Station elleve er en roman til dig, der gerne vil læse om at finde skønheden i livet, selv efter at alt er kollapset. Smuglæs i bogen her
I Station elleve stiller forfatter Emily St. John Mandel spørgsmålet: hvor langt ville man gå for at beskytte det, der var efterladt efter civilisationens kollaps?
En aften i Toronto, hvor temperaturen ligger på nulpunktet, falder den berømte skuespiller Arthur Leander om på scenen, hvor han spiller sin vigtigste rolle i sit liv som Kong Lear. Samtidig rammer en dødbringende virus hele Nordamerika, som forandrer verden for altid.
20 år senere fremfører den unge skuespiller Kirsten Shakespeare for de spredte enklaver, som er skudt op efter den tidligere civilisations kollaps. Men i den forandrede verden trues hendes håb af ydre kræfter.
Men selvom næsten alt og alle blev mistet under kollapset, findes skønheden stadig i livet.
Kongen stod i projektørernes blå skær, alle fortøjninger var kastet. Det var i fjerde akt af ’Kong Lear’, en vinteraften på Elgin-teatret i Toronto. Tidligere på aftenen havde tre små piger leget en klappeleg på scenen, mens publikum kom ind, som barneversioner af Lears døtre, og nu var de vendt tilbage som hallucinationer i vanvidsscenen. Kongen snublede og rakte ud efter dem, når de smuttede forbi ham i skyggerne. Han hed Arthur Leander. Han var 51 år, og han havde blomster i håret.
”Kender I mig ikke?” sagde skuespilleren, der spillede Gloster.
”Jeg husker dine øjne rigtig godt,” sagde Arthur, men blev distraheret af barneudgaven af Cordelia, og så skete det. Hans ansigt forandrede sig, han snublede og rakte ud efter søjlen, men tog fejl af afstanden og ramte den hårdt med siden af hånden.
”Kentaurer er de fra bæltestedet, kvinder ovenfor,” sagde han, og det var ikke alene den forkerte replik, fremsigelsen var også hæs, og hans stemme var lav. Hans ene hånd holdt han op til brystet, som var det en fugl med en brækket vinge.
Skuespilleren, der spillede Edgar, studerede ham indgående. På det tidspunkt var det stadig en mulighed, at Arthur spillede skuespil, men på første række i parkettet rejste en mand sig fra sin plads. Han var under uddannelse som ambulanceredder. Mandens kæreste tog fat i hans arm og hvislede: ”Jeevan! Hvad laver du?” Først vidste Jeevan det heller ikke selv,
og bag ham mumlede andre tilskuere, at han skulle sætte sig ned. En kontrollør var på vej hen imod ham. Der begyndte at dale sne ned over scenen.
”Gærdesmutten gør det dagen lang,” hviskede Arthur, og det gik op for Jeevan, der kendte stykket indgående, at skuespilleren var hoppet 12 linjer baglæns. ”Gærdesmutten …”
”Vær venlig at sætte Dem ned, hr.” sagde kontrolløren.
Men tiden var ved at rinde ud for Arthur Leander. Han svajede med et fraværende blik, og det stod klart for Jeevan, at han ikke længere var Lear. Jeevan skubbede kontrolløren til side og satte kurs mod trappen, der førte op til scenen, men en anden kontrollør kom løbende ned ad midtergangen, hvilket tvang Jeevan til at forsøge at klatre op på scenen uden at kunne tage trapperne til hjælp.
Scenekanten var højere, end han havde regnet med, og han måtte sparke den første kontrollør, der havde grebet fat i hans ærme. Sneen var lavet af plastic, lagde Jeevan mærke til, små stykker halvgennemsigtig plastic, der blev siddende på hans jakke og landede på hans hud. Edgar og Gloster blev distraheret af optrinnet, så ingen af dem så på Arthur, der stod lænet op ad krydsfinersøjlen med et tomt udtryk i øjnene.
Der lød råb bag scenen, og to skikkelser nærmede sig hurtigt, men Jeevan var nået hen til Arthur, greb ham, idet han mistede bevidstheden, og lempede ham forsigtigt ned på gulvet. Sneen faldt tæt omkring dem og glimtede i det blåhvide lys. Arthur trak ikke vejret. De to skikkelser, sikkerhedsvagterne, var standset op et par skridt væk, da det åbenbart var gået op for dem, at Jeevan ikke var en sindssyg fan. Blandt publikum lød nu skramlen og stemmer, mobiltelefon-kameraerne blitzede, utydelige udbrud i mørket.
”Vorherre til hest,” sagde Edgar. ”Gudfader.” Han havde droppet den britiske accent, han talte med tidligere, og lød nu, som om han var fra Alabama, hvilket han faktisk var. Gloster havde fjernet gaze- bindet, der dækkede halvdelen af hans ansigt – på dette tidspunkt i stykket havde den person, han spillede, fået stukket øjnene ud – og stod fastfrosset, mens hans mund åbnede og lukkede sig som en fisk.
Arthurs hjerte slog ikke. Jeevan begyndte at give førstehjælp. No- gen råbte en kommando, og tæppet gik ned med et sus, der lukkede publikum ude af handlingen og halverede belysningen på scenen. Plasticsneen faldt stadig. Vagterne havde trukket sig tilbage. Lyset ændrede sig, så den blåhvide snestorm fik et fluorescerende skær, der virkede mere gult.
Jeevan arbejdede tavst i det margarinefarvede lys og kastede fra tid til anden et blik på Arthurs ansigt. Kom nu, tænkte han, kom nu. Arthurs øjne var lukkede. Der var bevægelse ved tæppet, nogen tog i stoffet fra den anden side og forsøgte at finde en åbning, og så knælede en ældre mand i gråt jakkesæt på den anden side af Arthurs brystkasse.
”Jeg er hjertelæge,” sagde han. ”Walter Jacobi.” Hans briller forstørrede hans øjne, og hans hår var blevet uglet.
”Jeevan Chaudhary,” sagde Jeevan. Han var ikke klar over, hvor længe han havde været der. Folk bevægede sig omkring ham, men alle andre virkede fjerne og utydelige, bortset fra Art- hur og nu denne anden mand, der var kommet hen til dem. Det var ligesom at opholde sig i orkanens øje, tænkte Jeevan, han og Walter og Arthur sammen her, hvor der var vindstille. Walter rørte blidt ved skuespillerens pande som en far, der kærtegnede et feberhedt barn.
”Der er ringet efter en ambulance,” sagde Walter.
Tæppet fik scenen til at føles uventet intim. Jeevan tænkte på dengang, han interviewede Arthur i Los Angeles for flere år siden under sin korte karriere som underholdningsjournalist. Han tænkte på sin kæreste, Laura, og på, om hun mon ventede på sin plads på første række, eller om hun var gået ud i foyeren. Han tænkte: Begynd nu at trække vejret igen.
Han tænkte på, at tæppet udgjorde en fjerde væg og forvandlede scenen til et værelse, omend et værelse uden loft, der åbnede sig opad mod og kringlede gange og projektører, en sjæl let kunne smutte forbi uden at blive opdaget. Sikke en latterlig take, tænkte Jeevan for sig selv. Vær nu ikke dum. Men nu følte han en prikken i nakken, en fornemmelse af at blive betragtet oppefra.
”Skal jeg afløse dig lidt?” spurgte Walter. Det gik op for Jeevan, at hjertelægen følte sig tilovers, så han nikkede og fjernede hænderne fra Arthurs brystkasse, og Walter faldt ind i rytmen.
Ikke et rigtigt værelse, tænkte Jeevan nu, da han så sig om på scenen. Det var for midlertidigt med de mange døråbninger, mørke områder mellem kulisserne og det manglende loft. Det mindede mere om en busterminal, tænkte han, en station eller en lufthavn, som alle går hurtigt igennem. Ambulancen var ankommet. Et par reddere kom hen imod dem gennem den absurde, stadig dalende sne, og så var de over den faldne skuespiller som krager.
En mand og en kvinde i mørke uniformer skubbede Jeevan til side, kvinden var så ung, at hun kunne have gået for at være teenager. Jeevan rejste sig op og trådte et par skridt baglæns. Søjlen, Arthur var kollapset op ad, føltes glatslebet under hans fingerspidser, træ, der var malet, så det lignede sten.
Der var scenearbejdere overalt, skuespillere, navnløse teaterteknikere med clipboards. ”Er der da for helvede ingen, der kan standse sneen?” hørte Jeevan en af dem sige. Regan og Cordelia stod med hinanden i hånden og græd henne ved scenetæppet. Edgar sad i skrædderstilling på gulvet tæt ved med en hånd for munden. Goneril talte lavt ind i sin mobiltelefon. De kunstige øjenvipper kastede skygger over hendes øjne.
Ingen tog notits af Jeevan, og det gik op for ham, at hans rolle i forestillingen var slut. Det så ikke ud til, at redderne havde heldet med sig. Han fik lyst til at finde Laura. Hun ventede sikkert på ham i foyeren og var oprevet. Hun ville måske synes – det var en fjern tanke, som han dog tænkte til ende – at han havde handlet beundringsværdigt.
Endelig lykkedes det nogen at slukke for sneen, og de sidste halv- gennemsigtige fnug kom dalende. Jeevan kiggede sig om efter den letteste måde at komme ned fra scenen på, da han hørte gråd, og et barn, han havde lagt mærke til tidligere, en lille skuespillerinde, knælede på scenen ved krydsfinersøjlen til venstre for ham. Jeevan havde set stykket fire gange før, men ikke hvor der havde medvirket børn, og han havde tænkt, at det var et innovativt tiltag. Pigen var syv eller otte. Hun tørrede flere gange sine øjne, så der kom striber af makeup både omkring hendes øjne og på hånden.
”Væk,” sagde en af redderne, og den anden trådte et skridt tilbage, mens han gav den livløse krop stød med hjertestarteren.
”Hej,” sagde Jeevan til pigen. Han satte sig på hug foran hende. Hvorfor sørgede ingen for, at hun blev fulgt ud? Hun kiggede på redderne. Han havde ingen erfaring med børn, skønt han altid havde ønsket sig et eller to børn, så han vidste ikke rigtig, hvordan man skulle tale til et barn.
”Væk,” sagde redderen igen.
”Du skal ikke kigge på det,” sagde Jeevan.
”Han er ved at dø, ikke?” Hun trak vejret i korte hulk.
”Det ved jeg ikke.” Han ville gerne sige noget beroligende, men han måtte indrømme, at det ikke så lovende ud. Arthur lå ubevægelig på scenen efter to stød med hjertestarteren. Walter holdt om hans håndled og stirrede udtryksløst frem for sig, mens han ventede på en puls. ”Hvad hedder du?”
”Kirsten,” sagde pigen. ”Jeg hedder Kirsten Raymonde.” Makeuppen gjorde ham befippet.
”Kirsten,” sagde Jeevan, ”hvor er din mor?”
”Hun henter mig først klokken 23.”
”Erklær ham død,” sagde redderen.
”Hvem passer dig, mens du er her?”
”Tanya er kvægdriver.” Pigen kiggede stadig på Arthur. Jeevan stillede sig foran hende.
”Klokken er 21.14,” sagde Walter Jacobi.
”Kvægdriver?” spurgte Jeevan.
”Det kalder de hende,” sagde hun. ”Hun passer mig, mens jeg er her.” En mand i jakkesæt var kommet frem på scenen og indledte en intens samtale med redderne, som var ved at spænde Arthur fast på en båre. En af dem trak på skuldrene, trak tæppet til side og satte en iltmaske over Arthurs ansigt. Jeevan forstod, at det var af hensyn til Arthurs familie, så de ikke skulle modtage beskeden om hans død i de sene nyheder. Han fandt omtanken rørende.
Jeevan rejste sig op og rakte hånden frem. ”Kom,” sagde han, ”lad os finde Tanya. Hun leder sikkert efter dig.”
Det var tvivlsomt. Hvis Tanya ledte efter pigen, ville hun have fundet hende nu. Han førte den lille pige ud bag scenen, men manden i jakkesættet var forsvundet. Bag scenen var alt kaos, høje lyde og tumult, råb om at give plads, så Arthurs procession kunne passere med Walter ved siden af båren. Følget forsvandt ned ad gangen med retning mod sceneudgangen, og tumulten tog til, alle græd eller talte i mobiltelefon eller stod tæt sammen i små grupper og fortalte hinanden, hvad der var sket, igen og igen – ”Jeg kiggede derhen, idet han faldt” – eller bjæffede ordrer eller ignorerede ordrer fra andre.
”Sikke mange mennesker,” sagde Jeevan. Han var ikke særlig glad for mange mennesker på ét sted. ”Kan du se Tanya?”
”Nej, jeg kan ikke se hende nogen steder.”
”Måske skal vi blive stående og lade hende finde os,” sagde Jeevan. Han havde engang læst, at det er sådan, man bør forholde sig, hvis man farer vild i en skov. Der stod nogle stole langs væggen, og han satte sig på en af dem. Herfra kunne han se den uudsmykkede bagside af krydsfinerkulisserne. En teatertekniker var ved at feje sneen sammen.
”Bliver Arthur rask igen?” Kirsten var klatret op på en stol ved siden af ham og knugede om sit kjoleskørt med begge hænder.
”Lige før,” sagde Jeevan, ”lavede han det, han holdt allermest af.” Det havde han fra et interview med Arthur i ’The Globe and Mail’, han havde læst en måned tidligere – ”Jeg har ventet hele mit liv på at blive gammel nok til at spille Lear, og jeg elsker at være på scenen, det er så umiddelbart …” – men nu klang ordene hult. Arthur var først og fremmest filmskuespiller, og hvem i Hollywood længes efter at blive ældre?
Kirsten tav stille.
”Det, jeg mener, er, at hvis det sidste, han lavede, var at spille skuespil,” sagde Jeevan, ”så var det sidste, han lavede, noget, der gjorde ham lykkelig.”
”Var det det sidste, han lavede?
”Det tror jeg. Desværre.”
Sneen lå i en glitrende bunke bag scenen nu, et lille bjerg.
”Det er også det, jeg holder allermest af,” sagde Kirsten efter et lille stykke tid. ”Hvad?”
”At spille skuespil,” sagde hun, og i det samme trådte en ung kvinde med forgrædt ansigt hen foran dem med armene strakt frem. Kvinden tog ingen notits af Jeevan, da hun tog Kirstens hånd. Kirsten så sig en enkelt gang tilbage over skulderen, og så var hun væk.
Jeevan rejste sig og gik ud på scenen. Ingen standsede ham. Han forventede halvt om halvt at se Laura vente der, hvor han havde efterladt hende på første række midtfor – hvor lang tid var der egentlig gået? – men da han fandt ud på den anden side af velourtæppet, var publikum væk, og nogle kontrollører gik og fejede og samlede efterladte programmer op mellem rækkerne.
Et glemt tørklæde lå hen over en stoleryg. Han gik ud i den ekstravagante foyer med det røde gulvtæppe og undgik at møde kontrollørernes blikke. I foyeren stod endnu enkelte fra publikum, men ikke Laura. Han ringede til hende, men hun havde slukket sin telefon inden forestillingen og havde åbenbart ikke tændt den igen.
”Laura,” sagde han til hendes telefonsvarer, ”jeg står i foyeren nu. Jeg ved ikke, hvor du er henne.”
I døren ind til dameloungen kaldte han på en servitrice, men hun svarede, at loungen var tom. Han gik en runde i foyeren og derpå hen til garderoben, hvor hans frakke var en af de få, der endnu hang på bøjlerne. Lauras blå frakke var væk.
Sneen faldt ude på Yonge Street. Det forskrækkede Jeevan, da han forlod teatret, fordi det føltes som et ekko af den halvgennemsigtige plasticsne fra scenen, der stadig sad på hans jakke. Fem-seks paparazzi havde stået klar hele aftenen uden for sceneindgangen. Arthur var ikke så berømt, som han havde været, men et billede af ham solgte stadig aviser, især nu hvor han var involveret i en sand gladiatorkamp af en skilsmisse med en model/skuespiller, der havde været ham utro med en instruktør.
Indtil for nylig havde Jeevan selv været paparazzo. Han håbede, han kunne slippe uset forbi sine tidligere kollegaer, men der var tale om mænd, hvis professionelle færdigheder blandt andet bestod i at opdage personer, der forsøgte at slippe uset forbi, og de var straks over ham.
”Du ser godt ud,” sagde en af dem. ”Lækker frakke.” Jeevan havde sin pjækkert på. Den var ikke helt varm nok, men den havde den fordel, at den fik ham til at se anderledes ud end de tidligere kollegaer, der hovedsageligt gik i dynejakker og cowboybukser. ”Hvor har du været?”
”Arbejdet som bartender,” sagde Jeevan. ”Og uddannet mig til ambulanceredder.”
”Redder? Helt ærligt? Vil du leve af at skrabe fulderikker op fra fortovet?”
”Jeg vil gerne lave noget, der gør en forskel.”
”Jaså? Du har siddet i spjældet, ikke? Hvad skete der?” Et par af dem talte i telefon. ”Han er død,” sagde en af dem, der stod tæt ved Jeevan. ”Sneen gør billedet uskarpt, men kig nu på det, jeg sendte til dig. Hans ansigt på det billede, hvor de læsser ham ind i ambulancen.”
”Jeg ved ikke, hvad der skete,” sagde Jeevan. ”Tæppet gik pludselig ned midt i fjerde akt.”
Han havde ikke lyst til at snakke med nogen, måske lige bortset fra Laura, og han havde slet ikke lyst til at snakke med dem. ”Så I ham blive kørt ud til ambulancen?”
”Han blev kørt ud ad sceneindgangen,” sagde en af fotograferne. Han røg en cigaret med hurtige, nervøse bevægelser. ”Der var både ambulance og lægeambulance. Hele baduljen.”
”Hvordan så han ud?”
”Helt ærligt? Stendød.”
”Der er Botox, og så er der Botox,” sagde en anden.
”Kom nogen med en udtalelse?” spurgte Jeevan.
”En fyr i jakkesæt kom ud og snakkede lidt. Udmattelse, sagde han. Og dehydrering, for at det ikke skal være løgn.” Flere af dem grinede. ”Det er altid udmattelse og dehydrering, ikke sandt?”
”Man skulle tro, nogen ville sige det til dem, ikke?” sagde Botox-manden. ”Kunne nogen ikke forbarme sig over de stakkels skuespillere og fortælle dem, at man skal huske at indtage væske og sove med jævne mellemrum.”
”Jeg så mindre end jer,” sagde Jeevan og lod, som om han netop da modtog et vigtigt telefonopkald. Han gik op ad Yonge Street med den kolde telefon presset ind mod øret. Et stykke oppe ad vejen stillede han sig ind i en port og ringede til Laura. Hendes telefon var stadig slukket.
Hvis han ringede efter en taxa, kunne han være hjemme på en halv time, men han kunne godt lide at være ude i den klare luft, hvor der ikke var andre. Sneen faldt tættere nu. Han fik en stærk følelse af at være i live ledsaget af dårlig samvittighed. Hvor var det uretfærdigt, at hans hjerte bankede perfekt, mens Arthur lå kold og stille et eller andet sted. Han gik mod nord med hænderne dybt begravet i frakkelommerne og sneen i ansigtet.
Jeevan boede i Cabbagetown, nordøst for teatret. Det var en distance, han ofte havde tilbagelagt til fods, da han var i tyverne, uden at tænke over det. Nogle kilometer med de røde sporvogne, der kørte forbi, men det var et godt stykke tid siden, han sidst havde gået turen. Han var i tvivl om, hvorvidt han orkede det nu, men da han drejede til højre ad Carlton Street, følte han, at han kom ind i en god rytme, og snart passerede han det første sporvognsstoppested.
Han nåede til Allan Gardens Park, hvilket var omkring halvvejs, og det var der, han pludselig og fuldstændig uventet blev overvældet af en voldsom lykkefølelse. Arthur døde, sagde han til sig selv. Du kunne ikke redde ham, så der er intet at være lykkelig over. Men det var der, han var helt overstadig, fordi han hele sit liv havde været usikker på, hvilken profession han skulle vælge, og nu vidste han med fuldstændig sikkerhed, at han ville arbejde som redder. I de øjeblikke, hvor andre standsede og stirrede, ville han være den, der trådte til.
Han følte en absurd lyst til at løbe ind i parken. Den så helt fremmed ud på grund af sneen og de dybe skygger. Træerne kastede sorte silhuetter, og drivhusets grønne glastag skinnede, som lå det under vand. Da han var dreng, holdt han af at ligge på ryggen i haven og se sneen dale ned mod ham. Cabbagetown tonede frem et par husblokke længere fremme med Parliament Streets gadelygter dæmpet af sneen. Hans telefon vibrerede i lommen.
Han standsede for at læse beskeden fra Laura: Jeg havde hovedpine, så jeg tog hjem. Kan du købe mælk med hjem?
I det øjeblik sivede al fremdriften ud af ham. Han kunne ikke gå længere. Teaterbilletterne havde været ment som en romantisk gestus, en lad-os-lave-noget-romantisk-sammen-for-vi-skændes-hele- tiden-gave, og så havde hun efterladt ham, mens han gav førstehjælp til en død skuespiller, og var taget hjem, og nu ville hun have, at han skulle købe mælk. Nu hvor Jeevan ikke gik, begyndte han at fryse. Hans tæer var følelsesløse.
Snevejrets magi var forsvundet, og lykkefølelsen var ved at fortage sig. Natten var mørk og fyldt med bevægelser, sneen faldt hurtigt og stille, og de parkerede biler langs gaden svulmede op og fik større, blødere former. Han var bange for, hvad han ville sige, hvis han tog hjem til Laura. Han overvejede at finde et værtshus, men han havde ikke lyst til at snakke med nogen, og han havde faktisk heller ikke lyst til at drikke sig fuld. Han ville bare være alene lidt, mens han besluttede, hvor han skulle gå hen. Han trådte ind i parkens stilhed.
KAPITEL 2
Der var kun få mennesker på Elgin-teatret nu. En kvinde, der vaskede kostumer, og en mand, der strøg andre kostumer. En skuespillerinde, hende, der havde spillet Cordelia, drak tequila bag scenen sammen med en teaterteknikerassistent. En ung medhjælp vaskede scenegulvet, mens han nikkede i takt til musikken på sin iPod. I garderoben forsøgte den kvinde, der skulle tage sig af børneskuespillerne, at trøste den lille pige, der havde været på scenen, da Arthur døde, og som nu hulkede.
Seks andre var blevet hængende og var endt i baren i foyeren, hvor en bartender havde forbarmet sig over dem og var blevet. Scenearbejderen var der, og også Edgar og Gloster, en sminkør, Goneril og en producer, der havde været blandt publikum.
I det øjeblik Jeevan trådte ind i snedriverne i parken, skænkede bartenderen en whisky til Goneril. Samtalen var faldet på advisering af Arthurs pårørende.
”Men havde han familie?” Goneril sad rank på en barstol med røde øjne. Uden makeup var hendes ansigt som marmor med den blegeste og mest perfekte hud, bartenderen nogensinde havde set. Hun så meget mindre ud end på scenen og meget mindre ond. ”Hvem havde han?”
”Han havde en søn,” sagde sminkøren. ”Tyler.”
”Hvor gammel er han?”
”Syv eller otte, måske.” Sminkøren vidste, præcis hvor gammel Arthurs søn var, men ville ikke have, det skulle lyde, som om han læste sladderblade. ”Han bor vistnok sammen med sin mor i Israel. I Jerusalem eller Tel Aviv, tror jeg.” Han vidste, det var Jerusalem.
”Nå ja, den lyshårede skuespillerinde,” sagde Edgar. ”Elizabeth? Eller Elixa? Noget i den stil.”
”Tredje ekskone?” spurgte produceren.
”Jeg tror, hans barns mor var anden ekskone.”
”Stakkels knægt,” sagde produceren. ”Var Arthur nært knyttet til nogen?”
Det affødte en trykket stilhed. Arthur havde haft en affære med den kvinde, der passede børneskuespillerne. Det vidste alle de tilstedeværende, men ingen af dem vidste, om de andre vidste det. Det var Gloster, der sagde kvindens navn.
”Hvor er Tanya?”
”Hvem er Tanya?” spurgte produceren.
”Et af børnene er ikke blevet hentet endnu. Tanya er vist inde i børnenes omklædningsrum.”
Scenearbejderen havde aldrig før set nogen dø. Han havde lyst til en cigaret.
”Hvem er der ellers ud over Tanya, drengen og alle ekskonerne? Er der nogen søskende eller forældre?”
”Hvem er Tanya?” spurgte produceren igen.
”Hvor mange ekskoner er der tale om?” Bartenderen var ved at tørre et glas.
”Han har en bror,” sagde sminkøren, ”men jeg kan ikke huske, hvad han hedder. Jeg kan bare huske, han fortalte, at han havde en lillebror.”
”Der var vist tre eller fire,” sagde Goneril som svar på spørgsmålet om ekskonerne.
”Tre?”
”Tre.” Sminkøren blinkede tårer væk. ”Men jeg ved ikke, om den seneste skilsmisse er gået endeligt igennem.”
”Arthur var altså ikke gift, da han … Han var ikke gift i aften?” Produceren kunne godt selv høre, at det lød tåbeligt, men han vidste ikke, hvordan han ellers skulle formulere det.
Arthur Leander var spadseret ind på teatret for få timer siden, og det var ufatteligt, at han ikke kom igen i morgen.
”Tre skilsmisser,” sagde Gloster. ”Tænk engang.” Han var selv blevet skilt for nylig. Han forsøgte at komme i tanke om det sidste, Arthur havde sagt til ham. Noget med scenografien i anden akt. Han ville ønske, han kunne huske det. ”Har nogen fået besked? Hvem skal vi ringe til?”
”Jeg bør ringe til hans advokat,” sagde produceren.
Svaret var uimodsigeligt, men så deprimerende, at gruppen drak i stilhed i adskillige minutter, inden nogen sagde noget igen.
”Hans advokat,” sagde bartenderen endelig. ”Man dør, og så ringer de til ens advokat.”
”Jeg ved det godt,” sagde bartenderen. ”Det er bare satans …” De sad stille igen. En sagde, at det sneede tæt nu, og det gjorde det, det kunne de se gennem glasdørene i den anden ende af foyeren. Fra baren så sneen næsten abstrakt ud, som en filmoptagelse af dårligt vejr på en øde gade.
”Nå, men skål for Arthur,” sagde bartenderen.
I børnenes garderobe forærede Tanya en brevpresser til Kirsten. ”Her,” sagde hun, idet hun lagde den i Kirstens hænder, ”jeg bliver ved med at prøve at få fat på dine forældre. Prøv at holde op med at græde. Kig på den her fine ting.” Kirsten, der var grådkvalt og stakåndet og fyldte otte et par dage senere, stirrede på genstanden og tænkte, at det var den smukkeste og mest ejendommelige ting, hun nogensinde havde fået. Det var en glaskugle med stormskyer indeni.
I foyeren skålede den lille forsamling. ”Skål for Arthur,” sagde de. De drak lidt endnu, og så gik de ud i sneen og hver til sit.
Af dem, der sad i baren den aften, var det bartenderen, der overlevede længst. Han døde tre uger senere på motorvejen på vej ud af byen.
Hvad er værd at bevare, hvis al civilisation kollapser? Og hvor langt er man villig til at gå for at beskytte det?
På en iskold Toronto-aften falder den berømte skuespiller Arthur Leander om på scenen midt i sit livs rolle som Kong Lear. Samme aften rammer en dødbringende virus hele Nordamerika, og verden forandres forevigt.
20 år senere fremfører Kirsten, en ung skuespiller i Den omrejsende Symfoni, Shakespeare for de spredte enklaver, som er skudt op efter den tidligere civilisations kollaps. Men i den forandrede verden trues hendes håb af ydre kræfter.
Hvad mistede vi under kollapset? Næsten alt, næsten alle, men endnu findes skønheden.
Station elleve er en roman til dig, der gerne vil læse om at finde skønheden i livet, selv efter at alt er kollapset. Smuglæs i bogen her
I Station elleve stiller forfatter Emily St. John Mandel spørgsmålet: hvor langt ville man gå for at beskytte det, der var efterladt efter civilisationens kollaps?
En aften i Toronto, hvor temperaturen ligger på nulpunktet, falder den berømte skuespiller Arthur Leander om på scenen, hvor han spiller sin vigtigste rolle i sit liv som Kong Lear. Samtidig rammer en dødbringende virus hele Nordamerika, som forandrer verden for altid.
LÆS OGSÅ: 25 bøger der er bestsellere
20 år senere fremfører den unge skuespiller Kirsten Shakespeare for de spredte enklaver, som er skudt op efter den tidligere civilisations kollaps. Men i den forandrede verden trues hendes håb af ydre kræfter.
Men selvom næsten alt og alle blev mistet under kollapset, findes skønheden stadig i livet.
Læs et uddrag af Station elleve herunder.
Du kan købe Station elleve online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 1 september.
Station elleve
Emily St. John Mandel
TEATRET: Kapitel 1
Kongen stod i projektørernes blå skær, alle fortøjninger var kastet. Det var i fjerde akt af ’Kong Lear’, en vinteraften på Elgin-teatret i Toronto. Tidligere på aftenen havde tre små piger leget en klappeleg på scenen, mens publikum kom ind, som barneversioner af Lears døtre, og nu var de vendt tilbage som hallucinationer i vanvidsscenen. Kongen snublede og rakte ud efter dem, når de smuttede forbi ham i skyggerne. Han hed Arthur Leander. Han var 51 år, og han havde blomster i håret.
”Kender I mig ikke?” sagde skuespilleren, der spillede Gloster.
”Jeg husker dine øjne rigtig godt,” sagde Arthur, men blev distraheret af barneudgaven af Cordelia, og så skete det. Hans ansigt forandrede sig, han snublede og rakte ud efter søjlen, men tog fejl af afstanden og ramte den hårdt med siden af hånden.
”Kentaurer er de fra bæltestedet, kvinder ovenfor,” sagde han, og det var ikke alene den forkerte replik, fremsigelsen var også hæs, og hans stemme var lav. Hans ene hånd holdt han op til brystet, som var det en fugl med en brækket vinge.
Skuespilleren, der spillede Edgar, studerede ham indgående. På det tidspunkt var det stadig en mulighed, at Arthur spillede skuespil, men på første række i parkettet rejste en mand sig fra sin plads. Han var under uddannelse som ambulanceredder. Mandens kæreste tog fat i hans arm og hvislede: ”Jeevan! Hvad laver du?” Først vidste Jeevan det heller ikke selv,
og bag ham mumlede andre tilskuere, at han skulle sætte sig ned. En kontrollør var på vej hen imod ham. Der begyndte at dale sne ned over scenen.
”Gærdesmutten gør det dagen lang,” hviskede Arthur, og det gik op for Jeevan, der kendte stykket indgående, at skuespilleren var hoppet 12 linjer baglæns. ”Gærdesmutten …”
”Vær venlig at sætte Dem ned, hr.” sagde kontrolløren.
Men tiden var ved at rinde ud for Arthur Leander. Han svajede med et fraværende blik, og det stod klart for Jeevan, at han ikke længere var Lear. Jeevan skubbede kontrolløren til side og satte kurs mod trappen, der førte op til scenen, men en anden kontrollør kom løbende ned ad midtergangen, hvilket tvang Jeevan til at forsøge at klatre op på scenen uden at kunne tage trapperne til hjælp.
Scenekanten var højere, end han havde regnet med, og han måtte sparke den første kontrollør, der havde grebet fat i hans ærme. Sneen var lavet af plastic, lagde Jeevan mærke til, små stykker halvgennemsigtig plastic, der blev siddende på hans jakke og landede på hans hud. Edgar og Gloster blev distraheret af optrinnet, så ingen af dem så på Arthur, der stod lænet op ad krydsfinersøjlen med et tomt udtryk i øjnene.
Der lød råb bag scenen, og to skikkelser nærmede sig hurtigt, men Jeevan var nået hen til Arthur, greb ham, idet han mistede bevidstheden, og lempede ham forsigtigt ned på gulvet. Sneen faldt tæt omkring dem og glimtede i det blåhvide lys. Arthur trak ikke vejret. De to skikkelser, sikkerhedsvagterne, var standset op et par skridt væk, da det åbenbart var gået op for dem, at Jeevan ikke var en sindssyg fan. Blandt publikum lød nu skramlen og stemmer, mobiltelefon-kameraerne blitzede, utydelige udbrud i mørket.
”Vorherre til hest,” sagde Edgar. ”Gudfader.” Han havde droppet den britiske accent, han talte med tidligere, og lød nu, som om han var fra Alabama, hvilket han faktisk var. Gloster havde fjernet gaze- bindet, der dækkede halvdelen af hans ansigt – på dette tidspunkt i stykket havde den person, han spillede, fået stukket øjnene ud – og stod fastfrosset, mens hans mund åbnede og lukkede sig som en fisk.
Arthurs hjerte slog ikke. Jeevan begyndte at give førstehjælp. No- gen råbte en kommando, og tæppet gik ned med et sus, der lukkede publikum ude af handlingen og halverede belysningen på scenen. Plasticsneen faldt stadig. Vagterne havde trukket sig tilbage. Lyset ændrede sig, så den blåhvide snestorm fik et fluorescerende skær, der virkede mere gult.
Jeevan arbejdede tavst i det margarinefarvede lys og kastede fra tid til anden et blik på Arthurs ansigt. Kom nu, tænkte han, kom nu. Arthurs øjne var lukkede. Der var bevægelse ved tæppet, nogen tog i stoffet fra den anden side og forsøgte at finde en åbning, og så knælede en ældre mand i gråt jakkesæt på den anden side af Arthurs brystkasse.
”Jeg er hjertelæge,” sagde han. ”Walter Jacobi.” Hans briller forstørrede hans øjne, og hans hår var blevet uglet.
”Jeevan Chaudhary,” sagde Jeevan. Han var ikke klar over, hvor længe han havde været der. Folk bevægede sig omkring ham, men alle andre virkede fjerne og utydelige, bortset fra Art- hur og nu denne anden mand, der var kommet hen til dem. Det var ligesom at opholde sig i orkanens øje, tænkte Jeevan, han og Walter og Arthur sammen her, hvor der var vindstille. Walter rørte blidt ved skuespillerens pande som en far, der kærtegnede et feberhedt barn.
”Der er ringet efter en ambulance,” sagde Walter.
Tæppet fik scenen til at føles uventet intim. Jeevan tænkte på dengang, han interviewede Arthur i Los Angeles for flere år siden under sin korte karriere som underholdningsjournalist. Han tænkte på sin kæreste, Laura, og på, om hun mon ventede på sin plads på første række, eller om hun var gået ud i foyeren. Han tænkte: Begynd nu at trække vejret igen.
Han tænkte på, at tæppet udgjorde en fjerde væg og forvandlede scenen til et værelse, omend et værelse uden loft, der åbnede sig opad mod og kringlede gange og projektører, en sjæl let kunne smutte forbi uden at blive opdaget. Sikke en latterlig take, tænkte Jeevan for sig selv. Vær nu ikke dum. Men nu følte han en prikken i nakken, en fornemmelse af at blive betragtet oppefra.
”Skal jeg afløse dig lidt?” spurgte Walter. Det gik op for Jeevan, at hjertelægen følte sig tilovers, så han nikkede og fjernede hænderne fra Arthurs brystkasse, og Walter faldt ind i rytmen.
Ikke et rigtigt værelse, tænkte Jeevan nu, da han så sig om på scenen. Det var for midlertidigt med de mange døråbninger, mørke områder mellem kulisserne og det manglende loft. Det mindede mere om en busterminal, tænkte han, en station eller en lufthavn, som alle går hurtigt igennem. Ambulancen var ankommet. Et par reddere kom hen imod dem gennem den absurde, stadig dalende sne, og så var de over den faldne skuespiller som krager.
En mand og en kvinde i mørke uniformer skubbede Jeevan til side, kvinden var så ung, at hun kunne have gået for at være teenager. Jeevan rejste sig op og trådte et par skridt baglæns. Søjlen, Arthur var kollapset op ad, føltes glatslebet under hans fingerspidser, træ, der var malet, så det lignede sten.
Der var scenearbejdere overalt, skuespillere, navnløse teaterteknikere med clipboards. ”Er der da for helvede ingen, der kan standse sneen?” hørte Jeevan en af dem sige. Regan og Cordelia stod med hinanden i hånden og græd henne ved scenetæppet. Edgar sad i skrædderstilling på gulvet tæt ved med en hånd for munden. Goneril talte lavt ind i sin mobiltelefon. De kunstige øjenvipper kastede skygger over hendes øjne.
Ingen tog notits af Jeevan, og det gik op for ham, at hans rolle i forestillingen var slut. Det så ikke ud til, at redderne havde heldet med sig. Han fik lyst til at finde Laura. Hun ventede sikkert på ham i foyeren og var oprevet. Hun ville måske synes – det var en fjern tanke, som han dog tænkte til ende – at han havde handlet beundringsværdigt.
Endelig lykkedes det nogen at slukke for sneen, og de sidste halv- gennemsigtige fnug kom dalende. Jeevan kiggede sig om efter den letteste måde at komme ned fra scenen på, da han hørte gråd, og et barn, han havde lagt mærke til tidligere, en lille skuespillerinde, knælede på scenen ved krydsfinersøjlen til venstre for ham. Jeevan havde set stykket fire gange før, men ikke hvor der havde medvirket børn, og han havde tænkt, at det var et innovativt tiltag. Pigen var syv eller otte. Hun tørrede flere gange sine øjne, så der kom striber af makeup både omkring hendes øjne og på hånden.
”Væk,” sagde en af redderne, og den anden trådte et skridt tilbage, mens han gav den livløse krop stød med hjertestarteren.
”Hej,” sagde Jeevan til pigen. Han satte sig på hug foran hende. Hvorfor sørgede ingen for, at hun blev fulgt ud? Hun kiggede på redderne. Han havde ingen erfaring med børn, skønt han altid havde ønsket sig et eller to børn, så han vidste ikke rigtig, hvordan man skulle tale til et barn.
”Væk,” sagde redderen igen.
”Du skal ikke kigge på det,” sagde Jeevan.
”Han er ved at dø, ikke?” Hun trak vejret i korte hulk.
”Det ved jeg ikke.” Han ville gerne sige noget beroligende, men han måtte indrømme, at det ikke så lovende ud. Arthur lå ubevægelig på scenen efter to stød med hjertestarteren. Walter holdt om hans håndled og stirrede udtryksløst frem for sig, mens han ventede på en puls. ”Hvad hedder du?”
”Kirsten,” sagde pigen. ”Jeg hedder Kirsten Raymonde.” Makeuppen gjorde ham befippet.
”Kirsten,” sagde Jeevan, ”hvor er din mor?”
”Hun henter mig først klokken 23.”
”Erklær ham død,” sagde redderen.
”Hvem passer dig, mens du er her?”
”Tanya er kvægdriver.” Pigen kiggede stadig på Arthur. Jeevan stillede sig foran hende.
”Klokken er 21.14,” sagde Walter Jacobi.
”Kvægdriver?” spurgte Jeevan.
”Det kalder de hende,” sagde hun. ”Hun passer mig, mens jeg er her.” En mand i jakkesæt var kommet frem på scenen og indledte en intens samtale med redderne, som var ved at spænde Arthur fast på en båre. En af dem trak på skuldrene, trak tæppet til side og satte en iltmaske over Arthurs ansigt. Jeevan forstod, at det var af hensyn til Arthurs familie, så de ikke skulle modtage beskeden om hans død i de sene nyheder. Han fandt omtanken rørende.
Jeevan rejste sig op og rakte hånden frem. ”Kom,” sagde han, ”lad os finde Tanya. Hun leder sikkert efter dig.”
Det var tvivlsomt. Hvis Tanya ledte efter pigen, ville hun have fundet hende nu. Han førte den lille pige ud bag scenen, men manden i jakkesættet var forsvundet. Bag scenen var alt kaos, høje lyde og tumult, råb om at give plads, så Arthurs procession kunne passere med Walter ved siden af båren. Følget forsvandt ned ad gangen med retning mod sceneudgangen, og tumulten tog til, alle græd eller talte i mobiltelefon eller stod tæt sammen i små grupper og fortalte hinanden, hvad der var sket, igen og igen – ”Jeg kiggede derhen, idet han faldt” – eller bjæffede ordrer eller ignorerede ordrer fra andre.
”Sikke mange mennesker,” sagde Jeevan. Han var ikke særlig glad for mange mennesker på ét sted. ”Kan du se Tanya?”
”Nej, jeg kan ikke se hende nogen steder.”
”Måske skal vi blive stående og lade hende finde os,” sagde Jeevan. Han havde engang læst, at det er sådan, man bør forholde sig, hvis man farer vild i en skov. Der stod nogle stole langs væggen, og han satte sig på en af dem. Herfra kunne han se den uudsmykkede bagside af krydsfinerkulisserne. En teatertekniker var ved at feje sneen sammen.
”Bliver Arthur rask igen?” Kirsten var klatret op på en stol ved siden af ham og knugede om sit kjoleskørt med begge hænder.
”Lige før,” sagde Jeevan, ”lavede han det, han holdt allermest af.” Det havde han fra et interview med Arthur i ’The Globe and Mail’, han havde læst en måned tidligere – ”Jeg har ventet hele mit liv på at blive gammel nok til at spille Lear, og jeg elsker at være på scenen, det er så umiddelbart …” – men nu klang ordene hult. Arthur var først og fremmest filmskuespiller, og hvem i Hollywood længes efter at blive ældre?
Kirsten tav stille.
”Det, jeg mener, er, at hvis det sidste, han lavede, var at spille skuespil,” sagde Jeevan, ”så var det sidste, han lavede, noget, der gjorde ham lykkelig.”
”Var det det sidste, han lavede?
”Det tror jeg. Desværre.”
Sneen lå i en glitrende bunke bag scenen nu, et lille bjerg.
”Det er også det, jeg holder allermest af,” sagde Kirsten efter et lille stykke tid. ”Hvad?”
”At spille skuespil,” sagde hun, og i det samme trådte en ung kvinde med forgrædt ansigt hen foran dem med armene strakt frem. Kvinden tog ingen notits af Jeevan, da hun tog Kirstens hånd. Kirsten så sig en enkelt gang tilbage over skulderen, og så var hun væk.
Jeevan rejste sig og gik ud på scenen. Ingen standsede ham. Han forventede halvt om halvt at se Laura vente der, hvor han havde efterladt hende på første række midtfor – hvor lang tid var der egentlig gået? – men da han fandt ud på den anden side af velourtæppet, var publikum væk, og nogle kontrollører gik og fejede og samlede efterladte programmer op mellem rækkerne.
Et glemt tørklæde lå hen over en stoleryg. Han gik ud i den ekstravagante foyer med det røde gulvtæppe og undgik at møde kontrollørernes blikke. I foyeren stod endnu enkelte fra publikum, men ikke Laura. Han ringede til hende, men hun havde slukket sin telefon inden forestillingen og havde åbenbart ikke tændt den igen.
”Laura,” sagde han til hendes telefonsvarer, ”jeg står i foyeren nu. Jeg ved ikke, hvor du er henne.”
I døren ind til dameloungen kaldte han på en servitrice, men hun svarede, at loungen var tom. Han gik en runde i foyeren og derpå hen til garderoben, hvor hans frakke var en af de få, der endnu hang på bøjlerne. Lauras blå frakke var væk.
Sneen faldt ude på Yonge Street. Det forskrækkede Jeevan, da han forlod teatret, fordi det føltes som et ekko af den halvgennemsigtige plasticsne fra scenen, der stadig sad på hans jakke. Fem-seks paparazzi havde stået klar hele aftenen uden for sceneindgangen. Arthur var ikke så berømt, som han havde været, men et billede af ham solgte stadig aviser, især nu hvor han var involveret i en sand gladiatorkamp af en skilsmisse med en model/skuespiller, der havde været ham utro med en instruktør.
Indtil for nylig havde Jeevan selv været paparazzo. Han håbede, han kunne slippe uset forbi sine tidligere kollegaer, men der var tale om mænd, hvis professionelle færdigheder blandt andet bestod i at opdage personer, der forsøgte at slippe uset forbi, og de var straks over ham.
”Du ser godt ud,” sagde en af dem. ”Lækker frakke.” Jeevan havde sin pjækkert på. Den var ikke helt varm nok, men den havde den fordel, at den fik ham til at se anderledes ud end de tidligere kollegaer, der hovedsageligt gik i dynejakker og cowboybukser. ”Hvor har du været?”
”Arbejdet som bartender,” sagde Jeevan. ”Og uddannet mig til ambulanceredder.”
”Redder? Helt ærligt? Vil du leve af at skrabe fulderikker op fra fortovet?”
”Jeg vil gerne lave noget, der gør en forskel.”
”Jaså? Du har siddet i spjældet, ikke? Hvad skete der?” Et par af dem talte i telefon. ”Han er død,” sagde en af dem, der stod tæt ved Jeevan. ”Sneen gør billedet uskarpt, men kig nu på det, jeg sendte til dig. Hans ansigt på det billede, hvor de læsser ham ind i ambulancen.”
”Jeg ved ikke, hvad der skete,” sagde Jeevan. ”Tæppet gik pludselig ned midt i fjerde akt.”
Han havde ikke lyst til at snakke med nogen, måske lige bortset fra Laura, og han havde slet ikke lyst til at snakke med dem. ”Så I ham blive kørt ud til ambulancen?”
”Han blev kørt ud ad sceneindgangen,” sagde en af fotograferne. Han røg en cigaret med hurtige, nervøse bevægelser. ”Der var både ambulance og lægeambulance. Hele baduljen.”
”Hvordan så han ud?”
”Helt ærligt? Stendød.”
”Der er Botox, og så er der Botox,” sagde en anden.
”Kom nogen med en udtalelse?” spurgte Jeevan.
”En fyr i jakkesæt kom ud og snakkede lidt. Udmattelse, sagde han. Og dehydrering, for at det ikke skal være løgn.” Flere af dem grinede. ”Det er altid udmattelse og dehydrering, ikke sandt?”
”Man skulle tro, nogen ville sige det til dem, ikke?” sagde Botox-manden. ”Kunne nogen ikke forbarme sig over de stakkels skuespillere og fortælle dem, at man skal huske at indtage væske og sove med jævne mellemrum.”
”Jeg så mindre end jer,” sagde Jeevan og lod, som om han netop da modtog et vigtigt telefonopkald. Han gik op ad Yonge Street med den kolde telefon presset ind mod øret. Et stykke oppe ad vejen stillede han sig ind i en port og ringede til Laura. Hendes telefon var stadig slukket.
Hvis han ringede efter en taxa, kunne han være hjemme på en halv time, men han kunne godt lide at være ude i den klare luft, hvor der ikke var andre. Sneen faldt tættere nu. Han fik en stærk følelse af at være i live ledsaget af dårlig samvittighed. Hvor var det uretfærdigt, at hans hjerte bankede perfekt, mens Arthur lå kold og stille et eller andet sted. Han gik mod nord med hænderne dybt begravet i frakkelommerne og sneen i ansigtet.
Jeevan boede i Cabbagetown, nordøst for teatret. Det var en distance, han ofte havde tilbagelagt til fods, da han var i tyverne, uden at tænke over det. Nogle kilometer med de røde sporvogne, der kørte forbi, men det var et godt stykke tid siden, han sidst havde gået turen. Han var i tvivl om, hvorvidt han orkede det nu, men da han drejede til højre ad Carlton Street, følte han, at han kom ind i en god rytme, og snart passerede han det første sporvognsstoppested.
Han nåede til Allan Gardens Park, hvilket var omkring halvvejs, og det var der, han pludselig og fuldstændig uventet blev overvældet af en voldsom lykkefølelse. Arthur døde, sagde han til sig selv. Du kunne ikke redde ham, så der er intet at være lykkelig over. Men det var der, han var helt overstadig, fordi han hele sit liv havde været usikker på, hvilken profession han skulle vælge, og nu vidste han med fuldstændig sikkerhed, at han ville arbejde som redder. I de øjeblikke, hvor andre standsede og stirrede, ville han være den, der trådte til.
Han følte en absurd lyst til at løbe ind i parken. Den så helt fremmed ud på grund af sneen og de dybe skygger. Træerne kastede sorte silhuetter, og drivhusets grønne glastag skinnede, som lå det under vand. Da han var dreng, holdt han af at ligge på ryggen i haven og se sneen dale ned mod ham. Cabbagetown tonede frem et par husblokke længere fremme med Parliament Streets gadelygter dæmpet af sneen. Hans telefon vibrerede i lommen.
Han standsede for at læse beskeden fra Laura: Jeg havde hovedpine, så jeg tog hjem. Kan du købe mælk med hjem?
I det øjeblik sivede al fremdriften ud af ham. Han kunne ikke gå længere. Teaterbilletterne havde været ment som en romantisk gestus, en lad-os-lave-noget-romantisk-sammen-for-vi-skændes-hele- tiden-gave, og så havde hun efterladt ham, mens han gav førstehjælp til en død skuespiller, og var taget hjem, og nu ville hun have, at han skulle købe mælk. Nu hvor Jeevan ikke gik, begyndte han at fryse. Hans tæer var følelsesløse.
Snevejrets magi var forsvundet, og lykkefølelsen var ved at fortage sig. Natten var mørk og fyldt med bevægelser, sneen faldt hurtigt og stille, og de parkerede biler langs gaden svulmede op og fik større, blødere former. Han var bange for, hvad han ville sige, hvis han tog hjem til Laura. Han overvejede at finde et værtshus, men han havde ikke lyst til at snakke med nogen, og han havde faktisk heller ikke lyst til at drikke sig fuld. Han ville bare være alene lidt, mens han besluttede, hvor han skulle gå hen. Han trådte ind i parkens stilhed.
KAPITEL 2
Der var kun få mennesker på Elgin-teatret nu. En kvinde, der vaskede kostumer, og en mand, der strøg andre kostumer. En skuespillerinde, hende, der havde spillet Cordelia, drak tequila bag scenen sammen med en teaterteknikerassistent. En ung medhjælp vaskede scenegulvet, mens han nikkede i takt til musikken på sin iPod. I garderoben forsøgte den kvinde, der skulle tage sig af børneskuespillerne, at trøste den lille pige, der havde været på scenen, da Arthur døde, og som nu hulkede.
Seks andre var blevet hængende og var endt i baren i foyeren, hvor en bartender havde forbarmet sig over dem og var blevet. Scenearbejderen var der, og også Edgar og Gloster, en sminkør, Goneril og en producer, der havde været blandt publikum.
I det øjeblik Jeevan trådte ind i snedriverne i parken, skænkede bartenderen en whisky til Goneril. Samtalen var faldet på advisering af Arthurs pårørende.
”Men havde han familie?” Goneril sad rank på en barstol med røde øjne. Uden makeup var hendes ansigt som marmor med den blegeste og mest perfekte hud, bartenderen nogensinde havde set. Hun så meget mindre ud end på scenen og meget mindre ond. ”Hvem havde han?”
”Han havde en søn,” sagde sminkøren. ”Tyler.”
”Hvor gammel er han?”
”Syv eller otte, måske.” Sminkøren vidste, præcis hvor gammel Arthurs søn var, men ville ikke have, det skulle lyde, som om han læste sladderblade. ”Han bor vistnok sammen med sin mor i Israel. I Jerusalem eller Tel Aviv, tror jeg.” Han vidste, det var Jerusalem.
”Nå ja, den lyshårede skuespillerinde,” sagde Edgar. ”Elizabeth? Eller Elixa? Noget i den stil.”
”Tredje ekskone?” spurgte produceren.
”Jeg tror, hans barns mor var anden ekskone.”
”Stakkels knægt,” sagde produceren. ”Var Arthur nært knyttet til nogen?”
Det affødte en trykket stilhed. Arthur havde haft en affære med den kvinde, der passede børneskuespillerne. Det vidste alle de tilstedeværende, men ingen af dem vidste, om de andre vidste det. Det var Gloster, der sagde kvindens navn.
”Hvor er Tanya?”
”Hvem er Tanya?” spurgte produceren.
”Et af børnene er ikke blevet hentet endnu. Tanya er vist inde i børnenes omklædningsrum.”
Scenearbejderen havde aldrig før set nogen dø. Han havde lyst til en cigaret.
”Hvem er der ellers ud over Tanya, drengen og alle ekskonerne? Er der nogen søskende eller forældre?”
”Hvem er Tanya?” spurgte produceren igen.
”Hvor mange ekskoner er der tale om?” Bartenderen var ved at tørre et glas.
”Han har en bror,” sagde sminkøren, ”men jeg kan ikke huske, hvad han hedder. Jeg kan bare huske, han fortalte, at han havde en lillebror.”
”Der var vist tre eller fire,” sagde Goneril som svar på spørgsmålet om ekskonerne.
”Tre?”
”Tre.” Sminkøren blinkede tårer væk. ”Men jeg ved ikke, om den seneste skilsmisse er gået endeligt igennem.”
”Arthur var altså ikke gift, da han … Han var ikke gift i aften?” Produceren kunne godt selv høre, at det lød tåbeligt, men han vidste ikke, hvordan han ellers skulle formulere det.
Arthur Leander var spadseret ind på teatret for få timer siden, og det var ufatteligt, at han ikke kom igen i morgen.
”Tre skilsmisser,” sagde Gloster. ”Tænk engang.” Han var selv blevet skilt for nylig. Han forsøgte at komme i tanke om det sidste, Arthur havde sagt til ham. Noget med scenografien i anden akt. Han ville ønske, han kunne huske det. ”Har nogen fået besked? Hvem skal vi ringe til?”
”Jeg bør ringe til hans advokat,” sagde produceren.
Svaret var uimodsigeligt, men så deprimerende, at gruppen drak i stilhed i adskillige minutter, inden nogen sagde noget igen.
”Hans advokat,” sagde bartenderen endelig. ”Man dør, og så ringer de til ens advokat.”
”Hvem ellers?” spurgte Goneril. ”Hans agent? Den syvårige søn? Ekskonerne? Tanya?”
”Jeg ved det godt,” sagde bartenderen. ”Det er bare satans …” De sad stille igen. En sagde, at det sneede tæt nu, og det gjorde det, det kunne de se gennem glasdørene i den anden ende af foyeren. Fra baren så sneen næsten abstrakt ud, som en filmoptagelse af dårligt vejr på en øde gade.
”Nå, men skål for Arthur,” sagde bartenderen.
I børnenes garderobe forærede Tanya en brevpresser til Kirsten. ”Her,” sagde hun, idet hun lagde den i Kirstens hænder, ”jeg bliver ved med at prøve at få fat på dine forældre. Prøv at holde op med at græde. Kig på den her fine ting.” Kirsten, der var grådkvalt og stakåndet og fyldte otte et par dage senere, stirrede på genstanden og tænkte, at det var den smukkeste og mest ejendommelige ting, hun nogensinde havde fået. Det var en glaskugle med stormskyer indeni.
I foyeren skålede den lille forsamling. ”Skål for Arthur,” sagde de. De drak lidt endnu, og så gik de ud i sneen og hver til sit.
Af dem, der sad i baren den aften, var det bartenderen, der overlevede længst. Han døde tre uger senere på motorvejen på vej ud af byen.
Emily St. John Mandel: Station elleve
♥️♥️♥️♥️♥️♥️ “Postapokalyptisk pageturner” – Femina
Hvad er værd at bevare, hvis al civilisation kollapser? Og hvor langt er man villig til at gå for at beskytte det?
På en iskold Toronto-aften falder den berømte skuespiller Arthur Leander om på scenen midt i sit livs rolle som Kong Lear. Samme aften rammer en dødbringende virus hele Nordamerika, og verden forandres forevigt.
20 år senere fremfører Kirsten, en ung skuespiller i Den omrejsende Symfoni, Shakespeare for de spredte enklaver, som er skudt op efter den tidligere civilisations kollaps. Men i den forandrede verden trues hendes håb af ydre kræfter.
Hvad mistede vi under kollapset? Næsten alt, næsten alle, men endnu findes skønheden.
Du kan købe Station elleve online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: