Under nålen er fyldt med ærlige portrætter om 150 inspirerende tatoveringer og de 20 kendte danskere, der bærer dem. Kom tæt på den populære tv-vært Petra Nagels tatoveringer i dette uddrag fra bogen.
For et par år siden sad Tue Blædel og Tony Scott i køkkenet og snakkede om, at de godt kunne tænke os at lave en podcastserie med anderledes portrætter af spændende danskere. Men hvordan kunne de møde deres ”ofre” på en ny måde og få andre historier og nye sider frem?
De fleste af os har en håndfuld gode, saftige historier, som vi kun fortæller ærligt i selskab med vores nærmeste og dem, vi virkelig stoler på.
Tatoveringer blev nøglen. Blækket på den nøgne hud. Under blækket fandt de fortællingerne og oplevede, hvordan kendte danskere, der er blevet interviewet tusindvis af gange, pludselig delte hemmeligheder og helt nye sider af sig selv.
De fortællinger er nu blevet til en bog.
Under nålen er en uortodoks portrætbog af de populære radiomakkerpar om tatoveringer og levede liv – fyldt med håndplukkede personlige fortællinger fra 20 kendte danskere, der viser deres tusser frem, og fotograferet af den prisvindende fotograf Jan Grarup.
Nedenfor kan du smuglæse i et uddrag fra Under nålen om tv-vært Petra Nagels tatoveringer.
FØRSTE TATOVERING: Sit eget navn på håndleddet som 19-årig
TATOVERINGER HUN FORTRYDER: 6-7 stykker
NÆSTE TATOVERING: Én dedikeret til kæresten Asbjørn og én dedikeret til sønnen Pelle
FUN FACT: Er engang besvimet midt i at få lavet en tatovering på låret
Jeg gad så godt kunne sige, at alle mine tatoveringer bare er en del af min rejse … Men det ville ikke være ærlig snak. Hvis jeg kunne få fjernet visse af dem med et trylleslag, ville jeg sige ja.
– Petra Nagel i Under nålen
PETRA NAGEL er journalist og tv-vært på TV2. Hun slog sit navn fast med de banebrydende DR3-programmer ”Petra dater hele verden”, ”Petra elsker sig selv” og ”Petra får en baby”. Og først og fremmest slog hun fast, at en tv-kendis kan være hudløst ærlig og åben omkring sin usikkerhed.
Foto: Jan Grarup
PETRA
Jeg var 19 år og havde lige mødt en fyr, som var ekstremt fascinerende, og som havde rigtigt mange tatoveringer. Jeg tænkte: ”Jeg skal have en tatovering, lige nu.” Så kunne jeg vise ham, at jeg da også var typen, der havde en tatovering. Jeg fik min gode gamle ven Mads fra efterskolen, som var graffitimaler, til at lave den. En tatovering med mit navn på håndleddet med graffitiskrift. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor det lige blev mit navn jeg fik tatoveret. Jeg kan huske, at folk sagde sådan noget med: “Er det, så du altid lige kan kigge ned på dit håndled, når du er så fuld, at du har glemt, hvad du hedder?” Men jeg ved faktisk ikke, hvad jeg tænkte på. Og jo mere jeg tænker over det, jo mindre mening giver det egentlig. For jeg har aldrig været specielt begejstret for mit navn.
Når man er barn, vil man altid bare gerne hedde noget almindeligt som Anna, Sofie eller Mette. Det har altid undret mig, hvad mine forældre dog tænkte på. Jeg døjer i forvejen med at have brunt hår, for meget mellemrum mellem tænderne, store krøller og en lidt anden hudfarve end de lyshårede piger fra klassen. Og så gav de mig fandme også navnet Petra! Hvor svært skulle jeg lige have det? Så da jeg var yngre, drømte jeg om at skifte navn til – og hold nu fast – Anemone. Hvilket jo er helt sort, når man gerne vil have et almindeligt navn. Men det syntes jeg alligevel var for fedt et navn.
Foto: Jan Grarup
ANANAS, DIAMANT, STOR BONDEROSE
Jeg gad så godt kunne sige, at alle mine tatoveringer bare er en del af min rejse, og selvom jeg er endt et andet sted i dag, så er de en del af mig, og det har jeg det fint med. Men det ville ikke være ærlig snak. Hvis jeg kunne få fjernet visse af dem med et trylleslag, ville jeg sige ja. For jeg synes bare ikke, de alle sammen passer til mig længere.
Jeg kan også mærke det, når jeg er på arbejde. Jeg har ikke lyst til at have bare arme, når jeg er i fjernsynet. Det er især dem på underarmene jeg godt ville undvære. Og jeg har da overvejet at få dem fjernet. Men problemet er, at der er så mange, og de er ret store, og jeg har mærket, hvordan det føles med sådan en laser, de bruger til at fjerne tatoveringer. Det gør virkelig nas.
På et tidspunkt var jeg i Thailand for at lave noget reality. Det gik lidt galt. Først fik jeg lavet diamanten, og da vi var på Koh Tao, som er den der rigtigt sløje surfer-druk-ø, fik jeg også en ananas. Og den store bonderose, jeg har på samme underarm. Bonderosen dækker over en elefant, som jeg havde fået lavet tidligere af en af mine rigtigt gode venner, som er en sindssygt dygtig tatovør – i dag. Dengang var han i opstarten, og han lavede den her elefant, der holdt en blomst i snablen. Det fungerede ikke rigtigt for mig, selvom elefanten er mit yndlingsdyr, og så kom bonderosen ovenpå.
Ananassen, diamanten og den store rose, som jeg har på oversiden af min underarm, er meget tydelige. Dem er jeg træt af, for de er så iøjnefaldende og så meget et statement, og jeg syntes ikke længere, jeg er den person. Jeg synes ikke, jeg har brug for at vise det på den måde. Dengang, jeg fik dem lavet, tænkte jeg meget på, at de skulle ses. Sådan har jeg det ikke i dag. Men det har taget mig virkelig lang tid at finde ud, og det er faktisk først for nylig, jeg er blevet klar over, hvem jeg er.
Da jeg var omkring 30, faldt meget på plads omkring min egen person. Jeg havde en værts-coach på det tidspunkt. Der var blevet lavet en brugerundersøgelse af mig som tv-vært, hvor de var nået frem til, at jeg var meget friskfyragtig og prøvede at være sjov hele tiden.
Coachen rådede mig til at skrælle det lag af og ikke prøve at være alt mulig andet, og det hjalp mig virkelig meget. Så noget af det tv, jeg har lavet, og som har handlet meget om mig selv, har hjulpet. For på tv er jeg nødt til at være mig selv og ikke en eller anden type, jeg har set på Instagram og synes er sej. Og altså – nu er jeg der, hvor Asbjørn og jeg har købt en stationcar. Jeg elsker det. Det er bare for at sige, at det er dejligt at kunne træffe nogle valg for mig selv og for familien og ikke for, at jeg selv skal være sej.
PISTOL MED EMIL PÅ BANNER
Foto: Jan Grarup
Jeg har et tæt forhold til min bror. Og derfor fik jeg lavet en tatovering til ham og mig på indersiden af min overarm. Det er en pistol med blomster rundt om og så et banner, hvor der står Emil, der bliver skudt ud af pistolen. Han har fået lavet den samme på sin arm bare med mit navn i stedet for, selvfølgelig. Jeg syntes, motivet var flot dengang, og jeg ville gerne have noget med Emil på, for før min søn, Pelle, var han den vigtigste fyr i mit liv. Og min søn hedder også Pelle Emil, fordi han kom ud på Emils fødselsdag.
Emil og jeg har altid været enige om, at vores forældre har været lidt nogle fjolser en gang imellem, så det har vi teamet op omkring. Men der er seks år imellem os, så det tog nogle år, før vi sådan blev homies. Men da han var 12-13 år, og jeg var 17, havde vi brug for at have hinanden.
Nu har Emil også et barn, så vi har hver vores familie i dag. Men han ringer stadig tre gange om dagen, hver dag. Emil er lidt ligesom min far, som lider af den forstyrrelse, at der skal tales i telefon, hver gang der køres i bil. Så taler vi om alt muligt. Blandt andet ting, der er så kedelige, at jeg tænker: ”Skal jeg sige det til Asbjørn?” Hvorefter jeg tænker: ”Nej, det kan mig og Emil tale om.” Og sådan tror jeg også, Emil har det med det. En dag ringede han for eksempel om en mobiltelefonholder til bilen. Vi havde fået ny stationcar og manglede sådan en, og jeg havde spurgte Emil, om han havde en liggende. Nu havde han set på nettet, hvad det var for en, der var den bedste. Sådan noget kan vi snakke om i telefonen, storesøster og lillebror.
Men vi bruger også hinanden til at tale om kærestesorger og de store ting i livet. Der var en periode i mine 20’ere, hvor jeg klart var lillesøsteren, og han blev storebroren. For der drak jeg mig altid fuld i weekenderne, og så kom Emil hjem til mig om søndagen med rygsækken fuld af indkøb, og så lavede han mad til os og hjalp mig ovenpå. Alle kender nok godt det der med, når man skammer sig rigtigt meget om søndagen. Man har været lidt for fuld og sådan. Der kom Emil altid og hjalp mig. Og sådan er det stadigvæk. Emil har købt et hus, ordner have og alt det der. Hvis jeg siger, han er meget mere voksen end mig, så tror jeg godt, I ved, hvad jeg mener. Han har bare styr på sit shit. Og hvad han gerne vil.
SVALE MED BÅND, BANAN
Foto: Jan Grarup
Jeg blev kæreste med fyren, jeg gerne ville imponere med min første tatovering. Så måske virkede det lidt. Og mens vi var kærester, fik vi lavet nogle tatoveringer sammen. Åh gud, hvor var det ungt gjort! En af dem var i sailor-stil på armen, hvor jeg fik en svale med et bånd ved. Han fik det samme motiv i nogle andre farver. Samme dag fik vi lavet en banan på fingeren som sådan en slags forlovelsesring. Ikke som om at vi skulle giftes, men mere for at vi var et team – os to skøre bananer. Det lyder jo helt fucked, når jeg siger det nu, og det er også en af de tatoveringer, jeg fortryder. Ikke svalen, den er fin nok, men den banan på fingeren, den er så dum. Og så var fyren i øvrigt en kæmpe klovn, han var mig utro, så jeg gik fra ham.
Foto: Jan Grarup
Bagefter var der et eller andet i mig, der sagde, at den banan ikke skulle være det eneste, jeg havde tatoveret på fingrene. Som sådan et du-skal-fandme-ikke-være-en-klovn-over-for-mig-statement fik jeg derfor lavet en vandmelon på den anden finger. Og nej, det giver heller ikke mening for mig. Når jeg i dag har min rigtige forlovelsesring på, så sidder den oven på bananen. Jeg er helt med på det der med, at tatoveringer også godt må minde en om ens dumme fortid, men det har jeg masser på resten af kroppen til at minde mig om. Så lige bananen gad jeg faktisk godt at få fjernet.
MEXICANSK DØDSMASKE
Da jeg var 28, fik jeg lavet en mexicansk dødsmaske nede på lårbassen. Jeg havde set den et sted og syntes, det var et flot motiv. Jeg er ikke en af dem, der tænker så meget over mine tatoveringer. Men jeg har en god lårbasse, og den kunne godt trække et stort motiv, tænkte jeg, og derfor blev den så stor. Den blev lavet hos Thank You Tattoo på Oehlenschlægersgade, hvor jeg har fået lavet mange af mine tatoveringer.
Da jeg fik den lavet, besvimede jeg faktisk, så tatovøren måtte ud efter en cola til mig. Når man bliver tatoveret, skal man helst være frisk, og det er lang tid, det gør ondt, og kroppen bruger meget energi på det. Jeg har faktisk et billede fra den dag, hvor jeg ligger på gulvet og rækker fuck op til ham tatovøren. Åh gud, hvem fanden rækker også fuck til sin tatovør? Jeg kan også huske, at jeg havde været inde i byen og købe en lille pilotjakke og et par ”cat-eye”-solbriller, så jeg følte mig pænt smart. Men den coolness forsvandt hurtigt, da jeg besvimede.
Da jeg gik hjem om aftenen, var jeg alene, og jeg kan huske, at jeg ligesom så mange gange før kom i tvivl om, om det nu var det rigtige for mig med den tatovering. Jeg var single i den periode og ville virkelig gerne have en kæreste. Og så var det altså heller ikke en særlig fed følelse at være gået alene ind for at få en tatovering og besvime undervejs, uden at der var nogen, der kunne tage sig af mig bagefter, heller ikke når jeg kom hjem. Men sådan var det, og når jeg tænker tilbage, har jeg ret tit været alene om at få mine tatoveringer.
Jeg har heller ikke tænkt længe over dem. Når jeg fandt på noget, jeg godt ville have, bestilte jeg bare en tid hos tatovøren, hvis jeg havde penge nok på kontoen. Gad sgu godt, at jeg kunne rejse tilbage i tiden og tage en snak med mig selv og berolige mig selv lidt. Sige: ”Det skal nok gå, du skal nok få et godt liv og en sød kæreste, og du skal også nok lære at leve med din krop”.
Foto: Jan Grarup
”GENIALT” FJERNSYN
Fjernsynet på min arm fik jeg lavet sammen med min ven Kristian, min bedste ven. Når vi hang ud, så vi meget fjernsyn, og jeg arbejdede med fjernsyn, og så fik vi hinandens forbogstaver i et hjerte inde i fjernsynet. Og så står der ”genialt” nedenunder, for det var dengang, man sagde genialt hele tiden. Ligesom at der efterfølgende kom en periode, hvor man sagde ”legendarisk”.
Se resten af Petra Nagels tatoveringer – og hør om 19 andre kendte danskeres tatoveringer:
Under nålen
Under nålen viser på ærlig og uortodoks vis hele 150 inspirerende tatoveringer båret af 20 kendte danskere.
Det er en bog fyldt med blæk på nøgen hud og fotos af farvestrålende, fascinerende og falmede tusser. Men det er også portrætter om det levede liv, der ligger bag tusserne – fortællinger om stor kærlighed, sorg, glæde, eventyr, ungdommens galskab – og ikke mindst fuldskab.
Under nålen er fortalt til Tue Blædel og Tony Scott og illustreret med fotos taget af den kendte danske krigsfotograf og forfatter Jan Grarup.
Under nålen er fyldt med ærlige portrætter om 150 inspirerende tatoveringer og de 20 kendte danskere, der bærer dem. Kom tæt på den populære tv-vært Petra Nagels tatoveringer i dette uddrag fra bogen.
For et par år siden sad Tue Blædel og Tony Scott i køkkenet og snakkede om, at de godt kunne tænke os at lave en podcastserie med anderledes portrætter af spændende danskere. Men hvordan kunne de møde deres ”ofre” på en ny måde og få andre historier og nye sider frem?
Tatoveringer blev nøglen. Blækket på den nøgne hud. Under blækket fandt de fortællingerne og oplevede, hvordan kendte danskere, der er blevet interviewet tusindvis af gange, pludselig delte hemmeligheder og helt nye sider af sig selv.
De fortællinger er nu blevet til en bog.
Under nålen er en uortodoks portrætbog af de populære radiomakkerpar om tatoveringer og levede liv – fyldt med håndplukkede personlige fortællinger fra 20 kendte danskere, der viser deres tusser frem, og fotograferet af den prisvindende fotograf Jan Grarup.
Nedenfor kan du smuglæse i et uddrag fra Under nålen om tv-vært Petra Nagels tatoveringer.
Du kan købe Under nålen online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel fra d. 16. november
Tony Scott & Tue Blædel
Under nålen
Fotografier af
Jan Grarup
PETRA
FØDT:
1984
FØRSTE TATOVERING:
Sit eget navn på håndleddet som 19-årig
TATOVERINGER HUN FORTRYDER: 6-7 stykker
NÆSTE TATOVERING:
Én dedikeret til kæresten Asbjørn og én dedikeret til sønnen Pelle
FUN FACT:
Er engang besvimet midt i at få lavet en tatovering på låret
PETRA NAGEL er journalist og tv-vært på TV2. Hun slog sit navn fast med de banebrydende DR3-programmer ”Petra dater hele verden”, ”Petra elsker sig selv” og ”Petra får en baby”. Og først og fremmest slog hun fast, at en tv-kendis kan være hudløst ærlig og åben omkring sin usikkerhed.
PETRA
Jeg var 19 år og havde lige mødt en fyr, som var ekstremt fascinerende, og som havde rigtigt mange tatoveringer. Jeg tænkte: ”Jeg skal have en tatovering, lige nu.” Så kunne jeg vise ham, at jeg da også var typen, der havde en tatovering. Jeg fik min gode gamle ven Mads fra efterskolen, som var graffitimaler, til at lave den. En tatovering med mit navn på håndleddet med graffitiskrift. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor det lige blev mit navn jeg fik tatoveret. Jeg kan huske, at folk sagde sådan noget med: “Er det, så du altid lige kan kigge ned på dit håndled, når du er så fuld, at du har glemt, hvad du hedder?” Men jeg ved faktisk ikke, hvad jeg tænkte på. Og jo mere jeg tænker over det, jo mindre mening giver det egentlig. For jeg har aldrig været specielt begejstret for mit navn.
Når man er barn, vil man altid bare gerne hedde noget almindeligt som Anna, Sofie eller Mette. Det har altid undret mig, hvad mine forældre dog tænkte på. Jeg døjer i forvejen med at have brunt hår, for meget mellemrum mellem tænderne, store krøller og en lidt anden hudfarve end de lyshårede piger fra klassen. Og så gav de mig fandme også navnet Petra! Hvor svært skulle jeg lige have det? Så da jeg var yngre, drømte jeg om at skifte navn til – og hold nu fast – Anemone. Hvilket jo er helt sort, når man gerne vil have et almindeligt navn. Men det syntes jeg alligevel var for fedt et navn.
ANANAS, DIAMANT, STOR BONDEROSE
Jeg gad så godt kunne sige, at alle mine tatoveringer bare er en del af min rejse, og selvom jeg er endt et andet sted i dag, så er de en del af mig, og det har jeg det fint med. Men det ville ikke være ærlig snak. Hvis jeg kunne få fjernet visse af dem med et trylleslag, ville jeg sige ja. For jeg synes bare ikke, de alle sammen passer til mig længere.
Jeg kan også mærke det, når jeg er på arbejde. Jeg har ikke lyst til at have bare arme, når jeg er i fjernsynet. Det er især dem på underarmene jeg godt ville undvære. Og jeg har da overvejet at få dem fjernet. Men problemet er, at der er så mange, og de er ret store, og jeg har mærket, hvordan det føles med sådan en laser, de bruger til at fjerne tatoveringer. Det gør virkelig nas.
På et tidspunkt var jeg i Thailand for at lave noget reality. Det gik lidt galt. Først fik jeg lavet diamanten, og da vi var på Koh Tao, som er den der rigtigt sløje surfer-druk-ø, fik jeg også en ananas. Og den store bonderose, jeg har på samme underarm. Bonderosen dækker over en elefant, som jeg havde fået lavet tidligere af en af mine rigtigt gode venner, som er en sindssygt dygtig tatovør – i dag. Dengang var han i opstarten, og han lavede den her elefant, der holdt en blomst i snablen. Det fungerede ikke rigtigt for mig, selvom elefanten er mit yndlingsdyr, og så kom bonderosen ovenpå.
Ananassen, diamanten og den store rose, som jeg har på oversiden af min underarm, er meget tydelige. Dem er jeg træt af, for de er så iøjnefaldende og så meget et statement, og jeg syntes ikke længere, jeg er den person. Jeg synes ikke, jeg har brug for at vise det på den måde. Dengang, jeg fik dem lavet, tænkte jeg meget på, at de skulle ses. Sådan har jeg det ikke i dag. Men det har taget mig virkelig lang tid at finde ud, og det er faktisk først for nylig, jeg er blevet klar over, hvem jeg er.
Da jeg var omkring 30, faldt meget på plads omkring min egen person. Jeg havde en værts-coach på det tidspunkt. Der var blevet lavet en brugerundersøgelse af mig som tv-vært, hvor de var nået frem til, at jeg var meget friskfyragtig og prøvede at være sjov hele tiden.
Coachen rådede mig til at skrælle det lag af og ikke prøve at være alt mulig andet, og det hjalp mig virkelig meget. Så noget af det tv, jeg har lavet, og som har handlet meget om mig selv, har hjulpet. For på tv er jeg nødt til at være mig selv og ikke en eller anden type, jeg har set på Instagram og synes er sej. Og altså – nu er jeg der, hvor Asbjørn og jeg har købt en stationcar. Jeg elsker det. Det er bare for at sige, at det er dejligt at kunne træffe nogle valg for mig selv og for familien og ikke for, at jeg selv skal være sej.
PISTOL MED EMIL PÅ BANNER
Jeg har et tæt forhold til min bror. Og derfor fik jeg lavet en tatovering til ham og mig på indersiden af min overarm. Det er en pistol med blomster rundt om og så et banner, hvor der står Emil, der bliver skudt ud af pistolen. Han har fået lavet den samme på sin arm bare med mit navn i stedet for, selvfølgelig. Jeg syntes, motivet var flot dengang, og jeg ville gerne have noget med Emil på, for før min søn, Pelle, var han den vigtigste fyr i mit liv. Og min søn hedder også Pelle Emil, fordi han kom ud på Emils fødselsdag.
Emil og jeg har altid været enige om, at vores forældre har været lidt nogle fjolser en gang imellem, så det har vi teamet op omkring. Men der er seks år imellem os, så det tog nogle år, før vi sådan blev homies. Men da han var 12-13 år, og jeg var 17, havde vi brug for at have hinanden.
Nu har Emil også et barn, så vi har hver vores familie i dag. Men han ringer stadig tre gange om dagen, hver dag. Emil er lidt ligesom min far, som lider af den forstyrrelse, at der skal tales i telefon, hver gang der køres i bil. Så taler vi om alt muligt. Blandt andet ting, der er så kedelige, at jeg tænker: ”Skal jeg sige det til Asbjørn?” Hvorefter jeg tænker: ”Nej, det kan mig og Emil tale om.” Og sådan tror jeg også, Emil har det med det. En dag ringede han for eksempel om en mobiltelefonholder til bilen. Vi havde fået ny stationcar og manglede sådan en, og jeg havde spurgte Emil, om han havde en liggende. Nu havde han set på nettet, hvad det var for en, der var den bedste. Sådan noget kan vi snakke om i telefonen, storesøster og lillebror.
Men vi bruger også hinanden til at tale om kærestesorger og de store ting i livet. Der var en periode i mine 20’ere, hvor jeg klart var lillesøsteren, og han blev storebroren. For der drak jeg mig altid fuld i weekenderne, og så kom Emil hjem til mig om søndagen med rygsækken fuld af indkøb, og så lavede han mad til os og hjalp mig ovenpå. Alle kender nok godt det der med, når man skammer sig rigtigt meget om søndagen. Man har været lidt for fuld og sådan. Der kom Emil altid og hjalp mig. Og sådan er det stadigvæk. Emil har købt et hus, ordner have og alt det der. Hvis jeg siger, han er meget mere voksen end mig, så tror jeg godt, I ved, hvad jeg mener. Han har bare styr på sit shit. Og hvad han gerne vil.
SVALE MED BÅND, BANAN
Jeg blev kæreste med fyren, jeg gerne ville imponere med min første tatovering. Så måske virkede det lidt. Og mens vi var kærester, fik vi lavet nogle tatoveringer sammen. Åh gud, hvor var det ungt gjort! En af dem var i sailor-stil på armen, hvor jeg fik en svale med et bånd ved. Han fik det samme motiv i nogle andre farver. Samme dag fik vi lavet en banan på fingeren som sådan en slags forlovelsesring. Ikke som om at vi skulle giftes, men mere for at vi var et team – os to skøre bananer. Det lyder jo helt fucked, når jeg siger det nu, og det er også en af de tatoveringer, jeg fortryder. Ikke svalen, den er fin nok, men den banan på fingeren, den er så dum. Og så var fyren i øvrigt en kæmpe klovn, han var mig utro, så jeg gik fra ham.
Bagefter var der et eller andet i mig, der sagde, at den banan ikke skulle være det eneste, jeg havde tatoveret på fingrene. Som sådan et du-skal-fandme-ikke-være-en-klovn-over-for-mig-statement fik jeg derfor lavet en vandmelon på den anden finger. Og nej, det giver heller ikke mening for mig. Når jeg i dag har min rigtige forlovelsesring på, så sidder den oven på bananen. Jeg er helt med på det der med, at tatoveringer også godt må minde en om ens dumme fortid, men det har jeg masser på resten af kroppen til at minde mig om. Så lige bananen gad jeg faktisk godt at få fjernet.
MEXICANSK DØDSMASKE
Da jeg var 28, fik jeg lavet en mexicansk dødsmaske nede på lårbassen. Jeg havde set den et sted og syntes, det var et flot motiv. Jeg er ikke en af dem, der tænker så meget over mine tatoveringer. Men jeg har en god lårbasse, og den kunne godt trække et stort motiv, tænkte jeg, og derfor blev den så stor. Den blev lavet hos Thank You Tattoo på Oehlenschlægersgade, hvor jeg har fået lavet mange af mine tatoveringer.
Da jeg fik den lavet, besvimede jeg faktisk, så tatovøren måtte ud efter en cola til mig. Når man bliver tatoveret, skal man helst være frisk, og det er lang tid, det gør ondt, og kroppen bruger meget energi på det. Jeg har faktisk et billede fra den dag, hvor jeg ligger på gulvet og rækker fuck op til ham tatovøren. Åh gud, hvem fanden rækker også fuck til sin tatovør? Jeg kan også huske, at jeg havde været inde i byen og købe en lille pilotjakke og et par ”cat-eye”-solbriller, så jeg følte mig pænt smart. Men den coolness forsvandt hurtigt, da jeg besvimede.
Da jeg gik hjem om aftenen, var jeg alene, og jeg kan huske, at jeg ligesom så mange gange før kom i tvivl om, om det nu var det rigtige for mig med den tatovering. Jeg var single i den periode og ville virkelig gerne have en kæreste. Og så var det altså heller ikke en særlig fed følelse at være gået alene ind for at få en tatovering og besvime undervejs, uden at der var nogen, der kunne tage sig af mig bagefter, heller ikke når jeg kom hjem. Men sådan var det, og når jeg tænker tilbage, har jeg ret tit været alene om at få mine tatoveringer.
Jeg har heller ikke tænkt længe over dem. Når jeg fandt på noget, jeg godt ville have, bestilte jeg bare en tid hos tatovøren, hvis jeg havde penge nok på kontoen. Gad sgu godt, at jeg kunne rejse tilbage i tiden og tage en snak med mig selv og berolige mig selv lidt. Sige: ”Det skal nok gå, du skal nok få et godt liv og en sød kæreste, og du skal også nok lære at leve med din krop”.
”GENIALT” FJERNSYN
Fjernsynet på min arm fik jeg lavet sammen med min ven Kristian, min bedste ven. Når vi hang ud, så vi meget fjernsyn, og jeg arbejdede med fjernsyn, og så fik vi hinandens forbogstaver i et hjerte inde i fjernsynet. Og så står der ”genialt” nedenunder, for det var dengang, man sagde genialt hele tiden. Ligesom at der efterfølgende kom en periode, hvor man sagde ”legendarisk”.
Se resten af Petra Nagels tatoveringer – og hør om 19 andre kendte danskeres tatoveringer:
Under nålen
Under nålen viser på ærlig og uortodoks vis hele 150 inspirerende tatoveringer båret af 20 kendte danskere.
Det er en bog fyldt med blæk på nøgen hud og fotos af farvestrålende, fascinerende og falmede tusser. Men det er også portrætter om det levede liv, der ligger bag tusserne – fortællinger om stor kærlighed, sorg, glæde, eventyr, ungdommens galskab – og ikke mindst fuldskab.
Under nålen er fortalt til Tue Blædel og Tony Scott og illustreret med fotos taget af den kendte danske krigsfotograf og forfatter Jan Grarup.
Du kan købe Under nålen online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
LÆS OGSÅ: 10 helt nye bøger
Andre læste også: