Johanna Mos krimi Natsangeren har hverken biljagter eller seriemordere. Til gengæld er den udstyret med komplekse karakterer og et skræmmende troværdigt plot, der gør den umulig at lægge fra sig.
Politiefterforsker Hanna Duncker har ikke været tilbage på sin barndoms Öland i seksten år – ikke siden det, der skete med hendes far. Nu er hun vendt hjem for at arbejde ved Kalmar politi, men det er tydeligt, at ikke alle er lige begejstrede for at se Lars Dunckers datter tilbage på øen.
LÆS OGSÅ: Krimiforfatter Lone Theils skaber et dystert univers i Nora Sand-krimierne
På sin første arbejdsdag bliver Hanna Duncker sat på sagen om en teenagedreng, som er død under mystiske omstændigheder. Som sagen udvikler sig, går det op for Hanna, at fortidens uheldige hændelser med hendes far langt fra er skrinlagt.
Natsangeren er første bog i Ölandsserien.
Johanna Mo
Natsangeren
Oversat af Charlotte A.E. Glahn
Den sidste dag
Fire skridt, så vender Joel sig om igen. Tør ikke stole på tavsheden bag sig. Den eneste lyd er løvgræshoppernes sang. Ingen summen fra motorer. Ingen fugle. Han savner natsangerne. De høje, trillende toner, der holder mørket på afstand.
En skygge i vejkanten får ham til at fare sammen, og han mærker et jag i det brækkede ribben.
Det er bare en busk.
Mørket er fuld af genfærd, der danser omkring ham – stadig hurtigere, nærmere – og de gør det svært at trække vejret. Måske har ribbenet skadet lungerne.
Endelig får han øje på lyset. En prik, der langsomt vokser til en firkant. Hovedet dunker, og kvalmen ruller frem og tilbage, rykker i lyset. Han forsøger at fastholde det med blikket. Det er der, han skal hen.
Benene giver efter, og han synker ned på knæ. Søger støtte med hænderne. Munden fyldes af sure opstød. Det er, som om nogen har trykket en knyttet næve ind i brystet og drejer den rundt.
Det er fristende at blive liggende, men han er så tæt på.
Han kommer usikkert på benene og vakler frem. Det knaser bag ham. Skridt? Nej, det kan det ikke være – det må have været et dyr.
Han opfanger en bevægelse i lyset og standser. Øjnene vægrer sig mod det, de ser, vil ikke sende det videre.
Hvorfor?
Spørgsmålet flår i ham, i jorden under ham. Alt er ved at ramle.
Kapitel 1
Hanna Duncker fulgte grusvejen til smedejernslågen. Den protesterede jamrende, da hun skubbede den op. Listen over ting, der skulle ordnes, var ved at blive lang. Det var omtrent en måned siden, hun var flyttet ind i det hvide træhus med de lyseblå vinduer. Det var ikke engang halvtreds kvadratmeter stort og lå i udkanten af byen Kleva. Hun var opvokset på den anden side af Öland, på østsiden, men det havde ikke været et alternativ at flytte tilbage dertil. Der ville hun ikke være andet end Lars Dunckers datter.
I efteråret var det til sidst lykkedes Lars at drikke sig ihjel. Mens Hanna havde tømt barndomshjemmet, var det gået op for hende, hvad hun ville. At køre over broen for første gang i så mange år havde vækket en voldsom længsel i hende. En længsel efter alt det, hun havde savnet i Stockholm. Det var på Öland, hun hørte hjemme.
At købe et så arbejdskrævende hus havde ikke været helt gennemtænkt, men det havde været det bedste til salg inden for hendes prisklasse. Da beslutningen var truffet, havde hun ikke haft tålmodighed til at vente på bedre muligheder. Inden der var gået tre uger, havde hun solgt sin lejlighed lidt uden for Stockholm, købt hus og fået nyt arbejde.
Først da havde hun ringet til sin bror Kristoffer i London og fået nogenlunde den reaktion, hun havde ventet.
Du er syg i hovedet, havde han råbt.
Hun og Kristoffer havde ikke talt sammen siden. Hun havde også fået sagt en del hårde ord, der havde ophobet sig så meget vrede. At han ikke engang var kommet til begravelsen. At han havde overladt alt det praktiske til hende, med opgørelse af boet og at tømme det hus, de var vokset op i. Der var kun et år imellem dem. Engang havde de været som tvillinger.
Allerede den første morgen i det nye hus havde Hanna fået sig en rutine. At spadsere de syv hundrede meter ned til Kleva strand. Efter omkring halvtreds meter passerede hun Ingrids grå murstenshus, der formodentlig var nogenlunde dobbelt så stort som hendes eget.
Denne morgen sad Ingrid i gyngesofaen i haven med lukkede øjne. Sølvgråt hår og huden fuld af rynker. Et tæppe over benene. Ligheden med Hannas mormor var slående. Det var sådan, hendes mormor tilbragte sine dage nu, hvor den store glemsel havde overtaget hende.
Hanna forsøgte at liste forbi. Lige nu var hun ikke i humør til at tale med nogen. Ikke engang med Ingrid.
Ingrid slog øjnene op, og ligheden forsvandt. Øjnene var ikke grønblå som mormorens, men mørkebrune, og nærværet var tydeligt i dem. Hun sad sikkert kun udenfor for at vente på Hanna. Udsigten var bedre på den anden side, hvor de snorlige marker bredte sig ud – i denne retning lå kun en ujævn mark, som formodentlig snart skulle bebygges. Men Ingrid var mere interesseret i naboerne end i naturen.
Tæppet gled af, da Ingrid rejste sig og tog et par skridt hen mod hende.
”Hej,” sagde hun. ”Stor dag.”
Hanna nikkede. Det var hendes første dag som efterforsker hos Kalmarpolitiet. Her skulle hun arbejde med grov kriminalitet i Kalmar len, hvilket omfattede det østlige Småland og hele Öland. For at lægge lidt blidt ud havde hendes nye chef, Ove Hultmark, foreslået, at hun skulle begynde på en onsdag.
Hvorfor havde han ansat hende, med den forhistorie, de havde? Hanna havde stadig svært ved at forstå det. Og det lå ligesom og rugede: at der foregik noget, hun ikke forstod.
”Du skal bare lade være med at brokke dig, så går det nok,” sagde Ingrid.
Brok var det værste, Ingrid vidste.
Et par dage efter at Hanna var flyttet ind, havde Ingrid banket på hos hende med en kurvfuld nybagte boller. Hanna havde forsøgt at blive i døren og snakke, men Ingrid havde inviteret sig selv indenfor, bedt om te til bollerne. Sort te uden blomster og andet pjat. Og da hun havde set al rodet, havde hun fnyst: Det var altså det her, du ikke ville have, at jeg skulle se?
Den ligefremme tone havde fået alle Hannas parader til at falde. Hendes mormor havde været på samme måde, og uden hende havde Hanna næppe klaret sig.
I løbet af få minutter havde Ingrid leveret en kort sammenfatning af sit liv. At hun hed Mattsson til efternavn. At hun efter lange, barnløse år endelig som seksogtrediveårig havde født sin søn. At han drev den gård, hun havde arvet af sin far. At hun havde tre børnebørn, de to ældste studerede på universitetet i henholdsvis Linköping og Umeå, den yngste var en efternøler på elleve år med Downs syndrom. At hun havde problemer med den ene hofte. Direkte adspurgt havde Hanna sagt sit efternavn.
Er du datter af den Lars? havde Ingrid spurgt.
Hanna havde nikket, og derefter havde de ikke talt mere om det. Men i et øjeblik havde Ingrids brune øjne været fulde af medlidenhed. Måske burde Hanna gøre som Kristoffer og skifte efternavn. Han hed Baxter som sin hustru. Men Hanna ville ikke. Hun havde ikke gjort noget forkert.
”Hvad skal du i dag?” spurgte Hanna.
”Det er onsdag,” sagde Ingrid. ”Så tager jeg altid bussen til Mörbylånga og indleverer en kupon.”
”Trav,” tilføjede Ingrid, da hun så Hannas spørgende ansigtsudtryk. ”Det er V65 i dag.”
Hanna undskyldte sig med, at hun havde lidt travlt, og fortsatte ned mod strandvejen. Endnu lå der kun to huse på det korte stykke ned til vejen mod havet. I det ene boede en børnefamilie. Det andet lod til at stå tomt. Måske blev det anvendt som sommerhus. Sit andet besøg havde Ingrid helliget en gennemgang af beboerne i Kleva, som ikke talte flere end omkring tredive, men hun havde ikke haft så meget at fortælle om dem på strandvejen. Hun havde fortalt mest om Jørgen. Stockholmeren, der var flyttet hertil med sin hustru for et par år siden, og som beklagede sig over det meste. Alt fra hestepærer på vejen til forfaldne huse.
Pokkers til brokkehoved, havde Ingrid sagt. Jeg har ikke tænkt mig at lave noget om, bare fordi en sur mand fra fastlandet siger det. På trods af årene i hovedstaden regnede Ingrid hende for øbo. Og ifølge Ingrid var hun velkommen i byen. Hun var jo politibetjent.
Vejen mod havet var Öland for Hanna. En snorlige grusvej med kornmarker til begge sider. Små, strittende planter af fodermajs og noget andet, hun ikke genkendte. Ukrudtet voksede så højt i grøften, at det lave stengærde næsten var skjult. Et par hundrede meter fremme stod træerne som et løfte om noget bedre. På den anden side af dem lå Kalmarsund.
Langsomt kom træerne nærmere, og lugten af gødning måtte vige for duften af fyrretræer og tang. Hanna lænede hovedet bagover og lod vinden kærtegne sit ansigt. Det her havde hun savnet. I Stockholm havde hun boet klemt inde i et femetageshus mellem mennesker, hun ikke anede noget som helst om. Her kunne hun trække vejret.
Efter yderligere et par skridt blev sundet synligt som en blå klat mellem træerne. For hvert skridt voksede den. Grusvejen mundede ud i en lille parkeringsplads. Hanna valgte badestranden fra, skråede over parkeringspladsen og gik mod syd. Badesæsonen var ikke rigtig kommet i gang endnu, og det var stadig tidligt på døgnet, men hun ville alligevel helst ikke møde nogen. En ældre mand og hans labrador kom gående imod hende, og Hanna nikkede som hilsen.
Måske skulle hun få sig en hund. Ganske vist arbejdede hun i dagtimerne, men hun gættede på, at Ingrid gerne ville passe den. Af en enogfirsårig at være var hun umådelig frisk. Problemet med hoften var bestemt ikke noget, man lagde mærke til.
Men nej. Hanna brød sig jo i virkeligheden slet ikke om hunde. Desuden var ensomheden mindre åbenlys her på Öland, selv om hun egentlig ikke havde talt med andre end Ingrid. Der var ingen i Stockholm, hun ville holde kontakten med. Og da slet ikke Fabian.
Hanna fulgte vandrestien et stykke og standsede så for at se ud over Kalmarsund. Trak duften af tang og salt ned i lungerne. Blæsten havde bøjet fyrretræerne indad. Ved siden af hende lå en omvendt robåd. Den hvide farve var skallet af langs kølen. Egentlig foretrak hun udsigten i den anden retning. Havet, der gled sammen med horisonten og forekom uendeligt. Eller søen, som de sagde om vandet på østsiden, som en forkortelse af Østersøen. Her kunne man skimte fastlandet på den anden side. Ingrid var ikke ene om at mene, at de fleste problemer kom derfra, og at det at komme fra fastlandet ikke talte til nogens fordel. Hanna havde reageret på det, første gang hun læste Ölandsbladet efter at være tilbage på øen. På side fire havde der været to notitser om tidligere forbrydelser, og i begge tilfælde blev det understreget, at gerningsmændene havde været fra fastlandet.
Længslen greb fat i hende. En efterdønning af det, hun havde mærket, da hun kørte over broen i efteråret. Driften mod et liv, der ikke kvalte hende langsomt.
Den sidste dag, hun var rigtig lykkelig, havde hun været tolv år.
Fingrene søgte ind under jakken og trøjeærmet. Hun behøvede ikke at se den lille tatovering for at fornemme, at den var der. Hendes egen puls som et bankende fuglehjerte under de sorte streger. Det beroligede hende altid at røre ved tatoveringen.
Hvis Hanna skulle nå til politihuset i tide, burde hun vende om nu, men hun kunne ikke rigtig tage sig sammen til at gå. Først skulle hun mødes med Ove Hultmark og siden deltage i morgenmødet. Det var det første, der gjorde hende mest nervøs. Sidst hun sad over for ham, havde hun været nitten år, og han havde spurgt hende ud om faren. Om det, Ove påstod, at faren havde gjort.
Du er syg i hovedet.
Kristoffers ord meldte sig igen og kradsede og forstyrrede. Mistanken om, at han faktisk havde ret. Det, han havde snøftet, lige før han afbrød samtalen:
Du fatter ikke, hvad du roder op i. Du kommer til at ødelægge alt.
Nyeste i serien: Espeløvet
Da Hanna Dunckers veninde, Ingrid, finder sin kæreste død, ligner det mord. Hanna og kollegerne ved Kalmars politi må bede Ingrid om hjælp til at optrevle sandheden om kærestens brogede fortid, men da Ingrid bliver akut syg ændres alt, og Hanna må holde hovedet koldt.
I mellemtiden er Hannas bror, Kristoffer, vendt tilbage til Öland for at deltage i retssagen, der kan rense deres far, og med sin angstfyldte bagage invaderer han Hanna og Isaks skrøbelige samliv. Kommer sandheden endelig frem om hvad der skete for 17 år siden, da deres far blev dømt for mord?
Espeløvet er fjerde bind i serien om Hanna Duncker og politistyrken på Öland.
Mørkeskov
Juni 1999. Mikael er nitten år gammel og lige blevet student, da han forsvinder sporløst til et studentergilde. Tyve år senere findes hans skelet i Mittlandsskoven på Öland. Det er tydeligt, at han er blevet dræbt. Efterforsker Hanna Duncker bliver tilkaldt for at finde ud af, hvad der skete med Mikael den skæbnesvangre sommeraften.
Samtidigt kæmper Hanna stadig med sin fortid. Hun lever nemlig med uvisheden om, hvad der rent faktisk skete, da hendes far for mange år siden blev dømt for mord.
Mørkeskov er tredje selvstændige bind i Ölandsserien, en krimiserie om at leve i skyggen af forbrydelser og ikke kunne slippe forbindelsen til sin hjemstavn.
Skyggeliljen
Anden selvstændige krimi i Ölandsserien efter Natsangeren.
Da Jenny kommer hjem, kan hun mærke, at der er noget galt. Huset er tomt, og både Thomas, hendes mand, og deres søn Hugo er væk. Men er de taget af sted frivilligt, eller er der sket dem noget?
Kalmars politi og efterforsker Hanna Duncker bidrager til sagen, og en stor eftersøgning igangsættes. Flere hemmeligheder kommer frem, og da Thomas findes død, intensiveres jagten på lille Hugo.
Samtidig mærker Hanna, hvordan nogen på øen tager grove midler i brug for at sikre sig, at hun ikke kommer sandheden om sin far nærmere, for hvad skete der egentlig for 16 år siden, da han blev dømt for mord?
Natsangeren
Velkommen til Johanna Mo – den nye stjerne på den svenske krimihimmel!
Politiefterforsker Hanna Duncker vender efter 16 år tilbage til sin barndoms ø, da hendes far dør. På sin første arbejdsdag ved Kalmars politi kastes hun ud i en tragisk sag, hvor en teenagedreng bliver fundet død ved øens store naturområde Alvaret.
Pludselig står Hanna Duncker midt i en mordefterforskning, og sammen med sin makker Erik Lindgren må hun stå ansigt til ansigt med flere spøgelser fra sin fortid.
Natsangeren er første bog i Ölandsserien.
LÆS OGSÅ: Det siger læserne om Natsangeren af Johanna Mo
Johanna Mos krimi Natsangeren har hverken biljagter eller seriemordere. Til gengæld er den udstyret med komplekse karakterer og et skræmmende troværdigt plot, der gør den umulig at lægge fra sig.
Politiefterforsker Hanna Duncker har ikke været tilbage på sin barndoms Öland i seksten år – ikke siden det, der skete med hendes far. Nu er hun vendt hjem for at arbejde ved Kalmar politi, men det er tydeligt, at ikke alle er lige begejstrede for at se Lars Dunckers datter tilbage på øen.
LÆS OGSÅ: Krimiforfatter Lone Theils skaber et dystert univers i Nora Sand-krimierne
På sin første arbejdsdag bliver Hanna Duncker sat på sagen om en teenagedreng, som er død under mystiske omstændigheder. Som sagen udvikler sig, går det op for Hanna, at fortidens uheldige hændelser med hendes far langt fra er skrinlagt.
Natsangeren er første bog i Ölandsserien.
Johanna Mo
Natsangeren
Oversat af Charlotte A.E. Glahn
Den sidste dag
Fire skridt, så vender Joel sig om igen. Tør ikke stole på tavsheden bag sig. Den eneste lyd er løvgræshoppernes sang. Ingen summen fra motorer. Ingen fugle. Han savner natsangerne. De høje, trillende toner, der holder mørket på afstand.
En skygge i vejkanten får ham til at fare sammen, og han mærker et jag i det brækkede ribben.
Det er bare en busk.
Mørket er fuld af genfærd, der danser omkring ham – stadig hurtigere, nærmere – og de gør det svært at trække vejret. Måske har ribbenet skadet lungerne.
Endelig får han øje på lyset. En prik, der langsomt vokser til en firkant. Hovedet dunker, og kvalmen ruller frem og tilbage, rykker i lyset. Han forsøger at fastholde det med blikket. Det er der, han skal hen.
Benene giver efter, og han synker ned på knæ. Søger støtte med hænderne. Munden fyldes af sure opstød. Det er, som om nogen har trykket en knyttet næve ind i brystet og drejer den rundt.
Det er fristende at blive liggende, men han er så tæt på.
Han kommer usikkert på benene og vakler frem. Det knaser bag ham. Skridt? Nej, det kan det ikke være – det må have været et dyr.
Han opfanger en bevægelse i lyset og standser. Øjnene vægrer sig mod det, de ser, vil ikke sende det videre.
Hvorfor?
Spørgsmålet flår i ham, i jorden under ham. Alt er ved at ramle.
Kapitel 1
Hanna Duncker fulgte grusvejen til smedejernslågen. Den protesterede jamrende, da hun skubbede den op. Listen over ting, der skulle ordnes, var ved at blive lang. Det var omtrent en måned siden, hun var flyttet ind i det hvide træhus med de lyseblå vinduer. Det var ikke engang halvtreds kvadratmeter stort og lå i udkanten af byen Kleva. Hun var opvokset på den anden side af Öland, på østsiden, men det havde ikke været et alternativ at flytte tilbage dertil. Der ville hun ikke være andet end Lars Dunckers datter.
I efteråret var det til sidst lykkedes Lars at drikke sig ihjel. Mens Hanna havde tømt barndomshjemmet, var det gået op for hende, hvad hun ville. At køre over broen for første gang i så mange år havde vækket en voldsom længsel i hende. En længsel efter alt det, hun havde savnet i Stockholm. Det var på Öland, hun hørte hjemme.
At købe et så arbejdskrævende hus havde ikke været helt gennemtænkt, men det havde været det bedste til salg inden for hendes prisklasse. Da beslutningen var truffet, havde hun ikke haft tålmodighed til at vente på bedre muligheder. Inden der var gået tre uger, havde hun solgt sin lejlighed lidt uden for Stockholm, købt hus og fået nyt arbejde.
Først da havde hun ringet til sin bror Kristoffer i London og fået nogenlunde den reaktion, hun havde ventet.
Du er syg i hovedet, havde han råbt.
Hun og Kristoffer havde ikke talt sammen siden. Hun havde også fået sagt en del hårde ord, der havde ophobet sig så meget vrede. At han ikke engang var kommet til begravelsen. At han havde overladt alt det praktiske til hende, med opgørelse af boet og at tømme det hus, de var vokset op i. Der var kun et år imellem dem. Engang havde de været som tvillinger.
Allerede den første morgen i det nye hus havde Hanna fået sig en rutine. At spadsere de syv hundrede meter ned til Kleva strand. Efter omkring halvtreds meter passerede hun Ingrids grå murstenshus, der formodentlig var nogenlunde dobbelt så stort som hendes eget.
Denne morgen sad Ingrid i gyngesofaen i haven med lukkede øjne. Sølvgråt hår og huden fuld af rynker. Et tæppe over benene. Ligheden med Hannas mormor var slående. Det var sådan, hendes mormor tilbragte sine dage nu, hvor den store glemsel havde overtaget hende.
Hanna forsøgte at liste forbi. Lige nu var hun ikke i humør til at tale med nogen. Ikke engang med Ingrid.
Ingrid slog øjnene op, og ligheden forsvandt. Øjnene var ikke grønblå som mormorens, men mørkebrune, og nærværet var tydeligt i dem. Hun sad sikkert kun udenfor for at vente på Hanna. Udsigten var bedre på den anden side, hvor de snorlige marker bredte sig ud – i denne retning lå kun en ujævn mark, som formodentlig snart skulle bebygges. Men Ingrid var mere interesseret i naboerne end i naturen.
Tæppet gled af, da Ingrid rejste sig og tog et par skridt hen mod hende.
”Hej,” sagde hun. ”Stor dag.”
Hanna nikkede. Det var hendes første dag som efterforsker hos Kalmarpolitiet. Her skulle hun arbejde med grov kriminalitet i Kalmar len, hvilket omfattede det østlige Småland og hele Öland. For at lægge lidt blidt ud havde hendes nye chef, Ove Hultmark, foreslået, at hun skulle begynde på en onsdag.
Hvorfor havde han ansat hende, med den forhistorie, de havde? Hanna havde stadig svært ved at forstå det. Og det lå ligesom og rugede: at der foregik noget, hun ikke forstod.
”Du skal bare lade være med at brokke dig, så går det nok,” sagde Ingrid.
Brok var det værste, Ingrid vidste.
Et par dage efter at Hanna var flyttet ind, havde Ingrid banket på hos hende med en kurvfuld nybagte boller. Hanna havde forsøgt at blive i døren og snakke, men Ingrid havde inviteret sig selv indenfor, bedt om te til bollerne. Sort te uden blomster og andet pjat. Og da hun havde set al rodet, havde hun fnyst: Det var altså det her, du ikke ville have, at jeg skulle se?
Den ligefremme tone havde fået alle Hannas parader til at falde. Hendes mormor havde været på samme måde, og uden hende havde Hanna næppe klaret sig.
I løbet af få minutter havde Ingrid leveret en kort sammenfatning af sit liv. At hun hed Mattsson til efternavn. At hun efter lange, barnløse år endelig som seksogtrediveårig havde født sin søn. At han drev den gård, hun havde arvet af sin far. At hun havde tre børnebørn, de to ældste studerede på universitetet i henholdsvis Linköping og Umeå, den yngste var en efternøler på elleve år med Downs syndrom. At hun havde problemer med den ene hofte. Direkte adspurgt havde Hanna sagt sit efternavn.
Er du datter af den Lars? havde Ingrid spurgt.
Hanna havde nikket, og derefter havde de ikke talt mere om det. Men i et øjeblik havde Ingrids brune øjne været fulde af medlidenhed. Måske burde Hanna gøre som Kristoffer og skifte efternavn. Han hed Baxter som sin hustru. Men Hanna ville ikke. Hun havde ikke gjort noget forkert.
”Hvad skal du i dag?” spurgte Hanna.
”Det er onsdag,” sagde Ingrid. ”Så tager jeg altid bussen til Mörbylånga og indleverer en kupon.”
”Trav,” tilføjede Ingrid, da hun så Hannas spørgende ansigtsudtryk. ”Det er V65 i dag.”
Hanna undskyldte sig med, at hun havde lidt travlt, og fortsatte ned mod strandvejen. Endnu lå der kun to huse på det korte stykke ned til vejen mod havet. I det ene boede en børnefamilie. Det andet lod til at stå tomt. Måske blev det anvendt som sommerhus. Sit andet besøg havde Ingrid helliget en gennemgang af beboerne i Kleva, som ikke talte flere end omkring tredive, men hun havde ikke haft så meget at fortælle om dem på strandvejen. Hun havde fortalt mest om Jørgen. Stockholmeren, der var flyttet hertil med sin hustru for et par år siden, og som beklagede sig over det meste. Alt fra hestepærer på vejen til forfaldne huse.
Pokkers til brokkehoved, havde Ingrid sagt. Jeg har ikke tænkt mig at lave noget om, bare fordi en sur mand fra fastlandet siger det. På trods af årene i hovedstaden regnede Ingrid hende for øbo. Og ifølge Ingrid var hun velkommen i byen. Hun var jo politibetjent.
Vejen mod havet var Öland for Hanna. En snorlige grusvej med kornmarker til begge sider. Små, strittende planter af fodermajs og noget andet, hun ikke genkendte. Ukrudtet voksede så højt i grøften, at det lave stengærde næsten var skjult. Et par hundrede meter fremme stod træerne som et løfte om noget bedre. På den anden side af dem lå Kalmarsund.
Langsomt kom træerne nærmere, og lugten af gødning måtte vige for duften af fyrretræer og tang. Hanna lænede hovedet bagover og lod vinden kærtegne sit ansigt. Det her havde hun savnet. I Stockholm havde hun boet klemt inde i et femetageshus mellem mennesker, hun ikke anede noget som helst om. Her kunne hun trække vejret.
Efter yderligere et par skridt blev sundet synligt som en blå klat mellem træerne. For hvert skridt voksede den. Grusvejen mundede ud i en lille parkeringsplads. Hanna valgte badestranden fra, skråede over parkeringspladsen og gik mod syd. Badesæsonen var ikke rigtig kommet i gang endnu, og det var stadig tidligt på døgnet, men hun ville alligevel helst ikke møde nogen. En ældre mand og hans labrador kom gående imod hende, og Hanna nikkede som hilsen.
Måske skulle hun få sig en hund. Ganske vist arbejdede hun i dagtimerne, men hun gættede på, at Ingrid gerne ville passe den. Af en enogfirsårig at være var hun umådelig frisk. Problemet med hoften var bestemt ikke noget, man lagde mærke til.
Men nej. Hanna brød sig jo i virkeligheden slet ikke om hunde. Desuden var ensomheden mindre åbenlys her på Öland, selv om hun egentlig ikke havde talt med andre end Ingrid. Der var ingen i Stockholm, hun ville holde kontakten med. Og da slet ikke Fabian.
Hanna fulgte vandrestien et stykke og standsede så for at se ud over Kalmarsund. Trak duften af tang og salt ned i lungerne. Blæsten havde bøjet fyrretræerne indad. Ved siden af hende lå en omvendt robåd. Den hvide farve var skallet af langs kølen. Egentlig foretrak hun udsigten i den anden retning. Havet, der gled sammen med horisonten og forekom uendeligt. Eller søen, som de sagde om vandet på østsiden, som en forkortelse af Østersøen. Her kunne man skimte fastlandet på den anden side. Ingrid var ikke ene om at mene, at de fleste problemer kom derfra, og at det at komme fra fastlandet ikke talte til nogens fordel. Hanna havde reageret på det, første gang hun læste Ölandsbladet efter at være tilbage på øen. På side fire havde der været to notitser om tidligere forbrydelser, og i begge tilfælde blev det understreget, at gerningsmændene havde været fra fastlandet.
Længslen greb fat i hende. En efterdønning af det, hun havde mærket, da hun kørte over broen i efteråret. Driften mod et liv, der ikke kvalte hende langsomt.
Den sidste dag, hun var rigtig lykkelig, havde hun været tolv år.
Fingrene søgte ind under jakken og trøjeærmet. Hun behøvede ikke at se den lille tatovering for at fornemme, at den var der. Hendes egen puls som et bankende fuglehjerte under de sorte streger. Det beroligede hende altid at røre ved tatoveringen.
Hvis Hanna skulle nå til politihuset i tide, burde hun vende om nu, men hun kunne ikke rigtig tage sig sammen til at gå. Først skulle hun mødes med Ove Hultmark og siden deltage i morgenmødet. Det var det første, der gjorde hende mest nervøs. Sidst hun sad over for ham, havde hun været nitten år, og han havde spurgt hende ud om faren. Om det, Ove påstod, at faren havde gjort.
Du er syg i hovedet.
Kristoffers ord meldte sig igen og kradsede og forstyrrede. Mistanken om, at han faktisk havde ret. Det, han havde snøftet, lige før han afbrød samtalen:
Du fatter ikke, hvad du roder op i. Du kommer til at ødelægge alt.
Nyeste i serien: Espeløvet
Da Hanna Dunckers veninde, Ingrid, finder sin kæreste død, ligner det mord. Hanna og kollegerne ved Kalmars politi må bede Ingrid om hjælp til at optrevle sandheden om kærestens brogede fortid, men da Ingrid bliver akut syg ændres alt, og Hanna må holde hovedet koldt.
I mellemtiden er Hannas bror, Kristoffer, vendt tilbage til Öland for at deltage i retssagen, der kan rense deres far, og med sin angstfyldte bagage invaderer han Hanna og Isaks skrøbelige samliv. Kommer sandheden endelig frem om hvad der skete for 17 år siden, da deres far blev dømt for mord?
Espeløvet er fjerde bind i serien om Hanna Duncker og politistyrken på Öland.
Du kan købe Espeløvet online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra den 15. maj.
Mørkeskov
Juni 1999. Mikael er nitten år gammel og lige blevet student, da han forsvinder sporløst til et studentergilde. Tyve år senere findes hans skelet i Mittlandsskoven på Öland. Det er tydeligt, at han er blevet dræbt. Efterforsker Hanna Duncker bliver tilkaldt for at finde ud af, hvad der skete med Mikael den skæbnesvangre sommeraften.
Samtidigt kæmper Hanna stadig med sin fortid. Hun lever nemlig med uvisheden om, hvad der rent faktisk skete, da hendes far for mange år siden blev dømt for mord.
Mørkeskov er tredje selvstændige bind i Ölandsserien, en krimiserie om at leve i skyggen af forbrydelser og ikke kunne slippe forbindelsen til sin hjemstavn.
Du kan købe Mørkeskov online fx hos Bog&idé eller i din nærmeste boghandel.
Skyggeliljen
Anden selvstændige krimi i Ölandsserien efter Natsangeren.
Da Jenny kommer hjem, kan hun mærke, at der er noget galt. Huset er tomt, og både Thomas, hendes mand, og deres søn Hugo er væk. Men er de taget af sted frivilligt, eller er der sket dem noget?
Kalmars politi og efterforsker Hanna Duncker bidrager til sagen, og en stor eftersøgning igangsættes. Flere hemmeligheder kommer frem, og da Thomas findes død, intensiveres jagten på lille Hugo.
Samtidig mærker Hanna, hvordan nogen på øen tager grove midler i brug for at sikre sig, at hun ikke kommer sandheden om sin far nærmere, for hvad skete der egentlig for 16 år siden, da han blev dømt for mord?
Du kan købe Skyggeliljen online, fx. på Saxo.dk, eller i din nærmeste boghandel.
Natsangeren
Velkommen til Johanna Mo – den nye stjerne på den svenske krimihimmel!
Politiefterforsker Hanna Duncker vender efter 16 år tilbage til sin barndoms ø, da hendes far dør. På sin første arbejdsdag ved Kalmars politi kastes hun ud i en tragisk sag, hvor en teenagedreng bliver fundet død ved øens store naturområde Alvaret.
Pludselig står Hanna Duncker midt i en mordefterforskning, og sammen med sin makker Erik Lindgren må hun stå ansigt til ansigt med flere spøgelser fra sin fortid.
Natsangeren er første bog i Ölandsserien.
LÆS OGSÅ: Det siger læserne om Natsangeren af Johanna Mo
Du kan købe Natsangeren, fx Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: