Børnebøger Carlsen

Gakkede godnathistorier med grinegaranti! Læs en historie fra Grydeklar

Grydeklar er en samling af godnathistorier med grinegaranti fortalt af nogle af Danmarks sjoveste forfattere. Smuglæs i én af historierne her.


Grydeklar

Grydeklar er en samling gakkede, bizarre og platte historier, der kalder på grin.

Hør historier om verdens kedeligste dreng, pigen, der fandt en statsminister i baghaven og forklaringen på, hvorfor man i virkeligheden prutter.

Det er skønne fortællinger fra nogle af Danmarks sjoveste forfattere, der får dine børn til at smile i søvne.

Grydeklar er til børn fra ca. 6 år.

Bogen er illustreret af Thorbjørn Christoffersen.

LÆS OGSÅ: En overlevelsesguide til forældre, der skal læse den samme godnathistorie for 117. gang

Nedenfor kan du læse i en af bogens godnathistorier, Den rigeste mand på kirkegården af Line Knutzon.

Du kan købe Grydeklar online, bl.a. hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel.


Grydeklar


Line Knutzon

Den rigeste mand på kirkegården


Den rigeste mand på kirkegården, Grydeklar

DEN 5. FEBRUAR 2016 afgik den 83-årige Vagn Ellerbæk-Mortensen ved døden på grund af noget, der hedder dehydrering. Det betyder, at man udtørrer ligesom en plante, der ikke har fået nok vand. Han var så udtørret, at han knækkede over i syv dele, da bedemanden skulle løfte ham over på en båre. Og da bedemanden, sammen med sin hjælper, skulle bære ham ned ad den stejle trappe, røg stykkerne af båren og landede på en repos med et brag. Vagn var blevet fuldstændig pulveriseret og steg kortvarigt op som en støvsky og lagde sig, dels på en stikkontakt og dels på bedemandens bukseben. Det eneste, der var tilbage af selve Vagn i fast form, var hans højre lilletå. Bedemandens hjælper måtte løbe ned i sin bil og hente en kost og derefter feje ham op i en plasticpose fra Netto.

Normalt bliver døde mennesker lagt ned i en kiste, og mange vælger bagefter at blive brændt på krematorium sammen med kisten. Men alt det sprang Vagn over, for da bedemanden kom tilbage til sit bedemandskontor, kunne han hælde Vagn direkte ned i en urne.

Dette kunne jo alt sammen lyde som et skrækkeligt uheld, men det var det ikke. Vagn havde planlagt forløbet over lang tid. Han havde med vilje ikke drukket en eneste dråbe vand i to år. Hans ønske var at udtørre og blive til støv for på den måde at undgå at betale for både kiste og ligbrænding. Vagn var nemlig meget nærig, og tanken om at betale for en kiste, der alligevel skulle brændes, gav ham svedige håndflader og svien i maven. Vagn havde været nærig hele sit liv. Han havde arvet syndromet fra sin mor, Grete Ellerbæk-Mortensen, som han boede sammen med i en lille lejlighed i noget, der hedder Husum.

Vagns mor var ikke fattig. Hun havde en masse penge nede i banken, som hun havde arvet fra sin far, Vagns morfar, Holger. Holger havde engang opfundet en lille, men afgørende dimsedut, der sidder inde i græsslåmaskiner, og var på den måde blevet stenrig. Græsslåmaskiner går aldrig af mode, så pengene blev ved med at strømme ind, selvom Holger for længst var død. Men selvom Vagns mor var meget rig, blev der næsten aldrig brugt nogen penge. Da Vagn var lille, måtte han kun tegne med blyanter én gang om måneden. Han måtte heller ikke gå rundt på gulvet, medmindre det var meget vigtigt, for det sled jo på gulvbrædderne. Han fik kun ét knus om året, fordi det kunne ødelægge tøjet, hvis man gik og krammede hinanden til daglig, og hans mor ville heller aldrig holde ham i hånden, fordi det sled på hendes håndflader. De havde heller ingen lamper, for elektricitet er jo dyrt, og de skruede heller aldrig op for varmen. Så Vagn lærte at læse i mørke og leve i kulde.

Vagn og sin mor

Når Vagn holdt børnefødselsdag, blev den afholdt nede i cykelkælderen, så lejligheden ikke blev udsat for slid. Gæsterne skulle selv tage kage med, og Vagn måtte aldrig pakke sine gaver ud af emballagen. Hans mor havde nemlig planlagt, at Vagn skulle sælge gaverne videre, når han blev voksen, og på den måde tjene nogle penge, han kunne sætte ind på en konto og for eksempel spare op til et sted at bo.

Vagns mor var ikke bare nærig med penge. Hun var også nærig med at give informationer til andre. Engang Vagn og hans mor var på legepladsen, var der en anden mor, som spurgte hende, hvad klokken var.

„Det ved jeg ikke,“ svarede Vagns mor, selvom hun havde ur på og udmærket godt vidste, at klokken var 16.48.

En anden gang var der en mand, der spurgte om vej.

„Ved du, hvor stationen ligger?“ Manden kiggede venligt på hende.

„Nej, desværre. Jeg aner det ikke. Jeg har aldrig hørt noget om, at der skulle ligge en station her i området,“ svarede hun.

Selvfølgelig vidste Vagns mor, hvor stationen lå, men hun kunne simpelthen ikke fordrage at give folk informationer.

„ÅH!“ sagde hun og kiggede irriteret på Vagn. „Alle vil altid have noget af én. De skulle tage og tage sig sammen og selv løse deres problemer.“

Alt det, som Vagns mor gjorde og tænkte, begyndte Vagn også at gøre og tænke. Vagn havde derfor ingen venner. Han kunne, som sin mor, heller ikke lide at give informationer, så hvis nogen spurgte, om han ville med hjem at lege, så svarede han ikke. Han sagde hverken ja eller nej. Til sidst holdt hans klassekammerater op med at spørge.

Kun én gang i sin skoletid kom Vagn ved en kæmpe fejltagelse til at gå hjem med Ole fra klassen. Dét skulle han aldrig have gjort. Han fik både varm kakao med flødeskum, ostemadder og kringle, og Ole havde ladet Vagn røre ved alt sit legetøj.

Da hans mor hentede ham, græd han hele vejen hjem uden at forstå hvorfor. Hans mor skældte ham ud og sagde, at det ikke var normalt at få kakao og ostemadder på denne tid af året. Vagn forstod ikke helt, hvad hun mente, men eftersom hun var hans mor, måtte hun jo have ret. I mange år efter så han de store ostemadder for sig, koppen med kakao og Oles legetøj, som man måtte røre ved, når han lå i mørket på sit værelse.

Da Vagn blev 31 år, tænkte han, at det var ved at være på tide at flytte hjemmefra. Han gik derfor op på loftet og hentede alle de gaver, han havde fået gennem hele sit liv. Han ville sælge dem på et loppemarked og så købe en lejlighed for pengene. Vagn lavede en bod og stablede gaverne på en flot måde. Han solgte for nøjagtigt 734 kroner, men det kan man desværre ikke købe en lejlighed for, så Vagn var nødt til at blive boende hos sin mor lidt endnu. Han besluttede at bruge pengene på at sætte en annonce i avisen, hvor han søgte andre nærige personer. Selvom han havde sin mor, kunne det måske være godt at lære nogle andre at kende.

Annoncen lød sådan her:

Hej! Jeg hedder Vagn og leder efter mennesker, der, ligesom jeg, er nærige både med penge og informationer, især informationer om mig selv.

NB. Jeg drikker gerne kakao og spiser både ostemadder og kringle, men kun hvis det er gratis. Skriv til mig, hvis du er interesseret.

MVH Vagn

Først mødtes han med en, der hed Jørgen, men han var så nærig,
at han ikke engang ville sige dav, så samtalen gik i stå med det
samme.

Vagn og Ulla

Anden gang mødtes han med en dame, der hed Ulla. Hun ville
gerne sige dav, og de talte faktisk mere, end Vagn havde regnet med. Det gjorde ham lidt urolig, men så fortalte hun, at hun havde en kaffemaskine på sit arbejde, som hun havde låst inde i et skab, så hun ikke skulle dele den med de andre på kontoret.

Dét, syntes Vagn, var godt tænkt, og han blev rolig igen.

„Der er ikke noget værre end en fælles kaffeordning,“ sagde hun. „Der er altid nogen, der drikker mere kaffe, end de betaler for.“

Vagn var enig. Han kunne godt lide Ulla.

„Skal vi ses igen?“ spurgte han.

„Jeg tror, vi bor for langt væk fra hinanden. Det er alt for dyrt at køre i tog, og jeg er ikke så glad for at slide for meget på min cykel,“ sagde Ulla.

Vagn var 100 procent enig. Det ville blive alt for dyrt. Så selvom de godt kunne lide hinanden, sagde de høfligt farvel.



Årene gik. Vagn besluttede at blive boende på sit værelse hos sin mor. Det ville alligevel blive alt for dyrt at flytte. Moren, som var ved at blive meget gammel, havde besluttet, at de kun måtte tale sammen om søndagen.

„Der er ingen grund til at gå og sige alt muligt tilfældigt, Vagn. Det slider på vores stemmebånd.“

Så Vagn var i de år mest inde på sit værelse, hvor han tavst forsøgte at samle et af verdens største puslespil på 12.000 brikker med et stort billede af Eiffeltårnet. Men en tidlig onsdag morgen hørte Vagn moren råbe: „HJÆLP“ inde fra sit værelse.

Det var mærkeligt, tænkte Vagn. Hun plejer ikke at tale på hverdage. Han blev straks bekymret, men han ville helst ikke gå hen over stuegulvet, hvis ikke det var nødvendigt.

Han sad lidt og lyttede, og så lød der et bump. Der var noget galt, og han løb, alt hvad han kunne, ind på hendes værelse.

Hun var død og lå på gulvet i sin natkjole. Hendes gebis var røget lidt ud af munden, det ene øje kiggede direkte på ham, og det andet øje kiggede op på et maleri på væggen, der forestillede Vagns morfar.

Vagn var helt tør i munden. Han ringede med rystende hånd til bedemanden og fortalte, at hans mor lå død inde på gulvet. Bedemanden ville komme med det samme. Vagn satte sig ved siden af sin mor og stirrede på gebisset. Han var rystet. Både over at moren var død, og selvfølgelig også over at han havde brugt telefonen og på den måde fået en udgift.

Bedemanden kunne se, at Vagn var helt ude af den, og for at være flink og hjælpe sagde han: „Skal jeg ikke bare ordne det fornødne til en rimelig pris?“

„Jo,“ svarede Vagn og var lige ved at græde. „Gør bare det. Jeg går i seng.“


Et par uger efter begravelsen fik Vagn noget, der hedder et økonomisk chok. Det er noget, man kan få, når der kommer en uforudset udgift. At man pludselig skal betale en masse penge, man ikke havde regnet med. Regningen fra bedemanden lød på cirka 30.000 kroner. Kisten kostede 8.000, ligbrændingen 10.000 og gravstedet 12.000 kroner.

Vagn rystede over hele kroppen og ringede forfærdet til banken. Han råbte og skreg.

„Men du har jo råd til det,“ sagde bankdamen stille og roligt. „Du er jo meget rig. Din morfar opfandt den afgørende dimsedut til græsslåmaskinen. Du har så mange penge, at du kunne rejse hele verden rundt 100 gange. Du kunne endda invitere dine venner med. Eller du kunne købe et stort hus eller en zoologisk have eller et slot i Frankrig. Du har så mange penge, at hvis du gav halvdelen af dem til nogen, der havde brug for dem, så ville du stadig være rig. Du kan gøre, lige hvad du vil, Vagn.“

Men sådan så Vagn det ikke. „Jeg er nærig, og det bedste, jeg ved i hele verden, er IKKE at bruge penge.“

Vagn smækkede rasende røret på og listede forsigtigt hen over stuegulvet og ind i seng.

Gamle Vagn

Det var her i de følgende timer, at Vagn planlagde sin egen død. Han ville aldrig nogensinde ende i den ulyksalige situation at skulle betale for kiste og gravsted og alt muligt pjat. Han ville bare hældes direkte ned i en urne og så ud i Kattegat. På den måde var man også sikker på, at der ikke kom alle mulige rendende og ville have informationer om ditten og datten af én, efter at man var død. Det kunne lige ligne!

Før Vagn startede den store udtørringsproces med ikke at drikke, hævede han alle sine penge og gravede dem ned i en skov, der hedder Gribskov. Her lagde han en stor, hvid sten over hullet, så han kunne huske, hvor de var, hvis nu han af en eller anden grund skulle genopstå. Og så begyndte han derefter at udtørre sig selv. Og resten af historien kender du. Hvis du en dag ser en stor, hvid sten i Gribskov, så tjek lige, om det skulle være den.


Grin videre med Grydeklar – du kan købe bogen online, fx hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel.