Bent Haller Danske romaner Historiske romaner

Sange fra Skarnbøtten. Bent Haller er tilbage med grum og humoristisk roman. Begynd din læsning her

bent haller, sange fra skarnbøtten

Bent Haller har med Sange fra Skarnbøtten skrevet en strålende roman om en familie i 1960’ernes kulturelite. Venskabet, og i sidste ende fjendskabet, mellem drengene Poul og Jørgen skaber fortællingens ramme. Læs et uddrag af bogen her.


Sange fra Skarnbøtten foregår i Frederikshavn i 1960’erne, hvor Jørgen vokser op som enebarn i en priviligeret og kultiveret familie. Jørgen bliver drillet, og de andre børn opfatter ham som en indadvendt særling. Men da han en dag møder den charmerende Poul, udvikler de et tæt venskab.

Jørgens forældre falder for Poul, som er Jørgens fuldkomne modsætning. De inkluderer ham som en søn i familien, og efterhånden overskygger hans tilstedeværelse fuldstændig Jørgens.

LÆS OGSÅ: Kom tættere på Bent Hallers imponerende forfatterskab

Jørgen og Poul er evigt forbundne, men deres relation er også fuldt med konflikter. Alligevel flytter de sammen i kollektiv, hvor Poul spiller musik og har masser af damer, og Jørgen samler sten til et dige, passer høns og står lidt uden for det hele.

Sange fra Skarnbøtten er en både grum og humoristisk roman om en brydningstid og om modsætninger af alle slags – og ikke mindst om et venskab, der kuldsejler.

Læs et uddrag af Sange fra skarnbøtten herunder.

Du kan købe Sange fra skarnbøtten online, eller i din nærmeste boghandel fra d. 24 februar.





Sange fra skarnbøtten

Bent Haller



KAPITEL 1

Da jeg kom ned på stranden, kunne jeg langt ude til venstre se en dreng sidde på stenene. Den måde, han sad på, ligesom med en usynlig ring omkring sig, fortalte mig, at det var Poul. Han var en af ungerne fra Skarnbøtten, den store smudsiggule ejendom nede ved havet. Skarnsungerne kom tit i skole med tjære på deres gummistøvler, fordi de spillede fodbold på den mark, hvor fiskerne tjærede deres garn.

Poul sad med benene trukket op, så han kunne hvile hagen mod knæene. Dagen før havde han, uvist hvorfor, hjulpet mig mod min plageånd, Kuno, og stukket ham en knytnæve i fjæset.

Normalt kom jeg aldrig i nærheden af Skarnbøtten for enden af tjæremarken. Men nu tog jeg mod til mig.

Ved den sidste villa før den store græsmark med bundgarnene og de mange joller standsede jeg. Ingen af børnene fra villakvarteret kom længere end til dette sted. Skarnsungerne holdt sammen, hvis nogen krænkede deres territorium. Ellers var de tilfredse med at kunne slås indbyrdes.

Poul sad faktisk uden for Skarnbøttens område på Ulrik Thomsens grund. Han sad og stirrede ud mod horisonten. Han rørte sig ikke.

– Dav, Poul.

Endelig drejede han hovedet.

– Nå, dig. Poul kiggede igen ud over havet.

– Må jeg sætte mig her?

– Du skal sgu da ikke spørge, om du må sætte dig, dit fjols.

– Jeg mente bare, om det var i orden, at jeg satte mig her ved siden af dig?

– Så sæt dig dog, eller skrub af.

– Jeg vil bare sige tak, fordi du hjalp mig mod Kuno.

– Det har ikke en skid med dig at gøre, sagde Poul.

Jeg satte mig ved siden af ham, trak benene op og støttede hagen mod knæene. Så sad vi begge to der og stirrede ud mod horisonten. Vi sad i lang tid, før jeg sagde:

– Du sidder tit her, har jeg lagt mærke til.

– Ja, jeg vil gerne være i fred, og så kommer du. Han drejede hovedet og så på mig. – Hvor bor du?

– Derovre. Jeg pegede ivrigt. – Det hvide hus med flagstangen. – De har sgu da flagstang alle sammen. Hvad laver din far?

– Han er sagfører.

– Sagfører … Danielsen?

– Jo.

– Så er det ham, som ejer Skarnbøtten.

– Nej, min far skal bare kræve huslejen ind for damen, der ejer huset. Hun bor i København.

– Vinduerne er pilrådne. Min mor har klaget til viceværten, som har sagt det til sagføreren, og så sker der ikke en skid. Det hele er ved at falde ned om ørerne på os, og så siger sagføreren, at hvis huset skal have nye vinduer og bla bla, så vil huslejen stige så og så meget. Så er munden lukket på dem. Poul spyttede. – Nå, jeg er sulten, går du med hjem og får en mellemmad?

– Øh, hvad?

– Let røven, du sidder på ørerne. Jeg spurgte, om du ville med hjem og have en mellemmad?

I Skarnbøtten kom mange af fædrene fulde hjem om fredagen. Ungerne havde fnat og lus. Men hvis jeg sagde nej tak til den mellemmad, var jeg overbevist om, at Poul ikke ville have mere med mig at gøre.

Jeg nikkede og trådte ind på tjæremarken. Jeg fortrød straks. Der kom Kuno Skarn sammen med en fyr, jeg ikke kendte. De sparkede småløbende en fodbold frem og tilbage mellem sig.

– Kom nu bare, sagde Poul, – ham skal du ikke være bange for.

Det forekom mig, at Poul kom til at se lidt anspændt ud. Skulle jeg stikke af? Jeg ville få skældud, hvis min mor fandt ud af, at jeg havde været i Skarnbøtten.

– Hvis tyren står foran dig, sagde Poul, – så skal du tage den ved hornene. Du kan ikke løbe fra den.

Kuno måbede, da han fik øje på os. Bolden trillede forbi ham ud i det tjæreplettede græs.

– Ham der er på forbudt område, råbte han.

– Ikke når han er min ven, sagde Poul.

Jeg rettede mig op. Det var nok bare noget, han sagde.

Poul trak noget op af lommen. Det var et knojern.

– Jeg er ikke en skid bange for din storebror, Kuno. Tvillingerne kommer hjem på fredag, og sidst de havde fat i ham, fik han en blodtud.

– De var to mod én.

– Sådan er det med tvillinger. En tvilling har fire knytnæver. Hvis du bare passer dig selv, Kuno, så kan vi andre også være her. Kuno grinede, men vendte ryggen til os og gik ud i græsset efter fodbolden.

Poul og jeg fortsatte over mod huset med de rådne vinduer. – Vi slås altid her, sagde Poul. – Det er jeg skidetræt af.

– Hvem er tvillingerne?

– Mine storebrødre. Og hvis du gerne vil vide det, så har jeg også en lillesøster, Lisa. Det er ikke noget at prale af, det ved jeg godt.

Der lugtede grimt inde i opgangen, som om nogen havde fået skidne æg. Malingen skallede af væggene. Vi skulle op på første sal. Trappetrinene var plettet af tjære, gelænderet raslede, når man tog fat i det.

– Det med tvillingerne var noget, jeg sagde for at lukke kæften på ham. De kommer ikke hjem foreløbig, de fisker på Nordatlanten, forstår du. Jeg håber sgu, de drukner.

Poul åbnede en skrammet dør. På et håndlavet papstykke, sat fast med tegnestifter over ringeklokken, stod der Gerda og Frederik Jensen. En kone med et broget tørklæde om håret stak hovedet frem fra et lille køkken og så spørgende på os.

– Hvem er ham der?

– Det er min ven, Jørgen.

– Jaså. Pouls mor målte mig, studerede mine sko og mit tøj.

Først så hun skeptisk, næsten vred ud, men så smilede hun og blev ganske pæn. – Der kan man bare se. En ven.

– Vi er sultne, sagde Poul, – smører du ikke en mellemmad? – Sikke da et par grever, sagde fru Jensen.
Og så fik vi en mellemmad. Jeg havde aldrig før smagt en rugbrødsmad med margarine og puddersukker.

Vi stod ved køkkenbordet og gumlede, og Pouls mor spurgte, om greverne så også ville have en drink. Vi nikkede og fik et glas mælk. Det var ikke rigtig mælk, men noget, der hed skummet, som man kunne købe på en gård uden for byen.

– Det er noget, man giver grisene, sagde fru Jensen, – og hvis det er godt nok til dem, må det også være godt nok til jer.

Hjemme fortalte jeg, at jeg havde fået en ven, der hed Poul. Det blev min mor glad for at høre, kunne jeg se.

– Og hvor bor han så, din ven?

Man måtte kun lyve, hvis det var absolut nødvendigt.

– Han bor … derovre. Jeg pegede.

– Hvor? Ovre i Sverige? Mor rynkede panden.

– Nej, derovre, der … i Skarnbøtten.

– Det hedder ikke Skarnbøtten, rettede min mor mig, – det hedder Strandborg.

Da hun fortalte far nyheden, nikkede han bare og sagde:

– Det vigtigste er vel, at han har fået en ven.

Søndag kom Poul for at se mit værelse. Han var i sit søndagstøj.

De brune sko var pudsede. De så ud til at være for små. Neglene var nogenlunde rene.

– Da min mor hørte, at jeg skulle besøge dig, blev hun fuldstændig rundt på gulvet. Jeg er nærmest blevet kogt.

– Jeg har kun søndagstøj på, hvis vi skal besøge familien på Karlsborg, sagde jeg, – eller til te hos min mormor. Hun har været lærerinde, forstår du.

– Uha da for at have sådan en i familien.

Jeg viste ham rundt i huset. Alt forbavsede ham. I dagligstuen stod han længe og gloede. Den stue var større end hele molevitten i Skarnbøtten. Poul pegede på grammofonen. Og der, hold da op, der var både telefon og fjernsyn.

– Må vi tænde? spurgte han.

– Der er ikke noget nu, kun et prøvebillede.

– Det vil jeg gerne se.

Jeg tændte for kassen. Det gik sådan noget som fem minutter, før prøvebilledet tonede frem i al sin grågrumsethed.

– Kom nu, lad os gå op på mit værelse, sagde jeg og slukkede. Vi gik op ad trappen. Værelset til højre var mit, det til venstre var musikværelset.

– Hvad? Poul så overrasket på mig. – Musikværelset? – Ja, det er der, klaveret står.

– Klaveret? Han pegede på døren. – Derinde?

Jeg åbnede døren ind til det nøgne, hvide rum. Der var kun en enkelt stol, en lille kommode og en potteplante i vindueskarmen. Fra vinduet kunne man se ind i naboens æbletræer.

Langs den ene væg stod klaveret. Mahogni, meget gammelt med krummelurer. Det havde stået på Karlsborg.

– Hold da op, hviskede Poul og lod forsigtigt en finger glide hen over den brune højglanspolerede overflade. Han vendte sig mod mig.

– Kan du spille?
– Selvfølgelig.

Jeg slog klappen op og satte mig på klaverbænken. Jeg lavede fingerøvelser og hamrede dem så pludselig ned i tangenterne, så det gav et spjæt i Poul. Jeg lirede en simpel boogie-woogie af, mens Poul stod og måbede.

– Hold kæft, hvor er du dygtig, mand, udbrød han.

– Sæt dig her ved siden af mig, sagde jeg, – så betjener du bassen. – Øh, bassen? Det kan jeg sgu da ikke.

– Selvfølgelig kan du det. Se her, du skal bare slå på de to der, nu skal jeg vise dig det, to fingre. Jeg spillede de enkelte toner med bassen. – Og så skal du bare blive ved og holde rytmen, vi sætter metronomen i gang.

Vi grinede, og jeg råbte:

– Sådan, kom så, boogie-woogie!

Bagefter gik vi ind på mit værelse, selv om Poul havde svært ved at løsrive sig.

– Det er den samme udsigt, vi har fra Skarnbøtten, sagde han. – Min far siger, vores hus skal sælges, sagde jeg. – Det er noget med, at havnen skal udvides. Det er indtil videre en hemmelighed. – Nå, sagde Poul og så sig omkring. – Du er godt nok en forkælet skid. Jeg har hørt, at du går til dans, så du kan gramse på pigerne.

– Det er jeg holdt op med, sagde jeg.

Jeg fortalte ham ikke, at doktoren havde rådet mine forældre til at lade mig slippe. Jeg fortalte ham heller ikke, at jeg tit vågnede om natten og troede, at væggen faldt ned over mig, og at mor og far havde skændtes om, hvorvidt jeg skulle tale med nogen eller ej. Hvem denne nogen var, vidste jeg ikke.

Vi opdagede ikke, at de var kommet hjem. Pludselig stod de i døren.

Poul blev rød i hovedet.

– Du må være Poul, sagde min kloge mor. Hun lagde hovedet lidt på skrå og rakte hånden frem.

Poul tøvede, før han tog den. Han bukkede og sagde goddag. Derefter gav han far hånden, bukkede og sagde goddag.

– Velkommen her, sagde min far. Det virkede lidt, som om han var forbavset over at se Poul.

– Vi er glade for, at Jørgen har fået en ven, sagde mor.

– Jeg lærer Poul at spille boogie-woogie, så skal han lære mig at slås.

– Javel, sagde far. – Er du god til at slås, Poul?

– Det er han, forsikrede jeg.

Bagefter spiste vi frokost i spisestuen, der vendte ud mod haven. Poul stirrede på kødpølsen og leverpostejen, silden og de hårdkogte æg. Han holdt gaflen i højre hånd og kniven i venstre. Efterhånden som måltidet skred frem, sænkede han sine skuldre. Han spiste med god appetit og bemærkede ikke det blik, mor og far sendte hinanden. Men der var ingen misbilligelse at spore, vigtigt var det, at jeg havde fået en ven.

Poul hviskede, om vi ikke skulle gå op i musikværelset.

Jeg lærte ham et par akkorder, rettede på hans håndstilling og satte ham til at lave fingergymnastik. Pouls fingre var længere end mine.

Efter pausen øvede vi os i græsk-romersk brydning.

Næste søndag foreslog min mor, at vi skulle besøge mormor Toller. Hun ville gerne hilse på Poul. Jeg kunne godt se på ham, at det ikke lige var sagen.

– Lad os gå ned og se, hvad de spiller i biografen. Så kan vi bagefter gå op til min mormor og få en sodavand.

Poul rystede på hovedet.

– Mit tøj … det er ret slidt.

– Det er min mormor da ligeglad med.

– Lærerinder er ikke ligeglade med den slags.

– Du kan låne noget tøj af mig, sagde jeg.

– Og hvad vil dine forældre så sige til det, tror du?

– Ingenting.

Et kvarter senere gik vi op ad Bådevej og drejede til højre ved Søndergade. Derfra ned i Danmarksgade til Havnetorvet med de høje gamle huse.

– Ved du hvad, sagde Poul, – det her tøj passer perfekt. Hvordan ser jeg ud?

– Du ligner Elvis.

– Ha. Poul boksede mig på skulderen.

– Du må gerne beholde det. Jeg har så meget kluns, jeg aldrig går i. – Mener du det?

– Ja da.

– Du er godt nok en forkælet skiderik, grinede Poul.

Vi nåede ned på Havnetorvet, og jeg pegede på et skinnende blankt skilt, der hang under doktor Hammersteds, Sagfører­ firmaet, Storm og Danielsen. På skiltet over doktorens stod der Heinrich Kristian Möln.

– Min morfar.

– Hedder din mormor ikke Toller?

– Hun hedder Edna Toller Möln. Hun var gift med en, der hed Toller, før hun mødte min morfar og blev gift med ham. Han var tysker.

– Føj. Poul strakte den ene arm frem til Hitlerhilsen.

– Det der skal du ikke gøre, hvis min mormor ser det. Min morfar flygtede til Sverige under krigen.

– Hvad lavede han?

– Han var købmand.

Vi kom ind i hallen og gik op ad den brede trappe med de mørke træpaneler. Væggene var dekoreret med falmede mæanderborter, og på hver afsats hang der en stor lysekrone.

Mormor Toller havde hørt os larme og stod på afsatsen for at tage imod. Hun så ikke spor streng ud, selv om hun var klædt i sort. Hendes kraftige, hvide hår var samlet i en knold i nakken. Hun holdt sig rank og spændstig, hun havde undervist i pigegymnastik.

– Det må være Poul, sagde hun og rakte hånden frem. – Kom indenfor, drenge.

Det var et gammeldags hjem. Møblerne så meget tunge ud. I et hjørne af stuen var der et stort bornholmerur. Pendulet svingede frem og tilbage som en metronom. Når det slog, kunne det høres i doktor Hammersteds konsultation.

Jeg hviskede til Poul, at han skulle tage sine sko af. Det gjorde han, lidt modstræbende. Det var svært for ham at skjule, at hans højre storetå stak frem i strømpen.

Der var bløde tæpper på gulvene og mange potteplanter både i vindueskarmen, på piedestaler og ophængt på væggene. Fra den ene af de to stuer kunne vi se ned til kirken og ud over kutterne i fiskerihavnen. Når mormor Toller ikke ville flytte, selv om hun havde problemer med trapperne, var det på grund af udsigten. Alt, hvad der foregik i byen, skete uden for hendes vinduer. Hun havde tre gadespejle. Om sommeren boede hun i Riverdale, sommerhuset nord for byen. Hun sagde: Riverdal.

– Når I får sommerferie, kan I komme og besøge mig derude. Mormor fandt tekopperne frem. De små ruder i vitrinen klirrede svagt.

Te? Poul og jeg så på hinanden.

– Det vil vi gerne, mormor, sagde jeg. – Poul er vist tørstig. Poul gav mig en albue i siden.

– Teen står og trækker.

– Jeg tror, han trænger til noget koldt.

– I vil gerne have en sodavand?

– Ja tak, mormor, hvis det ikke er til for megen ulejlighed.

Så fik vi en sodavand hver. Poul var utrolig længe om at få sin drukket.

I mellemtiden havde mormor fundet strikkekurven frem. Hun bøjede sig uden videre ned og trak den hullede strømpe af Pouls fod.

Vi blev der ikke så længe. Da vi også havde drukket en enkelt kop te og spist et stykke sandkage, sagde vi farvel. Da var mormor Toller også blevet færdig med at stoppe hullet i Pouls strømpe.

– Tak, mumlede Poul og trak strømpen på.

– I må komme og besøge mig igen en anden gang, sagde hun. På vejen hjem var Poul usædvanlig snakkesalig. Min mormor var den flinkeste gamle dame, han nogensinde havde mødt. Hvis han havde haft sådan en lærerinde, ville han aldrig have haft problemer med at læse.

Næsten hver aften efter spisetid kom Poul løbende, somme tider så forpustet, at man skulle tro, han var på flugt. Han ville gerne se fjernsyn. Vi så klassisk ballet og et teaterstykke om en mand, der blev til et næsehorn. Det bedste, vi så, var en dirigent, som hed Edmundo Ros. Poul kunne ikke holde munden lukket, når den lille, runde, rytmiske mand var i fjernsynet. Men vores største fjernsynsoplevelse var en aften, hvor mor kaldte på os.

– Hvis I vil høre ham der Tommy Steele, så er han i fjernsynet nu.

Vi tumlede ned ad trappen og så sangeren tone frem på skærmen. Han var med ét slag, med én eneste sang, blevet verdensberømt. Han stod i et nøgent studie med sin guitar. Det var bare fantastisk. Han havde lyst strithår og stod med spredte ben, mens han sang: I’ve got a handful of songs to sing you. Bagefter kunne Poul huske meget af teksten. Vi gik ned på stranden og skrålede for ikke at glemme melodien.

– Nu ved jeg, hvad jeg skal, når jeg bliver stor, sagde Poul.



KAPITEL 2

En dag efter skole stod Poul ikke på hjørnet af Søndergade og ventede på mig. I et kort, forpint øjeblik gik der panik i mig. Jeg satte i løb. Var han blevet syg? Kørt over? Søndergade var alle mødres skræk. Hvad nu, hvis han ikke længere ville være min ven? Det kunne også være, at han bare havde fået en eftersidning.

Da jeg nåede hjem, kylede jeg skoletasken over havelågen og løb ned på stranden. Jeg kiggede over mod Skarnbøtten. Der virkede ret stille. Jeg gik frem og tilbage og sparkede i sandet. Så besluttede jeg mig.

Jeg trådte over det usynlige skel, hvor lugten af frisk tjære blev kraftigere. Der lå garn i græsset, som var stribet på kryds og tværs. Hvor var skarnsungerne?

Med usikre skridt styrede jeg direkte ind i opgang B. En mand kom skrumlende ned ad trappen i træsko. Jeg stillede mig med ryggen mod væggen, så han kunne komme forbi. Han var skaldet og sort om munden af skråtobak.

– Hvad er du for en bette fyr? spurgte han, – hvem skal du have fat i?

– Jeg skulle spørge, om Poul er hjemme.

– Poul … er du en skolekammerat måske? – Ja, jeg hedder Jørgen.

– Nå, så du er Jørgen, sagfører Danielsens knægt. Men hvis ikke Poul er oppe hos dig, så ved jeg sgutte, hvad han render rundt og laver.

Det var Pouls far. Han var skibsmaler, arbejdsløs for tiden, havde Poul sagt.

– Vi plejer at følges ad fra skole, men jeg har ikke set ham.

– Han dukker nok snart op, skal du se, sagde skibsmaleren og gik fløjtende ud ad døren.

Jeg gik tilbage til den smalle sandvej mellem havstokken og haverne med de hvide stakitter. Da jeg nåede vores havelåge, sprang jeg over den og hoppede på ét ben hen over fliserne og hørte klaveret.

Jeg stormede ind i huset, lod hoveddøren stå åben bag mig og sprang op ad trapperne. Og der i musikværelset sad Poul. Mor sad ved siden af ham. De vendte sig samtidig.

– Poul kom og spurgte, om han måtte spille lidt på klaveret, sagde mor og rejste sig, – og så har jeg undervist ham lidt.

– Ja, tusind tak, fru Danielsen, sagde Poul.

Mor purrede op i mit hår, idet hun gik forbi mig.

– Jeg stod og ventede på dig, sagde jeg.

– Jeg var nødt til at pjække i den sidste time, sagde Poul.

– Jeg var endda ovre i Skarnbøtten, og hvem tror du, jeg mødte? – Kuno?

– Din far.

– Nå, hvad sagde han, den gamle?

– Ikke noget særligt. Han gik og fløjtede.

– Ja. Poul kløede sig i nakken. – Det er selvfølgelig ikke sjovt

at skulle leve af understøttelse, men det foretrækker min mor altså. For når han er arbejdsløs, så er han ædru. Hvem fanden kan forstå sådan noget?

Poul satte sig igen ved klaveret og slog et par skæve akkorder. – Hold nu op, sagde jeg, – Beethoven vender sig i graven.

– Kan du høre, hvad det er for en?

– Jo, Frikadellens flugt over plankeværket.

Vi grinede. Det havde været min mening at skælde ud, nu var jeg bare glad for at se ham.

– Min mor og far snakkede om dig i går aftes.

– Nå, nu gider de ikke længere have mig rendende her, eller hvad?

– De snakkede om, at du var musikalsk.

Poul blev stille et øjeblik. Han bevægede lydløst læberne. – Det er løgn i din hals, sagde han.

En dag vi sad nede på stenene og kiggede ud over havet, lagde jeg mærke til, at Poul var meget stille. Måske var han sur, fordi jeg havde sagt, at jeg var træt af, at han altid skulle sidde ved det klaver.

En terne dykkede med et plask og kom op med en fisk. Vandet klukkede. Vi skiftedes til at rømme os og kigge stjålent på hinanden. Poul kastede en sten ud i havet.

– Hvad er der i vejen? spurgte jeg.

– Grus og asfalt, sagde Poul. – Tvillingerne kommer hjem på lørdag.

Det lettede. Bare det.

– Det sidste, de sagde til mig, inden de drog til havs, var, at hvis jeg ikke var væk, når de kom hjem, ville de slå mig ihjel.

– Hvorfor det?

– Det er aldrig til at vide. Sådan er de bare.

– Det er jo øregas.

– Du kender dem ikke.

– Du kan sove hjemme hos mig.

– Kan jeg? Han hævede stemmen. – Mon ikke dine forældre efterhånden er trætte af mig? Det mener min mor.

– Sludder, det ved du også godt. Og husk, at mormor Toller har inviteret os til Riverdale i sommerferien.

– Ja, ja, I er sgu så flinke, men det er bare sådan en overfladisk facon, siger min mor.

Da vi kom tilbage fra stranden, spurgte jeg mine forældre, om Poul måtte sove hos os om lørdagen. Mor sagde, at det var i orden.

Solen skinnede udenfor, da vi gik i seng. Solsorten sad på skorstenen og fløjtede, mens vi børstede tænder. Mor havde købt en tandbørste til Poul. Sådan en havde han vist aldrig set. Jeg viste ham, hvordan det skulle gøres. Han var utrolig længe om det. Han spyttede blod ud i håndvasken.

Da vi var klar til at gå seng med hver sin bog, jeg med en Jan-bog, Poul med Davy Crockett, stod mor for enden af trappen og råbte:

– Poul, der er nogen, som vil tale med dig.

Jeg kunne se, hvordan blodet forlod hans ansigt, som når man sugede det røde saft ud af en sodavandsis. Han rejste sig og greb om gelænderet.

– Går du med ned? hviskede han.

Jeg havde forestillet mig, at det var hans mor, som kom efter ham, men det var det ikke, det var et par grinende fyre, fregnede og strithårede, rødmossede, bredskuldrede og fuldstændig ens. Tvillingerne Hans og Peter. De lignede overhovedet ikke Poul.

Solsorten holdt så brat op med at fløjte, så man skulle tro, den var faldet død om af skræk.

– De gamle kan ikke forstå, hvor du bliver af, sagde den ene af tvillingerne. – Men de mente nu nok, at du var her.

– Jeg har fået lov til at sove hos Jørgen.

– Det skulle du nok have fortalt dem, sagde Hans eller Peter. De lænede sig lidt frem for at kigge ind i entreen. De grinede til hinanden og lugtede kraftigt af fisk.

– De gamle ville bare sikre sig, at du nu også var her, sagde

Peter eller Hans. De grinede hele tiden. En af dem dykkede ned i sin baglomme. – Vi har noget med hjem til dig fra Island.

Det var en aflang pakke i krøllet papir på størrelse med et brilleetui. Alle lyttede et øjeblik, da solsorten vågnede til live. Skyggerne strakte sig. Poul var paf.

– Du må gerne pakke den op, sagde Peter eller Hans.

Poul pakkede gaven ud med stive fingre, mere og mere rød i hovedet. Da han åbnede æsken, blev han bleg.

– En m-mundharpe, stammede han.

Nu blev han rød igen.

– Ja, var det ikke sådan en, du ønskede dig sidste jul?

– Hold da op, som du så ud i hovedet, da du pakkede de underbukser ud. Tvillingerne grinede. – Skal du ikke sige tak?

– Tak, sagde Poul.

Tvillingerne gik deres vej uden at lukke havelågen efter sig. Poul afprøvede sit nye instrument og gik tonerne efter, som

han sagde. Han fandt forbavsende hurtigt de første strofer til Für Elise. Den melodi gik mig efterhånden på nerverne.

Bagefter læste vi lidt, ellers lå vi bare og snakkede. Nu var solen gået ned. Vi havde trukket Pouls madras helt hen til min seng.

– Nu tror du selvfølgelig, at det, jeg har fortalt om tvillingerne, slet ikke passer, men jeg kommer til at betale for den her, jeg kender dem.

Han lagde mundharpen ind under sin hovedpude.

Det blev en temmelig forvirret nat. Jeg havde bildt mig selv ind, at når Poul var der, ville væggen ikke begynde at ryste og true med at falde ned over mig.

Det knagede. Jeg kendte den lyd og satte mig op sengen. Hvor kom det svage lys i vindueskarmen fra? Lidt ligesom en hånd der krøb op over karmen. Jeg sparkede dynen ned i fodenden af sengen.

– Poul! Mit råb var en kraftig hvisken. Det gjaldt om ikke at vække mor og far.

Poul åbnede forvirret øjnene. Jeg stod og pressede skulderen mod væggen. Poul sprang op ved siden af mig. Han så helt forkert ud i hovedet. Vi kom til at grine.

– Jeg havde mareridt, pustede jeg, – jeg drømte, der var jordskælv.

Poul faldt ret hurtigt i søvn igen. Jeg lå længe og så på ham. Han lignede faktisk Elvis.

Jeg havde ikke sovet ret meget den nat, da solen endelig løftede sig op over vindueskarmen og skinnede Poul i ansigtet. Han vågnede og holdt en hånd for øjnene.

– Hold da op, et øjeblik vidste jeg ikke, hvor jeg var. Han gabte højt.

– Lad os komme op, sagde jeg.

Vi løb nedenunder til badeværelset. Vi tissede samtidig, to stråler over kors. Bagefter pjaskede vi med vand ved håndvasken, så gulvet blev oversprøjtet. Vi kom godt med vand i håret. Kæmme, kæmme, kæmme en flot Elvisfrisure. Jeg fik ham til at love ikke at sige noget om, at jeg havde haft mareridt.

Vi kom i tøjet og løb ned i spisestuen, hvor vores hushjælp Irene havde stillet rundstykker frem sammen med mælk og te. Far sagde god morgen uden at se op fra sin morgenavis. Dem fik han flere af. Han havde lidt olie på fingrene, fordi han havde været tidligt oppe for at rode med cyklerne ude i skuret. Han havde engang vist mig, at han med bind for øjnene kunne både skille og samle min cykel.

– Vi havde tænkt at tage på en lille skovtur i eftermiddag, sagde mor, – sammen med mormor Toller, I kunne tage med, hvis I har lyst.

– Det vil vi gerne, røg det ud af Poul, – ikke, Jørgen?

Da mor kom ind på det med tvillingernes besøg aftenen før, flyttede Poul sig uroligt på stolen og mumlede noget om, at de skulle afsted på et nyt togt. Ikke noget med, at de havde foræret ham en mundharpe.

– Kan du kende forskel på dem? spurgte mor.

– Nej, sagde Poul, – ikke engang min mor kan.

Da jeg skulle i bad, spurgte Poul, om han måtte gå op i musikværelset imens.

– Ja da, sagde mor, – og så kan du gå i bad efter Jørgen, hvis du har lyst.

Da jeg kom ud fra badet, stod Poul parat med et håndklæde under armen. Jeg skulle vise ham, hvordan man blandede det kolde og det varme vand.

Jeg satte mig ud i solen på terrassen. Far havde taget sine aviser med. Efter Berlingeren kom turen til Land og Folk. Gennem det åbentstående vindue kunne jeg høre Irene skramle med porcelænet. Mor kom ud i solen med staffeli og malerkasse.

– Du, Jørgen, sagde mor, – hvad siger Pouls forældre egentlig til, at han altid er her?

– Det ved jeg ikke. Men det er vist blevet bestemt, at Poul skal ud med en fiskekutter i sommerferien, sagde jeg.

– Jaså, sagde mor. – Ja ja, der kan du se, hvor godt du har det.

Vi kørte forbi herregården og fulgte den hullede grusvej ind i skoven til traktørstedet Skovpavillonen, som lå på skrænten ned til åen. Der kunne man leje robåde. Far sagde altid det samme, når han fik øje på Skovpavillonen, at det var som en illustration til nationalsangen.

Der sad masser af gæster ved bordene udenfor i de plettede skygger. Der var ingen vind af betydning og kun få skyer. En tjener stillede et ekstra bord op til fru Toller. Folk var i deres fineste stads. Der var hvide duge på bordene og små blomsterbuketter. Far bemærkede som altid, at servitricerne var nydelige i deres små, sorte kjoler.

Poul og jeg drak citronvand af høje glas og spiste lagkage med gaffel. Poul havde det tøj på, som han havde fået af mig. Mor havde sørget for, at vi begge havde snorlige skilninger, ikke noget med Elvis i Skovpavillonen.

Mor og far hilste på mange af gæsterne. Halvtamme gråspurve pikkede krummer mellem gæsternes fødder. Folk lænede sig mod hinanden: Hvad er det for en dreng, som er sammen med sagfører Danielsens? En usædvanlig køn dreng, hørte jeg nogen sige. Gøgen kukkede. Det manglede da bare, bemærkede far.

Vi fik hurtigt guffet kagen i os og drukket vores sodavand. Poul skrabede med gaflen for at få det sidste flødeskum med. Jeg gav ham et let spark under bordet.

Vi fik tilladelse til at rejse os og løb ned til udlejningsstedet for at se, om der skulle være en ledig robåd. Det var der heldigvis. En krone for en time.

Jeg satte mig på agtertoften, mens Poul greb årerne. Han havde prøvet det før. Med kraftige tag tog vi først turen mod strømmen op til den gamle mølle. Det var sjældent, folk nåede så langt.

– Hvad med sommerferien? spurgte jeg og lod en hånd falde ned i det brune vand.

Vi overhalede to andre både. Den ene af dem, som havde to halvstore drenge ombord, forsøgte at følge med, men måtte opgive. Pouls pande glinsede af sved.

– Min far har allerede fået en aftale med en fiskeskipper, sagde Poul.

– Øv, altså. Er du så væk hele sommerferien?

– Det kommer an på, mumlede Poul og hvilede på årerne. – Jeg skal være yngstemand langt fanden i vold derude på Nordsøen, hvordan tror du, det bliver?

– Så ender det nok med, at du bliver fisker.

– Det kan du bande på, at jeg ikke gør. Og jeg går ikke ud af skolen, og det er altså ikke, fordi jeg elsker skolen, vel?

– Det ved jeg godt.

– Du ved ikke en skid, for du gider ingenting, alligevel ender det sgu nok med, at du bliver sagfører med røven fuld af penge.

– Aldrig.

Vi var nået op til den hvide mølle og skulle vende rundt. Jeg overtog årerne. Når man roede med strømmen, skulle man egentlig bare sørge for at holde båden på rette kurs, så den ikke drev ind til bredden. Flere steder hang træernes grene så langt og lavt ud over åen, at vi måtte dukke hovederne.

Den sidste aften inden sommerferien ville vi i biografen. Jeg havde med en bordkniv fået lirket en del femogtyveører og en enkelt krone ud af min sparegris. Vi skulle se en Hopalong Cassidy-film i Palads Teatret. Da filmen var slut, og lyset blev tændt i salen, blev Poul siddende. Jeg måtte nærmest slæbe ham ud af biografen.

Hjemme på værelset snakkede vi om filmen. Poul ville gerne se den igen. Jeg syntes ikke, det var nogen særligt. Så blev Poul stille. Jeg sagde heller ikke noget. Han tog sin mundharpe frem og spillede noget, som mindede lidt om filmens underlægningsmusik. Han rejste sig for at gå på wc.

Jeg tog en bog. Jeg var begyndt at læse Jorden rundt i firs dage. Jeg ville altid gerne sidde og læse lidt, det gad Poul ikke. Og hvor blev han af?

Jeg rejste mig og åbnede døren. Mor havde lagt en plade på grammofonen. Jazz. Klavertonerne nåede tydeligt op til mig. Døren ind til stuen måtte stå åben.

Jeg gik ned af trappen og tog i døren til badeværelset. Der var han ikke. Jeg fortsatte ned på næste afsats og kiggede over mod stuen. Det måtte være Poul, som havde glemt at lukke døren.

Hvor lang tid var der gået? Ti minutter, femten?

Jeg skulle lige til at træde ind i stuen, da jeg tøvede. Det var næsten, som om jeg var et fremmed sted. På bordet stod et glas med portvin. Far sad i lænestolen med sin pibe. Tobakken havde en sødlig lugt.

Det var synet af Poul, som fik mig til at tøve. Han sad ved siden af mor i sofaen og lyttede med halvåben mund. Det virkede sært på en måde. De talte ikke sammen. De lyttede. Også far lyttede, selv om han ikke brød sig om det, han kaldte junglemusik.

Poul lænede sig tilbage og lidt til den ene side. Mor drejede hovedet og så på ham. Jeg kunne i Pouls ansigt se, at han var væk i musikken. Så vippede hans hoved lidt til siden, ned på mors skulder.




Bent Haller: Sange fra skarnbøtten

Sange fra Skarnbøtten. Bent Haller er tilbage med grum og humoristisk roman. Begynd din læsning her

En hård, men humoristisk, roman om en brydningstid og om et dybt kompliceret venskab, hvor alt går galt.

Jørgen og Poul er modsætninger. Jørgen er indadvendt, lidt sær og vokset op som priviligeret enebarn med to kultiveret forældre. Poul er mere rodløs, udadvendt og kan charmere sig ind på enhver.

Jørgens forældre tager Poul til sig, som var han deres egen søn, og snart overskygger han fuldstændig Jørgen. Drengene er altid sammen, men altid i konflikt.

Livet fører dem ad samme vej, og de flytter sammen i et kollektiv. Poul spiller musik og har masser af damer, mens Jørgen samler sten til et dige, passer høns og står lidt uden for det hele.

Du kan købe Sange fra skarnbøtten online, eller i din lokale boghandel.