på en, mand og barn. Bedende eller vrede, jeg ved ikke hvad der er værst.
Så er det tid til tårer. Den bundløse sorg.
Over hvad?
Mig og min utilstrækkelighed.
Ingen vil have en mor der er gal. Ingen ønsker heller at være en.
“Er du normal nu?” spurgte Heming engang hvor de besøgte mig.
Hvad andet kunne jeg gøre end at nikke og græde og presse hans
modvillige krop ind til mig?
Vi ankom til sommerhuset sent om aftenen efter at have kørt hele dagen. Heming, Asle og Ingvild mere eller mindre paralyseret af monotoni. Arne, som de seneste par timer havde været begejstret over at være tilbage i det landskab han var vokset op i, slukkede motoren og vendte sig smilende om mod børnene.
– Otte timer og to minutter, sagde han.
– Det er tretten minutter hurtigere end sidste år!
– Det er godt, sagde Ingvild og smilede tilbage.
Tvillingerne fortrak ikke en mine.
– I må selv bære jeres ting ind, sagde Arne.
– Og gør det med det samme, så er det gjort. Ingvild, du tager katten, ikke?
– Børnesikringen er låst, sagde Heming.
– Ja ja, jeg åbner, sagde Arne.
Jeg fik øjenkontakt med Ingvild. Hun smilede til mig på samme måde som hun havde gjort til Arne. Hun løftede buret med katten ned fra skødet, stillede det ved siden af sig og løsnede sikkerhedsselen mens drengene forsvandt ud ad døren på den anden side.
Hun var alt for flink.
– Du skal ikke finde dig i alting, sagde jeg.
– Det ved jeg godt, sagde hun og smilede igen. Men et blus af mørke kom til syne i hendes øjne. Hun bar på et stort mørke.
Vidste hun det mon selv?
Jeg tog cigaretterne og lighteren frem fra handskerummet, tændte en stående ved bilen. De andre forsvandt rundt om hjørnet med rygsække og kufferter.
Der lugtede af hav. Og det susede fra bugten. Jævnt og forsigtigt, som om der lå nogen og sov dernede.
Sshh – shh. Sshhh-shh.
Himmelen gråhvid. Plænen gråsort. Træerne og buskene sorte. Så blev udendørslamperne tændt og farvede græsset unaturligt grønt.
– Det ser dejligt ud med en cigaret, sagde Arne da han kom tilbage
for at hente mere.
– Ja, sagde jeg.
– Vil du have en?
– Ha ha, sagde han og kastede en stor rygsæk om på ryggen. Han tog bæreposerne med mad som vi havde købt i supermarkedet neden for broen, i hænderne og forsvandt rundt om hjørnet igen.
Naboerne med rottweilerne var her, der var lys i deres vinduer bag mig.
Alle var her nok nu hvor det var skoleferie.
Jeg smed cigaretstumpen på gruset og tog en kuffert med ind. Mødte Arne på vejen, han skød hovedet frem og trak det tilbage et par gange, som han af og til gjorde når han hørte musik han virkelig godt kunne lide.
– Danser du for mig? sagde jeg.
Han bøjede sig frem og kyssede mig.
– Det er dejligt at være her, sagde han.
– Synes du ikke?
– Jo da.
– Jeg åbner en flaske vin.
– Har vi det?
– Ja ja. Der står stadig en masse flasker fra sidste år. Hvis altså ikke Egil har drukket dem. Men det tvivler jeg på. Det vi drikker, er ikke godt nok til ham!
Inde i huset gik Heming og Asle fra værelse til værelse, det var lige præcis længe nok siden vi sidst havde været her, til at det var lidt spændende. Ingvild var ingen steder at se, hun var nok inde på sit værelse sammen med katten.
Jeg slæbte kufferten op til soveværelset på første sal, og så gik jeg ud i haven, hen til kanten hvor den stejle skrænt ned mod bugten begyndte. Tændte en cigaret, forsøgte at mærke landskabet, være samtidig med det. Være her.
Sommeraften. Det grålige lys med en lille smule blåt i. Lyset fra lamperne i det.
– Skal vi ikke sidde ude? sagde Arne højt fra den åbne dør bag mig.
– Jeg kan lige så godt tage havemøblerne frem med det samme.
Uden at vente på svar gik han hen over gårdspladsen og låste døren ind til gæstehuset op, kom umiddelbart efter ud med en stol i hver hånd, stillede dem på plænen under æbletræet.
– Har du brug for hjælp med bordet?
– Nej nej. Men måske vil du hente vinen og to glas?
Jeg stod med vinflasken mellem knæene og forsøgte at trække den genstridige prop op da Asle kom ud i køkkenet.
– Vi er sultne, sagde han.
– Skal vi snart spise?
– Hvad vil I have?
– Tacos.
– Det lyder godt, sagde jeg.
– Det er let at lave og tager ikke særlig lang tid.
– Kan far ikke lave det?
– Jo da, sagde jeg og koncentrererede mig igen om proppen som endelig løsnede sig og gled op gennem halsen.
– Men hvorfor vil du have at far skal lave maden? råbte jeg efter Asle som var på vej ind i stuen.
Han vendte sig om og så på mig og trak på skuldrene.
– Kødet er saftigere når far laver det.
– Jaså, sagde jeg, tog glassene i den ene hånd, flasken i den anden og gik ud. Arne var der ikke. Jeg satte mig ned og tændte en cigaret, konstaterede at jeg kun havde tre tilbage.
Så længe jeg gik tidligt i seng, var det ikke noget problem.
Bag mig blev døren til tilbygningen lukket, og Arne kom gående hen over plænen med en lygte dinglende i hånden.
– Må jeg låne din lighter? sagde han.
Det gule lys gled ud i det grå og fyldte det op som i en skål omkring lampen da han stillede den på bordet. Han skænkede op i vores glas og løftede sit mod mig.
– Men så skål da, Tove.
– For hvad?
– For os. For sommeren. For at vi er her.
– Skål.
– Kom nu, sagde han.
– Lidt entusiasme kan du vel mobilisere?
– Jeg er træt. Det var en lang tur.
– Det var jo mig der kørte.
– Det var det.
Han sukkede, og der blev stille. Kun havets hvisken kunne høres.
– Jeg kan godt lide lyset her, sagde jeg efter et stykke tid.
– Selvfølgelig kan du det. Du er jo maler.
– Jeg har altid godt kunnet lide lys fra lygter når det ikke er helt mørkt. Midt på dagen eller i skumringen.
– Som sagt, du er maler.
– Jeg kunne lide det før jeg begyndte at male. Jeg kan huske at jeg tænkte på det som lille.
– Det er romantikken. Eller nyromantikken, altså. De elskede at male sommernætter og skumring. Mystik og sådan. Oda Kroghs mest kendte billede forestiller en lygte en sommernat. Og Richard Bergs Nordisk sommerkveld. Det lyder som den samme fascination.
– Måske.
– Ikke at du er romantiker, altså.
– Ikke? Hvad er jeg så?
– Dig? Nysymbolist måske? Postmytolog?
– Det er den store forskel på os. Du kategoriserer. Jeg afkategoriserer.
– Ja, det siger du jo.
– Ikke at der er noget galt i at kategorisere.
Han smilede svagt mens han så ud over havet.
– Det er i hvert fald det der betaler vores regninger, sagde han.
– Far? råbte en af drengene bag os.
Det var Asle.
– Ja?
– Vil du lave tacos nu?
– To minutter.
– Vi er meget sultne.
– Far kommer snart, sagde jeg.
– Bare gå ind.
Han gjorde som jeg sagde. Arne fyldte sit glas igen.
– Skal vi ikke prøve at få en god ferie i år? sagde han.
– Jo.
– Vi kan måske anstrenge os lidt begge to. – Ja.
Jeg vågnede midt om natten af en drøm. Selvom jeg lå helt stille og koncentrerede mig, kunne jeg ikke huske den. Det eneste der var tilbage, var stemningen. Ulyst, ubehag. Og at mor havde været der, på en eller anden måde.
Arne lå på ryggen og snorkede. Det gjorde han altid når han havde drukket.
Udenfor var det næsten helt lyst.
Jeg forsøgte at falde i søvn igen selvom jeg vidste at det ikke ville lykkes. Og var det ikke netop den vished der gjorde det umuligt?
Det skulle man tro.
Jeg stod op, gik ned i entréen og tog støvler og jakke på, ville ryge en cigaret ude i haven. Først da jeg satte mig ned ved bordet, kom jeg i tanke om at jeg var løbet tør for cigaretter.
Sidde stille uden at ryge kunne jeg ikke, så ville jeg bare tænke på det. Så jeg rejste mig igen og gik hen over plænen, fulgte stien ned ad den lange skrænt ned til bugten. Græsset langt og vådt af dug på begge sider, havet blankt og stille, himmelen gråblå.
Hvor meget kunne klokken være?
Spillede ingen rolle. Jeg var ikke det mindste træt, og jeg havde hele verden for mig selv.
Tre sorte snegle var skarpt aftegnet mod det gule græs ved siden af stien. Jeg satte mig ned på hug ved siden af dem. De var sorte som bildæk. Og med de riller der løb side om side på bagpartiet, ligesom præget ind i sneglen, så de også ud som om de kom fra en bildækfabrik.
Små vajende følehorn. En langsom, sej vilje.
Jeg strøg det øverste af pegefingeren hen over hovedet på den nærmeste. Den trak sig sammen, brød sig ikke om det. Modsat en pik, der begyndte at strække sig i sin fulde længde når man strøg den sådan.
Sneglene kunne godt lide det fugtige. Sneglene kunne godt lide slim. Stammede fra det fugtige på bunden af skoven.
Jeg rejste mig. De var sikkert kun nogle måneder gamle. Men når jeg studerede dem, føltes det alligevel som om de var ældgamle. Som om de kom fra tidens bund.
Sådan var det med alt. Alt hvad vi så, var omtrent lige så gammelt som os. Men formerne, ja, det var netop deres former, de var ældgamle.
Puh.
Jeg kom ned på de runde klipper og så ud over den blanke havoverflade. Ville have at tankerne skulle åbne sig ligesom havet og himmelen åbnede sig, ikke være fugtige og slimede og sorte og langsomme.
Da jeg var lille, elskede jeg dyr mere end noget andet og uden at gøre forskel på dem, jeg samlede snegle og gemte dem i jakkelommerne, og biller og regnorme og edderkopper, indrettede små hjem til dem i skotøjsæsker fyldt med jord og græs og blade, under sengen eftersom mor hadede det og kunne blive helt hysterisk når hun fandt dem.
Hun blev aldrig så vred som når hun havde vasket gulv og jeg gik ind med snavsede sko. Hun måtte tro at jeg gjorde det med vilje, for at provokere hende. Og provokeret blev hun. Din forbandede lille møgunge, skreg hun. Afholdt sig heller ikke fra at stikke mig en flad. Og så den voldsomme anger bagefter, hun gik fuldkommen i opløsning.
Pludselig var der ikke grænser for kys og kærtegn og klap og knus, og jeg fik lov at sove helt tæt ind til hende, hun ville give mig al den omsorg hun havde. Og det var ikke så lidt.
Bare synd at den var så ujævnt fordelt.
Hvorfor tænkte jeg på hende?
Drømmen. Hun steg op i mig når jeg sov, som et lig fra bunden af en sø.
Ikke at mine bønner var blevet hørt. Hun levede jo stadig. Men ikke for mig. For mig var hun et lig der flød op fra bunden.
Jeg gik helt ud på en af de yderste klippesten og satte mig ned på hug. Vandet duvede let, som i et kar nogen bar forsigtigt, og tangen gled langsomt frem og tilbage, gulbrun i det blanke, sorte, kolde. Skoven bag mig var helt stille. Alt var helt ubevægeligt, bortset fra vandets varsomme bevægelser.
Måtte være døgnets smukkeste time. Timen før solopgang.
♥️♥️♥️♥️♥️ “Det er djævelsk godt gjort” – Politiken
Det tredje rige er den selvstændige efterfølger til Morgenstjernen og Ulvene fra evighedens skov.
Nitten år gamle Line forelsker sig i Valdemar, frontfigur i det myteomspundne band Domen, og trækkes ind i en hemmelig, fascinerende og skræmmende verden. Politimanden Geir efterforsker et makabert trippeldrab, men den teori han til sidst danner sig, kan han ikke fortælle nogen om. Kunstneren Tove laver billeder inspireret af eventyrernes understrømme af seksualitet og død. En dag hører hun en stemme, som taler til hende, som vil hende noget. Bedemanden Syvert bliver urolig, da der ikke rapporteres om nye døde. Noget er i bevægelse i verden, det er, som om den er hjemsøgt – men af hvad og hvorfor?
Du kan købe Det tredje rige online fx. hos Bog&idé eller i den nærmeste boghandel.
Andre læste også: