Læseprøve og uddrag Skønlitteratur

Hella Joof hylder hverdagens helte i ny bog med opløftende historier om taknemmelighed

Hjemmehjælperen Ramona

Hella Joofs møder med ekstraordinære personer har ført til bogen Hjemmehjælperen Ramona og andre englelige væsener og væsentlige engle.



Hella Joof har igennem sit liv mødt ikke så få mennesker, som er generøse, kærlige, uselviske og storsindede – ofte på trods af egen modgang.

Møderne har inspireret den kendte forfatter, skuespiller og instruktør til historierne i Hjemmehjælperen Ramona og andre englelige væsener og væsentlige engle, der tilsammen bliver en optimistisk fortælling om livet, og alle de gode personer, man kan møde på sin vej.

LÆS OGSÅ: Hella Joof: Ingen vågner om morgenen og tænker, at i dag vil jeg være et kæmpe røvhul

For der findes nemlig engle i denne verden. Du ved det måske ikke, men de gemmer sig alle mulige steder. I folkeskoler, hjemmeplejen, på biblioteker og måske endda i din vaskekælder. Og du har helt bestemt også mødt en!

Læs herunder et uddrag af bogen.

Køb Hjemmehjælperen Ramona og andre englelige væsener og væsentlige engle online, eller i din lokale bogforhandler fra d. 5 november.




Hella Joof

Hjemmehjælperen Ramona og andre englelige væsener og væsentlige engle



Forord

Ramona, Pejse-Carsten, parkeringsenglen Vagn og de andre er alle sammen nogle, jeg har mødt eller ville ønske, jeg havde mødt. Det er dem, der gør en forskel i nødens stund. Dem, som rækker ud og giver en helt uselvisk hånd med uden tanke på, hvad der er i det for dem. Sådan nogle er der ikke mange af, tænker du, og dog. Det er efterhånden gået op for mig, at der er flere, end man lige tror.

Måske var det en af dem, Eden Ahbez tænkte på, da han skrev ordene, som blev udødeliggjort af fløjlsstemmen Nat King Cole i sangen Nature Boy:

A little shy and sad of eye but very wise was he.

De gemmer sig alle mulige steder. I folkeskoler, i hjemmeplejen, på biblioteker og på Værnedamsvej, og de er kende- tegnet ved et udvidet sanseapparat, kropslige særtegn, et ofte undseeligt, men vindende væsen, og det at man går styrket fra mødet med dem. Måske er man selv blevet en smule rankere, gladere og venligere stemt over for det, vi har valgt at kalde verden, og som ikke er et sted for de sarte og særligt sensitive.

Verden er et hårdt sted, men heldigvis også et sted med mulighed for forvandling. Og tænk sig, hvilket mirakel: Man- ge af dem, der har fået de største knubs på livets landevej, transcenderer smerten og forvandler den til engleværdighed.

Så det skal nok gå det hele.

Kærligst Hella



Hjemmehjælperen Ramona

Nu skal jeg fortælle dig noget, som jeg har holdt for mig selv i næsten femogtyve år. Jeg var ellers ikke særlig god til at holde på hemmeligheder i mine unge dage. Jeg syntes, det var kedeligt, når man hørte en rigtig god en, at man så ikke måtte fortælle den til nogen. Så gik den jo bare til spilde. Måske var det derfor, der heller ikke var særlig mange, der fortalte mig noget, som ikke måtte komme videre. Hvem ved? Men den hemmelighed, jeg her vil fortælle, var jeg nødt til at holde på, for det havde med beskyttelse af en højt elsket at gøre, og så er det jo en anden sag.

Hvorfor fortæller jeg den så nu? spørger du lige om lidt, og det kan jeg godt forklare dig. Det er, fordi jeg netop har set den person, som hemmeligheden omhandler. Og jeg kunne se på hendes fødder eller rettere hendes ankler, at hun havde det godt og havde fundet ro ved, hvem hun var, uden at skamme eller skjule sig, og at hun ikke længere var bange for at blive afsløret. Hun stod tæt sammen med en mand, der holdt om hende og så på hende med et bestemt kærlighedsblik, som nogle gode mænd ser på nogle heldige damer med. Måske er der af og til en, som ser på dig med sådan et blik. Fuld af varme og kærlighed og stolthed. Hvis der er, så kan du sagtens være glad. Husk at sige tak. For så er du en af de heldige. Det skal du skønne på hver eneste dag.

Nå, nu kom jeg på vildspor. Det bliver et tilbagevendende tema, det med vildspor, det hænger sammen med, at jeg har en af de hjerner, hvor alle skufferne står åbne det meste af tiden. Og skabene. Det ligner rod og er det måske også, men det har også sine fordele. Mere om det senere. Tilbage på sporet. Du vil selvfølgelig hellere høre om hende med hemmeligheden og vide, hvad det er for noget med hendes ankler.

For at forklare det ordentligt er vi nødt til at begynde med begyndelsen.

For omtrent femogtyve år siden boede jeg på noget, der hedder Bramslykkevej ude i den bydel, der hedder Valby. Nu er den efterhånden blevet mondæn, men dengang var det der, man boede, hvis man enten var født i Valby eller ikke havde været heldig at få fingrene i en lejlighed i indre by. Nedenunder mig boede der en ældgammel dame, som hed fru Albeck. Jeg tror, hun var næsten hundrede år, men hun var altid fin i tøjet og havde læbestift på både læber og tænder, og øjenbrynene havde hun tegnet op med en mørkebrun stift, og de sad næsten lige højt. Når jeg mødte hende på trappen, hilste vi altid pænt på hinanden, og jeg sagde:

– Goddag, fru Albeck, og hun sagde:
– Hvem er det?
Så stak jeg hovedet helt hen til hendes ansigt, så hun kunne

kende mig, for når man er så gammel, som hun var, kan det godt være svært at skelne ansigter fra hinanden, hvis de er længere end en meter væk. Nogle gange, hvis jeg skulle ned og handle, ringede jeg på hos fru Albeck og spurgte, om jeg skulle tage noget med op. En halv liter mælk eller et formbrød? Men fru Albeck sagde altid:

– Nej, det skal du ikke tænke på, min søde pige, det ordner hjemmehjælperen.

Der skete noget særligt med hendes stemme, når hun sagde ordet hjemmehjælperen. Den blev blød og melodisk, og hendes øjne lyste med en helt særlig glans. Det tænkte jeg jo ikke videre over, jeg syntes bare, det var dejligt, at fru Albeck var glad for den hjælp, hun fik fra kommunen. Man hørte jo så meget dengang. Det gør man stadig.

Men en dag, da jeg var på vej op ad trappen, så jeg en ung kvinde, som kom baksende ud fra fru Albecks lejlighed med en sort sæk med skrald. Den så ret tung ud, og hun var lille og spinkel, og jeg skulle lige til at spørge, om jeg skulle give en hånd med, men efter hun havde råbt farvel til fru Albeck og lukket døren efter sig, svingede hun bare sækken op på skulderen, som om der kun var luft i den, og småløb ned ad trappen. Da hun passerede mig, smilede hun et lille genert smil og skyndte sig forbi mig.

Så skete der noget, som ikke var meningen. For det havde sneet, og jeg havde store vinterstøvler på og efterladt våde fod- spor hele vejen op ad trappen. Ja, det var også ubetænksomt af mig, men når det er slud og sjap, er det, som om alle mennesker kun tænker på at komme hurtigt hjem og få støvlerne af. Det er derfor, folk tit er flinkere ved hinanden om sommeren. Og som du nok har regnet ud, så gled hjemmehjælperen, for det var jo hende, i et af mine dumme fodspor, og hun faldt så lang hun var, og der lød en uhyggelig knasende lyd fra hendes ankel. Av, min arm, tænkte jeg og skyndte mig ned til hende. Hun var helt grå i ansigtet, og jeg kunne se, at det gjorde rigtig ondt.

– Vi må ha’ skoen af, sagde jeg til hende, – og få undersøgt den fod.

– Nej, råbte hun bange og så på mig med store øjne, – jeg vil ikke på hospitalet! Lov mig, at du ikke ringer efter en ambulance!

Jeg kunne se, at hun mente det, for hendes øjne skinnede, og med et så de helt sorte ud, og jeg veg tilbage og så forskrækket på hende. Hun var lille, men virkede samtidig meget stærk. Hendes hår var kulsort og tykt som hestehår, og hårgrænsen startede næsten lige over øjenbrynene.

– Jamen du kan jo ikke gå på den fod, sagde jeg, – og du kan ikke ligge her. Nu lægger du armene om min hals, og så tæller vi til tre, og så løfter jeg dig, og så går vi op til mig.

Hun vejede næsten ingenting. Jeg tror, hun vejede mindre end sækken med fru Albecks skrald. Til gengæld duftede hun helt specielt. Det var en duft, jeg ikke kendte. Lidt kanelagtig, men sødere.

Jeg anbragte hende i min sofa og hentede et glas vand til hende. Da jeg kom ind i stuen, var hun faldet i søvn. Det kom bag på mig, og jeg stod lidt og var i vildrede. Jeg ville ikke ringe efter en ambulance, for det havde jeg lovet, men en læge kunne jeg vel godt ringe efter?

Jeg tog røret af telefonen, det var dengang, der var fast- nettelefoner, og skulle til at ringe efter Troels, en af mine venner, som læste medicin på femte semester, da jeg hørte hjemmehjælperens smukke stemme:

– Bare læg på, Troels er ikke hjemme, han er ude og besøge sin mormor i Birkerød.

Hvis du vidste, hvor forskrækket jeg blev! Hvor kunne hun vide det fra? Troels besøgte ganske rigtigt sin mormor hver onsdag og hver søndag. Det var bare mig, der havde glemt, at det var onsdag, fordi jeg var lidt fortravlet i den periode.

Illustreret af Anna Jacobina Jacobsen

Hun smilede til mig, og jeg kunne se, at hendes ene fortand havde en blålig farve, men det var nærmest kun pænt. Der var et eller andet ved hende, som gjorde mig helt rolig.

– Det er også rigtigt, sagde jeg, – hvor kender du Troels fra?

Men hun smilede bare, og det glimtede beroligende i den blå tand, så jeg satte mig hen ved siden af hende i sofaen og løftede forsigtigt hendes fod op i mit skød og begyndte at snøre snørebåndet på hendes støvlet op. Hun lagde sin lille hånd på min og så mig dybt i øjnene og spurgte:

– Kan jeg stole på dig? Kan du holde på en hemmelighed?

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare, for den slags kan man jo ikke altid selv vide. Hvis hun nu havde røvet en bank eller, Gud forbyde det, slået nogen ihjel, så var jeg vel nødt til at ringe efter politiet? Eller hvad? Men da jeg så ind i hendes øjne, vidste jeg godt, at hun ikke var et væsen, der var i stand til at gøre noget menneske eller dyr fortræd.

– Du kan stole på mig, sagde jeg, og mens jeg sagde ordene, kunne jeg mærke, at de var sande. Jeg følte mig stærk. Jeg følte mig som en, man kunne regne med, en man kunne ringe til, hvis man skulle have hjælp til en flytning, en der kom på besøg med varm suppe, hvis en ven var forkølet.

Jeg trak forsigtigt hendes støvlet af, rullede strømpen ned over anklen og trak også den af, og så fik jeg et chok! Et højt gisp undslap mine læber, og jeg blinkede flere gange, men der var ikke noget at tage fejl af. Der sad en vinge på hendes ankel lige over hælen. Jeg så forbløffet på hende og åbnede og lukkede munden flere gange, men der kom ingen ord, for ingen af de ord, jeg kendte, passede til en vinge på anklen.

– Der er også en på den venstre fod, sagde hun, – men den er lidt mindre. Man bruger jo den højre til at styre med, så derfor er den en anelse større.

Det lød i grunden meget fornuftigt, tænkte jeg, og det ved du jo også fra dig selv. Hvis du er højrehåndet, så er din højre hånd lidt større end den venstre og omvendt. Så selvfølgelig er det også sådan med vinger. Det var mere det, at hun over- hovedet havde vinger på anklerne, der forvirrede mig.

– Er det anklen eller selve vingen, der er brækket? spurgte jeg.

– Det er anklen, svarede hun, – vinger er mestendels lavet af brusk, så de brækker ikke så let.

– Vi må have den forbundet, jeg har en førstehjælpskasse ude i kosteskabet, nu skal jeg hente den, sagde jeg og rejste mig for at gå ud i køkkenet.

Jeg nåede knap hen til døren, da jeg mærkede, at jeg blev helt varm på ryggen, så jeg vendte mig om og så, at hjemme- hjælperen gned hænderne hurtigt mod hinanden og lagde dem på den dårlige ankel. Der kom et hvidt lys ud af hendes hænder, og det lyste hele stuen op. Jeg så forundret på hende, men hun smilede bare sit blå smil og spurgte, om jeg skulle have noget med.

– Noget hvad? spurgte jeg, og hun trak på skuldrene og svarede:

– Har du ondt nogen steder, eller er der noget, du er ked af?

Det er jo ikke hver dag, der er nogen, der spørger en så direkte om den slags private sager, så jeg svarede hurtigt:

– Næ tak, jeg har det fint. Selvom det ikke var helt sandt. Faktisk havde jeg ondt i min nakke, det har jeg altid, når det er koldt, fordi jeg fik et grimt piskesmæld, dengang jeg

var barn, og vores folkevogn landede i grøften, fordi min stedfar havde overset en højre vigepligt på Elverdamsvej. Jeg var faktisk også lidt ked af det, for en, der hed Lars, som jeg var meget glad for, ja, faktisk nærmest forelsket i, havde lige sagt til mig, at han ikke var parat til at få en kæreste og bare syntes, vi skulle være venner.

– Nå, men for en sikkerheds skyld, sagde hjemmehjælperen og holdt sine hænder frem for sig med håndfladerne vendt mod mig.

Og så ved jeg ikke, hvad der skete. Min nakke, som ellers var stiv og værkbruden, føltes pludselig rask og rørig, og jeg kunne dreje hovedet til begge sider uden besvær, stenen i mit hjerte forsvandt, for ikke at tale om klumpen i min hals, som jeg ellers havde vænnet mig til at bære rundt på, parat til at græde. Med et enkelt host var den opløst, og jeg kunne mærke et smil, der bredte sig fra øre til øre, uden at mine tørre læber sprak. Faktisk var de ikke sprukne længere. De var helt bløde, erfarede jeg, da jeg forsigtigt lod en finger glide over dem.

– Hvem er du? spurgte jeg og stirrede betaget på væsenet i min sofa.

– Jeg hedder Ramona, jeg er hjemmehjælper.
– Men er du et menneske eller en engel?
– Lidt af hvert, svarede hun, – men det er de fleste.
– Hvor kommer du fra? spurgte jeg og satte mig ved siden af

hende. Jeg havde en kildren af tusind baskende sommerfugle i mit mellemgulv og smilede over hele femøren, samtidig med at jeg var ved at græde. – Er du et overnaturligt væsen?

– Ork nej, svarede hun og klappede min hånd, – ikke det fjerneste, men det er ikke alle, der er lige begejstrede for så- dan nogle som mig. Jeg er nødt til at holde lav profil. På mit

sidste arbejde var jeg tvunget til at flygte over hals og hoved, fordi jeg blev overmodig og tog sandaler på en dag, hvor det var meget varmt. Kan du huske sidste sommers hedebølge? Det er ikke altid lige let med de vinger, at man altid skal gå i støvletter, så folk ikke bliver bange.

– Nej, det forstår jeg godt, sagde jeg og så på vingen. – Må jeg røre ved den?

– Naturligvis, men stryg med fjerene, ellers kan det godt stikke lidt, smilede hjemmehjælperen.

Åh, at røre ved en vinge. Ja, det har du måske prøvet, hvis du har en undulat, eller hvis I har høns hjemme hos jer. Men denne her vinge, den var glat som silke, og man kunne mærke, hvordan blodet pulserede i den. Mit hjerte sang.

– Vil du bo her? røg det ud af min mund. Og så blev jeg helt varm i ansigtet, og jeg kunne mærke, at jeg rødmede op til hårrødderne. – Eller aj, altså undskyld, sagde jeg forfjamsket, – du har selvfølgelig en familie, du skal hjem til, det var ikke sådan ment.

– Jeg ved præcis, hvordan det var ment, smilede Ramona og sendte et blåt tandlyn afsted. – Det vil jeg vældig gerne.

– Du kan sove på sofaen, skyndte jeg mig at sige, så hun ikke troede, at det var på den måde.

– Jeg kan sove hvor som helst, smilede hun, – jeg sover ikke så længe ad gangen.

Åh, det var gode dage. Ramona passede stadig sit arbejde som hjemmehjælper for kommunen. To gange om dagen var hun nede hos fru Albeck. Derudover cyklede hun rundt til andre ældre medborgere og støvsugede og læste avisen højt for dem og lavede mad, hvis de hellere ville have hjemmelavet mad end det, der kom i flamingokasser fra storkøkkenet.

Mit hjem strålede og lignede noget fra et ugeblad. Hun gjorde rent i skabene og skurede badekarret og sorterede mit tøj og afleverede det, jeg ikke kunne passe, til en genbrugsfor- retning på Godthåbsvej. Der stod friske blomster i vaser, og gardinerne blev taget ned og vasket og strøget. Det var, som om hun havde superkræfter.

Når jeg vågnede om morgenen, havde Ramona lavet grød, som smagte af krydderier, jeg ikke havde smagt før. Hun lavede en fin, stærk, rosafarvet hibiscusblomst-te, jeg aldrig havde hørt om, og min hud, som havde været lidt knoppet af tristhed, blev helt glat, og tænk, mit hår, som altid har været noget tyndt pjask, blev kraftigt og nemt at sætte.

Mens jeg spiste morgenmad, smurte hun en madpakke, som jeg hver dag glædede mig til at åbne, når jeg gik ned i kantinen med mine kolleger i den styrelse, hvor jeg var startet som studen- termedhjælper og nu hang fast. Jeg opdagede, at jeg var begyndt at nynne på cyklen til og fra arbejde, hvilket jeg ikke havde gjort nogensinde, og folk begyndte at lægge mærke til mig, så jeg blev kaldt ind til min chef og fik både ros og en mindre lønforhøjelse.

Efter en lille måned skete der det mærkelige, at Lars kom forbi og ringede på. Ramona åbnede døren, for jeg var i kar- bad. Han stod ude i opgangen med en stor buket blomster og spurgte efter mig.

– Hvad skal jeg sige til ham? hviskede Ramona. Hun havde åbnet døren til badeværelset på klem og fnisede lidt. – Han står inde i stuen og ser helt fortabt ud.

– Sig, jeg kommer om fem, svarede jeg og trak bundproppen op. Hun smilede og rakte mig en smuk silkekimono, som jeg ikke havde set før, og jeg viklede et håndklæde om håret og tog den på og så mig i spejlet.

– Tak skal du ha’! røg det ud af munden på mig. For jeg strålede. Jeg har aldrig været noget særligt, men der i spejlet var jeg smuk. Og mit hjerte bankede selvsikkert. Inde i stuen havde Ramona fået Lars anbragt i sofaen og serveret en kop af sin gode te. Han kiggede op, da jeg trådte ind.

– Er det dig? spurgte han forbløffet, – jeg kunne ikke kende dig, hvor ser du godt ud.

– Udseendet er ikke alt, svarede Ramona næsten hvast, og jeg kom til at smile, for jeg havde fortalt hende, at jeg havde en fornemmelse af, at grunden til at Lars ikke ville være kæ- rester var, at han syntes, jeg var for tyk.

– Nej, selvfølgelig ikke, svarede han skamfuld. – Det er det indre, der tæller, skyndte han sig at sige.

– Nemlig, smilede hun. – Men når det indre og det ydre er i overensstemmelse, så er alt godt. Og det er det nu, sagde hun og så tilfreds på mig, og jeg kunne mærke, at mit hjerte svulmede af stolthed.

– Hvad vil du, Lars? spurgte jeg og så ham direkte i øjnene.

– Øh, jeg har tænkt meget på dig siden sidst, fremstammede han. – Jeg drømmer om dig om natten. I nat drømte jeg, at der sad en fugl i vindueskarmen og sang dit navn.

Jeg så spørgende på Ramona, som glattede en pude.
– Er du sikker på, det var en fugl? spurgte jeg. Lars tøvede. – Ikke rigtig, måske var det en engel eller en slags fe.
– Er der nogen, der kan spise et stykke sandkage? afbrød

Ramona ham og skyndte sig ud i køkkenet. Lars og jeg sad lidt i tavshed og lyttede til Ramona, der anrettede kagetallerkner og sandkage på en bakke. Så kom hun ind og stillede den på sofabordet.

– Nu vil jeg lade jer to alene, sagde hun, – jeg har nogle ærinder. Hun gik ud i entreen og tog sin jakke på, mens hun nynnede en sang, jeg ikke kendte, men omkvædet lød noget i retning af:

Indeni og udenpå
kærlighed kan ej forgå.
I byen og i skoven
forneden og foroven.
Ja, alt er kærlighed
og den bliver ved og ved.

Jeg kan ikke huske præcist, hvad der mere skete den eftermid- dag. Men Lars blev og sov, og lige pludselig var han flyttet ind. Det var, som om der også skete noget med ham. Han foran- drede sig en lille smule hver dag. Når Ramona var i rummet, rankede han sig, han havde nemlig tendens til duknakkethed, som mange høje mennesker har. Han var heller ikke længere så utilfreds med sit arbejde. Tværtimod begyndte han under aftensmaden at fortælle små historier om sine elever på den skole for vanskelige børn, hvor han underviste i matematik.

– Hedder den skolen for vanskelige børn? spurgte Ramona første gang, hun hørte om den.

– Nej, den hedder Kaj Munk Skolen, svarede Lars med et smil, – men den er for vanskelige børn.

– Der er ikke noget, der hedder vanskelige børn, svarede Ramona vredt, og det var første gang, jeg hørte hendes stemme have en metallisk klang, og den blå tand lyste faretruende.

– Der er noget, der hedder børn, som er faret vild, fordi der ikke er en voksen til at følge dem. Og der er noget, der

hedder triste børn, ja, endda fortvivlede børn, men der er knagensparkemig ikke noget, der hedder vanskelige børn!

– Det kan der være noget om, sagde Lars og så tænksomt frem for sig.

Herefter var det, som om de historier, han fortalte om børnene, også ændrede fortegn. Nu handlede de mest om, hvor kloge og smarte børnene var. At der var en pige i tredje, som kunne løse andengradsligninger hurtigere end ham selv, og at der var en dreng i anden, som kunne opremse pi med niogfirs decimaler.

Vi var lykkelige. Livet var godt. Så godt, at jeg på et tidpunkt mærkede, at min krop havde forandret sig. Mine bryster var spændte og vorterne helt mørkebrune, og mit hår begyndte at krølle.

Ved morgenmaden en helt almindelig tirsdag serverede Ramona en grøn drik for mig sammen med den dejlige grød, hun plejede at lave, og strøg mig over håret og sagde:

– Nu skal du gå til lægen og blive undersøgt. Og så skal I begynde at planlægge, hvad I vil gøre, når børnene kommer.

– Børnene, stammede jeg, – hvilke børn?

– De børn, som vokser inden i dig. De er ganske små endnu, men om otte måneders tid er de klar til at blive født. Åh, du skulle have set Lars’ ansigt, da jeg fortalte ham nyheden. Og vi drak te og talte om navne, og Ramona havde bagt en kagekone med maven fuld af børn. Foråret var frydefuldt. Jeg havde lidt kvalme, men Ramona bryggede en ingefærbryg, som jeg drak om morgenen, og så var kvalmen pist væk. Og en dag, hvor jeg sad og nød formiddagslyset i den gode stol, mærkede jeg liv for første gang. En lille hæl eller albue, som bevægede sig hen over indersiden af mit maveskind og duppede mig i håndfladen som en lille hilsen.

Jeg havde termin den 22. august. Det var en dag med herregårdsvejr, blå himmel og bløde hvide sejlende skyer, og jeg cyklede en tur og tænkte, at det måske kunne sætte fødslen i gang. Ude i Valbyparken fandt jeg en stille plet, tog skjorteblusen af og lagde mig på ryggen i græsset nede ved vandet og lod solen varme min enorme mave.

Jeg må være faldet i søvn, for det var blevet sen eftermiddag, og jeg tænkte, at Lars og Ramona måske var blevet bekymrede for mig. Så jeg satte mig op på cyklen og trådte til for at få den op i fart, og så mærkede jeg noget varmt, der løb ned ad mine lår. Jeg må hellere cykle direkte på hospitalet, tænkte jeg og satte kursen mod Hvidovre. Jeg var ikke det mindste bange, for Ramona havde forklaret mig, hvordan man føder uden angst.

– Ikke uden smerte, havde hun sagt med rynkede bryn, – den slags findes ikke. Det gør ondt at have børn, så derfor må det også gøre ondt at få dem. Og de største begivenheder i livet skal ikke opleves i bedøvet tilstand!

Da jeg kom ind på hospitalet, blev jeg undersøgt af en flink jordemoder, og det viste sig, at jeg næsten var fem centimeter åben, og fra mønttelefonen ringede jeg med det samme til Lars, som lød lettet og lovede at komme så hurtigt, han kunne.

Han holdt min hånd, og da det var allerstrengest, og jeg ikke troede, jeg havde flere kræfter, skete der noget forunderligt.

Døren til fødestuen gik umærkeligt op, og en rengøringsvogn blev skubbet ind af en tilsløret kvinde, som stilfærdigt begyndte at tørre håndvasken af med en klud. Jeg tænkte, at det var et mærkeligt tidspunkt at gøre rent, men så kom der en voldsom ve, der fik mig til at snappe efter vejret, og da den var klinget af, fik jeg andet at tænke på. Der blev nemlig lige pludselig travlt nede mellem mine ben, jordemoderen og lægen hviskede sammen med hurtige stemmer, og en anspændt stemning bredte sig på stuen.

– Vi gør klar til akut kejsersnit, vi skal øjeblikkeligt ha’ hende kørt ned på operationsgangen, blev der råbt. Jeg så angsten i Lars’ øjne.

– Hvad er der galt? spurgte han, men ingen svarede ham. Han knugede min hånd. – Det skal nok gå, sagde han med en lille bange stemme, og vandet stod i hans øjne.

– Alt er godt, hviskede jeg til ham og prøvede at smile.

Så var det, jeg hørte en svag nynnen. En melodi, jeg udmærket kendte. En stemme, som fik mit hjerte til at slå helt roligt, og jeg kunne mærke, hvordan jeg flød et trygt sted hen, et sted uden angst, og jeg vidste, at det ville gå, ligesom det skulle. Jeg åbnede mig og mærkede, hvordan barnet langsomt, men sikkert, tomme for tomme, gled ned gennem min fødselskanal.

Indeni og udenpå
kærlighed kan ej forgå.
I byen og i skoven
forneden og foroven.
Ja, alt er kærlighed
og den bliver ved og ved.

– Stop! råbte jordemoderen til portøren, som skulle til at køre væk med mig og sengen. – Hovedet er på vej ud!

Og svup, sagde det, og vores første barn var født. En lille storøjet pige, som kiggede på os med sit himmelblik. Så kom der endnu en ve og svup, en lille smilende dreng kom ud ligeledes med åbne øjne. Nu lå der to smukke børn på min mave, mens jordemoderen viste de imponerende moderkager frem. Lars græd, og alle græd, og rengøringskonen med sløret og støvletterne, som havde sunget vores børns liv sikkert ind i verden, sunget alting på plads, forlod stuen lige så stille, som hun var kommet. Måske var det kun mig, der havde set hende? Men væk var hun, og jeg så hende aldrig siden.

Det er alt sammen længe siden nu. Tvillingerne Flora og Isak er voksne og under uddannelse. Lars er flyttet til Malmø, og jeg bor på landet.

Livet er godt, og jeg passer min have. Jeg har en hibiscus-busk, og af og til laver jeg te af kronbladene og sætter mig i orangeriet med en kop te og et ugeblad. Ja, jeg ved godt, det er noget pjat, men jeg er kommet i den alder, hvor det er hyggeligt at læse om kendte og kongelige og se de flotte kjoler fra deres overdådige fester. Og det var dér, jeg så hende igen i en reportage fra et bryllup.

Hun stod i baggrunden i en lys sommerkjole, og på fødderne havde hun sandaler og vingerne i fri dressur. Det var slet ikke hende, fotografen havde fokuseret på, da han trykkede på udløseren, men hun kiggede selvsikkert lige ind i kameraet. Ramona. Min livshjælper, min fødselshjælper, min hjemmehjælper. Hun lignede sig selv på en prik. Med sin blå tand og sit ravnsorte hår, som havde fået en klædelig hvid stribe. Og med det samme blik. Som så lige på mig der fra ugebladet, som om hun vidste, at jeg havde købt det i smug og nu sad og bladrede i det, mens jeg drak den te, som hun havde serveret for mig så mange gange for en menneskealder siden.

Manden ved hendes side var i en flot lyseblå hørjakke og bermudashorts, han holdt armen om hendes smalle liv og så på hende med en slags triumferende lykke. Og jeg forstod ham. Han havde samme sorte hår, som var begyndt at gråne, og da jeg kiggede ordentligt efter, kunne jeg se noget nede ved hans ene ankel. Med hamrende hjerte greb jeg ud efter mit forstørrelsesglas, som jeg bruger, når jeg skal se ordentligt efter, fordi jeg er for forfængelig til at gå med briller, og holdt det hen over billedet. Den smilende mand ved Ramonas side havde hyttesko og ankelstrømper på, men jeg var ikke et øjeblik i tvivl. Dér på hans højre ankel bulede strømpen ud, og der tittede noget mørkt og skinnende op fra ribkanten.

En vinge. Jeg kunne tydeligt se det øverste af svingfjeren.




hjemmehjælperen Ramona, hella joof

I sit liv har Hella Joof mødt mange mennesker, som er kærlige, generøse, storsindede og uselviske – ofte på trods af egen modgang. Hjemmehjælperen Ramona er en samling af livskloge historier om forskellige mennesker, som alle har gjort englelige ting. Eller er der i virkeligheden tale om engle, der gør menneskelige ting?

De englelige væsener gemmer sig mange steder. Det kan være i hjemmeplejen, på biblioteket, i folkeskolen eller på din egen vej, og ofte er det dem, der har fået flest knubs på livets landevej.

I fortællingen møder man bl.a. hjemmehjælperen Ramona, som ikke alene er englelig i sit arbejde, men faktisk også har en lille vinge på anklen. Man møder også Pejse-Carsten, der engang reddede sin mor ud af et brændende hus. Det er tydeligt, at de englelige væsener findes overalt, og Hella Joof introducerer læseren for en bred vifte af særlige engle.

Køb Hjemmehjælperen Ramona online, eller i din nærmest boghandel.