Journalist og forfatter Signe Amtoft udforsker den rå natur, folk og eget mod i rejsedagbog fra en islandsk sommer.
Gennem møder med alle fra præsidenten til fiskeren og kvinden på gaden lærer Signe Amtoft om forholdet til sagaer, får, danskere og Eurovision.
Signe Amtoft udforsker såvel et helt land som eget mod i rejsedagbogen, der er skrevet med både nerve og humoristisk kant.
Hun lærer om det uofficielle motto thetta reddast (det ordner sig). Et motto, der kan udfordre en kalenderbunden dansker med tankemylder og behov for faste aftaler. Et motto, der i den grad har sin berettigelse i et ungt, vindblæst og overvældende land, hvor man aldrig ved, hvornår det næste vulkanudbrud sætter i gang.
LÆS OGSÅ: 34 bøger om stærke kvinder og utrolige kvindeliv
“Nu er jeg på vej til Island for at finde ud af, hvilke sanseindtryk, der gemmer sig déroppe, og om de kan trække mig ud af mit navlebeskuende armod. Måske endda give mig hjemve efter den by, jeg har følt mig fanget i. Jeg er 30 år gammel. Jeg ved ikke, om det her projekt er coming-of-age eller midtvejskrise. Måske ligger jeg et sted imellem. Men jeg håber, det bliver en form for dannelsesrejse. Et kig ud over min egen næsetip, en udvidelse af forståelsen af, hvad der befinder sig nord for Danmark.”
Læs det første kapitel i Signe Amtofts Det ordner sig herunder.
Det ordner sig
Signe Amtoft
Begyndelsen
Jeg sidder ved en gate i Københavns Lufthavn og stirrer ud i luften. Et gymnastikhold af teenagere og nogle familier sidder spredt ud og kigger hver for sig på deres telefoner. Et midaldrende venindepar har lagt deres tøj hen over to bænkerækker. De hoster begge og snakker sammen på engelsk med australsk accent om, at de er trætte af at være syge.
Det går op for mig, at vi, på vej ud af en periode med overdreven forsigtighed, bevæger os tilbage til en eksponering for andre menneskers moralkodeks. Den ene kvinde rejser sig for at gå i duty-free og købe gin.
To yngre mænd, den ene med hestehale, den anden med bakkenbarter, begge med vandrestøvler på, kommer over og sætter deres tætpakkede vandrerygsække ved siden af mig på gulvet.
Jeg tænker på, om de to mænds tasker passer indenfor rammen for den tilladte størrelse af håndbagage, eller om de måske burde have tjekket dem ind. Så tænker jeg, at jeg skal blande mig udenom.
Det gør mig anal at rejse. Jeg bliver millimeterdemokratisk vred på folk, når de bryder uskrevne regler. Når de først ved bagagescanneren skal til at skrive adresseskiltet til deres kuffert, mens en kø former sig bag dem.
Når de tager armlænet fra midtersædet i en række på flyet, selvom det tydeligvis tilhører passageren, der, klemt inde mellem vindues- og gangsæde, hverken har plads til ben eller baller.
Jeg er god til “få-nu-lige-styr-på-det”-blikket og “så-dan-gør-man-altså-ikke”-blikket; to blikke, der minder utroligt meget om hinanden og har det til fælles, at de er de mest usexede blikke i arsenalet. Alligevel kan jeg ikke lade være med at kaste dem i retning af folk, der ikke gør, som jeg synes, de burde.
Åh Gud, jeg er en bønnetæller.
En af de to vandrerygsække, der måske/måske ikke er for stor til at være håndbagage, tilter lige så stille, kipper over mod mig og står nu op ad min højre skulder. Taskens ejer ser derouten, afbryder samtalen med sin rejsemakker og skynder sig hen for at rejse den op igen.
“Sorry,” siger han med hollandsk accent. Et sløret s.
“No worries!”
Jeg sender ham et smil, jeg håber siger, det er ok, jeg er et menneske med overskud til uforudsete ting som din taske. Men inden mit smil har færdiggjort sin sætning, har manden igen vendt sig mod sin rejsemakker og fortsat samtalen.
Alle synes at rejse i grupper. Jeg kigger mig om efter andre solorejsende, men det er juli, og folk har taget fri fra arbejde og rejser sammen. Sammen som hold. Sammen som par. Sammen som venner. Mit snakkesalige smil og jeg rejser alene, og det kommer vi til den næste måned. Jeg ved ikke helt, hvad jeg kan forvente af turen. Men jeg ved, den er nødvendig.
Jeg brugte det meste af 2021 på at have ondt i livet. ‘Ondt i livet’ er den mentale udgave af undskyldningen om fravær grundet ‘noget med maven’. Konkret, men vagt nok til at undgå yderligere spørgsmål.
En lille del af livsondet bundede nok i den mentale spændetrøje, vi alle var blevet iført i en nedlukning af vores dagligliv og sanser. En nedlukning, der forbød berøring for at undgå en sygdom, der i sig selv tog lugten og smagen som gidsel.
Tilbage var hørelsen og synet hos denne pacificerede mønsterborger, der gik de samme ture igen og igen i håbet om at se noget nyt, men blev skuffet hver gang.
Jeg var udmærket klar over, at der var andre, der havde det hårdere end mig. Men jeg havde kun mit hoved at være inde i, og det var ikke et synderligt rart sted. Jeg måtte gøre noget.
Så på nytårsaftensdag, efter jeg havde kastet mig rundt i Det Sydfynske Øhav i den hensigt at vaske året af mig, besluttede jeg mig for at rejse væk i den kommende juli. Hele juli.
Jeg hader juli. Jeg er ikke god til sommeren. Jeg får eksem af både sol og solcreme, og jeg sveder, lige så snart temperaturen kryber over 18 grader. Mine venner er væk, holder ferie med de familier, de selv har skabt, og jeg sidder ærligt talt bare og venter på august. Og selvom jeg skjuler det godt, kan jeg også få lidt ondt af mig selv.
Så jeg valgte at rejse til Island. Et ørige, der slog mig som et sted, der var stort og åbent. Mere råt og anderledes. Hvor jeg kunne smide spændetrøjen, og hvor de sanser, jeg havde undertrykt i et år, fordi alt andet gjorde for ondt, endelig kunne blive foldet ud og lukke verden ind igen.
Men jeg valgte også Island, fordi jeg intet vidste om landet. Jeg vidste, at Danmark engang koloniserede det. Jeg vidste, at de blev hårdt ramt af finanskrisen i 2009 og måtte sælge Magasin sammen med meget af indre København, som de havde købt, da det gik godt. Og så havde jeg læst alt, hvad Auður Ava Ólafsdóttir har skrevet. Men jeg ville gerne lære mere, og jeg ville gerne mærke det på egen krop.
Vi rejser ikke kun med fly, tog og bil, når vi rejser. Vi rejser med næse, ører og mund, og hvert land har sit eget sansepas. De sanseindtryk, vi oplever et givent sted, er ikke bare noget, der tager midlertidigt ophold i os, mens vi er på stedet. De hænger sammen med stedets historie, stedets befolkning, stedets virkelighed; de er små bidder af hundredvis af år, som vi ved en rejse er så privilegerede at få lov at tage med hjem som personlige souvenirs.
Danmarks sansepas er for mig lyden af den lyse nat i juni, hvor hverken fuglene eller man selv går i seng. Det er duften af Sydfyn, som – alt efter hvad vej vinden blæser – er gylle fra marken eller tang fra havet i dette allestedskystlige og maksimalt opdyrkede lille land.
Det er den syrlige smag af rugbrød, der fortæller om vores til tider næringsfattige jord, som andre afgrøder ikke altid har kunne leve i, især når klimaet gjorde udsving.
Nu er jeg på vej til Island for at finde ud af, hvilke sanseindtryk der gemmer sig déroppe, og om de kan trække mig ud af min navlebeskuende armod. Måske endda give mig hjemve efter den by, jeg har følt mig fanget i.
Jeg er 30 år gammel. Jeg ved ikke, om det her projekt er coming-of-age eller midtvejskrise. Måske ligger jeg et sted midtimellem. Men jeg ved, jeg må kigge ud over min egen næsetip og lade mig føre af min nysgerrighed over, hvad landet mod nord gemmer på.
Mens jeg sidder her med en hollandsk mands rygsæk op ad mig, fordi den er væltet igen, tænker jeg kort, at jeg er en idiot. At det her er en dårlig idé.
At jeg skal op og bo hos nogen, jeg ikke kender, at jeg skal leje en bil alene og køre rundt i et land, jeg ikke kender, alene. At jeg skal snakke med folk, jeg endnu ikke har gjort mig et begreb om eksisterer. At jeg ikke ved, hvordan man kører rundt på bjergveje, der ikke er asfalterede, at jeg ikke ved, hvordan vejret bliver. At jeg ikke ved, om jeg har pakket rigtigt.
Hvordan pakker man til en måneds rejse på et sted, hvor folk direkte griner ad vejrudsigter? Med sved på panden, svarer min indre stemme på dét spørgsmål.
Første gange er svære. Jeg har altid haft et behov for at kunne alt fra starten. Være dygtig. Intelligent. For de ting var jeg som barn. Mange ting faldt mig naturligt, og så meget desto mere nødvendigt føltes det at opgive de ting, der ikke gjorde.
Hvis jeg skulle øve mig på noget, opgav jeg. Hvis jeg skulle have andres hjælp eller risikerede at se klodset ud, lod jeg være. For hvorfor så overhovedet prøve?
Jeg har aldrig været bange for at fremstå uintelligent, fordi jeg vidste, jeg ikke var det. Men at fremstå utjekket? Klodset? Dét var en anden sag, for dét var jeg.
Det er jeg stadig. Og det er dén mekanisme, der i en meget stor del af mit liv har holdt mig fra at springe ud i fysiske aktiviteter, der lå udenfor min komfortzone. Men det er også det, der gør, at jeg skal. At jeg har bedt min spejderven om et trangiasæt og nogle gode råd.
Mit ængstelige sind bruger uendelig megen energi på at forestille sig, hvad der ligger derude. Jeg har lært, at den eneste måde at styre angsten på, er ved at vise den, hvad der reelt befinder sig dér, hvor den advarer mig mod at træde ud.
At behandle den som det lille væsen, jeg er begyndt at se den som. Et væsen, der skal opdrages med kærlighed og omsorg, men også med faste ord, der viser, at jeg faktisk ved bedre, fordi jeg har levet.
Så nu tager jeg det lille væsen med mig op til landet af damp og ild, og selvom jeg ved, at jeg skal kæmpe med det, når det er træt og stædigt, ved jeg, at det er dét værd.
At væsenet vil blive stærkere og roligere og forhåbentlig tillade mig at blive det samme.
Jeg ved ikke, hvad der venter mig andet end en måneds indtryk i Island. Og selvom jeg indtil videre kun har brugt tre dage på øen, har jeg allerede lært et udtryk, der måske kan bruges i den situation, jeg befinder mig i lige nu.
Þetta reddast, siger jeg til mig selv, og så er jeg på vej.
I en sommermåned rejser radio-/tv-vært og forfatter Signe Amtoft til Island for at undersøge, hvilke sanseindtryk der gemmer sig mellem vulkaner, is og bjerge. Med behovet for at fjerne de hæmninger, hun konstant har lagt på sig selv, beslutter hun sig for med turen at trodse sin usikkerhed og afprøve eget mod.
Det bliver til en perlerække af intense møder med den rå natur og de folk, der bor i den.
Gennem møder med alt fra præsidenten til fiskeren og kvinden på gaden lærer Signe om forholdet til fisk, får, danskere og Eurovision. Hun gør sit bedste over for en glimabryder og tester det uofficielle motto thetta reddast (da: det ordner sig). Et motto, man som dansker godt kan blive lidt træt af, når man bare gerne vil lave faste aftaler og have to spor i vejtunnelerne.
Journalist og forfatter Signe Amtoft udforsker den rå natur, folk og eget mod i rejsedagbog fra en islandsk sommer.
Gennem møder med alle fra præsidenten til fiskeren og kvinden på gaden lærer Signe Amtoft om forholdet til sagaer, får, danskere og Eurovision.
Signe Amtoft udforsker såvel et helt land som eget mod i rejsedagbogen, der er skrevet med både nerve og humoristisk kant.
Hun lærer om det uofficielle motto thetta reddast (det ordner sig). Et motto, der kan udfordre en kalenderbunden dansker med tankemylder og behov for faste aftaler. Et motto, der i den grad har sin berettigelse i et ungt, vindblæst og overvældende land, hvor man aldrig ved, hvornår det næste vulkanudbrud sætter i gang.
LÆS OGSÅ: 34 bøger om stærke kvinder og utrolige kvindeliv
“Nu er jeg på vej til Island for at finde ud af, hvilke sanseindtryk, der gemmer sig déroppe, og om de kan trække mig ud af mit navlebeskuende armod. Måske endda give mig hjemve efter den by, jeg har følt mig fanget i. Jeg er 30 år gammel. Jeg ved ikke, om det her projekt er coming-of-age eller midtvejskrise. Måske ligger jeg et sted imellem. Men jeg håber, det bliver en form for dannelsesrejse. Et kig ud over min egen næsetip, en udvidelse af forståelsen af, hvad der befinder sig nord for Danmark.”
Læs det første kapitel i Signe Amtofts Det ordner sig herunder.
Det ordner sig
Signe Amtoft
Begyndelsen
Jeg sidder ved en gate i Københavns Lufthavn og stirrer ud i luften. Et gymnastikhold af teenagere og nogle familier sidder spredt ud og kigger hver for sig på deres telefoner. Et midaldrende venindepar har lagt deres tøj hen over to bænkerækker. De hoster begge og snakker sammen på engelsk med australsk accent om, at de er trætte af at være syge.
Det går op for mig, at vi, på vej ud af en periode med overdreven forsigtighed, bevæger os tilbage til en eksponering for andre menneskers moralkodeks. Den ene kvinde rejser sig for at gå i duty-free og købe gin.
To yngre mænd, den ene med hestehale, den anden med bakkenbarter, begge med vandrestøvler på, kommer over og sætter deres tætpakkede vandrerygsække ved siden af mig på gulvet.
Jeg tænker på, om de to mænds tasker passer indenfor rammen for den tilladte størrelse af håndbagage, eller om de måske burde have tjekket dem ind. Så tænker jeg, at jeg skal blande mig udenom.
Det gør mig anal at rejse. Jeg bliver millimeterdemokratisk vred på folk, når de bryder uskrevne regler. Når de først ved bagagescanneren skal til at skrive adresseskiltet til deres kuffert, mens en kø former sig bag dem.
Når de tager armlænet fra midtersædet i en række på flyet, selvom det tydeligvis tilhører passageren, der, klemt inde mellem vindues- og gangsæde, hverken har plads til ben eller baller.
Jeg er god til “få-nu-lige-styr-på-det”-blikket og “så-dan-gør-man-altså-ikke”-blikket; to blikke, der minder utroligt meget om hinanden og har det til fælles, at de er de mest usexede blikke i arsenalet. Alligevel kan jeg ikke lade være med at kaste dem i retning af folk, der ikke gør, som jeg synes, de burde.
Åh Gud, jeg er en bønnetæller.
En af de to vandrerygsække, der måske/måske ikke er for stor til at være håndbagage, tilter lige så stille, kipper over mod mig og står nu op ad min højre skulder. Taskens ejer ser derouten, afbryder samtalen med sin rejsemakker og skynder sig hen for at rejse den op igen.
“Sorry,” siger han med hollandsk accent. Et sløret s.
“No worries!”
Jeg sender ham et smil, jeg håber siger, det er ok, jeg er et menneske med overskud til uforudsete ting som din taske. Men inden mit smil har færdiggjort sin sætning, har manden igen vendt sig mod sin rejsemakker og fortsat samtalen.
Alle synes at rejse i grupper. Jeg kigger mig om efter andre solorejsende, men det er juli, og folk har taget fri fra arbejde og rejser sammen. Sammen som hold. Sammen som par. Sammen som venner. Mit snakkesalige smil og jeg rejser alene, og det kommer vi til den næste måned. Jeg ved ikke helt, hvad jeg kan forvente af turen. Men jeg ved, den er nødvendig.
Jeg brugte det meste af 2021 på at have ondt i livet. ‘Ondt i livet’ er den mentale udgave af undskyldningen om fravær grundet ‘noget med maven’. Konkret, men vagt nok til at undgå yderligere spørgsmål.
En lille del af livsondet bundede nok i den mentale spændetrøje, vi alle var blevet iført i en nedlukning af vores dagligliv og sanser. En nedlukning, der forbød berøring for at undgå en sygdom, der i sig selv tog lugten og smagen som gidsel.
Tilbage var hørelsen og synet hos denne pacificerede mønsterborger, der gik de samme ture igen og igen i håbet om at se noget nyt, men blev skuffet hver gang.
Jeg var udmærket klar over, at der var andre, der havde det hårdere end mig. Men jeg havde kun mit hoved at være inde i, og det var ikke et synderligt rart sted. Jeg måtte gøre noget.
Så på nytårsaftensdag, efter jeg havde kastet mig rundt i Det Sydfynske Øhav i den hensigt at vaske året af mig, besluttede jeg mig for at rejse væk i den kommende juli. Hele juli.
Jeg hader juli. Jeg er ikke god til sommeren. Jeg får eksem af både sol og solcreme, og jeg sveder, lige så snart temperaturen kryber over 18 grader. Mine venner er væk, holder ferie med de familier, de selv har skabt, og jeg sidder ærligt talt bare og venter på august. Og selvom jeg skjuler det godt, kan jeg også få lidt ondt af mig selv.
Så jeg valgte at rejse til Island. Et ørige, der slog mig som et sted, der var stort og åbent. Mere råt og anderledes. Hvor jeg kunne smide spændetrøjen, og hvor de sanser, jeg havde undertrykt i et år, fordi alt andet gjorde for ondt, endelig kunne blive foldet ud og lukke verden ind igen.
Men jeg valgte også Island, fordi jeg intet vidste om landet. Jeg vidste, at Danmark engang koloniserede det. Jeg vidste, at de blev hårdt ramt af finanskrisen i 2009 og måtte sælge Magasin sammen med meget af indre København, som de havde købt, da det gik godt. Og så havde jeg læst alt, hvad Auður Ava Ólafsdóttir har skrevet. Men jeg ville gerne lære mere, og jeg ville gerne mærke det på egen krop.
Vi rejser ikke kun med fly, tog og bil, når vi rejser. Vi rejser med næse, ører og mund, og hvert land har sit eget sansepas. De sanseindtryk, vi oplever et givent sted, er ikke bare noget, der tager midlertidigt ophold i os, mens vi er på stedet. De hænger sammen med stedets historie, stedets befolkning, stedets virkelighed; de er små bidder af hundredvis af år, som vi ved en rejse er så privilegerede at få lov at tage med hjem som personlige souvenirs.
Danmarks sansepas er for mig lyden af den lyse nat i juni, hvor hverken fuglene eller man selv går i seng. Det er duften af Sydfyn, som – alt efter hvad vej vinden blæser – er gylle fra marken eller tang fra havet i dette allestedskystlige og maksimalt opdyrkede lille land.
Det er den syrlige smag af rugbrød, der fortæller om vores til tider næringsfattige jord, som andre afgrøder ikke altid har kunne leve i, især når klimaet gjorde udsving.
Nu er jeg på vej til Island for at finde ud af, hvilke sanseindtryk der gemmer sig déroppe, og om de kan trække mig ud af min navlebeskuende armod. Måske endda give mig hjemve efter den by, jeg har følt mig fanget i.
Jeg er 30 år gammel. Jeg ved ikke, om det her projekt er coming-of-age eller midtvejskrise. Måske ligger jeg et sted midtimellem. Men jeg ved, jeg må kigge ud over min egen næsetip og lade mig føre af min nysgerrighed over, hvad landet mod nord gemmer på.
Mens jeg sidder her med en hollandsk mands rygsæk op ad mig, fordi den er væltet igen, tænker jeg kort, at jeg er en idiot. At det her er en dårlig idé.
At jeg skal op og bo hos nogen, jeg ikke kender, at jeg skal leje en bil alene og køre rundt i et land, jeg ikke kender, alene. At jeg skal snakke med folk, jeg endnu ikke har gjort mig et begreb om eksisterer. At jeg ikke ved, hvordan man kører rundt på bjergveje, der ikke er asfalterede, at jeg ikke ved, hvordan vejret bliver. At jeg ikke ved, om jeg har pakket rigtigt.
Hvordan pakker man til en måneds rejse på et sted, hvor folk direkte griner ad vejrudsigter? Med sved på panden, svarer min indre stemme på dét spørgsmål.
Første gange er svære. Jeg har altid haft et behov for at kunne alt fra starten. Være dygtig. Intelligent. For de ting var jeg som barn. Mange ting faldt mig naturligt, og så meget desto mere nødvendigt føltes det at opgive de ting, der ikke gjorde.
Hvis jeg skulle øve mig på noget, opgav jeg. Hvis jeg skulle have andres hjælp eller risikerede at se klodset ud, lod jeg være. For hvorfor så overhovedet prøve?
Jeg har aldrig været bange for at fremstå uintelligent, fordi jeg vidste, jeg ikke var det. Men at fremstå utjekket? Klodset? Dét var en anden sag, for dét var jeg.
Det er jeg stadig. Og det er dén mekanisme, der i en meget stor del af mit liv har holdt mig fra at springe ud i fysiske aktiviteter, der lå udenfor min komfortzone. Men det er også det, der gør, at jeg skal. At jeg har bedt min spejderven om et trangiasæt og nogle gode råd.
Mit ængstelige sind bruger uendelig megen energi på at forestille sig, hvad der ligger derude. Jeg har lært, at den eneste måde at styre angsten på, er ved at vise den, hvad der reelt befinder sig dér, hvor den advarer mig mod at træde ud.
At behandle den som det lille væsen, jeg er begyndt at se den som. Et væsen, der skal opdrages med kærlighed og omsorg, men også med faste ord, der viser, at jeg faktisk ved bedre, fordi jeg har levet.
Så nu tager jeg det lille væsen med mig op til landet af damp og ild, og selvom jeg ved, at jeg skal kæmpe med det, når det er træt og stædigt, ved jeg, at det er dét værd.
At væsenet vil blive stærkere og roligere og forhåbentlig tillade mig at blive det samme.
Jeg ved ikke, hvad der venter mig andet end en måneds indtryk i Island. Og selvom jeg indtil videre kun har brugt tre dage på øen, har jeg allerede lært et udtryk, der måske kan bruges i den situation, jeg befinder mig i lige nu.
Þetta reddast, siger jeg til mig selv, og så er jeg på vej.
I en sommermåned rejser radio-/tv-vært og forfatter Signe Amtoft til Island for at undersøge, hvilke sanseindtryk der gemmer sig mellem vulkaner, is og bjerge. Med behovet for at fjerne de hæmninger, hun konstant har lagt på sig selv, beslutter hun sig for med turen at trodse sin usikkerhed og afprøve eget mod.
Det bliver til en perlerække af intense møder med den rå natur og de folk, der bor i den.
Gennem møder med alt fra præsidenten til fiskeren og kvinden på gaden lærer Signe om forholdet til fisk, får, danskere og Eurovision. Hun gør sit bedste over for en glimabryder og tester det uofficielle motto thetta reddast (da: det ordner sig). Et motto, man som dansker godt kan blive lidt træt af, når man bare gerne vil lave faste aftaler og have to spor i vejtunnelerne.
Du kan købe Det ordner sig online hos Bog & Idé eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: